Overtro fra Kirkeby sogn
Forside ] Op ]

 
Overtro fra Kirkeby sogn

Af N.P. Volstrup [Fynsk Hjemstavn 1929] 

 

Jeg er opvokset i Egebjerg i Kirkeby sogn, og det er minder fra den tid, jeg meddeler her. Der på egnen var på den tid mange ældre folk, som var stærkt overtroisk, og deres daglige liv prægedes deraf. Når vi unge kritiserede deres måde at være på, blev de vrede og troede, at vi gjorde nar af dem.
Det var især kreaturet, man skulle vogte på over for onde mennesker, og der var visse forholdsregler at tage, som ikke måtte glemmes.
Første gang en ko skulle malkes efter kælvning, lagde man en kniv i mælkespanden, for at ingen skulle forgøre mælken.
Gav man et menneske lidt nymalket mælk, så kom man gerne et par korn salt i spanden. Det var også for at sikre sig mod onde mennesker.
Om foråret, når køerne skulle på græs, lagde man, første gang de skulle trækkes ud, en kniv eller økse uden for dørtrinnet, som køerne gik over, når de gik ud. Ligeledes måtte en ny indkøbt ko gå over en kniv eller lignende, første gang den blev trukket ind i stalden.
Køerne blev ikke trukket på græs første gang på en mandag, onsdag eller fredag.
Engang kom jeg tilfældig op på slyden over en gårdmands kostald, der så jeg en lille nyfødt kalv (en kastekalv) hængende oppe ved et spær, forsvarlig fastbundet med et stykke reb, lige over kostalden. Jeg turde ikke spørge manden om, hvorfor den hang der. Det må have været et middel mod kalvekastning.
Kunne man ikke få en ko ikælvet, skulle man, når man kom hjem med den fra tyren, tage et halmbånd af en kjær rughalm, løse knuden op midt på halmbåndet og lægge de to halvdele således, at koen kunne trækkes mellem dem. Koen skulle trækkes stiltiende igennem (ingen måtte sige noget imens). Halmbåndet blev atter bundet sammen og opbevaret; thi det skulle løses op igen, før tiden kom, at koen skulle kælve, ellers kunne koen ikke føde kalven.
Kom der nogen fremmede i stalden og betragtede køerne, blev man ilde til mode, hvis de sagde om køerne, at de var "kønne". Manden måtte rask svare: "Nej, de er ikke kønne, de er lådne".
Jeg så engang en dreng sparke til kniven, så den lille gris, der live var ankommet fra torvet i Svendborg, ikke kom til at gå over den, da den gik ind i stien. Drengens fader sagde ingenting, men drengen fik en ordentlig øretæve med det samme.
Vor nabo fandt et hønseæg i sin have, konen tog det med ildtangen og bar det ind på ilden, hvor det revnede med et knald. Hun så heri et sikkert bevis for, at det var lagt haven af onde folk for at gøre dem fortræd.
Ingen af de gamle mennesker tålte, at man nævnte rotter ved navn i deres hus, det var at kalde på disse; de blev gerne kaldt "de store grå".
Hvis en muldvarp skød et muldvarpeskud op tæt ved husvæggen, betød det varsel om dødsfald i familien.
Som dreng hørte jeg ældre folk sige, at når vi spiste de tre første hvide blomster af hvid anemone, vi fik øje på om foråret, så fik vi ikke kailen (koldfeber) det år; man kaldte anemonen for kaileurt.
Jeg husker en gammel mand, som aldrig glemte at sætte grønne ris i hørstykket St. Hansaften, for at heksene ikke skulle trampe hørren ned, når de red til Bloksbjerg på kosteskaftet..
Skulle en gammel kost brændes, måtte man ikke lægge den hel på ilden; vierne, som den var bunden med, skulle skæres over, ellers kom der ulykker efter.
Førnævnte gamle kone sagde, at man måtte aldrig lægge en økse på bordet, der medførte ulykker. Hun sagde engang at hvis der lå en økse på bordet, og et barn var faldet i brønden, så skulle man fjerne øksen af bordet, før man løb ud til  brønden at redde barnet.
Julemærker kan jeg ikke mindes at have set nogen skrive op.
Nytårsaften skulle det gerne blæse, så frugttræerne rystede, hvis ikke, så rystede man træerne selv. Rystede de ikke, blev der kun lidt frugt i det kommende år. Jeg har som dreng prøvet at ryste æbletræerne en nytårsaften hjemme i vor have.
Kyndelmisse, 2 februar, lagde man mærke til vejret; regnede og sneede det dygtigt, måtte man vælte hø ned fra toppen af høslyden; men var det fint vejr med solskin, skulle man trække høet ud forneden, og kun med den ene hånd, mens man holdt tilbage med en anden.
Var det frostvejr Pedersdag, 22. februar, var det ikke godt; men det var næsten værre med nattefrost de 40 ridderes dag, den 9. marts; thi så varede nattefrosten i 40 nætter, altså til 18. april.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk