Våbenfabrikken Brobyværk
Forside ] Op ]

 
Bidrag til våbenfabrikken Brobyværks historie

Af Arne Hoff 

 

Nærværende afhandling skal søge at samle de få kendsgerninger, vi har om den af rigsmarsken Anders Bille og andre adelige iværksatte våbenfabrik Brobyværk i Sønder Broby sogn, Salling herred.

 


Partisaner fra Brobyværk 1648 og 1649. Signeret David Kohl

 

Den tids våben var almindeligvis håndværksarbejde, og en meget stor del af Danmarks forbrug var indført fra Nordtyskland, Nederlandene, Frankrig, ja endog Spanien og Italien. Da grundlagdes imidlertid sidst i 1640erne her i Danmark et våbenværk, der ikke blev drevet på almindelig håndværkervis, men ordnet som et manufaktur, dvs et storværksted med massefrembringelse og arbejdsdeling. Denne driftsform var netop begyndt at vinde frem her i landet i Christian IV`s senere år, øje knyttet som den var til tidens økonomiske system, merkantilismen.

Brobyværk lå på Brobygårds jord, i en vinkel mellem Odense å og landevejen Odense-Fåborg, lige ud til åen, hvis utøjlede kraft nu blev avet af sluser og spændt for en hammermølle. Klogt var stedet valgt, ved den vandrige å, nær en ovedvej, der førte fra landsdelens hovedstad til en blomstrende søkøbstad, og så nær en af lederens gårde, at han derfra bekvemt kunne følge dens drift. Hvornår nu værket er bleven grundlagt, har vi ikke nogen bestemt udtalelse om, men det må dog antages at være sket engang i løbet af foråret 1648. Den 17. maj 1648 mageskifter Anders Bille nemlig med kronen på Sønder Broby degneembedes vegne, og får to små stykker jord sønden og østen for Sønder Broby møllebro, som nemlig "falder belejligt at bygge på til det værk, som er begyndt på, til at gøre gevær på" Herfor taler bl.a også, at de første våben, vi kender fra Brobyværk, stammer fra tiden lige før Fr. III`s kroning og endda først var bleven bestilt i sidste øjeblik. I samme retning tyder, at der først i november 1648 ansøges om privilegier for værket, ligesom også denne ansøgning bruge udtrykker "når samme uerk saa vit kand komme udi sin brug, at ...."

Den grund, hvorpå værket blev anlagt, hørte, som ovenfor nævnt, oprindelig til Brobygård, som Anders Bille havde ejet siden 1645. Her havde han "ladet bygge huse, och uerksted oprette". Om materialerne hertil fortælles i en artikel i "Odense Adresse-Contoirs Efterretninger" 1772 nr. 33, at de stammede fra "en gård ved Løgismose, Høysgård kaldet", der til dette formål var bleven reven ned. En tilsvarende meddelelse findes i samme blad, 1776, nr. 16. Disse to, vel noget sene og ubegrundede meddelelser afviser Vedel Simonsen dermed, at Anders Billes barnebarn, Erik Bille Eriksen, ifølge præsteindberetninger af 1755 skal være født her 1656. Dog indrømmer han, at den i præsteindberetningerne nævnte Højsgård kan være Højsgård i Jylland. Hermed mener han antagelig Højgård i Grejs sogn, Nørvang herred. Denne gård ejedes virkelig 1653 af fru Mette Rosenkrantz, Erik Billes, og 1662 af deres søn, den ovenfor nævnte Erik Bille Eriksen. Man må vel derfor snarere henlægge dennes fødsel til Højgård i Grejs sogn, og der er da ikke noget ivejen for, at Højsgård på Fyn kan være nedbrudt 1648. I den førnævnte artikel i "Odens Adresse-Contoirs Efterretninger", 1772, nr. 33, findes endnu nogle meddelelser om bygninger til værkets bøssemagere m.m., men disse meddelelsers nøjagtighed kan ikke godtgøres, skønt der dog heller ikke kendes noget, der strider derimod.

Ophavsmand til tanken om våbenværket synes Anders Bille til Damsbo og Løgismose at have været. Ialtfald er han førsteunderskriver på ansøgningen om privilegier for værket, det er, som ovenfor nævnt, ham, der skaffer materialer osv. Også efter at værket er kommet igang, synes Anders Bille at have indtaget den ledende stilling. Vi ser således i et brev til borgmester Thomas Brodersen i Odense, dagtegnet 11. december 1652, hvordan Anders Bille, trods sine mange og ofte tyngende hverv, har tid - eller tar tid - til at træffe afgørelser om håndværkerne o.l. I det samme brev bestemmes det også, at kun Anders Bille og hans ven og frænde, Steen Bille til Kjærsgård, skal kunne, som vi med et nutidsudtryk siger, "tegne firmaet".

Det første livstegn vi ser fra værket, er, at det på bestilling af hofmarschal Adam Friedr Pentz i efteråret 1648 i største hast fremstiller 30 gallapartisaner til Frederik IIIs kroning. De bærer kongens kronede navnetræk, navnet Broby og rigsvåbenet, alt i forgyldning, "slået i St. Pederstræde af gode dukater". Til kroningen er vel også det "heroldsværd" fremstillet, som findes på Rosenborg (nr. 7-183). Det samme er mulivis tilfældet med nr. 7-82 i samme samling, en tynd, elastisk kårde, der efter sin form at dømme vel snarest har været beregnet til "rygstryger", dvs en kårde, hvormed hushofmestre opmuntrede lakajer o.l.

 

Heroldsværd fra Brobyværk med Frederik IIIs navnetræk og valgsproget "Vincere aut mori" [sejre eller dø] og på bagsiden "Fecit in Broby 1648". Stålætsning af David Kohl.
 

Nogle få dage efter kroningen indsendte Anders Bille sammen med 16 andre adelige "participanter udi Brobye verch" den førnævnte ansøgning til kongen om at få eneret på fabriksmæssig fremstilling af våben, at kongen fortrinsvis ville handle med Brobyværk, og at det måtte toldfrit indføre visse nødvendige råprodukter og udføre de våben, det ikke kunne få solgt herhjemme. Ansøgningen indledes med en appel til kongens merkantilistiske opfattelse, hvori der bl.a siges, at "uerket udi lengden kand bliffue eders Maj: och riget till stor nytte och fordeel, der med saadant gevehr kand forfærdiges hos os udi landet, som hidentill fra fremmede steder bliffue indført med stor besuering", og " pengene derued at kunde bliffue udi landet ..." Desuden vil nu "gevehr" kunne "forskaffes paa en kuhle", dvs med samme mundingsvidde, mens det før fra udlandet købte "mest haffuer veritt gammel udskutt, forderuet och paa underskiedlicke kuler rettede, allene paany anpudsett".

På denne ansøgning svarer kongen, at han "dett vel saa vitt vill priviligere, att ingen anden saadan verk skall udi riget tilstedis att oprette, saa lenge dette bliffuer udi stand och ved magt, saa vel som och, saa at det begierte Jern, Staal ogch Steenkol, maa toldfri indføres. Derforuden er Hans May: ogsaa naad: tilfreds att dersom participanterne vill levere lige saa gaat geuehr, och for lige saa god kiøb, och bie effter deris betaling som andre, och som rigens middel kand strecke till, dennem att betale, saa vill H: May: lige saa gerne handle med dennem som andre, mens att forskriffue sig till med ingen anden end dennem att handle, det holder H: May: betenkeligt att lofe". Og det kan man vel ikke fortænke den iforvejen ret stærkt bundne konge i.

Den kreds af personer, der sammen med Anders Bille opnår disse privilegier, participanterne i Brobyværk, vil vi lige her gøre til genstand for en kortere omtale. Som et fælles træk ved dem alle kan nævnes, at de hørte til deres stands øverste lag, rigsrådsadelen. Endvidere synes de alle at have været temmelig velhavende og de fleste tillige på en eller anden måde at være knyttet til Fyn. Endelig indtog de næsten alle betydeligere stillinger indenfor hæren.

Dette var bl.a tilfældet med de to fættre Gregers og NIels Krabbe. Gregers Krabbe til Torstedlund, var en gammel ven af Anders Bille, bl.a. fra, da det skib, som førte Valdemar Christian og hans hofstat, som Gregers Krabbe havde ledet, hjem fra Rusland 1642, på Øsel tog Anders Bille med bort fra de mange ubehageligheder, han der som lensmand havde været udsat for. Endvidere var han gift med en datter af Corfits Rud, Anders Billes gamle kompagnichef, og havde efter ham 1630 fået Enggården (nu Gyldensteen, Skovby herred), der vel lå noget borte fra Anders Billes gårde, men dog indenfor samme landsdel. 1632 var han desuden bleven løjtnant i Henning Valkendorfs rytterkompagni, der udskiltes fra Anders Billes. 1644 var han bleven landkommissær i Jylland, hvilken post han beklædte, indtil han 1651 blev statholder i Norge.
Af Niels Krabbes tilknytning til Anders Bille kan før 1648 ikke spores andet end, at også han var gift med en datter af Corfits Rud. Men dels ved sådan at være kommen ind i Anders Billes omgangskreds og dels derved, at han 1647 var bleven landkommissær i Skåne, kan hans interesse for et værk som Brobyværk tænkes at være opstået. Senere kommer han til at stå Anders Bille ganske anderledes nær; 1652 blir han efter i 3 år at have været enkemand gift med Mette, Anders Billes datter. 1654 køber han Nakkebølle af fru Karen Bille, Falk Gøyes enke, og bliver dermed næsten nabo til Damsbo, Anders Billes hovedopholdssted i de år.

Henning Valkendorf, Henningsen, til Glorup, var allerede tidligt kommen i forbindelse med Anders Bille, idet denne 1624 købte en part af hovedgården Damsbo af ham, og på denne blev fynbo. At grundlæggelsen af en våbenfabrik i Danmark, hvorfra hæren kunne få gode og billige våben, særlig måtte interessere Henning Valkendorf, er alene af den grund sandsynlig, at han flere gange havde været krigskomissær, ligesom han også havde været en af adelens deputerede ved forhandlingerne 1638 om landeværnets indretning. At han endvidere har været så velhavende, at han har kunnet sætte penge i foretagendet, kan skønnes deraf, at han i tidens løb havde haft råd til at købe 3 hovedgårde.

En lignende velstand fandtes hos de to fættre Christen Skeel, Albretsen og Christen Skeel, Jørgensen. Den førstnævnte hørte gennem sit ægteskab med Birgitte Rud, Corfitsdatter, til den Rud`ske familiekreds på Sandholt, sådan som vi så levende ser den fremstillet på det bekendte Rud`ske familiebillede på Rygård. Når han i ansøgningen om privilegier for værket underskriver på Christen Skeel, Jørgensens foruden på egne vegne, skyldes det, at denne, der var en snes år yngre end sin fætter, endnu ikke var vendt hjem fra sin store udenlandsrejse.

Til Skeel`ernes kreds hørte også Manderup Due (Taube) til Halkjær, idet han var gift med Anne Skeel, Albretsdatter. Manerup Due var en dygtig officer, men vist noget voldsom. 1645 var han bleven vicelandkommissær på Sjælland og året efter landkommissær i Jylland.

En særlig skæbne fik Claus Sehested til Tim og Ørslev; ved anbefalinger fra ærkebispen af Bremen, den senere Frederik III, hvis hofmester han havde været, fik han 1643 lenet Hindsgavl og kom således i forbindelse med den fynske adel. Han skulle ikke nå at se dette foretagende, han var med at iværksætte, rigtig folde sig ud; i januar 1649 døde han ved et vådeskud.

Endnu 2 af participanterne døde i værkets første par år, omend de dog nåede at se indtægterne begynde at flyde ind fra værkets villige kunde, men knap så villige betaler, kronen. Dette var nemlig tilfældet med Henrik Ramel til Bækkeskov og Henrik Huitfeld til Lillø, der begge oprindelig tilhørte den skånske adel. Henrik Ramel, der 2den gang var gift med en kusine til de to Christen Skeel`er, var en intelligent og dygtig mand. I 1648 havde han været den menige adels ordfører overfor rigsrådet, hvori han - måske netop derfor - blev optaget i maj 1649.

Henrik Huitfeld havde med hæder deltaget i såvel Kalmar- som 30 årskrigen, begge gange som ritmester. Dernæst havde han i en lille menneskealder siddet som lensmand på fæstningen Landskrona og desuden beklædt stillingen som kommissarius i Skåne, så også hans interesse for våbenfabrikken er let at indse.

Også hans svigersøn, den senere og sidste rigshofmester, Joakim Gersdorf til Tundbyholm, var participant i Brobyværk. Det har sikkert været af stor betydning for værket at have en så indflydelsesrig mand, som Gersdorf allerede dengang var, som interessent i foretagendet.
Flere af participanterne var ved slægtskabsbånd knyttet til Anders Bille. Dette gjaldt således Mogens (Banner) Høg til Kjærgårdsholm, der var gift med Christence Rosenkrants Jacobsdatter, en søster til Anders Billes hustru, Sofie. Tilmed var han næsten nabo til Brobyværk, idet hans sædegård lå i Salling herred, hvortil jo også Broby hørte.
I slægt med Anders Bille var også, som navnet siger det, Steen Bille, Eriksen, til Kjærsgård, Anders Billes kvartfætter og ven. Han synes at have spillet en vis rolle i værkets ledelse, jfr. det førnævnte brev fra Anders Bille til Thomas Brodersen.

Som en slags "Wahlverwandter" til Anders Bille stod den som bogsamler kendte Laurits Ulfeld til Egeskov. Denne gård solgte han imidlertid kort før Brobyværks oprettelse til Oluf Parsberg, Christoffersen, en jysk godssamler, der vel ved nu at blive nabo til Brobyværk har fået interesse derfor. Ialtfald participant var han.
I en særlig stilling til værket stod Henrik Rantzau til Rosenvold, idet han nemlig i adskillige år havde ejet Brobygård, på hvis jorder jo værket lå, indtil han 1635 solgte den til Anne Rosenkrants, Anders Billes svigerinde, der døde 1645. Ved skiftet udkøbte Anders Bille på sin hustrus vegne medarvingerne og blev således ejer af gården.
Tilbage står at omtale den eneste af participanterne, der ikke havde nogen tilknytning til Fyn, generalmajor Friedrich von Buchwald til Bülk. Han ahvde i Torstensonskrigen udmærket sig sådan,a t Anders Bille senere havde foreslået ham optaget i det faste krigsråd. Senere idntrådte der, uvist af hvilken grund, en stærk mdsætning, der på sit højdepunkt bevirkede, at von Buchwald, da han 1657 i marskens fravær førte befaling over hæren i hertugdømmerne, forlod denne og gik i gottorpsk tjeneste.

Efter at nu værket havde fået de førnævnte privilegier, gik dets virksomhed sin rolige gang. Hvor stor dets produktion har været i de forskellige år, er det os ikke muligt nøjagtigt at sige, da der ikke fra værket selv er bevaret regnskaber. Derimod kan vi give et mindstemål for produktionen visse år, idet vi fra Tøjhuset har en del regnskaber over,  hvad der dertil indkom fra Brobyværk. Da vi imidlertid ikke kender noget til salg til private - hvormed dog ikke være sagt, at værket ikke kan have fremstillet våben til private t.e. jagtvåben - og da kronen har modtaget den væsentligste del af, måske endog alt, hvad den har købt af værket, på Tøjhuset, nærmer vort mindstemål for frembringelsen sig altså ret stærkt den faktiske frembringelse.

De omtalte regnskaber fra Tøjhuset er dels en afregning for værket, der går fra foråret 1650 til nov. 1652 med en afdeling for, hvad der er leveret og dets pris, og en anden afdeling for, hvormeget der hidindtil er betalt, dels et løst blad med en oversigt over det til og med 1652 betalte, og endelig en fortegnelse, optaget 19.otober 1652, over hvad der fra 16. juli 1649 til foråret 1652 fra værket var indleveret på Tøjhuset for Kjøbenhavns Slot. Desuden endnu nogle bilag. Hertil kommer en post i de egentlige Tøjhusregnskaber, men på grund af dens nøje overensstemmelse med fortegnelsen over det for kjøbenhavns Slot indleverede kan vi her lade den ude af betragtning.
Gennemgår man nu disse regnskaber, ser man, hvordan allerede temmelig hurtigt antallet af indleverede blanke våben er ret stort, mens skydevåbnene først efterhånden kommer i større tal. Således er der indtil midten af juli 1650 indkommen 2600 commisdegener, dvs. menig- eller fodfolkskårder, 653 rytterdegener, 6 par pistoler og 358 musketter, endvidere 500 krydshakker og 600 schakhaner, dvs små entreøxer. Uvist hvorfor angiver fortegnelsen over det for Kjøbenhavns Slot indleverede  og dermed også selve Tøjhusregnskabet, som ovenfor vist, 2598 commisdegener i modsætning til den egentlige afregning (nævnes som afregn.), med dens 2600. Ligeledes har Københavns Slot 650 mod afregn.s 653  rytterdegener. Måske har afregn.s overskydende antal været fremsendt som prøver. Hvad musketterne angår, synes de at være bleven købt ubeskudt, altså ikke prøvede. Ialtfald nævnes i Københavns Slot som den første post af modtagne musketter netop 358, af hvilke 86 sprang ved beskydning. Denne synes først at have fundet sted i april 1651 (Københavns Slot) men må dog utvivlsomt gælde de samme 358 musketter, som de i afregn. nævnte.

Den 6. maj 1651 finder der igen en aflevering sted, der består af 456 musketter, 120 flinterør, 32 par pistoler og 32 karabiner med flintelåse, 362 rytterdegener og 600 commisdegener. Her viser de to regnskabsrækker overensstemmelse, dog at afregn. kun angiver, hvor mange flinterør og musketter der var i behold efter beskydningen, nemlig henholdsvis 87 og 409. Man studser over den vældige afgang, men efter velvillig oplysning fra museumsinspektør, kaptejn Smith, skal disse tal ingenlunde være usædvanlige. Den 4. februar 1652 finder vi en ny aflevering, der kun er opført i afregn. Der indkommer ved den 200 musketter, 25 flinterør (de afrundede tal lader formode, at de to poster angiver tallet af ubeskudte våben) , 51 par pistoler og 800 skibspamperter, dvs huggerter. I novbr samme år afleveres igen 400 skibspamperter, 400 schakhaner og 107 karabiner.

Længere går nu disse regnskaber ikke, og vi er derfor henvist til at søge oplysninger andre steder. Desværre er det kun lykkedes forfatteren et enkelt sted at finde en oplysning af lignende art som de førnævnte regnskabers. I juli 1655 bestilles nemlig "nytt offuer och under gevehr" til 1600 ryttere af det jyske regiment.

Vender vi os nu til den anden side i regnskaberne, betalingssiden, finder vi for det første i afregn. en betalingsside, hvor dels de betalte rede penge er opført,d els naturalieydelserne med angivelse af deres pengeværdi. Hertil er knyttet en revisions bemærkning om, hvad man samme år har givet for tilsvarende naturalier, købt " til K:M: behoff". Dernæst i samme læg et løst blad, hvorpå der er opført, hvad "Brobyes participanter haffuer bekommed" indtil sommeren 1652 (dette blad nævns i det følgende som Brob. part.). Endelig findes der, som det nedenfor skal vises, rundt om i Sjællandske og Fynske Tegnelser og Fynske Registre samt i Odensegårds og Skanderborghus lens regnskaber det desværre ikke særlig fuldkomne kildestof, vi disponerer over.

Det første skridt til betaling sker i juli 1650, idet rentemestrene får ordre til at akkordere med participanterne om betalingen og om terminerne for denne. Efter afregn. var der da leveret for lidt over 7000 rdlr. I november udsteder kongen så et patent efter hvilket værkets participanter får kronens "indkomst af rug byg og are udaf St. Hans klosters underliggende bønder .. saa vit det sig efter kand købes". Denne sidste klausul er det vel, der gør, at vi kun finder værket betalt med byg, nemlig 30 læster, hvilket efter kildernes enstemmig opgivelse svarer til 2160 rdlr. I maj 1651 får værket 400 rdlr og i 1652 Odensegårds lens "intrader" fra 1651 til 1652, antagelig med samme klausul som før, siden værket kun får byg og smør, henholdsvis 15 læster og 9 tønder. Her såvel som ved næste års betaling findes der en mindre uoverensstemmelse mellem afregn. og Brob. part. i vurderingen af naturaliernes værd. Således regner afregn. smørret fra 1651-52 til 16 rdlr tønden, mens Brob. part og revisionsanmærkningerne i afregn sætter prisen til 20 rdlr til hvilken pris smør er købt "til K:M: behoff". Der opstår således her en forskel på 36 rdlr., men om den skyldes en skødesløshed eller af Brobyværks agent har været tænkt som en bifortjeneste, får stå hen. Det samme gælder forskellen på den pris, byggen året efter sættes til, nemlig i afregn. 14½ mk. td., men Brob. part 15 mk. Revisionsanmærkningen i afregn. har mærkværdig nok ingen pris, og bemærkningen i Brob. part. 16 mk. Forskellen bliver her 75 mk., altså 12½ rdlr. I januar 1652 er der fra rentekammeret udbetalt 4000 rdlr.; så vi finder, da afregn. og Brob. part slutter i løbet af 1652, at værket ialt har fået 10250 (Brob. part., men kun 10139 efter afregn.) Da der til samme tid er leveret for 15765 rdlr. afregn. og Brob part.) skylder kronen altså på dette tidspunkt værket 5515 (5626) rdlr.

Når participanterne har fået disse penge, ved vi ikke, ialtfald finder vi ingen udgiftspost til dem før 1655, hvor rentemesteren får ordre om at gøre Brobyværk participanterne udvisning i Skanderborghus lens afgift for 3000 rdlr. Dette var ubetinget en regnskabsmæssig forenkling, idet Anders Bille, der på denne tid sad inde med lenet, altså kunne få ialtfald nogle af sine - eller rettere værkets - penge bare ved at trække fra i sin lensafgift. Året efter findes Brobyværk igen i vore kilder, idet rentemesteren får ordre til at betale Brobyværks participanter 2000 rdlr til jul 1656.

Endnu et enkelt sted kan vi finde en post, der angår Brobyværk, nemllig i told- og acciseforvalter Ludvig Lorents afregning med kronen. Ludvig Lorents var tolder i Kerteminde, hvorved han vel er kommen i forbindelse med værket eller Anders Bille. Allerede i 1648 ser vi ham som værkets agent i København overlevere de tidligere nævnte partisaner til kroningen. Det er dem, han ønsker betalt og derfor har opført forrest i sin afregning. Åbenbart har han lagt de 120 rdlr ud til værket, eller det har måske været hans løn for forskellige hverv at få betalingen for partisanerne. Til uheld for Ludvig Lorents blandes denne fordring med andre af mere tvivlsom karakter, hele forholdet afføder retstrætter, erklæring og bilag i stort antal, og imens går tiden. Endnu 1664 har han ikke fået sine penge.

Afleveringen af våben fra Brobyværk den 25. april 1651 er Ludvig Lorents` sidste. Ved den næste aflevering, der finder sted den 6. maj 1652, optræder på værkets vegne en Cornelius Hansen. Han synes ikke at have været tilstrækkelig energisk, ialtfald finder vi et brev fra Anders Bille til vennen, borgmester Thomas Brodersen (Riisbrick) i Odense, hvor der klages over Cornelius Hansens "langdrægtighed". Anders Bille ber derfor borgmesteren og Knud Pedersen om at drage ud til Brobygård og forhøre Cornelius Hansen og mesteren, hvis de kunne få borgmester Knud Jacobsen med derud, "da skeede .. alle participanterne en stor tieneste herudi". I dette brev, dagtegnet Friederichsodde 11. decbr. anno 1652 ser vi mærkværdigvis Thomas Brodersen og Peder Pedersen kaldt "medparticipanter udi voris verch", men herudover er der intet spor af, at den oprindelige participantkreds er bleven udvidet senere, og det endda med borgerlige.
Som en slags forvalter, måske som Cornelius Hansens efterfølger, skal efter Atlas Danicus dette værks forfatters, Erik Pontoppidans oldefar, Knud Eriksen Broby, have tjent. Om ham ved vi ellers intet af interesse for værket, men om andre af de på værket beskæftigede, nogle af våbensmedene, er vore oplysninger lidt fyldigere.

Dette gælder således om bøssemageren Andreas Neidhart. Han havde arbejde for den udvalgte prins Christian, Frederik IIIs bror, 1641-46 og var ved værkets grundlæggelse bleven kaldt derover af Anders Bille. 1653 kommer han igen bort fra værket, måske krænket over den ovenfor omtalte undersøgelse af hans og Cornelius Hansens forhold, og samme år får han bestalling som bøssemager ved Tøjhuset, med 24 kurantdaler og en klædning om året. På Tøjhusmuseet findes ikke så få smukke hjullåsrifler, der bærer Neidharts mærke A.N. eller A.N.H., undertiden forbunden med en springende hest eller hjort, således nrr. 157-62 og 413-14. Bekendt er den stang- eller papegøjeriffel, han har fremstillet til Anders Bille (gl. museumsnr. A 280). Den bærer på piben indskriften "H. Anders Bille Reichsmarschalt" og har en smukt indlagt kolbe, der viser en fugleskydning. At Neidhart har været en ikke ubetydelig kapacitet i sit fag, kan vi t.e. se deraf, at Boehems Handbuch der Waffenkunde, Leipzig 1890, nævner ham blandt de et par hundrede bedste i verden.

Det samme er tilfældet med to andre håndværkere fra Brobyværk, våbensmeden Caspar Kohl og hans søn, stålætseren David Kohl den sidste endog med en stjerne, der betyder "Meister von besonderem Rufe". De indkaldtes begge 1648 af Anders Bille, David Kohl endnu som ganske ung, idet han er født 1628, men forlod begge ret snart igen værket. Af David Kohls arbejder findes adskillige endnu, både på Rosenborg, Frederiksborg slot (to partisaner) og Tøjhusmuseet. David Kohl, der signerede sine arbejder D.K. kendes ofte på en ret usædvanlig ornamentik, hvor han bl.a. kransstiller det danske rigsvåbens enkelte dele istedetfor at anbringe dem efter heraldikens regler. Efter at have forladt Brobyværk kom begge Kohlerne til Wira Bruk i Sverige (Caspar Kohl dog vistnok først til Garpstrøm Bruk), og 1684 (Boeheim, nævnte værk: 1685) døde David Kohl som rustmester for Det store rystkammar i Norra Tälje. På Kungl. Livrustkammarn i Stockholm findes en række af Kohlernes senere arbejder.

Når det ovenfor er sagt, at vi intet kender til, at Brobyværk har solgt til private, må det dog nævnes, at et enkelt træk kunne udtydes i denne retning. I et brev til Thomas Brodersen, dagtegnet Hafnia d. 2. januar (1657) taler Anders Bille om 500 speciedaler, som en Morits Frich skal betale "paa regnskabet". Men om dette regnskab måske skulle være Brobyværks, kan vi desværre ikke sige.

Det svage skær på den østlige himmel, der indvarslede dagen d. 24. oktober 1657, indvarslede med den Brobyværks undergang. Endnu før daggry kastede Carl X Gustav sine stormkolonner mod Frederiksodde, og efter få timers kamp havde han denne, Fyns yderdørsnøgle, i sine hænder. Men en ulykke kommer sjældent alene. Sådan også her. Brobyværks egentlige leder, sjælen i foretagendet, Anders Bille, var fanget, såret og dødsmærket. Den 9. november gik han bort fra fortvivlelsen og nederlaget, mens hans politiske og private modstandere på det skamløseste søgte at bagvaske ham hos hans konge. Han slap også for at opleve, hvad der sikkert ville have været ham en hjertesorg. Brobyværks ødelæggelse af svenskerne. Denne må sikkert have fundet sted i de første dage af februar 1658.

Tiden gik imidlertid, og først efter Fyns tilbagegang i oktober-november 1659, ja vel egentlig først efter fredsslutningen d. 23. maj 1660 kunne man begynde at tænke  på en genoprettelse af Brobyværk. For at få at vide hvad der skulle gøres med værket, lod Børge Trolle, der gennem giftermål med Pernille Bille, Andersdatter, nu var bleven ejer af Brobygård, "giøre Requisition til bemeldte Værks Interessenter, om de formente sig fremdeles at have nogen Prætension derpå, men som de nu alle renoncerede, blev intet videre tænkt på dets Istandsættelse, men Vaaningerne blev bortfæstede ligesom andre Huse." Således endte den virksomhed, der få år tidligere skildredes som "it meget berømmeligt Verch".
Et halvt århundrede gik, inden man opdagede, hvad man havde mistet.

Hermed skulle der være gjort rede for Brobyværks skæbne, så vidt som de nu kendte kilder tillader det.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk