Vester Skerninge Kro
Forside ] Op ]

 
Vester Skerninge Kro

 

Krovej 9. Vester Skerninge Kro.
Beboelseshuset med sidehus (slutn. af 1700-tallet og senere), krobygningen med  udskud (1772 og senere), rejsestald og lade (slutn. af 1700-tallet). Fredet 1918.

 

Vester Skerninge gamle kro har været landsbyens samlingssted i mange hundrede år. Her har hine tiders gamle kromænd hygget om deres gæster med god mad og drikke. Her holdt bønderne deres store fester eller mødtes for at drøfte tidens aktuelle problemer, både dem, der berørte den store verden og dem af ren lokal interesse.

Der kan berettes om fornemme besøg i de gamle krostuer. Et af de ældst beskrevne stammer fra 1788, da Frederik den 6. besøgte Vester Skerninge - det var dengang en stor begivenhed for beboerne.

I 1840 fik kroen igen royalt besøg. Det skete den 28. september 1840, da den nyvalgte konge Kristian den ottende med sin gemalinde havde været i Fåborg i anledning af indvielsen af byens nye rådhus. Klokken 7 om aftenen tog de fyrstelige personer afsted igen til hest mod Svendborg fulgt et stykke på vej af et fakkeltog. I Vester Skerninge var der ved kroen rejst en flot æresport med kulørte lamper. En del unge karle med lygter var redet majestæterne i møde. Ved ankomsen til kroen holdt sognepræsten en velkomsttale.

Omkring 1852 blev der i Vester Skerninge oprettet et brevsamlingssted, der fik sin plads på kroen og blev bestyret af afdøde kromand Jørgen Andersens enke.

 


Kroejer Hans Jeppesen og hustru

 

I 1871-72 ophøjedes brevsamlingsstedet til "ikke regnskabsførende postekspedition" med daværende kroejer Hans Jeppesen som postekspeditør og hans datter som medhjælper indtil 1882. Et tohjulet enspænderkøretøj med indtil tre passagerer bragte brevposten indtil noget ind i 1860erne. En diligence fra Nyborg til Assens kom til Vester Skerninge ved midnatstid. I 1882 afløstes diligencen af Hans Jeppesens søn, Jeppe Jeppesens omnibus, der blev kaldt dagvognen, og som kørte to gange daglig fra og til Svendborg og fra 1894 ligeledes til Fåborg indtil banen kom i 1916.

Kroens fæstere og ejere
"Boelsmand og muurmester"  Anders Christensen, fæster af ejendommen i 1772 og ejer fra 1791, drev den priviligerede kro til sin død i 1804. Hans enke, Mette Jørgensdatter, fik tilladelse til at sidde i uskiftet bo og drev herefter ved en søns hjælp kroholdet i 18 år, indtil hun i året 1822 tilskøder sønnen Jørgen Andersen kroen og selv går på aftægt. Han var da knap 40 år, og efterfulgtes siden igen af en ugift søn Niels Andersen, der overtog kroen efter moderen i 1866.
Hans Jeppesen købte kroen i 1872, han var gift med en søsterdatter til Niels Andersen, og efter hans  død kom kroen på fremmede hænder. Det sker da Hans Jeppesens enke i 1888 solgte kroen til købmands-firmaet Heilmann&Sørensen i Svendborg. De står skrevet for kroen frem til 1907. De nye ejere Jørgine Kirstine og Hans Rasmussen drev kroen i mange år, helt frem til 1935. Fra det tidspunkt og frem til 1954, da Annalise og Poul Bæk kunne kalde sig krofolk i Vester Skerninge, blev kroen handlet med et par gange.
Siden 1985  har deres søn Ole og svigerdatteren Helle så stået for roret for den gamle historiske landevejskro i Vester Skerninge.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk