Svendborg side 5 af 6
Forside ] Op ] Svendborg side 6 af 6 ]

 
Om Svendborg fortsat Del 5 af 6

Illustreret Beskrivelse  af Byens Tilblivelse og Udvikling til Nutiden fortalt af en gammel Svendborger. Svendborg. Trykt og udgivet af Svendborg Akcidenstrykkeri (V. Westermann) 1903. 

   

Om Svendborg fortsat 3

Naar Skyttelauget holdes ude af Betragtning, er Borgerforeningen den ældste blandt Byens ikke faatallige Foreninger.
Den stiftedes af afdøde Jernstøber L. Lange, og dens Formaal var hovedsagelig af rent selskabelig Natur. Dens første Lokale var Stueetagen i det gamle Theaterlokale, altsaa i den nuværende Sangforening.
Her samledes Medlemmerne om Aftenen ved deres Punch og Toddy, som de som oftest havde staaende ved Siden af sig paa de lange, læderbetrukne Bænke langs Salens Sider. Senere købtes Ejendommen skraas overfor i samme Gade, hvor Foreningen siden har holdt til.
Den gamle Bygning er nu forsvunden, Forhuset dog først for faa Aar siden, Baghuset brændte for en Snes Aar siden, netop som det alligevel skulde have været brudt ned. Hele Forhusets første Sal til Gaden var et stort Forsamlingsværelse, bagved et mindre Spilleværelse, i Stuen et Læseværelse og et lille Bibliothek. Udstyrelsen og Møblementet var særdeles tarveligt og vilde næppe tilfredsstille de nuværende Medlemmer. Det fineste var ubetinget Havestuen i Bagbygningen med dens ejendommelige Loft, der mindede ikke saa ganske lidet om et Ligkistelaag. Udenfor Havestuen var en aaben Veranda, udvendig helt overgroet af Slyngplanter, og bag ved alt dette Borgerforeningens smukke Have med et prægtigt, stort, skyggefuldt Træ i Forgrunden.
Under dette Træ er der i de lune Sommeraftener drukket mange Toddyer og holdt mange Taler, anvnlig naar Haven ved festlige Lejligheder var illumineret, og Træerne oplyste med kulørte Lamper. Da Ombygningen kom, blev alle de gamle Træer fældede for at give Plads for et helt nyt Haveanlæg.
Borgerforeningens Vært i Aarhundredets Midte hed Møller, og han - der nu forlængst er død og borte - besørgede i Forbindelse med sin Søn, Viggo, (der iøvrigt ikke kunde lide, at Medlemmerne i Kraft af gammel Vane kaldte ham ved Fornavn), den ikke videre vidtløftige eller omfangsrige Servering. Ved Siden af sin Stilling som Vært drev Møller tillige Kagebageri, og han var yderligere i en Aarrække Chef for Politikorpset, idet han i denne Egenskab afløste Købmand Knud Grønwald. (han ejede den store Købmandsgaard i Møllergade, der senere gik over til Købmand Bie).
Politikorpset spillede da en adskillig mere fremtrædende Rolle end nu. Det samledes nogle Gange aarligt i Sommermaanederne paa Torvet, og i Uniform med fuld Musik med Geværer og opplantet Bajonet samt ledsaget af hele Byens Ungdom drog det ud gennem Gaderne og ud paa Viebæltet eller i en af Byens Skove for at holde Øvelser, de var iøvrigt ikke videre anstrengende, og der var rigelig Tid til at sørge for den nødvendige Forplejning. Korpset talte den Gang, som nu, 50 Mand, og dets hovedsagelige Opgave va i Ildebrandstilfælde at assistere Brandkorpset, der bestod af hele 564 Mand og disponerede over 6 Sprøjter, deraf var der nok kun 1, anskaffet i 1856, der duede til noget.
Den fornævnte Knud Grønwald, en korpulent, undersætsig Mand, var Chef for begge Korpser; under Øvelserne var han til Hest, havde trekantet Hat med Fjerbusk, Skulderdistinktion og Rytterpallask.
Møllers Uniform var ligesaa elegant, dog lod han sig nøje med Apostlenes Befordring, men dette influerede ikke paa hans Bevidsthed om hans Værdighed. Det var et imponerende Syn, naar Korpset efter endt Øvelse stod opstillet paa Torvet, præsenterede Gevær, og Møller traadte frem foran Fronten, svingede dendragne Sabel og dimitterede Korpset med et værdigt:"Tak for i Dag, mine Herrer."
I Eftersommeren 1863, da Kong Frederik den 7. var paa sin sidste Rejse til Lyksborg tillige med sin Hustru, Grevinde Danner, passerede han paa Gennemrejsen Svendborg for med Kongeskibet "Slesvig" at tage videre til sit Bestemmelsessted.
Byen var pyntet i sin stiveste Stads, og Gaderne, hvorigennem Kongen kørte, smykkede med Flag og Blomsterguirlander. Grevinden sad i samme Vogn som sin kongelige Ægtefælle, og de modtoges med den største Begejstring, en Hyldest, som dog næsten alene gjaldt Kongen.
Grevinden var nemlig alt andet end populær, og Misstemningen mod hende havde givet sig et ret ejendommeligt, rettere sagt komisk, Udtryk ved en Festmiddag, der vistnok Aaret forud var afholdt i Læseforeningens Lokale i Anledning af Frederik den 7des Fødselsdag. Ved Bordet udbragte Byfoged Schrum Kongens  Skaal, som modtoges med Begejstring. Lidt senere, da Stemningen var bleven mere livlig, vovede Redaktør Gottlieb Petersen sig frem med en Skaal for Kongens Hustru, Grevinde Danner. Hvorledes denne Skaal blev opfattet, ses bedst af en Vise, som desværre ikke udgaves på Tryk. Visen var anonym, men voxpopuli udlagde Kæmnerens (la Cour) Søn som Fader, og han ses ikke at have fralagt sig Paterniteten. Vi skal her gengive den, dels fordi den indeholder en fortrinlig og vistnok virkelighedstro Skildring af denne mindeværdige Begivenhed og dels for at bibringe Læserne en Forestilling om, hvorledes man den Gang skrev Viser i Svendborg.

Nu skal I høre, hvordan det gik
i Læseforeningens Sal
Geburtsdag havde Kong Frederik,
den ret skulde fejres med Knald,
og "stille Lund" var den Fyr,
som indbød med Listen,
og alle han viste den,
De gør et Hop
og siger "Top",
der skal vi ha'e ordentlig Styr.

Og Gassen tændtes, og Folket kom,
man havde til Middag spist lidt,
de flestes Maver var næsten tom,
man mødte med god Appetit
rask greb i Maden man fat,
og Glassene fyldtes,
og Halsene skyldtes,
og alle sa'e,
vi skal os ta'
i Aften en køn, lille Hat.

Og Skaaler drak man, man drak med Grin
og Kongens Skaal blev ej glemt,
i Strømme flød jo den klare Vin,
og Øllet blev flere s'gu slemt,
Da siger ung Gottlieb: hør nu
jeg tvivler jo ikke,
at alle vil drikke
Grevindens Skaal
til bredfuldt Maal,
kom, lader os tømme den ud.

Da byder Fogden Silencium
ej kue den vil jeg med Magt,
men hvem, som tænker sig lidet om,
forbigaar den med tavs Foragt.
"Bravt talt" -- buldrer Præsten ud
 og dundred'i Bordet,
men Peter tog Ordet:
Gud! sikken et Bæst,
er det en Præst,
han bander jo ret som en Stud.

Og Søofficeren af lille Jens
fik bortrevet Ræer og Spær.
Ung Gottlieb siger: det kan nok hænd's,
man morer dog nobelt sig her,
men saa kom Matrosen: Din Knægt!
Se, her har du Næven,
jeg slaar dig paa Kæven,
gemene Skab,
hvis ej din Flab
du holder og her har Respekt.

Frem træder Jørgen, hin Landsoldat,
den tapreste Helt her til Lands.
Her er jeg, Gottlieb, sig kun: "tag fat",
jeg rider dem alle til Vands;
men Bromanden taler min S'æl,
jeg synes, De mukked',
forleden De bukked'
og skrabed' ud,
Dog maaske nu
sig Vinden har drejet, Farvel!

Og stille Lund og Markøren stod
bag Døren og grinte saa lunt.
Jeg tror, de Fæ deres Mad forlod,
det lidet, de fik, var dem undt,
Kom, nu skal Gildet faa Liv,
og til vi skal ligge,
vi to vil nu drikke
en Skaal, kom her,
for Kongen kær
og en for hans trofaste Viv.

Da Kongen næste Gang passerede Svendborg, var det som Lig.-
Det var sidst i November s.A. henad Aften, at Skibet med Kongens Kiste ombord langsomt passerede ind gennem Sundet paa Vejen fra Flensborg til København. Det var et underligt, alvorligt Billede. Kisten stod i en sort Overbygning paa Dækket, i Byen ringede Kirkeklokkerne, og paa Skibsbroen og Havnen samt i haverne langs Stranden stod en Vrimmel af tavse og alvorlige Mennesker.
Det var, som alle havde en Anelse om de Ulykker, der nu vilde komme, og det var vel nærmest dette sidste, som stemte alle Sind saa alvorligt.
Kort efter kom Krigen, og i Svendborg oprettedes to Lazaretter. Det ene for lettere saarede i det før omtalte St. Francisko, et andet for mere alvorligt saarede i den gamle Borgerskole paa Klosterpladsen. En af Byens daværende Lærere, C.C.P. Bärthelsen, blev af Intendanturen ansat som Lazaretforvalter.
Det var oprindelig ikke Meningen, at Borgerskolen - i ethvert Fald ikke straks - skulde have været benyttet som Lazaret, men da Skoledirektionen nægtede den omtalte Lærer Tilladelse til,  medens Krigen varede, at holde Vikar, klarede han Spørgsmaalet ved straks at tage Skolens til Lazaret. Det varede saa en rum Tid, inden Skolen fik et nyt Lokale i Theaterbygningen i Fruestræde. Efter Tilbagetoget fra Danevirke kom de første saarede, men navnlig under Dybbøls Belejring tog disses Antal til, og det var ikke længe, før begge Lazaretterne her, saavel som det paa Valdemar Slot oprettede, var fuldt belagte. Det va navnlig de før nævnte Dampskibe "Diana", "Flora" og "Zampa", som bragte den sørgelige Fragt, der saa i lukkede Ambulancer transporteredes gennem Gaderne til Lazaretterne. De fleste, der døde her, udleveredes til deres Paarørende, men ca. 30 begravedes paa den herværende Kirkegaard. Ved de første Begravelser deltog omtrent hele Byen i Følget, senere tabte Interessen sig noget.
Lazaretternes Uhygge var imidlertid det eneste, Svendborgerne saa af Krigen. Derimod hørte de en Del til den. Da Skydningen paa Als midt i April naaede sit Højdepunkt, kunde man ved at lægge Øret til Jorden eller op til en Træstamme  tydelig høre Kanonernes dumpe Drøn.
Da den nu regerende Konge under Dybbøls Belejring besøgte Als, sejlede han paa Tilbagevejen her gennem Sundet.
Der ventedes, at han vilde gaa i Land, eller at Skibet dog vilde lægge til ved Bolværket, og der var i den Anledning rejst en større Dekoration af Gran, Blomster og Flag samt med Kongens Valgsprog: "Med Gud for Ære og Ret", ligesom en Mængde Mennesker var forsamlede paa Broen og ved Havnen. Skibet sejlede imidlertid forbi, uden at Kongen lod sig se.
Efter Krigens Slutning kom den fra Dybbøls Belejring saa bekendte og fra sit Fangenskab i Posen nu hjemvendte Maanedsløjtnant Anker her til Byen for at se til sine her paa Lazarettet henliggende saarede Kammerater. han var alles erklærede Yndling og blev, friske som Lavrbærrene fra Dybbøl var overalt smigret og halvvejs forgudet. En Dag forsvandt han ret pludseligt. Det var bl.a. en Damehistorie, som havde nødvendiggjort hans hurtigst mulige Bortrejse.
 

Skønt Byen som oftere omtalt foran, i hele Aarhundret havde været i en jævn og uafbrudt Fremgang, saa var det dog først i Slutningen af 60erne, at de største og væsentligste Forandringer begyndte at komme, hvorved Byen gik ind i den Periode, hvor den indtog sin Plads som en af Landets fremmeligste og mest udviklingsdygtige Byer.
Slutningen af 60erne bragte os Vandværket, som var et stort Fremskridt i sanitær Henseende, Amtmandsembedets Forflyttelse hertil, hvorved Byen fik en ny Borger, hvis Navn er knyttet til ethvert nævneværdigt Fremskridt i de sidste 35 Aar, Forskønnelseskommiteen, ved hvis energiske Arbejde Byens smukke Omegn er kommen til sin Ret, og som har givet Svendborg Betydning som en af Landets mest søgte Turistbyer, og vort første Byraad, hvorved Byens Udvikling fuld ud lagdes i de af Borgerne selv valgte Repræsentanters Hænder.
Egentlig har Byen altid haft ret godt Vand. Det stærkt kuperede Terræn er rigt paa Vandaarer, og i selve Byen var der flere Brønde, som gav udmærket Vand, saaledes den endnu eksisterende Klosterbrønd og den før omtalte "Pibekilde". Endvidere var der mange private Brønde, ligesom der fandtes offentlige  Brønde flere  Steder (f. Eks. paa Torvet), og hertil kom yderligere,  at Borgerne, der den Gang ikke var saa pertentlige som nu, i en vid Udstrækning benyttede Vandet fra Springs Bæk som Drikkevand. Dette sidste var ganske vist ikke helt propert, men det medførte dog næppe saa mange ulemper, som man mulig kan være tilbøjelig til at tro. Der kom nemlig ikke saa meget Spildevand eller Kloakvand i den som nu.
Den værste Mangel var derfor, at Vandmængden var ganske utilstrækkelig. Byen var i rask Vækst, og den forhaanden værende Vandmængde var paa langt nær ikke tilstrækkelig til at tilfredsstille Forbruget.
Beboerne i Brogade havde slaaet sig sammen og faaet en Stikledning i Trærende lagt fra Pibekilde ned gennem deres Gade. Saa havde de deres paa det tørre; men dermed var de andre ikke hjulpne. Det begyndte derfor at gaa løs med borgermøder. Der var iøvrigt holdt et en Gang i 1853, men det løb fuldstændig ud i Sandet. Saa toges der fat paany i 1865, og denne Gang med bedre Held, navnlig da man havde henvendt sig til Vandværksinspektør Poulsen i København, om at udarbejde en Plan, og samtidig lod Assistent Schærheyder - ligeledes fra Vandværket i København, bore løs udi i Frueskoven, som da tilhørte Sct. Jørgens Præstegaard.
Man var heldig med Boringerne, som hurtigt gav et godt Resultat, og da Skoven ligger betydeligt højere end Byen, kunde Vandet ikke alene komme herind ved naturligt Tryk, men endogsaa føres op i Husene.
Vandværket var det største communale Arbejde, som fandt Sted i Byen siden Anlæggelsen af Gasværket, og det er klart, at Arbejdet maatte medføre et frygteligt Roderi, saa længe det stod paa, idet alle Byens Gader blev brudt op, hvorved den i Forvejen alt andet end gode Brolægning blev, om muligt, endnu mere miserabel.
Kilderne i Frueskoven kunde yde ca. 5000 Tønder Vand i Døgnet, hvilket egentlig var mere, end man den Gang havde Brug for. Der var derfor Raad til at flotte sig noget, og Byen fik bl.a. hele 2 Springvand, nemlig det tidligere nævnte nede ved Havnen, og den i sin Tid saa berømte Skruptudse paa Toppen af Stensætningen i Mølledammen. Den Gang havde Byen nogen Fornøjelse af Springvandene, som var i Virksomhed hver Aften, hyppigst ogsaa hele Dagen, men da havde vi ogsaa gode Tider - paa Vand.
Vandreservoiret anlagdes paa Viebæltet, først med een Beholder, den anden er senere kommen til, og det hele omgaves med Rækværk og Beplantning, Byens første Tilløb til Forskønnelse ved Anlæg. Rækværket havde iøvrigt ogsaa sin rent praktiske Betydning, da det ikke varede længe, inden Befolkningen opdagede, at Beholderen kunde anvendes til at drukne Hunde og Katte i. Der maatte saa adskillige Bekendtgørelser til i Aviserne med indtrængende Paabud om den fornødne Fred over Beholderen.
Samtidig med Nedlæggelsen af Vandrørene anbragtes Brandhaner omkring i Gaderne, Udgiften ved Anlæggelsen af Vandværket androg ialt omkring 65000 Kr., og alt var nu for saa vidt i Orden, kun at der kom et lille Nachspiel, idet Beboerne i Brogade, som havde deres egen Ledning fra Pibekilde, ikke vilde kendes ved det nye Vandværk og da navnlig ikke betale Vandskat. Efterhaanden faldt de imidlertid til Føje, da det paalagdes dem ved Vedligeholdelsen af Trærørene at erstatte al den Skade, som Brolægningen led, og navnlig da det senere viste sig, at Vandstanden i Pibekilde sank i en betænkelig Grad. Det var nok  navnlig de nye Kloakledninger, som var Skyld heri.
Senere er Vandværket gentagne Gange udvidet, nye Reservoirer er anlagte i Frueskoven, der er købt af Kommunen, og Beholderne paa Viebæltet staar nu tomme og venter paa at blive fjernede, antagelig for at give Plads for Statuen af Grev Schack, som neop kom hertil samme Aar, som Vandværket anlagdes.
De tidligere Amtmænd - sidst Cederfeld de Simonsen - havde boet i Nyborg, og Amtet bar Navn efter denne By. Paa Foranledning fra Svendborgernes Side fastsattes det saa ved kongelig Resolution, at Amtmandsembedet skulde flyttes til Svendborg, som den største By i Amtet, og at dette fremtidig skulde benævnes "Svendborg Amt".
Den nye Amtmand - Greve Brockenhuus Schack, der før Krigen havde beklædt en lignende Stilling i Sønderjylland - kom hertil den 1ste November 1867. Amtskontoret indrettedes foreløbig i en Ejendom i Gerritsgade (paa Hjørnet af Kyseborgstræde), og Amtmanden selv boede paa 1ste Sal i Knud Grønwalds tidligere Ejendom i Møllergade, alt medens den nye Amtmandsbolig "Ørkildshus" (Amtmandens Privatejendom) opførtes. Bygningen virker saavel ved sit Udseende som ved sin høje Beliggenhed imponerende, og Svendborgerne saa med Beundring paa Opførelsen af denne elegante Bygning, der blev som et Varsel om den Stilling, dens Beboer gennem en lang Aarrække skulle idntage, synlig for alle, ophøjet over alle og beundret af alle.
Et af de første Foretagender, som den nye Amtmand stillede sig i Spidsen for, som han omfattede med levende Interesse, støttede med store pekuniære Ofre, og som uden ham næppe havde faaet den vidtrækkende Betydning, som det faktisk fik, var Forskønnelseskommiteen.
Forinden vi omtaler denne Kommitees Arbejde, er det værd at kaste et Blik paa, hvorledes Forholdene var, da den tog fat.
Svendborgs skønne Omegn var kendt hele Landet over. De, som kendte mindst til den, var egentlig Svendborgerne selv, netop fordi Skønhederne, naar alene Skovene undtages, var ganske utilgængelige, og kun enkelte Punkter paa de offentlige Landeveje kunde give et flygtigt forbigaaende Glimt af dem.
Naar Svendborgerne skulde trække frisk Luft og se en lille Smule af den frie, idylliske Natur, som Omegnen i saa rigt Maal frembød med, var de - med Undtagelse af den smukke Kirkegaard og Havnen - udelukkende henviste til Skovene og blandt disse da navnlig Christiansminde.
Ved Udskiftningen i 1818 bestemtes det, at den af mange smaa Kildevæld gennemstrømmede, skovbevoksede Skraaning ved Øksenbjerg ned mod Sundet, som egentlig kun bestod af Kratskov, og som paa Grund af sin stærke Skraaning var uanvendelig som Agerjord og heller ikke havde nævneværdig Værdi som Skov, netop af disse Grunde passende kunde finde fremtidig Anvendelse som Lystskov. Skrænten kaldtes den Gang "Termeriet", og der blev nu anlagt Gange i den, ligesom Kilderne blev regulerede. Som Lystskov var Termeriet altsaa Kommunens Ejendom og bestyredes af Byfogden og de delegerede Borgere. I 1829 skete saa den Forandring, at Byens Skove, som tidligere omtalt, udlagdes til de saakaldte Skovejere, dog med den Forpligtelse, at Termeriet vedblivende, som hidtil, skulde være offentlig Lystskov. Krattet var imidlertid vokset godt til og blevet til Skov, og ved et af Prins Christians Besøg døbtes det om til "Christiansminde".
Det var altsaa hertil, at Svendborgerne valfartede paa deres  Sommerudflugter, dels til Søs og dels til Lands. Den sidstnævnte Tur var iøvrigt ret drøj. Hele Møllergade og Ørkildsgade igennem, derpaa op ad Bellevuevejen og endelig ned ad Øksenbjergvejen.
Det var en lang og trættende Tur, og de, som mente at have Raad dertil, foretrak derfor Søvejen, der var adskillig hurtigere og bekvemmere. Haverne i Hulgade - der hvor Jernbaneterrænet nu er - stødte op til Stranden, og hos Rasmus Hansen og Frantz Wæver kunde faaes Baad til Øksenbjerg. Navnlig om Aftenen og om Søndagen var her livlig Trafik, og det var ikke nogen helt daarlig Bestilling at være Færgemand. Fra Øksenbjerg gik saa Turen gennem Skoven til Skovløberhuset, som laa lidt Vest for den nuværende Restaurationsbygning.
I dette Skovløberhus drev Fahnøe - der var temmelig døv - sin Restauration, assisteret af sin Hustru og under al den Spektakel, som en yderst livlig Papegøje saa sig i Stand til at præstere. Der var 2 mindre Værelser i Stuen og et noget større Lokale, som beæredes med Betegnelsen : "Salen", paa 1. Sal.
Den sidste Lokale benyttedes dog kun ved højtidelige Lejligheder, navnlig ved den aarlige Fugleskydning, der den Gang som nu var Svendborgernes største Festivitet.
I Haven var hele 2 Keglebaner, den ene laa saa tæt ved Spadserestien, som førte hen til Skydepladsen, at den forbipasserende Vandingsmand af og til kunde faa en Kugle i Hovedet, naar denne, udslynget af en kraftig, men ikke tilstrækkelig øvet Arm, forlod den ikke lige Bane og fo'r lige lukt gennem Hækken.
Foran Huset paa Skrænten ned mod Stranden var 2 Rækker snurrige Lysthuse af Hyld, den ene Række liggende over den anden. De saa forresten helt idyllisk ud, og da de var temmelig tætte, kun aabne ud mod Stranden, afgav de et behageligt og ugenert Opholdssted.
Mellem Lysthusene og Sundet var en lille Have omgiven af et malet Træstakit og med en Springvand i Midten, der meget kunstfærdigt ved eget Tryk snurrede rundt, medens det sprang.
Naar hertil endelig kommer en ganske lille Baadehavn, har man saa temmelig det hele Interieur.
Salongen "Sommerlyst" var da som nu, men benyttedes adskilligt mindre. Den tilhører et Interessentskab, der vist ikke rigtig ved, hvad de egentlig skal gøre ved den.
Smuk er den ikke, og det var næppe nogen Skade til, om den gik samme Vej, som det øvrige gamle Christiansminde for længst er gaaet, og gav Plads for en Bygning, som harmonerede noget bedre med Omgivelserne.
Skydepladsens Udseende var den Gang noget anderledes end det nuværende. Skytehuset laa nede mellem Træerne tæt ved Vejen ad Hestehaven til, omtrent der, hvor nu ved festlige Lejligheder Karusellen er anbragt.
Midt paa Pladsen stod den høje Fuglestang i nogen Frastand omgiven af Sigtepæle med Bænke til at sidde overskrævs paa under Skydningen. Fra Pladsen fortsattes Vejen, som nu, til Hestehaven, ved hvis Begyndelse var anbragt det saakaldte "grønne Led".
Hestehaven var udelukkende Nytteskov og hørte under "Skovlyst", som da ejedes af Proprietær Rasmussen. Skoven erhvervedes af afdøde Grosserer Weber omtrent paa samme Tidspunkt, som de store Forandringer foretoges i Christiansminde.
Saaledes saa altsaa den Gang Christiansminde ud, og Anlægene  var kun rene Bagateller og Smaating i Sammenligning med, hvad Skoven nu byder paa, men den var til Gengæld maaske adskilligt mere idyllisk. Svendborgerne hang ved den med Liv og Sjæl, og der kunde, navnlig Søndagene og den traditionelle tredie Pinsedag, udfolde sig et Folkeliv, som i Hygge og Fornøjelighed maaske overgaar Nutiden. Der kunde til Tider være vrimlende fuldt af Folk, og saa kneb det for Fahnøe, skønt publikum som Regel selv medførte Madkurv, saa han ingen Sorger havde i den Retning. Han skulde kun sørge for det noksom bekendte "Vand paa Maskine", Øl og Toddy.
Saa indskrænkede som Forholdene var, kunde det imidlertid ikke gaa i Længden, og Skovejerne, som ingen pekuniær Indtægt havde af Skoven, vilde ikke gøre mere ved den, end de lige var nødt til, og navnlig hverken kunde eller vilde de sørge for et mere tidssvarende Restaurationslokale. Under disse Forhold valgte de den ganske fornuftige Udvej at tilbyde Kommunen Skoven som Gave, hvilket Tilbud blev modtaget, men da et par stædige Skovejere gjorde Vrøvl og protesterede mod deres Kollegers - de andre Skovejeres - Ret til at disponere over Skoven i sin Helhed ved Majoritetsbeslutning, maatte der en Fogedkendelse til, hvorved Kommunen sattes i Besiddelse af Skoven. Dette skete i 1875, og da disse juridiske Formaliteter var overstaaede, kom der for Alvor Gang i Tingene. En Kreds af Borgere traadte sammen og garanterede for et Laan paa 35000 Kroner, med Kommunen som subsidiær Garant, og Resultatet blev den nuværende i 1877 opførte Restaurationsbygning og den samtidige, fuldstændige Omordning af hele Pladsen, saaledes som den med faa Forandringer (f.Eks. Trappenedgangen) eksisterer den Dag i Dag.
I 1883 overtog Kommunen hele Herligheden, Spadserestien langs Stranden anlagdes, Dampskibsbroen opførtes i 1888, den er senere gentagne Gange udvidet, og da samtidig Dampskibsforbindelsen Svendborg-Christiansminde-Troense kom i Gang avancerede Skoven fra at være den lille, beskedne og næsten udelukkende af Svendborgerne kendte og benyttede Lystskov til at blive Byens største Tiltrækningskraft og et af Danmarks mest kendte og søgte Udflugtssteder.

 
 
Navnlig synes Tyskerne at have fattet stor Forkærlighed for den, og som den en sollys Sommerdag præsenterer sig fra Sundet med sin stilfulde Restaurationsbygning, det bagved liggende Badehotel, Promenaden, Anlægene, Broen og den henrivende Spadseresti langs Stranden, maa den ogsaa absolut siges at være baade "wunderschön" og "famos".
Foruden Christiansminde var ogsaa Høje Bøge den Gang som nu, et yndet Udflugtsted, navnlig for Befolkningens brede Lag. Saavel denne Skov som Fruerskoven tilhørte Sct. Jørgens Præstekald. Den sidste Skov var Kommunen, da Præstekaldet stillede den til Auktion, saa nogenlunde nødt til at købe af Hensyn til Vandværket, og ved samme Lejlighed besluttedes det at købe Høje Bøge. Den nuværende Restaurationsbygning er først opført, efter at Kommunen har erhvervet Skoven, før den Tid var der ingen, da besørgedes Beværtningen af "Hørsvingeren", som om Søndagen, hvis de vel at mærke var godt Vejr, og der var nogen Udsigt til Søgning, opslog sit Telt derude, lavede et lille Baal af Kvas og tørre Grene, og saa kunde Folk faa baade Kaffe og Øl.
Caroline Amalielund, eller som den i daglige Tale kaldes "Rottefælden", tilhører ikke Kommunen; ogsaa denne har altid været et yndet Sommerudflugtssted, dog navnlig i de senere Aar,  efter at den nye Bygning med tilhørende Sommertheater er opført. Før denne Tid manglede den egentlig Betingelserne for at kunne tage mod Gæster. Der var vel nok en Restaurationsbygning, en lav, enetages Bindingsværksbygning med Straatag, hvor gamle Ploug var Vært, men Forholdene i Skoven var meget primitive, og bortset fra Udsigten fra Slotsruinerne, frembød den intet tiltalende for Øjet. Det er først i de senere Aar, at der er gjort noget for den, og at den derfor er begyndt at komme med.
De her omtalte Skove var altsaa i den primitive Tilstand, hvori de henlaa i Tredserne, og vanskelige omstændelige at komme til, de eneste Steder, hvor Svendborgerne dog kunde nyde noget af den smukke Natur, som omgav dem overalt.
Saa var det, at Forskønnelseskommiteen tog fat. Det var afdøde Vejinspektør P. Husen, der kort efter den sidste Krig var kommen her til Byen, i hvem den Tanke slog ned, at ved Anlæggelsen af Spadserestier, Udsigtspunkter o.s.v. paa Omegnens smukkeste Steder, vilde man ikke alene skabe Borgerne en forøget Glæde ved Byens smukke Omgivelser, men netop og væsentligst gavne Byen, ved at disse blev gjort tilgængelige, saaledes at de kunde blive en Attraction for Fremmede, med andre Ord: Det var Svendborg, som fremtidig Turistby, der stod for hans Tanke.
Han henvendte sig da med sin Plan til den nylig ankomne Amtmand, og han kom her til den rette Mand. Der blev straks dannet en Commite for at arbejde for Sagen.
Kommiteen bestod af Grev Brockenhuus Schack som Formand (han er den eneste endnu levende af Kommiteens Medlemmer), Amtsvejinspektør Husen, Lærer Bärthelsen, Hattemagerne I.M. Lange og Milling, Adolph Husom, Købmand Gumme Riber, Murermester Ludvigsen og Skræder S.J. Sørensen, den senere Vejer og Maaler. Disse begyndte nu at indsamle Penge ved at gaa fra Dør til Dør for at formaa Borgerne til at tegne sig for aarlige Bidrag.
Der var virkelig enkelte i pekuniær Henseende endog særlig godt stillede Borgere, som stod ganske uforstaaende overfor Sagen og derfor, i hvert Fald i Begyndelsen, stillede sig afvisende til den, men som Regel mødte Foretagendet baade Sympathi og Offervillighed, hvortil vist ikke saa lidt den Omstændighed bidrog, at Amtmanden saa levende interesserede sig for det. De gik derfor rigtog godt med Indsamlingen af Bidrag, og Kommiteen havde i sin Formand en Støtte, som mere end een Gang fjærnede pecuniære Vanskeligheder ved af sin egen Lomme at tilskyde, hvad der manglede.
I 1869 foretoges de første Arbejder. Der begyndtes med Spadserestien langs Mølledammen, Dronningemaen, Tyremaalene til Grubbemøllestræde og derfra over Galgebakken til Ovinehøj og langs med denne ned til Vestergade.
 
 
Stien over Ovinehøj og Galgebakken er absolut den smukkeste blandt alle Byens Spadserestier, og der er i Danmark kun ganske faa Udsigtssteder som i Storslaaethed kan sættes ved Siden af denne, og maaske ikke et eneste, hvor Billedet er saa smilende yndefuldt, saa ægte, hyggeligt, hjemligt dansk.
I de følgende Aar kom Stien fra Opgangen til Ovinehøj langs Grubbemøllestræde til Ørkildsgade, fra den modsatte Ende af denne Gade til Caroline Amalielund og Christiansminde. Stien fra Langestrædes Begyndelse langs denne Gade til Færgevej, fra Langestræde til jernbaneoverkørslen (bag Lunden) og derfra op  til Lundevejen, fra Lundevejen til Høje Bøge og fra den modsatte Side af denne Skov tilbage til Udgangspunktet ved Lundevejen (Trekanten, om hvilken med det samme kan bemærkes, at Anlæget paa denne og Jernrækværket derom er privat Gave fra Grev Brockenhuus Schack).
Paa denne Maade blev hele Byens Omegn efterhaanden omgiven af et Næt af smukt anlagte og smukt beplantede Spadserestier, og hvormeget dette ogsaa i ren materiel Henseende har gavnet Byen og bidraget til dens Udvidelsesvækst, ses bedst deraf, at de Veje, langs hvilke Stierne anlagdes, særlig hurtigt blev bebyggede, vi behøver saaledes kun at nævne Lundevejen, Egensevej, Søgaardsvej, Christiansminde Alle, ved hvilke der, da Stierne anlagdes, ikke fandtes en eneste Bygning.
Da de ikke var Trang til flere Stier, ophørte Forskønnelseskommiteens Virksomhed efterhaanden af sig selv, Stierne er overtagne af Kommunen som dens Ejendom, og mod at denne besørger Vedligeholdelsen. Hvor stor Kommiteens Virksomhed imidlertid har været, ses bedst deraf, at Stiernes samlede Længde andrager 1 1/8 Mil. Til Indkøb af den fornødne Jod samt til Anlæg og Beplantning medgik ialt 23565 Kroner, hvoraf i Aarenes Løb indkom ved privat Indsamling hos Borgerne (indtil 1880) 10600 Kroner, i Tilskud fra Kommunen indkom 11200 Kr. og ved ekstraordinære Gaver 1769 Kr.
   
Om Svendborg  Del 6  
    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk