Svendborg side 3 af 6
Forside ] Op ] Svendborg side 4 af 6 ]

 
Om Svendborg fortsat Del 3 af 6

Illustreret Beskrivelse  af Byens Tilblivelse og Udvikling til Nutiden fortalt af en gammel Svendborger. Svendborg. Trykt og udgivet af Svendborg Akcidenstrykkeri (V. Westermann) 1903. 

 

Saa kom det nye Aarhundrede, og med det nye Ulykker.
1602 blev Byen haardt medtagen af Pesten, men endnu værre gik det den under den ulykkelige Krig med Svenskerne 1658-60.
Fra Landsbyen Heils ved Kolding gik Carl Gustav med den svenske Hær over til den lille Ø "Brandsø" i Lillebælt og derfra videre til Fyen, hvor han gik i Land, ikke langt fra Iversnæs (det nuværende Wedelsborg). Carl Gustav med en Del af Hæren gik til Odense, Resten spredtes over Fyen, men i Løet af Januar og Februar Maaneder (1658) samledes saa efterhaanden hele den svenske Styrke i Svendborg, hvorfra den sidst i Februar gik til Taasinge og Langeland, derfra videre paa det eventyrlige Togt over Bæltet til Lolland.
Byen var under hele Krigen uafbrudt besat af svenske Krigsfolk, og hvor haardt den maa have døjet, ses bedst af, at efter Krigens Ophør var mere end 70 Gaarde og Huse helt nedbrudt, og mange andre henlaa halvt i Ruiner. En Mængde af Indbyggerne var døde eller havde forladt Byen, og 1672 talte denne kun henved 1000 Mennesker, hvilket utvivlsomt er betydeligt mindre end paa Grevefejdens Tid.
Det er iøvrigt ikke saa mange Aar siden, vi havde et synligt Minde fra Svenskekrigen. Paa Hjørnet af Møllergade og Gerritsgade laa en gammel karakteristisk Bindingsværksbygning; den forsvandt sidst i Halvfjerdserne og tilhørte en nu afdød Købmand P. Riber.
I Butiken, et stort gammeldags Rum med en prægtig Bilæggerovn fandtes i de svære Loftsbjælker en Mængde Hug, som sagdes at være fremkomne ved, at de indkvarterede Svenskere prøvede deres Sablers Skarphed ved at hugge med dem i Bjælkerne.
Det har taget betydelig længere Tid og er faldet meget vanskeligere for Byen at komme til Kræfter efter de Ulykker, Svenskekrigen forvoldte, end det faldt den at forvinde Plyndringen under Grevefejden, og hertil bidrog naturligvis meget den helt jammerlige Tilstand, hvori Landet var efter Krigen saavel som de trykkende Forhold, som herskede hele det 17de Aarhundrede ud og et godt Stykke ind i det 18de.
I Begyndelsen af det sistnævnte Aarhundrede koma tter en ny Krig med Sverrig, heldigvis den sidste af de mange ulykkelige Krige med dette Land. Den har krævet tunge Ofre af Byen, ikke alene ved tunge Skatter, men ogsaa ved den Usikkerhed, den forvodlte i Handel og Omsætning.
Talrige er de Klager, der i dette Tidsrum foreligger fra Byen. Der klages over dens og Borgernes Fattigdom og forarmede Tilstand, over de offentlige Bygningers Brøstfældighed, over Havnens ganske forsømte Tilstand og fremdeles i det uendelige. Kronen havde imidlertid ingen Penge at hjælpe med, og Byen maatte se at hjælpe sig selv. Saa kom der oven i Købet en ny Ulykke, idet Byen 1749 hjemsøgtes af en svær Ildebrand, der ødelagde den ældste, sydlige Del, og 2 Gader - Skattergade og Kullinggade - nedbrændte fuldstændig. Uagtet alt dette er Byen dog gaaet frem, omend kun lidt og langsomt. 1738 havde den faaet Apothek, og 1763 fik den sin fineste Pynt, idet Nicolai Kirke da forsynedes med sit nuværende smukke, gennembrudte Spir. Frue Kirkespir kom nogle Aar senere. Den øverste Del af dette blæste ned 1861, og man fandt da inde i Knappen en Kobberplade, hvoraf saas, at Spiret er opsat 1768.
I den sidste Del af det 18de Aarhundrede er Byen iøvrigt gaaet ret godt fremad. 1769 havde den nemlig kun 1714 Indbyggere, 1809 var Antallet steget til 1942.
Saaledes gled da Byen ind i det nye Aarhundrede. Den saa adskilligt anderledes ud ved Begyndelsen af dette, end ved Slutningen. Et Aarhundrede er ganske vist ikke nogen kort Tid, men ikke desto mindre maa man forbavses over den kolossale Udvikling og Forandring, der i dette Tidsrum er sket paa alle Omraader.
Den Gang som nu spejlede Byens to pyntelige Kirketaarne sig i det blanke Sund, men dette er ogsaa noget nær det eneste, som har holdt sig Aarhundredet ud.
Byens Omraade indskrænkede sig da udelukkende til den egentlige gamle By, og af denne manglede endda adskilige Gader, som endnu ikke har naaet at blive 100 Aar gamle. Dette gælder saaledes Færgevejen og Overgade samt det meste af Ørkildsgade, Vestergade og en Del af Bagergade.
Om de nu saa moderne og talrige Villaer i Byens Udkanter var der fornuftigvis den Gang ingen Tanke. Den ældste egentlige Villabygning er formentlig "Frederikskilde", der opførtes sidst i Tredserne af nu afdøde Politifuldmægtig Jantzen. Det var den Gang en hel Begivenhed og en Flothed, som højlig forbavsede Svendborgerne.
Omend de brandfarlige Straatage forlængst var forsvundne, saa var dog Bygningerne næsten udelukkende lave og uanselige i et Stokværk og opførte af Bindingsværk. Her var kun ganske faa grundmurede Huse, og kun 2 eller 3 af disse var 2-etages. Derimod var her adskillige store 2-etages Bygninger af Bindingsværk, kønne og hyggelige Huse, som holdt sig langt op i Aarhundredet, og som først de sidste 30-40 Aars Byggespekulationer har faaet ryddet grundigt op iblandt. Dog er  endnu nogle Stykker bevarede, saaledes som den noksom bekendte "Muserede" i Fruestræde, der nok iøvrigt nu synger paa sit sidste Vers. Et Lokale i denne Ejendoms Sidebygning blev iøvrigt af og til benyttet som Theater, naar omrejsende Skuespillere en sjælden Gang kom hertil.
Ligeledes staar endnu den gamle Bygning paa Hjørnet af Møllergade og Bagergade. Ifølge en Indskrift over Døren er den opført 1753 og er døbt "Ebenezer", i daglig Tale kaldes den "Klippen", idet man simpelthen har oversat det fremmede Ord paa dansk. Det er en karakteristisk gammel Bygning, der endnu engang kunde blive en Pryd for Byen, hvis den fik en grundig og kyndig Restauration. I sin Ungdom maa den have taget sig ligefrem imponerende ud, som den, højt beliggende som den er, har raget op over sine lavere Omgivelser.
Ejendommelig for Byen var de saakaldte "Karnaphuse", hvoraf her fandtes mange. De er nu næsten alle nedbrudte, dog staar endnu foran i Bagergade paa Geled 3 morsommer Eksemplarer.
Det ene af disse er fornylig blev restaureret og tildels ført tilbage til sin oprindelige Skikkelse. Det var ikke saa ganske ueffent, naar det i Byraadet udtaltes, at denne Bygning var bleven til en sand Perle for Byen.
Frue Præstegaard laa ved Aarhundredets Begyndelse i Fruestræde, men der, hvor nu Borgerskolen ligger. Det var en anselig, høj 2-etages Bygning af Bindingsværk; den laa noget tilbage fra Gaden og med Gavlen ud mod denne. Paa Forsiden førte en høj Stentrappe op til Indgangen.
Da den nye Præstegaard opførtes, blev Ejendommen solgt til en Købmand Krøyer, som senere for 1600 Rdlr. solgte den til Kommunen, der reducerede den til at være Fattiggaard.
Byens største og mest imponerende Bygning var vedblivende det foran omtalte gamle Kloster, men ingen interesserede sig for det. Det henlaa forfaldent og forsømt. Kirken benyttedes kun af og til til Ligprædikener, en sjælden Gang til en Fastegudstjeneste, og nægtes kan det ikke, at rent praktisk set var Bygningen overflødig og unødvendig. De to Sognekirker var mer end tilstrækkelig for Byens 2000 Sjæle. Det var en pengeknap, fattig Tid; Bygningerne voldte kun Udgift, for deres historiske Betydning havde man den Gang ingen Interesse, og dermed var Klosterets Skæbne beseglet. Saa brød Hammer og Brækjern de gamle Mure fra hinanden; en Del af Søjlekapitælerne kom til Nationalmusæet, Altertavlen til Thurø, Prædikestolen til Frue Kirke, Sten- og Bygningsmaterialer solgtes. Endnu stod et Spørgsmaal tilbage: Hvad skulde man gøre ved den Mængde Begravelser, som Kirken indeholdt? Forsaavidt disse var under Kirkens Gulv, var det let nok; man kunde simpelthen kaste dem til, men i et lille Kapel ved den nordre Ende af Kirkens Kor henstod en Del Kister, som dels oprindelig var hensat her, dels ført hertil fra Byens 2 Sognekirker, naar disse blev restaurerede.
En Del af Kisterne var betrukken med Læder, Klæde eller Fløjl, enkelte forsynede med Guld- og Sølvfynser.
Det hele henstod for Lud og kold Vand. Kisterne var brøstfældige, og Laagene løse, hvorfor Byens Ungdom af og til, naar den saa sit Snit til det, løftede Laagene og kiggede ind til de balsamerede Lig, hvoraf flere var vel bevarede.
De var alle nedlagt i Humle, og denne havde, trods de forløbne Aarhundreder, holdt sig godt og - hvor underligt det end lyder - bevaret sin Lugt.

Hvad skulde der nu gøres med alle disse Kister og deres Indhold? Kirkeinspektøren og Byfogden - han hed Nellemann - forespurgte hos Ministeriet, og man var nok mest i Stemning til at ville nedgrave Ligene "paa Stedet", fordi Kisterne var i en saa jammerlig Forfatning, at de ikke talte Besværlighederne ved en Flytning, og det vilde have været mindre hyggeligt, hvis Ligene var faldne ud under Vejs. Det endte imidlertid med, at de, som tidligere berørt, fik Lov til at hvile i kristen Jord og komme paa Kirkegaarden.
Samtidig hermed kom Spørgsmaalet om Junker Abel paa Tapetet. Det vidstes, at han var begravet i Kirken, man saa sig blot ikke i Stand til at paapege Stedet. Da han imidlertid var en dansk Kongesøn, kunde det ikke gaa an, at han saadan uden videre gik i Glemmebogen.
Rimeligvis er Junkeren efter Datidens Skik bleven jordfæstet under Gulvet i Koret foran Alteret, og er dette Tilfældet, ligger han efter al Sandsynlighed endnu under Jernbanesvellerne nede paa Banepladsen.
Man søgte iøvrigt slet ikke efter ham, man holdt sig til en urigtig Tradition om, at en fløjelsbetrukken Kiste i Kapellet skulde være hans. Denne Tradition var udelukkende bygget paa, at det var den fineste Kiste, og den burde derfor ogsaa billigvis indeholde det fineste Lig. Kisten blev saa ført til Frue Kirke og nedgravet der, men savel Kirkeinspektion som Byfoged Nellemann var dog saa temmelig paa det rene med, at det vistnok næppe var den rette Mand, de havde faaet fat i, hvilket ogsaa viste sig 70 Aar efter, da Frue Kirke blev restaureret.
Det her omtalte Ligkapel blev forresten ikke nedbrudt sammen med Klosterkirken. Det henstod til ind i Halvfjerdserne og nedbrødes sammen med Borgerskolen, af hvilken det benyttedes som Brændehus. Det var da berøvet sine Hvælvinger, og lignede nærmest en Ruin.
Byens to Sognekirker havde vel for 100 Aar siden det samme Udseende som indtil Restaurationerne i Halvfemserne. St. Nikolai Kirke var gjort i Stand i Begyndelsen af Aarhundredet.
For at faa dens indre Niveau i Højde med de ydre Omgivelser, fyldtes den flere Fod op indvendig, hvorved Kirken altsaa blev lavere og Grundpillerne skjultes. Gravene fyldtes, og de talrige Ligsten forsvandt, saaledes Fru Inger Walkendorff (død 1559) gift med Knud Urne til Søgaard. Den fremdroges paany ved Restaurationen 1894 og opsattes i Vaabenhuset.
Paa ganske umotiverende Steder indsattes der nye smagløse og stilløse Vinduer, og endelig blev hele Kirken overhvidtet fra øverst til nederst, en Skæbne, der ligeledes overgik Frue Kirke.
Pladserne omkring Kirkerne benyttedes til Begravelser, idet den nye Kirkegaard ved Langestræde først toges i Brug 1821, men ogsaa efter denne Tid fandt af og til, omend kun sjeldent. Begravelser Sted paa de gamle Kirkegaarde. Det var sikkert engang i Tredserne, at et sidste Lig nedsænkedes paa Nikolai Kirkegaard. Disse Grave er imidlertid nu borte. Paa Nikolai Kirkegaard er kun en tilbage. Den staar i ensom Majestæt, omgiven af et lille Jernrækværk. Indskriften paa den tarvelige Mindesten fortæller os, at den er rejst over den i 1821 afdøde Havnefoged Morten Andersen Rafsted, af en taknemmelig Datter. Denne Datter var Frederik den 6tes bekendte Maitresse, Birthe Rafsted, adlet som Grevinde Dannemand.
Frue Kirkegaard var langt smukkere og maaske i sin Slags en af  de ejendommeligste i Danmark, og da det gamle Raadhus forsvandt i Fyrrerne, saaledes at Kirkegaarden kom til at ligge frit, var den absolut Byens eneste Pynt. Den gik terrasseformigt ned mod Torvet med Stentrappe ved den østlige og vestlige Side. Navnlig den vestlige, den saakaldte "Hønsetrappe", som var ganske smal, uden Rækværk, og som uden Afbrydelse førte fra PLatformen foroven og lige ned til Torvet, var næsten livsfarlig at passere. Paa Pladsen omkring Kirken var mange Grave, der nua lle paa en enkelt nær er forsvundne, og Kirken var omgiven af Træer og Buskadser. I den østlige Ende ud mod Torvet var et prægtigt stort Træ med en Bænk under og en aaben Plads omkring, hvor Barnepigerne søgte op med Børnene, og hvor enkelte gamle Borgere i de lyse Sommeraftener røg deres Pibe. Terrasserne var beplantet med Syrén og Guldregn, som i Forsommerens Tid prangede med deres blaa, hvide og gule Blomster og afgav et prægtigt Skue. Det hele var adskilligt smukkere, end den nuværende Kampestensmur. Det maa antagelig have været derfor, at det blev raseret - for Nyttens Skyld har det i alt Fald ikke været.
Om hvorledes Torvet saa ud omkring 1830, faar man et godt Indtryk af et endnu eksisterende Billede. Det gamle Raadhus er forsvundet, og det ny opført - Gud maa vide af hvilken uundgrundelig Aarsag - midt paa Torvet. Efter den Tids Begreber maa det have været en Pragtbygning. Uhret i Frontespicen anbragtes først 1850. Grundet paa Kirkeuhrenes Upaalidelighed opnaaede det efterhaanden at blive Normaluhr for hele Byen. Der er nu anbragt paa den nye Pigeskole.
Foruden Raadhuset, Kirken og Terrassen viser Billedet os de gamle Bygninger, der den Gang prydede Torvet. Ret ejendommelig er saaledes den gamle Kjellerødske Ejendom, der laa, hvor Sparekassen nu ligger. I den gamle Bygning, som laa, hvor Apotheket nu er, dreves senere i 60erne Conditorforretning og naar der var Bal paa Raadhuset, var det en yndet Sport i Balsko og med bart Hoved at løbe over Gaden og ind til Jomfru Nielsen for at spise Kager. Personerne paa Billedet er alle Portrætter af dalevende Borgere og disse vare:

 
 

1)   Sadelmager Høivald
2)   En Bonde, der ser paa Piske
3)   Prokurator Hans Leopold Wilhjelm
4)   Politibetjent Lohse
5)   Smed Hans Bärthelsen
6)   Politifuldmægtig Bollerups Hund
7)   "Tykke Mette", en Slagterkone fra "Rakkeriet"
8)   Købmand Ole Maegaards Malkepige
9)   Arrestforvarer Schrøder
10) Dyrlæge Kjertmann
11) En handlende Bonde med Vogn
12) Jens Svinepranger fra Skaarup med Befordring
13) Hans Christian Slagter
14) Hans (Rasmussen) Tobaksspinder

Efter hvad der siges, maatte de, der paa denne Maade ønskede at foreviges, hver traktere Kunstneren med en Bolle Punch. Ellers er Torvet - Brolægningen fraregnet - efter Billedet at dømme helt respektabelt, men det var det blevet fornylig. Ved Aarhundredets Begyndelse maa det have set skrækkeligt ud. Købmændene benyttede det ofte som Oplagsplads for Tømmer, og  naar Bønderkonerne kom til Torvs med deres Æg og Smør, benyttede de, som rimeligt og naturligt var, Tømmeret som Siddepladser. Det var da en af Skoledrengenes Hovedfornøjelser, naar de kunde faa fat i en lille Hammer og nogle Søm, ganske stille at sømme Mutter fast til Bjælkerne.
At Torvet til Tider benyttedes som Tømmerplads kunde endda gaa an, værre var det, at adskillige Købmænd havde rent ud sagt, Møddinger der. Dette stred aldeles ikke mod den Tids Sundhedsbegreber og endnu mindre mod dens Skønhedsbegreber.
Det var navnlig Strædet fra Torvet ud til Møllergade, det gik værst ud over; man holdt fast ved denne Møddingsret med en næsten rørende Kærlighed, og der maatte adskillige "Raadstuemøder" til, inden det endelig lykkedes at komme af med dem.
Hvorledes havde det sig med Havnen ved Aarhundredets Begyndelse? Nu er den jo Byens Stolthed, og en af de største, mest imponerende og kostbareste i Danmark. Ja, der var egentlig ingen.
Frederiksøen, eller som den tidligere kaldtes "Koholmen", eksisterede ikke, det var en lav Grund, som overskylledes af Bølgerne. Opfyldningen begyndte først senere og fortsættes jo den Dag i Dag. Den egentlige gamle Havn er altsaa den nuværende søndre Havn, men langt mindre, idet et betydeligt Stykke er opfyldt for faa Aar siden. Den standsede faa Alen nord for Havnefogdens Bolig. Bolværket paabegyndtes først 1814, forinden denne Tid var der ingen, kun en lille Anløbsbro af Træ.
Saa er der endnu en Ting, som ikke maa forbigaas, naar vi taler om det gamle Svendborg. Det er Consumptionen. Der skulde den Gang - det bortfaldt  vist først i 1851 - i Svendborg, ligesom i alle andre danske Byer, svares den saakaldte Consumptionsafgift af alle Landprodukter, som indførtes til Byen. Der fandtes derfor ved Udkanten af de Gader som førte ud af Byen, de saakaldte Consumptionshuse med dertil hørende tvers over Gaden gaaende Tremmeporte.
Her skulde en kongelig Embedsmand, Consumptionsbetjenten, undersøge enhver Vogn, enhverv Kurv eller hvad som helst andet der medførtes af Folk, som vilde gaa ind gennem Porten, og passe paa, at der blev svaret den fornødne Afgift deraf. Dette var selvfølgelig en stor Ulempe og blev i Længden en ganske utaalelig Plage. Der smugledes da ogsaa paa Kraft, og der var ingen, som gjorde sig ringeste Samvittighedsskrupler af at snyde en Consumptionsbetjent, naar der blot var den ringeste Mulighed derfor. Tild Tider blev Byens Ungdom ligefrem tilsagt til Smuglerier, og man transporterede da sin Contrabande over Plankeværker og Gærder, gennem Haver, vadende langs med Springs Bæk, eller paa en hvilken som helst anden Maade Snyderiet i Øjeblikket lod sig udføre paa. Det var umuligt for Betjentene at hindre dette, og af og til opgav de helt Kampen Da de tilmed var slet lønnede, var de ikke helt uimodtage for Stikpenge. En af dem, hvis Navn ikke skal nævnes, og som forlængst ligger i sin Grav, plejede saaledes at sige: "Giver I mig en Mark, saa lukker jeg et Øje til, giver I mig 2, kan jeg slet ikke se, og faar jeg en Rigsdaler, kan jeg hverken se eller høre". Det var i Grunden meget fornuftigt sagt af Manden. Han kunde alligevel ikke hindre Smuglerierne, og det var derfor klogt at tage Daleren, saa havde han dog nogen Fordel ud af det.
Af Consumptions husene eksisterer endnu et lige foran i Ørkildsgade, en, enetages Bygning, der springer lidt frem paa  Fortovet. De andre er forsvundne, det i Gerritsgade lige overfor Wandalls Hotel dog først for et Par Aar siden.
Som det altsaa fremgaar af, hvad foran er fortalt, var Byen dygtig gammelsdags i sit udseende, og dette holdt sig langt op i Aarhundredet, og det holdt sig længere her end i andre danske Købstæder.
Gaderne gik den Gang som nu baade ud og ind, baade op og ned. Brolægningen og Drikkevandet var begge lige bekendt hele Landet over, den første for sin enestaaende Slethed noget der da forresten ogsaa holdt sig langt op i Aarhundredet, det sidste for sin lige saa enestaaende Godhed. Vandværk og Vand i Køkkenet kendte den dalevende Slægt ganske vist ikke til, men Pumpen var ude i Gaarden, og skulde der tilfældighvis ikke være Vand i den - det kunde jo ske - saa maatte Pigen eller Læredrengen tage Aaget paa Nakken og hente et Par Spande Vand oppe fra Pibekilde i Møllergade. Dette Vand ansaas for at være særlig godt, og Posten kunde derfor glæde sig ved en god Søgning, som den beholdt, indtil Vandværket i 1868 overflødiggjorde den. Saa hørte ogsaa den til det Svendborg, og maatte forsvinde.
I 1854 udgav Digteren H.C: Andersen, en Roman, som hedder "Kun en Spillemand". Han skriver heri om Svendborg:
"Den ejer endnu Præget af Smaabyerne i det forrige Aarhundrede, diss uregelmæssige Bygninger, hvor tidt den øverste Etage rager ud over den underste, hvilende paa en fritstaaende Bjælke; karnapperne, som spærrer Udsigten for Naboen, brede Forstuetrapper, med Sten eller Træbænke til at sidde ude paa. Over flere Porte læses, udskaarne i Træet, Indskrifter, dels paa dansk, dels paa Latin. De ujævne Gader synes brolagte Høje, idet man i brækkede Linier vandrer snart op, snart ned."
Denne Beskrivelse giver et overordentlig virkeligstro Billede af Byen, saaledes som den har set ud i den første Halvdel af Aarhundredet.
I samme Bog gives følgende Skildring af Hulgade:
"Idet man fra den højtliggende Hovedgade ser herned, er Skuet højst malerisk. Vældige Kampesten, rejst over hinanden, danner paa de nærmeste Huse Fodstykket, og dette er ved Gadens bratte Nedstigen af samme Højde som de dybere liggende Nabohuses Vægge. Saaledes ser man fra Hovedgaden ud over Skorstene og Tage i den smalle Sidegade og øjner et stort Parti af Fjorden, hele den skovgroede Kyst med de højstammede Træer og Dele af Øerne Langeland og Thurø".
Den Beskrivelse af Hulgade passede rigtig godt i det Herrens Aar 1854. Den passer ikke mindre godt den Dag i Dag.
Ligesom der saaledes ved Byens Udseende var noget særligt, noget ejendommeligt, som skilte den fra andre danske Købstæder, saaledes var det samme Tilfældet med Indbyggerne. Der var ved deres Levevis og da iøvrigt ogsaa ved deres Sprog noget specifikt svendborgsk.
I Begtrups Beskrivelse af Svendborg, udkommen 1823, fortælles det, at der i Byen da ikke fandtes een Familie, hvis Navn i Byen gik 100 Aar tilbage. Dette har sin Grund i, at de haarde Tilskikkelser, som saa ofte var overgaaet den, havde bevirket en Affolkning, der saa erstattedes ved Indvandring, navnlig af Bønder fra de omliggende Øer. Det er denne Indvandring, som paatrykte Borgerne det særlige Stempel, en Mellemting mellem By og Land.
Hertil kom yderligere, at en stor Del af Borgerne, ikke alene  Købmændene, men ogsaa Haandværkerne og andre drev Avlsbrug. Da de nuværende Byjorder (Hømarken, Øxnebjerg, Pløjeholm, Græsholm og Hallingskov) som foran omtalt købtes, overdroges de Ejendomsbesidderne i Byen i Forhold til ejendommens Grundskat, saaledes altsaa, at hver af de daværende Bygninger erholdt et lige saa stort Antal Rigsdalers Grund i Marken som det Antal, hvortil Bygningsgrunden efter sin Størrelse ansattes. En Del af Jorderne gik vel senere ved Køb og Salg over i andre Hænder, men endnu i Halvtredserne ejedes dog den allerstørste Del af Borgerne i Byen (medens Kommunen vel ikke som saadan havde nogen Indtægt deraf). Der var den Gang ca 240 Ejendomme, der havde Jordtilliggende udenfor Byen, deraf 50 paa over 1 Td. Hartkorn. Dette medførte et ikke ubetydeligt Kvæghold, og da dette hele Sommeren igennem dreves ud om Morgenen og hjem om Aftenen, maa det hae givet Gaderne et ret livligt og interessant, om end ikke ganske propert, Udseende.
Dernæst var Svendborg en udpræget Sømandsby, og Skibsbyggeri og Skibsrederi var af større Betydning her end i nogen anden dansk Provinsby. Den Mængde Skibe, som byggedes her, havde ikke alene som oftest sit Rederi her, men de fleste af Kaptajnerne var bosatte her.
Den ejendommelige svendborgske Sprogudtale er nu stærkt paa Retur, men vi kender den dog alle, og de fleste af os har vel nok en Rem af Huden.
Det er ikke alene den syngende Tone, hvori Sætningerne udtales, men ogsaa Ordenes Endelser, der uden tilsyneladende grammatikalske Regler enten helt bliver borte eller ogsaa bliver til "i", hvor det efter korrekt dansk Sprogbrug rettelig bør være "en".
Vi kender saaledes alle "ei Spa Vain" (med to vældig lange aèr) i Stedet for en Spand Vand, og Udtryk som "Hunni, Katti og Kakkelovni", i Stedet for Hunden, Katten og Kakkelovnen, er den Dag i Dag endnu gængse Sprogbrug.
Enkelte Udtryk har Svendborgerne endnu forbeholdt som specielt for sig selv. En "Padde" kaldes saaledes almindeligvis en "Pejde" og en Reje er og bliver en "Hoppe", et Udtryk der forresten er noget farligt, da det let maa kunne føre til Forvekslinger med en Hest, og Forskellen udelukkende beror paa, at de Hopper, som er Heste, købes i Stykkevis, medens de Hopper, som er Skaldyr, købes i Pottevis.
Derfor kunde en rigtig Svendborger heller ikke rejse incognito i andre Dele af sit kære Fædreland. Hans Maal røbede ham, og det hørtes straks, at han var "fra Svendborg av". 
   
 
    
   
    
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk