Byen bag bakken
Forside ] Op ]

 
BYEN BAG BAKKEN

Artiklen er skrevet til Københavns Universitet i 1993
som afløsningsopgave til Historisk Institut.

  
af Inger Hartby
 

INDLEDNING

"Blandt alle de danske Provindser udmærker Langeland sig paa en fortrinlig Maade. Dens Frugtbarhed,
Folkerighed, Velstand og maleriske Udsigter gjør den til et særdeles behageligt Land".

(G. Begtrup, 1806)

Endnu er hele Langeland "et særdeles behageligt land", men her skal specielt fokuseres på
Midtlangeland og landsbyen Pederstrup. Landsbyen virker meget uberørt af tidens forandringer, og
da den ikke tidligere har været genstand for en historisk/etnologisk undersøgelse, gives her en kort
redegørelse for Pederstrups historie og økologi samt en analyse af dens beboeres livsvilkår fra tiden
omkring udskiftningen og frem til anden halvdel af 1800-tallet.

FORSKNINGSOVERSIGT

Hovedværket til Langelands historie er Vilh. Lütkens "Bidrag til Langelands Historie", 1909, der
spænder fra Oldtiden til midten af 1800-tallet. Lütken lagde bl.a. vægt på den indflydelse, som
greverne på Tranekær Gods havde på bøndernes liv. Bogen er derfor en god kilde til Langelands og
bøndernes historie frem til 1850; brugt med omtanke og skønsomhed er oplysningerne nyttige, når
man vil se de lange linier i øens historie.

G. Begtrups "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark", bd.3, Fyen, Langeland, Ærø,
1806, fortæller landbrugets historie med præcise oplysninger om hovedgårdenes bøndergods,
udskiftningen og bøndernes husdyrhold og afgrøder. Stoffet er indsamlet på rejser i 1802-1803 og
ved indberetninger fra præster og godsbesiddere og giver et pålideligt og strengt tidsbestemt billede
af landbruget.

Carl Dalgas "Svendborg Amt beskrevet 1837", repro 1992, skal også nævnes. Dalgas havde
personligt kendskab til amtet og samlede også sit stof på rejser og ved indberetninger. Bogen oplyser
meget om Langeland og er værdifuld, fordi den beskriver forholdene ca. 30 år senere end Begtrup.

Langelands demografi er kun behandlet i ét nyere værk "Studier i dansk befolkningshistorie
1750-1890", redigeret af H. C. Johansen 1976. Mest relevant for analysen af Pederstrup er herfra
Kaj Habekosts artikel "Social mobilitet i Langelands sønder herred omkring midten af det 19.
århundrede".

Vil man vide mere om langelændernes livsvilkår for 100-200 år siden, end den beskedne litteratur,
der specifikt omhandler Langeland, kan oplyse, står man på jomfruelig forskningsgrund og
mulighederne for uopdyrkede analyseemner er legio.

AFGRÆNSNING OG TID

Undersøgelsen af Pederstrup er koncentreret om årene ca. 1780-1860 med enkelte udblik til tiden
før og efter. I de år skete der afgørende ændringer både i landsbyens og dens beboeres skæbne.
1792 blev byen opmålt med udskiftning for øje, 1793 ophørte dyrkningsfællesskabet, og 1810 var
udskiftningen gennemført som en modereret stjerneudskiftning (se bilag I). Der blev bygget mange
nye husmandshuse, befolkningstallet steg markant og ejerforholdene til gårde og huse ændredes.

GEOGRAFISK RUM

Pederstrup ligger på Midtlangeland i Longelse Sogn. Landskabet er en ret jævn moræneflade med
spredte hatbakker, hvoraf de højeste er 25 til 30 meter og ofte uopdyrkede pga. stærk hældning.
Jordbunden mellem bakkerne består af moræneler, men mod vest findes et mindre område med
ferskvandssand og -ler og mod øst en tørvemose. Der er mindre skovstykker på selve Pederstrups
jorder og lidt større skove i den øvrige del af Longelse Sogn. Pederstrups areal var ved
matrikuleringen 1688 på 257 ha, hvoraf 45% var opdyrket. Byen havde trevangsbrug og takseredes
for 48 tdr.htk. mod 43 tdr.htk. ved matrikuleringen 1844.

Pederstrup blev udflyttet fra Nørre Longelse i Middelalderen, men allerede i Vikingetid lå der en
bebyggelse, hvoraf stadig findes en såkaldt Gammeltofte i områdets nordvestlige del. Byen blev
anlagt som vejforteby og bestod 1688 af 8 gårde og 2 huse. I 1844 var der fortsat 8 gårde i byen,
men nu 22 huse. På trods af udskiftningen skete der ikke udflytning af gårde fra byen før i anden
halvdel af 1800-tallet (i dag ligger der kun een gård tilbage inden for bykærnen). Derimod steg
antallet af huse, og 1903 var der 13 gårde, 13 huse med jord og 33 uden jord. Flertallet af de nye
huse blev dog ikke bygget i selve Pederstrup By, men på udstykninger langs kysten. Her anlagdes
også et nyt færgeleje til erstatning for et færgested i Gammel Spodsbjerg.

Pederstrup fik en ideel beliggenhed for en landbrugsby, fordi der var let adgang til de naturgivne
ressourcer, som en selvforsyningsøkonomi var afhængig af: vand, ager, græs, brændsel og
byggematerialer. Beboerne kunne få ferskvand fra en bæk, Tudserende, som løb(er) mellem byens
bygninger, og fra de omliggende bakker førte rige vandårer ned til byens brønde. Fra gårdene var
der direkte adgang til agerland, og op til agrene stødte engarealer med god græsning. Brændsel fik
man som træ fra de omliggende skove og som tørv fra byens tørvemose.

Pederstrup By (se bilag II) har stadig sit oprindelige vejnet, men forten er delvis udslettet, og af en
stor vanding resterer kun en mindre branddam, som dog stadig har forbindelse med nogle af de
grøfter, der blev gravet i udskiftningstiden, og med Tudserende. Byen har endnu de fire svorne veje,
som iflg. Jyske Lov enhver by bør have, nemlig vej til købstad, ting, strand og skov. Den nord-syd
gående bygade bøjer mod øst til stranden, mod nordvest til skov og ting og mod sydvest til kirken og
videre til købstaden Rudkøbing. Syd for byen gik en kirkesti over markerne til Longelse Kirke, som
ligger højt hævet i landskabet på en banke. Stien er bevaret, og byens gennemgående vejnet er i dag
markeret som "Margueriterute".

SOCIALT MILJØ

Pederstrups befolkning tilhørte på den undersøgte tid landalmuen, der her defineres således:
"Landalmue er den brede bondebefolkning under ét: selvejerbønder, gårdfæstere, bolsmænd,
gårdsæder, husmænd med og uden jord, landhåndværkere, inderster på gårde og i huse,
tjenestefolk, fattige landboere uden egen bolig hvad enten de hørte til sognet eller et omvandrende
proletariat" (Skrubbeltrang 1978:56).

I Pederstrup var den største persongruppe gårdmænd og husmænd med deres hushold. Dertil kom
enkelte håndværkere. Produkter, som folk i Pederstrup ikke selv kunne fremstille, blev købt i
Rudkøbing 7 km borte. Her lå i 1804 ikke mindre end 8 købmandsgårde, som havde egne skibe.
Købmændene sejlede på indkøbsrejser til Lübeck og København, hvorfra de hjembragte
luksusvarer som krydderier, silke og møbler. Desuden fortælles om omfattende smugleri fra
Hertugdømmerne via Ærø, hvor folk købte toldfrit ind til privatforbrug. Skifter efter Pederstrup-folk
viser, at man købte luksusvarer som f.eks. silke og kostbart indbo ikke alene blandt velstillede
gårdmænd, men også blandt husmænd.

De fleste beboere i Pederstrup var fæstere under hovedgården Møllegaard i Longelse. 1777 besad
Møllegaard stort set alle Pederstrup Bys 7 egaliserede gårde á 5-3-1-2 tdr.htk. og 6 huse. Tranekær
Gods ejede kun 1 gård på 8-7-1-0 tdr.htk. Samme år (1777) blev Møllegaard med bøndergods
købt som allodialgods af Christian, greve Ahlefeldt-Laurvig, Tranekær, og 1791 gik gården i arv til
hans søn Frederik, greve Ahlefeldt-Laurvig, også kaldt "Generalen". Han solgte gården igen 1834 til
en proprietær, som havde den til 1844, hvor den atter solgtes, denne gang uden bøndergods. - Efter
1844 skete en gradvis overgang til selveje, men så langsomt at der endnu i 1903 fandtes enkelte
fæstere i Pederstrup. De var generelt velstillede og betalte høje indfæstninger. I årene 1803-05 lå
indfæstningen for en langelandsk gård på 500 til 800 rdl., hvilket var væsentligt højere end på
Sjælland og Falster, men til gengæld var landgilden lav. Også selvejergårdene solgtes for høje priser,
og det fortælles, "at indfæstning, pris på jord og jordafgift er det dobbelte mod i de tilgrænsende
provinser, og en bondegård på Langeland betales lige så dyrt som en af samme størrelse i nærheden
af København" (Begtrup 1806:587ff).

Landbrugerne i Pederstrup var slettebønder, hvilket tydeligt ses af landgildeydelsernes art og
boopgørelser over dyr og landbrugsredskaber. Slettebønder defineres som en bondebefolkning, der
lægger hovedvægt på korndyrkning, har trevangsbrug, udelukkende dyrker landbrug, ikke har
væsentlige binæringer, har mange servicefolk, mange formaliserede sociale organisationer, et snævert
kontaktnet, ringe mobilitet og udviser bondekonservatisme (Stoklund 1976:23).

REDEGØRELSE FOR UNDERSØGELSEN

Analysens formål er at fastslå, om der i tiden ca. 1780 til 1860 skete basale ændringer i
Pederstrup-folkenes livsvilkår. I hele Danmark skete der en ændring i "tidsånden", som selvfølgelig
også berørte Langeland. Det må derfor også formodes, at landalmuens omverdensfortolkning
ændredes i disse år, hvor fællesskabet ophørte, udskiftningen gennemførtes og overgangen fra
naturalieøkonomi til pengeøkonomi skete. Bonden havde i mange år været "peasant" og stået i
spidsen for et selvforsyningshushold, hvor man ikke drev en forretning i egentlig økonomisk forstand.
Efter landbrugsreformernes gennemførelse blev han gradvis "farmer" og drev et
forretningsforetagende, der kombinerede produktionsfaktorer købt på det åbne marked for at opnå
en gevinst ved at sælge fordelagtigt på et afsætningsmarked (Wolf 1973:10). På denne baggrund
forventes det, at der på mikroplanet kan fremanalyseres belæg for ændringer i de enkelte
persongruppers sociale status, kulturelle tilhørsforhold og kognitive holdninger (Hastrup 1975:185).

Pederstrup er analyseret som et mikrosamfund set i relation til det omgivende totale makrosamfund.
Mikrosamfundet Pederstrup betragtes desuden som indeholdende flere lag. Overordnet et generelt
lag, her betegnet lag:1, der afspejler de let aflæselige statistiske forhold som befolkningstal,
ejendoms- og erhvervsstruktur osv. Under dette simpelt aflæselige lag:1 ses også et "mikroplan i
mikroplanet", et lag:2, som er analyseret på individniveau. Analysen er derfor foretaget implicit af
lag:1 og eksplicit af lag:2, hvor lag:2 er eksemplificeret ved to udvalgte husholds vilkår.

KILDER, METODE OG TEORI

Af omstående liste ses alle kilder, der er anvendt i analysen. Hvor det har været muligt, er kilderne
indtastet i edb-programmet LANDBASE. De, som ikke har kunnet indtastes i LANDBASE, er
indlagt i programmet ASKSAM. Det drejer sig om kvalitative data (bløde data) som lægdsruller,
fæstebreve, skifter, udskiftningsdokumenter etc. Kun de i LANDBASE indtastede kilder bliver
omtalt her, men undervejs i analysen er der redegjort for brugen af alle anvendte kilder.

Analysen bygger i høj grad på folketællingerne 1787-1860 og kirkebogen 1813-52 for Longelse
Sogn. Folketællingerne er indkodet med flg. data: databasens personnummer, navn, alder, køn,
civilstand, stilling i husstanden, husstandsnummer, ejendomsnummer, 1. erhverv, 2. erhverv og
fødested. Oplysningerne er indtastet efter flg. principper: personnummer i kronologisk rækkefølge fra
nr. 1001 til 1865 incl., således at der findes data vedrørende 864 forskellige personer, som iflg.
folketællingerne 1787-1860 boede i Pederstrup. Personnavne er indtastet efter et
normaliseringsskøn, således at den enkelte person er noteret med den navnestavemåde, som flest
gange forekommer i tællingerne. Alder, køn, civilstand og stilling i husstanden er indtastet slavisk efter
den enkelte tællings oplysninger. Husstandsnummer er indtastet kronologisk for hvert hushold, mens
der som ejendomsnummer er noteret matrikelnummeret på den ejendom, den enkelte person
beboede på det givne tidspunkt. Matrikelnumrene er fundet ved gennemgang af Sogneprotokol 1810
med forandringsprotokoller, diverse fæstebreve, udskiftningsdokumenter, skøde- og
panteprotokoller, brandtaxationer og kort. Herved er det lykkedes at finde matrikuleringsbetegnelsen
for op mod 99% af alle husholdsoverhoveders bosted på et givent tidspunkt i den undersøgte
periode. Under rubrikken "1.erhverv" er noteret den aktuelle folketællings oplysning, men i tilfælde,
hvor der opgives mere end eet erhverv, er altid som første erhverv noteret det, som havde
umiddelbar tilknytning til personens boligform; dvs gårdmand, husmand, indsidder eller inderste. Som
"2.erhverv" er noteret f.eks. et håndværk, der blev drevet ved siden af det agrare erhverv. Det
skønnes dog, at en mand, der eksempelvis benævnes "husmand og snedker", selv først og fremmest
betragtede sig som snedker og dernæst som husmand (Hartby 1985:56). Derfor havde det nok
været rigtigere at notere håndværk som 1. erhverv, men under skyldig hensyntagen til
LANDBASEprogrammets opbygning er den her beskrevne fremgangsmåde valgt. Også kvinder, der
i tællingerne blot er noteret som appendix til en ægtemand under formen "hans kone", er i rubrikken
"1.erhverv" noteret som husmoder. Det er sket for at synliggøre disse kvinders ikke ubetydelige
arbejdsindsats i husholdene og lade dem indgå i en erhvervsstatistik, hvorfra de ellers ville forsvinde.
I øvrigt kan det diskuteres, om ikke voksne hjemmeboende børn i gårdhusholdene burde noteres
med et erhverv, selv om et sådant ikke er oplyst i folketællingerne. Det er givet, at voksne børn på
en gård var beskæftiget som karle og piger i faderens bedrift. - Endelig er der i
LANDBASEskemaets rubrik for fødested selvfølgelig først noteret dette fra og med folketællingen
1845, hvor oplysningen blev indført i de officielle tællingsskemaer. For enkelte personers
vedkommende er fødestedet korrigeret ved opslag i dåbs- og konfirmandlister i kirkebogen for
Longelse Sogn 1813-52 og lægdsruller 1790, 1810 og 1818. Korrektion er kun sket, hvor
folketællingerne har oplyst forskelligt fødested for den samme person. Når fødestedet med sikkerhed
har kunnet fastslås, er dette indtastet.

Folketællingerne er sobert, men ordknapt ført af listeførerne, idet kun de strengt påbudte oplysninger
er medtaget. Oplysninger om bl.a. binæringer, ægtefællers antal giftermål, børns biologiske forældre
etc. savnes ofte.

Longelse Kirkebog for tiden før 1813 er gået tabt. Der er derfor kun arbejdet med kirkebogsdata
for årene 1813-52. Herfra er indtastet alle notater vedrørende dåb, konfirmation, vielse og
begravelse angående i alt 657 personers rolle i 1879 kirkelige handlinger.

Vedrørende dåb er indtastet oplysninger om dåbsbarnets navn, køn, hjemsted, dåbsdatoen, begge
forældres, gudmoders og alle fadderes navne og hjemsted samt personnummer, hvis dette er kendt.
Fra konfirmandlisterne er indtastet konfirmandens personnummer, navn, køn, hjemsted og dato for
konfirmationen samt begge forældres personnumre og navne. I den originale kirkebog er også
noteret konfirmandens fødested og dato for fødsel og dåb; disse oplysninger er som nævnt i visse
tilfælde anvendt til verifikation, men kan pga. begrænsninger i LANDBASEskemaet for kirkelige
handlinger ikke indtastes heri. Vielsesoplysninger er indtastet med begge brudefolkenes
personnumre, navn, køn, hjemsted og vielsesdato. Desuden er data for de respektive forlovere
indtastet. Dette har medført visse identifikationsproblemer fordi det, hvis det ikke ud fra
patronymika, kendte tjenesteforhold eller familierelationer med sikkerhed har kunnet afgøres, hvilken
af brudefolkene forloverne mødte for, har været nødvendigt at foretage en beslutning om, at
førstnævnte forlover altid mødte for den førstnævnte af brudefolkene. Denne udpegningsmetode
anses dog for absolut forsvarlig, fordi det af den del af materialet, hvor der ikke har været grund til at
tvivle om identifikationen, tydeligt fremgår, at forloverne noteredes i den nævnte rækkefølge. I den
originale kirkebog er også ofte noteret brudefolkenes civilstand: ungkarl, enkemand, pige, enke. De
oplysninger er indtastet i LANDBASE i kantet parentes [ ] efter den pågældende persons navn. Det
er sket for at kunne påvise en bestemt persons civilstand på et givet tidspunkt f.eks. for at efterspore
en afdød ægtefælle eller beregne en persongruppes ægteskabsfrekvens. - Endelig er kirkebogens
begravelseslister indtastet med personnummer, navn, køn og hjemsted for afdøde og dato for
begravelsen. Ofte meddeler kirkebogen, hvem et afdød barns forældre eller en voksens ægtefælle
var. I de tilfælde er oplysningerne indlagt i LANDBASEprogrammet under koden "får
barn/ægtefælle begravet". Kirkebogen opgiver også dødsdag, men disse data kan ikke indlægges i
LANDBASE. Derfor er dødsdatoer for personer, som indgår i analysen af lag:2, tilskrevet i
programmet ASKSAM.

Den originale kirkebog er stringent ført med god orden af sognets skiftende præster. Oplysningerne
er let tilgængelige, fordi ministerialbøgerne netop i 1813, hvorfra Longelse Kirkebog er bevaret, fik
fortrykte skemaer til indførslerne.

Ejendomsdata hentet fra Sogneprotokol 1810 og forandringsprotokoller hertil er indlagt på
LANDBASE i skema for Matriklen 1844. Her er for alle ejendomme oplyst ejendomsnummer,
matrikelnummer, ejers/brugers personnummer og navn med oplysning tilføjet i kantet parentes om,
hvorvidt den pågældende var fæster eller ejer, år for og årsag til opmåling samt ejendommens
hartkorn og areal. Andre ejendomsdata som Matriklen 1688, realregistre, skøde- og pantesager og
brandforsikringsoplysninger mv. er indsamlet og indlagt på ASKSAM, fordi dette program kan
modtage fritekst (bl.a. bløde data, som ikke kan indlægges i LANDBASE).

På trods af stor omhu ved indtastning af data og de sobert førte originalkilder, kan der opstå mistro
til validiteten af de fundne resultater. Eventuelle brist kan skyldes utilsigtede "kontorfejl" under
indtastning, fejlagtig identifikation af mennesker og bygninger, tvivl om hvorvidt indsamlingen af
primærkildernes oplysninger skete i overensstemmelse med de normative forskrifter og mulig
underregistrering af personer i folketællinger eller manglende indførsel af kirkelige handlinger i
kirkebog. Trods disse fejlmuligheder påstås det dog alligevel sammenfattende, at de fundne udsagn
med en høj grad af sikkerhed er karakteristiske for Pederstrup.

ANALYSE

LAG:1

I analysen af Pederstrups befolkningsforhold, erhvervs- og ejendomsstruktur 1787-1860 inddrages
Kaj Habekosts undersøgelse af Langelands Sdr.Herred (Habekost 1976:12-21). Analysens formål
er først og fremmest at afdække forholdene i Pederstrup, men samtidig benyttes muligheden for at
perspektivere både resultaterne herfra og de, som Habekost fandt.

FOLKEMÆNGDEN

Befolkningsudviklingen i Pederstrup 1801-60 er vist i bilag III, tabel 1. Tallene for Pederstrup er
indsat over Habekosts resultater for hele Longelse Sogn. Heraf ses, at befolkningstallet i Pederstrup
steg med ikke mindre end 106%, mens stigningen i Longelse var på 77% i den nævnte periode.

ERHVERVSSTRUKTUR

Erhvervsfordelingen 1787-1860 blandt Pederstrups beboere vises i bilag III, tabel 2. Her fremgår
det tydeligt, at Pederstrup var et udpræget landbrugssamfund, idet dette erhverv gennem hele
perioden beskæftigede mindst 2/3 af de erhvervsaktive. I periodens begyndelse var der kun ganske
få håndværkere. Deres antal steg først, da kornsalgstidens økonomiske opsving var slået rigtigt
igennem omkring 1840, og det var da bygningshåndværkere, der kom flest af, fordi man efterhånden
gik over til at bygge i sten, hvortil der krævedes professionelle håndværkere.

For Sdr.Herreds vedkommende konstaterer også Habekost, at håndværkernes antal steg kraftigt i
denne tid; på blot fem år fra 1845-50 øgedes deres antal således med 14%.

EJENDOMSSTRUKTUR

De fleste af Pederstrups gårde og huse lå omkring gaden og vandingen. Derudover var der nogle få i
bebyggelsen "Krogsbjerghuse" længst mod nord på byens jorde. Først omkring år 1900 var næsten
alle matrikelnumre bebygget, ligesom mange var blevet udparcelleret og bebygget. Gårdantallet
forblev næsten konstant, mens husantallet steg markant. Se bilag IV, tabel 3. Dette forhold falder
godt i tråd med Habekosts resultater for hele herredet. Også her var mængden af gårde næsten
uændret, mens husenes antal steg. Habekost har dog kun set på årene 1850-60, men finder en
stigning i hustallet på ca. 21% alene i dette tiår, mens der i Pederstrup i samme tiår kun var en
stigning på ca. 9%. Her skete stigningen derimod jævnt gennem hele 1800-tallet.

HUSHOLDSSTRUKTUR

Bilag III, tabel 4. viser husholdsstrukturen. Det skal understreges, at hushold opfattes som defineret i
note 3. Derfor er antallet af ejendomme (se tabel 3.) ikke det samme som antallet af hushold. Det
kan af folketællingerne konstateres, at der i nogle ejendomme boede flere hushold under samme tag,
men kun eet hushold besad ejerskabet eller fæsterettighederne. Andre hushold, som måtte bebo den
givne ejendom, var i så fald "lejere", dvs. indsiddere eller inderster med egen husholdsøkonomi.
Tabel 4. viser derfor antal hushold i tiden 1787-1860 og den gennemsnitlige husholdsstørrelse. Her
fremgår det, at husholdsantallet steg mere end 100%, men at husholdsstørrelsernes gennemsnit var
stabilt.

ANALYSE

LAG:2

Som sagt er mikrosamfundet analyseret som bestående af to lag, hvor analysen af lag:2 er foretaget
ud fra to repræsentative hushold. Der er valgt et gårdmandshushold og et husmandshushold, som
begge ved generationsskifte forblev bosiddende i Pederstrup gennem en undersøgelsesperiode fra
1784 til 1887.

GÅRDMANDSHUSHOLDET - 1.GENERATION 1784-1831

I 1784 købte den 32-årige landsoldat Mogens Rasmussen (1001) sig fripas fra soldatertjenesten og
erhvervede Grevskabet Langelands eneste selvejergård i Pederstrup. Han blev, hvad man på
Langeland kaldte "grevelig ejendommer". Gården var selvejergård og kunne frit sælges eller
pantsættes, men Grevskabet ejede stadig en part og modtog landgilde, hoveri og skatter. Derfor
oprettedes både fæstebrev, husbondholdbrev og skøde. Af disse grevelige selvejergårde var der år
1800 kun 25 på hele Langeland (Dalgas 1837:104). Gården matr.nr.7 i Pederstrup havde et
tilliggende på 76 tdr.l. ager, eng og fredskov, og var dermed byens største gård skyldsat for 8-7-1-0
tdr.htk. ager og eng; skovsk. 2 skp.

Mogens Rasmussen var gift med Fridericke Elizabeth Hansdatter (1002), som i 1787 var 23 år
gammel, og med hvem han fik 5 sønner og 4 døtre. I 1786 var han blevet sognefoged og 1790 også
lægdsmand. Han gjorde altså lynkarriere i lokalsamfundet allerede inden for de første 6 år, efter han
havde overtaget byens største gård. Han havde en vis boglig uddannelse, kunne i hvert fald læse og
skrive, og han kendte tidens udskiftningslove, for i egenhændig skrivelse 1792 krævede han
udskiftning af Pederstrup. Det havde han også god grund til, for hans jord lå spredt på ikke mindre
end 35 agre. Efter at jorden som den første i byen var opmålt og takseret, blev den smukt samlet i
"en lod nordvest for byen med tilgrænsende gaardsplads og hauge". Hans jord lå nu på en ret jævn
moræneflade med egen vanding og stadig med gården midt i byen, så den ikke behøvede udflytning.
Først i 1870 blev den udflyttet af hans sønnesøn, som lagde den nordvestligst på gårdens jorder med
nyt stuehus af sten og udflyttede økonomibygninger. I årene herefter købte eller byggede Mogens
Rasmussen flere husmandshuse, som han solgte, lejede ud eller fæstede bort. Ved udskiftningens
afslutning 1810 ejede han således foruden gården 3 fæstehuse med jord, som svarede til ham og 4
huse uden jord, som beboedes dels af hans egne sønner og dels af lejehusmænd.

November 1814 døde Mogens Rasmussen og meget om hans økonomiske forhold og sociale status
afsløres ved læsning af den boopgørelse, der da blev foretaget. Hans gård (uden husmandssteder)
blev vurderet til 25.000 rdl., landsbrugsredskaber og besætning til i alt 2.805 rdl., mens stuehusets
indbo uden specifikation blev takseret til 500 rdl. I alt blev boets aktiver opgjort til 28.305 rdl., mens
dets passiver beløb sig til 3.115 rdl. Passiverne er interessante, fordi de fortæller meget om Mogens
Rasmussen og hans husholds levestandard. Bl.a. ses det, at hans ligkiste kostede godt 33 rdl. hos en
snedker i Rudkøbing. Hele begravelsen kostede ca. 100 rdl. Ved hans begravelse blev der afholdt
gæstebud, hvortil der blev indkøbt varer hos Rudkøbings købmænd. Til disse skyldte boet 125 rdl.,
og selv om måske ikke alle indkøb i denne regning var gjort til gravøllet, så fortæller det, at husholdet
købte luksusvarer i temmelig store mængder. Ligeledes blev der til begravelsen indkøbt kød for 5
rdl. Det skete sandsynligvis, fordi man allerede før dødsfaldet havde slagtet (november var
slagtemåned) de dyr, som skulle bruges i jule- og forårstiden; dette kød var "øremærket" til brug i
selvforsyningshusholdningen, og man måtte købe udefra til ekstra gæstebud. Også den lokale
skrædder havde 5 rdl. tilgode, hvilket viser, at familien fik syet ude. Af gæld vedrørende gårddriften
meddeler skiftet kun om skyldig daglejerløn og en gæld til smeden. - Mogens Rasmussens enke sad i
uskiftet bo til 1831, hvor hendes tredieældste søn, Anders Mogensen (1088), overtog gården, og
hun selv 67 år gammel gik på aftægt. Alle værdier blev samtidig overført til børnene, så der ved
hendes død i 1839 intet var at arve.

HUSMANDSHUSHOLDET - 1.GENERATION 1801-1829

Januar 1801 boede der i Pederstrup en 41-årig husmand, Jørgen Pedersen Skytte (1096), som lige
var blevet enkemand efter sin anden hustru. Med hende havde han ingen børn, men fra sit første
ægteskab en 12-årig søn. Formodentlig samme år giftede han sig tredie gang, nu med den 10 år
yngre Anne Elizabeth Hansdatter (1186); med hende fik han 2 sønner og 3 døtre.

Jørgen Pedersen Skytte blev i folketællingen 1801 benævnt "husmand uden jord og daglejer". Han
kom muligvis fra Lolland, men slog sig ned i Pederstrup mellem 1788 og 1800. Huset, han beboede i
1801, lejede han af ovennævnte Mogens Rasmussen. Marts 1805 købte Jørgen Pedersen Skytte et
6-fags husmandshus uden jord, matr.nr.18, beliggende nordligst i Pederstrup By. Det kostede 154
rdl. og var et selvejerhus, hvortil Grevskabet havde herlighedsretten. Han blev altså "grevelig
ejendommer", men kun som husmand. Huset solgte han igen 8 måneder senere og fæstede så et
andet 6-fags hus, matr.nr.12, også tilhørende Grevskabet. Det var oprindelig bygget før
udskiftningen af Mogens Rasmussen på bygadens østre side lige under Møllebjergs stejle
bakkehæld, hvad der kun levnede en strimmel jord på 0,10 tdr.l. mellem bakken og gaden, hvorpå
hus og have var anlagt. Ved udskiftningen blev der tillagt huset en jordlod på 2 tdr.l., som lå nordøst
for byen. Stedsmålet var 10 rdl., og af jordlodden i udmarken skulle der betales en afgift på 20 sk.
pr. skæppe land årlig og gøres 1 ugedags hoveri. Stedsmålet havde Jørgen Pedersen Skytte svært
ved at betale, selv om han lige havde solgt huset matr.nr.18, og han stiftede ustandselig gæld, som
han vanskeligt kunne tilbagebetale. Han lånte rede penge, pantsatte sit bohave og var bagud med
afgifter og skatter. Ved sin død 1817 skyldte han over 34 rdl. bort, som hans enke måtte udrede.
Det drejede sig om penge lånt til at betale forfaldne afgifter til Grevskabet med og gæld for
uspecificerede varer købt hos naboer eller familie. Endelig var fæstehuset ikke vedligeholdt efter
forskrifterne, og enken måtte forpligte sig til at "indestå for brøstfældigheden". Lidt usædvanligt for
familiens sociallag, ejede den enkelte ret værdifulde indbodele, som blev anvendt til at indfri
gældsposterne. Herved klarede enken at komme ud af gælden, og der blev endda lidt til børnene at
arve. Boets overskud blev opgjort således, at enken fik en arvelod på 16 rdl. og børnene ligeledes
16 rdl. til deling. Bortset fra 2 køer, som hver blev vurderet til 13 rdl., var det mest værdifulde i boet
en væv "med behør"; den blev sat til 6 rdl. Der er ingen tvivl om, at den væv blev benyttet af
husmoderen som et middel til at skaffe familien en ekstraindtægt ud over det, husmandsstedet og
mandens daglejerarbejde kunne indbringe. Hun vævede sandsynligvis for gårdmandsfolk i byen,
hvoraf de fleste både holdt får og dyrkede hør.

Ved mandens død overtog Anne Elizabeth Hansdatter fæstet af huset og jordlodden. Hun sad tilbage
med 5 børn, hvoraf de to ældste på 14 og 16 år var ude at tjene, mens hun hjemme havde tre børn
på henholdsvis 10, 6 og 3 år. Fem år efter giftede hun sig med den 20 år yngre ungkarl og daglejer
Mads Stephansen Larsen (1524). Ægteskabet var snarere et økonomisk fordelagtigt arrangement for
dem begge end et inklinationsparti. Hun manglede en mand, som kunne dyrke jordlodden og tjene
penge som daglejer, og han avancerede til fæstehusmand. Forresten skyldte hun ham også 13 rdl.
Ægteskabet blev barnløst og varede kun 4 år, så var hun igen enke. Hendes ældste søn Hans Jacob
Jørgensen (1181) var nu 24 år, og han overtog året efter fæstehuset, mens hun 58 år gammel kom
på aftægt hos ham til hun 1860 døde 91 år gammel. Hun efterlod sig intet. Da sønnen anmeldte sin
mors død for skifteforvalteren, erklærede han, "at afdøde langtfra efterlader sig så meget, som
begravelsen vil koste".

GÅRDMANDSHUSHOLDET - 2.GENERATION 1831-1867

Anders Mogensen (1088) overtog 25 år gammel i 1831 sin fødegård matr.nr.7 i Pederstrup, men
havde allerede siden sin fars død i 1814 drevet gården under sin moders opsyn. Han var
tredieældste søn, og hvorfor han og ikke en af hans ældre brødre overtog gården, vides ikke. Måske
var det, fordi den ene havde en legemlig skavank, idet "hans højre fod [var] lidet kortere end venstre,
og [han led af] indvortes svaghed". Han fæstede et af familiens huse uden jord. Den anden broder
giftede sig til en gård i Pederstrup, men rejste fra byen 1830, da han blev enkemand.

Mogens Andersen var en oplyst mand og i endnu højere grad end sin far en entrepeneur-type (Barth
1971:174f). To år efter faderens død var også han udnævnt til lægsdmand og sognefoged. På det
økonomiske område var han dristig; han købte og solgte jord, tog lån og pantsatte fast ejendom for
at komme videre med sine planer. Han opførte som sin far nye huse, købte 1840 en anden gård,
nedrev den i 1843 og lagde jorden til sin fødegård. Her udbyggede han gårdens økonomibygninger
og forbedrede desuden mejeridriften kvalitativt, selv om gårdens kvægbestand ikke steg væsentligt i
den tid, han var ejer. Den mere professionelle mejeridrift afsløres af gårdens stigende antal sibøtter.
Des flere sibøtter, des bedre hygiejne, des bedre kvalitet og des bedre priser. Til behandling af mælk
fra 15 køer havde gården på et tidspunkt 76 sibøtter, mens det i ældre tid var almindeligt, at antallet
af køer og sibøtter nærmest var lig hinanden (Lütken 1909:401). Interessen for rationel mejeridrift
medførte også, at Anders Mogensen i slutningen af 1840'erne blev forpagter af Grevskabets mest
velanskrevne mejerigård, "Nygaard", i Stoense. Her boede han i 10-15 år og havde et stort hushold,
hvor der beskæftigedes 6 tjenestefolk og flere medlemmer af hans egen familie. Imens drev en af
hans sønner gården i Pederstrup.

Anders Mogensen var gift tre gange. Første gang 1815 med den jævnaldrende Johanne Pedersdatter
(1486), som døde i barselsseng 1825. Anden gang ægtede han enken Ane Kirstine Larsdatter
(1746), som var 10 år ældre end han. Ægteskabet var barnløst og varede kun tre år; så døde hun.
Sit tredie ægteskab indgik han 41 år gammel i 1829 med den kun 16-årige Ane Kirstine
Christensdatter (1233), datter på en stor nabogård. I ægteskaberne blev der født 11 børn, hvoraf 4
sønner og 4 døtre samt den tredie hustru overlevede Anders Mogensen.

Økonomisk gik det godt for Anders Mogensen, selv om han kastede sig ud i vovelige transaktioner
især i årene omkring gårdovertagelsen 1831, da der skulle udredes arv til hans søskende. Han gik så
vidt, at han købte gården ved en stråmand på offentlig auktion, fordi arvingerne forlangte gården
overtaget af højstbydende. Denne oplevelse medførte sandsynligvis, at han tog højde for
komplicerede arvesager i fremtiden. Han skrev testamente efter i levende live at have fordelt arv
blandt sine børn af første ægteskab, så de ved hans død i 1867 afgav arveafkald, mens hans enke
sad i uskiftet bo med sine egne børn. Parrets ældste søn overtog gården med hende på aftægt. Da
hun døde 1879 arvede hver af hendes fire børn 2.800 kr. - Alle Anders Mogensens børn blev sat
godt i vej inden for de rammer, som familiens kulturelle tilhørsforhold satte. Selv klarede han sig
økonomisk godt igennem livet pga begavelse, uddannelse, bevidst strategi, risikovillighed, stigende
konjunkturer i landbruget og intensivering af mejeridriften.

HUSMANDSHUSHOLDET - 2.GENERATION 1829-1887

Hans Jacob Jørgensen (1181) var også 25 år, da han i 1829 overtog fæstehuset matr.nr.12 i
Pederstrup. Han havde været ude at tjene - måske i Tullebølle. Herfra kom i hvert fald Maren
Hansdatter (1182), som 1830 udlagde ham som barnefar til hendes nyfødte søn. Samme dag barnet
blev døbt i Longelse Kirke blev forældrene viet. Maren Hansdatter havde i forvejen en 3-årig datter
født uden for ægteskab, som Hans Jacob Jørgensen ikke var far til. Parret fik sammen 9 børn,
hvoraf de 7 levede til voksenalderen.

Gennem alle folketællingerne fra 1834 til 1880 benævnes Hans Jacob Jørgensen "fæstehusmand og
daglejer". Af kilderne ses han hverken at have købt eller solgt fast ejendom ej heller at have lånt eller
pantsat noget. Hans økonomi var alene baseret på det, som husmandslodden på 2 tdr.l. kunne kaste
af sig plus det, han kunne tjene som daglejer. Det er givet, at hans kone og børn har arbejdet med,
både ved dyrkning af jorden, pasning af husholdets få dyr og ved at arbejde for fremmede. Børnene
kom tidligt ud at tjene, og ingen af dem opholdt sig i hjemmet efter 10-12 års alderen bortset fra den
ældste datter, som Hans Jacob Jørgensen var stedfar til. Hun blev sypige og boede hjemme til hun
var nogle og tyve år. Kilderne er meget tavse om dette husholds medlemmer bortset fra, at de
hyppigt figurerer i kirkebog og folketællinger, men der er ingen oplysninger om økonomiske
transaktioner endsige arvestridigheder. Hans Jacob Jørgensen og hans kone blev gamle; han 83 år
og hun lidt ældre. Ved hans død havde en datter og svigersøn fæstet huset, og de to gamle sad på
aftægt hos dem. - August 1887 noteredes i skifteprotokollen "at fhv. husmand Hans Jacob Jørgensen
af Pederstrup er død efterladende sig enke og myndige arvinger, men ingen efterladenskaber uden
hvad til begravelse vil medgå."

KOMPARATION

Stilles elementer fra de to analyserede husholds økonomiske og sociale forhold op mod hinanden,
tydeliggøres forskellen mellem deres livsvilkår. Elementerne opfattes som tegn, der aflæses som
husholdenes individuelle kommunikation til omverdenen om deres kulturelle tilhørsforhold (Leach
1987:10).

Den økonomiske forskel, der var mellem de to hushold i første generation, kan kort gøres op ud fra
ovenstående deskriptive gennemgang. F.eks. var gårdmandens indbo og redskaber godt femten
gange så meget værd som husmandens. Gårdmanden havde ikke lånt kontanter, mens husmanden
skyldte 32 rdl. bort i rede penge. Gårdmandens gæld for varer og tjenesteydelser udgjorde kun
7,5% af værdien af hans aktiver, men husmandens totale gæld i kontanter og varer var hele 52,5% af
værdien af hans aktiver.

Anden generations vilkår tydeliggøres af bilag V.1,2 (fysisk udtryk). Her ses umiddelbart den store
forskel, der var mellem det bolig- og arbejdsareal, de to hushold hver havde til deres rådighed.
Eksempelvis levede der 1840 i begge hushold 9 personer. Hos gårdmanden havde de 13 fag hus til
beboelse, mens husmanden havde 5 fag. Det gav i gennemsnit 1,4 fag pr. person i gården, men kun
0,5 fag pr. person i huset. Begge hushold bestod af mand, kone og 6 børn; hos gårdmanden var
desuden en voksen karl, hos husmanden hans gamle mor. De hjemmeboende gårdmandsbørn var fra
0-22 år gamle, mens husmandsbørnene var fra 0-12 år. Et eksempel på at gårdmandsbørn
arbejdede hjemme, og husmandsbørn tidligt kom ud at tjene (Hartby 1989:52). - Gårdens
økonomibygninger bestod i 1830 af tre længer på tilsammen 32 fag; husets var 1 fag, der lå i selve
beboelseshuet. Desuden udbyggedes gårdens økonomibygninger 1840 til 48 fag. Af bilag VI.1
fremgår art og antal af de kreaturer, som var del af de to husholds eksistensgrundlag omkring 1830.
Gårdmanden havde 53 dyr og husmanden kun 3. Af brandforsikringsarkivalierne ses, at gården
havde stalde i både østre og søndre længe. Husmanden havde 1 fag i sit beboelseshus til tørveskur;
her gik sikkert hans eneste gris. Hvor han opstaldede sine to køer om vinteren, vides ikke. Måske
har de stået hos en gårdmand, som han var daglejer for; her kunne han f.eks. ved tærskearbejde
arbejde køernes "husleje" af.

I beboelserne var der naturligvis også indbo (se bilag VI.1). - Som nævnt boede der 9 mennesker i
gården i 1830. De havde i alt 7 (egetræs)borde at sidde ved. I husmandshuset levede 5 personer,
som havde 1 (fyrretræs)bord. I gården var der 11 stole og 2 bænke, hos husmanden 2 stole og ingen
bænke(Højrup 1977:98). I gården sov 9 personer fordelt på 9 sengesteder, hvoraf nogle sikkert har
været alkover, hvor der normalt sov to voksne og et par småbørn. I huset sov 5 personer fordelt på
2 sengesteder, så der var plads nok, men det er givet, at den gamle bedstemor har haft et barn
liggende hos sig. Spørger man, hvilke varmekilder disse mennesker havde om vinteren i de
lerklinede, tyndvæggede huse, ses det, at gården havde 2 kakkelovne, mens huset ingen havde. Her
klarede man sig med varmen fra det ildsted, som husets eneste skorsten var tilsluttet. Gården havde
naturligvis også et ildsted, hvor man tilberedte maden. Her var der 3 skorstene. Også skorstene
sladrede om sociallaget.

Bilag VI.2 opsummerer nogle normative udtryk, der afslører henholdvis gårdmands- og
husmandshusholdets holdninger og sociale accept. Ud over det, bilaget umiddelbart fortæller om
sociale relationer og status, vil her kun blive diskuteret et enkelt emne, nemlig holdningen til
førægteskabeligt samliv. Læser man de ældre forfattere, siger de ofte, at "stor usædelighed finder
sted på Langeland" (Dalgas 1837:16). Derfor må det være af interesse at se på, hvordan tingene
forholdt sig i Pederstrup.

I de to analyserede husholds anden generation ses, at gårdmandens første hustru var gravid i 4.
måned og den tredie hustru i 3. måned ved ægteskabets indgåelse. Husmandens hustru var også
gravid før ægteskabet, men parret blev først viet den dag, deres barn blev døbt, og hustruen havde
desuden i forvejen et uægteskabeligt barn. Det sløres dog i alle folketællinger, som noterer det
førægteskabelige barn som parrets fællesbarn. Først ved pigens konfirmation noteredes i
kirkebogen, at husmanden var hendes stedfar. Folketællingernes listefører (den lokale skolelærer)
har enten ikke kendt det rette forhold eller har set stort herpå. Er det sidste tilfældet, må man
formode, at det var den almindelige holdning i mikrosamfundet.

Af kirkebogen ses ingen af gårdmandens børnebørn at være født før ægteskabs indgåelse, mens
husmanden fik 5 uægteskabelige børnebørn. Flere af dem boede på skift hos bedsteforældrene over
en 30-årig periode, og da husmanden og hans kone begge var 76 år gamle, levede de alene i huset
med to børnebørn på henholdsvis 9 og 11 år. På intet tidspunkt ses det derimod, at gårdmanden
havde børnebørn boende i hjemmet.

Det omgivende samfunds holdning til disse forhold kan med føje udlæses af kirkebogsoplysninger om
hvilke faddere, der var til gårdmands- og husmandsbørns dåb, hvad enten de var født i eller udenfor
ægteskab. Gårdmandsbørnenes faddere var næsten for 100% vedkommende også gårdmandsfolk.
Her holdt man sig ved de sociale relationer inden for sin egen stand. Faddere til husmandsbørn født i
ægteskab var fortrinsvis andre etablerede husmandsfolk og enkelte gårdmænd, sædvanligvis en
gårdmand, som husmanden havde en arbejds- eller økonomisk relation til. Fadderne til husmandens
uægteskabeligt fødte børnebørn var af et mere blandet sociallag. Oftest var faddergruppen
sammensat af familiemedlemmer, andre husfolk og tyende, men stadig også enkelte gårdmandsfolk.
Dette mønster var stabilt ved første uægteskabelige barns fødsel. Men en af husmandens døtre fik
flere børn uden ægteskab, og da indskrænkede faddergruppen sig til medlemmer af den nære familie
og ugift tyende. - Det ses altså, at også husmandsgruppen mest holdt sig til sin egen stand, men at
folk fra gårdmandsgruppen sandsynligvis så overbærende (i hvert tilfælde til en vis grænse) på de
uægteskabelige fødsler i husmandsgruppen og velvilligt mødte op som faddere. - Sammenfattende
må det påstås, at gårdmandsgruppen hurtigst muligt gennem giftermål skabte "orden" i den
"uordentlige" seksualitet, mens husmandsgruppen ikke tog det så højtideligt, om der fødtes børn, hvis
forældre ikke var gift.

KONKLUSION

Analysens mål var at kaste lys over Pederstrups historie og fastslå, om der skete basale ændringer i
beboernes livsvilkår, kulturelle tilhørsforhold og normer. Ganske kort er byens historie ridset op indtil
anden halvdel af 1800-tallet, og det har vist sig, at byen fik den skæbne, som blev så mange danske
landsbyers. Her skete ikke de store, hastige forandringer på grund af landboreformer,
stavnsbåndsophævelse og overgang til selveje. Mikrosamfundet Pederstrup skulle gennem en
100-årig ændringsproces, før resultaterne af alt dette blev tydelige.

Som så mange andre steder i Danmark lukrerede gårdmændene i Pederstrup på ændringerne, mens
husmændene generelt fik ringere kår. De langelandske gårdmænd var i forvejen relativt velstående,
og efter landbrugskrisen ca. 1818-30, som også ramte Langeland, kom højkonjunkturen
(kornsalgstiden), hvorunder gårdmændene blev meget velhavende, idet der skete en fordobling af
landbrugets kapital i årene fra 1830-60 (Zerlang 1976:81). I denne opgangstid købte gårdmændene
i Pederstrup mere jord og ombyggede deres gårde. Samtidig opførtes nye huse til de mange flere
"hænder", som nu kunne beskæftiges. Håndværkerskaren voksede og blev mere differentieret. Den
gode økonomi fremmede bondens selvbevidsthed. Han begyndte at kende sit eget værd som
samfundsborger, og følte sig ikke længere kun som en brik i et agrarfællesskab. På individniveau i
Pederstrup kan denne forandringsproces aflæses i gårdmanden Anders Mogensens økonomiske
praksis. Han købte, solgte og belånte ejendom og fordelte arv blandt sine børn. I hans bo fandtes
der tillige adskillige genstande, som hørte til i en urban kulturgruppe. Han havde stueur, barometer,
spejle, vinglas, karafler, tetøj og egechatol. Hans kone gik ikke i "egnsdragt"; hendes garderobe
rummede flere silkekjoler end hvergarnskjoler. Med disse synlige beviser på sin økonomiske status
fortalte Anders Mogensen sin omverden, hvordan han opfattede sig selv og ønskede at blive
opfattet. Han kommunikerede en urbaniseret rural ideologi ud til det omgivende samfund.

Husmanden derimod blev sorteper i denne tid. Han fik ingen økonomisk fremgang. Husmand Hans
Jacob Jørgensen var daglejer som sin far og havde som han kun 2 køer og ingen stald til dem, og han
havde stadig kun 1 gris, der gik hjemme i tørveskuret. Han var endnu i 1880, som sin far i
begyndelsen af århundredet, fæstehusmand med 2 tdr.l. jord. Det var umuligt for ham at skaffe
midler nok til at købe huset til selveje eller til at erhverve mere jord. Omkring 1880 var det på
landsplan sådan, at husmænd og tjenestekarle, som udgjorde 65% af landbefolkningen, kun havde
12% af landbrugsjorden til deres rådighed (Hansen 1945:340). Og Hans Jacob Jørgensens børn
kom derfor tidligt ud at arbejde for fremmede; de kunne ikke forvente en stor arv eller at blive sat i
vej af deres far. De blev heller ikke "godt gift", men kom derimod hjem med uægteskabelige børn,
som deres forældre måtte tage sig af. Da Hans Jacob Jørgensen døde i 1887, var det, han efterlod
sig, så lidt, at der end ikke blev foretaget boopgørelse. Hans efterladenskaber dækkede lige hans
begravelse. Det er vanskeligt at finde belæg i kilderne for en holdnings- eller normændring hos dette
husholds medlemmer. Sikkert er det dog, at husmændene i løbet af 1800-årene blev en klasse for sig
ligesom gårdmændene. At være husmand eller gårdmand i fællesskabets tid var snarere et stadie i
det enkelte individs livscyklus end et fast erhvervsmæssigt tilhørsforhold. Men 100 år efter
landboreformerne måtte dét at være husmand opleves som en proletarisering.

AFSLUTNING

Begtrup roste 1806 langelændernes dygtighed og driftighed og mente, at landbruget på Langeland
var det bedste i hele Svendborg Amt. 1837 gentog Dalgas denne lovprisning og skrev, at han "fandt i
langelænderne et belevent, dannet, sin egen værd følende folk, der sikkert ikke ville tage for godt,
hvad man visse andre steder vover at byde bonden. Hvor modtagelig den langelandske bonde er for
dannelse, viser den fremgang, agerbruget har gjort på Langeland [...] også de langelandske
fruentimmere udmærker dem ved deres fordelagtige udvortes, i hvilken henseende kontrasten med
de øvrige øboer er påfaldende. Imidlertid står ikke til at benægte, at stor usædelighed finder sted på
Langeland".

Så vidt de gamle landøkonomer. – Her er der i 1990’erne i et diakront studie
afdækket lidt om forholdene i en enkelt landsby gennem ca. 100 år.

 

UTRYKTE KILDER

Folketællinger 1787-1860, 1870-1880 f.Longelse Sogn (RA)

Kirkebog 1813-1852, 1853-1887 f.Longelse Sogn (RA)

Matriklen 1688, 1844 (sogneprt.1810 mv.) f.Pederstrup By og Bys Jorde (LAF)

Dokumenter vedr. udskiftningen 1792-1868, Pederstrup, Longelse Sogn (LAF)

Skøde- og Panteprotokoller f.Langelands Birk 1819-1868 (RA)

Skifteprotokoller (LAF): Langelands Gods 1810-1828, 1834-1844

Grevskabet Langeland 1834-1872

Langelands Herred 1865-1872, 1873-1885, 1886-1891

Møllegaard bd. II, X (udat.)

Jordebøger (LAF): Grevskabet Langeland 1792

Møllegaard Gods 1827

Lægdsruller, 80.lægd, 1790, 1810, 1818 (LAF)

Den alm.Brandforsikring f.Landbygninger, Langelands Sdr.Hrd.1829-1830 (LAF)

Udskiftningskort 1792, opdat. 1810, 1839 (KMS)

Videnskabernes Selskabs Kort 1782 (KMS)

LITTERATUR (Kun direkte anvendt litteratur noteres her)

Barth, Fr.: Socialantropologiska problem, 1971

Begtrup, G.: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, bd.3, Fyen, Langeland, Ærø,
1806

Dalgas, Carl: Svendborg Amt beskrevet 1837, repro 1992

Habekost, Kaj: Social mobilitet i Langelands søndre herred omkring midten af det 19.århundrede. I
:Johansen, H.C.(red): Studier i dansk befolkningshistorie 1750-1890, 1976, s.9-75

Hansen, K.(red): Det danske Landbrugs Historie, 1945

Hartby, Inger: Navneskik blandt bønder og håndværkere i 1700-tallets Søllerød

I: Søllerødbogen 1985

- - : Da Søllerødfolkene blev skrevet i mandtal - Studier i Folketællingen 1787

I: Søllerødbogen 1989

Hastrup, K.(et al): Den ny antropologi, 1975

Højrup, O.: Borddækning og bordskik blandt bønder fra 1600 til 1900. I: Arv og Eje 1977

Landsbyregistreringen Fyns Amt, Rudkøbing Kommune, 1983

Leach, Ed.: Cultur and Communication. The logic by which symbols are connected, 1987

Lütken, Vilh.: Bidrag til Langelands Historie, 1909, repro 1979

Skrubbeltrang, F.: Det danske Landbosamfund 1500-1800, 1978

Stoklund, B.: Ecological Succession. Reflections on the Environment in Pre-Industrial Denmark. I:
Ethnologia Scandinavica 1976

Trap, J.P.: Danmark, Svendborg Amt, 1960

Wolf, Eric R.: Bønder. En socialantropologisk oversigt over bondesamfundets udvikling, 1973

Zerlang, M.: Bøndernes klassekamp i Danmark, 1976

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk