Om Svendborg - illustreret beskrivelse 1903 hele historien
Forside ] Op ]

 
Om Svendborg  side 2

Illustreret Beskrivelse  af Byens Tilblivelse og Udvikling til Nutiden foresat 

 
Tæt ved en af Gangene ligger en nu fuldstændig glemt og næsten forsvunden Grav fra midt i Tredserne. Den dækker over en ung Mand, hvis Navn ikke skal nævnes. Han hørte til Byens Embedsfamilier og havde fattet en heftig Lidenskab for en ung, smuk Svendborgerinde, ligeledes af det bedre Selskab. Da hans Følelser ikke blev gengældte, gik han ud i den vedkommende Dames Hjem og i hendes Paasyn stak han sig en Dolk i Hjærtet og døde paa Stedet.
Hvilket enormt Røre dette celebre Selvmord under de daværende Forhold vakte i en lille By som Svendborg, kan lettere tænkes end beskrives, og da Begravelsesdagen kom, var hele Byen paa Benene.
Nicolai Kirke, hvorfra Jordefærden fandt Sted, var fuldstændig fyldt til sidste Plads, hvilket egentlig var noget for Pastor Warburg, der nok altid til Stadighed havde en Trofast men ikke altid netop stor Tilhørerkreds. I sin Tale fo`r Præsten haardt frem mod den døde, uden at tage Hensyn til hans Ungdom og den eksalterede Stemning, hvori Selvmorderen antagelig havde været. Talen vakte derfor stærk Uvillie, hvilket foranledigede Warburg til at udgive den i Trykken.

Det var iøvrigt ikke eneste Gang, at Bogtrykpressen lå, i Virksomhed for dette Selvmords Skyld, ogsaa Visedigtningen beskæftigede sig med det, og disse trykte Viser med den tilhørende "Beretning" paa Bagsiden fandt rivende Afsætning. Navnlig en: "I Staden paa det skønne Fyen", gjorde særlig Lykke og blev flere Aar efter med al mulig Rørelse og dyb Inderlighed sunget i Køkkenet af Tjenestepigerne.
Jo mere vi nærmer os Aarhundredets Midte, desto livligere bliver Byens Vækst, og Opkomsten og Fremskridtet tager stærkt til paa alle Omraader, saa Byen da maatte siges at være traadt fuldstændig ud af den Kategori, hvormed Tscherning i Rigsdagen havde døbt de fleste danske Købstæder, nemlig de brolagte Landsbyer.

Indbyggerantallet, som ved Aarhundredets Begyndelse var knap nok et Par Tusind, var midt i Fyrrerne steget til omtrent det dobbelte,og 1855 talte Byen 5280 Mennesker (af hvilke Kvinderne var i Majoritet med ca. 2700, der tilmed maa ahve været kønne, da det den Gang almindeligvis sagdes, at naar et Bal skulde være noget ekstra, maatte der haves Handsker fra Randers, Musik fra Odense og Damer fra Svendborg).
1854 fik Byen sin nye, smukke Dampskibsbro, som stod til 1875. Den kostede 12.000 Rdlr. og byggedes af Træ, var 240 Fod lang og 28 Fod bred med et over mod Frederiksøen vendende Brohoved.
Samtidig forskønnedes Havnepladsen, og midt paa denne anlagdes en lille rund Græsplæne, omgiven af et malet Træstakit. Midt paa Plænen stod en høj, hvidmalet Flagstang, hvorfra flagedes ved højtidelige Lejligheder, og naar her hjemmehørende Skibe kom tilbage - ofte efter flere Aars Fraværelse.
Da Vandværket anlagdes 1867, forsvandt Plænen for at give Plads for det nuværende Springvand med sin Broncefigur, en Kopi af Bissens Svane i Rosenborg Have. Rundt om Plænen var anbragt Bænke, ligesom der ogsaa var Bænke udenfor den gamle Toldbygning. Paa de sidste sad hyppig Toldbetjentene i deres ledige Timer; en af disse, en særdeles høj, mager Mand, hed Wessel og var Fader til den bekendte Grosserer Wessel i København (Firmaet Vett & Wessel)

Selvfølgelig var Havnen, saaledes som den præsenterede sig sidst i Halvtredserne, kun ringe og ubetydelig i Sammenligning med dens nuværende Udstrækning og med det Liv og Røre, som nu findes der, men den var hyggelig og køn. Svendborgerne var glade ved den, og naar det var godt Vejr og milde Foraarsaftener, var den prægtige Dampskibsbro et yndet Spadserested, og der kunde til Tider være helt sort af Mennesker.
Dampskibenes Ankomst, det var den Gang navnlig Hjulskibene "Flora", "Zampa" og "Diana", bekendtgjordes ved Kanonsalut fra Holmen, saasnart Røgen kunde ses, enten bag Bregninge Skov eller "vester ude", som det hed d.e. ude bag St. Jørgen. Helt præcis kom de ikke altid, men man tog det ikke saa nøje. Skibene var Byens nemmeste og bekvemmeste Forbindelse med Omverdenen og adskilligt behageligere at rejse med end de tunge, ubekvemme Deligencer, der daglig udgik fra Posthuset i Wandalls Hotel til Nyborg, Faaborg og Odense.
Direkte Dampskibsforbindelse mellem Svendborg og Langeland eller Ærø eksisterede ikke, og saafremt ikke et af de fornævnte Skibe anløb Rudkøbing, var det en hel Begivenhed at komme derover, idet man først maatte med Færgebaad sejle eller ro til Vindeby, hvor man havde at erlægge Bropenge, derfra med Vogn, som der i Reglen maatte ventes en rum Tid paa, tværs over Taasinge til Vemmenæs og saa atter videre med aaben Baad til Rudkøbing.

Navigationsskole fik Byen 1852. Dens første Lokale var i Sadelmager Rützaus Ejendom i Gerritsgade, og den hele Indretning var saare primitiv, navnlig maa det have gjort et ejendommeligt Indtryk at se Eleverne kravle ud pa Taget, hver Gang Solhøjden skulde tages; senere flyttedes Skolen ud i Ørkildsgade, og først i 1865 byggedes med Tilskud fra Statskassen den nuværende Bygning paa Færgevejen.
Byens største Fremskridt i Aarhundredets Midte var anlæggelsen af Gasværket, som vi fik 1856 med en Bekostning af 56.000 Rdlr. Tidligere havde Byens Oplysning været besørget af 47 Tranlamper, nu fik den 81 Gaslygter, hvoraf tilmed de 22 brændte hele Natten, hvorhos man endvidere var saa forsigtig yderligere at lade 15 af de gamle Tranlamper blive staaende, for det Tilfældes Skyld, at Gassen skulde strejke.
Det første danske Gasværk anlagdes i København, men Svendborg var her godt med, idet Byen var Nr. 3 i Rækken af danske Provinsbyer, som indførte Gasbelysning. Vi har ikke været saa hurtige i Vendingen med Indførelse af det elektriske Lys.
Foruden adskillige store Købmandsforretninger og Skibsbyggerier, havde Byen den Gang af industrielle Etablissementer 4 Garverier, 1 Tøjfabrik, 2 Kalkbrænderier, 4 Tobaksfabrikker, 1 Dampsavemaskine og hele 17 Brænderier, idet enhver større Købmandsforretning tillige drev Brændevinsbrænderi, og det var betydelige Kvanta, som produceredes; i 1856 saaledes 500.800 Potter, hvoraf Brændevinsafgiften androg 22.273 Rdlr.
Den Gang var der aabenbart ingen, som tog Forargelse af den fattige Mands Snaps.
Byens ældste Pengeinstitut, Sparekassen for Svendborg og Omegn, kom ogsaa til Verden i Halvtredserne.
Den oprettedes 1852 og havde sit første Lokale i Møllergade, i den gamle Bindingsværksbygning paa Hjørnet af Pistolstræde, senere flyttedes den op i Gerritsgade, og først i Halvfemserne fik den sin nuværende Bygning paa Torvet.
1853 indsattes der i den 79.062 Rdlr. (1897 indestod 1.580.291 Kr.)

Samtidig med Byens pekuniære Opkomst rejste der sig ogsaa adskillige smukke og statelige Privatbygninger, f.eks. L. Langes i Vestergade, L.L. Baagøes i Gerritsgade, Grosserer Rasmussens elegante, røde Bygning ved Havnen med dertil hørende kostbare Pakhus, bygget paa opfyldt Grund, og hvilende paa nedrammede Pæle. Den ejendommeligste Bygning var vel nok "Sct Francisko" i Bagergade. Den var oprindelig noget pynteligere end nu, bl.a. forsynet med flere Kviste, og vakte ved sin Fremkomst almindelig Forbavselse.
Det var en Murer Ammerød, som opførte den. Dens Størrelse og hele upraktiske Indretning gjorde det omtrent umuligt at faa praktisk Anvendelse for den, endsige at faa den til at forrente sig, og ingen begreb, hvad den egentlig skulde bruges til.
Ammerød var imidlertid stolt af sit Værk; han havde nu, udtalte han, lært Svendborgerne, hvorledes de skulde bygge. Der var i saa Fald ogsaa den eneste Fornøjelse, han fik ud af denne bizarre Spekulation, som pekuniært ruinerede ham komplet.
Bygningen kom paa andre Hænder og anvendtes paa forskellig Maade. I Krigsaaret 64 var den Lazareth, senere var der IndreMissionsmøder i Stuen. Saa blev den erhvervet af By-Missionen. Byens Præster afholder ugentlig Møde, og der holdes ligeledes Børnegudstjeneste hver Søndag. Dens nuværende Navn er "Bethel".

Ogsaa det gamle Theater, Sangforeningens nuværende Ejendom, er fra disse Aaringer. Det var afdøde Læge Mølmark, som satte dette Foretagende i Gang. Den store, men ganske vist alt andet end smukke, Bygning afgav rigelig Plads baade til Scene og Tilskuere, og der er spillet megen baade god og daarlig Komedie der. Det første Stykke, som opførtes, var "Svend Dyrings Hus".
Med nogle Omændringer kunde det rimeligvis have været benyttet den Dag i Dag, men Brandvæsenet havde nu en Gang et Horn i Siden paa det, og det nye Theater skulde vel tvinges frem.
Den enste triste Begivenhed for Byen i Aarhundredets første Halvdel var Koleraen i 1853, og adskillige Svendborgere, navnlig den fattigst stillede Del af Befolkningen, blev bragt paa Kirkegaarden. Skønt Sygdommens Optræden ikke kan siges at have været særlig ondartet - Skrækken gjorde vel ligesaa meget Fortræd som Sygdommen - bortreves dog i Maanederne August og September over 80 Mennesker.
Til Begivenhederne i Halvtredserne hører ogsaa Fremkomsten af 2 af Byens vigtigste Faktorer, Aviserne og Foreningerne.
Begge Dele kom vel nærmest som Følge af den med den frie Forfatning vaagnende Trang til at diskutere offentlige Anliggender. Valg til Rigsdagen var Byen jo nu vant til.
Svendborg har den - iøvrigt noget tvivlsomme - Ære at have indført den senere saa bekendte Kaptajn, Amtsforvalter og R. af D. Jagd paa Rigsdagen.
Han var oprindelig Seminarist og havde i Fyrrerne oprettet en Privatskole her i Byen, som han drev i et Par Aars Tid, blev saa - ustadigt og flygtigt som hans Temperament var - ked af den og gjorde en Afstikker til England. Ved Udbruddet af det slesvig-holstenske Oprør kom han tilbage her til Byen og oprettede her og i Odense et Frikorps, som han gjorde sig selv til Chef for. Med dette sluttede han sig til Hæren. Nogen egentlig Nytte gjorde Korpset næppe, men det bevirkede, at Jagd, da han traadte ud af Tjenesten, fik en Kaptajnstitel og et Ridderkors.
 Ved det allerførste Valg efter Grundlovens Givelse stillede han sig her og blev ogsaa valgt. Senere har Valgkredsen været repræsenteret af Carl Ploug, Kammerherre Jessen, J.A. Hansen, Tang, Jørgensen og nu Knop.
Men det var Aviserne, vi kom bort fra!

Den ældste er "Amtstidende", som stiftedes af Maximilian Assam, som i en lang Aarrække, lige til ind i Halvemserne, redigerede denne.
Den har fra sin Fødsel til Dato uafbrudt været Højres Organ, men den var under den Assamske Æra adskilligt mere kras end nu. Der kunde til Tider være noget ligefrem bidsk over ham, og han kunde da ryge i politiske Modstandere med en Ivrighed, der kunde være af ligefrem komisk Virkning.
"Amtstidende"s politiske Modstander og Konkurrent blev den et Par Aar senere oprettede "Sydfyenske Tidende". Den startedes af en Skolelærer Fich - nu forlængst død og borte - og Dagens Lys saa den i en Bagbygning i Møllergade.
Fra første Færd døjede den under Børnesygdommene; det kneb med at faa fat, og de pekuniære Forhold kunde derfor være vanskelige nok. Senere klarede den sig bedre efter at være overgaaet til daværende Købmand Gotlieb Petersen og flyttet op i dennes Baggaard i Gerritsgade.
Denne Gotlieb Petersen sloges saa paa Livet løs med "Amtstidende", og til Tider ogsaa med det Svendborger Borgerskab. Navnlig sidst i Tredserne og først i Halvfjerdserne gik det varmt til. Byen var som de fleste andre danske Købstæder afgjort Højre.
Her fandtes kun ganske faa Venstremænd, vistnok saadan omkring en halv Snes Stykker, og da Stemningen var meget varm, var det ikke altid en ublandet Behagelighed for en Venstremand at vedkende sig sin politiske Kulør.
Det var først i Halvfjerdserne, at Gotlieb Petersen valgtes til Folketingsmand i Rudkøbing, og samtidig slog J.A. Hansen her den populære Amtmand. Disse 2 Genvordigheder paa een Gang var for meget for Svendborgerne, og her blev derfor et syndigt Spektakel. Om Aftenen drog hele Borgerskabet med Musik i Spidsen til Amtmandsboligen for at bringe den faldne Kandidat en Kvation. Paa Tilbageturen, da Toget paa Vejen til Læseforeningen passerede gennem Gerritsgade, var uheldigvis Vinduerne i den af Gotlieb Petersen beboede Lejlighed stærkt oplyste. J.A. Hansen var Gæst der, og Petersen selv var lige kommen hjem fra Langeland (man sagde uden Hat og Overfrakke. Rudkøbingenserne var nemlig ogsaa bleven gnavne over Valgdagens Resultat). Den stærke og ganske vist noget udæskende Belysning bragte Naturen til at gaa over Optugtelsen, og der afleveredes et Spektakelnummer med Piben og Hujen, som uden Skade kunde have været undgaaet.

Naar Skyttelauget holdes ude af Betragtning, er Borgerforeningen den ældste blandt Byens ikke faatallige Foreninger.
Den stiftedes af afdøde Jernstøber L. Lange, og dens Formaal var hovedsagelig af rent selskabelig Natur. Dens første Lokale var Stueetagen i det gamle Theaterlokale, altsaa i den nuværende Sangforening.
Her samledes Medlemmerne om Aftenen ved deres Punch og Toddy, som de som oftest havde staaende ved Siden af sig paa de lange, læderbetrukne Bænke langs Salens Sider. Senere købtes Ejendommen skraas overfor i samme Gade, hvor Foreningen siden har holdt til.
Den gamle Bygning er nu forsvunden, Forhuset dog først for faa Aar siden, Baghuset brændte for en Snes Aar siden, netop som det alligevel skulde have været brudt ned. Hele Forhusets første Sal til Gaden var et stort Forsamlingsværelse, bagved et mindre Spilleværelse, i Stuen et Læseværelse og et lille Bibliothek. Udstyrelsen og Møblementet var særdeles tarveligt og vilde næppe tilfredsstille de nuværende Medlemmer. Det fineste var ubetinget Havestuen i Bagbygningen med dens ejendommelige Loft, der mindede ikke saa ganske lidet om et Ligkistelaag. Udenfor Havestuen var en aaben Veranda, udvendig helt overgroet af Slyngplanter, og bag ved alt dette Borgerforeningens smukke Have med et prægtigt, stort, skyggefuldt Træ i Forgrunden.
Under dette Træ er der i de lune Sommeraftener drukket mange Toddyer og holdt mange Taler, anvnlig naar Haven ved festlige Lejligheder var illumineret, og Træerne oplyste med kulørte Lamper. Da Ombygningen kom, blev alle de gamle Træer fældede for at give Plads for et helt nyt Haveanlæg.

Borgerforeningens Vært i Aarhundredets Midte hed Møller, og han - der nu forlængst er død og borte - besørgede i Forbindelse med sin Søn, Viggo, (der iøvrigt ikke kunde lide, at Medlemmerne i Kraft af gammel Vane kaldte ham ved Fornavn), den ikke videre vidtløftige eller omfangsrige Servering. Ved Siden af sin Stilling som Vært drev Møller tillige Kagebageri, og han var yderligere i en Aarrække Chef for Politikorpset, idet han i denne Egenskab afløste Købmand Knud Grønwald. (han ejede den store Købmandsgaard i Møllergade, der senere gik over til Købmand Bie).
Politikorpset spillede da en adskillig mere fremtrædende Rolle end nu. Det samledes nogle Gange aarligt i Sommermaanederne paa Torvet, og i Uniform med fuld Musik med Geværer og opplantet Bajonet samt ledsaget af hele Byens Ungdom drog det ud gennem Gaderne og ud paa Viebæltet eller i en af Byens Skove for at holde Øvelser, de var iøvrigt ikke videre anstrengende, og der var rigelig Tid til at sørge for den nødvendige Forplejning. Korpset talte den Gang, som nu, 50 Mand, og dets hovedsagelige Opgave va i Ildebrandstilfælde at assistere Brandkorpset, der bestod af hele 564 Mand og disponerede over 6 Sprøjter, deraf var der nok kun 1, anskaffet i 1856, der duede til noget.
Den fornævnte Knud Grønwald, en korpulent, undersætsig Mand, var Chef for begge Korpser; under Øvelserne var han til Hest, havde trekantet Hat med Fjerbusk, Skulderdistinktion og Rytterpallask.

Møllers Uniform var ligesaa elegant, dog lod han sig nøje med Apostlenes Befordring, men dette influerede ikke paa hans Bevidsthed om hans Værdighed. Det var et imponerende Syn, naar Korpset efter endt Øvelse stod opstillet paa Torvet, præsenterede Gevær, og Møller traadte frem foran Fronten, svingede dendragne Sabel og dimitterede Korpset med et værdigt:"Tak for i Dag, mine Herrer."
I Eftersommeren 1863, da Kong Frederik den 7. var paa sin sidste Rejse til Lyksborg tillige med sin Hustru, Grevinde Danner, passerede han paa Gennemrejsen Svendborg for med Kongeskibet "Slesvig" at tage videre til sit Bestemmelsessted.
Byen var pyntet i sin stiveste Stads, og Gaderne, hvorigennem Kongen kørte, smykkede med Flag og Blomsterguirlander. Grevinden sad i samme Vogn som sin kongelige Ægtefælle, og de modtoges med den største Begejstring, en Hyldest, som dog næsten alene gjaldt Kongen.
Grevinden var nemlig alt andet end populær, og Misstemningen mod hende havde givet sig et ret ejendommeligt, rettere sagt komisk, Udtryk ved en Festmiddag, der vistnok Aaret forud var afholdt i Læseforeningens Lokale i Anledning af Frederik den 7des Fødselsdag. Ved Bordet udbragte Byfoged Schrum Kongens  Skaal, som modtoges med Begejstring. Lidt senere, da Stemningen var bleven mere livlig, vovede Redaktør Gottlieb Petersen sig frem med en Skaal for Kongens Hustru, Grevinde Danner. Hvorledes denne Skaal blev opfattet, ses bedst af en Vise, som desværre ikke udgaves på Tryk. Visen var anonym, men voxpopuli udlagde Kæmnerens (la Cour) Søn som Fader, og han ses ikke at have fralagt sig Paterniteten. Vi skal her gengive den, dels fordi den indeholder en fortrinlig og vistnok virkelighedstro Skildring af denne mindeværdige Begivenhed og dels for at bibringe Læserne en Forestilling om, hvorledes man den Gang skrev Viser i Svendborg.

Nu skal I høre, hvordan det gik
i Læseforeningens Sal
Geburtsdag havde Kong Frederik,
den ret skulde fejres med Knald,
og "stille Lund" var den Fyr,
som indbød med Listen,
og alle han viste den,
De gør et Hop
og siger "Top",
der skal vi ha'e ordentlig Styr.

Og Gassen tændtes, og Folket kom,
man havde til Middag spist lidt,
de flestes Maver var næsten tom,
man mødte med god Appetit
rask greb i Maden man fat,
og Glassene fyldtes,
og Halsene skyldtes,
og alle sa'e,
vi skal os ta'
i Aften en køn, lille Hat.

Og Skaaler drak man, man drak med Grin
og Kongens Skaal blev ej glemt,
i Strømme flød jo den klare Vin,
og Øllet blev flere s'gu slemt,
Da siger ung Gottlieb: hør nu
jeg tvivler jo ikke,
at alle vil drikke
Grevindens Skaal
til bredfuldt Maal,
kom, lader os tømme den ud.

Da byder Fogden Silencium
ej kue den vil jeg med Magt,
men hvem, som tænker sig lidet om,
forbigaar den med tavs Foragt.
"Bravt talt" -- buldrer Præsten ud
 og dundred'i Bordet,
men Peter tog Ordet:
Gud! sikken et Bæst,
er det en Præst,
han bander jo ret som en Stud.

Og Søofficeren af lille Jens
fik bortrevet Ræer og Spær.
Ung Gottlieb siger: det kan nok hænd's,
man morer dog nobelt sig her,
men saa kom Matrosen: Din Knægt!
Se, her har du Næven,
jeg slaar dig paa Kæven,
gemene Skab,
hvis ej din Flab
du holder og her har Respekt.

Frem træder Jørgen, hin Landsoldat,
den tapreste Helt her til Lands.
Her er jeg, Gottlieb, sig kun: "tag fat",
jeg rider dem alle til Vands;
men Bromanden taler min S'æl,
jeg synes, De mukked',
forleden De bukked'
og skrabed' ud,
Dog maaske nu
sig Vinden har drejet, Farvel!

Og stille Lund og Markøren stod
bag Døren og grinte saa lunt.
Jeg tror, de Fæ deres Mad forlod,
det lidet, de fik, var dem undt,
Kom, nu skal Gildet faa Liv,
og til vi skal ligge,
vi to vil nu drikke
en Skaal, kom her,
for Kongen kær
og en for hans trofaste Viv.

Da Kongen næste Gang passerede Svendborg, var det som Lig.-
Det var sidst i November s.A. henad Aften, at Skibet med Kongens Kiste ombord langsomt passerede ind gennem Sundet paa Vejen fra Flensborg til København. Det var et underligt, alvorligt Billede. Kisten stod i en sort Overbygning paa Dækket, i Byen ringede Kirkeklokkerne, og paa Skibsbroen og Havnen samt i haverne langs Stranden stod en Vrimmel af tavse og alvorlige Mennesker.
Det var, som alle havde en Anelse om de Ulykker, der nu vilde komme, og det var vel nærmest dette sidste, som stemte alle Sind saa alvorligt.
Kort efter kom Krigen, og i Svendborg oprettedes to Lazaretter. Det ene for lettere saarede i det før omtalte St. Francisko, et andet for mere alvorligt saarede i den gamle Borgerskole paa Klosterpladsen. En af Byens daværende Lærere, C.C.P. Bärthelsen, blev af Intendanturen ansat som Lazaretforvalter.

Det var oprindelig ikke Meningen, at Borgerskolen - i ethvert Fald ikke straks - skulde have været benyttet som Lazaret, men da Skoledirektionen nægtede den omtalte Lærer Tilladelse til,  medens Krigen varede, at holde Vikar, klarede han Spørgsmaalet ved straks at tage Skolens til Lazaret. Det varede saa en rum Tid, inden Skolen fik et nyt Lokale i Theaterbygningen i Fruestræde. Efter Tilbagetoget fra Danevirke kom de første saarede, men navnlig under Dybbøls Belejring tog disses Antal til, og det var ikke længe, før begge Lazaretterne her, saavel som det paa Valdemar Slot oprettede, var fuldt belagte. Det va navnlig de før nævnte Dampskibe "Diana", "Flora" og "Zampa", som bragte den sørgelige Fragt, der saa i lukkede Ambulancer transporteredes gennem Gaderne til Lazaretterne. De fleste, der døde her, udleveredes til deres Paarørende, men ca. 30 begravedes paa den herværende Kirkegaard. Ved de første Begravelser deltog omtrent hele Byen i Følget, senere tabte Interessen sig noget.
Lazaretternes Uhygge var imidlertid det eneste, Svendborgerne saa af Krigen. Derimod hørte de en Del til den. Da Skydningen paa Als midt i April naaede sit Højdepunkt, kunde man ved at lægge Øret til Jorden eller op til en Træstamme  tydelig høre Kanonernes dumpe Drøn.
Da den nu regerende Konge under Dybbøls Belejring besøgte Als, sejlede han paa Tilbagevejen her gennem Sundet.
Der ventedes, at han vilde gaa i Land, eller at Skibet dog vilde lægge til ved Bolværket, og der var i den Anledning rejst en større Dekoration af Gran, Blomster og Flag samt med Kongens Valgsprog: "Med Gud for Ære og Ret", ligesom en Mængde Mennesker var forsamlede paa Broen og ved Havnen. Skibet sejlede imidlertid forbi, uden at Kongen lod sig se.
Efter Krigens Slutning kom den fra Dybbøls Belejring saa bekendte og fra sit Fangenskab i Posen nu hjemvendte Maanedsløjtnant Anker her til Byen for at se til sine her paa Lazarettet henliggende saarede Kammerater. han var alles erklærede Yndling og blev, friske som Lavrbærrene fra Dybbøl var overalt smigret og halvvejs forgudet. En Dag forsvandt han ret pludseligt. Det var bl.a. en Damehistorie, som havde nødvendiggjort hans hurtigst mulige Bortrejse.

Skønt Byen som oftere omtalt foran, i hele Aarhundret havde været i en jævn og uafbrudt Fremgang, saa var det dog først i Slutningen af 60erne, at de største og væsentligste Forandringer begyndte at komme, hvorved Byen gik ind i den Periode, hvor den indtog sin Plads som en af Landets fremmeligste og mest udviklingsdygtige Byer.
Slutningen af 60erne bragte os Vandværket, som var et stort Fremskridt i sanitær Henseende, Amtmandsembedets Forflyttelse hertil, hvorved Byen fik en ny Borger, hvis Navn er knyttet til ethvert nævneværdigt Fremskridt i de sidste 35 Aar, Forskønnelseskommiteen, ved hvis energiske Arbejde Byens smukke Omegn er kommen til sin Ret, og som har givet Svendborg Betydning som en af Landets mest søgte Turistbyer, og vort første Byraad, hvorved Byens Udvikling fuld ud lagdes i de af Borgerne selv valgte Repræsentanters Hænder.
Egentlig har Byen altid haft ret godt Vand. Det stærkt kuperede Terræn er rigt paa Vandaarer, og i selve Byen var der flere Brønde, som gav udmærket Vand, saaledes den endnu eksisterende Klosterbrønd og den før omtalte "Pibekilde". Endvidere var der mange private Brønde, ligesom der fandtes offentlige  Brønde flere  Steder (f. Eks. paa Torvet), og hertil kom yderligere,  at Borgerne, der den Gang ikke var saa pertentlige som nu, i en vid Udstrækning benyttede Vandet fra Springs Bæk som Drikkevand. Dette sidste var ganske vist ikke helt propert, men det medførte dog næppe saa mange ulemper, som man mulig kan være tilbøjelig til at tro. Der kom nemlig ikke saa meget Spildevand eller Kloakvand i den som nu.
Den værste Mangel var derfor, at Vandmængden var ganske utilstrækkelig. Byen var i rask Vækst, og den forhaanden værende Vandmængde var paa langt nær ikke tilstrækkelig til at tilfredsstille Forbruget.

Beboerne i Brogade havde slaaet sig sammen og faaet en Stikledning i Trærende lagt fra Pibekilde ned gennem deres Gade. Saa havde de deres paa det tørre; men dermed var de andre ikke hjulpne. Det begyndte derfor at gaa løs med borgermøder. Der var iøvrigt holdt et en Gang i 1853, men det løb fuldstændig ud i Sandet. Saa toges der fat paany i 1865, og denne Gang med bedre Held, navnlig da man havde henvendt sig til Vandværksinspektør Poulsen i København, om at udarbejde en Plan, og samtidig lod Assistent Schærheyder - ligeledes fra Vandværket i København, bore løs udi i Frueskoven, som da tilhørte Sct. Jørgens Præstegaard.
Man var heldig med Boringerne, som hurtigt gav et godt Resultat, og da Skoven ligger betydeligt højere end Byen, kunde Vandet ikke alene komme herind ved naturligt Tryk, men endogsaa føres op i Husene.
Vandværket var det største communale Arbejde, som fandt Sted i Byen siden Anlæggelsen af Gasværket, og det er klart, at Arbejdet maatte medføre et frygteligt Roderi, saa længe det stod paa, idet alle Byens Gader blev brudt op, hvorved den i Forvejen alt andet end gode Brolægning blev, om muligt, endnu mere miserabel.

Kilderne i Frueskoven kunde yde ca. 5000 Tønder Vand i Døgnet, hvilket egentlig var mere, end man den Gang havde Brug for. Der var derfor Raad til at flotte sig noget, og Byen fik bl.a. hele 2 Springvand, nemlig det tidligere nævnte nede ved Havnen, og den i sin Tid saa berømte Skruptudse paa Toppen af Stensætningen i Mølledammen. Den Gang havde Byen nogen Fornøjelse af Springvandene, som var i Virksomhed hver Aften, hyppigst ogsaa hele Dagen, men da havde vi ogsaa gode Tider - paa Vand.
Vandreservoiret anlagdes paa Viebæltet, først med een Beholder, den anden er senere kommen til, og det hele omgaves med Rækværk og Beplantning, Byens første Tilløb til Forskønnelse ved Anlæg. Rækværket havde iøvrigt ogsaa sin rent praktiske Betydning, da det ikke varede længe, inden Befolkningen opdagede, at Beholderen kunde anvendes til at drukne Hunde og Katte i. Der maatte saa adskillige Bekendtgørelser til i Aviserne med indtrængende Paabud om den fornødne Fred over Beholderen.
Samtidig med Nedlæggelsen af Vandrørene anbragtes Brandhaner omkring i Gaderne, Udgiften ved Anlæggelsen af Vandværket androg ialt omkring 65000 Kr., og alt var nu for saa vidt i Orden, kun at der kom et lille Nachspiel, idet Beboerne i Brogade, som havde deres egen Ledning fra Pibekilde, ikke vilde kendes ved det nye Vandværk og da navnlig ikke betale Vandskat. Efterhaanden faldt de imidlertid til Føje, da det paalagdes dem ved Vedligeholdelsen af Trærørene at erstatte al den Skade, som Brolægningen led, og navnlig da det senere viste sig, at Vandstanden i Pibekilde sank i en betænkelig Grad. Det var nok  navnlig de nye Kloakledninger, som var Skyld heri.
Senere er Vandværket gentagne Gange udvidet, nye Reservoirer er anlagte i Frueskoven, der er købt af Kommunen, og Beholderne paa Viebæltet staar nu tomme og venter paa at blive fjernede, antagelig for at give Plads for Statuen af Grev Schack, som neop kom hertil samme Aar, som Vandværket anlagdes.

De tidligere Amtmænd - sidst Cederfeld de Simonsen - havde boet i Nyborg, og Amtet bar Navn efter denne By. Paa Foranledning fra Svendborgernes Side fastsattes det saa ved kongelig Resolution, at Amtmandsembedet skulde flyttes til Svendborg, som den største By i Amtet, og at dette fremtidig skulde benævnes "Svendborg Amt".
Den nye Amtmand - Greve Brockenhuus Schack, der før Krigen havde beklædt en lignende Stilling i Sønderjylland - kom hertil den 1ste November 1867. Amtskontoret indrettedes foreløbig i en Ejendom i Gerritsgade (paa Hjørnet af Kyseborgstræde), og Amtmanden selv boede paa 1ste Sal i Knud Grønwalds tidligere Ejendom i Møllergade, alt medens den nye Amtmandsbolig "Ørkildshus" (Amtmandens Privatejendom) opførtes. Bygningen virker saavel ved sit Udseende som ved sin høje Beliggenhed imponerende, og Svendborgerne saa med Beundring paa Opførelsen af denne elegante Bygning, der blev som et Varsel om den Stilling, dens Beboer gennem en lang Aarrække skulle idntage, synlig for alle, ophøjet over alle og beundret af alle.

Et af de første Foretagender, som den nye Amtmand stillede sig i Spidsen for, som han omfattede med levende Interesse, støttede med store pekuniære Ofre, og som uden ham næppe havde faaet den vidtrækkende Betydning, som det faktisk fik, var Forskønnelseskommiteen.
Forinden vi omtaler denne Kommitees Arbejde, er det værd at kaste et Blik paa, hvorledes Forholdene var, da den tog fat.
Svendborgs skønne Omegn var kendt hele Landet over. De, som kendte mindst til den, var egentlig Svendborgerne selv, netop fordi Skønhederne, naar alene Skovene undtages, var ganske utilgængelige, og kun enkelte Punkter paa de offentlige Landeveje kunde give et flygtigt forbigaaende Glimt af dem.
Naar Svendborgerne skulde trække frisk Luft og se en lille Smule af den frie, idylliske Natur, som Omegnen i saa rigt Maal frembød med, var de - med Undtagelse af den smukke Kirkegaard og Havnen - udelukkende henviste til Skovene og blandt disse da navnlig Christiansminde.
Ved Udskiftningen i 1818 bestemtes det, at den af mange smaa Kildevæld gennemstrømmede, skovbevoksede Skraaning ved Øksenbjerg ned mod Sundet, som egentlig kun bestod af Kratskov, og som paa Grund af sin stærke Skraaning var uanvendelig som Agerjord og heller ikke havde nævneværdig Værdi som Skov, netop af disse Grunde passende kunde finde fremtidig Anvendelse som Lystskov. Skrænten kaldtes den Gang "Termeriet", og der blev nu anlagt Gange i den, ligesom Kilderne blev regulerede. Som Lystskov var Termeriet altsaa Kommunens Ejendom og bestyredes af Byfogden og de delegerede Borgere. I 1829 skete saa den Forandring, at Byens Skove, som tidligere omtalt, udlagdes til de saakaldte Skovejere, dog med den Forpligtelse, at Termeriet vedblivende, som hidtil, skulde være offentlig Lystskov. Krattet var imidlertid vokset godt til og blevet til Skov, og ved et af Prins Christians Besøg døbtes det om til "Christiansminde".
Det var altsaa hertil, at Svendborgerne valfartede paa deres  Sommerudflugter, dels til Søs og dels til Lands. Den sidstnævnte Tur var iøvrigt ret drøj. Hele Møllergade og Ørkildsgade igennem, derpaa op ad Bellevuevejen og endelig ned ad Øksenbjergvejen.
Det var en lang og trættende Tur, og de, som mente at have Raad dertil, foretrak derfor Søvejen, der var adskillig hurtigere og bekvemmere. Haverne i Hulgade - der hvor Jernbaneterrænet nu er - stødte op til Stranden, og hos Rasmus Hansen og Frantz Wæver kunde faaes Baad til Øksenbjerg. Navnlig om Aftenen og om Søndagen var her livlig Trafik, og det var ikke nogen helt daarlig Bestilling at være Færgemand. Fra Øksenbjerg gik saa Turen gennem Skoven til Skovløberhuset, som laa lidt Vest for den nuværende Restaurationsbygning.
I dette Skovløberhus drev Fahnøe - der var temmelig døv - sin Restauration, assisteret af sin Hustru og under al den Spektakel, som en yderst livlig Papegøje saa sig i Stand til at præstere. Der var 2 mindre Værelser i Stuen og et noget større Lokale, som beæredes med Betegnelsen : "Salen", paa 1. Sal.

Den sidste Lokale benyttedes dog kun ved højtidelige Lejligheder, navnlig ved den aarlige Fugleskydning, der den Gang som nu var Svendborgernes største Festivitet.
I Haven var hele 2 Keglebaner, den ene laa saa tæt ved Spadserestien, som førte hen til Skydepladsen, at den forbipasserende Vandingsmand af og til kunde faa en Kugle i Hovedet, naar denne, udslynget af en kraftig, men ikke tilstrækkelig øvet Arm, forlod den ikke lige Bane og fo'r lige lukt gennem Hækken.
Foran Huset paa Skrænten ned mod Stranden var 2 Rækker snurrige Lysthuse af Hyld, den ene Række liggende over den anden. De saa forresten helt idyllisk ud, og da de var temmelig tætte, kun aabne ud mod Stranden, afgav de et behageligt og ugenert Opholdssted.
Mellem Lysthusene og Sundet var en lille Have omgiven af et malet Træstakit og med en Springvand i Midten, der meget kunstfærdigt ved eget Tryk snurrede rundt, medens det sprang.
Naar hertil endelig kommer en ganske lille Baadehavn, har man saa temmelig det hele Interieur.
Salongen "Sommerlyst" var da som nu, men benyttedes adskilligt mindre. Den tilhører et Interessentskab, der vist ikke rigtig ved, hvad de egentlig skal gøre ved den.

Smuk er den ikke, og det var næppe nogen Skade til, om den gik samme Vej, som det øvrige gamle Christiansminde for længst er gaaet, og gav Plads for en Bygning, som harmonerede noget bedre med Omgivelserne.
Skydepladsens Udseende var den Gang noget anderledes end det nuværende. Skytehuset laa nede mellem Træerne tæt ved Vejen ad Hestehaven til, omtrent der, hvor nu ved festlige Lejligheder Karusellen er anbragt.
Midt paa Pladsen stod den høje Fuglestang i nogen Frastand omgiven af Sigtepæle med Bænke til at sidde overskrævs paa under Skydningen. Fra Pladsen fortsattes Vejen, som nu, til Hestehaven, ved hvis Begyndelse var anbragt det saakaldte "grønne Led".
Hestehaven var udelukkende Nytteskov og hørte under "Skovlyst", som da ejedes af Proprietær Rasmussen. Skoven erhvervedes af afdøde Grosserer Weber omtrent paa samme Tidspunkt, som de store Forandringer foretoges i Christiansminde.
Saaledes saa altsaa den Gang Christiansminde ud, og Anlægene  var kun rene Bagateller og Smaating i Sammenligning med, hvad Skoven nu byder paa, men den var til Gengæld maaske adskilligt mere idyllisk. Svendborgerne hang ved den med Liv og Sjæl, og der kunde, navnlig Søndagene og den traditionelle tredie Pinsedag, udfolde sig et Folkeliv, som i Hygge og Fornøjelighed maaske overgaar Nutiden. Der kunde til Tider være vrimlende fuldt af Folk, og saa kneb det for Fahnøe, skønt publikum som Regel selv medførte Madkurv, saa han ingen Sorger havde i den Retning. Han skulde kun sørge for det noksom bekendte "Vand paa Maskine", Øl og Toddy.

Saa indskrænkede som Forholdene var, kunde det imidlertid ikke gaa i Længden, og Skovejerne, som ingen pekuniær Indtægt havde af Skoven, vilde ikke gøre mere ved den, end de lige var nødt til, og navnlig hverken kunde eller vilde de sørge for et mere tidssvarende Restaurationslokale. Under disse Forhold valgte de den ganske fornuftige Udvej at tilbyde Kommunen Skoven som Gave, hvilket Tilbud blev modtaget, men da et par stædige Skovejere gjorde Vrøvl og protesterede mod deres Kollegers - de andre Skovejeres - Ret til at disponere over Skoven i sin Helhed ved Majoritetsbeslutning, maatte der en Fogedkendelse til, hvorved Kommunen sattes i Besiddelse af Skoven. Dette skete i 1875, og da disse juridiske Formaliteter var overstaaede, kom der for Alvor Gang i Tingene. En Kreds af Borgere traadte sammen og garanterede for et Laan paa 35000 Kroner, med Kommunen som subsidiær Garant, og Resultatet blev den nuværende i 1877 opførte Restaurationsbygning og den samtidige, fuldstændige Omordning af hele Pladsen, saaledes som den med faa Forandringer (f.Eks. Trappenedgangen) eksisterer den Dag i Dag.
I 1883 overtog Kommunen hele Herligheden, Spadserestien langs Stranden anlagdes, Dampskibsbroen opførtes i 1888, den er senere gentagne Gange udvidet, og da samtidig Dampskibsforbindelsen Svendborg-Christiansminde-Troense kom i Gang avancerede Skoven fra at være den lille, beskedne og næsten udelukkende af Svendborgerne kendte og benyttede Lystskov til at blive Byens største Tiltrækningskraft og et af Danmarks mest kendte og søgte Udflugtssteder.

 
 
Navnlig synes Tyskerne at have fattet stor Forkærlighed for den, og som den en sollys Sommerdag præsenterer sig fra Sundet med sin stilfulde Restaurationsbygning, det bagved liggende Badehotel, Promenaden, Anlægene, Broen og den henrivende Spadseresti langs Stranden, maa den ogsaa absolut siges at være baade "wunderschön" og "famos".
Foruden Christiansminde var ogsaa Høje Bøge den Gang som nu, et yndet Udflugtsted, navnlig for Befolkningens brede Lag. Saavel denne Skov som Fruerskoven tilhørte Sct. Jørgens Præstekald. Den sidste Skov var Kommunen, da Præstekaldet stillede den til Auktion, saa nogenlunde nødt til at købe af Hensyn til Vandværket, og ved samme Lejlighed besluttedes det at købe Høje Bøge. Den nuværende Restaurationsbygning er først opført, efter at Kommunen har erhvervet Skoven, før den Tid var der ingen, da besørgedes Beværtningen af "Hørsvingeren", som om Søndagen, hvis de vel at mærke var godt Vejr, og der var nogen Udsigt til Søgning, opslog sit Telt derude, lavede et lille Baal af Kvas og tørre Grene, og saa kunde Folk faa baade Kaffe og Øl.

Caroline Amalielund, eller som den i daglige Tale kaldes "Rottefælden", tilhører ikke Kommunen; ogsaa denne har altid været et yndet Sommerudflugtssted, dog navnlig i de senere Aar,  efter at den nye Bygning med tilhørende Sommertheater er opført. Før denne Tid manglede den egentlig Betingelserne for at kunne tage mod Gæster. Der var vel nok en Restaurationsbygning, en lav, enetages Bindingsværksbygning med Straatag, hvor gamle Ploug var Vært, men Forholdene i Skoven var meget primitive, og bortset fra Udsigten fra Slotsruinerne, frembød den intet tiltalende for Øjet. Det er først i de senere Aar, at der er gjort noget for den, og at den derfor er begyndt at komme med.
De her omtalte Skove var altsaa i den primitive Tilstand, hvori de henlaa i Tredserne, og vanskelige omstændelige at komme til, de eneste Steder, hvor Svendborgerne dog kunde nyde noget af den smukke Natur, som omgav dem overalt.
Saa var det, at Forskønnelseskommiteen tog fat. Det var afdøde Vejinspektør P. Husen, der kort efter den sidste Krig var kommen her til Byen, i hvem den Tanke slog ned, at ved Anlæggelsen af Spadserestier, Udsigtspunkter o.s.v. paa Omegnens smukkeste Steder, vilde man ikke alene skabe Borgerne en forøget Glæde ved Byens smukke Omgivelser, men netop og væsentligst gavne Byen, ved at disse blev gjort tilgængelige, saaledes at de kunde blive en Attraction for Fremmede, med andre Ord: Det var Svendborg, som fremtidig Turistby, der stod for hans Tanke.
Han henvendte sig da med sin Plan til den nylig ankomne Amtmand, og han kom her til den rette Mand. Der blev straks dannet en Commite for at arbejde for Sagen.

Kommiteen bestod af Grev Brockenhuus Schack som Formand (han er den eneste endnu levende af Kommiteens Medlemmer), Amtsvejinspektør Husen, Lærer Bärthelsen, Hattemagerne I.M. Lange og Milling, Adolph Husom, Købmand Gumme Riber, Murermester Ludvigsen og Skræder S.J. Sørensen, den senere Vejer og Maaler. Disse begyndte nu at indsamle Penge ved at gaa fra Dør til Dør for at formaa Borgerne til at tegne sig for aarlige Bidrag.

Der var virkelig enkelte i pekuniær Henseende endog særlig godt stillede Borgere, som stod ganske uforstaaende overfor Sagen og derfor, i hvert Fald i Begyndelsen, stillede sig afvisende til den, men som Regel mødte Foretagendet baade Sympathi og Offervillighed, hvortil vist ikke saa lidt den Omstændighed bidrog, at Amtmanden saa levende interesserede sig for det. De gik derfor rigtog godt med Indsamlingen af Bidrag, og Kommiteen havde i sin Formand en Støtte, som mere end een Gang fjærnede pecuniære Vanskeligheder ved af sin egen Lomme at tilskyde, hvad der manglede.
I 1869 foretoges de første Arbejder. Der begyndtes med Spadserestien langs Mølledammen, Dronningemaen, Tyremaalene til Grubbemøllestræde og derfra over Galgebakken til Ovinehøj og langs med denne ned til Vestergade.
   
  
Stien over Ovinehøj og Galgebakken er absolut den smukkeste blandt alle Byens Spadserestier, og der er i Danmark kun ganske faa Udsigtssteder som i Storslaaethed kan sættes ved Siden af denne, og maaske ikke et eneste, hvor Billedet er saa smilende yndefuldt, saa ægte, hyggeligt, hjemligt dansk.

I de følgende Aar kom Stien fra Opgangen til Ovinehøj langs Grubbemøllestræde til Ørkildsgade, fra den modsatte Ende af denne Gade til Caroline Amalielund og Christiansminde. Stien fra Langestrædes Begyndelse langs denne Gade til Færgevej, fra Langestræde til jernbaneoverkørslen (bag Lunden) og derfra op  til Lundevejen, fra Lundevejen til Høje Bøge og fra den modsatte Side af denne Skov tilbage til Udgangspunktet ved Lundevejen (Trekanten, om hvilken med det samme kan bemærkes, at Anlæget paa denne og Jernrækværket derom er privat Gave fra Grev Brockenhuus Schack).
Paa denne Maade blev hele Byens Omegn efterhaanden omgiven af et Næt af smukt anlagte og smukt beplantede Spadserestier, og hvormeget dette ogsaa i ren materiel Henseende har gavnet Byen og bidraget til dens Udvidelsesvækst, ses bedst deraf, at de Veje, langs hvilke Stierne anlagdes, særlig hurtigt blev bebyggede, vi behøver saaledes kun at nævne Lundevejen, Egensevej, Søgaardsvej, Christiansminde Alle, ved hvilke der, da Stierne anlagdes, ikke fandtes en eneste Bygning.
Da de ikke var Trang til flere Stier, ophørte Forskønnelseskommiteens Virksomhed efterhaanden af sig selv, Stierne er overtagne af Kommunen som dens Ejendom, og mod at denne besørger Vedligeholdelsen. Hvor stor Kommiteens Virksomhed imidlertid har været, ses bedst deraf, at Stiernes samlede Længde andrager 1 1/8 Mil. Til Indkøb af den fornødne Jod samt til Anlæg og Beplantning medgik ialt 23565 Kroner, hvoraf i Aarenes Løb indkom ved privat Indsamling hos Borgerne (indtil 1880) 10600 Kroner, i Tilskud fra Kommunen indkom 11200 Kr. og ved ekstraordinære Gaver 1769 Kr.
 

Loven om Købstadskommunernes Styrelse af 26. maj 1868, ifølge hvilken disse fik et betydeligt udvidet Selvstyre, idet Ordningen med Byfoged og delegerede Borgere bortfaldt, og Styrelsen overgik til det af Borgerne valgte Byraad med den kongevalgte Borgmester som Formand, traadte i Kraft 1. Januar 1869, og Svendborgerne valgte da deres første Byraad.
Byfogden var da Ludvig Schrum, som i 1859 havde afløst den yndede Kammerherre Jessen, og som selv efterhaanden naaede at blive lgiesaa afholdt som sin Forgænger. Han beklædte Embedet til 1885, da han trak sig tilbage, men blev boende her i Byen indtil sin Død 1894.
Af det første Byraads Medlemmer er nu ingen mere i Live. Det bestod, foruden Formanden Borgmester Schrum, af Købmændene Agent L.I. Baagøe, Gumme Riber, Claus Krøyer og Grosserer H.I. Rasmussen, begge Brødrene Lange (Hattemager I.M. Lange og Jernstøber L.R. lange), Sejlmager Brandt, Skibsbygger H.P. Hansen, Maler Berth (i Skattergade), gamle Rokkedrejer Erik Lindegaard og Farver Morten Peter Kisbye. Af disse sad Claus Krøyer i Raadet uafbrudt indtil 1890, altsaa 21 Aar, en Rekord, som kun er slaaet af afdøde Grosserer Jens Peter Baagøe, som sad der fra 1873 til 1897, og af Justitsraad J.L. Knudsen, som har været uafbrudt Medlem af Raadet siden 1876.
Læge Mølmark har været Medlem af Raadet i 20 Aar, afdøde Adolph Husom og C.C.P. Bärthelsen i henholdsvis 17-18 Aar.
Foruden Gasværket og Vandværket var der, forinden det nyvalgte Byraad paabegyndte sin Virksomhed, udført adskillige komunale Arbejder; vi havde saaledes faaet Sundhedsforholdene, som Borgmester Schrum interesserede sig levende for, noget forbedrede, navnlig ved at Byen var bleven inddelt i et vist Antal Distrikter, som stod under en Art sanitært Tilsyn af dertil valgte Mænd. Fattigvæsenets Ledelse var i 1868 overdraget en dertil udnævnt Inspektør (Kaptajn Hallas), og Havnen var bleven noget udvidet, idet Kommunen havde købte Bager Jensens Ejendom  i Møllergade, hvis Grund gik ned til Stranden. Ejendommen blev nedbrudt, og en Gade (Havnegade) ført ned til Stranden. For Enden af Gaden anlagdes den saakaldte "Nyhavn".
Paa en Del af Ejendommens Grund anlagde den fornævnte Grosserer Rasmussen en Cikoriefabrik, som imidlertid senere nedlagdes. Ejendommen overgik derefter til Købmand Bie, der benyttede den som Pakhus. Den solgtes senere tild en herværende katolske Menighed, som ombyggede den og i 1887 indrettede den til Kapel og Skole, dog er den østlige Del endnu udlejet som Pakhus.
Byen voksede imidlertid rask og den stigende Folkemængde nødvendiggjorde mange kommunale Foretagender, og Penge kostede de alle -Byens Gæld i 1860 udgjorde 42000 Kroner, den er bleven mange Gange større siden da, og Skatten er stegen betydeligt, men man har ogsaa faaet noget for Pengene.

Der fandtes i 1860 i hele Byen en eneste Kloak, Brolægningen var bekendt over hele Landet for sin rent ud fænomenale Slethed, Fattigvæsenets Bygning i Fruestræde var elendig, og det bagved liggende Sygehus ligesaa, begge Byens Kirker trængte til en gennemgribende Restaurering, Skolebygningen alt andet end tidssvarende og tilmed meget for lille, Raadhuset maatte nødvendigvis bort, om ikke af anden Grund saa dog, fordi det af Hensyn til den fornødne Torveplads var ganske umuligt at have det liggende lige midt paa Torvet.
Naar hertil kom, at Spørgsmaalet om Anlæggelsen af en Jernbane var i Færd med at blive brændende, vil det ses, at der var meget for det nye Byraad at tage fat i, og at der stilledes store Fordringer til dettes Dygtighed og Arbejdsevne. Alle disse Opgave og adskillig flere til, som efterhaanden meldte sig,e r nu løst og nye Opgaver har optaget de gamles Plads.
Det gaar med Svendborg, som med alt andet, der er i Udvikling. Næppe er een Opgave lykkelig løst, før mindst to nye melder sig.
Foruden de Foretagener, hvis Iværksættelse direkte paahvilede Byraadet som Kommunens Repræsentant, var der tilmed adskillige andre af kommunal Betydning, hvis Løsning maatte ske ved privat Initiativ, men hvor dog Byraadet maatte virke opmuntrende, tildels ogsaa hjælpende og støttende. Dette var saaledes Tilfældet med det foran omtalte Restaurationsspørgsmaal i Christiansminde, Forskønnelseskommiteens Virksomhed, Realskolespørgsmaalet og mange andre.

Noget af det første, der toges fat paa, var Kloakvæsenet og Brolægningen. For førstnævntes Vedkommende maatte der begyndes paa fuldstændig bar Bund og i Begyndelsen forsøgsvis.  Begge Arbejder udførtes successivt gennem en længere Aarrække. Nu er Byen overalt forsynet med Kloaker med gode Afløbsforhold, men der er ogsaa til dette Arbejde medgaaet omkring 50000 Kroner. Brolægningen er, skønt ikke fuldt ud mønsterværdig, saa dog overalt fornyet og forbedret, og der er sørget for, naar ældre Ejendomme nedbrødes eller ombyggedes, at faa Gaderne saa vidt muligt regulerede, hvilket ikke er løbet af uden betydelig expropriationsudgifter.
I 1872 opførtes den nye Fattiggaard paa Viebæltet. Den kostede 67000 Kr. og opførtes efter Tegning og under Tilsyn af den her boende Arkitekt J.I. Eckersberg. I Fattiggaardens søndre Fløj indrettedes Lokaler til Sygehus, men det viste sig ikke at være vellykket og maatte efter faa Aars Forløb betragtes som ubrugeligt.
Samme Aar som Fattiggaarden blev ved privat Initiativ den nye Realskole opført i Bagergade, en Skole, hvortil Byen haardt trængte. Kommunen havde tidligere haft en selvstændig Realskole i en gammel Bygning i Fruestræde, beliggende hvor nu Borgerforeningens Bygning staar, og Nabo til "Musereden".
Skolens Overlærer var cand. phil. Niels Schaugaard. Den var imidlertid nedlagt som selvstændig og omdannet til et Led af Borgerskolen under navn af Realklasser og med de samme Lærer som Borgerskolen.
Der ønskedes imidlertid ikke alene en Skole med bedre Lokaler og bedre hygiejeniske Forhold, men ogsaa en forbedret Undervisning og da navnlig saaledes, at Eleverne sattes i Stand til fra Skolen at kunne tage den almindelige Forberedelseseksamen. Med dette Formaal for Øje traadte en Kreds af Borgere (40) sammen og garanterede for et Laan, hvorved den nye Skole opførtes mod at Kommunen ydede et aarligt Tilskud. Til Gengæld fik Byraadet Ret til at besætte et vist Antal Fripladser. Som Skolebestyrer ansattes den hidtilværende Lærer ved Borgerdydskolen paa Christianshavn, Johannes Møller, der siden uafbrudt har bestyret den. (1899 var der 165 Elever, underviste af 15 Lærere).
Den af Translatør cand. phil H.H. Jørgensen hidtild revne private Realskole i Skattergade blev nedlagt, og han selv fik en Lærerstilling ved den nye Skole.
Det næste Aar 1873 bragte Dampfærgeforbindelsen med Taasinge, hvilket i høj Grad lettede samkvemmet med denne Ø. Byens Bidrag til Dampfærgen androg 12000 Kr.

I 1874 opførtes i Forbinelse med Amtsraadet Epidemihospitalet bag Kirkegaarden, og endelig kom i 1875 den nye Borgerskole, som med en Bekostning af ca. 60.000 Kr. opførtes i Fruestræde paa den Grund, hvor det gamle Fattighus og Sygehus havde staaet. Den var saavel Drenge- som Pigeskole og oprindelig bestemt til ogsaa at afgive Bolig for Overlæreren.
Man mente at have bygget Skolen tilstrækkelig stor for lange Tider, men Byens raske Vækst bevirkede, at den hurtigt - skønt der i Mellemtiden med en Bekostning af 9000 Kr. var opført en særlig Skole i Hallingskov for Beboerne herfra samt fra Øksenbjerg og Hømarken, og skønt Overlærerens Bolig paa Skolen i  1884 var omdannet til Klasseværelser, samt Gymnastiklokalet ligeledes indrettet til Klasseværelse, og helt nyt Gymnastikhus opført, - viste sig for lille, og allerede en Snes Aar efter maatte der tages fat paa Opførelsen af en særskilt Pigeskole, hvortil den fornødne Plads med en Bekostning af ca. 10.000 Kr. var skaffet ved Indkøb af private Grunde bag Borgerskolen. Pigeskolen, der først blev færdig for et Par Aar siden (1899), er i arkitektonisk Henseende særdeles præsentabel, Tegningen skyldes Arkitekt Schwanenflügel i Odense, den er forsynet med alt, hvad Nutiden paa dette Omraade kan gøre Fordring paa, men dens Opførelse har været forbundet med mange Genvordigheder - en af Byraadets Medlemmer betegnede den i et Byraadsmøde som "Kommunens Smertensbarn" - og kostet adskilligt mere end oprindelig beregnet. Den kom ialt paa ca. 120.000 Kr.
Saavel Drenge- som Pigeskolen talte i 1899 omkring 1300 Elever fordelte i 39 Klasser, underviste af 35 Lærere og Lærerinder.
Imidlertid var Banespørgsmaalet rykket sin Afgørelse nær, og som naturligt er, absolverede det for en Tid alle andre Interesser.
At Byens Kommunication med Omverdenen var mangelfuld, stod ganske klart for alle. Ganske vist var Dampskibsforbindelsen temmelig upaaklagelig, men med Nabobyerne Odense, Nyborg og  Faaborg, stod Byen kun i Forbindelse ved de langsomme og forældede Deligencer.
Der var holdt adskillige Møder og skrevet adskillige Avisartikler om denne Sag, som en stor Del af Borgerne egentlig inderst inde saa paa med temmelig blandede Følelser. Alle vilde nok have en bane, men man vilde have den til Nyborg og ikke til Odense. Man frygtede nemlig, og iøvrigt ikke saa helt med Urette, at en direkte Forbindelse med den større By vilde trække en Del af Oplandet bort fra Svendborg, og dernæst mente man, at en Bane, enten den kom til Odense eller Nyborg, vilde opelske Købmandsforretninger og Handelspladser paa Landet til Skade for Byen.
Den sidste Risiko var der nu en Gang ikke noget at gøre ved, den maatte Byen løbe, ligesaavel som alle andre danske Købstæder med Baneforbindelser, og angaaende det første Punkt viste det sig snart, at den direkte Linie Odense-Svendborg i Virkeligheden var den eneste Mulighed, saafremt Byen i det hele taget vilde have en Bane, og Erfaringen har da ogsaa vist, at Banen paa ingen Maade har skadet, - selv om ogsaa det yderste, nordlige Opland nu for en Del søger Odense - men tværtimod i høj Grad gavnet Byen; dog maa det udtrykkelig bemærkes, at Aarsagen hertil for en stor Del maa søges i den ganske fortrinlige Havn, der den Gang var og endnu er betydelig forud for Odenses.
Selvfølgelig var Banestationens Beliggenhed af største Betydning, man ønskede denne saa centralt som muligt og tilmed saa nær Havnen som muligt, og det var da et Held for Kommunen, at man havde Klosterpladsen at disponere over og det saa meget mere, som den der liggende gamle Borgerskole alligevel skulde nedrives. Man opnaaede her en ualmindelig fordelagtig Plads, som ikke mange andre danske Provinsbyer kan opvise Mage til, beliggende i Hjertet af Byen, nær Torvet og i let Forbindelse med Havnen, der samtidig skulde udvides, saaledes at den gamle Havn og Nyhavn kom i Forbindelse med hinanden.

For at opnaa dette, samt for at faa Havn og Bane til at danne en Enhed, et stort sammenhængende Hele, maatte betydelige Udfyldningsarbejder foretages, og for en Del Ejendomme i Hulgade eksproprieres, hvilket ogsaa, for at føre Banelinien ind paa Pladsen, maatte ske med flere Ejendomme i Skattergade og Brogade, saaledes navnlig I.M. Langes Hatefabrik. Det lille, smalle Stræde, som førte fra Skolen til Brogade (Skolestræde), forsvandt fuldstændig, og de paa hver Side af Strædet liggende Smaaejendomme nedbrødes.
Da de sidste Rester af det gamle Kloster forsvandt, og Jordarbejder fandt Sted paa dettes Grund, fandtes der selvfølgelig en Mængde Menneskekranier og Knogler, men iøvrigt intet af historisk Interesse.
Det var en kolossal Forandring, som her foretoges, vel nok den største og betydeligste, Byen endnu har været udnerkastet.
Havnen strakte sig nu uafbrudt lige ud til Nyhavn. Det nye Anlæg døbtes "Jessens Mole" efter Byens tidligere, afholdte Borgmester,d en kongelige Kommissarius ved Banens Anlæg, Kammerherre Jessen. Samtidig med Jessens Mole forsvandt - desværre havde vi nær sagt - den gamle, smukke, karakteristiske og velviedligeholdte Træ-Dampskibsbro for at give Plads for den nuværende Anløbsplads, som ialtfald ikke er saa skøn og næppe synderlig mere praktisk.

Fra Banepladsen førtes - iøvrigt ikke til lidt Skade for  Brogade - den smukke Frederiksgade ned til havnen. Det kunde blive en prægtig Forretnignsgade, hvis Trafikken igennem den ikke hindredes saameget af de ved Togenes Afgang og Rangering nødvendiggjorte hyppige Afspærringer. Der trænges derfor i høj Grad til en Passage over Banelinien, og den maa nødvendigvis komme. Det er kun et rent Tidsspørgsmaal, selv om det i Øjeblikket paa Grund af Byens vanskelige, pekuniære Forhold kan synes at have lange Udsigter.
Samtidig med Frederiksgade føtes en anden Gade fra Banepladsen nordpaa til Havnegade, ligesom der udførtes forskellige Arbejder paa selve Banepladsen, Stensætningen langs Terrassen blev saaledes forsynet med Jærnrækværk, og Trappenedgangen fra Terrassen ud for Munkestræde anlagdes. Brønden ud for dette Stræde og en gammel Ligsten med fuldstændig udvisket Indskrift paa Trappenedgangens Platform er nu de eneste Erindringer om det gamle Kloster.
Derimod var det Skue, som Pladsen ved Banens Anlæg frembød, naar man saa det fra Stationsbygningen, himmelvidt forskelligt fra det næsten storstadsmæssige Billede, den nu afgiver, idet Omgivelserne den Gang udelukkende var faldefærdige Plankeværker og gamle Baghuse.
[Den nu forsvundne, Smed Neuschwang tilhørende Ejendom der, hvor nu Telefonstationen ligger, blev iøvrigt i Aarhundredets Midte benyttet som Synagoge af den mosaiske Menighed].

Banen aabnedes 12. Juli 1876, og Byens Udgift til denne androg 80.000 Kr., for hvilke denne fik Aktier, der helt igennem har forrentet sig godt. Udgifterne til de nye Havneanlæg, som først fuldførtes i 1877, androg ialt 230.000 Kr.
Samtidig med de store Arbejder ved banen og Havnen og samtidig med Borgerskolens Opførelse byggedes ved privat Initiativ Borgerstiftelsens Ejendom i Bagergade. Foreningen til Opførelse af denne Bygning havde arbejdet i et længere Aaremaal. Ideen er oprindelig undfanget af afdøde Sejlmager Chr. Brandt og ligeledes afdøde Uhrmager, senere Gasværksbestyrer, Liberoth. Til Opnaaelsen af deres Øjemed fik de paa et sidst i 1864 afholdt Borgermøde dannet en Forening, hvis Medlemmer tegnede sig for aarlige Bidrag. Foreningens Bestyrelse - hvis Formand var Borgmester Schrum - fik efterhaanden indsamlet ca. 17000 Kr.; men hvad der battede bedst var dog, da den foran omtalte Skomager og Garver Frederik Hansen lagde sig til at dø og ved Testamente forlod Stiftelsen den kønne Sum af henad 36.000 Kr., hvoraf dog de 10.000 Kr. sattes fast til Ejendommens Vedligeholdelse.

Nu var Skærene klarede, og Bygningen opførtes og indviedes 1. juli 1875. Kommunen havde støttet Sagen ved at skænke en Byggegrund i Vestergade, den solgte man imidlertid for 1400 Kr. og købte i Stedet derfor Grunden i Bagergade. Ejendom og Grund stod i alt Stiftelsen i 40.000 Kr. Den indeholder 10 dobbelte og 8 enkelte Friboliger, Renterne af et særligt Legat paa 3000 Kr. anvendes til Indkøb af Brændsel til stiftelsens Beboere, hvorhos der er udlagt denne forskellige Legater, hvis Renter ligeledes uddeles til Beboerne.
Kommunens nye Raadhus paa Hjørnet af Bagergade og Vestergade er opført i Aarene 1880-81, (taget i Brug 1881).
Da man var klar over, at det gamle Raadhus maatte bort, begyndte en livlig Debat om, hvor det nye skulde ligge. At Beliggenheden ikke skulde være midt paa Torvet, var der den  skønneste Enighed om, men ellers var Anskuelserne meget divergerende, og navnlig vilde man absolut ikke have det i en Udkant af Byen. Nogle ønskede det lagt nede ved Havnen, hvor det formentes at ville tage sig særlig præsentabelt ud, andre ønskede det ned ved Mølledammen (den Kisbyeske Ejendom), atter andre i den Børgesenske Ejendom i Fruestræde, og endelig foresloges Pladsen bag Nikolai Kirkegaard, (der, hvor nu Svendborg Amtstidendes Bogtrykkeri er), her vilde det faa en cental Beliggenhed, nær Torvet, og bygget i Harmoni med Nikolai Kirke, hvis Restauration allerede den Gang stod som noget, der om kortere Tid vilde være en Nødvendighed, virkelig blive en Forskønnelse for Byen. Kirkegaarden skulde saa nedlægges og gøres til aaben Plads, eventuelt Torv. Denne Plan, der slet ikke syntes saa helt ueffen, strandede imidlertid ogsaa, og Resultatet blev at Raadhuset kom til at ligge netop der, hvor man fra først af ikke vilde have det, nemlig i en Udkant af Byen.
Det kneb endogsaa haardt med at opnaa denfornødne Enighed med Amtsraadet om Bygningens Beliggenhed og Udgifterne til dens Opførelse, men omsider lykkedes det, og man købte i Forening (for 26000 Kr. hvoraf Amts- og Byraad udredede hver det halve), den tidligere Sognepræst i Tved, Suhr, tilhørende Ejendom med Have, beliggende som foran nævnt paa Hjønet af Bagergade og Vestergade, og som oprindelig var bygget som Enkesæde for en afdød Baronesse Bille Brahe.

De paa Ejendommen staaende Bygninger solgtes til Nedrivning for 4000 Kr. Den nye Bygning opførtes i gothisk Stil efter Tegning af Arkitekt E. Lendorff med en Bekostning af 130.000 Kr. (hvoraf noget over 5000 Kr. indkom ved Salg af det gamle Raadhus til Nedbrydning), Udgiften afholdtes med 7/10 af Amtet, 3/10 af Kommunen.
Bygningen afgiver Lokaler for Byfogden, Byskriveren og Herredsfogden samt By- og Herredsting, det sidste benyttes tillige af Forligelseskommissionen. Endvidere er der en iøvrigt ikke ret stor Sal til Brug ved offentlige Møder samt andre lignende Lejligheder og et Lokale til fælles Afbenytelse for By- og Amtsraad. I dette Lokale hænger Oliemalerier af Amtmanden, Grev Schack (malet af Professor Jensen), og afdøde Borgmester Schrum, (malet af Bache).
Endelig er der i Kælderen Arkiv samt Bolig for Arrestforvareren. Arrestlokalerne findes i Sidefløjen og afgiver Plads for ialt 25 Arrestanter.
I Januar Maaned 1898 skete paa Raadhuset en uhyggelig Gaseksplosition, saa voldsom, at ikke alene alle Ruder i Bygningen, men ogsaa en Mængde Ruder i Vestergade sprængtes, og Bygningen selv kom i Brand. Det var navnlig Arkivet i Kælderen og Lokalerne i Stueetagen, det gik værst ud over, men skønt der anrettedes ikke saa ganske liden Ødelæggelse, blev Ilden dog forholdsvis hurtigt slukket. Knaldet var saa voldsomt, at det kunde høres over hele Byen, men det uhyggeligste ved hele Begivenheden var dog, at Arrestforvarerens Hustru blev saa forbrændt, at hun et Par Dage efter afgik ved Døden.

Det nye Raadhus afgav imidlertid ikke Plads for nogen Politistation,d enne var derfor paa selve Borgmesterkontoret, en ordning, som var uheldig, navnlig da Raadhuset nu laa saa langt udenfor Byens Centrum. Tilmed paatænktes en fuldstændig Omordning af hele Brandvæsenet, hvad dette ogsaa i høj Grad kunde trænge til. Saasnart her var en Smule Ildebrand, kimede  Allarmklokkerne, og alle Beboerne kom paa Benene, Vogne med Vandtønder kørte frem og tilbage i Gaderne, og hele Brandmaskabet, saadan noget som en 5-600 Mand, tilligemed Politikorpset, stillede paa Brandstedet og løb rundt imellem hinanden, alt udner en gyselig Støj og Spektakel. Hele dette kolossale og vidtløftige Apparat var i Virkeligheden til saare liden Nytte, og største Delen af de ved en saadan Ildebrand Tilstedeværende gjorde adskillig mere Skade end Gavn. ALt dette skulde derfor bortfalde og erstattes af et fast, lønnet og godt indøvet Korps, ligesom der skulle anskaffes en Del nyt Materiel - (Sprøjterne, hvoraf vi har 6, er dog alle gamle, 1 fra 1776 og 1 fra 1794, den nyeste er anskaffet i 1865).
Det gamle Sprøjtehus paa Torvet blev derfor nedrevet, og det nuværende opført. Naboejendommen, paa Hjørnet af Torvet og Fruestræde, som tilhørte Vognmand Hans Madsen, købtes af Kommunen for 16000 Kr., og efter at denne Bygning var nedbrudt, opførtes her i (i 1886) efter Tegning af arkitekt Eckersberg den nye Politistation. Den kostede 17000 Kr. og afgiver Lokaler for Politistationen, Boliger for 3 af det faste Brandmandskab samt Kontorlokaler for Kæmneren, hvilke sidste fra først af var tænkt at skulle være paa det nye Raadhus, hvor Lokalerne iidlertid var bleven udlejede til Kontor for Herredsfogden.
Nedrivningen af det gamle Raadhus gav Stødet til et andet større Foretagende, nemlig Opførelsen af Borgerforeningens nye Bygning. Foreningen ejede, som tidligere berørt, sine egne Lokaler i Fruestræde og havde tilmed - med eventuelle byggeforetagender for Øje - købt Naboejendommen, den gamle Realskole af Kommunen.
Det var ganske klart, at Foreningens stigende Medlemsantal nødvendiggjorde en Udvidelse af Lokaliteterne, men man havde dog næppe fra første Færd tænkt sig saa omfangsrige Byggeforetagender, som det i Virkeligheden blev.
Nu forsvandt imidlertid det gamle Raadhus, og samtidig hermed forsvandt ogsaa Byens eneste større, offentlige Lokale.
Alle offentlige Forsamlinger, alle Baller og andre Festiviteter, hvor man skulde have Tag over Hovedet, havde siden 1828 fundet sted paa Raadhusets Sal, og det var derfor ingen Spøg at skulle af med den.
Salen var rigtignok alt andet end skøn; der var kun lavt til Loftet, og dens eneste dekorative Prydelse var en ret ejendommelig Samling mindre Kobberstik af de oldenborgske Konger, som hang mellem Vinduerne langs Salens Vægge. (Ved Auktionen solgtes de til en Privatmand, som senere skænkede dem til Kommunen); men den var temmelig stor og i det hele taget det fineste, man den Gang havde. Med Udenomsbekvemmeligheder klarede man sig, som man bedst kunde. Ved Ballerne benyttedes et Par af Arrestforvarerens private Værelser som Garderobe for Herrer og Damer. (Arrestforvareren havde en ikke helt ringe Indtægt herved, hvorfor han ved Raadhusets Flytning fik tilstaaet ekstra 200 Kr. aarlig som Godtgørelse for sit Indtægtstab.
Bytinget i Stuen med det tilstødende Venteværelse indrettedes til Spiselokale, idet man dækkede fra det ene Værelse gennem Døren ind i det andet, det var jo et mere ejendommeligt end egentlig højtideligt Arrangement, men man mødte med god Appetit og godt Humør, tog dygtigt til sig af Borgerforeningens Værtindes, Fru Christensens, gode Mad, sang Translatør H.H. Jørgensens til Tider ganske morsomme Viser og holdt forresten  Taler i en Uendelighed.  Byen havde Ord for at være særlig godt forsynet med ret gode Talere, og flere Talere paa een Gang hørte den gang absolut ikke til Sjældenhederne.

Endvider benyttedes Herredstinget som Spillestue, den gamle Gældsarrest bagved Raadhussalen som Dametoilet, og naar hertil endelig kom, at selve det høje Byraads Forsamlignslokale benyttedes som Toddy- og Ølstue for Herrerne, vil det ses, at Lokaliteterne slet ikke var saa helt daarlige.
Al dette maatte nu forsvinde, og det blev Borgerforeningen og dennes Bestyrelse, som fik Æren af ikke alene at skaffe Foreningens Medlemmer en ny, flot Bygning med fortrinlige og tilstrækkelig store Lokaler, som næppe nogen dansk Provinsby af lignende Størrelse kan opvise Magen til, men ogsaa samtidig at skaffe Foreningen og Kommunen et tilstrækkeligt stort, stilfuldt, elegant og kunstnerisk, smukt dekoreret Lokale, som ikke alene blev til Fornøjelse for Foreningens egne Medlemmer, men som ved alle Lejligheder, kommunale, politiske eller religiøse stilledes til Disposition uden politiske Hensyn. Den konservative Klub danser her, Frelsens Hær holder Hallelujafester, de socialdemokratiske Foreninger afholder Agitationsmøder, og indre Mission Bedemøder. Borgerforeningens Sal tager lige liberalt mod dem alle.
De var naturligvis ikke nogen ganske let Sag for Borgerforeningens Bestyrelse at skaffe de fornødne Penge, som tænktes tilvejebragt ved Aktietegning med Pantesikkerhed i den nye Bygning næst efter første Prioritet. Da der imidlertid blandt Borgerne var en ret stor Interesse for Sagen, gik det alligevel lettere, end man skulde have troet. Amtmanden, Grev Schack, gik som sædvanlig i Spidsen ved at tegne sig for et anseligt beløb, og flere af Byens større Købmænd fulgte derefter i hans Fodspor og drog andre med sig. Da tilmed kommunen (flere af Byraadsmedlemmerne var tillige i Borgerforeningens Bestyrelse) tegnede sig for 10.000 Kr. var Foretagendet sikret. Det sidste Beløb maatte Byraadet ved flere senere Lejligheder høre ilde for, da man mente det uforsvarligt at anbringe Kommunens Penge i ganske private Foretagender. hertil er imidlertid at bemærke, at Borgerforeningens AKtier har vist sig at være et meget godt Aktiv, der uafbrudt - med Undtagelse af et Aar - har givet deres 4 pCt. i Udbytte.
Bygningen opførtes i 1883 efter Tegning af Arkitekt Eckersberg og under hans Tilsyn. Dekorationen af Salen, hvoraf en Del af Pengene indkom ved en af Foreningen afholdt Basar, fandt Sted i 1890, og et Par Aar efter forsynedes Lokalerne med nyt Møblement, ligesom Foreningen anskaffede et Flygel.
Nu havde Borgerforeningen altsaa skaffet Kommunen et Lokale som Erstatning for Raadhussalen. Dens næste Opgave blev at sørge for, at Byen fik et ny Theater.

Det gamle, tidligere omtalte Theater i Fruestræde, var alt andet end tidssvarende og meget uheldigt indrettet, saavel hvad Sceneri som Tilskuerplads angik. Begge Dele var beliggende paa 1ste Sal, hvilket i Ildebrandstilfælde var saa temmeligt livsfarligt. Stuen fungerede som Garderobe og Restauration - den sidste benyttedes tillige som Auktionslokale. Det hele Arrangement fandt derfor ikke Naade for det nye Brandvæsens Øjne, der i 1895 erklærede Bygningen for utilladelig brandfarlig og derved udvirkede et Forbud mod dens Benyttelse som Theater, og Følgen heraf var, at Svendborgerne hele den paafølgende Vinter maatte undvære et saadant.
 Der fremkom nu flere forskellige Planer, og navnlig henvendte en Privatmand (G.R. Berg) sig til Byraadet med Anmodning om Tilladelse til paa en ham tilhørende paa Banegaardspladsen beliggende Ejendom, som han agtede at nedrive og i Stedet for at opføre en Art Restauration og Foreningslokale, tillige at indrette et mindre Theater, nærmest som Varieté, d.e hvad Tyskerne kalder "Tingel-Tangel.
Af flere forskellige Grunde syntes Byraadet, og vistnok med fuld føje, ikke om Planen, og man nægtede derfor den begærede Tilladelse. Det hele, der opnaaedes ved det her omtalte Forslag, var, at en Plan, som fra anden Side var fremsat, blev opgivet, og Udsigterne for det fremtidige Theater var saaledes ikke videre lyse.

Saa var det, at Borgerforeningen tog Sagen i sin Haand.
Den fornødne Plads havde man i Foreningens store Have, som fortrinlig egnede sig til det paatænkte Brug, og som tilmed repræsenterede for stor en Værdi til udelukkende at ligge hen som Have.
Pengene agtedes skaffede til Veje ved Aktietegning pa samme Maade som ved den tidligere Lejlighed, og efter at de sædvanlige Fødselsveer var overstaaede, lykkedes det at faa Planen realiseret. Grev Schack gik som sædvanlig i Spidsen ved Aktietegningen. Bygningen, som opførtes i 1897, ejes altsaa af Borgerforeningen og staar i Forbindelse med denne som en Del af dens Bygningskompleks.
Det er et fortrinligt Theater med gode Sceneforhold og komplet Sceneudstyr.
Paa Gulvet og i Etagerne er 550 Siddepladser. Samtidig blev Borgerforeningens Lokaler udvidede og ombyggede, saaledes at der fremkom en stor Vestibule med Garderobe, som Indgang til Salen, og selve Foreningslokalerne bestaar nu af: Entré, Læseværelse, Spilleværelse, Konversationsværelse, Bestyrelsesværelse. I Konversationsværelset er ophængt portrætter af Grev Schack, Borgmester Schrum, Arkitekt Eckersberg og Foreningens mangeaarige Formand, Kancelliraad Bärthelsen.
Paa første Sal er en større Spisesal og flere Værelser til Brug ved festlige Lejligheder.
Samtidig med Opførelsen af Theaterbygningen dannedes den fornødne Adgang til Theatret, den saakaldte Theaterpassage, paa den nedbrudte Del af Borgerforeningens Grund, som senere forlængedes ud til Bagergade.
Den 26. Oktober 1887 indviedes Svendborg Industriforenings tekniske Skole. Den er opført paa Hjørnet af Grubbemøllestræde og Viebæltet. Det første Forsøg med en teknisk Skole foretoges i 1834 af Malermester Hans Frederik Trabolt, som privat oprettede en Tegneskole for Haandværkerlærlinge.
I 1852 tog Industriforeningen Sagen i sin Haand og drev Skolen i et lejet Lokale, indtil den nye Skole opførtes efter Tegning af Arkitekt Henrik Wandall.
Den har kostet ca 42000 Kr., hvilke Penge er tilvejebragte, dels ved et Prioritetslaan, stort 11500 Kr.; Statens Tilskud 12.000, Svendborg Kommune 8000 Kr. (aarligt Bidrag til Skolens Drift 700 Kr.), Amtsskolefonden 1000 Kr., Fyns Stifts Kommunefond 3000 Kr. og privat Gave fra Grev Schack 3000 Kr.
Skolens Forstander er Kanceliraad Grønwald, som har virket ved denne siden 1862.
Der er ansat 9 Lærere, og Skolen indeholder foruden Forstanderens Bolig, 9 Klasseværelser og 2 Reserveværelser.

Det nye Sygehus er opført i 1891 af Svendborg Amts- og Byraad i Forening. Som tidligere omtalt, var det gamle og daarlige Sygehus i Fruestræde nedbrudt, og det Sygehus, som ved Opførelsen af den nye Fattigaard indrettedes her i Forbindelse med denne, kunde kun betragtes som rent midlertidigt. Slet og upraktisk som dets hele Indretning var, undlod Folk saa vidt muligt at benytte det. Tilmed var Pladsen meget for indskrænket, idet der kun var 5 Værelser med Plads til ialt 10 Patienter. Operationsstue og deslige fandtes slet ikke. Hertil kom yderligere, at det bag Kirkegaarden i 1874 opførte Epidimihospital med Plads til 7 Patienter i Forbindelse med Kolerareceptionslokalet (Plads til 4 Patienter), for Epiimihospitalets Vedkommende hurtig viste sig for lille, Trangen til Opførelsen af et helt nyt, rummeligt og tidssvarende Sygehus var derfor meget følelig. Der opnaaedes da i 1890 Enighed mellem By- og Amtsraad om at skride til Opførelsen af en hel ny Bygning, (efter omtrentligt Forhold 2/3 for Amtet og 1/3 for Byen). Som sædvanlig ved tidligere Lejligheder, naar kommunale Nybygninger skulde opføres, var der Uenighed om Stedet, hvor det burde ligge, og der blev en Del Avisskriveri om den Ting, idet nogle fandt den paatænkte Plads Kirkegaarden, nær Epidimihospitalet, uheldig. Det var egentlig ikke saa meget Naboskabet med dette og med Kirkegaarden, man frygtede, som Nærheden af den i Langestræde værende Kalkovn, der ved visse Vinde mentes at ville være en farlig Nabo for Sygehuset. Resultatet blev imidlertid alligevel, at Bygningen kom til at ligge paa det paatænkte Sted, og den Købmand Claus Krøyer tilhørende Mark blev købt (25 Øre pr kvadratalen). Sygehuset kom her til at ligge smukt, frit og højt. Det opførtes efter tegning af Arkitekt I. Schmidt og bestaar af en toetagers Bygning med Kælder og Loftslejlighed samt det noget derfra fjærnede enetages Epidimihospital, som ved en lukket Gang staar i Forbindelse med den gamle Epidimibygning.
Sygehuset er bestemt til ialt kunne optage 70 Patienter, men der kan utvivlsomt, naar det kniber, skaffes Plads til over 90. Det opvarmes med Varmelufts-Apparat og er iøvrigt udstyret med alt, hvad Nutiden kræver af et velindrettet Sygehus, Operationsstue, Badeværelse m.v.
Det hele har kostet ca. 130.000 Kr., og Bygningen er - hvad ikke er almindeligt andre steder - omgivet af en stor, smuk og vel vedligeholdt Have, hvor Patienterne, naar deres Tilstand og Aarstiden tillader det, kan opholde sig en Del af Dagen.
Stillingen som Sygehus-Læge besattes med en af Byraadets Medlemmer, Læge Herluf Mølmark. Han lønnes med 1000 Kr. og særlig Betaling for hver Operation. Da man senere fandt det heldigt, at Lægen boede i Sygehusets Nærhed, opførtes i 1900 paa det allersmukkeste Sted i Haven en særlig Lægebolig.

Byens Sognekirker er begge meget gamle og skriver sig fra Kong Valdemar Sejers Tid.De var,d a Byraadet overtog Byens Bestyrelse, temmelig Brøstfældige, og en gennemgribende Restauration maatte derfor for begges Vedkommende være et Spørgsmaal, som inden mange Aars Forløb vilde blive paatrængende.
Vor Frue Kirke var iøvrigt sidst restaureret i 1856, men det maa ikke have været videre forsvarligt gjort, thi i Begyndelsen af Firserene var hele Byraadet oppe paa Kirkegaarden for at se paa en Revne, Taarnet havde slaaet, og som nok ikke skulde være  saa ganske ufarlig. Da det ikke var meget bedre bevendt med det indre end med det ydre, blev en gennemgribende Restauration besluttet, og denne fandt sted i 1884 under Ledelse af Arkitekt Petersen.
Ved samme Lejlighed blev tillige den Bakke, paa hvilken Kirken er opført, afgravet og planeret, Stensætningen langs Terrassen ud mod Torvet opført. Terrassen fjernedes midt i Halvfemserne, og en Stentrappe anbragtes ved Nedgangen til Fruestræde i Stedet for den gamle Trætrappe.
Selve Kirken restaureredes saa grundigt, at ethvert Spor af dens oprindelig Stil saa nogenlunde kan siges at være borte.
Omdannelsen af Kirkebakken kostede Kommunen ca. 10.000 Kr. og selve Kirkens Restauration 90.000 Kr., hvoraf Kirken selv kun kunde bidrage 6000Kr., Resten tilvejebragtes ved Laan med Kommunens Garanti.
Det forrentes og afdrages med 4½ pCt. aarlig. Kirken er en regelmæssig Korsbygning med Sacristibygning i det nordøstlige Hjørne og en Tilbygning, der benyttes som Ligkapel, mod Sydvest.
Det er i ren Spidsbuestil med Hovedindgang gennem det hvælvede Vaabenhus i Taarnet, ligesom der er Sideudgange fra begge Kirkens Korsgange. Det indre, som er temmelig lavt, gør et venligt og hyggeligt Indtryk, men indeholder intet af historisk Interesse. Ved Restaurationen fandtes spor af gamle Kalkmalerier fra omkring 1550, men de var for medtagne til at kunne bevares. I Koret var en Gravhvælving med fuldstændig hensmuldrede Kister (Mads Graa og ustru)

Ligeledes fandtes i Korets sydlige Side en lukket Grav idneholdene Ligstenen af Ole Gaas til Møllegaard (+ 1618) og Hustru. Den over Graven liggende Ligsten er nu indsat i Vaabenhsuets Mur. Ved samme Lejlighed var man ater paa Jagt efter den foran oftere omtalte Junker Abels jordiske Levninger. Da man gravede paa det Sted nær Alteret, hvor han efter Graabrødrekirkens Nedrivelse skulde være bleven begravet, fandt man meget rigtigt i et muret Rum nogle Knogler, et Kranie og Rester af en Kiste, der i sin Tid havde været betrukken med Fløjl. Saavel Benene som Resterne af Kisten lagdes i en Kasse, der medens Restaurationen varede, henstod i den vedkommende Bygningsinspektørs private Lejlighed.
Da Restaurationen var tilendebragt, blev Kassen med Indhold hensat i et muret Rum under Gulvet nedenfor Kortrinene nærmest søndre Korsgang. Samtidig nedlagdes en Blyplade med Junkerens Navn.
Nogen egentlig Undersøgelse fandt altsaa ikke Sted, og dette var Kirkeministeriet misfornøjet med, fordi, som det hedder i Ministeriets Skrivelse af 27. Juli 1886: "der her er Spørgsmaal om de jordiske Levninger af en dansk Kongesøn".
Ministeriet udnævnte derfor ved den fornævnte Skrivelse Musæumsdirektør Henry Petersen og prof. anatom. Chiewitz (dennes Fader var Præst i Faaborg og havde tidligere været Kateket ved Borgerskolen her), til at foretage en nøjere Undersøgelse, som fandt Sted 1. November 1886. De ulykkelige Knogler, som nu endelig havde fundet Hvile blev atter rodede op. Skelettet viste sig saa temmelig defekt, idet alle mindre Ben (Hænder og Fødder), Brysthvirvel, nogle Ribben og begge Knæled manglede. Kisten ahvde været af Fyrretræ og betrukken med Fløjl. Om Junker Abel vidstes det, at han paa en Jagt havde brækket det ene Ben, og paa Skelettet var ganske rigtig brækket  et Laarben og sat daarligt sammen.
Det er aabenbart denne Omstændighed, som i sin Tid har givet Anledning til Misforstaaelsen.
Det viste sig nemlig ved Undersøgelse, at Junker Abel ingen som helst Ejendomsret kunde have til de forefundne Skeletdele, som maatte hidrøre fra en Person i 60-70 Aars Alderen (da Tænderne paa et Par nær manglede og kunde ses at være faldne ud længe før Døden), medens Junkeren kun var 27 Aar. Tilmed kendte man paa hans Tid ikke Brugen af Fløjl,, (den ældste Kiste med Fløjl i Sorø Klosterkirke er fra 1686), og efter hvad der syntes oplyst, skulde Liget, da det henstod i Klosterkirken, havde været balsameret, men Balsamering var noget, man her i Landet heller ikke kendte noget til paa Junkerens Tid.
Som Resultat af alt dette fremgik, at man stod overfor nogle Skeletdele, som i ethvert Fald intet havde med den danske Kongesøn Abel at bestille; hvor de saa iøvrigt i sin Tid havde hørt hjemme, kunde ikke oplyses. Kassen blev saa sat ned paa sin Plads igen, og hermed er Junker Abels Saga antagelig ude.

Kirkens Døbefond er af Marmor, Prædikestolen er fra 1597. Orgelet anskaffedes samtidig med Restaurationen ved frivillige Gaver. Det kostede 7400 Kr.
Den gamle Altertavle bibeholdtes. Den er, som foran omtalt, en Gave fra Christian den 8de, malet af Eckersberg (Fader, til den herboende Arkitekt J.J. Eckersberg), og forestiller Christus i Gethsemane. Paa Altertavlens Sider findes Malerier forestillende Troen og Haabet.
De gamle kolossale Kakkelovne, som tidligere opvarmede Kirken, afløstes ved Restaurationen af Varmeapparater.
De malede Ruder i de søndre Korsvinduer er skænkede af Grev Schack.
I Taarnets vestre Ydermur paa den nordre Side af Indgangsdøren findes en lille Fordybning i Muren. Bagerst i denne ses et Stykke af en utilhugget Kampesten, i hvilken findes nogle smaa Huller. Det skal være en gammel, hedensk Offersten.
Stormklokken i Taarnet er fra 1505.

Fra Kirkens Taarn, hvortil Adgang kan faas ved Henvendelse til Kirkebetjenten, haves en henrivende Udsigt over Byen og Omegnen.
Det er ikke usandsynligt, at Kirkebakken før Kristendommens Indførelse kan have været et hedensk Offersted. Den foran omtalte Sten, der rimeligvis er indsat i Taarnet, da dette opførtes, synes at tyde hen derpaa, men alle de tidligere saa gængse og almindelig troede Sagn om, at Taarnet skal være opført af Svend Tveskæg og oprindelig have været et Vagttaarn som Værn mod de vendiske Sørøvere, er blottet for al historisk Hjemmel.
Murstensbygninger kendes i det hele taget ikke i Danmark før henved halvandet hundrede Aar efter Svend Tveskægs Tid.
Afgravningen af Kirkebakken bevirkede, at Kirkens gamle Kampestensgrund, der hidtil havde været skjult, atter blev synlig, ligeledes fremkom ved Afgravningen de høje Trappefartier foran Indgangene til Ligkapellet og den søndre Korsarm. Det bevirker at den i og for sig lave Kirkebygning, set fra Torvet, faar et mere imponerende Udseende; men praktiske er de to Trappeopgange ikke.
Sct. Nikolai Kirke fik sin ligesaa nødvendige Hovedreparation i 1892 først fuldført 1894.
Kirkens Indre gjorde iøvrigt før  Restaureringen et mere  hyggeligt, venligt og lyst Indtryk end efter denne, men af dens oprindelige Stil var før Restaureringen kun saare lidt kendeligt. Udvendig saa den gyselig ud, og navnlig var den søndre Side skamskændet ved Opførelsen af en komplet Fabriksskorsten, foranlediget ved Indlæggelsen af Varmeapparat i Kirken, noget som Pastor Warburg nok udredede af sin egen Pung.
I 1885 havde Kirken været underkastet nogle mindre Reparationer, og Professor Storck, der var tilkaldt i Anledning af disse, undersøgte samtidig Kirken i sin Helhed og paaviste, at den i høj Grad trængte til en Hovedreparation, ikke alene for at faa den befriet for sine mange Skrøbeligheder, men ogsaa for at Bygningen i ren arkitektonisk Henseende paany kude komme til sin Ret.
Efter et af ham udarbejdet Overslag vilde hele Arbejdet kunne udføres for ca. 75.000 Kroner. Det blev saa besluttet at tage fat med Professor Storck som Arkitekt, og Pengene skaffedes ved et Tilskud fra Staten paa 25.000 Kr., medens 50.000 Kr. rejstes som Laan under Kommunens Garanti.
Det viste sig imidlertid under Arbejdet, at det projekterede Beløb ikke vilde slaa til. Byraadet rykkede da ud med yderligere 25.000 Kr. (altsaa ialt 75.000 Kr.) og Statskassen med 12.000 Kr. (ialt 37.000 Kr.)
Kirken er opridnelig ikke opført paa een Gang. Om end Sideskibene er samtidige eller dog omtrent samtidige med Hovedskibet, er dog Koret senere forlænget mod Øst, ligesom Sacristiet paa Kirkens Nordside er en senere Tilbygning.
Ved Restaurationen gengaves Kirken saa vidt muligt sin opridnelige Stil. Grunden om hele Bygningen udgravedes, saaledes at den oprindelige kampestensgrund blev synlig. Indvendig fjærnedes den ved Aarhundredets Begyndelse paaførte Fyld, saa Kirken paany fik sin oprindelige Højde.
Det senere i Linie med nordre Sideskibs østlige Ende opførte Ligkapel nedbrødes, saaledes at den oprindelige Korindgang paany blev synlig. De oprindelige gamle Vinduer bragtes paany frem, og Vinduerne i Korets Østgavl, som var tilmurede, aabnedes atter, ligesom Vaabenhuset i Taarnet, der ved en tidligere Lejlighed havde faaet fladt Loft, gengaves sin oprindelige Hvælving. Gesimserne samt Mønstermuringerne paa Korets Ydervægge istandsattes.

Som Kirken nu staar, gør dens Indre et stort mørkt, alvorligt men arkitektonisk smukt Indtryk. Midtskibets Længde er 65 Alen, Bredden 13 Al. Sideskibenes - i ældre Tider benævnede Sct. Birgittes og Sct. Gertruds Kapeller - 30 og 9 Al.
Højden fra Gulvet til Hvælvingens Toppunkt er i Kirkens Vestende 22 Al., men aftager mod Øst, hvilket forhøjer Kirkens perspektiviske Længde. Den gamle Prædikestol fra 1585 med sit smukke Billedskærerarbejde istandsattes, der anskaffedes ny Granitdøbefond - den gamle staar nu i nordre Sideskib - nyt Orgel og ny Altertavle (den gamle hænger dog stadig i Kirken) Altertavlen, skaaret i Træ og med rig Forgyldning (den fremstiller Christus og Apostlene) er forfærdiget af Joakim Skovgaard.
Et stort gammelt Crucifix fra den senere Middelalder, som tidligere henstod paa Loftet over Vaabenhuset, viste sig nøjagtig at passe til nogle i Loftet fastgorte Kroge. Det blev saa restaureret og ophængt paa sin gamle Plads.
Næsten alt, hvad Kirken oprindelig har ejet af Ligsten og Epithafier, er ved tidligere Restaurationer gaaet tabt. Tilbage  er kun Ligsten over Raadmand Poul Rasmussen Boesen (+1678) og 2 Hustruer samt over Byfoged Jørgen Borring (+1742) og Hustru, begge Ligsten anbragtes i Korgavlen.
I Vaabenhuset er anbragt en Ligsten over Inger Walkendorff (gift med Knud Urne til Søgaard) + 1555 samt en romansk Ligsten med et Kors.
I Begtrups Beskrivelse af Svendborg nævnes endvidere Ligstene over Viceadmiral Konning (+1749), Kommandør Jochum Friis, Borgmester Mads Tønnesen Rosenberg (+1756) og over Præsten Laurits Nielsen Hellevad. Paa Stenen skal have staaet, at han havde været gift 4 Gange og været Præst i Sct. Nicolai Menighed fra 1627-77. Samtlige de her nævnte Ligstene er dog nu alle forsvundne.
Derimod er endnu bevaret et i Kirken hængende Oliemaleri af Antikvar Peder Jensen Lacoppidan, Sognepræst til Landet og Bregninge (+1717) med Hustru og 12 Børn. Billedet er skænket Kirken af pastor Morsings Enke (+1775). En af Kirkens Klokker er fra 1512.
For at faa Kirkens Beliggenhed mere fri havde Kommune købt den Tobaksfabrikant Schiær tilhørende Ejendom for 23.000 Kroner. Denne Bygning blev saareven ned, og da Dampmøller Troensegaard senere af Hensyn til Kirken foretog en Del Forandringer med den ham tilhørende Ejendom i Korsgade, som tidligere helt skjulte Kirkens Korgavl, maa denne nu siges at være temmelig frit beliggende.
Af andre kirkelige Bygninger kan foruden den tidligere omtalte katholske Kirke og Bethel, endvidere nævnes:
Methodistkirken paa Lundevejen opført 1880 efter Tegning af Arkitekt Eckersberg, udvidet 1902.
Den Indre Mission tilhørende Forsamlingsbygning i Grubbemøllestræde "Siloam" opført 1895 efter Tegning af Arkitekt Hoffmann, samt endelig det af Kommune samme Aar efter Tegning af Arkitekt Magdahl-Nielsen paa Kirkegaarden opførte Ligkapel.
Trangen til dette Kapel blev navnlig ret følelig, efter at Nikolai Kirke ved Restaurationen havde mistet sit Ligkapel, og man mente tilmed, at Begravelserne fremtidig hyppigt vilde finde Sted fra Kirkegaardens Kapel. Denne Beregning har ogsaa tildels holdt Stik, men større Begravelser foregaar fremdeles fra Kirkerne, da Kapellet ikke er stort nok, til at disse kan finde Sted der. Ligvognene kører derfor den vante Tur gennem Byens Hovedgader. Den ene af Ligvognene - den med Baldakinen og Kvasterne - tilhører iøvrigt Byens Skipperlav og er et særdeles rentabelt Aktiv.
Den anden - med Glasvæggene - er først kommen for faa Aar siden og er privat Entreprise.

Faa Aar efter Aabningen af sydfynske Bane begyndte Spørgsmaalet om Anlæggelsen af en bane her fra og til Nyborg at komme frem.
Mellem disse to Byer ligger et fortrinligt, tætbefolket Opland, hvorfor det vilde være af stor økonomisk Betydning at faa en Bane her igennem. Ganske vist var der midt i Tredserne under Ledelse af afdøde Amtsvejinspektør P. Husen anlagt en ny Landevej mellem de to Byer, som i høj Grad lettede Samkvemmet mellem disse og Oplandet, men Manglen af en Bane var og blev dog følelig.
Ogsaa i Nyborg ønskede man Banen, men man nærede her den samme Frygt for en direkte Forbindelse med Svendborg, som denne By i sin Tid havde haft for den direkte Forbindelse med Odense. Hvad  man vilde i Nyborg var derfor egentlig nærmest en Bane, udgaaende fra Svendborg til et Punkt paa den paatænkte RingeNyborg Bane (Ørbæk).
Allerede i 1884 nedsattes et Udvalg for at forberede Anlæget af en Bane, enten direkte til Nyborg eller som ønsket til Ørbæk. Sagen fremmedes ikke særlig hurtigt, men da der paa et offentligt Møde i Svendborg i Oktober 1887 viste sig stærk Stemning for Banen, og da Byraadet tilmed straks herefter tilbød at støtte denne med et Bidrag paa 100.000 Kr., kom der mere Liv i Tingene, og Koncessionen blev given i 1889 paa en direkte Forbindelse Svendborg-Nyborg.
Der rejste sig imidlertid fra flere Sider uformodede pekuniære Vanskeligheder, da Banen viste sig at blive adskilligt dyrere end paatænkt, hvorfor Svendborg Kommune flere Gange maatte forhøje sit Tilskud. Som Følge heraf naaede man først at faa Banen indviet i Sommeren 1897. Den gaar gennem et af Danmarks smukkeste Terrainer, men er ogsaa en af dens kostbareste Baner.
Banestationen i Frederiksgade, der synes ret tarvelig, har i Virkeligheden været temmelig kostbar, idet man har maattet fundamenteret den paa nedrammede Pæle. Det hele Anlæg drives nu under sydfyenske Jernbaneselskab og i Forbindelse med dette, hvorfor Stationsbygningen i Frederiksgade er nedlagt som selvstændig Station.
Det sidste større kommunale Arbejde forinden Aarhundredets Udgang var de i 1891 paabegyndte og i de nærmest følgende Aar fortsatte nye Arbejder ved Havnen, hvorved denne udvidedes fra den nordre Ende af Jessens Mole og helt ud til Øksenbjerg (den saakaldte nordre Havn).
Udgifterne ved dette Arbejde har andraget henad halvtredie Hudnred Tusind Kroner, og det nødvendiggjorde ikke alene betydelige Bolværksarbejder samt Opfyldning af den inddæmmede Grund, men ogsaa Køb af private Grunde og da navnlig en Del af den Tømmerhandler P. Hude tilhørende Oplagsplads, hvilket sidste Køb vakte nogen Uvillie paa Grund af den høje Pris, Kommunen maatte betale, hvorved man imidlertid overser, at Købet var nødvendigt, saafremt havneudvidelsen virkelig skulde realiseres som paatænkt.

Paa den saaledes opfyldte Grund, der hovedsagelig er frataget Sundet er i Øjeblikket opført, foruden flere Vaanignshuse og store Kul- og Tømmeroplag samt Banespor og Drejeskiver, endvidere Petersen & Jensens flotte Silopakhus, Møller Th. Petersens Pakhus (opført af Bølgeblik), et Sten- og Kalkværk og en Tagpapfabrik.
Ved Anlæggelsen af nordre Havn opnaaedes tillige at faa bedre og gunstigere Kølhalingspladser end de tidligere eksisterende paa Frederiksøen.
Hermed og med de hidtil foretagne endnu ikke helt afsluttede Opfyldningsarbejder paa Frederiksøen er formentlig Byens Havnearbejder foreløbig afsluttede, men tilendebragte er de imidlertid ikke, idet endnu staar tilbage at skaffe fast Forbindelse mellem Havnen og Øen. Dette Projekt var sidst fremme i 1897 og gik ud paa i Linie med Frederiksgade, som betragtedes somd en for Havnen mest centrale Gade, at føre en Bro lige over, hvorved altsaa Havnen vilde blive delt i to Dele, den søndre beregnet paa Dampskibsforbindelser med Øerne og som Anløbsplads for det Forenedes og andre anløbende Dampskibe, og den nordre beregnet paa alle andre Fartøjer, som kom for at losse eller lade. Paa selve Øen, som er omtrent 5  Tønder Land, og hvor der findes Bygning for Vagervæsenet, en Smedie samt Skibsbyggerier, agtedes Udfyldninger yderligere fortsat, saaledes at der foruden fornøden Plads til andre for Havnen nyttige Formaal endvidere eventuelt kunde anlægges et større Jernskibsbyggeri.
Denne Plan, som var udarbejdet af Civilingeniør Frederik Petersen, en Søn a den oftere omtalte Gotlieb Petersen, syntes saavel Byraadet som Havnekommissionen i for sig godt om. Man fandt imidlertid ikke Tiden tilstrækkelig moden, og da Planen tilmed var temmelig bekostelig, blev Sagen stillet i Bero, men der er næppe Tvivl om, at Ideen, naar den rette Tid er der, vil blive taget op paany og da gennemført paa en saadan Maade, at ogsaa de til Tider ret vanskelige Strømforhold i Havnen vil blive forbedrede.
Den nye Toldbodbygning opførtes paa Hjørnet af Jessens Mole og Havnegade i 1900 for Statskassens Regning. Den elegante Bygning som navnlig set fra Sundet tager sig særlig godt ud, afløste den ældre, upraktiske og altfor lille Toldbodbygning for Enden af Hulgade.
Naar man vil danne sig en Mening om hvor kolossalt Trafiken har udviklet sig i de sidste 30 Aar behøver man kun at tænke paa den lille, beskedne Toldbodbygning ved søndre Havn, den derefter byggede noget større ved Hulgade og endelig den vuværende.
Samtidig med de store offentlige og kommunale Foretagender, som fandt Sted inden Aarhudnredets Udgang, rejste der sig en Mængde, nye, elegante Privatbygninger, hvorved Byens Fysiognomi fuldstændig har forandre sig, saaledes at der nu kun er lidet tilbage af det Særpræg som for et halvt Aarhundrede siden karakteriserede Svendborg som en By af særlig gammeldags Snit, ligesom betydelige Udvidelser har fundet Std ikke alene ved tæt Bebyggelse, hovedsagelig Villastil, af de til Byen grænsende Veje og Gadeanlæg i dens Udkanter (f. Eks. det nye Kvarter bag Langes Fabrik, ved Øksenbjerg osv.), men ogsaa ved Anlæggelsen af helt nye Gadepartier i selve den indre By, saaledes Theaterpassagen, Forlængelsen af Korsgade og Nikolaistræde, saaledes at der fra Byens Indre tilvejebragtes direkte Forbindelse med det fuldstændig bebyggede Langestræde, der omdøbtes til Valdemarsgade, ligesom de nye Gadeanlæg imellem Bagergade og Grubbemøllestræde ved Fattiggaarden døbtes til Sct Knuds Vej og Sct. Annavej.

Navnet Valdemarsgade er til Minde om Valdemar den II (Sejer), den Konge, under hvem de første historiske Efterretninger fremkom om "Svinæburg". Navnet Sct. Annavej og Sct. Knudsvej minder om, at Byen i Middelalderen havde to Gildeslaug, pkaldte efter Sct. Anna og Sct. Knud, Konge, den hellige, som Aar 1086 dræbtes i Odense, ikke den senere i Haraldsted ved Ringsted dræbte Knud Lavard - der iøvrigt ogsaa canoniseredes som Helgen.
Vi skal kortelig omtale de mest iøjnefaldende blandt det sidste Tiaars Privatbygninger.
I 1891 opførtes Frøken Holst' private Pigeskole i Kyseborgstræde. Bygningen er opført efter Tegning af Magdahl Nielsen, og fra Skolen, som støttes med et mindre, aarligt Bidrag (400 Kr.) fra Svendborg Kommune, kan absolveres den almidelige Forberedelseseksamen.
Byens største og kostbareste Bygning er den Købmand Ferd. Jørgensen tilhørende Ejendom "Klostergaarden" med Facade mod  Møllergade gennem hele Klosterstræde og mod Banepladsen, og som navnlig set fra Banegaarden virker ganske storstadsmæssigt.
Den øverste Halvdel mod Møllergade opførtes i 1892, den nedre Halvdel et Par Aar senere.
I 1892 forsvand den gamle, tidligere Købmand Niels Krøyer tilhørende Ejendom på Hørnet af Brogade og Korsgade for at give Plads for det nye "Hybelhus", og fire Aar senere fik dette sin elegante Genbo "Vinhuset", opført af et Konsortium, paa Hjørnet af Brogade og Møllergade. Ved Opførelsen af denne Ejendom nedbrødes forinden en Ejendom i Møllergade og Brygger Larsens tidligere Gaard i Brogade, endvidere den gamle, Frøknerne Wilhjelm tilhørende Bindingsværks Hjørnebygning mellem de nævnte Gader, utvivlsomt Byens ældste Bygning.
I 1897 fik Byen sin ubetinget smukkeste og mest stilfulde Bygning "Sct. Nikolai Apothek" paa Hjørnet af Gerritsgade og Nikolaistræde, opført efter Tegning af Magdahl-Nielsen, der iøvrigt ogsaa har givet Tegningen til de i samme Gade liggende Sct. Nikolai ræstegaard og "Svendborg Avis'" nye Bygning.
Endvidere maa nævnes: Løweapotheket og Centralhotellet paa Torvet, Odd-Fellow Logens Bygning i Bagergade, den Svendborg Mælkeforsyning tilhørende nydelige, stilfulde Bygning, hvor Svendborg Bank har Lokaler, paa Banepladsen og Telefonstationen sammesteds.
De talrige Nybygninger i Byens nærmeste Omegn er hovedsagelig i almindelig Villastil, enkelte er dog særdeles smukke, saaledes det Grosserer Marsmann tilhørende højtliggende, prægtige Landsted "Bellevue og den af afdøde Miss Seguin i italiensk Stil nylig opførte Bygning i det nye Villakvarter "bag Ludnen".
Ligesom Byens Indbyggerantal siden Midten af det 18de Aarhudnrede er fordoblet, og dens Udseende er blevet et helt andet, saaledes er ogsaa dens merkantile og industrielle Liv vokset efter en tilsvarende Maalestok.
Her findes nu 3 store Jernstøberier, alle Aktieselskaber, nemlig L. Lange, H.P. Jensen & Co., Aktiekapital 1.350.000 Kr. og som her i Svendborg giver Arbejde til 250 Mennesker Carl Axelsens Jernstøberi, ligeledes Aktieselskab, Aktiekapital 175.000 Kr., 70-80 Arbejdere, samt Aktieselskabet Maskinfabrikken Svendborg, Aktiekapital 80.000 Kr., 70 Arbejdere.

Af Andre større Aktieselskaber nævnes endvidere Svendborg bryghus, hvis nye, stilfulde Bygnignskompleks i Byens vestre Udkant gør et storslaaet og tiltalende Indtryk, Aktiekapital 500.000 Kr. (I Forbindelse med dette Foretagende drives nu det ældre Bryggeri Concordia i Bagergade) samt I.M. Langes Hattefabrik, Aktiekapital 175.000 Kr.
Af større industrielle Foretagender findes den Brødrene Wiggers tilhørende store Klædefabrik, 3 Dampmøller, nemlig Svendborg Dampmølle (Aktieselskab), Øksenbjerg Dampmølle (Aktieselskab) og den nærved denne liggende Mølle, tilhørende Mølleejer Th. Petersen.
Endvidere 1 Svineslagteri, 2 Mejerier, 1 Margarinefabrik, 1 Vognfabrik, 1 Eddikefabrik, 1 Asfalt- og Tagpapfabrik, 1 Maskinvæveri og 3 Skibsbyggerier.
Byen har 2 Banker, Svendborg Bank, stiftet i 1872 og Handels- og Landbrugsbanken, stiftet 1898.
 

Saaledes har altsaa Svendborg udviklet sig gennem de svundne 700 Aar, siden det første Fiskerleje rejste sig ved Sundets Bred. Dens Skæbne har været vekslende, og onde og gode Tider har den maattet døje sammen med det Fædreland, til hvilket den  hører, og hvoraf den udgør saa skøn en Plet. Maatte Foretagsomhed og Energi altid falde i dens Borgeres Lod, saa vil mulige haarde Tider kun blive kortvarige og kun være Spore til nye Fremskridt og yderligere Udvikling.   

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk