Svendborg side 4 af 6
Forside ] Op ] Svendborg side 5 af 6 ]

 
Om Svendborg fortsat Del 4 af 6

Illustreret Beskrivelse  af Byens Tilblivelse og Udvikling til Nutiden fortalt af en gammel Svendborger. Svendborg. Trykt og udgivet af Svendborg Akcidenstrykkeri (V. Westermann) 1903. 

Egentlig fornemme Folk havde Byen den Gang ikke mange af. Der var ingen Amtmand, han boede den Gang i Nyborg. Den fineste og mest ansete Borger var sikkert Admiral Risbrich, kendt for sin Deltagelse som Wøgriens Chef i Slaget paa Reden. Han boede i skattergade, som Folkevittigheden i den Anledning døbte om til "Admiralgade" (nuværende Nr. 10).  Stedet havde den Gang et noget mere anseeligt Udseende end nu, og en Stentrappe med Jernrækværk førte op til Indgangen. Han ejede en Kareth med tilhørende Heste, vist da Byens eneste fine Selvejerekvipage; han stillede den med stor Liberalitet til Brug for Byens Borgere ved barnedaab, Bryllup og lignende Lejligheder. Skattergade var i det hele taget den Gang en fin Gade. Der boede ogsaa Lodskommandør (Linde) i det nuværende "Kronen", ligesom ogsaa Toldinspektør Justitsraad Hasle boede i denne Gade. De  her nævnte i Forbindelse med Byfogden og Herredsfogden udgjorde Byens egentlige Aristokrati, saa var her nogle enkelte større Købmænd. Resten var mindre Handlende, Haandværkere og Skippere.
For disse Mennesker gik saa Tiden sin ensformige Gang; den ene Dag jævnt som den anden. De Adspredelser, Nutiden byder  paa, anede den dalevende Slægt ikke, og mulig havde den heller ikke brudt sig synderlig derom. Man spadserede ikke den Gang som nu, og der var egentlig heller ingen Steder at spadsere hen. Skovene var udelukkende Nytteskove. De ejedes - iøvrigt paa samme Maade som foran fortalt om Markjorderne - af de saakaldte "Skovejere".
Foreninger kendtes ikke, og Vinterens Adspredelser bestod kun i, hvad den private Selskabelighed formaaede at yde.
Af offentlige Baller hele Aaret igennem var kun et sikkert, nemlig Frederik den 6tes Fødselsdag (28de Januar). Der imod havde Haandværkslaugene af og til Sammenkomster, og ved disse kunde det gaa baade højtideligt og gemytligt til.
Ved en Sammenkomst hos Smedenes Oldermand - han boede nede i Brogade - stod Stadsmusikanten med sine Folk udenfor Porten og spillede opp, saasnart en ny Gæst kom til syne oppe i Gaden. Nu var uheldigvis hele Musikken gaaet ind for at faa en Hjærtestyrkning, netop som en agtværdig Smedemester værdig og højtidelig kom anstigende oppe i Gaden med Madammen under Armen. Saasnart han opdagede Musikkens Pligtforsømmelse, puffede han med stor Aandsnærværelse Konen ind i Kullinggade, og med et beroligende:"Tøv lidt, Mutter", benede han i Ilmarsch ned til Huset, fik Musikken halet ud paa Gaden og holdt til sin Skyldighed. Da alt saaledes var i Orden, gik han tilbage bød Konen Armen og begge vandrede nu med stor Værdighed og til fuld Musik ind i Huset.
Efterhaanden kom Byen mere og mere med, og i den Tid Prins Christian (senere Christian den 8de) var Guvernør i Odense, besøgte han gentagne Gange Svendborg og blev altid modtaget med stor Festivitet. Han interesserede sig til Gengæld meget for Byen og forærede saaledes begge Kirkerne nye Altertavler, idet saavel den tidligere Altertavle i Nikolai Kirke, forestillende Opstandelsen (malet af Eddelien) som altertavlen i Frue Kirke (Christus i Gethsemane, malet af Eckersberg), er Gaver fra hans Haand.
Det var vel nærmest Byens smukke Omegn og Skovene, der mest interesserede den for Naturskønheder stærkt modtagelige Prins, og vi har her Erindringer om ham i Navnene "Christiansminde", "Pinsebroen" og "Caroline Amalielund" (opkaldt efter hans Gemalinde).
Byen var selvfølgelig i sin fineste Pynt, naar Prinsen kom;  han blev modtaget med al mulig Honnør, der gjordes alt, for at Opholdet skulle være ham saa behageligt som muligt, og for at intet skulde virke forstyrende paa Harmonien.
Der var en Borger i Gerritsgade, som havde sin Svinesti lidt vel nær op til Gaden, som Prinsen skulde passere. Da man tvivlede om Grisens Evne til at forstaa Situations Højtidelighed, og da man frygtede for, at den ved upassende Tilkendegivelse skulde indvirke disharmonisk paa Borgmesterens Velkomsttale, som skulde holdes ikke langt derfra, blev saavel Grisen som Grisestien i Dagens Anledning flyttet til et mere afsides Sted.
Saaledes var Forholdene den Gang. Nu maa en stakkels Gris i det hele taget slet ikke være i Byen, hvilket synes haardt, da det  dog ikke kan bestrides, at Svinene har givet Byen sit Navn.
Iøvrigt omgikkens Prinsen Borgerne med stor Jævnhed og Ligefremhed, og da Tonen den Gang var adskilligt mindre salonfähig end nu,, kunde han til Tider faa ret komiske Svar. Bekendt er saaledes Historien om gamle Skibsbygger Møller ude paa Øxenbjerg, af hvis Skibe to var døbt "Prinsen" og "Prinsessen" (efter Prinsen og hans Gemalinde). Paa Prins Christians Forespørgsel om hvorledes det gik med disse Skibe, fik han det Svar:"Daarligt, Deres kongelige Højhed! Alt, hvad Prinsessen kan fortjene, det sætter den Satans Skideprins over Styr."
Ved en senere Lejlighed bemærkede Møller til Prinsen: "Vil han ikke ind og drikke et Glas Vin?" og da Prinsen undslog sig: "Ja,ja, da! saa kan han min Tro lade være!"

Det var i 1821, at Byen fik sin nye, smukke Kirkegaard ved Langestræde. Nu dækker den et areal paa ca 10 Tdr Land, men var den Gang betydeligt mindre og endte foran Soldatergravene.
Denne Kirkegaard er saavel ved sin Beliggenhed som ved den Plan, der er fulgt ved Anlæget, utvivlsomt en af de skønneste i Danmark i Danmark. Gangene i engelsk Stil og den rigelige og smukke Beplantning, som findes overalt, leder Tanken mere hen paa en Park end paa en Kirkegaard.
Den anlagdes af en Gartner Aagaard - han var nok Herregaardsgartner et Sted paa Fyn - og han har i sjælden Grad Ære af sit Værk.
Den ældste - nu forlængst  forsvundne - Grav gravedes oppe paa Højen, og det var en Frøken Stucker, som lagdes i den. Af Grave fra Kirkegaardens første Tid er nu kun faa tilbage. Admiral Risbrichs og Hustrus Gravsted henlaa længe i temmelig forsømt Tilstand, men holdes nu vedlige, vistnok efter en ministeiel Foranstaltning. Kommandør Linde ligger oppe paa Højen under et stort Stenkors, og Toldinspektør Hasles Gravsted er midt i en Gang. Det vedligeholdes af Frimurerne.
Naar vi undtager admiral Risbrichs, indeholder Kirkegaarden ingen historisk kendte Grave. Af større Mindesmærker findes kun Monumentet for de i Krigsaarene faldne Soldater. Det er en Granitobelisk, tilvejebragt ved frivillig Bidrag og rejst paa en stensat Høj. Den korte og fyndige Indskrift: "Mand dør, men ej dør Mands Daad", er en Forkortelse af et af Versene i Havamaal i den ældre Edda: "Formue dør, Frænde dør, selv dør man ligervis, ét ved jeg, som ej dør, Dommen over den døde."
Over en Del Legatstiftere er der, dels af Kommunen, dels af de offentlige Institutioner, hvem Legaterne er komne tilgode, rejst mindre Monumenter paa de vedkommende Giveres Grave, saaledes over den for nogle og tredive Aar siden afdøde Skomagermester Frederik Hansen. Han var en godt kendt Svendborger og en højst ejendommelig Person. Almindeligvis kaldtes han "Frederik Trine" og boede i en gammel, nu nedreven Bygning i Møllergade. Han var ugift og barnløs, levede sit Liv mere end tarveligt, og ikke mange vidste, at han havde Penge og var en rig Mand. Han formaaedes paa sit alleryderste til at testamentere sin Formue til Borgerstiftelsen.
Testamentets Gyldighed blev imidlertid bestridt, og Sagen gik alle Instanser igennem ligetil Højesteret, men Testamentet holdt helt og klarede sig stolt, uagtet ondskabsfulde Tunger - vel nok med Urette - talte om, at Frederik Trine, da Testamentet oplæstes, var saa nær ude af det, at han kun kunde give sit Samtykke tilkende ved et Nik med Hovedet, som skulde være  frembragt ved, at en af de under den højtidelige Handling tilstedeværende Personer i det rette Øjeblik havde set sit Snit til at give ham et Dunk i Nakken.
Tæt ved en af Gangene ligger en nu fuldstændig glemt og næsten forsvunden Grav fra midt i Tredserne. Den dækker over en ung Mand, hvis Navn ikke skal nævnes. Han hørte til Byens Embedsfamilier og havde fattet en heftig Lidenskab for en ung, smuk Svendborgerinde, ligeledes af det bedre Selskab. Da hans Følelser ikke blev gengældte, gik han ud i den vedkommende Dames Hjem og i hendes Paasyn stak han sig en Dolk i Hjærtet og døde paa Stedet.
Hvilket enormt Røre dette celebre Selvmord under de daværende Forhold vakte i en lille By som Svendborg, kan lettere tænkes end beskrives, og da Begravelsesdagen kom, var hele Byen paa Benene.
Nicolai Kirke, hvorfra Jordefærden fandt Sted, var fuldstændig fyldt til sidste Plads, hvilket egentlig var noget for Pastor Warburg, der nok altid til Stadighed havde en Trofast men ikke altid netop stor Tilhørerkreds. I sin Tale fo`r Præsten haardt frem mod den døde, uden at tage Hensyn til hans Ungdom og den eksalterede Stemning, hvori Selvmorderen antagelig havde været. Talen vakte derfor stærk Uvillie, hvilket foranledigede Warburg til at udgive den i Trykken.
Det var iøvrigt ikke eneste Gang, at Bogtrykpressen lå, i Virksomhed for dette Selvmords Skyld, ogsaa Visedigtningen beskæftigede sig med det, og disse trykte Viser med den tilhørende "Beretning" paa Bagsiden fandt rivende Afsætning. Navnlig en: "I Staden paa det skønne Fyen", gjorde særlig Lykke og blev flere Aar efter med al mulig Rørelse og dyb Inderlighed sunget i Køkkenet af Tjenestepigerne.
Jo mere vi nærmer os Aarhundredets Midte, desto livligere bliver Byens Vækst, og Opkomsten og Fremskridtet tager stærkt til paa alle Omraader, saa Byen da maatte siges at være traadt fuldstændig ud af den Kategori, hvormed Tscherning i Rigsdagen havde døbt de fleste danske Købstæder, nemlig de brolagte Landsbyer.
Indbyggerantallet, som ved Aarhundredets Begyndelse var knap nok et Par Tusind, var midt i Fyrrerne steget til omtrent det dobbelte,og 1855 talte Byen 5280 Mennesker (af hvilke Kvinderne var i Majoritet med ca. 2700, der tilmed maa ahve været kønne, da det den Gang almindeligvis sagdes, at naar et Bal skulde være noget ekstra, maatte der haves Handsker fra Randers, Musik fra Odense og Damer fra Svendborg).
1854 fik Byen sin nye, smukke Dampskibsbro, som stod til 1875. Den kostede 12.000 Rdlr. og byggedes af Træ, var 240 Fod lang og 28 Fod bred med et over mod Frederiksøen vendende Brohoved.
Samtidig forskønnedes Havnepladsen, og midt paa denne anlagdes en lille rund Græsplæne, omgiven af et malet Træstakit. Midt paa Plænen stod en høj, hvidmalet Flagstang, hvorfra flagedes ved højtidelige Lejligheder, og naar her hjemmehørende Skibe kom tilbage - ofte efter flere Aars Fraværelse.
Da Vandværket anlagdes 1867, forsvandt Plænen for at give Plads for det nuværende Springvand med sin Broncefigur, en Kopi af Bissens Svane i Rosenborg Have. Rundt om Plænen var anbragt Bænke, ligesom der ogsaa var Bænke udenfor den gamle Toldbygning. Paa de sidste sad hyppig Toldbetjentene i deres ledige Timer; en af disse, en særdeles høj, mager Mand, hed Wessel og var Fader til den bekendte Grosserer Wessel i København (Firmaet Vett & Wessel)
Selvfølgelig var Havnen, saaledes som den præsenterede sig sidst i Halvtredserne, kun ringe og ubetydelig i Sammenligning med dens nuværende Udstrækning og med det Liv og Røre, som nu findes der, men den var hyggelig og køn. Svendborgerne var glade ved den, og naar det var godt Vejr og milde Foraarsaftener, var den prægtige Dampskibsbro et yndet Spadserested, og der kunde til Tider være helt sort af Mennesker.
Dampskibenes Ankomst, det var den Gang navnlig Hjulskibene "Flora", "Zampa" og "Diana", bekendtgjordes ved Kanonsalut fra Holmen, saasnart Røgen kunde ses, enten bag Bregninge Skov eller "vester ude", som det hed d.e. ude bag St. Jørgen. Helt præcis kom de ikke altid, men man tog det ikke saa nøje. Skibene var Byens nemmeste og bekvemmeste Forbindelse med Omverdenen og adskilligt behageligere at rejse med end de tunge, ubekvemme Deligencer, der daglig udgik fra Posthuset i Wandalls Hotel til Nyborg, Faaborg og Odense.
Direkte Dampskibsforbindelse mellem Svendborg og Langeland eller Ærø eksisterede ikke, og saafremt ikke et af de fornævnte Skibe anløb Rudkøbing, var det en hel Begivenhed at komme derover, idet man først maatte med Færgebaad sejle eller ro til Vindeby, hvor man havde at erlægge Bropenge, derfra med Vogn, som der i Reglen maatte ventes en rum Tid paa, tværs over Taasinge til Vemmenæs og saa atter videre med aaben Baad til Rudkøbing.
Navigationsskole fik Byen 1852. Dens første Lokale var i Sadelmager Rützaus Ejendom i Gerritsgade, og den hele Indretning var saare primitiv, navnlig maa det have gjort et ejendommeligt Indtryk at se Eleverne kravle ud pa Taget, hver Gang Solhøjden skulde tages; senere flyttedes Skolen ud i Ørkildsgade, og først i 1865 byggedes med Tilskud fra Statskassen den nuværende Bygning paa Færgevejen.
Byens største Fremskridt i Aarhundredets Midte var anlæggelsen af Gasværket, som vi fik 1856 med en Bekostning af 56.000 Rdlr. Tidligere havde Byens Oplysning været besørget af 47 Tranlamper, nu fik den 81 Gaslygter, hvoraf tilmed de 22 brændte hele Natten, hvorhos man endvidere var saa forsigtig yderligere at lade 15 af de gamle Tranlamper blive staaende, for det Tilfældes Skyld, at Gassen skulde strejke.
Det første danske Gasværk anlagdes i København, men Svendborg var her godt med, idet Byen var Nr. 3 i Rækken af danske Provinsbyer, som indførte Gasbelysning. Vi har ikke været saa hurtige i Vendingen med Indførelse af det elektriske Lys.
Foruden adskillige store Købmandsforretninger og Skibsbyggerier, havde Byen den Gang af industrielle Etablissementer 4 Garverier, 1 Tøjfabrik, 2 Kalkbrænderier, 4 Tobaksfabrikker, 1 Dampsavemaskine og hele 17 Brænderier, idet enhver større Købmandsforretning tillige drev Brændevinsbrænderi, og det var betydelige Kvanta, som produceredes; i 1856 saaledes 500.800 Potter, hvoraf Brændevinsafgiften androg 22.273 Rdlr.
Den Gang var der aabenbart ingen, som tog Forargelse af den fattige Mands Snaps.
Byens ældste Pengeinstitut, Sparekassen for Svendborg og Omegn, kom ogsaa til Verden i Halvtredserne.
Den oprettedes 1852 og havde sit første Lokale i Møllergade, i den gamle Bindingsværksbygning paa Hjørnet af Pistolstræde, senere flyttedes den op i Gerritsgade, og først i Halvfemserne fik den sin nuværende Bygning paa Torvet.
 1853 indsattes der i den 79.062 Rdlr. (1897 indestod 1.580.291 Kr.)
Samtidig med Byens pekuniære Opkomst rejste der sig ogsaa adskillige smukke og statelige Privatbygninger, f.eks. L. Langes i Vestergade, L.L. Baagøes i Gerritsgade, Grosserer Rasmussens elegante, røde Bygning ved Havnen med dertil hørende kostbare Pakhus, bygget paa opfyldt Grund, og hvilende paa nedrammede Pæle. Den ejendommeligste Bygning var vel nok "Sct Francisko" i Bagergade. Den var oprindelig noget pynteligere end nu, bl.a. forsynet med flere Kviste, og vakte ved sin Fremkomst almindelig Forbavselse.
Det var en Murer Ammerød, som opførte den. Dens Størrelse og hele upraktiske Indretning gjorde det omtrent umuligt at faa praktisk Anvendelse for den, endsige at faa den til at forrente sig, og ingen begreb, hvad den egentlig skulde bruges til.
Ammerød var imidlertid stolt af sit Værk; han havde nu, udtalte han, lært Svendborgerne, hvorledes de skulde bygge. Der var i saa Fald ogsaa den eneste Fornøjelse, han fik ud af denne bizarre Spekulation, som pekuniært ruinerede ham komplet.
Bygningen kom paa andre Hænder og anvendtes paa forskellig Maade. I Krigsaaret 64 var den Lazareth, senere var der IndreMissionsmøder i Stuen. Saa blev den erhvervet af By-Missionen. Byens Præster afholder ugentlig Møde, og der holdes ligeledes Børnegudstjeneste hver Søndag. Dens nuværende Navn er "Bethel".
Ogsaa det gamle Theater, Sangforeningens nuværende Ejendom, er fra disse Aaringer. Det var afdøde Læge Mølmark, som satte dette Foretagende i Gang. Den store, men ganske vist alt andet end smukke, Bygning afgav rigelig Plads baade til Scene og Tilskuere, og der er spillet megen baade god og daarlig Komedie der. Det første Stykke, som opførtes, var "Svend Dyrings Hus".
Med nogle Omændringer kunde det rimeligvis have været benyttet den Dag i Dag, men Brandvæsenet havde nu en Gang et Horn i Siden paa det, og det nye Theater skulde vel tvinges frem.
Den enste triste Begivenhed for Byen i Aarhundredets første Halvdel var Koleraen i 1853, og adskillige Svendborgere, navnlig den fattigst stillede Del af Befolkningen, blev bragt paa Kirkegaarden. Skønt Sygdommens Optræden ikke kan siges at have været særlig ondartet - Skrækken gjorde vel ligesaa meget Fortræd som Sygdommen - bortreves dog i Maanederne August og September over 80 Mennesker.
Til Begivenhederne i Halvtredserne hører ogsaa Fremkomsten af 2 af Byens vigtigste Faktorer, Aviserne og Foreningerne.
Begge Dele kom vel nærmest som Følge af den med den frie Forfatning vaagnende Trang til at diskutere offentlige Anliggender. Valg til Rigsdagen var Byen jo nu vant til.
Svendborg har den - iøvrigt noget tvivlsomme - Ære at have indført den senere saa bekendte Kaptajn, Amtsforvalter og R. af D. Jagd paa Rigsdagen.
Han var oprindelig Seminarist og havde i Fyrrerne oprettet en Privatskole her i Byen, som han drev i et Par Aars Tid, blev saa - ustadigt og flygtigt som hans Temperament var - ked af den og gjorde en Afstikker til England. Ved Udbruddet af det slesvig-holstenske Oprør kom han tilbage her til Byen og oprettede her og i Odense et Frikorps, som han gjorde sig selv til Chef for. Med dette sluttede han sig til Hæren. Nogen egentlig Nytte gjorde Korpset næppe, men det bevirkede, at Jagd, da han traadte ud af Tjenesten, fik en Kaptajnstitel og et Ridderkors.
 Ved det allerførste Valg efter Grundlovens Givelse stillede han sig her og blev ogsaa valgt. Senere har Valgkredsen været repræsenteret af Carl Ploug, Kammerherre Jessen, J.A. Hansen, Tang, Jørgensen og nu Knop.
Men det var Aviserne, vi kom bort fra!
Den ældste er "Amtstidende", som stiftedes af Maximilian Assam, som i en lang Aarrække, lige til ind i Halvemserne, redigerede denne.
Den har fra sin Fødsel til Dato uafbrudt været Højres Organ, men den var under den Assamske Æra adskilligt mere kras end nu. Der kunde til Tider være noget ligefrem bidsk over ham, og han kunde da ryge i politiske Modstandere med en Ivrighed, der kunde være af ligefrem komisk Virkning.
"Amtstidende"s politiske Modstander og Konkurrent blev den et Par Aar senere oprettede "Sydfyenske Tidende". Den startedes af en Skolelærer Fich - nu forlængst død og borte - og Dagens Lys saa den i en Bagbygning i Møllergade.
Fra første Færd døjede den under Børnesygdommene; det kneb med at faa fat, og de pekuniære Forhold kunde derfor være vanskelige nok. Senere klarede den sig bedre efter at være overgaaet til daværende Købmand Gotlieb Petersen og flyttet op i dennes Baggaard i Gerritsgade.
Denne Gotlieb Petersen sloges saa paa Livet løs med "Amtstidende", og til Tider ogsaa med det Svendborger Borgerskab. Navnlig sidst i Tredserne og først i Halvfjerdserne gik det varmt til. Byen var som de fleste andre danske Købstæder afgjort Højre.
Her fandtes kun ganske faa Venstremænd, vistnok saadan omkring en halv Snes Stykker, og da Stemningen var meget varm, var det ikke altid en ublandet Behagelighed for en Venstremand at vedkende sig sin politiske Kulør.
Det var først i Halvfjerdserne, at Gotlieb Petersen valgtes til Folketingsmand i Rudkøbing, og samtidig slog J.A. Hansen her den populære Amtmand. Disse 2 Genvordigheder paa een Gang var for meget for Svendborgerne, og her blev derfor et syndigt Spektakel. Om Aftenen drog hele Borgerskabet med Musik i Spidsen til Amtmandsboligen for at bringe den faldne Kandidat en Kvation. Paa Tilbageturen, da Toget paa Vejen til Læseforeningen passerede gennem Gerritsgade, var uheldigvis Vinduerne i den af Gotlieb Petersen beboede Lejlighed stærkt oplyste. J.A. Hansen var Gæst der, og Petersen selv var lige kommen hjem fra Langeland (man sagde uden Hat og Overfrakke. Rudkøbingenserne var nemlig ogsaa bleven gnavne over Valgdagens Resultat). Den stærke og ganske vist noget udæskende Belysning bragte Naturen til at gaa over Optugtelsen, og der afleveredes et Spektakelnummer med Piben og Hujen, som uden Skade kunde have været undgaaet.

  
 
    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk