Svendborg side 2 af 6
Forside ] Op ] Svendborg side 3 af 6 ]

 
Om Svendborg fortsat Del 2 af 6

Illustreret Beskrivelse  af Byens Tilblivelse og Udvikling til Nutiden fortalt af en gammel Svendborger. Svendborg. Trykt og udgivet af Svendborg Akcidenstrykkeri (V. Westermann) 1903. 

 

Lad os hermed forlade det gamle, nu forsvundne og snart forglemte Kloster. Det maatte dele Skæbne med saa mange af vore øvrige store Klosterbygninger, der for Størstedelen er jævnede med Jorden eller gjorte ukendelige ved at omdannes til Herregaarde, Hospitaler o.desl.
Det var, som anført, i 1389, at Lybækkerne plyndrede og brændte, og Borgerne havde herefter Fred henved halvandet hundrede Aar. I denne Tid er byen gentagne Gange omtalt i Privilegier og Kongebreve, og alt tyder hen paa, at her har rørt sig et efter danske, middelalderlige Forhold ret kraftigt Købstadliv og med et Borgerskab, som med Iver og Energi vaagede over sine Interesser, navnlig sine Handelsprivilegier.
Svendborg indtog ikke nogen særlig fremtrædende Plads blandt de danske Købstæder, men den var dog den næststørste paa Fyen og stod kun tilbage for Odense; og allerede Erik af Pommern gav  den Privilegium paa at nyede lige saa stor Frelse og Naade som Odense Borgere nød.
Christoffer af Bayern udvider og stadfæster Byens Privilegier, og navnlig er hans Brev til Byen af 1442 paa mange Omraader ret interessant. Det bestemmes heri, at saafremt nogen "Ildgerningsmand" kommer til Byen, og der fra nogen Side - indenbys eller udenbys - klages over ham, da skal Byfoged, Borgmester og Raad opbyde nogle af Almuen for at anholde ham, og saafremt han da ikke kan stille Borgen for sig, "da skal Kongens Jern borge for ham, indtil Sagen vorder paakendt."
Viser det sig saa, at han er uskyldig, da kan ikke Bymændene, som har anholdt ham, men kun den Anmelder eller Klage, paa hvis Foranledning Anholdelsen er sket, drages til Ansvar.
Endvidere indeholder samme Privilegium det Paabud, at saafremt udenbys Mand kommer til Byen og gør Gæld hos nogen Borger og derefter vil rejse bort, uden at betale, da skal Byfoged og Byraad have Fuldmagt til at holde Vedkommende tilbage, indtil han har betalt, medmindre han netop kan godtgøre, at han rejser i Kongens Ærinde.
Dette maa jo siges at være en ganske praktisk Bestemmelse.
Fra samme Konges Tid er et Kongebrev af 1444, indeholdende forskellige Bestemmelser, trufne i Anledning af Klager, fremsatte fra Borgernes Side.
Ogsaa dette Brev er værd at lægge Mærke til, fordi det viser, med hvilken Interesse Borgerne vaager over deres Privilegier.
Først havde Borgerne klaget til Kongen over, at nogle Præster, som havde Kirker og Præstegaarde paa Landet, ikke vilde bo der, men derimod nytter Torv og Marked i Svendborg, ligesom andre Borgere, uden dog at svare Skat og Tynge. I den Anledning paalægger Kongen Præsterne enten at udrede Afgifter lige med Borgerne eller at bo nærved deres Kirker, saaledes som det sømmer sig.
Endvidere havde Borgerne klaget over, at nogle Adelsmænd og Bønder havde Jorder og Gaarde i Svendborg, men hverken vilde bebygge Jorderne, bo i Byen eller udrede Afgifterne lige med Borgerne. Kongen bestemmer nu, at de Vedkommende har at flytte til Byen, bebygge Jorderne og udrede Skat lige med Borgerne, men hvis de ikke kan, fordi de allerede maatte have Gaarde eller Fæste paa Landet, saa skulde de sørge for, at Jorder og Ejendomme i Byen bebygges eller beboes af andre, som vil bo der og betale Afgiften, og gør de heller ikke dette, skal Borgerne have Lov til at sørge for Bebyggelse og Beboelse imod at give fornøden Leje til Ejerne.
Endelig indeholder Kongebrevet endnu en Bestemmelse, der tydeligt viser, at Svendborg ikke mere er noget Fiskerleje, heller ikke hovedsagelig en agerdyrkende By, men en Handelsby, der driver en livlig Sejlads paa Ind- og Udland, navnlig Tyskland, hvorfra der indføres Varer, og hvortil atter udføres Kvæg, Korn, Honning og andre Landprodukter.
Borgerne har nemlig ført Klage over, at der fra ulovlige Havne i Byens Omegn føres mange Varer ud og ind; herved føler Borgerne sig brøstholdne, og skal dette Forhold fremdeles vedvare, saa vil Borgerne ikke være i Stand til at svare den Afgift til Kronen, som deres Forfædre har ydet.
Som Svar paa denne Klage forbyder Kongen alle og enhver, enten han er af høj eller lav Byrd, at sejle ind og ud af disse ulovlige Havne. Handler nogen mod dette Lovbud, skal der overfor ham gaas frem, som mod enhver anden, der nægter at  adlyde Kongens Bud.
Denne Klage og Kongens Svar derpaa har aabenbart Hentydning til et Forhold, som berører Byens Livsnerve. Vi kan se dette af den Utrættelighed, hvormed Klagen senere gentages, og af den Iver, hvormed Byen har haandhævet sit Privilegium, naar den kan komme til det, og vi staar her over for Aarsagen til den Skæbne, som senere overgik Ørkel By og Slot.
Sammenhængen har simpelthen været denne: Byens Hovederhverv var Handel, som dreves paa den Maade, at Borgerne af Bønderne opkøbte disses Produkter, som de saa, rimeligvis med egne Skibe, afsatte andre Steder, ogsaa i Tyskland, hvorfra saa hjemhentedes nye Varer. Nu har der fra "ulovlige Havne" - altsaa fra Steder, hvor ingen Handels- eller Købstadsprivilegier havdes: Øerne i Omegnen og Bønderne i Ørkel By - været drevet en haard Konkurrence med Byen, saa meget farligere som den var fritagen for Købstadens Skatter og Afgifter, og denne Konkurrence er det altsaa, som Købstaden for enhver Pris maa have forpurret.
Hertil sigter Bestemmelsen i Kongebrevet. - Den hjalp blot ingen Ting.
Noget senere klages der nemlig igen. Der anmodes atter om Beskyttelse mod de ulovlige Havne og mod al den utilbørlige Sejlads, som udøves af Beboerne paa de omliggende Øer, Thurø, Strynø, Birkholm, Drejø m.fl., samt navnlig af Bønderne i Ørkel By. Disse sidste har fra Arilds Tid ført deres Varer til Svendborg, hvor deres rette Akseltorv er, men nu drager de uden videre omkring paa Landet og handler med Bønderne, afkøber disses Kvæg, Korn og andre Landbrugsprodukter, fører alt dette ud af Landet paa deres egne Skuder og sælger atter til Bønderne, hvad de fra Udlandet fører med sig hjem, alt uden Privilegier og uden at svare Afgift, hvilket Borgerne, og med Rette, formente skadeligt for Byen og stridende mod dens Særrettigheder
Dette bevirkede et aabent Brev af 1480 fra den udvalgte Konge, Hertug Hans. I dette forbydes al slig Handel bestemt, hvorhos det udtales, at saafremt nogen fremtidig gør sig skyldig i saadant, da skal Fogden med Byraadet have Ret til at forebygge det ved simpelthen med Magt at sætte sig i Besiddelse af Skibene, og saavel disse som den deri værende Ladning skal være forbrudt med Halvdelen til Kronen og Halvdelen til Byen.
Dette var en ret hvas Foranstaltning, og Borgerne benyttede den, naar de kunde komme afsted dermed, uden at bryde sig synderligt om, hvem Skib og Ladning tilhørte.
I et Brev fra 1543 skriver saaledes Lehnsmanden paa Nyborg Slot, Mikkel Brokkenhus, til Borgmesteren i Svendborg, Hans Skriver, at Fru Susanne Bølle til Nakkebølle havde beklaget sig over, at Svendborgerne havde taget et Skib, ladet med Havre fra hende. Havren var udskibet fra Aastrup Vig i Salling Herred og bestemt til Hertugdømmerne.
Hun vil nu gerne have sit Skib og sin Havre igen mod at stand til Rette for Kongen, naar han første Gang kommer til Fyen.
Det kan imidlertid ikke ses, at hun har faaet sit Ønske opfyldt. Hans Skriver har sikkert ment, at Bordet fanger.
Denne Borgernes Kamp for Overholdelsen af privilegierne fortsættes saa temmelig uafbrudt.
1512 er det igen galt. Denne Gang er det nogle Mænd fra Taasinge, som har overtraadt Forbudet ved ulovlig Udførsel af "ædendes Varer". Borgerne anmoder om Stævning mod disse Mænd og  deres Hjælpere og om, at Kongen derefter vil føre Sagen i Rette paa det kongelige Retterting, hvad den ogsaa blev.
Den værste Torn i Øjet paa Svendborgerne var dog utvivlsomt den ulovlige Handel, der dreves af Bønderne i den nærliggende Ørkel By, der ligesom Slottet hørte under Fyens Bispestol, og denne Handel var det i Øjeblikket vanskeligt at faa Ram paa, og den dreves uden andre Afgifter end den Fæsteafgift, der skulde tilsvares Bispestolen i Odense.
Saa var Borgerne i Svendborg spændt ganske anderledes for. Foruden de sædvanlige kongelige Afgifter var der hyppige Ekstraskatter og anden kongelig Ydelse. Af og til kneb det med at skaffe den. Paa et af Christian den 1stes Togter mod Sverrig skulde Byen have udredet nogle Folk til Rigets Tjeneste, hvad den imidlertid ikke gjorde, eller maaske ikke kunde gøre. Saa paalagde Kongen 1455 Byen som Godtgørelse for Folkene at udrede 200 Mark lybsk. Det har vist holdt haardt at skaffe dem, men heldigvis var Kongen ogsaa i Pengeforlegenhed, og for at faa Gang i Tingene og Pengene betalt i en Fart, slog han 50 Mark af. Saa rykkedes der ud med Mønten.
Fra 1501 - altsaa under Opstanden i Sverrig - haves der et aabent Brev fra Kong Hans til Byfoged og Raad, hvori han meddeler, hvorledes de svenske, og da navnlig Hr. Sten Sture og Svante Nielsen Sture, har sendt ham Undsigelsesbreve, saa at de nu vil være paa hans Undersaatters værste.
Han beder Byfoged og Raad lægge sig dette paa Hjerte og holde Vaaben og Værge rede. Dette er der dog ikke bleven Brug for; men 1510 - under Fejden med Lybækkerne - skriver Kong Hans` Dronning, Christine, til Byfoged og Raad, at Kongen har meddelt hende, at Lybækkerne paatænker et Angreb paa Langeland, og at der derfor maa samles Krigsfolk derovre. Som Svendborgs Bidrag hertil skal Byen foreløbig udruste 6 Karle, som med Vaaben og Værge skal sendes til Fogden paa Tranekær Slot, Ejler Hardenberg. De skal saa indtil videre ligge i Borgeleje paa Slottet, og Ejler Hardenberg skal give dem Øl og Mad, ligesom Slottets andre Tjenere.
Disse Folk blev ogsaa sendt, ligesom Byen i 1530 efter et Paabud af Kong Frederik den 1ste fik Valget mellem enten alene at udrede et Skib paa 40 Mand, eller i Samlag med Assens et paa 80 Mand. Man befrygtede nemlig den Gang Fejde med Kong Christian den 2den og hans Tilhængere, en Fejde, der imidlertid først udbrød nogle Aar senere, da Kong Frederik var død.
Det var altsaa ret betydelige Ydelser, som Borgerne maatte rykke ud med til Kronen, og da navnlig i urolige Tider, og det var det næsten stadig.
Det er derfor ganske forstaaeligt, at der herskede et indædt Had mod Bønderne i Ørkel, overfor hvis ulovlige Handel og andre Krænkelser af Byens Privilegier Borgerne havde staaet saa temmelig magtesløse, og som tilmed var fritagne for alle de Skatter og kongelige Paabud, som tyngede Borgerne i Svendborg. Hvad var da dette Ørkel By og Ørkel Slot? Ja, egentlig ved vi ikke synderlig derom.
Nord for Byen, i Udkanten af Caroline Amalielund, eller som Skoven almindeligvis kaldes "Rottefælden", paa en høj Bakke ses den Dag i Dag Ruinerne af Slottet. Glimrende smukt har det ligget. Sundet har den Gang gaaet langt højere op, og paa alle Sider har Slottet været omgivet af Skov, ret et Opholdssted, som kunde fryde Øjet ved sin herlige Udsigt over Byen, Sundet og alle de omliggende Øer. Ypperlig Jagt maa der have været i  de store Skove, og det er derfor intet Under, at det, da det kom i de fyenske Bispers Besiddelse, blev et yndet Opholdssted for disse.
Naar det er opført, vides ikke bestemt. Det er vistnok omtrent samtidig med Graabrødreklosteret, antagelig bygget af Valdemar Sejr i Slutningen af hans Regering og derefter gentagne Gange udvidet ved nye Tilbygninger. Hensigten med det har været, at det skulde beskytte Indsejlingen til Byen nordfra, ligesom Skattertaarnet dækkede Indsejlingen sydfra.
Det har altsaa oprindelig tilhørt Kronen og nævnes første Gang 1264, da et Gavebrev udstedes derfra.
I Rigets Opløsningstid, altsaa i den første Halvdel af det 14de Aarhundrede, var Slottet i de holstenske Grevers Besiddelse, kom derpaa atter tilbage under Kronen og havnede sluttelig under Fyens Bispestol. Bisperne holdt Fogeder paa Slottet, de residerede her ofte, og mange Breve er udstedte herfra.
Om Borgens Udseende vides saa godt som intet. At dømme efter de Udgravninger, som foretoges 1885 og følgende Aar, har den bestaaet af en firkantet Ringmur, vistnok opført af utilhugne Kampesten, indenfor denne og støttende sig til Ringmurens Inderside har været flere til forskellige Tider opførte Bygninger, deriblandt 2 firkantede med Grundsokkel af tilhugget Kamp, og som muligvis kan have været Taarne.
Paa en Bakke ved Siden af selve Slotsbakken er forefunden Murrester og Brudstykker af Brolægning. Det kan se ud, som om denne Bakke ogsaa har været inddraget under Befæstningen, og de Bygninger, som har staaet her, har rimeligvis været Lader og Stalde.
Ved Foden af dette Slot har altsaa Ørkel By ligget. Den har bestaaet af 20 Gaarde og 2 Vandmøller. Disse sidste eksisterer den Dag i Dag. Det er nuværende øverste og nederste Mølle. At der har været 20 Gaarde, ses af et Gavebrev fra Frederik den 2den af 1573, hvorved Svendborg overdrages al den Jord, som i sin Tid har ligget til de 20 Gaarde i Ørkel, med Undtagelse af de Enge, som bruges til Nyborg Slot. -
Det var i Sommeren 1534, at Adelen hyldede Hertug Christian (Christian d. 3.) som Konge i Danmark, og da udbrød den Borgerkrig, som kaldes Grevens Fejde, og som bl.a. blev saa skæbnesvanger for Svendborg, fordi Omstændighederne medførte, at Byen kom til at tage en saa fremtrædende Del i den.
Aarsagerne til denne ulykkelige Ufred er velkendte, og det skal her kun fremhæves, at naar Svendborg Borgere tog saa ivrigt Parti for den gangne Konge, Christian den 2den, da har Grunden hertil ikke alene været af politisk Natur, men maa - som det fremgaar af, hvad foran er fortalt - ogsaa, og maaske hovedsageligt, søges i Byens rent materielle Interesse, og navnlig er det formentlig utvivlsomt, at Ønsket om at komme det saa inderlig forhadte Ørkel grundig til Livs har spillet en afgørende Rolle.
Det var da ogsaa mod Ørkel By og Slot, at det første Stød blev rettet.
Det kan vel være tvivlsomt, om Borgerne som Helhed fra første Færd har været stemt for en aktiv Deltagelse i Striden, men det Parti, som ønskede dette, fik i alt Fald Overhaand. Til dette hørte af ansete Mænd Borgmesteren, Hans Skriver, og et Par af Byens Præster, og hertil kom yderligere, at Grev Christoffer havde sendt et Par af sine Høvidsmænd hertil for at paavirke Stemningen.
En Sommernat - det var i Juli 1534 - drog saa Svendborgerne til Ørkel. Hvem, der har været Biskoppens Foged paa Slottet, kendes ikke, og sandsynligvis har der ingen Besætning været. Overfaldet kom vel ret uventet, og det ser nærmest ud, som om der ikke er gjort noget Forsøg paa Forsvar. Under alle Omstændigheder faldt Slottet hurtigt og let i Borgernes Hænder. Det blev straks afbrændt, (ved denne Lejlighed brændte tillige hele Stiftets Arkiv, som opbevaredes paa Slottet), og Gaardene i Ørkel By maatte dele Skæbne med det Slot, hvorunder de hørte.
Hermed forsvinder saavel Ørkel By som Ørkel Slot af Sagaen. Af dette sidste stod i mange Aar betydelige Ruiner af de svære Mure, men da Borgerne i lange Tider hentede Sten derfra til deres Nybygninger i Svendborg, svandt de mere og mere, og da Herregaarden "Bjørnemose" opførtes 1745 og hovedsagelig byggedes af Sten, hentede fra Ørkel, saa gik de sidste Rester.
Forinden de foran omtalte Udgravninger 1885 var hele Slottets Plads Pløjeland, og kun et ganske ubetydeligt Stykke af Ringmuren tæt henne under Skoven ledede Tanken hen paa, at her en Gang havde staaet et Slot.
Efter Udgravningen kan man danne sig en Mening om Slottets Udstrækning, og af forefundne forkullede Lag sås det, at Slottet var gaaet under ved Brand.
Der fandtes enkelte gamle Økser, Lansespidser og stigbøjler, nogle faa Sølvmønter fra Valdemarernes Tid og en samtidig engelsk Guldmønt, hvilket alt indsendtes til oldnordisk Museum.
Efter det vellykkede Overfald paa Ørkel havde Svendborgerne faaet Blod paa Tanden, og det gik nu løs paa Herregaardene i Nabolaget. Først gik det ud over Rygaard, der tilhørte Høvedsmanden paa Københavns Slot, Johan Urne. Den blev fuldstændig udplyndret, og Gaarden saa ødelagt, at den maatte ombygges.
Derefter kom Turen til Nakkebølle, hvis Ejer hed Clavs Eriksen Ravensborg; han kaldtes Clavs Slippeslot, fordi han som Christian den 2.s Lehnsmand paa Kallundborg Slot uden Modstand og paa ligefrem forræderisk Maade havde overgivet Slottet til Kong Frederik d. 1.s Mænd.
Denne Clavs Slippeslot var Svendborgerne særlig vrede paa, vel nærmest af den foran angivne Grund, og han blev derfor ved Nattetide bogstavelig røget ud af Reden. Hans Gaard blev plyndret og brændt, og han selv blev ført med til Svendborg. Her maatte han overfor Grev Christoffers Høvedsmænd skriftlig forpligte sig til, at han fremtidig vilde være den fangne Christian den 2den en tro mand, hvorefter han iøvrigt fik Lov til at løbe, hvilket egentlig var mere, end han havde fortjent.
Endelig tog Svendborgerne til Odense, hvor de bl.a. var behjælpelige med at plyndre og afbrænde Bispegaarden.
Alt dette tyder jo hen paa en meget livlig Deltagelse i Urolighederne, og Grev Christoffer var da ogsaa helt tilfreds dermed. Septembe 1534 skriver han til Byfoged, Raad og menige Almue, at han er kommen ind i Landet med et stort Antal Krigsfolk, som han ikke kan lade gaa fra hinanden, "førend han har hjulpet Kong Christian ud af sit umilde Fængsel og dertil har gjort sig til Herre over hele Riget", men skriver han meget rigtigt - alle disse Krigsfolk koster svært mange Penge, og dem har han ingen af. Han vil derfor gerne, at Svendborgerne af Hensyn til deres eget og alles Gavn som sædvanlig yder den aarlige Byskat og dertil en Ekstra Skat og sender det hele til Magister Glob i København, der modtager Pengene paa Grev  Christoffers Vegne. Til Gengæld er denne villig til at lade Borgerne beholde det Skyts, Krudt og andet Krigsmateriel, som de havde taget omkring paa de plyndrede Herregaarde, medmindre Greven selv skulde trænge til det i denne haarde Krigstid, thi i saa Fald vil han have Lov til at laane det mod Tilbagelevering efter endt Afbenyttelse.
Hvad angaar den første Del af dette Brev, om Kong Christian og hans umilde Fængsel, da skriver Grev Christoffer aabenbart stik imod hans bedre vidende, thi Lybækkerne kendte Kong Christian d. 2 altfor godt til, at de næste Øjeblik skulde ønske paany at se ham beklæde Danmarks Kongetrone. Derimod har de mulig nok kunnet ønske, at Kongen ombyttede sit Fængsel i Sønderborg med et i Lybæk, men dette har han næppe ønsket; han havde det overmaade godt paa Sønderborg, blev stedse behandlet med alt det Hensyn, der skyldtes hans høje Stand, og alt, hvad der fortaltes om hans "umilde" Fængsel er ved senere historiske Undersøgelser godtgjort at være ganske urigtigt.
Hvad den anden Del af Brevet angaar, om Indsendelse af Byskatterne til Magister Anders Glob, da fik Borgerne snart helt andre Ting at tænke paa, som bragte dem til at glemme baade Skat og Skyts.
Medens de foran omtalte Begivenheder foregik paa Fyen, var Hertug Christians Hær under Johan Rantzau optagen af Kampen med Bønderne i Jylland, og Grev Christoffers Hær, som hovedsagelig bestod af lybske og andre tyske Lejetropper, laa paa Sjælland. I Forsommeren 1535 kom begge Parter til Fyen, hver fra sin SIde. Det var midt i APril, at den grevelige Hær landede i Nyborg. Ved Ankomsten var der imidlertid udbrudt en stor Ildebrand i Byen, hvorfor Hæren ikke kunde blive der. Den største Del, deriblandt alle Rytterne, drog derfor straks videre ad Svendborg til, hvor de ankom samme Dag. De blev liggende her godt og vel en Maaned, og det har utvivlsomt været en haard Svøbe for Borgerne. Under saadanne Forhold, og navnlig i hine Tider, er Vennerne ikke synderlig bedre end Fjenderne, og Borgerne havde faaet en besk Forsmag paa den sure Svie, som nu nærmede sig oven paa den søde Ørkel-Kløe. Da Hæren endelig midt i Maj drog ad Faaborg og Assens til, har sikkert saavel Byen som Omegnen været haardt medtagne, og - Stemningen havde vendt sig.
En Maaned efter led den grevelige Hær et aldeles afgørende Nederlag i Slaget ved Øxnebjerg. Det er ikke godt at blive ganske klar over, hvorledes Sagerne egentlig har staaet i Svendborg paa dette Tidspunkt, men det maa dog betragtes som sikkert, at den grevelige Hærs Optræden under sit Ophold i Byen selvfølgelig stærkt havde afsvalet Stemningen for den fangne Kong Christian (d. 2den) eller rettere Lybækkernes Sag, og det er ligeledes selvfølgeligt, at Efterretningen om Nederlaget ganske har berøvet Borgerne alt Haab om et heldigt Udfald af Kampen. Nu stod kun Straffen tilbage, og det kunde forudses at denne vilde blive drøj.
Borgmesteren, Hans Skriver, og andre af de fornemste Ledere for det grevelige Parti forlod uopholdeligt Byen og drog til København, og samtidig er det, at Prioren i GraabrødreKlosteret, Adelsmanden Hans Gaas, der var en ivrig Tilhænger af Christian den 3dies Sag, skal have bevæget Svendborgerne til at bortvise og beskyde nogle flygtende lybske Skibe. Disse ønskede efter Nederlaget ved Øxnebjerg at søge Ly i Svendborg, idet de formente, at Byen stadig var den grevelige Sag tro; men ved  Indsejlingen til Byen blev de beskudt fra Skattertaarnet og derved tvungne til at vende om. Som Belønning for denne Daad skal Hans Gaas senere være blevet Biskop i Trondhjem. At han blev Biskop i Trondhjem er nu rigtig nok, men det behøver jo ikke at være sket netop af den Grund.
Samtidige Kilder kender ikke noget til den her omtalte Kamp mellem Svendborgerne og de lybske Skibe, og det er derfor temmelig tvivlsomt, om den virkelig er sand.
I erhvert Fald hjalp den ikke Svendborg det ringeste.
Rimeligvis har Christian den 3dies Øverstbefalende, Johan Rantzau, meget vel vidst, at Stemningen i Byen havde vendt sig; men han var en haard Hals og tog intet Hensyn til Byens "sildige Anger". Umiddelbart efter Slaget var en Deling Landsknægte draget ad Svendborg til, og den havde intet Forbud modtaget mod at plyndre, hvad Rantzau ogsaa vnakseligt kunde give den efter hele den Tids Krigsbrug. Svendborg var at betragte som en øprørsk By, og det var derfor ganske i sin Orden, at den blev afstraffet; den fynske Adel maatte have Hævn for de plyndrede og afbrændte Herregaarde, og endelig - og det var maaske det væsentligste - kunde man ikke uden videre tage de lejede tyske Landseknægte ved Næsen. Udsigten til en rask til Plyndring i saadanne Tilfælde, hvor Forholdene og Omstændighederne tillader det, var den største Adspredelse i det ikke altid helt behagelige Krigerliv, og det var den væsentligste Del af en Landsknægts uvisse Indtægter.
Byen gjorde ingen Modstand, men synes ikke desto mindre at være tagen ved Storm, og den blev derefter i samfulde 3 Dage paa det ubarmhjertigste plyndret efter alle Kunstens Regler.
Som foran meddelt var en Del af de fornemste Ledere rejst bort, og disse havde vel nok forinden sørget for at salvere deres vigtigste Ejendele, og da Plyndringen næppe kom uventet, havde de tilbageblevne Borgere vel ogsaa frelst, hvad frelses kunde, men ikke desto mindre maa Byen have lidt frygteligt. Helt anderledes synes det, at den ikke blev brændt, det plejede dog ellers altid at følge med.
Hertil kom saa yderligere de haarde Skatter, som Byen maatte udrede, og at den kongelige Unaade i fuldt Maal hvilede over den.
Straks efter Indtagelsen maatte den sende 12 Baadsmænd til Flaaden og i 1536, altsaa Aaret efter Plyndringen, maatte der udredes i Skat til Kronen 4000 Gylden - Gud skal vide, hvor de fik dem fra, men betalt blev de; der hjalp ingen "kære Mo`r".
For at afvende Kongens Unaade havde nogle af Borgerne - rimeligvis de samme, som havde forladt Byen under Plyndringen - været hos ham i hans Lejr foran København. Der havde de gjort Bod og Afbigt og paa alles Vegne lovet ham fremtidig Troskab som deres rette Herre og Konge.
Saa kom der endelig i 1536 et aabent Brev, hvorved Kongen optog alle Borgerne i Svendborg blandt sine "kære Undersaater", og alt hvad der i denne Fejde er gjort mod ham skal være tilgivet.
Saa kunde de ulykkelige Borgere da paany trække Vejret frit og atter begynde den daglige Dont, rigtignok saa temmelig paa bar Bund.
Haarde Tider maa det have været at arbejde under, og Sejghed og Udholdenhed har der maattet til for paany at komme frem. Byen var udplyndret og aldeles forarmet, de store Skatter til Kronen, hvortil yderligere kom hyppige Ekstraskatter, og saa endelig den elendige Tilstand, hvori hele Landet befandt sig  ovenpaa den ødelæggende Borgerkrig. Ikke desto mindre gik det, og det endda med en Hurtighed, som næsten er forbavsende. Reformationen bragte ikke Byen nogen pekuniær Fordel, idet de Jorder, som havde tilhørt Klosteret og Ørkel Slot, inddroges under Kronen. Slottets Jorder blev senere under Frederik den 4de købt af Byen. Det er nuværende Hømarken, Øxenbjerg, Pløjeholm og Græsholmene.
Grunden til Byens hurtige Opkomst maa derfor udelukkende søges i dens livlige Handel. Det er tidligere omtalt, at Byen af Omegnens Bønder indkøbte Landprodukterne, som derefter udførtes, og det er denne Handel og da navnlig Handelen med Øxne og Fedevarer, som har taget et stort Opsving, endogsaa saa stort, at der blev klaget derover, fordi det formentes, at der derved bevirkedes Dyrtid.
Ved Udgangen af Aarhundredet havde de Saar, Grevens Fejde slog, været fuldstændig lægt. Byen havde da 2 Byfogder, og man kan i de Tider saa nogenlunde bedømme en Bys Størrelse og Anseelse efter Antallet af dens Byfogder.
1586 fik den et nyt Raadhus. Denne Bygning laa paa Torvet, langs hen med Frue Kirkegaard, og den var en ganske anselig Bindingsværksbygning, to Stokværk høj. Det nederste Stokværk indeholdt Tinglokalerne, det øverste bl.a en Sal. Det var i hine Tider almindeligt, at saavel adeligt som borgerlige Brylluper holdtes paa Raadhussalen, og den gamle Bygning har derfor sikkert foruden megetn Alvor ogsaa set adskillig Lystighed og Dans inden sine Mure. Senere benyttedes 1. Sal som Skole, og da Bygningen først nedbrødes 1822, er det ikke helt umuligt, at der endnu kan eksistere en enkelt Svendborger, som har tilbragt sine Skoledage der.

   
 
    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk