Nordfynske sagn
Forside ] Op ]

 
Nordfynske sagn

Ved Karl Timmermann.
Optrykt i Skattegraveren 1888

  

Genfærd på Nislevgård.
Der var en gang en forvalter og en smed på Nislevgård, som havde en del med hinanden at gøre. Nu traf det sig en gang, at smeden kom i betryk for penge og kunne ikke betale sin skat. Han gik op til forvalteren og klagede sig for ham, og denne lovede så, at han ville betale for ham. Herover blev smeden så glad, at han sagde til forvalteren, at han ville følge han både i liv og i død. De ord skulle han ikke have sagt, for han kom også til det. Nogen tid derefter døde forvalteren, og han kom da en aften efter og bankede på smedens vindue og huskede ham på, hvad han havde lovet. Der var nu ikke andet at gøre, end at han måtte ud straks og følge med gengangeren, så langt den nu havde at gå. Smeden var, som vi jo nok kan tænke, ikke videre glad ved dette følgeskab, og han søgte derfor, så snart han kunne til en præst om råd. Hos denne fik han da en bog, som han skulle være for på sit bryst, og så skulle han passe nøje på, at han al tid kom til at gå bag efter spøgelset; ville det prøve på at få ham om foran sig, skulle han bare sige: "herren har haft æren i livet, han skal også have den i døden", og når han så blev skilt af med spøgelset og kom hjem, måtte han ikke tænde lys. Da gengangeren nu kom igen, måtte smeden jo følge den ligesom før, men han passede på, at den al tid gik foran, og så hjaskede han selv af bag efter, som præsten havde sagt, han skulle. Da de så havde gjort deres runde og var nåede til porten, som de plejede at gå ind ad, sprang den op af sig selv, og så snart gengangeren var inden for, smak porten i igen, så det dundrede efter. Smeden blev uden for og var fra nu af fri. men så måtte folkene på gården holde for, thi nu blev det sådant et spøgeri på borggården, at de ikke kunne udholde det; og de måtte også have bud efter præsten. Han kom nu straks kørende og havde 3 bøger med sig. Da han kom der ned i porten, hvor spøgelset skulle nedmanes, tog han den ene af bøgerne frem og læste i den, men han var ikke kommen langt, før genfærdet slog den fra ham. Lige sådan gik det med den anden; men så tog præsten den tredje bog frem og sagde: "De to kan du slå fra mig; men den tredje skal du lade mig beholde." Det kunne heller ikke slå den fra ham, hvor meget det end gjorde sig til. Da præsten begyndte at læse, så fokene, at spøgelset begyndte at synke, og alt som han læste, sank det dybere og dybere ned i jorden, indtil det til sidst helt forsvandt. Der blev da slået en egepæl igennem det.Præsten blev budt inden for, men han sprang i vognen og kørte øjeblikkelig hjem. Fra den tid har der ingen mærket noget til spøgeri der. [Fortalt af Gamle Ane Thomas`s i Allesø].

Sokrogen på Skamby Mark
Imellem Skamby og Badstrup, tæt ved markskellet, er der et hjørne, som kaldes Sokrogen, hvor der ved nattetide er et spøgelse i skikkelse af et gloende svin. I denne krog skal for et par hundrede år siden været nemdanet en genganger, som i levende live havde ejet en af de gamle gårde i Badstrup. Hvilken gård det var, eller hvad manden hed, ved jeg ikke; men da han var død, kunne han ikke få ro i graven, og de fik heller ikke ro på gården. Der var, efter mandens død en åbning på muren, som de ikke på nogen måde kunne få lukket til; thi der igennem holdt gengangeren sit indtog på gården hver nat. Nu var der på samme tid en degn i Skamby, som havde gået i den sorte skole. Da han så får nys om, at den døde ikke ville blive i graven, går han en nat ind på kirkegården for at mane ham ned. Han træffer også gengangeren og begynder straks på sin kunst, men spøgelset var ham for stærkt, han kunne ingen steder komme med det. Det drev lige straks degnen ud af kirkegården og drev af med ham ad Badstrup til. Det kunne have set galt nok ud for degnen; men til al held og lykke havde han en broder længere ude på Sletten, som også var degn, og som var en del stivere i den sorte kunst. Han m,ærkede straks på timen, at broderen var i klemme, og  skyndte sig af sted, så hurtig han kunne, traf dem også begge to på den omtalte mark, og manede nu gengangeren ned. Der har indtil de sidste år om natten været set et gloende svin på det sted, og derfor kaldes steder endnu den dag i dag Sokrogen.

Genfærd i Stensby
Ole Håns første kone kom, straks efter at hun var død, igen hjem til gården og holdt sådant et spektakkel, at Ole ikke kunne være der; han måtte da ty til præsten Grønvold om hjælp. Dene gav da Ole Han det råd, at han samme nat skulle møde gengangeren på kirkegården og der tiltale den, så skulle han (præsten) nok selv sørge for resten. Manden gjorde, som hr. Grønvold havde sagt, mødte spøgelset på kirkegården og tiltalte det, og med det samme forsvandt det. Da Ole Hån kom hjem, stod præsten i porten og var i færd med at nedgrave et gammelt vognhjul der, og da han var færdig med det, sagde han: "Lige så mange gange som dette gamle hjul har gået rundt, lige så mange år skal det vare, inden spøgelset kommer igen". Siden den tid blev der også fred i gården.

Genfærd på Langesø
Der var en gang en ond og gerrig frue på Langesø, som hed Ida Rathlau. Når hun kørte ud, havde hun al tid sin rok med sig og sad da i vognen og spandt. På en sådan køretur fandt hun en gang på en af Langesø marker et barn, som gik i en kornmark og plukkede aks. Hun fik da straks fat i barnet, tog sin store saks og klippede fingrene af det, for at det ikke mere skulle gå i hendes korn og plukke aksene af. En gang fik hendes gamle kusk befaling til at holde med kareten for døren midt om natten. Fruen og hendes tjener kom straks ud og steg op i vognen. Da de kørte ud af haven, var det for kusken, som hverken hestene eller vognen rørte ved jorden, han kunne blot mærke, at det gled rask frem ad. Sådan gik det længe, indtil der blev gjort holdt i et hæsligt uføre lige foran en gammel mørk og skummel borg, hvor fruen gik ind. Da hun havde været der inde nogen tid, bad kusken tjeneren om at gå ind og se efter, hvor hun blev af. Han listede sig da hen til døren og kiggede ind gennem nøglehullet og så da, at fruen sad på en stol, og en person stod og redte hendes hår, så blodet flød efter kammen. Endelig kom hun da og steg i vognen. På hjemvejen mærkede kusken heller ikke noget til hestenes trampen eller vognens rumlen. Hjemme på Langesø så man siden den tid ikke mere af hende end nogle blodpletter på væggen i hendes værelse. Derimod har man efter den tid set hendes karet køre op og ned ad Rugade ved nattetid. Der blev strøet hørfrø for den, og det hjalp så meget, at den sank under jorden, men der nede kørte den endnu længe, og man kunne tydelig høre den ovenfor. Til sidst blev fruen nedmanet i Sortemose syd for gården.

Om den gamle general og præsten Grønvold
Kammerjunker Finecke eller, som andre kalder ham, "den gamle general" lå stadig i strid med præsten Knud Grønvold i Allesø. De førte vidtløftige processer med hinanden og var næsten al tid uvenner. Når kammerjunkeren lod bønderne ride træhest, sagde præsten til ham: "Giv den slemme smalle hest en tønde havre, ellers kan den ikke bære den gamle bonde." Og så præsten, at han pryglede en, sagde han: "Er det en djævel, så slå, er det et Guds barn, så hold op." Det gik til sidst så vidt med dem, at kammerjunkeren skrev til kongen om at få pastor Grønvold sat af. Han skrev, at Grønvold var en ringe Guds tjener og en enøjet hestepranger. Der kom bud til præsten, at han skulle møde hos kongen og prædike for ham i slotskirken. Grønvold drog straks af sted til København. Han gik hele vejen med bare fødder, for han havde ingen støvler. Da han mødte frem i slotskirken, fik han af kongen en seddel, efter hvis indhold han skulle prædike. Grønvold gik på prædikestolen med den. Han så på den, der var intet skrevet på seddelen, han vendte den om og så på den ande side, der var heller intet; men så begyndte han sin prædiken med de ord: "Her er intet, og (i det han vendte sedlen) der er intet, og af intet skabte Gud verden". Over disse ord gjorde han så en rigtig god prædiken. Da han var færdig, gik han straks ned til kongen, som sad i sin stol i kirken, og bad ham om, at han ville trække sig kjolen af, for det ønskede han hellere, at han skulle gøre, end en storherre på Fyn. Kongen sagde nej, "ikke vil jeg trække kjolen af ham, og heller ikke skal nogen storherre på Fyn gøre det." Det er sagt, at Grønvold for denne prædiken fik løfte på Skamby præstekald, så snart det blev ledigt. Kammerjunkeren lod sig endelig forlige med præsten, og det var nok også det hedigste, da han alligevel ikke kunne slippe af med ham, men kun havde udsigt til at få ham til Skamby, som var herskabets egen kirke. Kammerjunkeren tilbød nu præsten, at han måtte komme til Dallund en gang om ugen og spise til middag hos ham. Grønvold, som var en stor elsker af kål, gik da hver lørdag til Dallund og spiste sig et godt livfuld, for den dag vidste han, at herskabet fik kål til middagsmad. Kammerjunkeren eller den gamle general døde i 1801 og blev begravet i Skamby. Grønvold døde 3 år senere som sognepræst i samme by. Da kammerjunkeren var begravet, sagde Grønvold på prædikestolen: "Han, som ligger der nede, han har gjort mig usigelig meget ondt, han kunne også have slået pærer ned med mine ben, men det kom han ikke til."
[Meddelt af Jakob Rasmussen, Stensby]

Kappelhave-kællingen
En gang red gamle Mikkel sildig om aftenen fra Søndersø gennem Stensby ned forbi Dallunds mølle og til sit hjem i Tåstrup. Endnu før han nåede Stensby, hørte han tydelig Kappelhave-kællingens jamren, og skønt det var en lang vej derfra og til Kappelhave, vidste han dog straks, hvad det var, for hun var let at kende på røsten. Han besluttede da at ride ad en anden vej, men da han nåede Stensby, holdt hun op med sin skrålen. Så tænkte han, at nu var hun vel færdig for denne gang, og så ville han alligevel ride ned forbi møllen, for det var dejt nærmere. Men ligesom han var kommen til det sted, hvor møllen nu står, begyndte hun at råbe højt sit: åja! Mikkel så hverken til den ene eller den anden side og red alt hvad han kunne hjem ad.

En gang gik Hans Kristian Væver ved aftenstid gennem Kappelhave skov. Da han var kommen omtrent midt vejs, mødte han kællingen. Han så hende ikke, men da han lige med et hørte den ynkelige jamren: "Åja, åja!" sagde han: "Hvad er der? kan jeg hjælpe jer, så vil jeg". Men ikke så snart han havde sagt det, før han også havde hende på ryggen og måtte nu bære hende, så langt hendes rettighed nåede. En anden gang kom samme mand gående sent om aftenen ad gangstien gennem skoven. Da han mærkede, at kællingen var lige ved ham, vendte han om og gik tilbage, men så var det, ligesom nogen fulgte efter og kneb ham så voldsomt i hælene for hvert skridt han gik, og tog fat med en niptang, hver gang han flyttede foden.

Den forklædte herremand
Bønderne på Margårds gods skulle i forrige tider til Dallunds mølle for at få deres korn malet. De skulle da igennem et led tæt ved Dallund, inden de nåede møllen, og her stod herremanden fra Dallund og morede sig med at smække bønderne med sin ridepisk. De klagede da herover til deres husbond, herremanden på Margård, og han klædte sig da ud som bonde og tog selv med. Da de nåede leddet, stod herren der som sædvanlig med pisken i hånden. Den forklædte herremand spurgte nu, om det var dem, der skulle have prygl, og da han svarede ja, sprang den anden af vognen, smed kappen og trak sin sabel med de ord: "Så er det bedst, jeg får pryglene i dag". Da herren på Dallund nu fik at se, hvem han havde for sig, tabte han lysten til at bruge pisken og stå ved leddet siden.
Herskaberne på Margård har alle til hobe været gode, og på den gård har aldrig været træhest eller brugt tyranni.
[Meddelt af Karl Larsen, Lundesø]

Ved Serup smedje er der et stykke jord, som kaldes Amme mark, og et har navn efter et hus, der har ligget der, og som kaldtes Ammehus, fordi ammen fra Dallund flygtede der hen med børnene gennem en løngang, når herskabet ikke var hjemme, og røverne truede med at overfalde borgen.

Ved Jørgen Hansens gård i Serup har der for nogle år siden været nogle små høje, bevoksede med træer, som kaldtes Volden. Der skal før have stået en røverborg. Der er ved udjævningen af disse høje fundet brændte sten, en halv kakkelovn, en halv slibesten m.m., som også tyder på, at der har stået en bopæl her.

De omstøbte klokker
Der var to kirkeklokker i Skamby kirke, en stor og en lille. De havde begge sådan en dårlig klang, men så boede der et par grumme rige jomfruer i nærheden, og de fik det lavet sådan, at begge klokkerne blev taget ned, og der blev støbt to ny. Hver af jomfruerne kom med deres forklæde fuldt af sølv, i det klokkerne blev støbte, og derved fik de sådan god klang. Som en slags gengæld fik de nu lov til at vælge sig deres egen begravelsesplads. De ligger begravede inde i kirken under skriftestolen, og deres billeder står i muren ved samme stol.
[Meddelt af konen Katrine Jensen i Allesø]

Den gode klang
Kirkeklokken i Allesø blev støbt i en grusgrav, og for at den kunne få en rigtig god klang, samlede to jomfruer alt det sølvtøj , de havde, og bar flere forklæder fulde deraf til grusgraven, og for at forvisse sig om, at sølvet blev anvendt, stod de begge og hældte det i digelen. Deraf kommer det, at Allesø kirkeklokke har så køn en klang.
[Meddelt af Kristian Smed]

Der stod en kæmpe på kirkegården i Skamby med en uhyre stor sten i hånden og ville slå Hjadstrup kirke ned, men i det han nu kylte stenen, kom han til at træde tilbage med den ene fod og satte den så fast imod en af grundstenene i kirkemuren, at sporet blev tydelig kendt.
[Meddelt af Maren Nielsen, Nørre Højrup]

Da Skamby kirke skulle bygges, gik det en lang tid sådan, at det, der blev bygget op om dagen, blev brudt ned om natten af troldene. men arbejdsfolkene fik da endelig så meget opført, at troldene ikke kunne nå at få det nedbrudt. En af dem blev forskrækkelig bister over det og satte sin fod så hårdt ind på en af kirkens grundsten, at sporet blev tydeligt, og idet han trådte til, sagde han: "Kirke her og kirke der, gid Fanden havde alle de kirker!" Dermed pakkede troldene sammen og forsvandt fra egnen. Men sporet af troldens fod er endnu tydelig kendt på en af kirkens grundsten.
[Meddelt af Jakob Rasmussen, Stensby]

Allesø kirke
Forhen gik folkene fra Allesø til Broby kirke. Men så blev der splid mellem folkene fra Allesø og fra Broby om stolesæderne. Da besluttede to rige jomfruer, som boede i Jens Olsens gård i Allesø, selv at bygge en kirke en byen, men de kunne dog ikke ret enes med dem selv om, hvor den skulle stå. Så fandt de på at slå to stude løs og lade dem gå, hvor hen de ville, og hvor de fandtes liggende næste morgen, skulle kirken bygges. Men da de lå nede i kæret, kunne kirken ikke bygges der. Den blev dog opført så nær ved som mulig.
[Meddelt af Kristian Smed, Beldringe]

Allesøs bys mænd drev to stude ud en aftenstund og de fandt dem om morgenen ude i et kær. Det blev så opfyldt, og kirken blev bygget. Derfor er det, den ligger så lavt.
Den gamle Ebbe, som var degn før den nuværende, der nu har været der i 22 år, gik en aften tillige med hans søster uden for hans bolig og kom da til at kaste øjet ind på kirkegården. Der så han nu en mængde mennesker stå inde, og en mand midt imellem dem med en stor bog i hånden. De så det begge to.

Liglam i Allesø
En aften besøgte skrædderens Ane min moster, maren Katrine hed hun. Som hun så følger hende på hjemvejen, kom der et lam på tre ben strygende lige forbi dem og løb op på kirkegården, hvor det blev borte mellem gravene.
[Meddelt af konen Katrine Jensen, Allesø]

Torshøj, som ligger på sognefogdens mark i Skamby, har gamle Lars Andersen prøvet på at ville jævne, men han blev syg og kom sig aldrig mere. Højen er nu givet til regeringen. To af sognefogdens børn og så en anden pige sad en gang oven på højen i deres egne tanker. Da giver det et skrald nede i højen, som om et kistelåg slog i. De fo'r ned og blev så rædde, at de aldrig turde komme der op mere. Den høj har stået på gloende pæle, og der var også en beboelse der nede. Den gamle kone, som har fortalt dette, føjer til, at nu er de 100 år snart omme, og så begynder jo snart tummelen der igen.

Gamle Hans SKrædder i Stensby har fortalt, at den mand, der ejede stedet, hvorpå Glavendrup stenen står, ville grave den om og flytte den væk. Men han blev syg, mens han arbejdede derpå, og måtte så lade stenen ligge. Han døde dog ikke lige straks, men svandt væk som dug for solen. Der står jo også en forbandelse på den sten. "Det, jeg her har fortalt", sagde Hans SKrædder, "er så sandt, som jeg står på mine ben."

Fra pestens tid
På Skamby kirkegård står en stor hvidtjørn, hvor under de, som døde i den sorte død, blev begravede. Så snart de så en sort plet inde i deres hånd, skyndte de dem der ind for at komme på kristenjord, og så døde de der og blev begravede på stedet, hvor de lå. mange skyndte sig, men nåede ikke kirkegården alligevel. Indtil vore dage har børnene sagt til hinanden, at de skulle huske at spytte, inden de kom ind under tornen, for ellers fik de hovedpine.

Ved Karl Timmermann i Allesø

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk