Troldene i Rødme Banker
Forside ] Op ]

 
Troldene i Rødme Banker

Medlemsnyt for Lokalhistorisk Forening for Egebjerg kommune. April 1984.

 

I Fyns land , syd for landsbyen Rødme, ligger en vældig bakke på mange tønder land, lyngklædte og oversået med mægtige gråskimlede kampesten, et tilholdssted for hugorme, firben og andre af markens vilde dyr.
 Sagnet fortæller at alle disse sten engang har ligget på Stentorp Mark, nuværende Stenstrup by, og at der her huserede en mængde småtrolde og andre højfolk. De regerede her, til man begyndte at lægge grunden til en ny udflytterby eller torp, som efter de mange sten fik navnet Stentorp. Nu var freden for troldene forbi, for man begyndte samtidig at bruge deres sten til at bygge en kirke af.
Kirker i Sydfyn var allerede bygget i St. Jørgens og Egense. Skulle der nu også bygges kirke i Stentorp, ville der også herfra lyde klokkeklang, og denne kunne troldene ikke udstå.
En mørk nat begyndte de at øve deres ufærd. De samlede alle sten på marken og kastede dem mod St. Jørgens og Egense kirker. Når disse var ødelagt, ville troldene flytte ud mod havet. De beregnede afstanden forkert, og stenene nåede kun til Rødme Bakke, hvor de nu ligger strøede som en ufrugtbarhedens kæmpesæd.
Som straf for deres onde hensigter bestemte Vorherre, at troldene skulle bo i Rødme bakke og daglig være nødt til at høre den forhadte klang af kirkeklokkerne, der stadig rykkede nærmere fra de mange nybyggede kirker, indtil et menneske engang i julenatten lagde sin vej over Rødme bakke og ville være villig til at udløse troldene af deres fængsel.
Mange hundrede år gik hen, men aldrig satte noget menneske sin fod mellem bakkens kampesten i den hellige julenat, og de stakkels trolde fandt ingen udløsning.
Da hændte det endelig en julenat, at Kristen Smed fra Stentorp og hans søn Knud havde spist julenadver på herregården Skjoldemose. Det blev sent før de begav sig hjem i bidende frostvind og sne fra øst. Kristen Smed var en stærk og modig mand, og sønnen slægtede faderen på, men det var alligevel med en vis gru, at de konstaterede, at de var faret vild og stadig kom tilbage til kampestenene på Troldebakken. De trøstede sig med, at i den hellige julenat ville der intet ondt ske dem.
Omsider måtte de give op og sætte sig i læ ved en af de store sten. Da var midnattens stund inde, og på en gang stod en lille grå mandsling for dem og sagde:
God aften, Kristen Smed! Dig og din søn hviler på min grund, men I har intet at frygte af mig, og vil du gøre mig en tjenste, da vil jeg betro dig en hemmelighed, som kan gøre dig til en rig mand.
De to sprang op. De forstod at det var en af bakkens trolde, der stod for dem. Kristen Smed svarede: I den kære Guds og hans Søns navn, hvis det ikke er noget syndigt, du kræver af os, vil vi gøre det, og vi forlanger endda ikke at kende din hemmelighed.
Den lille mand vedblev: I fem hundrede år har jeg og mit folk nu boet i denne bakke, men vi længes mod øst til vore brødre. Vi trænges svarlig af menneskenes værker og deres kirkeklokkers klang, som vi ikke kan udstå af høre. Kun ved midnat til morgengry kan vi færdes på jorden, men i den tid er vi af den stærkeste bundne til at smede på ambolten der, og vi kan ingen nat svigte vor pligt. Derfor kan vi ikke drage bort. Kun i julenatten kan vi lade et menneske, som er kommet indenfor vore grænser arbejde for os, dog kun hvis de gør det af fri vilje.
Dig og din søn er de første, der er kommet her en julenat. Vil I arbejde for os i nat, skal I også få løn derfor. Sving jeres hamre over ambolten til dagen rødmer i øst, så er jeg og mit folk løst af fangenskabet her, og I kan drage bort med fred. Hold tand for tunge og mærk mine ord: En skat er skjult i Stentorp jord, men selv må du finde hvad og hvor. Den skal være din, men køb hedestykket sydøst for byen. Men nu til arbejdet. Der er ingen tid at spilde. Lev vel og husk mine ord.
Så forsvandt mandslingen og smeden og hans søn greb uden at mæle et ord deres hamre og begyndte at slå på den store sten. Sælsomt lød hammerslagene gennem stormens sus udi den hellige julenat.
Men nu begyndte der at røre sig et sælsomt liv om den. Små grå puslinge myldrede frem mellem stenene. De ordnede sig i tætte skarer, som drog bort mod øst, og sådan blev de ved lige til morgenstunden. Da revnede den store sten med et brag, og der var ikke flere puslinger at se.
De skønnede, at stenen brast for tidligt, og de forstod at ikke alle trolde var nået at komme med på farten mod øst.
Tavse gik far og søn mod hjemmet, hvor man var meget angst ved deres udeblivelse. Der var samlet folk, som skulle ud for at søge efter dem. Man så på deres vaklende og dødtrætte skikkelser, at de havde oplevet en frygtelig nat, men de fortalte intet om deres sælsomme oplevelse.
Kristen Smed fik siden af bymændene i Stentorp skøde på hedestykket sydøst for byen, og her kunne man se ham og sønnen arbejde tidlig og sent med skovl og spade, når arbejdet i smedjen levnede dem tid dertil. Om de fandt, hvad de søgte, eller hvilken skat de ventede at finde, vides ikke, men jorden gav dem en rigelig afgrøde, da det var fed og frugtbar lerjord, og den blev bedre gennemarbejdet, end man ellers i de tider var vant til.
Knud Smed har i sin høje alderdom fortalt sine børnebørn om hin sælsomme oplevelse på Rødme Banker. Om skatten sagde han at et flittigt og arbejdsomt liv i gudsfrygt og nøjsomhed var den bedste skat et menneske kunne finde her på jorden, og den skat havde han og hans fader fundet.
At de også har fundet andre af jordens skatte, ser man af en gammel optegnelse af præsten i Stentorp, hr. Søren Kirk, der levede samtidigt med Kristen Smed.
Optegnelsen lyder således:
Tre dage efter Kyndelmisse i det herrens år, da den slemme farsot bortrev liv på egnen, bragte jeg sakramentet til Kristen Smed, som og lå  for døden af samme sygdom, og betroede han mig da en sælsom tildragelse, som var hændet ham og hans søn, nemlig hvorlunde de på en højhellig julenat for mange år siden havde hamret sten for troldene på Rødme Banke fra midnat til morgengry. Gud og hans hellige Søn nådelig bevarede os mod mørkets magter, og at han der havde været vidne til, hvorlunde de i tætte skarer drog øster frem for at søge nyt bo langt borte fra klokkeklang og salmesang, og gav troldene ham da til  belønning den åbenbaring, at der i Stentorp jord lå en skat skjult, som skulle gøre ham til en rig mand. Dog at han har søgt efter skatten, men ej fundet den.
Kristen Smed døde salig i Herren og efterlod sin søn en god grund og megen rigdom, og formener jeg derfor, at han dog sig selv uvidende må have fået en del af den omtalte skat. Mener jeg dog, at hans ord må stå til troende, thi han var alle dage en sanddru og hæderlig mand, agtet og afholdt af alle her omkring, så var han og godgørende mod fattigfolk. Hans søn gav sig til at brænde sten af ler, hvorved han forøgede sin rigdom ret meget, da sådanne er i høj pris her til lands, men om skatten har jeg ej siden hørt.
 Ja, således melder sagnet og præsten hr. Søren om hin sælsomme hændelse. Men ser vi på udviklingen i Stenstrup sogn: De mange høje teglværker med de rygende skorstene og de flittige arbejdere, der graver skatten frem af jorden, ja, så må man indrømme at trolden talte sandt hin julenat på Rødme Bakke. Der var gemt en skat i Stenstrups jord.
Men endnu ligger Rødme banker som et stykke oldtid midt i kulturens land og vidner med sine spredte kampesten om troldenes færd i gamle dage.

NB: Der er tale om Svinehaverne, matr. nr. 1a, Rødme by, Stenstrup sogn, tilhørende Tut og Hans Bay, Skyttegården.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk