De Vissenbjerg røvere
Forside ] Op ]

 
De Vissenbjerg røvere

Af Henning Nielsen 

 

[Det fynske Itri. En historisk-topografisk beskrivelse af Vissenbjerg sogn. 1971]

 

De mange beretninger om røverne i Vissenbjerg er uden tvivl det, der mere end noget andet har gjort sognet landskendt. VI skal i det følgende se lidt nærmere på disse mere eller mindre sagnagtige historier, og forsøge at klargøre deres forhold til den historiske virkelighed.

Selv om det meste af det overleverede stof må afvises som uhistorisk, er der næppe tvivl om, at der er en kerne af sandhed i det. Forudsætningerne for, at netop denne egn  af Fyn kunne blive en berygtet røveregn, er til dels af geografisk art. Landskabet er højt og bakket, og på grund af dets vilde og ufremkommelige præg blev det sent bebygget. På den tid strakte "Røverskoven" sig over et meget stort areal på Fyn, fra Odense til Gelsted og fra Kattegat til Verninge. men også ukloge dispositioner fra myndighedernes side har sikkert spillet ind ved rekrutteringen af befolkningen på dette tidlige tidspunkt. Af. St. Knuds Gildesskrå fra det 11. årh. fremgår det således, at hvis et medlem forbrød sig groft mod loven, blev han udstyret med et skib (så han kunne blive sørøver) eller en hest, så han kunne ride ind i landets indre, dvs slutte sig til de røverbander, som fandtes her.

"De Vissenbjerg røvere" opererede således også uden for selve sognet, nemlig i hele skoven (jfr. udtrykkene "de Tommerup Kjæltringe" og "Kjæltringekanten") På kong Niels`s tid (1104-34) klages der da også over røvere og stimænd, der foruroliger landets indre, og at der netop i Vissenbjerg var røvere, var af hensyn til vejforholdene yderst uheldigt.

Den mest lige vej fra Middelfart til Odense fører nemlig gennem Vissenbjerg, men på grund af dennes usikkerhed var den mest brugte vej indtil o. 1200 ført i en bue uden om Røverskovens centrum og kun i ekstraordinære situationer, som f.eks. Knud den Helliges flugt, brugtes den direkte vej (som genvej). Hans forfølgere har derimod fulgt vejen over Elvedgård. Senere blev denne vej rettet mere og mere ud, først via Rugård, senere forbi den nu forsvundne fæstning Himmelstruphus og endelig over selve Vissenbjerg, hvor vejene fra Fåborg og Assens stødte til.

Det fremgår af ovenstående, at røverne må føres tilbage i hvert fald til vikingetiden og sagnene, der vil vide, at røverne skulle stamme fra de svenske soldater, der var undslupne fra slaget ved Nyborg 1659, er altså urigtige, selv om de fortæller noget om, at røveriet florerede særligt kraftigt på dette tidspunkt (i hvert fald frygtede svenskerne Vissenbjerg sogn). Samtidig giver de et fingerpeg om, hvorledes alle mulige løse eksistenser, der var kommet i konflikt med samfundet, såvel i krigstid (desertører, marodører, udplyndrede og forarmede folk osv) som i fredstid (forbrydere, folk, hvem tilværelsen gik imod m.fl.) søgte til de gode skjulesteder i Røverskoven på grund af de mange frasagn, der gik om røvervirksomheden der. Derfor mente de, at de let ville kunne klare sig igennem der.

De fleste sagn fortæller dog om, at det var de lokale beboere, der stod bag røveruvæsenet, og at man delte rovet og skjulte over hinanden, og at dette skulle være årsagen til, at man ikke har nogen direkte beviser for dette foretagende. Dette kan i og for sig underbygges af den kendsgerning, at Vissenbjerg sogn som nævnt i lang tid var et selvstændigt retsområde (Vissenbjerg birk) og at en lokal mand var dommer (der er således ikke bevaret en eneste retsprotokol herfra). I samme retning peger det, at en meget stor del af befolkningen var fattige løsarbejdere eller subsistensløse, der kun havde arbejde i den tid, hvor man gravede tørv, og som derfor naturligt nok ikke ville være utilbøjelige til at drive lidt røvervirksomhed i den øvrige del af året.

Hvorom alting er, så har det dog uden tvivl været et mindretal, der var røvere, enten helt eller delvist, og flertallet af befolkningen har levet et lovlydigt liv, hvilket da også fremgår af alle forhåndenværende kilder, der derimod intet bevisligt kan melde om røverne. En anden ting er, at al egentlig røvervirksomhed må være forsvundet i hvert fald senest i 18. årh., og de fortællinger, der er efter den tid, viser vist ikke et større antal af berigelsesforbrydelser end i andre dele af landet, blot har folk lagt mere mærke til det på grund af det ry, sognet havde i forvejen. Det er i det hele taget væsentligt at gøre sig klart, at da sognet først havde fået dette ry, og det er formodentlig sket på et ret tidligt tidspunkt, har folks fantasi været tilbøjelig til at tilskrive alt, hvad der blot kunne have den fjerneste forbindelse hermed, til denne forestilling om De Vissenbjerg røvere og også beretninger fra andre steder i landet blev henlagt til Vissenbjerg, hvor der var god grobund for fortællinger af denne art.

Det kendteste sagn er det, som folkemindesamleren Just Mathias Thiele (1795-1874) bragte i sine Danske Folkesagn (1818-23) (II, 11-14), som bl.a. H.C. Andersen læste. Dette lyder i denne først optegnede version (jvf. Danmarks Folkesagn, 1843, I, 365ff.)

Røverne i Vissenberg
Der var engang i Vissenberg Sogn paa det Sted, som endnu kaldes Røverhusene, en stor Røverkule, og fortælles der vidt og bredt i Omegnen, at Røverne havde dybe Gange under Landeveiene, og at der i Lofterne hang Klokker, som ringede, naar nogen kjørte derover. Fortælles der endvidere, at det engang paa en Søndag hændte sig, at et Herskab kom den Vei kjørendes og bleve de alle grebne og af Røverne ynkeligen myrdede, undtagen et lille Barn, der havde saa uskyldigt og deiligt Udseende, at de Fleste vovede ei at tilføie det nogen Ufærd. Men der var iblandt Røverne en, som hed Jørgen, og, da han saae Kammeraterne saaledes at tee sig, harmedes han og sagde: "Lad mig faae Negl i det!" og med det samme greb han et Stykke Brænde og slog Barnet dermed i Hovedet, saa at Hjernen sprøitede omkring i Hulen. Siden den Tid kaldte de andre Røvere ham altid: Jørgen Negl.
I Nærheden af denne forfærdelige Røverbande boede der en riig Mand, som havde en eneste Datter. Hende havde en ung og fremmed Herre faaet kjær, saa at han begiærede hende hos Faderen. Da hændte det sig just som deres Bryllup var forhaanden, at Jomfruen var gaaet ud i Skoven og kom uden at vide det hen til Hulen, hvor Røverne havde Tilhold. Efterdi hun intet formodede om sligt, gik hun ind og undrede sig meget, thi hun saae der for sine Øjne en stor Stue med Bord og Stoele og alskøns Husgeraad. Derfra gik hun dybere og kom ind i en anden Stue og saae der Guld og Sølv og mange Kostbarheder. Da kigede hun ind i det tredie Kammer, men blev forfærdet over al Maade; thi rundt omkring paa Gulvet laa afhuggede Arme og Been, og mærkede hun da strax, i hvilken Fare hun geraadede. Derfor tænkte hun paa, som snarligst at forlade denne frygtelige Hule, men, som hun var dermed i Begreb, hørte hun Larm og Menneskers Stemme fra Indgangen. Da havde hun intet at vælge imellem, men maatte skyndeligst skjule sig i det inderste Kammer under en Seng. Kort Tid derefter kom en Røver derind og trak med sig ved Haande en ung Jomfru, hende han paa en ynkelig Maade myrdede med en Kniv. Da blev Pigen, som laae under Sengen, vaer til største Forfærdelse, at Røveren var ingen anden end hendes Fæstemand. Røveren vilde nu tage en Ring af den dræbte Jomfrues Finger, men da han ikke hurtigen kunde faae den, greb han en Øxe og huggede Fingeren af med saadant Slag, at den foer ind under Sengen. Da tog Pigen den til sig og forvarede den vel. Efterat hun nu i stor Angst og Nød havde ligget under Sengen indtil den mørke Aften, ginge alle Røverne ud paa Rov, og lykkedes det hende nu at slippe ud af Røverkulen, hvorpaa hun skyndeligst kom hjem til Faderen, men fortalte dog intet, af hvad der sig havde tildraget. Nu kom Bryllupsdagen og Brudgommen indfandt sig pynteligen paaklædt, og Naboerne vare alle indbudne. Og som alle vare forsamlede og Glæden var størst, fremtog Jomfruen den afhuggede Finger med Ringen paa, gav den til Brudgommen og spurgte tillige om han kjendte den. Men der han den saae, blegnede han og tilstod, at han var Anføreren for Røverne, hvorpaa han flux blev greben af Gjesterne og derefter tilligemed de af Banden, som man fik fat paa, henrettet. Den gamle Fader døde kort Tid derefter af Forfærdelse og inderlig Bedrøvelse, men Jomfruen gik i Kloster og tilbragte der sine øvrige Dage.
Endnu vises omtrent nogle hundrede Skridt Norden for Kirken i den saakaldte Vissenberg Gyde et stort Uføre, i hvilket der for kort Tid siden er fundet mange sønderbrudte Vaaben og alskens Myrderedskaber, og siges samme Uføre at have været deres Hule.

Dette at Jomfruen gik i Kloster peger tilbage til middelalderen, og det er dermed det sagn, der kan anses for det ældste. Det er også typisk, at det er den fine mand, der samtidig er røveranfører, og sætter en ære deri, hvilket er en rest af middelalderens riddervæsen. Afsnittet om Jørgen Negl synes at være en senere tildigtning, og det genfindes i tyske og norske eventyr. Sagnet er i øvrigt meddelt til Thiele af den i Vissenbjerg sogn fødte Mathias Winther, der selv bragte det (under titlen "Røverhøvidsmanden") i sine "Danske Folkeeventyr", 1823 (I,54-58), men uden stedsangivelse, hvilket tillige med den typemæssige karakter (vandresagn) viser, at det er ren fantasi og uden reel baggrund. Thiele skriver da også i en anmærkning: "Naar Almuen fortæller om Røverhuler, kan man være vis på, at den ikke glemmer Klokkerne, som ringe, naar Reisende komme over Veien."

Det næstældste røversagn peger tilbage til forholdet mellem herremand og hovbonde, altså det 17. og 18. årh. Det er sagnet om "Stærke Ole" (der skulle nedstamme fra den fynske jarl Palnatoke), som bl.a. danner hovedstammen i M. Skovbos teaterstykke om røverne. Det blev trykt i Fyns Tidende i 1916, men havde da levet blandt folk i adskillige år. Fyns Tidende bygger sin udformning af sagnet på fortællersken Krønike-Lises version fra første halvdel af 19. årh.:

For nogle Hundrede Aar siden levede der i Byen Dalum ved Odense en Fæstebonde, som i Almindelighed gik under Navnet "Stærke Ole". Som Navnet antyder, gik der megen Tale om hans Styrke, og det var også en Kæmpekarl at se til: høj, svær og bredskuldret. Alligevel var han vel anset hos sine Naboer, da han var en brav Husfader, en flink og fredsommelig Sjæl, der aldrig gjorde nogen Mand Fortræd, naar han ikke først var blevet fornærmet, tjenstvillig og rettænkende, og vovede at tale sin Stands Sag, naar Ridefogden drev sin Haardhed for vidt.

Det var hine sørgelige Tider, hvor Danskheden var aldeles fortrængt af Tyskheden, og da tyske Adelsmænd førte det store Ord her til Lands, Ole var naturligvis dansk til Liv og Sjæl, det stak ham nu en Gang, og han kunde aldrig gøre sig fortrolig med det tyske. Herremanden, der selv var et af disse tyske Snyltedyr, havde hørt adskilligt om Ole, og det var derfor ikke sært, om han søgte en Lejlighed til at tale et Ord med den dristige Bonde, og denne udeblev desværre ikke.

Ole havde i sin Have et ungt Valnøddetræ, som han fredede om. Da han imidlertid en Morgen kom ud, saa han til sin Forfærdelse, at Stammen var skaaret af ved Roden. Han vidste i første Øjeblik ikke ret, hvad han skulde tænke, da han pludselig hørte et Skud og i nogen Afstand fra Haven saa to Adelsmænd af hvilken den yngste var i færd med at snitte sig en Ladestok af Valnøddetræet.

Blodet i Oles Aarer kogte ved dette Syn. Han nærmede sig de Fremmede for at spørge, hvad dette skulle betyde, men nogle plumpe Grovheder var alt, hvad han fik til Svar. "Skam jer for at behandle en ærlig Mand saaledes", raabte Ole, rev rask Valdenøddestammen ud af den unge herres Haand, og begyndte at varme hans Ryg saa ivrigt som nogen Ridefoged svang sin Svøbe. Vel var de to, men Oles Kæmpekraft skræmmede dem saa aldeles, at de ikke turde vove at yde den mindste Modstand, men kastede deres Geværer i Græsset og styrtede ind i Skoven, forfulgt af Ole, der dog, da han var mindre rap til Fods, snart tabte dem af Syne.

At han imidlertid ikke havde med Smaafolk at gøre, fik han snart at mærke. Allerede før Morgensolen endnu var helt oppe, idfandt en Øvrighedsperson sig i hans Hytte, rev Ole ud af Sengen og slæbte ham med sig-

I Odense Raadhuskælder, et mørkt og fugtigt Hul maatte Ole hensidde i 8 Dage uden anden Næring end Vand og muggent Brød. Den niende Dag blev han hentet op og med bagbundne Hænder ført til Kirken. Uden for Kirken stod som bekendt i de Tider Gabestokken og Træhesten, og da det havde ringet første Gang blev den ulykkelige Bondemand løftet op paa Træhestens skarpe Ryg og svære jernlodder blev hængt ved hans Fødder.

Det var mere end Oles Hjerte kunde udholde. Taalmodig led han sin Straf, men Hævnlysten luede i hans Øjne. Da han havde faaet sin Frihed igen, begav han sig paa Vej hjem, men Kræfterne forlod, træt og udmattet sank han sammen ned i en Grøft og faldt i dyb søvn.

Da han efter flere Timers Søvn slog Øjnene op, saa han sin Kone og syv Børn liggende grædende omkring sig.
"Gud i Himlen, hvad er dette?" stammede han.
I det samme fik han øje paa en Vuggeseng og nogle Bylter Tøj, og han anede da, hvad der var passeret. Herremanden havde kastet dem ud.
Ole sprang nu op.
"Følg med mig", sagde han. "Jeg skal skaffe jer Hjem og hvad I behøver."
Og han tog det yngste Barn paa Armen, medens Konen og de andre Børn fulgte med, og de gik til Vissenbjerg. De dybe, mørke Skove skulde nu være deres Hjem. Tilfældet skulde raade for deres Skæbne.

Nogle Uger efter disse Begivenheder, begyndte man at ymte om Usikkerhed paa Landevejene ved Odense. En Kæmpekarl og nogle Smaapoge med sværtede Ansigter, lurede paa de Rejsende. Det sagdes, at de gjorde forskel paa Personer. Bønder og fattige Haandværkere led ingen Overlast, medens Herremændene blev udplyndrede og ofte mishandlede. Til sidst turde ingen mere færdes paa Vejen uden bevæbnet Følge. Herremændene gjorde nogle Forsøg paa at opdage, hvem Røverne var, men dels var Egnen vanskelig at undersøge, og dels var Bønderne ikke de bedste Støvere, saa Efterforskningen forblev uden Resultat.

Røverne havde allerede drevet deres Uvæsen en halv snes Aar, da en Morgenstund nogle Bønder, som skulde til Marked i Odense, kom gennem Vissenbjerg Gyde. Paa et Sted i den tætteste Del af Skoven holdt Hestene pludselig stille og var ikke til at bevæge til at gaa videre. Da man saa sig om, fik man Øje paa et Menneske, der var ophængt ved Benene i en gammel Bøg. Liget var ganske afklædt og skrækkelig mishandlet, og det hele vidnede om, at Mordet var sket af Hævntørst. Da Liget blev skaaren ned, viste det sig, at den Myrdede ikke var nogen anden end Herren til Glorup og Hesselager, - den samme, som havde afskaaret den ulyksalige Valnødstamme.

Det forfærdelige Mord vakte almindelig Bestyrtelse. Der blev anstillet Jagt paa Røverne, men forgæves gennemstrejfede man Skoven. Til sidst udlovede Kongen en Belønning til den, der kunne give Oplysninger, som kunne føre til Røvernes Paagribelse, men der gik dog endnu et Par Aar, inden den mindste Opdagelse blev gjort.

I Vissenbjerg Mølle plejede en ung Pige at komme et Par Gange hver Uge for at købe Mel. Man vidste ikke, hvor hun hørte hjemme, og hun svarede altid undvigende, naar man spurgte hende derom.

Alle syntes for Resten godt om Pigen, men ingen mere end en ung Karl, der tjente paa Møllen. Hendes venlige Ansigt og blide Væsen havde gjort et stærkt Indtryk paa hans Hjærte. Erik - saaledes hed han - havde altid mange Spørgsmaal at gøre hende, men han fik aldrig bedre Besked end de andre. Til sidst fandt han paa ved List at opdage hendes Hjem. En Aften, da de fulgtes ad, og han bar Melposen for hende, greb han Lejligheden til med en Kniv at stikke et lille Hul i Posen. Næste Morgen tidlig fulgte han Sporet, som den fine Melstribe havde efterladt, men til hans Forundring førte den langt ind i Skoven. Han var netop ved at træde ud af Tykningen og følge Sporet til en Høj, der hævede sig paa en aaben Plads, da han pludselig hørte en kraftig Mandsrøst. Hurtigt trak han sig tilbage, og smuttede ind i det tætte Nøddekrat. Lidt efter fik han Øje paa en kraftig Kæmpe med en mægtig Knippel i Haanden, fulgt af flere unge kraftfulde Knægte. Højen var Maalet for deres Gang og de forsvandt bag det tætte Buskads.

Erik vovede ikke at gaa forbi Højen, men begav sig hurtigt paa Hjemvejen. Det maatte være de frygtede Røvere, han havde set. Da han kom hjem, kom han i Tanke om den Belønning, Kongen havde udsat, og den fattige Karl greb med Glæde det Haab, der tilbød sig. Sin første Fridag benyttede han til at gaa til Odense og betro Byfogden, hvad han havde set. Kongen opholdt sig netop paa Byens Slot, og det besluttedes, at en Afdeling Soldater skulde sendes derud.

Da det gryede ad dag, var den udkommanderede Skare naaet Vissenbjerg, og i al Stilhed førte Erik dem til Højen.
Men al Søgen var forgæves. Der var ingen Røvere. Man fandt vel spor af Fødder, men selve Kæmpegraven vidnede ikke om noget menneskeligt Ophold. Det var kun en simpel Indskrænkning mellem nogle vældige Kampesten.
Soldaterne vilde allerede til at trække sig tilbage, da man pludselig saa en simpel klædt Pige træde ud af Skovens Tykning. Hun gik sin egen troskyldige Gang, saa hensunken i Tanker, at hun hverken lagde Mærke til det ene eller det andet, og hurtigt havde Soldaterne omringet hende og ført hende frem for Byfogden.
Da Erik fik Øje paa Pigen, blegnede han - det var hende, som han elskede over alt i Verden. Det faldt ham ind, at hun muligt kunne tilhøre Røverbanden, og at han saaledes stod paa Nippet til at styrte hende i Fordærvelse.
Rask sprang han frem for Byfogden.
"Naade", strenge Herre", raabte han. "Naade for hende - hun er uskyldig". Og Byfogden lod hende gaa. Men i det samme Øjeblik skete der Melding om, at nogle Soldater havde fanget en gammel Kone, der med to Smaabørn vankede om i Krattet. En rædsom Angst bemægtigede sig den unge Pige.
"Kom til mig", sagde Erik - "eller du er fortabt".
"Ak, ak", sagde hun endelig med taarefyldte Øjne - "du har forraadt os, styrtet min stakkels Fader, min Moder og mine Søskende i Ulykke. Du er et slet Mennesket".
"Nej, nej sig det ikke! Endnu er din Fader ikke fanget. Din Familie hytter sig nok.  Kom for Guds Skyld, kom!"
Og med fortvivlet Styrke rev han Pigen til sig.
Den Kone, man havde fanget, var ingen anden end Oles Kone.

I Begyndelsen var hun ikke til at formaa til nogen Bekendelse, men da Byfogden truede med de haardeste Pinsler, tilstod hun, hvem hun var, og viste Byfogden Indgangen til Hulen. I Hulen var der imidlertid ingen Fangst, kun nogle Lejer af Mos og Halm.
Med dette Bytte maatte de lade sig nøje.
14 Dage efter faldt Dommen over de fangne. Den lød paa, at de skulde puttes i Sække og druknes i Odense Aa. Men Ole blev ved denne Efterretning bragt i et frygteligt Raseri, og han og Sønnerne blev enige om at opbyde alt for at frelse de Ulykkelige.
Det var Natten før den afgørende Dag. Ole havde faaet at vide, at Konen og de smaa Børn var indespærrede i et Kælderfængsel, og han og hans Sønner afventede en gunstig Lejlighed til at befri dem. Da Midnatsklokken slog, brød de ad Omveje ind i Gaarden og var allerede ubemærket naaet ind i Fangetaarnet, da de pludselig saa Lys. Det var imidlertid ingen anden end slutteren, som Ole kendte fra gamle Dage, der nu med sin Lygte gjorde sin sidste Runde.
Rask styrtede han sig over den gamle og greb ham i Struben. "Luk op for dem", sagde han, "hvis du har dit Liv kært".
Den gamle var halvdød af Skræk.
"Jeg skal ikke narre dig", stønnede han, "blot du slipper. Derinde i Hullet bag mit Kammer."
Mens de andre blev tilbage, begav Ole og Slutteren sig af Sted, og kom kort efter tilbage med Fangerne. Da man snart derefter kom ud i det fri, stak et par af Sønnerne Ild i en Lade for at bortlede Opmærksomheden, medens de andre søgte til Skoven.

Dette var Oles sidste Bedrift. Efter den Tid hørte man aldrig mere Tale om ham og hans Røverbande i Vissenbjerg Gyde, saa det er vel sandsynligt, slutter Beretningen, at han forlod denne Egn.

De yngre sagn går som nævnt ud på, at det var folk fra egnen, der havde sluttet sig sammen og fra deres underjordiske hule "vesten for Kirken" overfaldt de de vejfarende, når disse kørte over de udspændte snore og derved forrådte deres komme.

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen bringer et ellers ukendt sagn om røverne, der er interessant derved, at det dels er nærmere stedsbestemt (til Grøftebjerg), dels er tidsfæstet ("for snart hudnrede år siden", dvs o. 1775). (Danske Sagn IV, 472f):

For snart hundrede år siden var der en mand, som kjøbte herregården Grøftbjærg. Gården stod folketom et par dage før han rejste i den, og dyretom med, kan vi gjærne sige, dog stod der en lænkehund i gården. Herremanden fæstede en pige, som skulde rejse til gården en dag før han selv og folkene for at gjøre rent. Hun kom, men var ikke videre glad ved at være der ene, for hun havde hørt, at der var en røverbande i Vissenbjærg skov, som var tæt derved. Om dagen gik det temmelig godt, da turde røverne jo ikke komme. Da det blev aften, tog frygten til hos hende, men hun var alligevel ikke rådvild. Hun vilde ikke være i de nederste værelser om aftenen, for så kunde røverne jo se hende hvis der kom nogle. Men så låsede hun alle døre forsvarligt på hele stuehuset og satte skodderne for vinduerne, så ingen kunne komme ind. Så gik hun selv op i de øverste værelser og tændte lys, og satte ét i hvert værelse der oppe, så der blev rigtig oplyst, så forholdt hun sig roligt lidt.

Lige med et blev hunden så gal der nede i gården, og hun kunne da også høre nogle liste omkring dernede. Så tænkte hun straks, det var røverne, hvad det vel også var, og hun gav sig til at gå frem og tilbage der oppe i værelserne, trampede dygtigt og snakkede højt med sig selv, for at røverne skulde tro, der mange folk til stede. Herremanden havde dagen i forvejen sendt en pakke af sit tøj dertil, som lå deroppe på et af værelserne, og i pakken var en pistol tillige med både krudt og kugler og alt tilbehør. Da hunden blev mere og mere rasende der ude, tænkte hun, at røverne vist var i færd med bryde ind. Så tog hun pistolen og ladede den, stak pistolløbet ud gjennem et hul og skød så ud i gården en to, tre gange, så det dundrede. Lidt efter blev hunden rolig, og alt blev stille igjen, og der kom heller ikke nogen mere den nat. Dagen efter kom herremanden og de andre tjenestefolk. Så var det en dag, han skulde til Odense og gjøre indkjøb. Det blev noget sent, inden han blev færdig til at kjøre hjem igjen. Fra Odense til Grøftbjærg går vejen igjennem Vissenbjerg skov. Ud på aftenen kom herremanden kjørende igjennem skoven efter Grøftbjærg, han kjørte selv, og bag i vognet lå en stor hund, som han havde taget med. Da han var midt i skoven, hørte han det rasle inde mellem træerne. Han så straks efter lyden, og da så han en mørk skikkelse, som ikke var nogen anden end en af røverne, greb i det samme fast i tømmen og vilde rive den fra ham, men manden holdt godt fast og piskede i det samme på hestene, så de løb hastigt frem, og røveren faldt til siden. I det samme giver hunden et hyl, og manden så om. Da så han en anden røver, som var i færd med at springe op i vognen, men så greb hunden fast i røverens hånd, og han slap vognen med et skrig. Herremanden kjørte nu i galop til Grøftbjærg. Da manden vilde tage sine varer af vognen, fandt han en finger bag i den ved hunden. "Nå", sagde han, "det var ikke så underligt, røveren skreg, for du tog nok et godt tag i ham, Trofast." Men herremanden kjørte aldrig senere igjennem Vissenbjærg skov om aftenen.

Der findes selvfølgelig også et sagn om, hvordan røverne engang blev pågrebet, også med et skarpsindig pige som hovedperson, og det hører ligesom Thielesagnet til blandt de såkaldte vandresagn, dvs. sagn, der i forskellige variationer går igen i hele vort kulturområde. I øvrigt knyttes dette sagn undertiden sammen med Thiele-sagnet, idet den unge forelskede pige da ikke kan "udsige Ordet, som blive den Elskede til Fordærvelse", men i stedet bruger denne indirekte form:

Det var en ung pige, som røverne havde taget til fange og holdt indespærret i deres hule, hvor de tvang hende til at lave mad, og i det hele taget udføre alle de huslige sysler, som man nu kan tænke sig en flok røvere kan have brug for. Hun kunne ikke få lov at forlade hulen, selvom røverne intet ondt gjorde hende. Da hun havde været der et helt år, bad hun røverne om, at måtte gå til sin moders grav på kirkegården i Vissenbjerg, og da hun altid opførte sig pænt og gik stille omkring, fik hun omsider lov dertil, på de betingelser, at hun intet menneske måtte tale med.

Den unge pige gik til kirkegården og stillede sig op foran moderens gravsten, og sagde:

I røverkulen i Vissenbjerg,
der bor der røvere sytten.
Jeg siger det hverken til folk eller fæ,
men kun til denne støtten.

Hun havde holdt ord over for røverne, og intet sagt til noget menneske, men graveren havde naturligvis hørt, hvad der blev sagt, og sognets beboere omringede hulen, og alle røverne blev fanget.

En af de seneste beretninger (der har form af en slægtsoverlevering) har et mere sandsynligt præg over sig, idet den bygger på virkelige historiske fakta. Den handler nemlig om, hvorledes Dines Hansen, den kendte fører for selvejerne i Vissenbjerg, blev udsat for et mislykket overfald på vej hjem fra Odense (o. 1766), hvor han skulle låne 320 rigsdaler til at betale købesummen af sin gård (de tre fjerdedele udgjorde i alt 1007 rdl 37. sk.) Den lyder i grdj i Køng H.J. Dinesens (1840-1927) version:

Omkring enevoldsregeringens indførelse i 1660 sad på gården matr. nr. 3a i Andebølle (den nuværende Drudgård) en selvejerbonde ved navn Niels Frandsen. Han købte gården i 1653 af sine to brødre Hans og Peder Frandsen (en fjerde bror Oluf boede også i Andebølle) Disse 4 brødre, som vel har giftet sig ind i gårdene, var sønner af fæstebonden Frands Nielsen i Skalbjerg. Niels Frandsen må være død o. 1679, da konen Karen Madsdatter (en datter af Mads Jørgensen i Skovmøllen) giftede sig anden gang med en mand ved navn Dines Ibsen. Denne siges at have holdt hårdt på sin ret som selvejer, og han siger en gang i retten over for herlighedsejeren, landsdommer Jens Lassen, at han vil "forsvare sine selvejerrettigheder for lands lov og ret!"

Dines Ibsen dør 1719, og stedsønnen Hans Nielsen får gården. Denne dør 1753, og ifølge skifteforretningen efter ham havde han været svagelig i mange år, hvorfor hans ældste søn, Dines Hansen ahvde hjulpet ham i bedriften i den tid. Dines fik nu gården efter faderen i sit 40. år.

Dines Hansen må have været en meget betydelig bonde, idet han og Niels Christensen i Skalbjerg var ledere af 36 bønders  kamp mod regeringen. Resultat: de fik eftergivet 1/4 af købesummen ved ryttergodsets salg 1764. For Dines hansens vedkommende var denne 1327 rdl., hvoraf han lånte 320 af en skomager i Odense.

Alt har selvfølgelig været bekendt for slægt og naboer - og for røverne med. Da han en dag skulle til Odense for at afhente disse penge og det havde taget længere tid end beregnet, så han først kom på vej hjemad efter mørkets frembrud, tildrog der sig på denne ridetur en rystende begivenhed.

Vissenbjergskovene var dengang mørke og tætte og strakte sig langt ind imod Odense. Da Dines Hansen med de lånte penge i lommen kom ridende et godt stykke inde i disse skove, blev han pludselig overfaldet af nogle formummede personer, af hvilke en holdt hesten an i mile og manke, og afkrævede ham hans penge. Dines Hansen brugte, efter tidens skik, en ridepisk med en blyklump i den øverste ende; han vendte nu resolut sin ridepisk og bibragte røveren et så kraftigt slag over armen, der holdt hesten i manken, at han slap sit tag, og hånden faldt død ned. I det samme vendte Dines Hansen hurtigt sin hest og red i fuld galop et stykke tilbage ad Odense til, idet han på grund af overfaldet ikke turde ride hjemad.

Da han i nærheden havde en fætter, som havde en gård nær landevejen, red han derind for at blive natten over. Det var blevet mørkt, og da han kom til gården, kom der straks folk ud, og blandt dem konen i gården, som godt kendte Dines Hansen; han spurgte om fætteren, der tilfældigvis ikke var hjemme; men konen beordrede hesten sat i stald, da hun ventede sin mand hjem ret snart. Dines Hansen omtalte ikke, at han havde været genstand for overfald; men blandt det forsamlede tyende var der en stor dreng, der holdt en lygte, og ved dens skin opdagede han, at der i hestens manke, tæt ved sadelknappen hang en af datidens store stridshandsker og ved udbruddet: "Hvad er det? her sidder jo vor far`s stridshandske", studsede alle, ikke mindst Dines Hansen, men klar og hurtig i tankerne, som han var, siger han til konen: "Nej, nu lysner det så meget i vejret, at jeg tror, jeg hellere vil fortsætte rejsen hjem, og jeg ved, der er én, som venter mig der! Hils min fætter mange gange!" Og dermed forlod Dines hansen gården, da han straks var klar over, at røveren var hans egen fætter, og han fandt det derfor ikke sikkert at overnatte i hans hjem.

Det er ganske sandsynligt, at der virkelig er sket et overfald. Sådanne forbrydelser kendes jo fra hele landet, blot er de for Vissenbjerg sogns vedkommende kommet til at stå i et skær af særlig grumhed eller snedighed. Som eksempel kan også nævnes, at forbryderen Jens Henrik Boje, der blev halshugget 1856, og hans bande undertiden forbindes med de Vissenbjerg røvere, skønt langt hovedparten af deres virksomhed foregik andre steder på Vestfyn.

Endelig findes der nogle drabelige historier om "Skomagerkroen", der indtil o. 1885 lå, hvor den gamle vej fra Gadsbølle mundede ud i hovedvejen. Det fortælles bl.a. at der her var en himmelseng, der var således indrettet, at når gæsterne var faldet til ro, faldt loftet ned over dem og dræbte dem på en tilsyneladende uskyldig måde. Denne seng skulle efter sigende fra Skomagerkroen være kommet op til et hus ved Røverskoven, hvorfra den atter skulle være kommet til et andet hus, længere mod sydøst i skoven. Det fortælles, at den var så stor og svær, at da den var stillet op, fyldte den en hel stue, og så havde man endda måttet tage den store, tunge faldhimmel af, da den var for høj til, at den kunne være der for loftet!. Der meldes intet om, hvor sengen senere er havnet.

Sådanne "efterladenskaber" og stednavnene (foruden Røverskoven findes Røverbakken ved Assenbølle teglværk og Røverhusene i den vestlige ende af Vissenbjerg by) samt folks almindelige trang til spænding har altsammen hjulpet med til, at der er blevet holdt liv i røversagnene og dermed i sognets store bekendtskabsværdi.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk