Med smakke og isbåd over Storebælt
Forside ] Op ]

 
Med smakke og isbåd over Storebælt

En kulturhistorisk skitse 

 

Af biblioteksassistent Torben Glahn, Sønderborg [1934]

Den vej, der over Fyn forbinder Sjælland med Jylland og således sammenknytter de tre største landsdele i Danmark, har alle dage været en af de vigtigste færdselsårer herhjemme. Men et svagt punkt har denne rute haft, lige til for 100 år siden, og det var Storebælt.
Man har sikkert i vor tid vanskeligt ved at forstå, at denne strimmel vand, som vi nu er 5 kvarter om at nå over, virkelig har kunnet være den almindelige samfærdsel en alvorlig hindring. Og dog er det et fakturm.
Ved at gennemgå rejsendes dagbøger, breve o.l. fra forskellige tider vil man kunne danne sig et skøn over forholdene i gamle dage, og samtidig vil man sikkert få det sandfærdigste billede af bæltfarten og dens vanskeligheder.
Den første lidt udførligere beretning om dette emne finder vi hos  Peder Palladius. Ved St. Hans-tid 1543 sejlede han sammen med Herluf Trolle og dennes fader over bæltet. Han fortæller:

"Vi vaar til Skibs for otte slet for Middag til sex slet efter Middag, under Guds vejrlig, Regn, Lynild, Torden, Storm og Blæst, den ganske Dag igennem, der Gud maatte sig over forbarme, saa at Pumpen blev uklar og de tre Takler, som var til Vejrs, bruste over tvert og knuppe i Sønder, som man havde skudt tre Arbyster udaf, og Sejlet ud for Borde paa den anden Side og nogle af vore Karle med, som vi drog ind igen med Sejle, og maate vi saa fare for Vind og VOve, til vi komme i smult Vand imellem Korsør og SKelskør og maatte der kaste ANker ud og ligge og bøde Takkel og Tov igen, ikke længer fra Landet end som man kunde kaste med en Sten, og vi kunde ikke alligevel naa Landet, uden vi vilde have sæt Skibet der, ikke uden vor Livs større Farer, end som vi vaare da udi, hvorfaare vi maatte til Søs igen hen ud mod Sprove  [Sprogø] og siden tidt og ofte lavere før end vi af Guds Naade kunde naa ind til Korsor om Aftenen i saa Maade, at der vaar ikke en tør Traad paa os."

Naturligvis er dette et særlig grelt eksempel, men ingenlund ualmindeligt for sin tid. Det er således kun ved at udsætte sit liv for den største fare, at dronning Sophia, i en forrygende storm, satte over bæltet for at nå frem til Frederik d. 2.s dødsleje.
Man var jo fuldstændig prisgivet vejr og vind, og tit måtte man vente i dagevis på, at vinden ville vende sig, så man kunne komme over. F.eks. måtte Frederik d. 2. engang ligge 8 dage i Korsør på grund af modvind.
Og når så vinteren kom, og isen lagde sig i bæltet, var det ingen let sag at komme over. Når man ved, hvor vanskeligt det er, selv i vore dage, at overvinde isvanskelighederne, så forstår man, at det den gang har været mange gange værre. Men over måtte man jo, det var i ethvert tilfælde ikke alle, der kunne oppebie tøvejret - ganske særligt da man måtte være forberedt på, at smakken eller børten (som fartøjet, der besørgede overfarten, hed) kunne ligge indefrosset i 12 uger - det hændte nemlig.
Da en tysk rejsende, Samuel Kiechel, i 1586 besøgte Danamrk, måtte han døje isbådstransportens besværligheder over storebælt. Han fortæller herom:

 


Bæltsmakke

 

"Den 1. Februar gik vi Kl. 1 om Morgenen ombord paa en Bark, som vi bestilte specielt for os, med 4 Roere .... Da vi sejlede fra Land var Vinden os imod, det blæste dog ikke mer end at de godt ved at ro kunde komme frem. VI kom paa Halvvejen til en lille Ø kaldet Sprogø (som ligger omtrent midt i Bæltet) ved hvilken vi lagde til. Denne Ø er omtrent ½ Mil i Omkreds, og beboes af to hollandske Bønder, som ernærer sig af det Kvæg, de holder, og laver lige saa dejligt og velsmagende Smør og Ost, som i Holland, og de satte deres Ost og Smør for os. Da vi nu havde ventet en lille Tid, gik vi atter ombord paa Barken; thi bemældte Farvand er ikke til at lide paa, der opstaar ofte pludselig en storm. Da vi endnu var en Mil fra Land kom vi ind mellem Isen, som vi i Begyndelsen ikke kunde komme igennem med Barken paa Grund af de store Isstykker, hvorfor 2 af Skibsfolkene maatte gaa ud paa den, da den var saa tyk, at den kunde bære. De slog Iskorpen i Stykker med Hakker, saaledes at Barken kunde komme ind imellem. Saadan vedblev det nu en hel Time, før vi kom igennem, saa at vi undertiden var i stor Fare .. Jo nærmere vi kom Land, des mere tabte Isen sig, det var Vinden Skyld i ... Da vi endelig kom over Bæltet, var det allerede Vespertid.

Dette, at Sprogø kunne anvendes som hvilestation, var den gang en hel ny indretning, men - som man vil forstå - af den største betydning for de rejsende. Tidligere havde øen været tumleplads for en flok halvvilde heste, der tilhørte kongen. Men så skete det engang, at Frederik d. 2. skulle fra Kolding over til Købenahvn (i et meget presserende og vigtigt anliggende), men ved Nyborg traf Bæltet tilfrosset. Efter at en af kongens betroede mænd uden held havde forsøgt en overgang, prøvede kongen selv at forcere bæltet til vogns, men isen brast, og det var kun med nød og næppe, man reddede kongens liv. Endnu i 5 dage senere var Frederik d. 2 kun nået til Sprogø, hvor der hverken var mad eller drikke at opdrive. Denne ubehagelige oplevelse blev årsagen til, at Frederik d. 2. i 1571 befalede, der skulle bygges et hus på Sprogø, så at nødstedte rejsende sommer og vinter dér kunne få tag over hovedet og sammesteds erholde mad og øl mod betaling. Sprogø har siden da været en vigtig station ved istransporten - og hyppigt benyttet. Et enkelt år var der således ikke færre end 80 mennesker, der måtte tilbringe 18 dage på øen.
Det ville blive alt for trættende og ensformigt at følge forholdene ved bæltet fra år til år. Vi springer derfor ca. 100 år frem og undersøger, omd er har fundet nogen udvikling sted i mellemtiden. Store fremskridt er der næppe sket, sikkert fordi skibene i dette tidsrum næppe er blevet synderligt forbedrede. Man kan læse f.eks. Christian d. 5.s dagbog fra oktober 1689:

"Den 15.16. laa wie stille i Niburg for Contrarig Wind og storm. 17. Seglede wie fra Nyborg med hel schasz (skarp?) win(d) og for Modwin kom wie til Omøsund, og saa paa grunden att sta(a), dog uden fare, og lod os sette i Land paa aggersøen, og laa om Natten paa prestegaarden. 18. Seglede wie fra Omø offuer til Borreby; om aftten i Københaffuen."

To år tidligere havde en storm ligeledes tvunget Christian d. 5. i land på Agersøen - tilligemed dronningen. Det vidner ikke om større fremgang med hensyn til sikkerheden ved skibsforbindelsen.
Og nu vinteroverfarten i dette århundrede. Ja, netop fra den tid finder man tre beretninger om istransporter, der til fulde viser, hvad man har måttet gennemgå af strabadser for at komme de små 4 mil fra ø til ø. Da disse tre beskrivelser, så forskellige de end er, dog supplerer hinanden, vil vi gøre et lidt længere ophold ved dem for at se, hvilke farer istransporten rummede.
Den første, vi standser ved, er en hollandsk købmand, van der Meersch, der i 1674 berejste Danmark sammen med to landsmænd. VI vil nu høre, hvad hollænderen selv fortæller om denne tur:

"Omtrent kl. 9½ begav vi os alle ombord i en baad med 6 aarer og en syrmand .. og stødte saa fra land. Langs kysten fandt vi aabent vande, men saa i afstand store isbjærge drive, som vi maatte nærme os. Her var stærk drift i vandet nordpaa, saa isen drev meget stærkt afsted ..
Vi kom da, som om vi var i Grønland, hen mod den skrækkelige drivis og søgte at finde en aabning. Omsider fandt vi et sted og roede saa ind i isen i en aaben rende, men det varede ikke ret længe, inden vi blev saa omringede af isbjærgene, at vi stod i fare for at blive klemt i stykker. Vi fik nemlig en stor flage svær is for boven, derpaa fulgte saa svære isbjærge i saadan en rivende drift, at de sikkerlig havde presset os til bunds og knust os, havde ikke skipperen i stor bestyrtelse raabt: Skynd jer, skynd jer! spring alle op paa isen! Det skete øjeblikkelig, og man halede alle mand i en fart baaden op paa isen, og umiddelbart efter trængte ismassen paa agter mod baaden med saadan en kraft, at hele isen rystede, slog revner og knagede, skønt isflagen dog var godt tre fod tyk, saa at vi, hvis vi havde nølet et øjeblik længere, sikkerlig alle havde været fortabte. Her stod vi nu paa isflagen og drev afsted med vor baad; saa vandrede vi i sø paa isflagen, rystende af kulde og angst, indtil vi endelig paa den anden side igen saa aabent vande, saa gik det med alle mand for baaden henover isen, og saa kom vi igen i vandet. De varede imidlertid ikke længe, inden vi igen kom i den samme fare, igen i hast baaden ud paa isen, som vi drev afsted med saa længe, at aftenen allerede begyndte at falde paa med taage, hvilket forøgede vor angst ... Endelig, før det endnu var mørkt, fandt vi igen aabent vande, saa vi skyndte os og kom velbeholdne i land paa den lille ø Sprogø...
Bonden eller herren over hele denne lille ø eller landsby paa ét hus (et Barataria saa at sige, hvor Sancho Panza var guvernør) fyrede bravt i og skaffede saa megen frik halm ind i kamret, som vi alle havde nødig til sengeleje .. den 24de februar vækkede morgenen os med klart vejr. Jeg var ingenlunde sidst paa færde og tørnede ud saa snart dagen brød frem ... og fandt at vor vej herfra og til Korsør var aaben og næsen isfri; derfor skyndte jeg paa hos vort selskab og pressede paa hver enkelt, saa vi alle i løbet af kor tid kom ombord og forlod Sprogø og kom endnu før middag uden uheld velbeholdne over til Korsør."

Og da van der Meersch sidst i marts igen stod i Korsør på tilbagevejen, var isen endnu ikke tøet bort - tværtimod: "Vor danske Beltes Strøm var som en Marmorgade", skriver Bording samtidig i sin avis.

"Vi fandt her", fortæller v.d. Meersch, " at isen i Store Bælt endnu laa fast, og at man endnu trygt passerede over den, hvorfor vi ogsaa strax besluttede at fortsætte rejsen med en slæde med to heste for. Jeg skal aldrig glemme, at jeg saa langt hen paa aaret ejste over Store Bælt forbi den lille ø Sprogø (bedrøvelig ihukommelse!) ligesom over land - til Nyborg paa Fyen, hvor vi ankom om eftermiddagen kl. 3 velbeholdne og uden at have set vand, men vi møde paa hele denne istur intet levende menneske uden en flok smaa dagdrivere eller forkælede børn, der med hest og bjælder kørte afsted i deres kaner."

Han var således kun en dag om at tilbagelægge strækningen Ringsted-Odense.
Ti år senere var vinteren om muligt endnu hårdere, og med kulden, som i sig selv var slem nok, fulgte en anden plage: ulvene. I Jylland begyndte de i samlet flok at overfalde bøndernes kreaturer og anrettede stor skade. Man henvendte sig i sin nød til kongen om hjælp, og denne sendte da oberjæger Zeitz og en jagtpage med en del underordnede derover for at sætte en stopper for det uvæsen. Om denne eventyrlige færd fortæller den 20-årige Page (senere gehejmeråd og elefantridder) Frederik Gram. Man hører, hvorledes ekspeditionen, efter at have ventet flere dage i Korsør på gunstigere vejr, endelig den 9. januar tidlig om morgenen lejede en bæltsmakke og begav sig på farten. Først om aftenen nåede de Sprogø, hvor i forvejen ca 100 passagerer opholdt sig og ventede på at kunne fortsætte rejsen. Forholdene der var forfærdelige. Mad var ikke til at odprive, og smeltet is var næsten alt, hvad der var at drikke. Da de sidst ankomen havde ventet i 5 dage, og forholdene stadig ikke bedrede sig, besluttede de at vove sig videre.

"Mandag den 14de Januar, før Solen brød frem, begav vi os i vor Baad uden at tage det mindste Forraad med .. Da vi næppe var komne et Pistolskud fra Land, saa vi .. nok, at vi hellere maatte være blevne i vor Elendighed paa Øen. Men nu maatte vi følge Strømmens Magt og hele Dagen og den følgende Nat anstrenge os af alle Kræfter. Snart sejlede vi, hvor Vandet var aabent, snart maatte vi med stor Møje trække Baaden op paa Isen og slæbe den efter os. Saaledes holdt vi ud til Tirsdag Middag, da vi var saa trætte og udmattede, at vi næppe formaaede at gøre noget mere...
Til sidst  kom Baaden i Klemme mellem to Isflager, hvorfra vi sprang ud. ..... Alle de andre løb nu, saa vidt de kunde, bort fra Baaden en og anden plumpede i, men de kom dog alle op igen. Jeg selv blev staaende sidst ved Baaden, og som jeg ikke troede, at ... Fare virkelig var for Haanden, .. var jeg ikke hastig nok i Vendingen, .... saa jeg, da jeg endelig resolverede mig til at springe over, sprang for kort og styrtede i Søen med fuldt Spring, og Vandet slog sammen over Hovedet paa mig .. Oberjægeren, som var nærmest, ... kom til og drog mig op. Det var ogsaa i sidste Øjeblik, thi jeg havde ingen Kræfter til at holde mig fast længer og var tilmed ganske fortumlet af Vandet, der løb mig af Næse og Mund. Strømmen gik saa stærkt, at det kom mig for, som om tvende Karle hængte ved mine Fødder og drog mig ned ...
Vi havde kun reddet to Baadshager fra Baaden, som straks efter med stor Knagen blev knust af Isen.
Samme Eftermiddag faldt jeg endnu engang i Vandet tillige med flere andre, men vi kom dog alle op igen, og ud paa Aftenen traf vi Baadsmændene og de andre, som først var sprungne af Baaden. Og dér maatte vi nu blive paa en meget stor Isflage Natten over ...
Men senere, efterdi vi var saa mange Folk, frygtede vi for, at Isen skulde briste, og .. (derfor) maatte vi opsøge et stærkere Stykke Is, som man kunde være sikker paa ...
Men hvad som smertede mig mest, var dette, at den stærkeste Hob havde besluttet at lade mig, en Borger og en Tiggerdreng tilbage paa den møre Is. Thi jeg var saa forfrossen af at være falden i, at jeg næppe kunde staa oprejst de andre to var ej meget bedre, saa de andre hverken vilde eller kunde slæbe os med..
Men førend de forlod os, byggede de af Forbarmelse en Ligkiste for mig af smaa Stykker Is, som de gjorde en Vold med uden om mig, saa jeg nogenlunde var skærmet mod den skarpe Vind. De lagde mig ogsaa et Stykke Is under mit Hoved og var dermed færdige og tog Afsked med os ...
Mine Kammerater og jeg lagde os tæt op til hinanden og holdt hverandre varme med vor Aande, saa vidt muligt var. Men det var en bedrøvelig Nat vi hørte kun VIndens Susen og Isens Bragen, saa vi stedse ventede, at vor Flage skulde briste. Stundom fornam vi ogsaa Fugletrækket i Luften og Ændernes Snadren. Til sidst faldt vi af stor Mattighed i Søvn men det var mere en Fantasi og et Døseri, end at vi kunde vederkvæges derved. Thi vi plagede uafladelig af Hunger og især af Tørst.
Onsdag Morgen den 17de Januar, som var Tredjedagen efter, at vi forlod Sprogø, stødte vi mod et Eyland, som hedder Romsø og hører til de Krabbers Gods og ligger norden for Fyn. Og her kom til den faste Is."

Efter endnu en lang Række strabadser lykkedes det endelig ekspeditionen under store anstrengelser at nå land.
Af denne beretnign ser man klart, hvor farefuld en istransport kunne forme sig, og hvor stor en hindring Storebælt under sådanne omstændigheder var for de rejsende.

Da Holberg i 1709 vendte hjem fra en udenlandsrejse måtte også han døje en istransports besværligheder. Han fortæller overmåde morsomt i sit første levnedsbrev om denne tur og opholdet på Sprogø:

"Lillebælt fandt vi saa stærkt lagt med Is, at vi trygt gik over det til Middelfart paa Fyn, men på Storebælt var Isbroen ikke saa sikker. Vi blev derfor hele otte Dage i Nyborg i Haab om, at Isen enten skulde lægge bedre til eller bryde op, men omsider blev vi kjede af at vente og lejede Isbaade, i hvilke vi af Søfolk blev trukne først til Sprogø, hvilket tog en hel Dag, og Dagen efter til Korsør, en Søstad paa Sjælland. Skjønt det strider imod Fortsæt at opholde mig ved Stedsbeskrivelser og bøde paa dette Brevs Tørhed ved behagelige Digressioner, vil jeg dog, eftersom Geograferne har ladet Sprogø ligge urørt, gjøre et lille Sidespring for at give en Beskrivelse af denne Ø og undersøge, om den svarer til sit Navn og Rygte, thi naar en Dansk ønsker ondt over sine Fjender, sker det med de Ord: "Gid du sad paa Sprogø!"
Sprogø ligger midtvejs mellem Nyborg og Korsør: Om Øens Frugtbarhed kan jeg ikke sige noget sikkert, da den dengang var dækket af Sne og Is. Midt paa Øen ligger Hovedstaden, somkun tæller én Familie, thi med Undtagelse af en gammel Kjælling og to Ungmøer mindes jeg ikke, at jeg saa nogen Moerssjæl. Vicekongen eller Familiens Overhoved var ikke hjemme, ellers kunde jeg maaske af ham have faaet Oplysning om Regeringsformen og andet, der er ejendommeligt for denne Ø. For til fulde at røgte mit Hverv som Geograf, maa jeg ogsaa sige noget om Nationens Karakter ..." Den kan Holberg imildertid ikke berøme. Beboerne viser sig nemlig snart mere drevne end selv Franskmænd og Italienere. De forlangte saaledes to Daler for Nattelejet, hvilket blev Aarsag til et voldsomt Skænderi mellem "Kjællingen" og en svensk Kaptajn. At Ungmøerne mandhaftig bistod deres Mor i denne Strid, faar Holbegr til at udbryde: "Jeg tror virkelig, at de havde deres Jomfrudom i Behold, dels fordi de var saa glubske, hvilket af somme anses for Tegn paa Kyskhed, dels ogsaa fordi de, selv om de havde villet, ikke havde kunnet sætte den over Styr paa den øde Ø. Vi fik ikke andet at spise der end Ænder, baade stegte og kogte. Der var ihele Huset kun én Seng, som en Jomfru, der var med i vort Rejseselskab, betingede sig. Vi andre laa paa Straa imellem hverandre, med Undtagelse af en ung, lystig Hollænder .. som syntes, det var bekvemmere at tilbringe Natten paa en Bænk. Da han imidlertid hen ad Midnat vaagnede med Hovedpine og øm i Lemmerne, listede han sig stille over i Jomfruens Seng, hvor han med sand hollandsk Koldsindighed laa og sov lige til Daggry, hvor JOmfruen vaagnede og saa det snorkende Mandfolk, og som rimeligt var blev saa forskrækket over dette slemme Naboskab, at hun med jomfruelig Blufærdighed sprang ud af Sengen. Hollænderen gjorde ingen Forsøg paa at faa Flygtningen til at vende tilbage, men var tværtimod glad over, at han ved hendes Flugt fik bedre Plads til at strække sig paa.
Da vi tog fra Sprogø, rejste vi tidlig om Morgenen til Korsør. Paa denne Tur kom den svenske Kaptajn i den største Livsfare, thi gnavne Menesker har for det meste Modgang, ligesom vrede Spillere gerne taber, og de, som er mest ængstelige af sig, snarest dør. Da han nemlig for at vise sit Mod var gaaet bort fra Baaden, faldt han paa Hovedet i en Vaage, som Søfolkene dog fik ham trukket op af med deres Baadshager han var halv død af Kulde og maatte strax klæde sig af og tage uldne men tørre Klæder paa ..."

Efter at vi nu har set, hvorledes skibs- og isbådsforbindelsen var i denne periode, gør vi nu det sidste spring frem til årene inden dampskibets tidsalder. man vil snart se, at der her er sket et virkeligt fremskridt.
Omkring 1793-94 indsatte postvæsenet nemlig - på grund af "forefaldne skibbrud" - to store postjagter på ruten. Vi hører portrætmaleren Hans Hansen udbryde i lovord - omend ikke over selve overfarten, så dog over skibets indretning:

"Vinden ganske imod. Forresten herlige commoditer og en prægtig Kahyt, et Fartøj saa propre, som jeg ej har fundet paa dette Farvand før, og en Skipper, som gaar i rød Kiol, og laer sig kalde Hr. Captain. Overalt artige Skibsfolk. Indretningen er meget god og Regieringen er al Tak værd, som saa meget antager sig Reisendes commoditeter. Med alt dette blev jeg inderlig søesyg, saa slet som jeg af denne Sygdom ei har været før. Endelig efter 8 Timers bestandige Krydsen naaede vi Nyeborg, men Hovedet var fortumlet..."

Forholdene ombord var således blevet betydelig bedre, end de var på de gammeldags smakker, man kunne nu endog ved et særligt signalsystem fra skibet bestille hest og vogn til viderebfordring.
Men modvinden havde man dog endnu ikke lært at trodse, og det gjaldt derfor om at bevæbne sig med tålmodighed og søge at få det bedst mulige ud af den tit langvarige overfart. For et let fængeligt hjerte - som arkæologen P.O. Brøndsteds - kunne der endog blive tid til en forlibelse i "en 17-aarig Pige med den skjønneste Taille .. og det sandeste Madonna-Ansigt, man kan tænke sig."

"Det varede ikke længe inden Damerne begyndte at blive lidt syge ..Min kjæreste Beskæftigelse var det at qvæge de søde Smaa, isør HENDE, md en Flaske ægte Bourgogner vi havde med fra Lydersløv, og at rede dem et mageligt Sæde i vor Kaleske derpaa satte jeg mig selv paa Bukken at kutschere og sadlede saaledes Havet dristigt op .... Vi sloge en Sladder af med Damerne, og denne blev inden kort Tid saa munter, at vi slet ikke mærkede Skipperens Banden paa Vind og Strøm, som var malitieuse, eller ønskede at naae Nyborg før Solens Nedgang ... Vi slap først til Nyborg Kl. 7 Aften, følgelig vare vi 11 Timer paa den Rendesteen. Hvordan min Afsked var hos den Skjønne kan Du bie med at faae at vide til en anden Gang."

Forberedelserne er de værste, siger man, og man måtte åbenbart ved en rejse den gang være indstillet på mange besværligheder. Alene det at få lov til at sejle med postjagten om onsdagen (der ikke var egentlig fartdag for passagerer, men hvor det afhang af postførerens forgodtbefindende, om han ville have de rejsende med) må have været en sand prøvelse. C.L. Strøm skriver i et brev 1802:

"Jeg gysede lidet ved alle disse Vanskeligheder, men de vare ikke store. Efter at have betalt for Fragten 3 Rdl 4 Sk i Drikkepenge 12 Sk, for Pas hos Borgm. 8 Sk, og siden 4 Sk foruden 2 Sk til Underofficeren og tilLitzenbrødrene 8 Sk kom jeg for 24 Sk i en Baad til Postjagten, hvor vi maatte Bie til 11½ efter Posten, og begyndte da Seyladsen med Stikmodvind."

Hvilket besvær blot for at nå ombord!
At man næppe var nået løsningen af transportspørgsmålet ved isvanskelighederne et skridt nærmere, kan man overbevise sig om ved eksemplet: VInteren 1814. Major L.F. Brock, der i den Vinter skulde fra Nyborg til Korsør, fortæller:

"Jeg havde en meget vanskelig Overfart, drev i Isen fra Halskov (altsaa nær Rejsens Endepunkt) til Hou (ved Langeland) og naaede kun med stort Besvær til Sprogø, hvor jeg efter 3 Nætter og 4 Dagens Ophold omsider slap over."

Rygtet om hans besværligheder var da også ilet forud, og overalt i Norge modtoges han som en genganger:
Og stort bedre gik det ikke Frederik d. 6. Oberst Ræder fortæller i sine erindringer:

"Kongen forblev Vinteren over i Fyen tillgiemed den der forsamlede Armee, som ej formedelst Iis og Kulde kunde komme over store Bælt. Kongen maatte selv tilbringe 5 Dage paa Sprogø i en ussel Hytte næsten uden Levnetsmidler og Brændsel, da Iisen spærrede den videre Fortsættelse af Reisen. Man spiste paa Sprogø noget Skibsproviant, og for at varme sig opgrov man endog en død Englænder forat brænde den Trækise, hvori han var lagt. Mangelen drev omsider Selskabet videre mod Sjælland, hvor  man da omsider efter svært Arbejde, kom lykkeligt i Land."

Mens vi er ved Frederik d.6. og hans tid, vil vi standse ved 1807, hvor bæltet for en kortere tid var spærret af engelskmændene. Siden svenskekrigene var Karl Gustavs overgang over blterne og søslaget ved Nyborg, havde Storebælt ikke set fjenden. Men allerede inden krigen var erklæret 1807, begyndte englænderne at spærre Storebælt. Således blev kronprinsen, der efter en forceret rejse i august vente tilbage til hæren i Holsten, standset af englænderne. Kronprinsen og kongen skjulte sig i kahytten, og det lykkedes kun generaladjudanten at hindre opbringelsen af skibet ved at udgive kongen for en syg svensk baron og de andre ombordværende for officerer og håndværksfolk.

Men også menigmand voldte disse tider besværligheder. Blicher fortæller i sine erindringer, at han lige efter våbentilstanden 1807 tog til Korsør forsynet med engelsk pas. Her modtog han imidlertid den besked, at englænderne trods alt stadig forbød overfarten dér. Blicher ville ikke rigtig fæste lid til det og tilbød straks at sejle ud til den højstkommanderende engelske søofficer i bæltet og forevise ham de rejsendes pas og udvirke tilladelse til at måtte sejle over. Efter mange besværligheder lykkedes det endelig Blicher at få lejet en elendig jolle, og han fortæller selv (idet han omtaler sig selv som tredie personen "B."):

"Han faaer da hyret tre Matroser, der ogsaa laae for Hjemrejse til Halvøen, kjøbte to Tællelys og en "Ville" Hampværk og saaledes udrustet, efterat Jollen var øst lænds og til Nødtørft digtet, stak man i Søen. De to Matroser roede den tredie maatte snart igen til at digte, og B. desuagtet til at øse. Da det næremste engelske Linieskib laae saavel en Miil syden for Sprogøe, mistvivlede man om at naae det ovenfor Vandetn, og besluttede derfor at anstrænge alle Kræfter, for, om muligt, at bjerge Livet paa den langt nærmere Øe. Det gik an, og her blev foretaget en heel Kalfatring, saa heldig, at Jollen blev nogenledes vandtæt." Mens de opholdt sig på Sprogø, forsøgte matroserne at overtale Blicher til at benytte chancen og selv forsøge at nå over til Fyn, men det lykkedes dog Blicher at overbevise dem om det nederdrægtige ved at løbe bort "med 97 Menneskers Passe" og de "roede ham hørsommeligen ned til Linieskibet. Chefen modtog B. med Høflighed, saae paa et Par af Passene, og sagde: "at de ikke vare gyldige". B. gjorde ham opmærksom paa den engelske Overgenerals Navn. "Jeg bryder mig vherken om Cathcart, eller nogen anden General", svarede han koldt. "Her staaer jeg kun under Gambier"." Alt hvad Blicher opnåede, var en erklæring, affattet i lacedæmonisk stil således: "Cannot pass the Belt without the permission of Admiral Gambier. Dixon. Commodore".

Blicher og de andre passagerer måtte søge andre veje.

Vi har  nu fulgt Storebæltoverfarten gennem snart 300 år og er nået til mærkeåret 1828, hvor vi vil slutte. I dette år sættes nemlig det første dampskib, "Mercurius", i fart mellem Korsør og Nyborg. Dette var i sandhed et revolutionerende fremskridt, thi man kunne nu trodse den værste fjende: Vinteren, og hvad det betød, forstår enhver.

MERCURIUS
Det første postdampskib på ruten mellem Korsør og Nyborg. ygget i England, formentlig i vinteren 1826-27. Ankom til Nyborg i februar 1828, ført af kaptajnløtnant Christensen, der afleverede det til bæltpostfører Jespersen. Fartøjet var fladbudnet, kobberforhudet, og maskinen var på 30 H.K. Gik første gang med post over bæltet 11. juni 1828. Sejltid 1 time 50 minutter. Benyttedes jævnligt på Kalundborg-Århus overfarten til kongelige personer. Så snart der kom is i farvandet blev skibet adskilt og de enkelte dele konserverede. Det var dårligt bygget og krævede idelige reparationer. Det måtte ikke overføre vogne af større vægt, da man frygtede, at det skulle lide skade. Benyttedes på ruten indil 1857, de sidste år dog kun som reserveskib. [Meddelt af arkivar H. Hjorth-Nielsen]


Færge forlader Korsør havn ca 1900

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk