Genforeningssten i Egebjerg Kommune
Forside ] Op ]

 
Genforeningssten i Egebjerg kommune

Genforeningssten træffes overalt i Danmark. De er som navnet antyder opstillet for at fejre genforeningen af Sønderjylland med det øvrige Danmark i 1920.
 
 

Oplysningerne til denne artikel er især hentet fra Thorvald Sehesteds optegnelser om genforeningsminderne i Svendborg amt, skrevet i  1935.

 

Stenen ved højskolerne i Ollerup

Initiativet til rejsning af dette mindesmærke udgik fra Niels Bukh`s fader, afdøde højskolelærer Peder Bukh. Skønt han var i sin høje alderdom, var det ham, der med stor iver og glæde gik i lag med tilrettelægning af planen for arbejdets udførelse. Først fandt han en velegnet sten i Ollerup grusgrav, og senere - i marts 1922 - blev stenen flyttet op til sin nuværende plads på den måde, at gymnastik- og folkehøjskolens elever blev spændt for og trak af sted med den trækkende i lange tove, mens Peder Bukh sad i sin stol oppe på stenen. Herom fortæller Niels Bukh i skolens årsskrift af 1922 følgende:
Mens vi holdt hvil på turen fremsagde bedstefar følgende digt, som han havde skrevet til anledningen:

Den sten, man ej kan løfte,
den skal man lade ligge,
det er et gammelt ord,
men bedstefar det agter ikke;
netop fordi du er så stor,
du ej er til at bære,
han siger disse ord:
En mindesten skal du være,
en mindesten om genforeningen
med Sønderjylland, det er meningen.
Som kampesten ligger du tavs mellem grimme grave,
som mindesten skal du hjem og pryde skolens have.
Og så tager han fat foruden hest og hammel,
som den, der endnu ikke er bleven gammel,
og ved hjælp af de unges kræfter,
står stenen nu herefter
i skolens have og taler
både vinter og sommer
til de unge, som på skolens kommer,
"taler", mens slægt efter slægt må tie,
om hvad der vindes
ved trofast i tålmod at bie
på Herrens time.

Den 15. juni 1922 samledes man ved 7-tiden i den dejlige sommeraften omkring stenen, som efter Niels Bukhs forslag havde fået til indskrift:

Sønderjylland - 1920

Gymnastik- og folkehøjskolens elever og mange andre fra byen deltog i den smukke sommerfest. Stenen blev ikke "afsløret", men der blev holdt korte taler af Peder Bukh og Lars Bækhøj. Den sidste talte om Dannebrog og om Sønderjylland forenet med Danmark og han nævnte stenen som et minde om dette. Senere samledes man om elevernes sangdanse, og det var kønt at se de gamle danse udført af unge piger i farverige nationaldragter.
Stenen står smukt i haven mellem de to skoler, i hvilke så mange unge danske på en virkningsfuld måde er kommet i forbindelse med det nationale.

Stenen i Vester Skerninge på pladsen overfor Vester Skerninge Apotek

Om denne sten fortælles et gammelt sagn, der lyder således: Den store sten på marken ved Ulbølle kirke er kastet af nogle trolde i Vester Åby efter nævnte kirke. Da de ikke ramte kirken, sad de hver nat og snurrede rundt på stenen, så der blev slidt en temmelig stor fordybning i den. Den, der flyttede stenen fra stedet ved Grønnegade, skulle vederfares en ulykke. Nu er den dog slæbt til Vester Skerninge og brugt som genforeningssten.

Sagnet blev alt for sandt; thi om få sten i Danmark har der stået så bitre og hårde kampe som om denne. Det er ikke med udelt glæde, man stifter bekendtskab med dette mindesmærkes historie.
Hovedlinien i sagens udvikling var som følger.

I 1920 var der i hele sognet god stemning for at få rejst et smukt genforeningsminde midt i Vester Skerninge by. Altså holdt man møde, hvor et udvalg blev nedsat til at ordne det fornødne. I dette udvalg blev apoteker Sibbernsen valgt til formand, idet han jo var en betydelig historiker. Men der var ikke megen enighed i udvalget, og formanden trættede i medlemmerne med en lang række møder. Der blev nu indsamlet en pengesum til formålet, og der var god enighed om at anvende den store, smukke sten hos husmand M. Skytte Nielsen i Ulbølle Grønnegade.

Den 10. august 1920 kørtes det sidste læs korn bort fra pladsen lige overfor apoteket, og pladsen blev ordnet til at modtage stenen. Først blev naturligvis jordstykket købt til dette brug.

Den 23. august s.å. blev stenen anbragt på sin nuværende plads midt i byen. Det er en smuk overligger, der hviler på tre mindre sten.

På den ene side blev indhugget : "1864-1920"
På den anden side ses Kr. 10`s navnetræk, og på en tredje læses: "Rejst til Minde om Genforeningen 1920"

Uden om blev der plantet vilde roser, de kom til at danne en smuk ramme om stensætningen.

Alt dette blev hurtigt og udmærket ordnet af - apoteker Sibbernsen alene. Intet under, at han gerne ville gøre den smukke plads, der er genbo til apoteket, til et kønt anlæg. Udvalget var ikke tilfreds med, at indskriften ikke kunne ses fra vejen, mens apotekeren til de yderste konsekvenser fastholdt, at stenen netop var anbragt rigtigt. Over dette svælg kunne ingen bygge bro. Enkelte uddrag af de mange skrivelser, som fandt vej mellem formanden og udvalgets øvrige medlemmer viser klart hele stillingen.

Den 7. september 1920 skriver Lars Pedersen, Skerninggård: "Udvalget ønsker, at De fuldfører det påbegyndte arbejde, dog må også jeg pointere, at stenen bliver drejet således, at indskriften bliver synlig fra vejen".

Dette skete ikke. Men i en deklaration af 29.d ec. 1920 bestemmes -- "at mindepladsen med genforeningsstenen aldrig må bebygges ej heller med lysthuse eller lignende, og stenen må aldrig hverken flyttes eller drejes. De andre sten må ej heller flyttes, og der må overhovedet aldrig foretages noget med pladsen, som berører den dens nuværende karakter.

A.E. Sibbernsen".

I brev af 7. oktober 1920 skriver Sibbernsens broder; Albert Sibbernsen: "At du har handlet uden samråd med det råd, hvori du er formand, kan ikke nægtes." ...

Der var nu tale om at rejse en anden sten af samme art for de indkomne penge. Dette blev dog ikke til noget. Af regninger og bilag fremgår, at pladsen kostede ca 2500 kr., og at udgifterne til hele anlæget med sten, beplantning osv udgjord ca 2300 kr. Dette beløb blev betalt af Sibbernsen.

I brev af 30. september 1920 foreslår Søren Nielsen, Mosevang, at man skulle rejse en mindre sten foran den store. Men dette blev forkaster. De indsamlede penge blev da efter et møde i forsamlingshuset sendt til Sønderjylland til hjælp for danskhedens sag syd for den nye grænse.

Der kunne naurligvis ingen festlig afsløringsfest holdes under disse omstændigheder. Stenen var, indtil apoteker Sibbernsens død, et helt privat mindesmærke, tilhørende apotekeren. - Så gik der nogle år.

Den 23. februar 1925 sendte apotekeren en skrivelse til sognerådet, hvori han meddeler dette, at han har testamenteret 2000 kr. til vedligeholdelse af genforeningssten med anlæg og beplantning samt enkelte andre dele af sognet. Derefter kommer i brevet følgene smukke linier, der viser, hvor sørgelig sandt det fornævnte sagn er blevet: "jeg benytter lejligheden til at bede sogneråde lade gammelt nag være dødt og lade genforeningsmindet tilhøre sognet."
Dette tilbud modtoges med tak af rådet ved dets formand, Chr. Hansen.
Kun få landsbyer har et smukkere mindesmærke end genforeningsmindet i Vester Skerninge.

Ulbølle - Stenen ved kirkepladsen midt i Ulbølle by

En stille sollys sommerdag i juli 1920 gik en bonde fra Ulbølle by over markerne mod sit hjem. Han tænkte - som mange i denne tid - mere på Sønderjylland end på sin lille, lune hjemby. På sin vandring skulle han over et stendige for at få foden på egen grund. Dette stendige har måske helt fra Valdemarstiden, da jorderne deltes i solskifter, dannet skel mellem de gamle gårdtofter og fællesmarken uden for. Da fangedes hans øjne af en stor kampesten, der lå halvvejs fremme i lyset med en smuk fladside opad. I dette øjeblik sprang en plan fuldfærdig frem i hans tanker: Denne sten, som egnens bønder for århundreder siden har tumlet med,inden de fik den på plads, burde bruges til et genforeningsminde. Dens plads var under den store lind på bystævnet midt i Ulbølle by.

Men hvordan gribe sagen an, så al smålig strid og uenighed kunne undgås. Stenen lå ca 50 alen syd for Engebjerg Bakke; derfra er kun et kort stykke vej til byen. Et par uger efter kom baronesse Schaffalitzky de Muckadell til Rødkilde gående ad sognevejen langs Jerntvedgård. Hun standsede og gav sig i snak med bonden, der arbejdede på marken. Han bad da baronessen om at sætte sig i spidsen for planen om at give Ulbølle et minde om genforeningen. Baronessen svarede straks, at forslaget var godt, pladsen fortrinlig, så hun lovede at tænke over sagen. Kort efter henvendte baronessen sig til formanden for det udvalg, der havde arrangeret en genforeningsfest, købmand Hans Andersen, Ulbølle. Udvalget vedtog enstemmigt at foretage en sogneindsamling til fremme af planen Der indkom 220 kr. I komiteen fik købmand Larsen og gårdejer Niels Madsen, Jerntvedgård, sæde foruden de to forannævnte. Niels Madsen skænkede stenen i det gamle stendige. Den blev gravet frem og væltet ind på marken, og den blev antaget af udvalget med arkitekt Methlings ord: "Den sten ligner en overligger til en kæmpehøj, den er som skabt til at hvile på tre andre. Jeg tilråder, at den anbringes på denne måde." Baronessen foreslog følgende indskrift:

"Til Minde om Genforeningen 1920".

Desuden satte man nederst på stenen med små bogstaver: "Rejst af Beboere i Ulbølle Sogn". Endnu medens stenen lå i marken blev disse ord indhugget af billedhugger Simonsen, Svendborg.

Udvalget opsøgte derefter 3 halvstore sten til underliggere og 9 mindre, der blev anbragt i kreds omkring lindetræet og stensætningen. Den mægtige krone, der hvælver sig over det hele, er smukt klippet på undersiden.

I september 1920 blev stenen af købmand Hans Andersen anbragt på sin plads. Og afsløringsdagen fastsattes tild en 28. september. Udgifterne androg ialt kun ca 70 kr; resten af beløbet skænkedes til hjælp til elektrisk lys i sognets gamle kirke, hvis hvide mure tydeligt ses fra anlægget.

Stenen beholdt sin naturlige overliggerform urørt, og den er ca. 1½ m lang, 1 m bred og 3/4 m høj.

Da sognets sidste veteran, den 88-årige Johan Hansen Schultz, blev anmodet om at afsløre stenen, rettede han sig op og sagde: "Det kan jeg sagtens! - så skulle jeg da nå at opleve det også, at noget af det kom tilbage, som vi stred sådan for i Dybbøl Skanser!" Gamle Johan fortalte med stolthed om, hvordan han var med at forsvare Skanse II under løjtnant Anchers kommando.
Han blev dannebrogsmand, da han fyldte 95, og døde året efter i 1928, åndsfrisk til det sidste.

Den 28. september 1920 samledes mange af beboerne da i byens midte. Førhen stod her ved smedien 3 store asketræer. Nu er kun linden tilbage. Efter købmand Hans Andernsens velkomst sang man: "Det have så nyligen regnet", så talte købmand Larsen om de sønderjyske sange. Lærer Rendbæk talte om de mange mindesmærker,d er skød frem i sogn efter sogn - ikke ved et magtbud.  "De står som tegn på en fri og samdrægtig vilje. Enighed mellem stænderne og mellem landene er en stor ting. Kun et fredeligt samarbejde kan sikre os en lykkelig fremtid", udtalte lærer Rendbæk.
Idet forsamlingen blottede hovederne strøg J.H. Schultz, den eneste tilstedeværende veteran fra 1864, Dannebrog bort fra stenen. Den nævnte indskrift stod tydeligt med forgyldte bogstaver for alle. - Købmand Andersen takkede alle, der havde deltaget i arbejdet med dette mindesmærke og overdrog dette og pladsen til sognerådets beskyttelse. En smuk sang, skrevet af I. til dagen, blev sunget. Den hedder: "Hvor kirkebakken skråner ..." Et vers af sangen lyder sådan:

Her stenen står til minde ved alfar vej og sti,
mens år ved år bortsvinde ind i den fjerne tid.
Den drager slægtens tanke til Sønderjylland hen,
til landet, som vi tabte og vundet har igen.

Stenen ved Lunde nu nedlagte skole

Tanken om at rejse en sten i Lunde sogn kom fra fru K. Kildemann og sognerådsformand Rasmussen i Høje. Stenen er fundet på gårdejer H. Kildemanns jord og transporten af den blev besørget af samme mand; men jordhøjen, hvorpå stenen rejstes, blev sammenkørt af sognets beboere. Stenen blev tilhugget og rejst af K. Østbjerg, Slæbæk, og udgifterne dertil samt vedligeholdelse dækkedes af frivillige bidrag.

På et hjørne af skolepladsen ved Korsvejen blev stenen rejst. Afsløringen fandt sted i september 1921. Indskriften på den ca 1½ m høje sten er:

Sønderjylland 1864-1920

Afsløringen foretoges af lærer Christensen, som i sin tale fremdrog flere træk af Sønderjyllands historie. Senere afholdtes en vellykket fest i forsamlingshuset med taler og sange.

Nogle år senere er pladsen med stenen blevet solgt til en privatmand;

Gårdejer Johs. Vest, Bobjerg oplyser 1999, at genforeningsstenen i mange år stod på en grund ved hovedvej 9, tilhørende Langkildegården. Herfra er stenen formentlig flyttet til den nye Lunde Skole, som opførtes i 1960, hvor stenen stadig findes.

Private genforeningssten i Kirkeby sogn.

Sten på Alpevej i Egebjerg

Efter oprettelsen af Egebjerg lokalhistoriske Arkiv i 1975 kom en privat genforeningssten frem i dagens lys på en ejendom i Egebjerg. Den bærer årstallene 1864 og 1920, men ingen synes at kende dens oprindelseshistorie. Stenen står endnu i 1999, hvor den blev gravet frem.

Gårdejer Niels Mortensen Nørregaards sten i Dongshøjrup

Et af amtets ejendommeligste mindesmærker er udført af den gamle, djærve bondemand Niels Mortensen Nørregaard, som døde ca 1931.

Denne sten viser et billede af moderen, der modtager sin hjemvendte søn. Kvindeskikkelsen er nøjagtig to alen høj, drengen ca 1½. På fodstykket står:

Velkommen hjem, min Dreng!  1920

Nørregaard fortalte selv derom: Jeg var jo over de 70, før jeg begyndte at hugge i sten. Men lad os begynde med begyndelsen. Stenen er foræret mig af skovrideren på Hvidkilde. Den er fundet i den lille skov Fuglehaven - et af de højeste punkter i de fynske Alper. Den målte ca 3 alen på alle måder, så jeg måtte ahve en stenhugger til at hjælpe mig at kløve den. Det tog os 4 timer - og kostede akkurat 8 kr; de eneste udgifter, stenen i det hele taget har skaffet mig. Sidst i maj 1927 hentede vi den hjem på min søns vogn, og i august var den færdig til opstilling ude i haven

Et barnebarn til Niels Mortensen Nørregaard oplyser dog her i 1999, at bedstefaderen blev godt og grundigt træt af stenen, som han derfor gravede ned foran sit hus i Dongshøjrup.

Thorvald Sehested fortsætter: Niels Mortensen Nørregaard havde set et billede i et blad af billedhugger Axel Poulsens store værk i Fælledparken i København, og straks sagde han til sin kone: "Det kunne jeg vist også lave!" Men da var Niels Nørregaard en øvet amatør i stenhugningens vanskelige kunst. I 1923, da han flyttede fra sin gård hen i et lille hus, begyndte han at slæbe sten sammen. Han hentede dem både hele og halve mil borte. Så lavede han en meget smuk og ejendommelig stenhøj i sin have. Der er 21 sten ialt. På nogle er udhugget dyr og fugle, ja, endog planter er afbildet både morsomt og naturtro. Oppe i haven ved den gamle gård [Nørregård på Nørregårdsvej] står i et hjørne en meget beskeden genforeningssten. Den blev tilhugget og anbragt der i 1920. Dens indskrift er:

1864  Sønderjylland  1920.

Ved siden af den står en lignende sten til minde om den nye grundlov 1915.

Niels Mortensen Nørregaard er kanske den eneste danske bonde, som med hammer og mejsel selv har tilhugget to mindesmærker om genforeningen, det ene endda efter et stort kunstværk i hovedstaden. Dette danner slutstenen på et jævnt og virksomt bondeliv. Selv i sin høje alderdom havde han lyst og mod til at sysle med noget, hvori hans fædreland var den faste kærne. Det er egentlig underligt at stå og se på dette umiddelbare udtryk for, at her er tale om en begivenhed, en oplevelse i vort folks liv, som for alvor dalede dybest ned i bondevrå.

Ved havens indgang var opstillet to sten - det var de to sønderjyske løver, der står vagt ved et lille hjem i Danmark.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk