Det gamle tingsted i Kirkeby
Forside ] Op ]

 
Kong Frederik III og hans samtid

Det gamle tingsted i Kirkeby
Fortalt af Alfred Abrahamsen, Lunde

 

Herredstinget var i ældre tid folkets samlingssted om retshævdelsen. Det lå temmelig højt. Når vi står deroppe på banken, så er der en vid udsigt langt omkring. Og der har folk stævnet til. Det var næsten altid om torsdagen, at der var stævne [tingdag]. Hvornår der er blevet bygget et tinghus deroppe, det kan jeg dårligt udtale mig om, men det er sikkert sket engang, måske sidst i 1500erne eller først i 1600erne.
Lundegården blev i ældre tid, i 1600-tallet og først i 1700erne benævnes den ofte som Skrivergården. Og det tror jeg kommer af, at dengang at tinget blev afholdt under åben himmel, og har det så været uvejr, så har de holdt til oppe på Lundegården. Der har været en stue specielt, hvor skriveren har kunnet sidde med sin protokol.
Der er tre herredsfogder, som har boet i Lundegården, og deres navne er knyttet til gården.
Oppe i Lunde eller Høje rettere sagt. Det hed Høje sogn i ældre tid, nede i den gård, som  Oskar Pedersen havde , gammel slægtsgård. Hans tipoldefar købte den sidst i 1700erne. Der var oprindeligt herredsfogedsæde, ja oprindeligt. Der har været et andet sted før den tid.
Oppe i Høje by, som nu kun er en lille ejendom, den var i 1600-tallet en gård. Og den havde herredsfoged Morten Pedersen Skelde. Han var herredsfoged her omkring 1680. Da havde han den gård der. Og da han så bliver afløst. Det bliver han af sin svigersøn Christen Jørgensen. Han køber den gård i Høje, som Oskar Pedersen nu har og der var herredsfogedbolig indtil Christen Jørgensen afgår. Han holder helt op omkring 1716/17. Da får han en viceherredsfoged, det var den senere så bekendte eller berygtede Niels Brinck, som der har gået mange artige historier om.

Niels Brinck købte i 1722 Lundegården. Han var gift med en datter af Christen Jørgensen, Ane Marie Christensdatter. De blev viet i 1716, husker jeg rigtig? Og de flytter op på Lundegården i 1722, men allerede to år efter er den unge frue død. Jeg kender ikke grunden, men jeg tænker mig til for tidlig fødsel. Dengang var dødeligheden stor blandt unge mødre og spæde børn. Når sådan en ung kone i barselseng blev ramt af blodstyrtning eller barselfeber, så var det næsten håbløst. Denne sot tog mange koner, man ser det af kirkebøgerne. Sådan en ung kone dør, bliver begravet og et par dage efter eller måske et par dage før, da er hendes spæde barn også begravet. Som sagt Niels Brincks unge hustru, hun døde der i 1724 og hun blev gravsat i Lunde kirke, altså i den gamle kirke.
For mange år siden, blev der foretaget en restaurering oppe i kirken. De havde gulvet brækket op. Jeg var så deroppe, og da kunne jeg så se, at der kom den gamle kirkes østerende oppe i koret. Der kunne jeg se grunden af den. Så gik der en dags tid, så fortalte de mig, at der var kommet et menneskeligt skelet frem deroppe. Der var rester af ankere af en stor svær kiste. Jeg var så deroppe for at se. Og det viser sig, at det var et kvindeligt skelet, at der var kommet frem, en ung kvinde. Hun havde alle sine tænder, de sad som en perlerække i kraniet. Hun havde haft rødgyldent hår, og der lå en række perler. Jeg var nysgerrig og fik fat i kirkebogen og den siger så også godt nok, at Niels Brincks unge hustru blev begravet oppe i kirkens kor ved alteret. Så det har jo tydeligt nok været hendes rester, at der er kommet frem der. Niels Brinck, han blev gift igen et par års tid efter med Vibeke Hjorth fra Stenstrup Præstegård, det var en datter af sognepræsten og hende havde han en 2 à 3 børn med.
Da tiden kommer, at han skal til at begynde at træde tilbage, da kommer en ny herredsfoged ind. Og det er også en svigersøn. Det er assessor Christian Leth, meget dygtig jurist, og han træder så ind i Lundegården samtidig med at Niels Brinck køber Tidselholt. Og der er det alle disse gode historier går om ham.
Det fortælles, at engang han sad i et selskab, hvor talen faldt hen på - de har været noget berusede selvfølgelig - hvordan den og den ville forholde sig, hvis han mødte Djævelen i egen høje person. Og Niels Brinck han smøgede sit ene ærme op og viste sin knyttede næve frem og sagde som han  kunne bande, at han ikke var bange for et tag med den Sorte selv. Hvorvidt han så nogensinde har mødt ham, melder historien ingenting om. Men det hedder sig, at han farter rundt dernede ved Tidselholt i sin karet.

Efter Niels Brinck kom som sagt assessor Christian Leth. Han havde en række børn 8 - 9 stykker, såvidt jeg husker. Han kom vistnok i 1745. Han var, tror jeg nok, en mand, der så rigtigt på sagerne. Det var ellers tit dengang, at "de store" hængte lidt efter hinanden, men jeg har fundet en retssag oppe fra herredstinget. Det er en bonde fra Høje, som har en gård i Bobjerg. Og samtidig med bliver det galt med Jens Lange på Rødkilde. Han har ligeledes et par gårde i Bobjerg. Og der bliver noget halløj om en stump skov, en ager i skoven, som de begge hævder, de har ret til. Der bliver indkaldt en masse vidner på begge sider. Retssagen varer ca 1½ år, men Jens Lange må alligevel trække det korteste strå. Bonden var i sin ret. Det kunne Christian Leth også se. Dommen, der falder, er reel for mig at se. Jens Lange skal betale, han har fjernet nogle træer, som han aldeles ingen ret havde til, og dem skal han betale. Der bliver sat en vis sum, og den skal være betalt inden 14 dage, ellers skal han give det dobbelte.

Christian Leth døde temmelig pludselig oppe på Lundegården. Han var kun 65 år, såvidt jeg husker. Jeg troede der var et skifte efter ham, men enken fik lov at sidde i uskiftet bo. Enken afhænder Lundegården til den senere herredsfoged Adrian Bekker, som rykker ind på Lundegården. Og i 1768 bygger han et nyt stuehus til Lundegården.
Adrian Bekker var såvidt jeg ved, gift en 3 à 4 gange og havde et halløj med sine forskellige børn af de forskellige ægteskaber. Det var ikke så godt. Han afhændede Lundegården til sin svigersøn, Erik West, en gudsforgået krop. Han bemærker sig ved, at han er jævnlig gæst på tingstedet. Det kommer på med en retssag, hvori Adrian Bekker skal dømme, og det er han ikke begejstret for. For det er nemlig svigersønnen, det drejer sig om.
Erik West og en guttermand af samme slags fra Raundrup samt manden på Krumstrup, de var mødt ved bysmeden i Høje, hvor de selvfølgelig har siddet og halvsviret. Og det ender med, at Erik West og Raundrupmanden kommer op at slås inde i smedekonens bagerste stue. Erik West er den stærkeste, han får den anden væltet om på gulvet og sidder og river ham i håret. Smeden Peder Sørensens kone - hans anden kone, en ganske ung kone - kommer ind med sit spæde barn og ser det her. Hun lægger barnet fra sig på gulvet og så går hun hen og tager i kadovsen af Erik West og trækker ham tilbage. Det blev til mange møder på tingstedet. Herredsfogden vil ikke selv dømme den sag, en anden herredsfoged bliver konstitueret i hans sted. Dommen faldt da heller ikke ud til Erik Wests fordel. Han måtte i hvert fald betale for svie og smerte, som det hedder. Sagen passerede i 1782.
Det var tilfældigt at jeg faldt over sagen. Jeg sad og kiggede i tingbogen og så faldt jeg over den dom og tænkte. Nu skal du lige have set efter, hvad det er for noget. Og så trevlede jeg alle retsakterne op og skrev et par stykker af dem ned.
Der var mange ting, der blev behandlet på tinget. Slagsmål mellem fordrukne bønder, spetakler over skel mellem agrene mv.

I 1792 blev tingstedet flyttet til Svendborg. Adrian Bekker var flyttet til Svendborg inden den tid, hvor han fortsatte som herredsfoged. Han afløstes 1807/08 af Brorson. Retterstedet vedblev dog med at være i Kirkeby.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk