Sagnsten i Egebjerg kommune
Forside ] Op ]

 
Sagnsten i Egebjerg kommune

Danmarks kæmpesten i folkeoverleveringen af August F. Schmidt. København 1932. 

 

Stovesten /Sunds herred, Lunde sogn) på Højes Dong er en mægtig stor sten slynget i et hårbånd efter Kværndrup kirke af en kæmpekvinde på Langeland, fordi hun var vred på den fynske kæmpekvinde, der ejede kirken. Hårbåndet brast, så stenen faldt for tidlig. Lars Frederiksen meddeler, at en trold har kastet stenen for at slå Kværndrup kirke ned. Forleddet Stove er vel identisk med stue.

Troldsten /Lunde sogn) ved gården Langkilde, en halv mil fra Kværndrup kirke, slynget af en jættekvinde på Tåsinge imod Kværndrup kirke.

Sten (Sallinge herred, Ulbølle) lå for nogle år siden i Grønnegade i Ulbølle. En kæmpe skal have stået ved Vester Åby kirke og kastet den efter Ulbølle kirke, dengang den stod i bygning. Nu er stenen sprængt og brugt til hegn ved siden af vejen. Smed Mads Madsen i Ulbølle, f 1860, medd. 1920, at stenen blev kastet af nogle trolde i Vester Åy efter Ulbølle kirke. Troldene blev så arrige over, at de ikke ramte kirken, at de hver nat snurrede rundt på stenen, så den blev slidt en temmelig stor fordybning i den. Den, som flyttede stenen fra stedet i Grønnegade, hvor den faldt, skulle vederfares en ulykke. Nu er den dog slæbt til Vester Skerninge og brugt som genforeningssten. Sagnet er åbenbart overført fra én sten til en anden. Iflg. Søkilde Grønnegadestenen jo sprængt.

Stenpæl (Gudbjerg sogn) ved Højbjerg Bakke, bliver hver nat forvandlet til en sort dame. Den høje stenpæl kan i tusmørke godt ligne en dame med hætte over hovedet. Højskoleelev Henriette Hansen 1911.

 

Fregnestenen

 

Fortalt og skrevet af Holger Foged, Rårud

En gammel historie fra Rårud har far fortalt mig om dette: "Bønderne var sat til at lave stendige ud efter Slæbæk Tørvelong. Det var de nok lidt tvære og sure over. Til gengæld var herremanden, der selv red derud, vredladen og ridefogden hersede, svor og bandte over dem og beskyldte dem for at være dovne. Rent galt blev det, da de ikke kunne rokke en grå kæmpesten ind i diget. Herremanden mente, de ikke lagde kræfterne i. Han skreg, at de ikke fik lov at gå fra stedet, før den var på plads, og så red han hjem, mens ridefogden  måtte blive og herse videre. Decembermørket kom, så der måtte nok tændes bål. Timer gik, fogden hersede og bønderne sled. Lidt fik de vel rokket stenen, tilsidst erklærede fogden, at det var godt nok, så alle kunne gå hjem. Og - siger sagnet - da ringede kirkeklokkerne julemidnatten ind.
 For mange år siden fortalte jeg så historien til min svoger Rasmus Petersen.
 "Ja" sagde han "historien kender jeg, stenen er Fregne Sten og den ligger i diget mellem min mark og Brændeskov skoven". Han og søster Edith blev gift i 1925 og fik udskiftet og bygget på de østlige marker af hans fødegård, matr. nr. 2 Rårud. Der så jeg så stenen, det ser ud til, at diget krummer sig uden om stenen - lidt kompromis vel - og store pletter lav på kæmpestenen minder lidt om fregner. Digets alder kender jeg ikke, men mener det må være sket i hoveritiden, enten under Nakkebølle eller Hvidkilde.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk