Hoveri på Hvidkilde Ladegård
Forside ] Op ]

 
Hoveri på Hvidkilde Ladegård

Ved Hans Knudsen "Juulsminde" Kogtved 

 
Jeg blev født i Skovsbo den 24 september l828. Mine forældre var gmd. Knud Nielsen og Hustru, Mette Marie Rasmusdatter. Jeg var den yngste af 5 søskende; mine forældre havde en fæstegård under Hvidkilde med dertil hørende hoveriforpligtelser. Det var ikke i mine tanker først af at optegne noget om hoveriet, men så faldt det mig ind, da det nu snart kun er som et sagn fra gamle dage, og der ikke er mange levende, som enten selv har været med, eller har set noget til det arbejde, som fæsteren måtte udføre for godsejeren; jeg var jo ikke selv så gammel, men dog gammel nok til at være med ved alle slags af arbejdet, om jeg end ikke var på de strengeste  pladser, at det muligt kunne interessere efterslægten at høre, hvorledes deres forfædre har måttet trave om i godsejerens marker for at udføre hans arbejde og at høre hvorledes de på en helt anden måde den gang måtte kæmpe for tilværelsen  end nu til dags.
Fæsteren skulle udføre arbejdet på de 4 forpagtergårde som hørte til Hvidkilde, nemlig Lehnskov, Nielstrup, Heldagergård og Hvidkilde Ladegård, men da Hvidkilde Ladegård var den største, var det selvfølge, at den største del af fæsterne  måtte udføre arbejdet på denne gård, hvor der er omkring 800 td. land til, og alle de arbejdere kunne forpagteren ikke have på en gang, når det skulle tilses, at arbejdet blev udført ordentlig. Forpagteren havde derfor alle sine hovbønder fordelt i 4 roder, som bestod af Egense, Skovsbo, Sørup og Rødskebølle, så tog han een rode ad gangen, efter som han selv ønskede det. Mine forældres gård lå lige syd for Hvidkilde ikke langt fra skoven Amalielyst og tæt op til Hvidkilde Løkker, kun adskilt fra dem med en offentlig vej som fører fra Svendborg igennem Egense til Øster Skerninge.
Når jeg nu vil opskrive hvad arbejde fæsterne skulle udføre, så vil jeg begynde med forårsarbejdet, som da var at sætte hegnene i stand; til hver gård var der een gang for alle afmålt et vist stykke  hegn, som var fordelt på 4 forskellige steder omkring i løkkerne.Når det så var på den tid, at forpagteren ønskede at få begyndt på dette arbejde, så gav han ordre til fæsterne, at de skulle møde i den eller den skov en bestemt dag og klokkeslet, for at hugge gærdsel og køre det omkring til hegnene.Dette var det eneste lejlighedsarbejde ved hele hoveriet, thi når vi havde kørt gærdselen til, så kunne vi sætte hegnene i stand efter egen lejlighed, når det da skete før såtiden. Når vi så var nået omkring ved 1. maj fik vi ordre til at møde i græsmarken med en mand for at jævne muldvarpeskud, ogtrent samtidig at møde med en mand i godsejerens humlehave for at stænge humle. Nu var vi så nået til den tid, hvor der skulle begyndes med at så forårskorn. Havren var dengang altid det første korn, der blev sået om foråret.;nu fik forpagteren travlt med at opmåle  lodderne til hver mand , dens størrelse bestod af tolv skæpper land. Når det arbejde var gjort fik fæstebonden ordre til at møde på stedet for at modtage sin lod, og dette skete ved lodtrækning mellem hele roden; derefter kunne fæsteren gå hjem igen til der så en af de første dage kom ordre til ham, at han skulle møde den bestemte dag og klokkeslet for at pløje og harve lodden. Såningen besørgede forpagteren selv. Vi mødte så med to spand heste for at udføre arbejdet .Så kunne der gå nogle dage til de fik kløverfrøet sået, så fik vi ordre til igen at møde og harve kløverfrøet ned og tromle jorden.
Når der skulle såes byg, så var tilpasning og udførelse af arbejdet det samme som ved havren. Så kom snart den tid vi skulle til at lægge tørv op for herskabet; vi skulle lægge al den tørv op som de brugte, både på Hovedgården og forpagtergårdene. Der blev bestemt,  hvor meget  hver mand skulle lægges op, og den blev lagt på den store tørvelong ved den anden side af Rødskebølle, vest for Odense landevej, omtrent ud for Kølleskovgård. Når vi havde lagt tørvene op skulde vi vende og stable dem og køre dem hjem, når de var tjenlige dertil. Nu kom snart den tid at vi skulle slå græs til hø, men dette arbejde blev udført i samling af hver rode, Skovsbo rode, som bestod af 13 gårde, måtte så møde på den bestemte tid og klokkeslet; hver gård i roden havde sit nummer, som begyndte med nummer 1 og gik opad, derved vidste hver mands folk hvorledes de skulle opstille sig i rækken. Mine forældres gård havde nummer 2; vi mødte så med 2 mand til at slå græs og 2 mand til at sprede græsset; så gik der jo 26 mand ud ad en række. Når vi så var færdig med det arbejde, skulle vi have lodderne afsat, således at hver mand fik sin del deraf; der var gerne fra 5 til 7 læs hø på hver lod. Høet skulle vi vende, sætte det i stak og køre det hjem, når det var tjenligt. Så skulle vi køre gødning ud, dette blev også  udført i samling af roden; der skulle vi møde med heste og vogn på stedet og en karl til at læsse gødning. Dette var det strengeste arbejde for hestene ved hele hoveriet, den lange vej at køre med gødning ud til de yderste sider i løkkerne, og tilligemed at det skulle udføres i samling; den ene drev på den anden, og vi skulle passe at følge omgangen; blev vi tilbage i den,så havde vi at udføre det om aftenen; kunne vi ikke blive færdige på een dag, måtte vi af sted igen dagen efter. Nu var det den tid, at tørvene kunne være tjenlige at køre hjem, så fik vi ordre til at køre dem enten til forpagtergårdene eller til hovedgården; vi skulle læsse dem af i tørvekurve og bære dem i hus med det samme, ja, vi måtte endog køre tørv til St. Jørgens Kloster.
Nu var høet snart ved at være tjenlig at køre hjem; så fik vi ordre til en bestemt dag og klokkeslet at møde på stedet for at køre det til forpagtergården, og samtidig måtte vi møde på gården med en dreng eller pige for at tage fra , når de læssede høet af. Så skulle vi op på den store eng, den såkaldte stævning, ved den anden side Rødskebølle for at slå græs, men dette var mere tidsfordriv end arbejde; vi skulle møde med en karl og en dreng, og når græsset var slået blev det byttet og hver mand fik sin part; vi skulle vende det og sætte det i stak og køre det hjem når det var tjenligt; men der var sjældent mere end at to naboer  lagde til vogns sammen og kørte det hjem ad eet læs. Når der skulle tækkes på de store lader ved forpagtergårdene skulle vi møde med en karl for at tjene tækkemand og lave rygningstræer, og så var vi snart ved høsten, nemlig rughøsten.
Når rugen var tjenlig , fik vi ordre til at møde den bestemte tid og klokkeslet på lodden. Vi mødte altid til klokkeslet på lodden og opstillede os på stedet, hvor vi skulle begynde  arbejdet; men ingen turde vove at begynde, før det var tilkendegivet af ladefogeden. Det skete på den måde at han stillede sig på et af de højeste punkter i nærheden af arbejdsstedet, tog sin hat af og svingede den flere gange rundt om sit hoved og råbte hurra flere gange. Så var det som en løbeild der gennemfor hele arbejdsstyrken. Vi skulle høste og binde kornet op og sætte det i rader, og rive stubjorden; faldt det så i med ustadigt vejr, skulle vi gå og vende og flytte med det så meget som de ville have. Når det var tjenligt til at køre i hus, fik vi altid ordren aftenen forud, hvad tid vi skulle møde for at køre kornet hjem, og med det samme fik vi ordre til at møde tidlig om morgenen mellem kl 2 og 3 for at binde nok et bånd om hvert neg korn. Vi skulle møde så tidlig for at være færdig med at binde før duggen gik af, for at der ikke skulle spildes så meget af kornet. Der blev aldrig kørt et læs korn af løkken uden at hvert neg havde været bundet 2 gange. Så skulle vi til det bestemte klokkeslet begynde at køre kornet hjem; vi mødte med heste og vogn og 2 karle til at læsse kornet på vognen, og 2 karle til at række det op på vognen, hvoraf den ene tillige skulle køre hestene frem. En pige eller dreng skulle være med for at rive rivningen sammen efter vognen; den blev kørt hjem sammen med negene. En pige eller dreng skulle samtidig møde i laden for at tage fra når de rækkede kornet af; således gik det også til med byg- og havrehøsten. Det var i mange år de såede raps, det arbejde måtte vi også udføre, men rapsen blev tærsket på marken på et stort sejl.
Når høsten var forbi, så var der jo ikke så lang tid til at vi skulle så vinterkorn; den gang var dræningen ikke kendt, da var der så mange små og store grøfter omkring i løkkerne i alle retninger for at aflede vandet, og dette var til stor ulempe for at pløje lodderne. Når vi fik ordre til at pløje og harve vinterkornet, mødte vi som sædvanlig til den bestemte tid, og når arbejdet var udført, så pløjede forpagteren selv vandfurer i alle mulige retninger eftersom det  behøvedes for at aflede overfladevandet,  og når vandfurerne var pløjet så skulle vi rense grøfterne og jævne furerne på begge sider og skovle at den løse jord op, som var falden i bunden på furen efter ploven.
Når efteråret så var kommet, skulle vi pløje de samme lodder igen, som vi havde arbejdet med det sidste år. Når der skulle plukkes humle skulle vi møde ved godsejerens humlehave med en dreng eller pige for at plukke  humle en dag eller flere, eftersom det behøvedes.
Nu var den sommers arbejde forbi. Når forpagteren så om vinteren havde fået tærsket en del Korn af, så kom der ordre til fæsteren igen at han skulle møde ved laden med en karl eller en stor dreng for at rense korn og bære det på loftet, eller når forpagteren ville sælge det, da skulle fæsteren møde ved laden med heste og vogn for at køre kornet til Svendborg.
På forpagtergården, hvor der var vel 800 tdr. land til, holdtes der  dengang kun 6-8 par heste foruden 2 køreheste samt nogle rideheste. Tilsigelsen ved hoveriarbejdet skete gerne på den måde, at ladefogeden eller en anden hertil betroet mand, red fra gård til gård for at afgive ordre. Nu var et års hoveriarbejde  udført, så kunne vi der begyndes næste forår igen.
Det var ikke så mange år før den tid, at der måtte udføres mere arbejde af fæsterne; jeg har ikke selv at se det, men jeg har  dog kendt og levet blandt de folk, som kunne fortælle hvordan de i deres yngre dage måtte gå på hoveriarbejde  i godsejerens skove for at fæld træer og sætte dem i favnebrænde til herskabets brug, og at de måtte møde bestemte dage om ugen i forpagterens lade for at tærske hans korn; men til held og lykke for fæsterne og for bondestanden i det hele, oprandt der snart lysere og lykkeligere dage.l846 udstedte kong Kristian den Ottende en befaling, at ingen godsejer fra den tid måtte tage hoveriarbejde af deres fæstere; han skulle betale arbejdet med penge, og som var ansat i penge med 40 rbd. årlig, nemlig 80 kr.Denne beslutning blev selvfølgelig modtaget med glæde; nu kunne fæsteren da få tid til at passe sit eget arbejde, og det var på den id da folk merglede deres jord; det var jo som udfrielse af et slaveri, som enhver nok kan tænke sig til.
 
Samme sommer, nemlig l852, havde kammerherre Holsten på Hvidkilde søgt og fået tilladelse til at sælge hele sit gods fra fæste til fri ejendom til de fæstere som da havde gårdene og husene i fæste, og havde da fået prisen sat så lavt som muligt for at han kunne sælge det, og grunden dertil var jo for hans egen skyld. Kammerherreinden, som havde arvet godset og som ingen børn havde, var syg og sengeliggende og mentes ikke at kunne leve ret længe, og såsnart hun døde gik godset over til hendes nærmeste slægt, godsejer Rosenørn fra Lolland, i hvis familie det endnu er i besiddelse.
Kammerherreinden døde l860, og så måtte kammerherren forlade sit smukke Hvidkilde, men han havde også samlet sig en god formue ved ejendomshandelen. Han fik sin andel af indbetalingen, og det øvrige blev stående i godset, hvoraf han fik renterne sålænge han var på Hvidkilde.
Folk var ikke rigtig med på at købe nu de havde fæstet, thi penge var der ikke mange af, undtagen på enkelte steder, men han havde fået prisen sat så lavt at det måtte friste til at købe alligevel. Prisen var sat til omkring 1500 kroner for hver tønde hartkorn med tilhørende bygninger; lidt højerre eller lidt lavere eftersom det var gamle eller nye fæster. Min faders fæste, som jo var gammelt, og dersom jeg nogen tid skulle få det i fæste, kunne den tid snart gå, og min fader betænkte sig heller ikke længe førend han købte gården endskønt der nok kunne være betænkelighed derved. Kornpriserne var dengang lave; vi solgte så tit korn til 15a16 mark tønden, altså kun 5 kroner, men avlingen gik rask opad nu da jorden var blevet merglet og kornpriserne steg ikke så lidt årene efter, så det var en lykke dengang. Min fader købte gården, men overdrog skødet til mig for ikke at koste ny papirer igen når jeg skulle overtage den; han sad selv for gården til 4 år efter, da jeg,, 28 år gammel, den 25. oktober l856 giftede mig med Marie Rasmussen fra Rifbjerg, datter af gmd. Peder Rasmussen i Rifbjerg, Simmerbølle sogn ved Rudkøbing. Vi har haft 4 børn, hvoraf det første døde straks efter fødselen Nu levede jeg i flere år lykkelig og veltilfreds i mit gamle hjem med min kære  hustru.
    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk