Fisker Hans Andersen, Skårupøre om dagligliv og folketro på egnen
Forside ] Op ]

 
Folkeminder fra Skårupøre

Meddeler: Hans Andersen, fhv. hmd. og fisker 88 år, boende i Skårupøre og født sammesteds. Optegnet 1924 af Johs. M. Jensen. Dansk Folkemindesamlings arkiv 

 

Hans Andersen sejlede i sine unge dage (indtil 1870, da han overtog driften af forældrenes hus  på grund af deres svagelighed) med en kornskipper fra Skelskør. De tog da stundom ind på Agersø og Omø for at bestille korn af bønderne der. De gav så oldermanden breve fra Kiel- og Flensborgkøbmændene om kornpriserne der, og denne sammenkaldte ved at blæse i horn bønderne. Sømændene, der havde brændevin med sig, gav nu bønderne hver en dram og nu kom det langsomt fra den ene efter den anden; "Du kan skrive mig for en tønde, Lars (Oldermanden). Så fik de en dram til, og snart lød det igen langsomt fra den ene efter den anden. "Du kan skrive mig for to tønder, Lars". Så fik de en dram til, og således blev man ved, til korntilbudet var bragt op på en rimelig højde. Bønderne bragte selv kornet til Skelskør, hvorfra skipperen sejlede det til Kiel. Da telegrafen kom, kunne folk imidlertid hurtigere få bud om priserne på markedet, og så bortfaldt vist også opkøbet. Efter sligt et opkøb opvartede agersøboerne engang med æggekage, der var bagte ved - tørret kogødning (komokker) Så småt var det med brænde der ovre. De havde det også fattigt og tarveligt på de to øer den gang. På begge havde de kun timeglas i hver eneste gård, undtagen i en på Omø, hvor de havde en gammeldags bornholmer. En vinter var der kommen en ræv over isen til Agersø. Sligt et dyr havde folkene der formodentlig aldrig set før. I al fald sagde de da til byfogden i Skelskør: Der er  kommet så møj grusomt et dyr over på vort land. Han har en stor sjoske (den buskede hale) bag røven. Må vi slå ham, kan vi nå ham (d.v.s. dersom vi kan nå den)?" De fik formodentlig lov til at slå det frygtelige dyr ihjel. Men historien melder ikke noget om det.

Oldermandsvæsenet i Skårupøre.
Oldermandsgildet og - skiftet var lillejuleaften. H.A. holdt det sidste oldermandsgilde i Skårupøre. Oldermanden fik af sine bysfæller 7 mark til gildet og opvartede dem så med skåren mad, æbleskiver og brændevin. Næste dag gik han så med tienden til skolelæreren i Skårup, der så gik til præsten med den. Den beløb sig dog fra hele Skårupøre til godt 300 kroner. H.A.s hus ( der er på 4 tdr. land forude ½-1 td. land mose) og gamle gårdejer Niels Hansens (gård) halve lod var fri for tienden, hørte fra gammel tid under Gråbrødrekloster i Svendborg. Skårupøre var for resten et strøgods; noget hørte under Klingstrup, andet hørte andre steder hen
Ved fastelavn red man i optog sognet rundt. Ellers synes ingen af de andre fastelavnsskikke at være kendt her.
Hans Andersens farfader hed Niels Andersen. Han byggede det hus, Hans Andersen og hans hustru Stine, deres søn, Laurits Andersen, hans hustru Augusta og deres to børn Hans og Ellen, nu bor i. Indtil i fjor sad den fløj, som han havde sat op, på taget. Den bar årstallet 1781 og var af udskåret egetræ og kunne rimeligvis have siddet i hundrede år endnu, mener H.A. dersom sønnen, Laurits ikke havde taget den ned med en bådshage og derved beskadiget den. Nævnte år er huset rimeligvis bygget (H.A. sagde, at hans farfader først havde sat fløjen op, da han var en ældre mand. Det kan han dog næppe have været i 1781. Sønnen, Hans Andersens fader, Anders Nielsen, er født 1800. Men måske er den først opsat senere)
[Anders Nielsen havde desuden en søster Marie, boende i Holmskov. Hun var vist aldrig gift. Anders Nielsens kone, H.A.s moder, hed Maren].
Da Niels Andersen nedsatte sig i Skårupøre, var der kun 3 huse der og 6 skæpper land opdyrket. Han havde en broder, Hans Andersen, der, efter hvad fader siger, lå og sejlede til øerne et par gange hver sommer i en lille, skrøbelig jolle for at tigge uld og lign. deroppe? Han overnattede hjemme hos mine bedstefader i vort hus.
H.A.s mormoder Karen var gift med Hans Øbo, der ejede det hus, som min oldefar, Jens Mikkelsen, og hans hustru, Ane Kirstine, Hans Andersens faster, overtog efter dem, og hvor min bedstefaders og hans broder Mikaels barndomshjem var (Jorden deltes senere i to dele - Mikael beholdt hovedlodden, der var på henved 4 tdr. land og blev boende i det gamle hus, medens min bedstefader, Povl, fik jorden sønden for vejen, 2 tdr. land, og byggede vort hus der 1858) Efter mine oldeforældres overtagelse af huset boede Karen, der en tid på aftægt flyttede så til sin datter (H.A.s moster) i Ollerup, hvor hun døde. (Hans Øbo havde på sine gamle dage givet sig af med at lave bikuber). En anden moster, Karen var gift med en væver i Skovsbo, Anders Væver, kaldet, den grønne væver, der tog sig selv af dage, og efter hvem H.A.s broder Martin Andersen, der  var hjulmand, overtog huset. Hans enke, Ane, kaldet Hjulmands, er endnu levende. En anden broder til Hans Andersen hed Niels Andersen. Både han og hans kone er døde. De havde flere børn og boede i Skårupøre. Desuden havde H.A. to søstre, den ene Karoline, gift med Laboni, der var møllesvend på Svendborg Dampmølle, den anden, Marie, gift med en købmand Petersen i Fruestræde, Svendborg. Ingen af dem havde nogen børn.
Både H.A.s fader og farfader døde ret brat. Ved Faderens død gik det således til. H.A. havde været ude i Svendborg at købe grise. Da han kom hjem, spurgte faderen ham, om han ikke havde noget garn til ham at binde; men det ville H.A. ikke så gerne thi faderen var gammel og havde allerede bundet nogle ruser galt, så at maskerne måtte tages op igen og bindes om. Derfor sagde han, at de ikke havde brug for mere denne gang (det var i foråret, så vidt jeg husker, april måned)."Må jeg så da få en bog at læse i?" sagde Anders Nielsen. Sønnen gav ham da det nye testamente, som han læste i hele eftermiddagen, til de om aftenen lagde ham i den alkoveseng, der dengang var i den stue, hvori vi sad; Hans Andersen og Stine sov i stuen ved siden af. Om morgenen kom moderen og sagde, at faderen lå i sengen og var død. Seks uger efter døde også hun. Hendes ben var helt ophovnede af Vattersot, og de havde døjet meget med hende.
1882 ombyggede Hans Andersen huset.

[Heks i Skårupøre]
Der var i gamle dage en heks i Skårupøre; hun hed Maren Mortens (manden hed altså Morten - de havde et hus på 5 tønder land) Hun havde lært sin datter, Grete, at lade sine træsko gå foran sig, når hun gik fra skole; men kun moderen kunne få dem standsede igen. Denne Grete kom siden over at bo på Thurø og kaldtes da Grete Pejters (hendes mand må have heddet Pejter). Hans Andersen var ofte inde hos hende, når han var på Thurø, og hun var altid så flink og elskværdig, gjorde aldrig nogen fortræd; men moderen var, som sagt, en slem heks. Hans Andersens fader, skrædder Anders Nielsen, var en vinterdag derhenne at tage mål af noget tøj, og han lagde da sine handsker og sin hat på sengen. Men da han skulle gå, var handskerne der ikke, og han lyste efter dem. "Ja, je har lav`dem hen aa varm lidt, for det æ saa kajlt (koldt)", sagde Maren Mortens, og han gik hen og tog dem på ildstedet. Men der var lagt et æble i dem, og det tog han og slængte hen under bordet, så det gik i tusind stumper og bitter. Så gik han, og da han var kommen udenfor, hørte han hende sige: "Det fe (fik) je`tt now for!" Hver middag plejede hun at komme hen til Hans Andersens hjem for at spørge, hvad klokken var, indtil H.A.s farmoder, der var ærgerlig derover og led ved det, en dag tog salt fra saltkarret og dryssede på hendes skuldre. Da kunne hun ikke rejse sig, førend man havde rystet det af hende (saltet bandt heksen). Siden kom hun der aldrig; men hun hævnede sig, hvad man snart skulle få at mærke; thi skrædder Anders Nielsens fod forgroede sig, stortåen groede ind under foden, og han led meget, og lægerne kunne intet udrette. Til sidst søgte han så kloge Niels på Ærø (den samme, der havde vist manden den heks, der havde kysset hans kone, mens hun lå i barselseng, i en spand vand; det var vist også Maren Mortens, der havde gjort det), og denne sagde, at nu skulle sygdommen ikke gribe videre om sig, og heksen skulle selv komme og give sig til kende, hvad hun også gjorde; men Anders Nielsen haltede resten af sit liv og måtte gå med fodtøj (træsko), der var udhulede på en særegen måde. Maren  Mortens havde en søn, Anders Mortensen, som hun kaldte "Den slemme dreng", hvilket navn han siden gik under. En dag trak han hende i håret over vejen, og moderen skældte og kaldte ham "en rigtig djævel". "Ja, jeg er kommet af en djævel", svarede han. Han havde to sønner, Peder og Kristian, af hvilke den første, der var i Odense, var halvt sindssyg. Den anden, Kristian, fik forgiftning i fingeren (Sygegift kaldte H.A. det) og led meget derved. H.A. var dengang brandfoged, og en dag, han var derhenne at syne skorsten, tog han fejl af dørene og kom derved ind, hvor Kristian lå, og hørte, hvorledes han jamrede sig, den mindste smule, konen rørte sig. Han var næsten helt tosset af pine, fik intet til føde, og måtte til sidst have fingeren sat af, hvad han tog sig meget nær. "Nu har de slået mig ihjel", sagde han til H.A. "Å, snak", mente denne. "jo, det har de nu". Han levede et års tid derefter, døde så, efter at sygdommen stadig var forværredes.

Der var en anden fæl heks, som man kaldte Kanuten. Hun var fra Thurø, men tjente på Hesselagergård som mejeripige. Der satte hun knappenåle i ledpælene, så at naboerne ikke fik mælk af deres køer, førend bønderne fik det råd at give hende et nakkedrag, så at hendes næse skulle springe op at bløde og blodet faldt på hendes forklæde; så var hendes magt forbi. Rådet udførtes og hjalp. En anden gang (H.A.s hustru Stine kunne ikke huske, hvor det var) havde hun ligeledes lavet kunster "knikser" med folks køer. Da lykkedes det folkene på en eller anden måde at "give hende et knæk", så at hun brød lårbenet og siden haltede. Så havde hun da det for sine kunster, fordi hun ikke kunne lade andres køer være.
 På Thurø boede en tømrer, der hed Niels Bjerg og arbejdede på Julius Jensens byggeplads lige over for Bregninge skov. (Han havde en broder Lars på Langeland, Bjerglars (laus) kaldet, der havde ord for at "kunne lidt".) Han plejede at sætte sine sejl ind hos H.A.s hustru Stines forældre, og der kunne man aldrig få noget kreatur til at leve. Man flyttede så køerne fra stalden over i loen, hvor de stod og frøs om vinteren, indtil H.A. fik dem til at sætte dem tilbage igen. Da var der intet i vejen. H.A.s svigerfader turde heller aldrig tage imod æbler af Niels Bjerg. Der kunne nemt følge ondt med (jfr. Anders Nielsen, der af samme grund kastede æblet fra sig). H.A.s svigerfader blev for resten noget ræd på sine gamle dage. Han, der ellers aldrig havde været bange af sig, turde således aldrig sætte sin fod i en jolle, og han døde til sidst af Skræk over et tordenskrald.
Om folketroen i Skårupøre er altså følgende at bemærke: Saltet binder heksen; knappenåle i ledpælene for at malke andre folks mælk - knappenåle i dørtærskelen for at holde heksene ude. Æbler af en heks`s eller heksemesters hånd er farlige.

Kirkelam
H.A.s hustru Stine har engang på Thurø set kirkelammet. En gang kom hjulmanden i Skårupøre ind til H.A.s forældre ved aftenstid og sagde, at de havde glemt at lukke fåret ind, det stod ude på møddingen. De gik da ud at se efter; men der var intet får, og fårene var i hus. Men om natten døde H.A.s broder Peder, der var 17 år, og som havde været syg og var kommen for tidlig op. Det var kirkelammet, hjulmanden havde set.

Lygtemænd
En gang kørte H.A. med Niels Skræp fra Skårupøre til Nyborg. De  kørte fra Skårupøre kl. 4 eftermiddag og skulle være i Nyborg kl. 4 næste morgen. De tog undervejs ind til Niels Skræps slægtninge i Oure sogn, spiste der nytårsaftensnadver (det var Nytårs aften) Ved midnat kørte de videre. De så da snart noget ligesom en mand med en lygte og fulgte efter det i den tro, at der gik vejen. Men det var en sti, der blev smallere og smallere,, og til sidst standsede den helt. De var da klare over, at det havde været en lygtemand og havde stort besvær med at komme på ret vej igen. H.A.s fader, Anders Nielsen, så engang en lygtemand passere hen langs strandkanten i Skårupøre.
På banken ved Skårupøre lå tidligere en sten, der for længe siden er ødelagt, og som sagdes at være kastet af en kæmpe på Langeland
En nat var H.A. med sin fader, Anders Nielsen, ude at blusse ål ud for den hollandske mølle på Thurø (ved ikke, om den ligger der endnu. Lå over mod Skårupøre). Det var bælgmørkt; men alligevel hørte de banken og larm fra møllen, som om nogen arbejdede derinde. "Det skal du ikke bryde dig om", sagde faderen; "det er bare deres tanker, der arbejder". Det holdt op, men tog lidt efter lidt fat igen. Noget senere hørte de en nat, de lå og drev ænder op ved Vosgangen, en rende i grunden i Skårupsund over mod Thurø, folk arbejde på et skib, der lå under bygning (Jævnfør Hans Møller træskomand i Fiskop, der om natten stod op og så håndværkerne arbejde på hans hus skrås overfor på den anden side vejen).
Hans Andersen skød første gang med bøsse den dag, Ildebrandsdrengen blev henrettet. Siden var han altid en ivrig jæger, der tilbragte mangen vinternat med at skyde gråænder nede ve maen. I vinteren 1855 var de endog over is ovre ved Ribjerg [Rifbjerg?] på Langeland at skyde gråænder.
En vinternat, da H.A. kom gående i måneskin over en rende i maden, der bærer det mindre smukke navn "Horerrenden", så han en skygge i luften og lidt efter noget ligesom en kommode følge renden. Der var dyb sne, og da H.A. næste dag gik derned for at se efter, var der intet spor at se.

Tyve
I H.A.s ungdom er en hestepranger bleven dræbt og udplyndret i egnen ved Skårup og Skårupøre. Egnen var engang hjemsøgt af et tyvekomplot, i hvilket mestertyven Jørgen Lind, der boede i Eges Made ved Skårup Skovmølle (Rubjerg eller Robjerg) kaldte H.A. stedet) og Tvedtyven var hovedmændene. Engang havde man ovre på Langeland i en gård lagt et stykke lærred på bleg, og pigen skulle passe det i middagssøvnsstunden. Hun faldt imidlertid i søvn, og Jørgen Lind skar nu lærredet af efter hendes hoved (hun lå på det!) Han ville vise, at han turde. En anden gang gjorde Tvedtyven indbrud ovre i Troense. Pigen der, Hekla, havde imidlertid fået nys om hans komme og underrettet folkene derom, og denne gang var han nok nær bleven pågreben. Der stod nogle smørdritler, fyldte med sand; dem jog han vist foden i, da han ville flygte ud ad vinduet. De havde fået fat på hans trøjeærme; men det lykkedes ham at krænge trøjen af sig og lade den i stikken og undslippe, og han skyndte sig hjem ad en genvej, begik indbrud i sit eget hus og da politiet kom til stede, sagde han: "Her er også begået indbrud, og jeg savner min trøje", og således slap han fra det denne gang.
Engang stjal Jørgen Lind et sted i Svendborg, hvor der var selskab, og hvor dette lige havde forladt bordet, hele sølvtaglet af bordet. Politiet kom så derud til hans hus for at  holde undersøgelse; men en lang tid var intet at finde. Man søgte både ude og inde og langs stranden. Til sidst fandt gæstgiver Niels Hansen, der dengang havde kroen, og som var med, at sporene i strandkanten ("Strandborrene") standsede og begyndte et stykke derfra igen. Ude i vandet lå en ret stor sten, og bunden var lidt blød oven i. "Aha", sagde Niels Hansen, "der har vi det vist". Man søgte under stenen og fandt ganske rigtig tyvekosterne gemte der. Jørgen Lind ville slå det hen med et: "Hvem der gemmer, beder bedst selv!; men det hjalp ikke. Nu blev Jørgen Lind arresteret og sad en tid lang fængslet, men ville ikke tilstå. Men han drog ved en rimeligvis falsk angivelse en gårdmand på Thurø, Rasmus Mads, med i fængsel, hvor denne sad længe uskyldig fængslet; i al fald kunne man ikke overbevise ham om noget. Jørgen Lind påstod, at Rasmus Mads tillige med ham selv havde stjålet lam på Madegård; men det var vist kun en hævnakt, fordi Rasmus Mads havde solgt Jørgen Lind en hest, som denne var tilfreds med. Til sidst slaå Rasmus Mads da også ud. Jørgen Lind ville til stadighed ikke gå ved, og til sidst hængte han sig i fængslet. Datteren turde endda sige, at det var øvrigheden, der havde ryddet ham af vejen. Folk derimod ymtede om, at der ikke blev taget så kraftigt fat på sagen, fordi der var for mange "Store" indblandede i den som hælere. Blandt andet skulle præstekonen i Skårup have købt nogle af Jørgen Linds tyvekoster.
Rasmus Bastemose havde engang stjålet hos "Den slemme dreng" (Anders Mortensen) men intet udbytte fået; thi "Den slemme dreng" havde sine penge gemte under en flise i sin stadsstue. Men sagen blev meldt til politiet, og Rasmus Bastemose måtte møde til undersøgelse og påvisning af fodsporene, der førte til huset. Han skulle prøve, om fodsporene passede, men forskød snildelig foden lidt hver gang, så de ikke kom til at passe. Således slap han fra det. Hans datter Martha ? var gift med en langelænder, der havde Bastemosemøllen, og hun kørte tit møllevogn.
Engang havde Marte og hendes mand stjålet en dyne fra Jens Nielsen i Brode Have. Der foretoges husundersøgelse hos dem, og til sidst fandt en karl ved navn Mogens en dyne, der var syet med tistænkeligt lange sting. Man sprættede den op og fandt deri den stjålne dyne. Marte måtte vandre i fængsel en tid.
Til sidst lykkedes det en opdagelsesbetjent Rode at pågribe banden, hvis medlemmer fik deres fortjente straf. Tvedtyven slap siden ud igen. En kending viste senere en dag H.A. ham på torvet i Svendborg. "Kunne du have lyst til at se Tvedtyven", spurgte vennen. Ellers havde H.A. aldrig kendt ham

Om pesten.
Pesten, "Den sorte Død", havde i den grad udryddet egnens befolkning, at der i vid omkreds kun var to mennesker tilbage, en karl i Svindinge og en pige i Skårupegnen, eller var det omvendt. De tændte så blus, indtil de fandt sammen. De giftede sig vist så.

Genfærd og spøgeri
Det eneste, H.A. havde hørt om genfærd og spøgeri der i egnen var, at Rasmus Larsen på Juliegård gik igen. Hans karl, Niels hørte en nat en slem støj i stalden. Hestene skabte sig, lod det til. Han stod op for at se, hvad der var i vejen; men da han kom i døren til stalden, blev han kasket så voldsomt tilbage, at han siden var krøbling. Rasmus Mandrup, der boede i det vestligste hus i Skårupøre, sankede en  dag (en eftermiddag) agern i skoven sammen med sin søn William. Da kom den afdøde Rasmus Larsen gående forbi dem: "Men det var jo Rasmus Larsen", siger William, da genfærdet var kommet dem forbi; "han så så forpint ud!" Ja, det var det jo så, og nu kom Rasmus Mandrup i tanke om, at han skulle have ført R.L. et sted hen, hvor havde han ikke kunnet huske. Nå, senere blev Rasmus Larsen jo manet ned ved en dam norden for sin gård af præsten i Skårup, pastor Schumann, nys afdøde pastor Sørensens forgænger. Ved Rasmus Larsens død var det ellers gået således til: Han havde en 6 tønder land eng ved Eges Made ved Lindhuset (Mestertyven Jørgen Linds hus). Der kørte karlene en eftermiddag hø hjem fra, og de kunne ikke nå nok til ham. "Vi skal da passe på, at vogn og redskaber kan holde", sagde de. "Vogn og redskaber er betalt", svarede han kort. om aftenen døde han brat.
Førnævnte kromand Niels Hansen havde Cyprianus, men gjorde aldrig fortræd med den. Da han flyttede fra kroen til et hus i Åby, var Knud Snedker, Skårupøres nu 89-årige ældste (Hans Andersen er den næstældste), på arbejde der, og han så da en dag en Cyprianus på loftet og kiggede lidt i den; men da han havde set, hvad det var, slængte han bogen fra sig. Når folk kom til Niels Hansen for at bede ham hjælpe sig med lidt penge, skældte han dem huden fuld: kæltringe, tiggerpak o.s.v., men når de bare fandt sig i det, hjalp han dem ligegodt. Således havde H.A. en dag hørt ham skælde to ud, der var komne for at bede om penge, den ene kendte Niels Hansen, medens den anden var fra Svendborg. Sidstnævnte blev ligefrem helt forskrækket ved det. "Det var da en forfærdelig mand. Her tør jeg da ikke komme tiere". "Å, du ska`tte være bange", sagde den anden, "han hjælper dig jo i`læjn;"
og det gjorde han da også.

Klostret i Skårup.
I Skårup nær ved kirkegården lå Klostret. Der var i det en lang gang brolagt med brosten, hvorfra der førte døre ind til enkeltværelser eller celler. Det var bolig for gamle folk.
På Maegårds jord lå tidligere Brodeskov, der dækkede en 12 tønder land. Træerne der var så høje, at skoven kunne ses fra bæltet. Den blev ryddet 1870-71. Træerne på bankerne ved Skårupøre ryddedes 1847.

Fra Svenskekrigen.
Da svenskerne i sint tid flyede for general Rantzau fra Assens mod Nyborg, blev en mængde af dem siddende i mosen nord for H.A.s hus, hvor man har funden mange hoveder (Jeg spurgte H.A., om han ikke mente Lybækkerne; men han mente svenskerne).

Om spaniolerne.
På Maegård lå en snes spanioler indkvarterede Per Larsen, der var karl i en gård der i nærheden, Mads Rasmussens gård, dræbte et helt knippe snoge, som det havde vrimlet af i gårdens mødding, og gik op på Maegård til spaniolerne med dem, og de stegte og spiste disse fortrinlige buskål. Ved Helleskov, hvor der er tre gårde, havde de deres marketenderi og marketendersken fangede og dræbte også snoge til dem. Hønsene stegte de med fjer på i asken. Dengang fandtes der ingen vej langs stranden i Skårupøre, man gik på sten, der lå i strandkanten. H.A.s fader, Anders Nielsen, der var født 1800, morede sig da tillige med de andre drenge med at lægge  "brændebobler" (Vandmænd) på stenene, så at spaniolerne faldt, når de gik på dem, og disse hævnede sig da ved en dag at gå op i Anders Nielsens faders have med et mulæsel og trampe spuppeurterne (grønsagerne) ned.

Om Kaperkrigen.
Per Mørk, der boede i huset ved siden af (lige vest for H.A.s) havde været med til at tage en engelsk orlogsbrig oppe ved Æbeltoft Vig. Der var et batteri på kysten, og det var blevet stille vejr, så at orlogsmanden ikke kunne komme af stedet, da 5-6 kanonbåde lagde sig i rundkreds foran den og gav den det glatte lag, indtil briggen overgav sig. Imidlertid turde ingen ro hen under briggens kanonporte; men Per Mørk turde, og han lodsede til sidst briggen ind til land. For denne dåd fik han Dannebrogskorset og 100 rigsdaler årlig. (Han var for resten et gudsforgåent menneske, siger H.A. Når han stod og kløvede brænde, og det ikke rigtig ville gå, kunne han bande en gyselig hob eder i træk; så sendte han børnene hen til kromanden efter brændevin; og vi var jo altid a`latt", siger min hjemmelsmand. Så først ville det lystre ham. Han sagde selv, at når han var død, kom han nok til at gå der og kløve brænde; men jeg har aldrig set ham siden", siger H.A.) I Langelandsbæltet øst for Langelands nordspids tog en kanonbådsflotille ligeledes en engelsk orlogsbrig. Og det hændte ofte, at kanonbådene overfaldt et engelsk handelsskib, når dette var kommet noget bort fra sin konvoj, kappede ankertovet, så skibet kunne drive, dræbte vagtmanden, overmandede mandskabet og bortførte skibet,som de så fik prispenge for.

Tårnet i Korsør ved havnen skal være bygget af svenskerne. Dengang H.A. sejlede på Korsør, lå der en gammel kommandant og tre soldater.

Lidt om folketro
Man havde ofte i gamle dage en hestesko over døren eller på dens fodstykke. Det skulle betyde lykke. Ligeledes skulle en nål i dørtærskelen kunne holde hekse borte.

Køer skulle have kloverne (stålbøjler om halsen) på første dag de var ude. Men det var kun den gamle Niels Hansen i en af de nærmeste gårde, der overholdt denne skik. Ellers havde H.A. aldrig set nogen gøre det.

Der måtte ikke findes spejl i en ligstue.

En særlig slags knuder, krampeknuder (h.A. kunne ikke sige, hvordan de så ud), troedes at de kunne værne imod krampe i benene.

Når nogen så på et dyr med onde øjne, blev det aldrig til noget.

Fra gamle dage.
I gamle dage var Thurø ligesom Skårup og Skårupøre næsten en stor skov. Da Ellen Marsvin i sin tid solgte øen til bønderne, skuttede de sig noget ved at skulle udrede prisen. De var noget ubeslutsomme. Men en gammel skipper fik dem til sidst med til købet, og allerede det første år indtjente de købesummen ved de træer, de fældede. Gårdene lå længe alle ved vandet, og en af gårdmændene havde en båd, hvori han sejlede korn til Svendborg for sig selv og de andre. Der  slæbte man så kornet op til en af byens købmænd, hvor man til gengæld blandt andet fik de breve til øens folk, der havde dynget sig sammen siden sidst; thi Svendborg købmændene, dem Thurøboer og Skårupører var vante til at handle med, modtog og opbevarede deres breve, indtil der kom nogen til byen derfra; så kunne de sørge for at bringe brevene omkring til deres bestemmelsessteder. I Skårupøre gav så Anne Post, som hun siden kaldtes, og som havde boet i H.A.s hus i 9 år, sig til at besørge brevene bragte omkring. Men brevene, der mest var fra Kiel og Flensborg købmænd til Skårupøre skipperne og indeholdt meddelelser om kornpriserne i de to byer, var tit 8 dage gamle, før folk fik dem. Det gjorde ikke så nøje med de tyskerbreve, mente Anne Post. Til sidst tog de vist bestillingen fra hende og gav den til en anden [Hun fik kun derfor, hvad folk ville give hende]

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk