Om Lunde sogn i gamle dage
Forside ] Op ]

 
Nogle træk fra det sydfynske Lunde sogn i gamle dage

Af stud. theol. Johs. Clausen 

 

Fynsk Hjemstavn 1929

Lunde sogn er en af Sydfyns skønneste egne. Navnlig Langkildegården frembyder et stykke natur, som man vanskeligt finder mage til. Endmere fremhæves idyllen derved, at det hele er behersket af en egen drømmende ro. I disse omgivelser har mange gamle minder holdt sig om forfædrenes færden i de svundne tider.
Store dele af sognet var i gamle dage dækket med kratskov, navnlig Hønsehaven. Rigtig oldenskov har der ikke været så meget af. Navne som Risbjærg, Snogebjærg og Birkebjærg tyder jo ikke derpå. Matrikelen fra 1684 viser da også, at der til de 14 gårde i Høje by kun hørte 1 skp 3 fdkr. og 3 alb. svins olden. Der var altså ikke olden nok til alle de svin, man behøvede. Man måtte derfor også fodre svinene fra selve landsbyen. På det sted, hvor Amsterdamgården nu ligger, lå i hine tider en dam, der kaldtes Svinsteddam. Der havde man henstillet nogle lange trug, og derud kørte man fra Høje alt  kornaffald, det såkaldte skæl. Dette tjente til føde for svinene. I senere tider, da gården blev lagt der, ændrede man det ildelydende Svinsteddam til det meningsløse Amsterdam. Sådan fortæller sagnet i hvert fald.
Hønsehaven lå før udskiftningen ganske øde hen. Der var ingen beboere lige fra Langkildegården og ned til ledhuset mellem Lunde og Gudbjerg ("Tjenerstedet"). Ved udskiftningen, der foregik i slutningen af 1790erne, blev der noget mere befolket.
På denne tid flyttede gårdmand Mads Andersen fra Høje ud og byggede Espelundgård på det sted, hvor gården ligger den dag i dag. Navnet lader formode, at stedet har været bevokset med bævreasp. Mads Andersen skal have fået valget mellem Espelundgård og en gård, der ligger længere ude i Hønsehaven, men han valgte den første, vel fordi den lå nærmere ved landsbyen. Han købte nu Espelund af Mullerup for 2800 rigsdaler, en i vore øjen latterlig lille sum for en gård på over 100 tdr. land. Men store dele var som før nævnt bevokset med skov og krat, og ud midt ad jorden strakte sig en sid, våd sænkning, der gik under navnet Døngen, jfr navnet Dong.
Mads Andersen var søn af gårdmand Anders Jørgensen i Høje og efter al sandsynlighed sønnesøn af den Jørgen Andersen, der i året 1684 ejede en gård sammesteds. Han er født i året 1731 og blev døbt 11. novbr s.å. Han blev båret til dåben af "Seign. Niels Brincks kieriste af Lunde". Sidstnævnte var herredsfogedens kone. Ministerialbogen for Lunde fra den tid viser, at hun har været stærkt anvendt som gudmoder i sognet. I 1764 indgik Mads Andersen ægteskab med Karen Rasmusdatter. Hun var en datter af gmd Rasmus Andersen i Lunde.
Udmålingen af jorden ved udskiftningen besørgedes af Lars Larsen fra Lundegården. Efter sagnet skulle han på grund af familieskab med Mads Andersen have tilmålt Espelundgård mere, end ret var. Af den grund fik han efter sin død ikke fred i graven, men måtte hver midnat vandre hvileløs om på markerne ved det urigtige markskel. Her er han set mange gange. Sidst af gamle Lars Nielsen fra Hønsehaven. Han kom en nat hjem fra jagt og lagde vejen hen over Espelundgårds marker. Da han kom ned over den store Banke Risbjærg, mødte han en høj, sort mand med noget, der lignede en papirsrulle under armen. Lars Nielsen, der troede, det var en af hans naboer, hilste godaften, men ikke så snart havde han udtalt dette, før spøgelset sank i jorden. En nærmere undersøgelse af markskellene viser imidlertid, at Lars Larsen fuldtud har gjort sig fortjent til de ord, der stod på hans grav: "Hans mål og mærke fejled ej".
Mads Andersen og Karen Rasmusdatter skal have haft en søn og otte døtre. Sønnen blev efter sin farfader kaldet Anders, han er født o. 1770. Der kendes i slægten mærkeligt lidt til denne mand. Kun vides det, at han har været en dybt religiøs natur; endvidere det mærkværdige forhold, at han ægtede sin søsterdatter Maren Mortensdatter fra Rødme. Til Anders Madsen gik Espelundgård i arv efter faderens død, og den er endnu stadig i slægtens eje.
Anders Madsens søstre blev betragtede som særligt gode partier, idet de i medgift fik 200 speciedalere og "en kiste fuld af skønne klæder". Den næstældste Dorthe Madsdatter, der var født 1773, blev i året 1809 gift med sognefoged Lars Larsen af Lundegård. Lundegården var en gammel herredsfogedgård. Efter sagnet skulle der have boet tre herredsfogeder.
1786 købte landmåler Lars Larsen gården. Han var gift med Anna Hansdatter fra Kådekildegård i Vissenbjerg sogn og  havde en tid lang været bosiddende i Frøbjerg. Han var en sjælden dygtig og intelligent bonde og blev meget anvendt som landmåler. Hans måleinstrumenter opbevares endnu på Lundegården. På hans gravplade stod: "Minde over den kunstkyndige Mand, Lars Larsen af Lunde, født i Ladegaard i Orte Sogn den 31. Januar 1747. Var begavet med en tænksom Aand. I mangen By han skifted ud. Hans Maal og Mærke fejled ej. Dertil han var en sjælden Bonde. Boede i 45 Aar i Lundegaard. Døde den 23. Aug. 1831 i sit 85 Aar". Hans hustru var død allerede 1812.
Sønnen Lars Larsen skal have været mindre betydelig, navnlig mindre myndig end sin højtagtede fader. Men han skulle få en hustru, der intet manglede i den retning. Det var som før nævnt Dorthe Madsdatter fra Espelund. I en gammel Jesper Brockmanns huspostil, der endnu opbevares på Lundegården, og hvis hvide blade er beskrevne med slægtsoptegnelser, har Lars Larsen skrevet om sit bryllup: "I Aaret 1809 den 22. Juli holdt jeg Lars Larsen og Pigen Dorthe Madsdatter vores Bryllup i Espelundgaarden i Lunde Sogn og levede i Ægteskab i 39 Aar, og hun døde d. 11. Juni 1848 i en Alder af 75 Aar." På Lundegårdens loft står en gammel kiste. På dens grønmalede forside skimtes endnu bogstaverne D.M.D. og årstallet 1791. Det er Dorthe Madsdatters brudekiste. Selv om Lars Larsen stod noget i skygge af sin fader eller måske mere af sin myndige hustru, har han dog været en efter sin tid såre oplyst bonde. Hans håndskrift og ortografi er udadlelig. Under ham blev Lundegårdens længer ombyggede. Derom minder indskrifter, der er indristede over to af dørene. På den nordlige længe står: "O Jesu fromme, lad ei Ild og Ulykke over denne Bygning komme, lad over den dit Forsyns Øje have Agt, lad det staae i Jesu Navn, til det af Alder ei meer formaaer. L.L.S.D.M.D. Aaret 1818." På den østlige længe: "O Jesu mild, bevare dette Hus for Ulykke og Ild. Din Englevagt have det paa Agt, men lad det staae, til det af Alder kand forgaae. L.L.S.D.M.D. Aaret 1816." Ved denne ombygning anvendte Lars Larsen en ny og efter samtidens mening bedre byggeskik, idet han undlod at lægge fodstykke i bindingsværket og i stedet for lod stolperne sætte lige på stengrunden. Dette skaffede ham Det kgl. Landhusholdningsselskabs sølvbæger. Det bærer indskriften: "Til den roesværdige og vindskibelige Bonde Sognefoged Lars Larsen i Lunde".
Som eksempel på Dorthe Madsdatters myndighed kan anføres følgende: Til Lundegården hørte i de tider en stor æblehave, og herfra blev der stjålet megen frugt af byens ungdom. Lars Larsen forsøgte flere gange at få dette uvæsen til at høre op, men forgæves. Først da hans hustru tog sig for personlig at afstraffe æbletyvene, blev de grebne af en sådan rædsel, at de aldrig viste sig der mere.
Til Lundegården knytter sig det sagn, at dens porte aldrig kan stå lukkede om natten. Man skal efter sigende mangen aften have lukket dem forsvarligt, men ved midnatstid er de atter sprunget op, og man har om morgenen fundet dem vidåbne.
Efter Lars Larsens død 1856 gik gården i arv til sønnen Mads Larsen, der i året 1837 havde ægtet Karen Jensdatter fra Øksenhavegården. I 1857 lod han det gamle stuehus nedbryde og et nyt opføre. Det gamle stuehus havde tjent til bolig for herredsfogederne og skal have været udstyret med en egen pragt. De gamle døre, der havde siddet i "Salen", er indsatte i den nuværende bygning. De er efter den tids forhold ualmindeligt høje, og over karmen er der anbragt malerier, forestillende liggende kvindeskikkelser. Disse malerier, der sikkert stammer fra 18. århundredes sidste halvdel, er udmærket udførte og vidner om den høje kultur, de gamle herredsfogeder har været i besiddelse af.

På samme tid som Espelundgård flyttedes en anden gård fra Høje under mere dramatiske omstændigheder. Hermed gik det således til: På Bankegården boede Per Jensen. Han var en velhavende bonde og ejede "15 skønne heste" og det nydeligste ridetøj. Men så kom ulykken ind over ham. Der var en bødker i Høje, der havde fået et godt øje til Per Jensens smukke sadler, og en nat listede han sig ind på gården og stjal en sadel. Man fattede imidlertid straks mistanke til bødkeren, og snart efter fandt man sadelen skjult i hans sengehalm. Han fik nu sin straf, hvilket bevirkede, at han fattede et uudslukkeligt had til Per Jensen. En uforsigtig ytring af denne var den dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Per Jensen skulle nemlig til bryllup, og dagen før festen var han gået hen til smeden for at få et par heste skoet. Her skal han have sagt: "I morgen, når jeg kører til bryllup, skal jeg køre ned ad Høje gade, så bødkerens klokke taber et slag". Han kom imidlertid ikke til bryllup; thi den følgende morgen stod han frysende på Høje gade uden at have andet at dække sig med end den bare skjorte. Bødkeren havde om natten brændt hans gård ned. Kun med nød og næppe var folkene blevet reddede. En gammel pige på gården var blevet klar over faren ved en hunds piben og fik i sidste øjeblik de andre vækkede. Alle 15 heste samt 22 får indebrændte. Per Jensens søn, den trettenårige Jens Pedersen, ville redde en stor hingst ud af den brændende bygning, men den slog ham over hans ene lår og styrtede sig ind i flammerne igen. Så stærkt havde hingsten slået, at arret endnu tydeligt kunne ses mange år efter, da man lagde Jens Pedersen i kiste. Familien kom en tid ud på Langkildegården. Per Jensen måtte nu lade sin gård flytte ud, og den blev lagt i Øksenhaven, hvoraf den fik sit navn. 1805 købte han den af Egeskov for 3000 rigsdaler. Sidenefter sad hans slægt på gården i 100 år.
Om sønnen Jens Pedersen fortælles der, at han ligesom så mange af hin tids bønder slog sig lidt for rigeligt på flasken. Det gik da også tilbage med gården, og man begyndte at snakke om, at han blev nødt til at sælge. Navnlig blev der drukket tæt til tinggilderne, og flere gange skete det, at bymændene måtte køre Jens Pedersen hjem. Hans hustru, Marie Kirstine, der var en dygtig og energisk kvinde, klagede da sin nød til Henrik Langkilde, og han gav hende råd om, hvorledes hun skulle modtage mandens svirebrøde. Næste gang de kom kørende med ham, dækkede hun op for dem med det bedste, huset formåede, og de tog rigeligt for sig af de gode retter. Da de imidlertid sad midt i det gode lag, gik hun ind til dem og sagde: "I skal have tak, I gode mænd, fordi I har kørt min mand hjem, men jeg ville være Eder dobbelt taknemmelig, hvis I lod ham gå, mens han selv kunne." Mændene følte sig beskæmmede af denne irettesættelse, og fra den dag kom Jens Pedersen altid hjem i nogenlunde ædru tilstand. Denne Marie Kirstine, der var hans tredie hustru, bragte snart Øksenhaven på fode igen, og der blev velstand til huse.

Oldermandslavene tabte mærkværdigvis ret hurtigt deres betydning i Lunde sogn. For Høje bys vedkommende erindrer man herom kun oldermandsgildet, der holdtes om efteråret. Traktementet var "skåret brød og snaps". Ved denne lejlighed skiftedes snefoged.
Til degnen leveredes "fourage", der bestod af halm og hø. Man leverede efter hartkorn, Espelundgård således 7 lispd og 3 pd halm og 3 lispd og 7 pd hø. Ligeledes havde gårdene hver en del af degneloddens gærder at holde i orden.. De forskellige stykker var afmærkede med pæle, der bar gårdenes nummer.
Ved de såkaldte vullegilder leverede man mælk til jordemoderen, bødkeren og hjulmanden.
På "vindevæggenes" tid havde man klinegilder, der vel nærmest svarer til nutidens rejsegilder. Når en bygning var rejst, samledes byens piger og karle og gjorde ler til. Pigerne slog derefter leret på væggene, medens karlene pudsede efter. Om aftenen var der stort gilde med dans og brændevinsdrikken til langt ud på natten.
Til smeden gik man ikke i "ethvert vejr". Nogle enkelte gange om året førte man alle de jernsager, der skulle repareres, op i smedjen. På en sådan dag bistod gårdens folk smeden, det de kunne, og førte også brød og snaps med til ham. Man kunne betale ham på to måder, enten med naturalier eller ved at "betale på ambolten" dvs med rede penge. Hesteskoning var der den gang ikke så meget af som nu til dags. Vejene var jo ikke så hårde. På de allerfleste gårde, således også på Espelund, havde man kun et par køreheste med forsko. De øvrige heste var slet ikke skoet. Det vakte stor bestyrtelse, da en gårdmand i Høje lod et par heste firsko. Bysmeden skal i den anledning have sagt: "Vil du ikke have en sko i rumpen på den også?"

Kloge mænd og koner spillede en stor rolle. Der var langt til dyrlæge og doktor, og vejene tit ufarbare. I de allerfleste tilfælde hjalp man sig med lokale kræfter, som man også havde langt den største tillid til. Ude i Bøllemosen boede en gammel kone, der var særlig kendt for sin evne til at "dølle" smerte og blod. En karl på Espelundgården havde under kornbæring på loftet været så uheldig at træde et rustent søm op i sin ene fod. Foden hævede stærkt og gjorde meget ondt. Ved aftenstid blev han da bragt ud til gamle Sidsel i Bøllemosen. Hun spyttede på såret og læste over det, og smerten og hævelsen forsvandt med det samme, og såret generede ham aldrig mere.
Den kloge mand i Gestelevlunde var vidt berømt som dyrlæge. En gang havde køerne på Amsterdamgården "sat mælken". I sin nød sendte gårdmanden da bud efter ham. Denne brækkede brostenene op på forskellige steder i stalden og slog små pinde ned i jorden. Derefter blev stenen lagt på plads igen. Køerne fik nu et pulver, hvorefter de gav sig til at tude ganske forskrækkeligt; men kuren viste sig at være god nok.
Der var imidlertid nogle af disse, der ejede overnaturlige evner, der gik ud på at volde deres medmennesker fortræd, når de kunne komme af sted med det. Det var navnlig gamle kvinder, man mistænkte for noget sådant. mangen bonde skælvede, når en "heks" gik over den mark, hvor hans køer stod tøjrede, idet han frygtede for, at hun skulle kaste sine onde øjne på dem og forgøre dem. Når bønderne skulle  køre forbi heksens hus med grise, hændte det, at de dækkede grisehækken til med sække, for at hun ikke skulle få dyrene at se.
For at modvirke dødelighed blandt kreaturerne var det en gammel skik, at husbonden under aflæsningen af første læs rug spurgte sin forkarl: "Hvornår var det jul sidste år, og hvornår bliver det jul i år?" Når karlen havde svaret på dette, aflæssedes resten i fuldkommen tavshed. De fire første neg, der blev "sa" i ladet, blev sat med toppen nedad, så mente man, at ukræet ville holde sig til dem og lade det andet være i fred.
Før man skulle ud at køre, korsede man sig. I et enkelt tilfælde vides det endog, at en mand plejede at slå kors for panden for hestene og at se igennem hovedlagene før kørselen. Ved at iagttage dette sidste har han ment at kunne se, hvorvidt skjulte væsener stod hans rejse imod. Lignende tankegang kendes helt fra Oldtiden, hvor man mente at kunne se guderne ved at se igennem en sluttet kreds. I Bjarkemålet lader Bjarkes hustru sin hårdt sårede husbond se igennem sin bøjede arm: "Sænk dit øje, se gennem arm mig". Og Bjarke ser Odin, "Frygges husbonde, Sleipners rytter".

Ved en gård i Bobjerg spøgte det. Her var det en af gårdens ejere fra ældgammel tid, der gik igen. Endnu i slutningen af forrige århundrede blev spøgeriet observeret, og vedkommende, der så det, lovede sig selv aldrig mere at gå denne vej ved nattetid. Dog var han aldrig at formå til at udbetale sig om, hvad det var, han havde set.
På Birkebjerg ved Langkildegård gik hver midnat et ligtog. Ligvognen var forspændt med fire kulsorte heste. Mangen gammel bonde, der kommet noget sent på vej, og som måske ikke har været helt nøgtern, er blevet skræmt fra vid og sans af dette uhyggelige tog. Tænderklaprende er han ilet hjem over markerne og er krøbet til sengs i mørke; thi når man undlod at tænde lys, havde spøgeriet ingen magt over en.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk