På sporet af fynske fortidsminder
Forside ] Op ]

 
På sporet af fynske fortidsminder

Uddrag af arkæolog J. Magnus Petersens erindringer. 1909. 

 

Glavendrupstenen
[I] årene 1855-56 bad [professor P.G.Thorsen] mig om at rejse til Fyen for at tage tegninger af runestenen ved Kerteminde (Rønningestenen) og Nørre Næråstenen samt den store Glavendrupsten. Siden stenen opdagedes af Vedel Simonsen 1806 og omtaltes af Nyerup 1808, havde ingen bekymret sig videre om denne mærkelige sten; jeg fandt derfor den prægtige granitblok i en sørgelig forfatning halvt dækket af jord og mos, nedskredet i et dybt hul eller grusgrav ved en langagtig høj, som den oprindelig havde stået ved eller ovenpå; ved en nøjere undersøgelse fandt jeg, at denne højning hvorpå stenen havde stået, var en gammel ødelagt skibssætning, thi ved den modsatte ende af den, hvor stenen da lå, stod endnu tre c. 3 alen høje stene og langs hen ad siderne af højningen lå rækker af noget mindre stene omfaldne, og dybe mærker af andre, der nu var borttagne; jeg tog mål af højningen, der i sin oprindelige tilstand må have målt henved 300 fod (i 1869 var jeg atter på stedet og reviderede planen). Runestenen lå heldigvis således, at alle de med runer indhuggede sider kunne ses, jeg tog tegninger og gnidebilleder (Rubbins) af hele indskriften, og et prospektbillede af højen samt beskrivelser af den tilstand det hele fandtes i, fordi jeg troede, at Thorsen ville gøre noget for, at der kunne fredes bedre om den. Det varede dog nogle år før der ved anden hjælp foretoges noget ved denne sag. Glavendrupstenen er efter indskriften et sikkert hedensk mindesmærke - den er rejst af en kvinde "Ragnhild over Sølve, en Hædersmand, Atles Sønner gjorde Mindesmærket og Soto ristede Runerne, hver den der forstyrrer dette skal være forbandet, Thor være helliget disse Runer". Indskriften består af over 200 runestave, og mindesmærket må anses for et af de mærkeligste i Danmark. Efter at have udført alle nødvendige tegninger af dette og de andre fynske stene, rejste jeg tilbage til Sjælland .......

Jeg havde et samarbejde med eorge Stephens, der var docent i engelsk litteratur og sprog ved universitetet - Stephens blev helt glad ved min meddelelse om Glavendrupstenen, og med den enthusiamse der var ham egen, ville han straks have mig til at rejse over med sig til Fyen for at se dette monument, da det ikke alen for ham, men i det hele taget var noget nyt at høree, at vi virkelig havde højninger med skibsomsætninger i Danmark, som tillige stod i forbindelse med en runesten.
Det varede heller ikke længe før han meddelte mig, at han havde talt med museets inspektør professor Worsaae, og af ham fået tilladelse til, at jeg på museets bekostning rejste med ham til Glavendrup for at undersøge, opmåle og tegne mindesmærket og runestenen. I juni 1864 rejste vi da begge derover og jeg fandt det hele endnu omtrent i den samme tilstand, som da jeg første gang så det, nogle af de opretstående stene i kredsen var vel omfaldne og andre af de tidligere liggende borttagne, men de dybe huler viste endnu, hvor de havde stået. Stephens blev opbragt over den mishandlede tilstand, mindesmærket var i, den prægtige runesten med sine c. 200 runer lå nedkastet på bunden af et dybt hul i den vestre ende af stensætningen. Jeg tog en opmåling af denne; mere end 1/3 del af den var ødelagt, men endnu havde det tilbageblevne en længde af 250 fod, 50 fod bred på midten, og ved den velbevarede østre ende løb den ud i en spids med en bredde af 5 til 6 fod; at det havde været en skibsformet stenomsætning var jo tydeligt, ved denne spidse ende var endda endnu stående 3 meget høje stene som en stevn af skibet. Stephens lovede, at han ikke ville hvile før han fik vedkommende til at sætte dette stolte - i Danmark enestående momunent i passende stand og fredet af staten. "Direktionen for Mindesmærkernes Bevaring" foranstaltede også, at stenen blev optaget og rejst på en lille højning midt i stenkredsen og stedet fredet; men denne fredning blev ikke strengt overholdt, thi da jeg mange år efter på runerejsen med professor Wimmer i 1878 atter så og for ham tegnede stenen, var de fleste af stenrækkernes stene røvede, det var noget autoriteterne må have fundet for galt, thi, da jeg et par år efter med WImmer var der for at revidere indskriften, var der gjort et forsøg på at rekonstruere skibssætningen, men det var ikke ganske i overensstemmelse med mit grundrids af 1864, og jeg må anse denne rekonstruktion for mindre heldig.

Hofjægermester Sehested på Broholm gods på Sydøstfyn
Ved min hjemkomst fra Jylland blev jeg anmodet af hofjægermester Sehested til Broholm om at besøge ham på Fyn for at se hans store og mærkelige oldssagssamling, der var samlet på hans marker og i det sydøstlige Fyen, og tillige gøre aftale med ham om udførelsen af en række tavler til et større værk om disse fund, som han agtede at udgive. Jeg opholdt mig nogle dage på den smukke gamle borg med de mange broer, og det var mig en glæde at gøre bekendtskab med denne prægtige, djærve herremand, hvis store interesse for oldtiden og andre gode egenskaber, jeg ret lærte at kende både da, og senere i de følgende år, medens jeg udarbejdede afbildningerne til hans værk. I seks år kom jeg jævnlig til Broholm, dels for at tegne, dels for at konferere med ham om arbejdet til værket, og havde således lejlighed til at samles med ham og hans elskværdige hustru og de mange sønner og døtre. Værket kom ud i to dele og omhandlede særlig fund fra den ældste jernalder, samt nogle broncealderfund, ialt med 52 af mig raderede kobbertavler, deriblandt det af Sehested selv konstruerede bjælkehus i haven, der udelukkende alene var opført af stenredskaber, selv træstammerne til bygningen, så jeg blive fældede i skoven med stenøkser. I værket var tillige et antal tavler med stenaldersager og flere kort der var udførte af kapt. A.P. Madsen. Den sidste del af dette store værk udkom først efter Sehesteds død, 1882. Han havde stor ære af  dette arbejde, som tillige indeholdt mange vigtige oplysninger og opdagelser vedrørende den kultur der havde bredt sig i det sydlige Fyen, ligefra stenalderen  til langt ind i den ældre jernalder. ......

 


Sehested overværer en udgravning 1881

 
.....
Fra Sanderumgård fulgte  Engelhardt med mig til Broholm, hvor jeg endnu havde nogle sager at aftegne. Den af kammerherre Sehested opførte træ- og tømmerbygning var nu færdig [1877?] - den var, som foran nævnt, bygget alene med redskaber af sten - og hele samlingen var nu opstillet i den. Bygning og samlingen overraskede Engelhardt i høj grad, og han glædede sig synligt ved det hele. Ved Broholms havneby, Lundeborg, tog vi en båd og blev færgede til Lohals på Langeland og fik en vogn, der kørte os gennem øen til Spodsbjerg, hvor vi slog os til ro for natten. Kørselen over Langeland var mig ret en glæde; på denne ø havde jeg endnu ikke været - mærkeligt nok er der jo ingen runestene, dens natur var tiltalende, og dens topografiske karakter var ikke lidet afvigende fra de andre danske øers, jeg alt havde set; flade frugtbare partier vekslede hyppigt med ejendommelige høje, der pludselig rejste sig knejsende over terrænet; jeg fik en tanke om, at de oprindelig havde været klitter fra den mørke urtid. På vejen passerede og så vi - på en af de nævnte højder - det stolte Tranekær Slot. Det er en anseelig bygning, omgivet af volde og grave, og skal i middelalderen have vist sin styrke ved at udholde forskellige belejringer, særlig en meget  alvorlig af Valdemar Atterdag 1355. I 15. årh. tilhørte slottet de bekendte Axelsønner Thott, men 1453 var den en tid i kronens besiddelse, under de opståede fjendtligheder imellem kong Chr. d. 1. og Axel-sønnerne; endelig i det 17. årh. kom den i den Ahlefeldtske slægts besiddelse.
     
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk