Ulbølle Kirke
Forside ] Op ]

 
Ulbølle Kirke

Af pastor E. Fabricius, Vester Skerninge 

 
Ingen ved præcist, hvor gammel kirken er. I vor tekniske tidsalder, hvor man er lige ved at vide for meget, er det helt velgørende, at der her ligger en bygning oppe på bakketoppen, som stadig er i brug, men der er en hel mængde, vi ikke ved om dens tilblivelse og senere historie. Hvorfor er den f.eks. bygget netop her? Var der i forvejen et helligsted på denne bakketop, så folk var vant til at knytte deres religiøsitet sammen med netop denne plads? Eller hvorfor valgte man lige denne bakketop og ikke en af de andre lignende, som findes her omkring?
Vi får nok aldrig svar, men så har vi da lov til at lade fantasien få frit løb.
I dette forsøg på at bringe rids af Ulbølles Kirkes historie, skal jeg dog holde mig fra fantasiens muligheder og nøjes med at videregive noget af det, vi kan se ved at studere bygningen og dertil noget af det, der kan graves frem i forskellige arkiver.
Oprindeligt var det Ulbølle sogn, der var hovedsognet i pastoratet. Præstegården lå der, hvor den gamle skole nu ligger. Om kirken så også er bygget tidligere end Vester Skerninge Kirke, er ikke til at sige. Men begge - og formentlig også Hudnstrup Kirke er bygget engang i 1100-tallet, senest i begyndelsen af 1200-tallet. Nærmere kommer vi det næppe nogensinde. Ulbølle Kirke er, - som de fleste landsbykirker fra dette tidsrum her på egnen, bygget af rå kampesten. På Fyn har man jo ikke gjort sig den ulejlighed at hugge dem pænt til, sådan som jyderne var eksperter i. Visse steder kan vi se, at der er indsat munkesten men det skyldes senere reparationer eller ombygninger. Vi ser dem f.eks anvendt ved vinduerne.
 


Ulbølle Kirke 1864

 

Kirkerummet, skibet, er ikke bygget så stort fra begyndelsen som det, vi kender i dag. Hvor stort det har været er vanskeligt at sige uden en egentlig udgravning. Men i hvert fald er skibet på et eller andet tidspunkt blevet udvidet mod vest. Vinduerne har været ganske små og få. Man havde ikke brug for lys, dels kunne kun få læse, og dels var der intet, som man skulle læse som menighed. Forøvrigt heller intet at læse i. Præsten tog sig af at forrette hele messen oppe fra koret, som næsten var helt udelukket fra resten af rumet af den meget store korbue, der kun havde en lille åbning op til det allerhelligste. Et sted, hvor kun præsten måtte komme. På grund af den store korbue (mur) var der god plads på denne til at anbringe et krucifiks, det såkaldte korbuekrucifiks, som enkelte steder endnu kan ses på dets oprindelige plads. Her i Ulbølle ved vi, hvordan det har set ud, idet det er dette, der nu hænger på Vester Skerninge kirkes nordmur (restuareret ved apoteker Sibbernsens foranstaltning og bekostning efter, at man havde fundet det på loftet i Vester Skerninge Præstegård.)
Kirkeskibet har haft fladt loft og næsten ingen bænke, idet menigheden stod op under messen. Af inventar har der kun været et alterbord oppe i koret og en døbefont nede ved indgangsdøren (det kunne ikke tilstedes, at et udøbt barn, en hedning, betrådte det hellige rum).
Der var dengang i de første 300-400 år to indgangsdøre, syddøren og norddøren, mændenes og kvindernes dør. Den samme adskillelse mellem kønnene, som man så inde i kirkerummet: mændene i sydsiden og kvinderne i nordsiden. Vi har her i kirken tydelige spor af begge døre, mens den nuværende har fundet sin placering langt senere. Måske først, da tårnet blev bygget.

Det ældste inventar, vi har her i Ulbølle Kirke, er ubetinget døbefonten. Og den er så absolut noget særligt. Noget tyder nemlig på, at den er fra Svend Estridsens tid (ca. 1050), bl.a. foden med de to løvekroppe med et fælles hoved. Hvis eksperterne har ret, så er kirken alligevel ældre end de fleste andre, eller også har der ligget en anden her før denne blev bygget. I hvert fald er døbefonten her så gammel, så de børn, der bliver døbt i den nuomdage måske kan være med til at fejre dens 1000-årige jubilæum. Forøvrigt har den været malet i blå og røde farver, hvilket endnu svagt kan anes. For at gøre døbefonten færdig med det samme, så er der jo også et dåbsfad. Også det er noget af et klenodie. Den yderste kant er mange hundrede år gammel, mener Nationalmuseets folk. De siger oven i købet, at den er et af landets ædste. Bunden derimod er fornyet i 1898. Det kan godt ærgre lidt, at den åbenbart har været tæret igennem, for den har haft et motiv, som man sikkert skal lede længe efter i et dåbsfad: "med adskillige figurer og løvværk og i midten en bjørn, der blæser på sækkepibe og har sabel og gehæng ved siden." Dåbskanden er foræret af Holstenshus i 1907.

Det næstældste inventar findes ikke længere her i kirken. Men det fidnes dog. På Nationalmuseet. Det drejer sig om et røgelskar fra ca. 1275 med en indskrift på. Karret er fremstillet af en mester Rød fra Svendborg, og sproget er dels gammeldansk og dels latin og kan oversættes til noget i retning af :"Mester Rød gjorde mig. han giver mig til den hellige, mægtige Krist for sin kjære hustru Meretes sjæl. Gud signe den, som gjorde mig. Hil Maria, fuld af nåde. Herren være med dig Velsignet være du blandt kvinder".

De største ændringer i bygningen er nok sket engang i 1500-tallet. Det var på den tid, måske som en følge af reformationen med det nye syn på kristendommens betydning og med inspiration fra vort sydlige naboland, at man begyndte på at gøre noget mere ud af kirkerummet. Vinduerne blev lavet større, og der blev flere af dem. Det flade bjælkeloft blev fjernet i mange af vore landsbykirker, og altså også her. Og i stedet gjorde man det kunststykke at bygge hvælvinger. Det betød et øget og anderledes tryk på murene, og derfor måtte man mange steder sætte støttepiller op uden på murene. Formentlig er tårnet bygget til i omtrent samme skynding, men det præcise årstal herfor har vi ikke. Det er jo ellers en gylden regel her i landet, at tårnet skal ligge mod vest, men her er undtagelsen fra regelen: der var ikke plads på bakkens vestside. Derfor er Ulbølles kirketårn mod nord, et særsyn. At tårnet er bygget i 1500-tallene, kan vi også se skønne os til ud fra biskop Jacob Madsens visitats i Ulbølle i 1589.

Jacob Madsen skrev: Vlbøl
Annex til Westerskiarning - 30 Tiendeydere.
Jeg visiterede 1ste Juli Aar 1589 kl.2.
2den Juli prædiket i Faaborg oc siden til Otte Emikszen: der om natten.
Her. Jens Anderszøn, rødskeget (ligesaa Sønnerne), god Røst, langsom, prædiker godt. "Hiartens Christen", en stor Smigger. Drog aff Kiortelen, hand vilde i Serken. 1 hans Søn, Her. Anders til Tranekiar, en Jens, Student, Morten Handen sønder. 1 Dater, Her. Gregers i Stenstrop. Er 10 Børn, bode leffeuendis oc døde. Hans Hustru Eline.
Han talte over Lukas 1: Maria stod op. Undfangelsen ved Helligaanden. Tre Mirakler: !) i det springende Barn 2) i Elisabeth 3) i Marias Lovsang. Nok om det første og det 2det!
Degnen, Hans. 5 Ort, skal giffue mere til Scholen - Begge godt Skudsmaal.
Kirken paa et høyt Berg. Tornet mit paa Nørside paa Kirken. Ingen Lofft vdj. 2 Cloker der vdj. Kirken met Tegel meste Parten. (Anno 1599 Lofft vdj. Huellinger 4. Alter Tafflen Kristi Korsfæstelse med Reffuern. Fløieler malet. Fonten i Westerende, Prædikestol Fyr i neder for Synderende aff Choret. Stager 2 Mezinge, Laden forfallen for Tag. Begraffuelsze: en skøn Sten oc runde Piller aff Træ vdgraffen, i Muren. Ligger neden for Claus Vlfeld oc vil oc Frue Margrethe Huide hans Hustrue, til Rødkielde ligge der. Fører en siuoddet huid Sterne oc paa Helmet en huid Sterne met siu Odder mellem 2 Arme. Er 4 Stene paa Guluet, vdhuggen, Jesper Friis - Norge, døde paa Rødekielde oc ligger der.

I 1589 var altertavlen altså tre-fløjet, som man ofte så det på dette tidspunkt. I regelen var der hængsler på fløjene, så tavlen kunne lukkes. Det blev den bl.a. i passionstiden, hvor man mindedes Jesu lidelseshistorie. Undertiden var "bagsiden" bemalet i dæmpede og dystre farver, så overgangen til den åbne tavle var des større. Om Ulbølle Kirkes altertavle i 1589 ved vi ikke andet end det, Jacob Madsen antyder. men der findes en beskrivelse af, hvordan den så ud, da man i 1847 restaurede kirken. Den havde da en egetræsramme med fint snitværk og ved siderne to bemalede fløjdøre. På indersiden af fløjdørene var der på den ene Moses med lovens tavler og på den anden hans broder Aron med et røgelseskar. I snitværket i midterfeltet var der malet en Kristusfigur og et par bifigurer. Oprindelig skal det have drejet sig om en korsfæstelsesscene, men bl.a. en engel og en djævel var taget bort på et tidligere tidspunkt. Nedenunder skal der have været snittede figurer i et felt for sig selv, forestillende en mand med en bogrulle. To andre figurer, der havde haft sin plads her, var tidligere blevet fjernet.
Noget af dette alter må have været meget gammelt. For da man nedbrød det, fandt man relikvier i det, som jo selvsagt stammer fra før reformationen. Det drjede sig om en hovedskal og nogle træfigurer, bl.a. en skællet, vinget menneskelignende figur og et stykke af en drejet vase. Under en flad sten bagved alterets træbeklædning fandt man stykker af fint linned og små kobber- og broncestykker af en hul form. Alt dette er der i dag intet spor af og ingen ved, hvor det er blevet af. Formentligt bare smidt ud.
De sidste rester af det gamle alter blev fjernet i 1873,d a man tog sidefløjene og de sidste af de udskårne figurer bort. I stedet anbragte tiendeejeren fra Holstenshus det nuværende maleri af Otto Bache. Dog kan man formode, at det snitværk, der sidder øverst i og på rammen stammer fra den gamle altertavle.

Med til omtalen af alteret hører også omtalen af altersølvet. Kalken og disken blev skænket til kirken i 1575 af Margrethe Henriksdatter Friis til Ørbæklunde, der var en slægtning til Margrethe Hvide på Rødkilde. Når jeg udtrykkeligt må sige, at den blev skænket, - og ikke, at den blev fremstillet det pågældende år, skyldes det, at da Nationalmuseets ekspert var herovre for at besigtige den i 1980 i forbindelse med en påtænkt restaurering, - at da påpegede han, at den med stor sandsynlighed er endnu ældre. Han sagde oven i købet, at der findes i Danmark næsten ingen alterkalke, der er så gamle og så stadig er i brug. Det er dog kun den nederste del, der er så gammel. Vore forfædre har ikke været så gode ved den. I 1874 kasserede man selve bægeret, det har vel været slidt, og satte et nyt på, der slet ikke passede til foden. dels var det for stort til,a t foden i det lange løb kunne bære det, dels var stilen helt forkert. Senere,d a man gik bort fra brugen af fælleskalk, satte man en indsats med en tud indeni, hvad der jo ikke gjorde overvægten bedre. I 1980 kunne foden ikke klare mere. Den begyndte at revne og skulle den ebvares, måtte der omgående gøres noget.

Danmarks fineste guldsmed på dette område blev kontaktet (Bent Exner), og i samråd med Nationalmuseet fremstillede han det nuværende bæger uden tud-og lueforgyldet. Man har bestræbt sig for - ud fra den viden, man har på dette område, at komme originalen så nær som muligt. Samtidigt blev der fremstillet en "øse", en ske til brug ved altergangen.

Kun 4 år efter - i 1579 - er det Margrethe Hvide selv, der beærer kirken med en gave. Igen til alteret: to store, pragtfulde messignstager, som heldigvis endnu er i brug. Margrethe Hvide var gift med Claus Ulfeldt, en slægtning til Leonora Kristine Ulfeldt, - og det er Margrethe Hvides og Claus Ulfeldts våbenskjold, der ses på stagernes fod.

Mens vi er ved Margrethe Hvide og Claus Ulfeldt, må også de store gravsten i våbenhuset og en på kortes nordvæg omtales. (Forbindelsen mellem Rødkilde og Ulbølle Kirke gemmes endnu lidt).

Stenen på korets nordmur har, - efter hvad Nationalmuseets folk siger - altid stået her og har altså aldrig været nedlagt i gulvet som gravsten. Desværre er den anbragt på en sådan måde, så der ingen luftcirkulation er omkring den, og det er den væsentligste grund til, at den forvitrer. Processen er så fremskreden, så stenen ikke vil kunne tåle, at man forsøger at få den frilagt. Stenen er sat som et minde om Claus Ulfeldt og Margrethe Hvide (død 1595). De er begge begravet i Ulbølle Kirke. I denne forbindelse må der gøres opmærksom på tavlen på nordmuren nederst i kirken ved orgelet, sat af hendes efterfølger Oluf Brockenhuus. (Biskop Jacob Madsen skriver i sin visitatsbog, at han var hernede for at begrave hende). - På selve stenen findes ude ved siderne slægternes våben og navne. Til venstre, fra oven og nedefter: Ullfeld, Stralendorf, Grubem Espelgaard, Brock, Krumdike og Basse. I højre side fra oven og nedefter: Hvide, Timann, Skinckel, Bild, Krumdike, Ulf, Rantzau, Sandberg. - Måske er Margrethe Hvides og Claus Ulfeldts gravsten sat op ad muren fordi der ikke var plads til flere sten i korgulvet, hvorunder begravelserne var foretaget.
Gravstenen, der nu er anbragt ude i våbenhuset, er nemlig ældre end denne inde i kirken. Disse bærer spor af at have ligget i gulvet engang (de er slidte af, at man har gået på dem.) Det drejer sig om gravsten over følgende: 1. (længst ind mod kirken) Knud Hvide og Kirsten Tidemand. Knud Hvide døde 1537 og Kirsten Tidemann 1552. 2. Jacob Hvide og hustru Lene Gjøe. Jacob Hvide døde 1563. 3. Jesper Friis og Anne Hvide.- Anne Hvide (Anna Hvides gård i Svendborg!) døde 1577. 4. Sidstnævntes datter Margrethe Hvide.

Margrethe Hvide har herved sat sig tydelige spor i kirken, idet hele fire ting minder om hende: de to store gravsten, mindetavlen og alterstagerne. Helt godt gjort efter 400 års forløb.

Prædikestolen, et klenodie af rang. Dens alder kan der ikke ehrske tvivl om. den er fra 1650 og vi ved, hvem der har bekostet dens fremstilling. Det var stedets præst, Gregers Knudsen Krag - eller, når det skulle være fint, den latiniserede udgave af navnet: Gregorius Canuti Kragius. Foruden sit eget navn har han ladet kirkeværgernes initialer snitte på den: H P S og M J I (Hans Pedersen og Mogens Jørgensen). Billedskæreren mener man må være Anders Billedhugger fra Odense, der også havde fremstillet prædikestolen i Vester Skerninge (desværre forlængst kasseret!) og den i Nyborg Kirke. Materialet er eg og stilen er renæssance. Foruden en mængde løvværk findes der på øverste kant engle og løvehoveder. Ud imod kirkerummet er der 4 felter, adskilte ved 5 piller med karyatider (kvindelige figurer). Karyatiderne: 1. TROEN med et kors 2. HÅBET med et anker  3. KÆRLIGHEDEN med børn ved brystet. 4. RETFÆRDIGHEDEN med en vægtskål  5. TÅLMODIGHEDEN med en byrde på skulderen.

I felterne findes følgende bibelske motiver 1. Syndefaldet (1.Mos.3) 2. Mariæ Bebudelse (Luk. 1)  3. Kristi Fødsel (Luk. 2.)  4. Korsfæstelsen (Johs, 19). den nederste kant er ligesom den øverste: engle og løvehoveder i løvværk.

Lydhimmelen over prædikestolen er firkantet med den længste side ind mod sydmuren. De to sider har opsatser, en portal med løvværk og et dyrehoved, i hver portal en fritstående basunengel. Den tredje opsats har en overgang været anbragt øverst på et fyrretræsskab, men forsvandt sammen med dette.

Over indgangsdøren fra våbenhuset er der en mærkelig uregelmæssighed i muren. Den skyldes, at Jens Lange, Rødkilde, i 1755 fik daværende tiendeejer, etatsrådinde Krags (Skjoldemose og Egeskov) tilladelse til at lade opsætte en familiestol over indgangen. Bemærk, at der er fjernet noget af buen for at der kunne blive plads til hovederne. Denne "stol" blev fjernet i 1867 og i stedet reserveredes den øverste bænk i nord-siden af skibet til Rødkildes ejere.

Også et pulpitur i skibets vestende har der været. Først så sent som i 1938 blev dette fjernet.

I 1756 fik Jens Lange endvidere etatsrådinde Krags tilladelse  til at lade opmure et gravkapel under gulvet i koret. Den direkte anledning til ansøgningen var hans hustrus død. Dog skulle der erlægges et beløb på 2-5 rdl. for hvert nedsat lig

Som tidligere nævnt er det noget af et særsyn, at kirken har sit tårn på nordmuren. Af andet bemærkelsesævrdigt ved det er, at der har været bindingsværk i det, og at klokkerne dengang hang i lydhullerne i stedet for inde i selve tårnet. 1882 flyttede man dem ind i tårnrummet, sandsynligvis fordi bindingsværket ikke længere kunne tåle svingningerne. i hvert fald ombyggedes vestgavlen på tårnet 6 år senere, i 1888. Ved denne lejlighed kasserede man det gamle årstal og satte restaurerings-tallet op i stedet.

Den store klokke er foræret til kirken af førnævnte præst Gregers Knudsen Krag, hvis navn den bærer. Derudover de to kirkeværger fra prædikestolen og den daværende degn Hans Clausens initialer og endelig klokkestøberen Baltzer Melchiors og Støbermærket. Denne klokkestøber var hjemmehørende i Flensborg og arbejdede herfra i tidsrummet 1636-1663, så klokken må stamme fra denne tid. Iøvrigt bærer den samme latinske indskrift som Vester Skerninge kirkeklokke, oversat til dansk: "Mens jeg trækkes, hører! Jeg kalder Eder til livets glæder." - Den lille klokke er fremstillet 1652 af samme klokkestøber, idet den oprindelig har båret inskriptionen:" Paa Ulbølle Sognebeboeres Bekostning har Baltzer Melchior støbt mig 1652."
Dette bestyrker måske overleveringen om, at den oprindelig skulle være anskaffet af sognets mænd som stævneklokke og altså har hængt ved den gamle bystævneplads nedenfor kirkebakkens fod mod vest. 1881 omstøbtes den hos Allerup i Odense.

Af de to store kirkeblokke ved udgangsdøren er kun den ene original. Det er den med den store, gamle hængelås. Blokken stammer fra 1754.

1915 gik kirken over til selveje, og i den anledning skulle der åbenbart ske noget. Allerede i 1916 har man samlet ind i sognet og har fået bevilliget et kommunalt tilskud, så man kan få lagt nyt trægulv under de nye bænke, der blev sat ind ved samme lejlighed. Det var de nuværende bænke med de oldkirkelige symboler på stolegavlene.

1938 fjernedes den gamle alterskranke af træ og i stedet anbragte man en smuk smedejernsskranke med symboler, der passer godt til de på stolegavlene anbragte.

Orgelet i kirken er af ret sen dato. Først så sent som i 1969 fik Ulbølle Kirke et rigigt kirkeorgel, d.v.s. et pibeorgel. Det betyder dog ikke, at der ikke har været noget at spille på tidligere, men også med det var man sent på det. 1898, mens kirketiendeejeren endnu var Holstenshus, købte man det første orgel, der forøvrigt ikke var et orgel, men et harmonium. I den gamle protokol står der, at det var menigheden, der skillingede sammen og det købte det. Det blev anbragt på pulpituret ved vestgavlen. Samtidig anmodede man kirketiendeejeren om at overtage det. men der havde man gjort regning uden vært. Fra godskontoret er der tilføjet i protokollen, at man gør opmærksom på, at man ingen forpligtelse har til at vedligeholde det og ej heller til at betale en organist honorar. nedenunder har menighedens råd kort og godt skrevet, at det er taget til efterretning. - Helt frem til 1927 brugte man dette første harmonium. Så kunne det ikke mere.Men handlekraftige, som man er i Ulbølle, når det gælder det lokale, så besluttede man ved et møde den 7.9. 1927, at der skulle anskaffes et nyt. Allerede 25.9 samme år har man fået en bazar stablet på benene. Der blev et pænt overskud, idet der kun  manglede 80 kr. i at man kunne betale et nyt harmonium kontant. Den 8.d ec. samme år var det installeret. Forøvrigt var det et begivenhedsrigt år for Ulbølle Kirke, idet man dette år for første gang anskaffede juletræer til kirken!
Selvom der var blevet installeret en mototr til at pumpe dette store harmonium, var det efterhånden ikke tidssvarende mere. I 1967 foranstaltede menighedsrådet igen en indsamling i sognet, da man havde modtaget en arv, der skulle danne grundlaget for et nyt, rigtigt orgel. 1969 blev det indviet. Et dejligt instrument på 10 stemmer, der er bygget af Bruhn i Årslev ved Åbenrå.

Noget af det første, der fanger øjet, når man træder fra våbenhuset og ind i selve kirkerummet, er det ret store kirkeskib, der hænger ned fra hvælvingen. Det er ikke så forfærdelig gammelt, men mærkeligt nok var dets oprindelse gået aldeles i glemmebogen i Ulbølle sogn. Først, da vi i anden anledning skulle have det ned, fandt kirkens personale 1984 på at lukke en af lugerne op ned til "lastrumemt". Her viste det sig, at der - som skik er - var anbragt et dokument med de nødvendige oplysninger.  "Fremad" er foræret til kirken i anledning af gårdejer H.C. Hansens guldbryllup i 1926. Det er fremstillet af en Johs. Pedersen i Fåborg.

Ved gudstjenesterne er der anbragt to messinglysestager i et vindue på hver side af skibet. Det passer ikke rigtig i stilen, men de er foræret til kirken af to ældre mennesker fra Maribo. manden har været mejerist og har drejet stagerne af en kasseret centrifuge fra Ulbølle, idet hans fader var husmand og graver Niels Peter Andersen. Han døde i 1961 og ligger sammen med hustru Marie Hansigne Andersen begravet på Ulbølle kirkegård.

Til venstre for indgangsdøren til våbenhuset står der en ret stor, bastant sten med inskription. Det er en sandemandssten. D.v.s. en sten, der er sat over en mand, der af fogeden var udnævnt til at afgøre tvistigheder folk imellem. Hans navn var Hans Jensen, og han boede i Orehus ved åen, der danner skel mellem Ulbølle og Vester Åby. Stenen har ført en omskiftelig tilværelse, idet den har stået på Hans Jensens grav, ved korgavlen af kirken, ved diget til kirkegården, inde i våbenhuset og nu sidst udenfor idngangen, hvortil den blev flyttet i 1978 samtidig med, at man fik frilagt ligstenene i våbenhuset og fik sat nye ankere på, der ikke kan beskadige dem.

Der knytter sig to sagn til stenen, begge fra svenskekrigens tid (febr. 1658). Det første fortæller, at da svenskerne nærmede sig Ulbølle fra vest, lagde man en rytterkappe om den store sten på Hans Jensens grav, så den kunne ses på lang afstand. Fjenden opfattede det, som om der lå en garnison gemt deroppe, hvorfor de gik udenom byen, der på samme måde undgik de plyndringer, som både Vester Åby og Hundstrup blev udsat for. - Det andet sagn fortæller, at da budskabet om svenskernes plyndringer nåede fra vest til Ulbølle, var der gudstjeneste i kirken. Ifølge en pludselig indskydelse ringede præsten hele menigheden sammen og gik i spidsen, iført ornat med alterdugen i hånden ud til en lille høj syd for kirken. Her bredte han dugen ud på stenen, prædikede, messede og holdt bøn, mens menigheden knælede. Og underet skete: da de svenske krigere nåede til Hundstrup å ved Orehus, delte de sig i to hold, så den ene deling gik nord om Ulbølle og den anden syd om langs stranden.
Hvorom alting er: stenen er bevaret, hvad der i grunden kan undre, når man tænker på, hvad der ellers i tidens løb er blevet vraget af ting, der godt kunne have været bevaringsværdige.

Alterdugen i Ulbølle Kirke er syet og foræret til kirken af fru Inger Mørch i 1980. Fru Mørch er enke efter stedets sognepræst, pastor Helmer Mørch 1946-1965.

Ulbølle Kirke har været i handelen et utal af gange. Både Nakkebølle, Holstenshus og Egeskov og sikkert mange flere har haft tienderetten til den. Det nærmeste gods, Rødkilde, synes derimod kun at have været tiendeejer nogle få gange og undertiden kun i få måneder. men som det fremgår af ovenstående, så betyder dette ikke, at der ingen forbindelse har været. Tværtimod . Man har naturligt følt sig tilknyttet den og har brugt den - også som begravelsesplads.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk