Hoverisagn fra Nordfyn
Forside ] Op ]

 
Hoverisagn fra Nordfyn

Af Hans Hansen, Tåstrup, Beldringe
Optegnet efter faderens beretning og trykt i Skattegraveren 1889 

 

Herren på Dallund hed Finecke og var kammerjunker. Det var en underlig størrelse. Han regerede sine bønder, som en jæger regerer sine hunde. Han skal flittig have benyttet sine strafferedskaber, men han var dog stolt af bønderne, når hans dressur var lykkedes. Til sine tider holdt han lange forelæsninger for dem og lærte dem, hvordan de havde at forholde sig, når de kom af by (uden for hans godsers område). En gang havde han indskærpet dem, at de måtte ikke vige til siden for andre vogne, når de kørte på vejen i hans ærender. Bønderne tog hurtigt ved den lære; og især faldt det i en Skambybondes smag, der gjaldt som en slags anfører for dem. Han plejede at køre foran, og han var mand for at sige besked, da han både var dygtig stærk og havde et passende hjertelag til at jævne alt på en slående måde. Han hed for resten Morten Nielsen. Kammerjunker Finecke skulle så ud for at se, om bønderne havde taget ved læren, og magede det sådan, at hans vogn kom mod bøndernes en dag, de var i ægt. Morten Nielsen kørte som sædvanlig foran, og han kørte sine heste ind mellem Fineckes forløbere, da hverken han eller Finecke ville vige. Så ko herrens ansigt til syne i vogndøren, og han råbte med sin vældige røst: "Vil du køre til side, min kære Morten!" - Denne anstillede sig, som om han været uvidende om, hvem det var, og udbrød, som han var rent forbavset: "Nå -- nå -- er det Dem, herre!" i det han endvidere bad om undskyldning.
Finecke var fornøjet med udfaldet og sagde til Morten, at han indså nok, at han havde hjertet på rette sted.
En gang en tid efter skulle bønderne i ægt til Bogense med korn. Odense tjente den gang ikke til udskibningssted. For at komme til Bogense skulle de gennem Gyldensten gods. Det traf sig sådan, at bønderne derfra kørte gødning. Morten Nielsen var på sin plads. De kom ikke forbi hinanden - Dallunds bønder ville ikke køre til side, fordi de var Fineckes bønder, og Gyldenstens bønder ville ikke vige, fordi de mente, at de havde første ret, når de var hjemme. Det kom snart til slagsmål. Gyldenstenerne fik prygl og hentede hjælp henne på gården. Da den gyldenstenske greve hørte, hvad der gik for sig, kom han snart på pletten med sin ladefoged. De søgte hen til Morten, hvor kampen var hårdest. Morten gjorde det først af med ladefogden, og siden tog han en hånd i nakken og en i den anden ende af greven og satte ham ind gennem et torengærde, dog ikke længere, end at bagen stak ud; derefter tog han sin svøbe og bearbejdede det fremstående sted meget udførlig. Så havde slagets første akt ende, og de hoverende Dallundbønder kørte videre.
Det varede ikke mange dage efter, inden der kom klage til Finecke over hans bønder. Han lod dem kalde for at få en forklaring af dem og begyndte at spørge dem ud, i det han henvendte sig til Morten som den mest fremtrædende: "Hvordan er I dog komne af sted" Vil du fortælle mig, min kære Morten, hvordan det er gået til?" - "Ja, det gik sådan til, herre", siger Morten, "at vi kom kørende på vejen og syntes ikke om at køre til side, og de ville heller ikke vige; så ko vi til at slås, og de kunne ikke stå sig; så hentede de en skidt skriverdreng, sagtens fordi de mente, at han skulle kunne kyse os, og fyren begyndte at slå ned på mig med sin ridepisk, og det kunne jeg da ikke have ham til, så smed jeg ham gennem gærdet og gav ham et par træk af min svøbe. Finecke gottede sig øjensynlig indvendig; men han lod, som hans forbavselse steg ved Mortens fremstilling af sagen, og han udbrød: "Men Gud! min kære Morten! Det var jo ingen skriverdreng, det var en greve. Det var min salighed en greve! Kom dog aldrig sådan af sted tiere. Denne gang skal jeg dog frelse jer", tilføjede han beroligende, i det han bagefter endnu en gang gjorde opmærksom på, at det var en greve og ingen skriverdreng.
På Dallund gods var der kun lidt skov og særlig kun lidt hasselskov. Men bønderne skulle alligevel efter gammel skik ud at plukke nødder, når den tid kom, og så måtte de hen, hvor der var nødder at finde. Det var i den hensigt, at en flok af Dallunds bønder havde begivet sig op ad skovegnen til, da der var nødder nok. Det rygtedes snart, da de kom der op, at der var fremmede i nødderne. Bønderne der oppe blev samlede for at jage de ubudne gæster væk. Men Dallundbønderne var ikke vante til at lade sig jage, og der begyndte et heftigt slagsmål. Så galt gik det til, at de rev træer op med rode og slog med. Da de endelig var færdige, lå der et par døde på valpladsen. Dallundsbønderne havde klaret sig godt under anførsel af den veløvede Morten. De havde ingen døde og ingen farlig sårede; og nødder havde de nok af at gå hjem med.
Ligesom før blev bønderne stævnede ned til Finecke. Der var kommet klage over dem fra de ilde behandlede skovbønder, og han begyndte afhøringen med sit: "Vil du fortælle mig, min kære Morten! hvordan det er gået til?" Jo, det ville han da. "Det gik sådan til, herre! Vi var komne ud for at plukke os et par nødder, og så kom de og ville tage dem fra os, da vi havde fået lidt i posen. Det kunne vi jo ikke være med til. Så kom vi til at slås".
"Slog I dygtig fra jer?" faldt Finecke Morten i talen. Det mente Morten da ikke, der var noget i vejen for. "Ja, så skal jeg på min ære redde jer, børn! men I må ikke komme sådan af sted tiere!" føjede han til. Det måtte de naturligvis love. Men de forstod tillige meget vel, at der intet var, som Finecke heller ønskede, end sådanne optrin, hvor hans bønder havde banket andre godsers. Det var derfor heller intet under, at de på nabogodserne både blev frygtede og hadede. Hvordan de end behandlede fremmede bønder, kunne de jo stole på Fineckes beskyttelse, især hvis de havde klaret sig godt, og de glemte aldrig at benytte sig heraf.

Når talen var om anliggender fra Fineckes eget gods, var regimentet et mindre blidt over for bønderne. Værre godsherre skal der nok sjælden have levet. Det er ret betegnende, når de gamle fortæller om ham, at han ikke kunne dø, da tiden kom. Han lå hen i en banden og skrigen og tumlen, og der var ingen, der ville komme til ham. Familie havde han ingen af til at pleje sig. hvor han blev af, da han endelig kreperede, ved de ikke. Men han var ikke i sin ligkiste. Den var kun bare fyldt med sten for at skuffe dem, der skulle løfte på den. Formodentlig har den Onde i egen person afhenet ham. Der fandtes da også et lille hul på en rude i hans sovekammer; der igennem må han have faret ud, mener de. Endnu skal han spøge der nede. Porten ind til borggården kan ikke stå lukket. Den kan gerne lukkes i om aftene, men når klokken er tolv, smækkes den på vid gab, til det rasler efter. Han har sin færd der igennem

Note: Dette fra hoveriets tid har jeg efter min fader. Det er foregået ved århundredets begyndelse på Dallund i det nordlige Fyn.
Hans Hansen, Tåstrup, Beldringe

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk