A/S L. Lange & Co. Svendborg Jernstøberi 1850 - 1950
Forside ] Op ]

 
Aktieselskabet L. Lange & Co. Svendborg Jernstøberi 1850 - 1950

 

 

Med foranstående beskedne avertissement, som fandtes indrykket i Svendborg Amts politiske Avis og Avertissementtidende i slutningen af april 1850, blev tilkendegivet, at Firmaet L. Lange & Co var trådt i virksomhed. Den første støbning fandt sted den 27. april, og denne dag har da altid været betragtet som indledning til virksomhedens drift.

Skaberen af virksomheden var Lars Lange, der med støtte af svogeren købmand C.A. Quade, Maribo og broderen hattemager J.J. Lange, Svendborg, som passive deltagere grundlagde Firmaet L. Lange & CO. med det formål at drive støberivirksomhed.
L. Lange nedstammede fra en holstensk bondeslægt. Nogle af dens mandlige medlemmer kom i det 18. århundrede til Fåborg, hvor de blev stamfædre til både en sydfynsk og en lollandsk slægt, som navnlig var knyttet til håndværk og industri.

 
 

L. Lange var søn af en hattemager. Han fødtes 11. august 1826 i Fåborg, men voksede op i Svendborg, hvortil forældrene flyttede under hans tidligste barndom.
Oprindelig var L. Lange besluttet på at gå skolevejen, og efter endt uddannelse blev han i 1843 antaget som huslærer hos en jernstøber i Nykøbing F. Men slægtens interesse for praktisk virksomhed må åbenbart have slumret i ham, for ved siden af sin lærergerning blev han uddannet i støberifaget for senere at drage til København, hvor han blev støbemester hos V. Løwener & Co.
Så kom Treårskrigen, og som så mange andre begejstrerede unge meldte L. Lange sig i 1848 som frivillig og deltog i alle tre krigsår for i 1850 at vende tilbage til barndomsbyen Svendborg og begynde den virksomhed, som endnu [i 1950] ligger på samme sted i Vestergade og bærer hans navn.

Virksomhedens begyndelse var meget beskeden. Hele startkapitalen var kun 4000 rigsdaler, og for denne sum skulle alt sættes i gang. Værkstederne indrettes, de fornødne materialer anskaffes, og så skulle der også være noget til driftskapital.
Tiderne efter krigsårene var dog ikke gode. Den nye virksomhed mødte vanskeligheder på mange områder, men L. Lange havde energi og tro på sig selv, gode egenskaber, som gjorde ham til en værdifuld drivfjeder i det unge firma.
Et særligt betegnende eksempel på L. Langes dristige udsyn var, at han tiltrods for de små pengemidler tidligt havde mod til at importere råjern dirkete fra England.
Ved sin udholdende viljekraft overvandt han efterhånden alle begyndelsesvanskeligheder, og virksomheden gik støt fremad.
Som firmaet første annonce antyder, var det nærmest almindeligt støbegods, der indgik i den første fabrikation men i 1853 averteres med et "sorteret Udvalg af smukke Kakkelovne" samt med "Vinduer til Butikker, Kældere og Stalde foruden meget andet Bygningsstøbegods". Søfartsbyen Svendborg kunne også fra virksomheden blive forsynet med "forskelligt Skibsarbejde som Pumpespil, Klyds, Kabysser m.m."
I en efterfølgende annonce gøres endvidere opmærksom på, at der er etableret et nyt mekanisk værksted i forbindelse med støberiet, således at man kan tilbyde tærskeværker, hakkelsesmaskiner og andet maskinarbejde.
Landbrugsmaskiner blev derefter i en årrække en fremtrædende fabrikationsgren indenfor virksomheden, og de nød megen anseelse og var genstand for stor opmærksomhed på udstillinger landet over.

Efter 10 års forløb var virksomheden kommet i god trivsel, og L. Lange så sig nu i stand til at udløse sine to medinteressenter for at blive eneindehaver af firmaet, hvilket han forblev lige til sin død.
I de følgende år fulgte en række efter datidens forhold betydelige udvidelser. Således opførtes i 1860 den bygning, hvori kontorerne nu findes [1950]. Bygningen gav dengang foruden kontor og privatbolig også plads for værkstedslokaler. I 1863 blev fabriksbygningen på hjørnet af Vestergade og Søgårdsvej bygget, og de følgende år fandt mange forskellige ombygninger sted.
Et betydeligt skridt blev taget, da L. Lange i 1876 ud mod Søgårdsvej lod opføre et helt nyt og efter den tids forhold meget moderne støberi, som endnu danner en del af den nuværende støberibygning. Selv om det betød en stor økonomisk belastning for ham, viste det sig at være den rigtige disposition, idet fabrikken nu gav bedre muligheder for at forfølge beslutningen om at specialisere sig i kakkelovnsbranchen.
L. Lange var utvivlsomt foregangsmand indenfor kakkelovnsindustrien i Danmark.
Det fremgår af forskellige opbevarede papirer, at han lige fra støberiets grundlæggelse har udfoldet stor interesse for kakkelovne og komfurer og stadig haft forbedrede konstruktioner af disse for øje. Allerede i 1853 opnåede han eneretsbevilling til fremstilling af et komfur, hvor kogekarrene ikke kom i direkte berøring med ilden, og i 1870 fik han patent på et komfur med så moderne indretning som hæve- og sænkerist.

Særlig betydning for den danske kakkelovnsindustri fik det, da L.Lange omkring 1880 fremstillede en serie rundovne med fodvarmesokkel og dermed skabte en original dansk kakkelovnstype, som i løbet af kort tid medførte, at de fleste af de daværende ovnstøberier også begyndte fabrikation af lignende typer.
Interessen for disse ovne medførte, at der rundt i landet blev sluttet forbindelse med en række kendte firmaer, der optog forhandling af Svendborg støbegods.

Allerede i 1872 havde fabrikken på den nordiske industri og kunstudstilling udstillet patentkomfurer og kakkelovne, men deltagelsen i den store industriudstilling i hovedstaden i 1888 var af endnu større omfang. Her havde virksomheden opført et særligt hus, hvor de mange nye modeller i kakkelovne og komfurer på fremtrædende måde blev bragt til det store publikums kendskab.
Som et eksempel på den gode ånd, der herskede indenfor fabrikken, og den interesse, hvormed L. Lange omfattede sine arbejdere, kan nævnes, at han ved den lejlighed indbød dem alle på en fællestur til København, og med fabrikkens fane i spidsen marcherede man i sluttet trop ind på udstillingen.
Samtidig med udstillingen udgav L. Lange en interessant pjece, hvori han foruden en udførlig beskrivelse af datidens forskellige ovntyper med deres fortrin og mangler også fremsatte den meget rigtige betragtning, at hvis blot de nye ovntyper gav landet en brændselsbesparelse på 25 pCt, ville det for Danmark være en mindreudgift af flere millioner kroner om året, og, slutter L. Lange i sin pjece, "vi tør med Sikkerhed sige, at mange, som har ombyttet en ældre daarlig Kakkelovn med en ny af god Konstruktion, vil attestere, at Brændselsbesparelsen har været større."
Udstillingen i 1888 blev en succes for Firmaet L. Lange & Co. og inspireret af denne fortsatte L. Lange arbejdet med at fremstille nye og forbedrede ovntyper. I 1888-89 opnåede han således de første patenter på de senere så bekendte røgforbrændere (underforbrændingsovne).

I 1873 stiftede L. Lange en alderdomsforsørgelseskasse for sine arbejdere, hvis alderdom lå ham stærkt på sine. Arbejderne skulle selv yde bidrag til kassen, men L. Langes tilskud skulle mindst være et samlet tilsvarende beløb. Ved kassens stiftelse skænkede han den en grundkapital, og ved flere lejligheder betænkte han den yderligere med gaver. Understøttelseskassens formue nåede op til ca. 115.000 kr., et anseligt beløb efter datidens forhold.
Det er interessant at gennemlæse kassens ret omfattende vedtægter, der bl.a. bestemte, at L. Lange ikke kunne være medlem af dens bestyrelse, men havde ret til at overvære dens møder.
Da lovgivningen efter 1900 medførte, at alderdomskassens udbetalinger helt eller delvis fratog medlemmerne retten til den nye statsunderstøttelse, blev det besluttet at likvidere kassen og fordele dens formue.

Man skulle antage, at den omfattende virksomhed ikke levnede L. Lange megen tid til at beskæftige sig med andre forhold, men han tog alligevel levende del i alt, hvad der kunne bidrage til Svendborg bys trivsel. Således var han medlem af byens styrelse fra 1867-72. I 1872 var han medstifter af Svendborg Bank, i 1874 af Svendborg Dampmølle, som han selv ledede i de første år, og i 1875 af Sydfynske Dampskibsselskab, hvis første formand han var. han var tillige medstifter af industriforeningen og Svendborg Borgerforening, og ved stiftelsen af teknisk skole var han meget virksom. Gulnede blade beretter om mange andre lejligheder, hvor han viste sin store interesse for alle sin bys problemer.
Den 7. august 1890 døde L. Lange kun 64 år gammel, og et ualmindeligt virksomt liv var dermed afsluttet.

Efter L. Langes død fortsattes firmaet af sønnerne Jens og Valdemar Lange med deres søskende som medinteressenter.
I 1898, da L. Langes enke var død, overgik firmaet til et aktieselskab, der optog Århusvirksomheden H.P. Jensen & Co. i sig, og for hvilket de to brødre fortsatte som direktører.
I 1890erne var kakkelovnsindustrien i stadig stærk udvikling og prægedes af, at koks blev det mest almindelig anvendte husholdningsbrændsel, hvorfor koksfyrede magasinovne og skærmovne blev de mest fremherskende ovntyper.
Fra omkring 1900 blev det mere almindeligt at danske kunstnere kom til at medvirke ved ovnenes ydre opbygning og udsmykning.

Den 27. april 1900 fejredes 50 års jubilæet bl.a. ved, at virksomhedens medarbejdere om morgenen samledes på kirkegården, hvor der nedlagdes kranse på L. langes grav, og om aftenen var der fest i borgerforeningen. Her afsløredes en buste af L. Lange.

Med det formål at forenkle produktionen indenfor en række støberier, optog Aktieselskabet L. Lange, H.P. Jensen & Co. i 1806 yderligere følgende støberier i sig nemlig Christianshavns Jernstøberi & Maskinværksteder, Jernstøberiet Godthåb lim. og I.A. Hermansens Sønners Jernstøberi & Maskinfabrik i Næstved.
Denne sammenslutning blev indregistreret under navnet De forenede Jernstøberier med hovedsæde i København og med Jens Lange og Moritz Heinike som administrerende direktører, medens Valdemar Lange fortsatte som direktør for fabrikken i Svendborg.
I maj 1914 hærgedes fabrikken af en brand. På brandtomten blev rejst en ny bygning, hvortil beslagværkstedet blev flyttet, og dette betød en betydelig forbedring af værkstedsforholdene.

Jens Lange, der var medstifter af Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i Provinserne og dens første formand, fratrådte i 1910 som direktør.
Efter et længe næret ønske af Valdemar Lange, som ikke fandt, at den større sammenslutning havde bragt de fordele, som oprindelig var tænkt, lykkedes det i 1916 at få fabrikken i Svendborg udskilt fra De forenede Jernstøberier.
Til overtagelse af virksomheden stiftedes et nyt selskab A/S L. Lange & Co., Svendborg Jernstøberi, med hjemsted i Svendborg.

Den udvikling, som havde fundet sted i årene fra omkring 1900, havde medført, at fabrikken næsten udelukkende var blevet specialiseret på fremstillingen af kakkelovne og komfurer, og dette i forbindelse med en stærkt tiltagende konkurrence gav stødet til den sammenslutning, som i 1918 fandt sted med Firmaet Anker Heegaards Fabriker i Frederiksværk, hvorved direktionen udvidedes med Alex. Paulsen og Holger S. Dahl.
Tanken med denne sammenslutning var utvivlsom sund, og de to virksomheder kunne på udmærket måde have suppleret og støttet hinanden, idet fabrikken i Frederiksværk bl.a. fremstillede bygningsstøbegods og havde emailleværk, men opgaven lykkedes ikke.
Forholdsvis kort tid efter at sammenslutningen var trådt i kraft, indtraf i 1920 efter den første verdenskrig det voldsomme omslag i verdenskonjunkturerne. Dette satte sine spor indenfor hele erhvervslivet og påførte også dette selskab så store tab, at de ikke kunne genoprettes.
Ved slutningen af 1920 fratrådte Valdemar Lange som direktør. Han havde været knyttet til virksomheden fra sin tidligste ungdom kun afbrudt af nogle års ophold i udlandet. Købmand Chr. Hansen, der var medlem af bestyrelsen, tiltrådte nu direktionen, indtil han i sommeren 1926 overgik til anden virksomhed.
Perioden, der fulgte efter 1920, blev den vanskeligste tid i fabrikkens historie, og i 1926 stod det klart, at der måtte finde en nyordning af de økonomiske forhold sted, hvorfor selskabet ved årets slutning trådte i likvidation.

Ved de forhandlinger, som fulgte vedrørende rekonstruktionen, konstateredes det hurtigt, at det ikke var muligt at bevare de to fabrikker i Svendborg og Frederiksværk samlet. Fra Svendborg bys side vistes der den største interesse for den gamle fabriks bevarelse, og et udvalg bestående af fabrikant Chr. Andersen, overretssagfører V. Flening, direktør Chr. Hansen, konsul L.P. Baagøe Riber, overlæge dr. med. V. Reinsholm, købmand Axel Broch, direktør Chr. Sørensen og smed H.P. Larsen, bistået af Hans Lange, der siden 1913 havde været knyttet til fabrikkens drift, fik nu til opgave at skabe et nyt grundlag for fortsættelse af virksomheden.
Med støtte af fabrikkens venner, borgere i Svendborg, en påskønnelsesværdig indsats af fabrikkens arbejdere og funktionærer, der med Svendborg kommune som garant tegnede sig for en betydelig aktiepost, og med tilsagn om bankmæssig støtte fra Nationalbanken, trådte et nyt selskab i begyndelsen af 1927 i virksomhed.
Som direktør tiltrådte Hans Lange, der er søn af Valdemar Lange og sønnesøn af grundlæggeren L. Lange. Den første bestyrelse kom til at bestå af det allerede nævnte udvalg med undtagelse af direktør Chr. Sørensen, der betragtede sin opgave som løst.

Det lykkedes at bringe det nye selskab igennem de vanskelige år i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne, og fabrikken var derefter med til at gennemføre den tilpasning af ovnstøberiernes produktionskapacitet, som foregik inden Foreningen af danske Ovnstøberier. Der skabtes derved også mulighed for at tilføre markedet bedre kvalitetsvarer til erstatning for de udprægede konkurrencevarer, der i en årrække havde præget denne industri og været medvirkende årsag til, at kakkelovnsopvarmningen var kommet lidt i miskredit.
De forbedrede forhold for hele branchen blev udnyttet til en udbygning og modernisering af produktionsapparatet. Værksteds- og lagerlokaler for bygningsstøbegods blev indrettet, et nybygget emailleværk sat i drift, og der foretoges en del større ombygninger af beslagværksted og rågodslager.

Ved den anden verdenskrigs begyndelse måtte videre ombygning og udvidelse standse for en tid, men i februar 1942 hærgedes fabrikken atter af en brand, der raserede ekspeditionsbygningen, sliberiet og fornikleriet. Dette gav anledning til, at der rejstes en ny værkstedsbygning i fortsættelse af de gamle beslagværksteder, og formålet var heri efterhånden at samle de væsentligste værksteder for sliberi, planer- og boreværksted samt beslagværksted. Samtidig blev dog også den nedbrændte ekspeditionsbygning genopført.

De planer, der under krigen var opstået med hensyn til udvidelse af støberiet og emailleværket samt modernisering af værkstedslokaler, blev desværre stærkt forsinket af byggerestriktioner, men når fabrikken passerer hundredsårsdagen [1950] for sin beståen, er det lykkedes at fuldføre en væsentlig del af disse planer, og grundlaget er dermed skabt for en bedre tilrettelagt drift i lyse, uftige og venlige arbejdslokaler.

I 1935 stiftede A/S L. Lange & CO. en arbejderfond, hvis formål er hvert år at uddele sin renteindtægt til ældre, afgåede, veltjente arbejdere eller disses enker. Til denne fond har selskabet ydet regelmæssige tilskud, og den ejer i 1950 en kapital på 160.000 kr.
Fonden er selvejende, og dens kapital er udskilt af selskabets regnskab. I modsætning til virksomhedens første arbejderfond er det her selskabet alene, der yder bidraget til denne.

  
http://www.svendborgmuseum.dk/Dansk/side6.html
 Fortsættelse her af Lars Lange  
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk