Fra Englandskrigen 1807-14
Forside ] Op ]

 
"Englænderne går i land ved Thorøhuse!"

Efterladt optegnelse af lærer A. Jensen, Snave.

 
Under krigen 1807-14 blev der langs kysten af Lillebælt opstillet vagtposter, som udtoges af det unge mandskab fra de sogne,d er lå nærmest stranden. De var bevæbnede med bøsser, spyd og økser og skulle, så vidt mulig, forhindre landgang af englænderne, hvis skibe af og til krydsede i bæltet.
En aften i september 1807 havde strandvagten lagt mærke til, at et fartøj, der lå for anker ud for Thorøhuse, havde lanterne om bord. Der blev råbt ud til skipperen og forespurgt, hvem han var, hvad hans hensigt var med lanternen, og om han ikke vidste, at det var forbudt at have tændt lys om bord på danske fartøjer. Han svarede, at han var en skipper fra Fredericia, og at englænderne havde tvunget ham til at give dem signal, når han opdagede noget mistænkeligt ved kysten eller kunne se, at der inge fare var for dem ved at gå i land.
Dette sidste må have været skipperens spøg, men blev troet af vagtmandskabet, og heraf opstod rygtet om, at englænderne ville gå i land ved Thorøhuse. Rygtet fik næring ved den omstændighed, at man om aftenen havde set et engelsk skib nærme sig land, og da rygtet ud på aftenen nåede Saltofte, fremkaldte det stort røre i den ellers så rolige by, især da der tilføjedes, at man snart kunne vente englændernes komme i Slatofte og de omliggende byer, hvor de havde til hensigt at røve og plyndre og måske øve værre ting. Man havde nylig hørt tale om Københavns bombardement og bortførelsen af flåden; blandt de gamle levede der endnu mange fortællinger og sagn omd e grusomheder, svenskerne og polakkerne havde udøvet der på egnen i krigen 1657-60, og man mente, at englænderne ville fare frem på samme måde, når de kom til byen.
En mildere og mere human ånd var rigtignok trængt igennem i alle forhold og havde også sat sit præg på krigsførelsen, men herom vidste datidens uoplyste almue lidet eller intet. Og hvorfra skulle den vel også have fået denne kundskab? Der var så godt som ingen på landet, der dengang holdt blade, og deres kendskab til begivenhedernes gang tilflød dem på en tilfældig måde og fra få og ofte upålidelige kilder. Desuden havde der i mange år, når undtages den kortvarige krig i 1801, hersket fred her i Danmark, og om krigsførelse i udlandet vidste man så godt som ingen besked. Da derfor efterretningen om, at englænderne agtede at hjemsøge egnen, nåede Saltofte, opstod der stor bestyrtelse blandt befolkningen.
En del nedgravede deres vigtigste og værdifuldeste ejendele i haver eller tofter og søgte at bringe deres person i sikkerhed ved at skjule sig på afsides steder. Adskillige løb ud i skovene, der ligger mellem Saltofte og Thorøhuse, for der at finde et skjulested. De stod ganske vist i fare for at løbe lige i armene på fjenden, men når folk er under påvirkningen af en panisk skræk, plejer de sjældent at give sig tid til rolig overvejelse.
En kone, der boede i Hans Pedersens gård, satte den bedste spise og drikke, hun formåede at bringe til veje, frem på bordet i folkestuen, idet hun troede, at det kunne tjene til at formilde de vrede fjender, når de opdagede det velbesatte bord, og skjulte sig derpå i skorstenen.
Træskomanden Bertel Pedersen havde dved flid og sparsommelighed samlet sig ca 100 rdl., der på den tid ansås for en stor kapital, især når den var i en småmands eje. Han var hin nat ikke hjemme, men hans kone lagde pengene, der bestod i daler- og femdalersedler, i en tegnebog, som hun kastede op under sengen, og løb så hen til en nabokone.
En fæstebonde, der hørte under Frederiksgave, som dengang ejede omtrent det halve af byen (de fleste af de øvrige fæstere hørte unde Brahesborg, et par gårde til Frederikslund) satte sig på ryggen af sin rappeste hest og red i fuldt firspring til Frederiksgave for at underrette sit herskab, hr etatsråd Ryberg, om den fare, der truede byen. Han var rejst til Odense, men hans frue gav rideknægten befaling til at sadle etatsrådens ridehoppe og, så hurtig han kunne, ride til Odense for at bringe hendes mand meddelelsen om fjendens landgang. Da etatsråden havde modtaget budskabet, besteg han samme hoppe, og i mindre end 5 kvarter tilbagelagde han den 4 mile lange vej fra Odense til Frederiksgave, men det forcerede ridt havde ødelagt hoppen, som kort derefter måtte skydes.
Kystvagtens fører tog sagen mere besindig. Han samlede det våbenføre mandskab i byen, holdt en patriotisk tale til dem, i hvilken han lagde på sinde at vise mod og mandshjerte, når de nu skulle gå mod fjenden, og uddelte derpå de nødvendige våben til dem. Det var dog kun en lille skare, han var i stand til at samle, men et lyst hoved blandt de unge foreslog at lade kvinderne gå med i striden, derved ville forsvarernes  antal forøges betydeligt, vad der måske kunne tjene til at indgyde fjenden respekt, og når kvinderne iførte sig deres røde skørter, som dengang udgjorde en del af bønderpigernes højtidsdragt, ville de få lighed med de danske soldater i deres røde kjoler. Selvfølgelig skulle de bevægnes, da fjenden ellers ville mærke uråd, og det kunne vel også nok lykkes dem at støde en og anden englænder ned. Forslaget vandt bifald, og en del af de unge koner og piger fulgte villig opfordringen og løb hjem og tog deres røde skørter på.
Man ventede nu i spænding på fjendens komme, men den ene time forløb efter den anden, og der viste sig ingen englændere.
Da morgenen brød frem, og alt endnu var roligt, sendte man en spejder ned til Thorøhuse. han kom tilbage med den underretning, at der ingen engelske skibe var at se i bæltet, og at det fartøj, som aftenen forud havde ligget til ankers dernede, var af vagtmandskabet sejlet til Assens, hvorhen skipperen også var ført for at tages i forhør tilligemed sit mandskab og passagererne; hvad der var oplyst ved dette forhør, vidste man endnu ikke.
Senere fik man at vide, hvad der havde givet anledning til al denne ståhej.
En skipper fra Fredericia ved navn Hans Pauli var af trende kvinder: madam Jacobsen, præsteenke fra Brendekilde, og søstrene Inger og Hanne Jensen, anmodet om at sejle  til Svendborg, hvor de alle 3 boede, og føre deres ejendele til Fredericia, hvor de agtede at bosætte sig. Da han sejlede fra Fredericia, medbragte han nogle tønder kartofler, som han på henturen solgte, dels i Assens og dels i Thorhuse; når folk i Saltofte senere omtalte hin nats begivenheder, plejede de derfor altid at kalde ham en potetteskipper. Efter at være kommen til Svendborg indtog han ladningen, der bestod af de trende kvinders gods, og tog tillige kvinderne med om bord. Han afsejlede fra Svendborg om morgene; hen på eftermiddagen, da han var kommen ud for den yderste pynt af Horne, så han et større skib, som han formodede var et engelsk krigsskib, der, så vidt han kunne skønne, lå for anker et par mil derfra, mellem Ærø og Als.
Da han var nået op mellem Als og Helnæs, så han et mindre fartøj, der var omtrent en mil fra ham; det løsnede tvende skud, og han troede, at det var et signal til, at han skulle lægge bi og lade sig visitere. Men da de ikke traf videre anstalter til at praje ham, fortsatte han sin sejlads. Imod aften sejlede han forbi Helnæs og Sønderby Klint og kom til Thorøhuse i mørkningen, hvor han lagde sig for anker. Ud på aftenen tændte han lys i kahytten efter anmodning af de trende passagerer,d er ikke holdt af at sidde i mørke og spise deres aftensmad, og gik derefter til sengs kabyssen. Længere ud på aftenen kom en båd ud til ham og havde om bord 3 mand, som befalede ham at slukke lyset, hvilket han i begyndelsen nægtede, da han foregav, at han ikke vidste, at der var udstedt forbud mod at have lys tændt om bord på danske fartøjer, men da de gentog deres anmodning og foreholdt ham, at han udsatte sig for straf, dersom han var påbudet overhørig, gik han hen til kahytsdøren og bød passagererne at slukke lyset, hvilket de også gjorde. Et par timer derefter indfandt sig atter en båd hos ham med mandskab fra Assens, som befalede ham at forevise dem passagerernes pas, de åbnede derpå lugerne på skibet og efterså, hvad han havde i lasten, hvorefter de forlangte, at han skulle følge med dem til Assens og tages i forhør, da han var mistænkt for at være spion for englænderne og have givet signal til engelske skibe, der på den tid krydsede i bæltet. Dagen efter blev der optaget forhør over ham, og han afgav da den forklaring om rejsen, der ovenfor findes anført, hvilken forklaring bekræftedes i et og alt af passagererne og af skibets mandskab, der bestod af et par halvvoksne drenge. Fartøjet, der var sejlet til Assens og henlå i havnen, blev derpå undersøgt af toldinspektør Haste i overværelse af byfogden og de tvende borgerkaptajner, og da man intet mistænkeligt forefandt, idet ladningen blot bestod af flyttegods, som tilhørte de trende kvinder, og toldseddelen og passagerernes pas var i fuldstændig orden, fik skipperen lov til at fortsætte sin rejse.
Dette var fjeren,d er blev til 5 høns.
Snart kom alt i den fredelige landsby igen i de gamle folder. Kystvagten lagde våbnene til side, kvinderne hængte de røde skørter op i skabene, hvorfra de herefter kun toges frem til fredelig brug, folk kom frem fra deres skjulesteder, opgravede de genstande, de havde hengemt i jorden, og tog atter fat på deres vante gerning. Gamle Sidsel krøb ud fra sit skjul i skorstenen og satte den gode mad til side. Da Kirsten Bertels kom tilbage til sin stue, så hun til sin store overraskelse, at tegnebogen lå opslået midt på gulvet, og alle pengesedlerne var spredt omkring den. I sin forfjamskelse havde hun ikke lagt mærke til, at hun havde kastet bogen mod sengefjellen; ved at tørne mod denne havde den åbnet sig og spredt sit indhold ud over gulvet
Det var med tungt hjerte, etatsråd Ryberg gav ordre til,a t hns yndlingshoppe skulle føres til døden; han anede næppe, at den sørgelige krig skulle bringe ham langt større ulykker og sorger. De mange skibe, som hans fader havde købt og anvendt til den i slutningen af det 18de århundrede så indbringende fragtfart, og som udgjorde en betydelig del af familiens formue, blev tillige med deres rige ladninger opbragt af engelske kapere; andre tab stødte til, af de rige godser og den øvrige formue, han havde arvet efter sin fader, blev der intet tilbage, og han gik i sin grav som en fattig mand.
Bønderne i Saltofte lykkedes det bedre at ride stormen af. Når de trængte til hjælp, plejede de at henvende sig til deres herskab om en håndsrækning, der sjældent blev dem nægtet, især når de va rfæstebønder under de milde Ryberger; også over grev Rantzau til Brahesborg havde mange uheld af forskellig art væltet sig ind og medført hans ruin, og han måtte ligesom etatsråd Ryberg overdrage gården og godset til staten. Men deres vidtdrevne sparsommelighed, flid og nøjsomhed hjalp dem over de for landmanden dårlige år, der begyndte med krigen og fortsattes til langt hen i tyverne.
I mange år derefter omtaltes og drøftedes den urofyldte nats tildragelser af beboerne i Saltofte. Vel var det med nogen undseelse, man fremdrog minderne herom, det hele havde jo vist sig at være blind alarm. Men man kunne dog også med stolthed vise tilbage på forberedelserne til byens forsvar, thi de godtgjorde, at man ikke manglede mod til at gå imod fjenden og var rede til at ofre liv og blod for konge og land
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk