Fynsk herregårdsliv
Forside ] Op ]

 
Fynsk herregårdsliv

Erindringer af Kirsten Petrine Lauesen, født Langkilde 

født 17. december 1834 død 29. september 1925.
  
Note: Kirsten Petrine Langkilde, født  den 17. december 1834 på Kroghenlund gods , Stenstrup sogn, døde 29. september 1925 i København, 91 år gl. Hun  ægtede den 8. oktober 1858 i Stenstrup  kirke, Hans Lauesen, født i Københoved, Slesvig den 25. januar 1827. Hans Lauesen døde den 14. oktober 1915 i København, 88 år gl.
 

Når jeg har fået lyst til at optegne mine erindringer fra min barndom og ungdom, så er det ikke fordi der er store begivenheder at melde om, som kan have interesse for videre kredse; men den tid, hvori min barndom og ungdom henrandt, ligger allerede så langt tilbage i tiden og er så forskellig fra nutiden, at det dog måske kan interessere unge i slægten, navnlig tænker jeg på mine børnebørn, som jeg vil tilegne dette lille fortidsminde.
Min fader Rasmus Langkilde er født den 26. oktober 1796 på en mindre herregård i Lunde sogn på Fyn, som hedder Langkildegård (200 tdr. land), og som har givet slægten navn. Hans hjem var jævnt og tarveligt som bondestandens dengang var, omend ved hans forældres flid og dygtighed vist lidt over det almindelige; men der var en stor børneflok, så der måtte arbejdes af store og små fra morgen til aften, så deraf optoges livet mest. Dog tror jeg, at navnlig min bedstemoder var en velbegavet kristelig kvinde; min fader havde mange gode minder om hende og fortalte os børn om hendes milde gode færd og om de mange ordsprog, hun træffende forstod at anvende i sin tale. Fader var et af de yngste børn, og sin moders yndling, så jeg har forstået, at hans minder om hende særlig har været ham kære. De ældre søskende var efterhånden tidligt kommet bort fra hjemmet, så han var ikke ret gammel, før han måtte begynde at hjælpe til med et og andet, og skolevæsenet var på de tider, i begyndelsen af det 19. årh., ikke som nu omstunder, så fader anså det altid som et bevis på Guds kærlighedsstyrelse med ham, at han, opvakt og lærenem som han var, fik lejlighed til en bedre undervisning end børn i hans stilling fik. Han kom nemlig til at gå i skole i Kværndrup Præstegård sammen med flere andre drenge, som den gamle pastor Lassen underviste og til dels forberedte til videre studium. Hvordan det egentlig kom sig at fader kom til det, husker jeg ikke rigtigt; præsten må vel have kendt noget til familien og lagt mærke til drengens gode evner og læreæyst. Som sagt, han gik i skole der i flere år og blev konfirmeret i Kværndrup kirke, og den tid stod altid for fader som et lyspunkt. Præsten var en af de få gammeldagstroende præster på Fyn i denne ellers så rationalistiske tid. Det hed sig, at han, pastor Balslev i Hårslev og Boesen i Vigerslev var de eneste tre, som forkyndte den sande tro, og vist er det, at den gamle præst i Kværndrup ved sin tale og ved sit eksempel forstod at virke godt på sine elever. Foruden den gode undervisning, de fik - han gav sig endogså af med latinen og ville endelig have fader til at gå den studerende vej; men dette ville hans forældre dog ikke indlade sig på, og forøvrigt ved jeg heller ikke, om fader selv ønskede det - og begyndte at læse sprogene med ham - var det jo også i andre henseender både en udviklende og fornøjelig tid for fader; venlig omgang med præstefamilien og fornøjeligt samliv med andre jævnaldrende drenge; han morede os tit med at fortælle om de muntre lege og mere eller mindre heldige spilopper, de indlod sig på.
Således havde de et lille skib, som de morede sig med at lade sejle i havedammen; men da de havde læst om Hvidtfeld, hvordan han sprængte sit skib i luften, fik de jo lyst til at se, hvordan sådant tog sig ud, fik fat i noget krudt, som de ladede  skibe med - og det lykkedes over al forventning; der blev ikke andet tilbage af det lille skib end nogle splinter, og det havde de vist ikke just tænkt sig. I det hele havde de nok særligt lyst til at prøve virkningerne af krudt. Præstens søn (Alenxander Lassen, sognepræst og provst i Kværndrup efter faderen, og senere i Tølløse her på Sjælland), som også deltog i undervisningen, var en stor spilopmager og fandt vist en god hjælp i fader, som selv var en opfindsom natur, og de to satte adskilligt i værk, som tit kunne være farligt nok. Således fandt de på at lave en underjordisk gang, som de fyldte med krudt og førte hen til et sted, hvor en gammel havemand stod og arbejdede, som vel har set skævt til deres drengestreger; og bedst som han stod, mærkede han jorden ryste under sig, blev selv kastet om og havde nær fået et tilfælde, da han troede, det var et jordskælv. Men dette blev dog den gamle præst, som ellers var meget overbærende, for meget, der vankede både straf og alvorlige formaninger, så lysten til at lege med et så farligt stof forgik dem.
Også i skoletiden havde de adskillig spøg for, men dog vel godartet; og da undervisningen var sådan, at den fængslede drengene, og de holdt meget af deres lærer, synes det ikke at have gjort fortræd.
Blandt eleverne var også en fætter til fader (hans forældre ejede Biskopstårup), han var meget velbegavet og navnlig havde han en ualmindelig god hukommelse. F.eks. fortæller fader, at han ikke så sjældent fik ham, som var hans sidemand, til at regne sine stykker for sig; regning var nemlig hans svage side. Ligeledes kunne han næsten ordret gengive en søndagsprædiken. Præsten forhørte sig jo undertiden om de havde været opmærksomme i kirken, og der var der ingen af de andre, som kunne gøre ham efter.
Den unge mand nåede at blive en flink student; men han døde desværre kort derefter, til stor sorg for hans forældre, som havde haft store forventninger om ham.
Der hos den gamle præst i Kværndrup fik fader lagt en god grund til den sande kristne tro, som han hele sit liv byggede på, og som var ham til så stor trøst og velsignelse i alle livets tilskikkelser. Det må også have været en sjælden god måde, præsten forstod at bruge overfor sine konfirmander. Fader mindes den tid, han gik til præst der med taknemmelighed, og navnlig havde det gjort et dybt og uforglemmeligt indtryk på ham, at præsten, den sidste dag de var sammen hos ham, knælede ned sammen med dem og bad en inderlig bøn om, at Gud i sin nåde ville bevare dem fra det onde, så de engang kunne mødes hos ham, når livet her var til ende.
Efter at skoletiden var endt, kom fader så hjem igen, og hans første ungdom der ved jeg ikke noget videre om. Han var dog engang med sin ældste broder, tror jeg, i København, hvilket dengang jo var en stor begivenhed; og en af hans erindringer derfra var, at han havde været helt oppe i tårnet på Frelsers Kirke og skrevet sit navn på kuplen, et vovestykke, som ikke var helt almindeligt; det sidste stykke var så smalt og stejlt, at man måtte hælde sig helt ud over rækværket, og altså ikke være svimmel af sig, for at nå målet.

Fader blev tidligt gift og bosat på Kroghenlund. Hans unge brud hed Anna Marie Clausen og var kun 17 år gammel, fader 23, så det var et ungt par, og begyndelsen af deres giftermål har  vist ikke været helt let, da forholdene der på Kroghenlund var ret vanskelige. Desværre blev det kun en kort lykke for de to unge; der fødtes dem en lille datter; men både hun og den unge moder blev bortrevne af en ondartet skarlagensfeber, før den lille havde fyldt 2 år, og de blev begravet på samme dag. Det var jo tunge prøvelser for fader, og det var godt, at han hos den gamle provst havde lært at søge trøst hos Vorherre, så han fik kraft til at komme over de vanskeligheder, som fulgte med hans stilling på Kroghenlund (300 tdr. land). Gården ejedes efter Clausens død af hans enke, og da både datteren og hendes barn jo var døde først, havde fader vel ingen ret til den. Men den gamle md. Clausen var kommet til at holde så meget af fader, at hun ikke ville af med ham; og således blev han der, først som bestyrer, siden som ejer af gården, der forøvrigt nok den gang var i en temmelig dårlig forfatning. Men han var jo ung og dygtig til sin gerning, så det gikfremad i årenes løb.
De syv år, han levede der som enkemand har vist tit været vanskelige nok, thi foruden gamle md. CLausen, som var mild og god nok og let at omgås, var der en "mystisk" person, kaldet Ane, som havde taget hele magten fra hende; og hun var slem og ubehagelig, men fader må dog have kunnet omgåedes hende nogenlunde, siden md. Clausen fik sat igennem, at han blev der og overtog gården. Men den lange tid hos de to gamle må vel have været svær nok for ham. Ane var da efterhånden blevet noget aflægs, blev senere apoplektisk; men levede dog flere år efter, længe nok til at volde sine omværende megen besvær og efterlade sig et sørgeligt eftermæle.
Mens han var enkemand, fandt fader dog nogen adspredelse og oplivelse hos de omboende familier. Hans hjem var jo ikke langt borte, og også hans ældste søster boede der på egnen. Blandt nabofamilierne nævnede fader især Bergs på Skjoldemose, som et sted, hvor han kom hyppigt. Der var flere voksne børn og førtes et livligt og efter de tider vist ret flot hus. Den gamle hr. Berg "Herremanden", som han gerne benævnedes af sine folk, var noget af en original, streng i sit hjem, men ellers jævn og ligefrem og vist i det hele en hæderlig mand. Der blev holdt store jagter, og i dem var fader en ivrig deltager, da han var en meget dygtig skytte. Engang på en jagt fik han et slemt skudsår, idet bøssen som hans ledsager bar, gik af ved dennes uforsigtighed. Tante Marie, som nok dengang var der i huset, har fortalt om, hvilken skræk de fik, da de kom bærende med ham, og de troede, han skulle dø. Han lå også længe syg deraf, og det er vel ikke umuligt, det dog tilsidst bidrog til hans vel tidlige død, da alle haglene ikke mentes at være kommet ud.
Det lader til, at fader har forstået at omgås hr. Berg, ja endog har været i stor yndest hos ham; han tilbød ham endog en af sine døtre, som var livlige og kønne, men de unge selv har det vel ikke passet, i det mindste blev det ingen af dem, fader tilsidst valgte.
Forresten var tonen der i huset nok ikke særlig god. Fruen havde ikke stort at sige, og navnlig var sønnerne nok temmelig rå. En af dem, forresten en stakkels krøbling, som mest blev kørt omkring i en rullestol, befattede sig mest med at udspekulere nye eder, som rigtig kunne forbavse hans fader og brødre, som alle bandede forskrækkeligt. Dette var jo dybt sørgeligt, og for fader var det en stor lykke, at han, ung som han jo dog var, ikke smittedes af så dårligt et eksempel. En af Bergs sønner blev dog præst, og fader fortalte os, at da hans  moder en aften, de sad og spillede Lhombre, kom ind og fornøjet fortalt, at "nu havde Rudolf bestemt sig til at studere til præst", slængte faderen kortene hen ad bordet og råbte: "Nå så bliver han da nok Satan til præst". Det var jo ikke nogen særlig faderlig ytring. Provst blev han nu imidlertid; men hvordan han blev som præst, ved jeg ikke.
En af sønnerne var så tyk, at han havde ondt ved at gå; jeg husker ham komme kørende i en tvesædet Holstensvogn til Kroghenlund. Den yngste datter blev gift med en præst af den kendte præsteslægt Glahn, så gamle Berg blev da ikke helt forskånet for at komme i forbindelse med præster.
Den 29. september 1828 blev fader gift med vor moder Dorthea Helene Lollesgård. De to gamle på Kroghenlund levede endnu, så det har sikkert ikke været let for en så ung kone at finde sig tilrette i de temmelig vanskelige forhold. Den første velkomst, hun fik af Ane, var: "Det var nu ikke dig, jeg ønskede, men din ældste søster", det var jo ikke videre opmuntrende at høre. Men Ane var allerede dengang, heldigvis for moder, meget aflægs og kunne ikke som hidtil blande sig i styrelsen, levede heller ikke ret længe derefter. Den gamle md. Clausen var derimod glad ved moder, og jeg hørte hende aldrig nævne fader eller moder uden med agtelse og kærlighed, så hun har sikkert været en "god kone". Hun blev over 90 år, og som et bevis på gammeldags orden og sparsommelighed foreholdt fader os, at hun endnu i sin høje alderdom havde knappenåle fra sine pigedage.
De første, jeg kan huske, når jeg ser langt tilbage, er mig selv som lille pige, balancerende på faders hånd, til fryd for mig, men til skræk for dem, der så derpå; jeg må jo ikke have været mere end 2 a 3 år dengang. Fra samme tid har jeg også et dunkelt minde om en lille søsters død, min skræk ved at se hende ligge kold og stiv i vuggen, min forundring over, hvad det hele betød, især at hun blev lagt i en lille kiste og kørt bort fra os; men det var jo altsammen så dunkelt og uklart. Dog kan jeg huske, at jeg, som havde en vorte over det ene øre, blev båret ind, hvor den lille døde lå og med en af hendes små fingre blev strøget på vorten, som virkelig også forsvandt.
Min ældste søster Marie og jeg voksede op sammen og levede et lykkeligt liv derhjemme, og to søstre har vist sjældent enedes så godt som vi to, endda vi var meget forskellige. Men vi legede udmærket, og jeg husker næsten aldrig, at der var strid og uenighed mellem os. En rig fantasi havde vi begge og omgikkedes en hel del fantasimennesker, som vi gav navne, talte med og om, og jeg har endnu nogle små breve fra den tid, som Marie og jeg har moret os med at skrive, og hvor der stadig tales om mennesker, kun vi kendte, og om de oplevelser, vi tænkte os at have haft sammen med dem. Ja, hvor det er underligt, så mange fantastiske tanker, børn kan sidde inde med, eller kunne da tidligere; jeg synes mindre nu, tiderne har forandret sig i det som i alt andet, men i min barndom spillede de en stor rolle. Vor kære fader tog sig meget af os og fortalte os historier og eventyr, og de har vel også virket på vor indbildningskraft. Hvor står de ikke tydeligt formig, de hyggelige vinteraftener, når ilden skinnede ud fra den gammeldags kakkelovn, og fader kom ind efter sit arbejde, mens vi børn samledes om ham for at høre en historie; i almindelighed fik vi også en, omend han tit begyndte med at sige: "Nej i dag har jeg ikke fundet en ude i skoven", for han sagde, at der løb de om ligesom små nisser eller alfer, og hvis han kunne fange en, gav de ham en historie  med til os; men det var jo ikke altid så let. Dog selve fortællingen om, hvordan de smuttede omkring derude, hvad de tog sig for o.s.v., blev jo selv til et eventyr, og just det, vi allerhelst ville høre. Ak ja, det er underligt at tænke tilbage på det gamle hjem i al sin tarvelighed, hvor hyggeligt og godt der dog altid var at være.
Lad mig engang beskrive dagligstuen derhjemme, som jeg husker den fra min første barndom, altså fra begyndelsen af 40erne. En gammeldags sofa med hestehårs betræk, foran et malet bord; ved det ene vindue moders sybord, og ved det andet en tarvelig armstol og et lille rundt bord, malet i brogede farver: en Rosenkrans og deri et landskabsbillede med træer og mennesker; for at skåne denne herlighed (antog vi børn da), var der altid en voksdug over. Der havde moders kusine, som var i huset hos os i mange år, sin plads med sin syæske; hun var meget dygtig til at sy som til andet og hører med til mange af mine minder. Det fineste stykke bohave i stuen var faders chatol, mørkt poleret med mange hemmelige skuffer, som det var en herlighed for os børn at få lov at kigge i. Ovenpå var en opsats med tre skabe, hvori sølvtøj og porcelæn gemtes. Ved siden et lille bord med faders piber og tobak og der omkring de nødvendige stole; men det var også, foruden naturligvis den gammeldags to-etages kakkelovn, hele møblementet; forskrækkeligt tarveligt jo efter nutidens begreber, især da mine forældre var velhavende folk, der godt kunne have fået det finere, men det var nu de tider. Da kendte man ikke den luksus, som får så mange nu til at leve over evne. Nu, dette var altså dagligstuen, ja et spisebord med fløje til at slå ud var der da også, for særlig spisestue var ikke almindelig dengang.
Ved siden af var den såkaldte mellemstue, med lidt pænere udstyr, som kun brugtes, når der var fremmede. Men det gik forøvrigt tit på; mine forældre var gæstfri folk; de havde jo også deres familie i nærheden, der jævnligt kom på besøg, så vel som andre af egnens beboere, som jeg senere skal komme til.
I mine forældres sovekammer stod to store himmelsenge med brogede omhæng, og da vi jo var mange børn naturligvis små senge og vugger; desuden skab og dragkiste samt moders kommode, så skønt det var et lyst og stort værelse mod syd, var der ikke megen plads. Ved siden af det lå køkkenet, dengang endnu med åben skorsten. Jeg ser endnu tydeligt for mig, hvordan der blev stegt på spid, ser stalddrengen komme ind for i timevis at sidde og dreje spiddet, ja, hører den underlige ensformige lyd, som gjorde den stakkels dreng søvnig og fik ham til at glemme sin bestilling; og det måtte jo nødig ske, for så blev stegen brændt, og han ikke med særlig blide ord vækket af kokkepigen. At der blev stegt og lign. ved aftenstid var dengang det almindeligste.
Gæsterne kom tidligt på eftermiddagen, fik først 5-the, senere gerne en varm ret, undertiden to, så det var ikke altid let at have noget parat i huset dertil. For mig står det, som om det det gik jævnligt på. Men om efteråret ved de store slagtninger blev der også taget hensyn dertil: meget blev kogt hen eller bevaret på anden måde for at have noget at tage sig til, når der uventet kom gæster.
I fadeburet var der fuldt af kobbertøj og gammelt porcelæn, der tog sig smukt ud, når det var blankt og skinnende; men det var et stort arbejde at holde det i orden. Foran lå det egentlige spisekammer, hvor de brugelige spisevarer var, mel og  gryn o.s.v. for at fadeburet kunne være pænt. Der stod også et meget gammel chatol, som i min barndom kun blev brugt til gemme for kryddere, syltetøj og mange andre spiselige sager. Blandt det meget, som fandtes i rummene var også en del kønne og - så vidt jeg kan skønne - ret fine tegninger mytologiske figurer med passende vers og ordsprog. Hvad det var for noget, er jeg aldrig bleven klar over. Ingen vidste, hvorfra de stammede; helt uden værdi tror jeg ikke, de var, om en kender havde set dem; men forsvundne er de da for længe siden, og det kun som en del af barndomsminderne, jeg er kommet i tanker om dem, fordi jeg var en af dem, som de tiltalte. Jeg antager nærmest, de sammen med andre papirer er købte på auktion. På vort pulterkammer fandtes der i min barndom adskillige gamle mærkelige sager, bl.a. en gammel bibel med mange billeder - dog ikke fuldstændig - og så Aftenposten, et snurrigt gammelt blad med mange morsomme historier. Det mærkeligste var dog en bøsse med Erik af Pommerns navnetræk og årstal på, og hele bøssen indlagt med sølv og perlemor; den var med hjullås og stammede vel fra den første tid, der blev lavet sådanne våben, så den var rigtignok ikke i passende selskab derhjemme på pulterkammeret. Heldigvis blev den også bedre anbragt, idet fader, der rigtig var kommen i tanker om, hvor sjælden og værdifuld, den var, forærede den til Frederik den 7., engang han gæstede Svendborg. Kongen blev glad for den, og fader fik en indbydelse til hans taffel, hvor han takkede ham meget for gaven, og senere fik fader engang en hilsen fra ham gennem en fætter, der var hans forpagter på Frederiksgave, at han havde prøvet bøssen, og den var brugelig endnu. Hvor den senere er havnet, ved jeg ikke, måske på Jægerspris, hvor der skal findes meget af den slags. Det var nu et sidespring for den gamle bøsses skyld. Endnu vil jeg blot tilføje, at også det gamle chatol kom på rejse på sine gamle dage, først til Saxild præstegård med min yngste søster, og er nu havnet hos hendes yngste datter, som er gift med præsten i Føllested [Søllested ?] her på Sjælland. Det anede nok det stakkels gamle møbel ikke, da det stod så ubemærket derhjemme i spisekammeret, at det sådan skulle komme på rejser på sine aller gamleste dage; der var noget for en H.C. Andersen at lave et eventyr om.
Fra dette kære hjem, hvor søster Marie og jeg levede så lykkelig en barndom, må jeg nu fortælle lidt om haven, der med sine gamle bække og frugttræer var vor herlige lege- og tumleplads. Som jeg først husker den, var den temmelig smal og afgrænsedes fra marken ved en kanal og et højt hegn. Lige for hoveddøren var en lige gang, der endte med et stort lysthus, om sommeren vort gode legested. Men ellers var haven stor nok og gik sammen med den rigtige store bøgeskov, hvad jo var en stor behagelighed. Midt i haven var der nu ellers en lille lund, "Lomringen", kaldet på vort barnlige sprog, - med lukkede gange og lysthuse, hvor der var herligt for os at lege. Hvor godt husker jeg ikke de mange fornøjelige tider, når fætre og kusiner kom på feriebesøg, og vi legede røvere og sligt af hjertens lyst, hvad denne lille lund netop var udmærket skikket til. Siden blev haven meget forstørret (i bredden) og forskønnet, som I, mine børn, nok kan huske den.
Fra denne tid, slutningen af 30erne og begyndelsen af 40erne, vil jeg nu også nævne lidt om livet derhjemme. Det var jo en stor husholdning med mange tjenestefolk, som man ikke som nu fæstede og beholdt i månedsvis; nej; de fleste var der i  mange år, og hele forholdet var jo anderledes patriarkalsk end i nutiden. Derfor synes jeg, jeg må tale lidt nærmere om nogle af disse rare mennesker, som jeg altid stod på en god fod med, lige fra jeg var ganske lille, og som jeg endnu tænker tilbage på med glæde. I almindelighed var der 2 à 3 malkepiger, 1 bryggerspige, som hjalp med mejeriet, der ellers passedes af Kirsten L. det første jeg kan huske, inden vi fik en mejerske. Mejeriet havde dog ikke så meget at sige som nu, navnlig om vinteren var der ikke stort at passe, da køerne ikke gav mere mælk end til husbehov, så pigerne mest kunne sidde ved deres rokke. Naturligvis var der så en kokke- og stuepige, og efterhånden som der blev flere børn en barnepige. EN af dem, jeg husker bedst, var en Marie Bryggepige, der var min særlig gode veninde. SÅ var der i flere år en malkepige, Maren, et rigtigt gammeldags eksemplar, men flink og dygtig til sin gerning, så hun var hos os, til hun blev gift. Anna Marie, der var stuepige, og hjalp til med at passe os børn, var altid fuld af historier, småvers og remser; jeg husker, at hun tit vækkede mig om morgenen med et citat (fra Aftenposten): Godmorgen min Putte, hvorledes har min engel sovet i nat? Så var jeg straks vågen og parat til at høre mere, mens hun hjalp at klæde mig på. Hun var der også til sit giftermål, da hun afløstes af sin søster Sophie. Ja, der var alle mine gode venner, og jeg holdt meget af at komme ud i borgerstuen, hvor de sad og spandt en mængde fint garn i vinterens løb.
Arbejderne blev jo derhjemme anderledes udført på stedet end nu; og det vil jeg dog fortælle lidt om til underretning for nutidens ungdom. Om efteråret blev der jo slagtet i store måder, 1 à 2 køer, 6 à 8 store svin og flere lam, naturligvis ikke just på samme tid, men dog gerne før jul, så det var en travl tid. Der skulle også støbes lys; hvor godt husker jeg ikke de forberedelser, der gik forud for dette store arbejde. Først skulle vægerne laves, og den dag, støbningen skulle gå for sig, blev dagligstuen gerne afset, da der skulle være varmt og nødigt nogen træk; midt i den sad så Kirsten L. og bryggepigen ved en tønde med den varme talg, hvori de i timevis dyppede vægerne, som var anbragt på spid langs væggene. Den bedste og reneste talg brugtes til tykke og pæne lys, derefter kom de tarveligere og tilsidst pråsene. Man må jo huske på, at på den tid kendte man ikke petroleum og meget lidt til lampeolie, så al belysning vinteren igennem bestod kun af de hjemmelavede talglys. For os børn var det nu en hel fornøjelse at se på det, og af og til kigge efter, hvor tykke lysene var blevet, ikke mindst de 3-grenede helligtrekongers-lys med krudt i. Men vi måtte nødig komme for tit, da al træk og forstyrrelse skulle undgås ved dette vigtige arbejde. Når så julen nærmede sig, blev der igen travlhed: en julegris skulle naturligvis lade livet, i almindelighed også en ko, også jo bagning i store måder. Hvor står ikke den morgen tydelig for mig, når jeg blev vækket om morgenen ved uro i huset, støden og hakken i køkkenet, og vide, at nu gik det løs med julebagningen. På kom vi i en fart for at være med at trille pebernødder og hvad andet, vi fik lov at gøre. Ovre i bryggeriet stod Marie Bryggepige for styret; jeg ser endnu ilden i den store ovn, eller de mange hvedebrød, flæskesteg, pråsekage (en særlig fynsk ret, som vel ikke mange kender nu ), der stod og ventede på at blive puttet i ovnen; tilsidst kom julekagen og andre sukkerkager, så det var såmænd et stort arbejde at passe al det. Juleaften fik  folkene i min barndom, suppe med kødboller, peberrodskød og som en slags dessert: risengrød med sukker og kanal og sødt øl at dyppe i. Senere på aftenen fik hver et lille hvedebrød, en portion flæskesteg og diverse æbleskiver, og til så mange folk gik der jo en hel mængde til. Efter endt spisning gik hele flokken ind og sagde "tak for mad" efter en bestemt rangforordning, som der i det hele blev holdt strengt på. Først jo avlskarlen og sidst røgterdrengen og derefter alle pigerne. Når det var overstået, samledes de i folkestuen, salmebøgerne kom frem, og efter at en gammel husmand havde læst en bøn, blev der sunget nogle julesalmer, altsammen meget ordentlig og stilfærdigt, så om selve julestemningen vel ikke kom meget frem derved var det dog en køn gammeldags skik, der ikke var til at foragte. Derpå blev der spillet kort; men jeg husker aldrig, at der var andet end en god stemning over det hele. Husmændene gik tidligt hjem, forsynede med de gode fødevarer - og ønskede os alle en glædelig jul.
 Ja, det var indledningen til den glade julefest, der dengang som nu holdt sit indtog i hjemmene, jo på noget forskellig måde, men dog bringende sit glade budskab til store og små, og sin velsignelse til alle dem, som vil åbne hjertet for det. I min barndom var det ikke almindeligt med juletræ; men lidt julegaver vankede der da altid, og stor selskabelighed udfoldedes der på egnen hvor børnene gerne skulle med, så det står for mig som en lys og dejlig tid.
Første juledag var vi gerne på Langeskov, hvor moders forældre (Peder Lollesgård g.m. Anna f. Langkilde) boede, og mage til pebernødderne der og de Norske Tvebakker har der vist aldrig været. Om aftenen kom præstefamilien og andre af egnens folk, og så gik det muntert til med leg og dans. Pastor Jensen fra Øster Skerninge havde en særdeles livlig og musikalsk familie, som nok kunne sætte liv i det hele. At skaffe musik til dansen var ikke altid så let; men så satte md. Jensen sig op i salen og sang dansemelodier af hjertens lyst, og da hun havde en stærk og god stemme, gik det udmærket. Også sønnerne og døtrene havde udmærkede stemmer, og det var en stor fornøjelse at høre dem synge flerstemmige sange, både kønne fædrelandssange og de dengang så yndede vaudevillesange. Sommetider gav de en hel forestilling, særlig en af døtrene havde anlæg derfor, og jeg husker f. eks. Emilies HJertebanken, som den kønne unge pige gjorde lykke i. Hun havde forresten en trist skæbne; blev uheldigt gift og døde tidligt. Derimod blev den ældste datter meget gammel; jeg har set hende herovre, siden jeg er kommen til at bo i København, som en lille krumbøjet skikkelse, støttende sig til en stav, næppe kendende mig; men jeg kom til at tænke tilbage på den fornøjelige familie, jeg dengang så jævnligt så hos mine bedsteforældre.
Anden juledag havde vi gerne gæster hjemme: "Familien henne på landet", som vi kaldte den. Faders og moders søskende kom gerne i juletiden, så længe bedsteforældrene på Langeskov levede, så vi blev let mange, og livligt gik det jo til ikke mindst for os børn. Nytårsdag var der gerne en større forsamling af egnens familier i Stenstrup Præstegård. Omgangen med disse kære venner i hele min ungdom står altid for mig i lyse farver, og jeg skal senere omtale dem nærmere.
Da Marie var 7 år, jeg var altså 5, fik vi en lærerinde, en ung 17 års pige fra Svendborg: Cathrine Bonde, plejedatter af møller Jørgensen, Pindemøllen [Pjentemølleren ]. Men min  første skoletid står just ikke synderlig lys for mig; jeg var jo lille og uvant med at sidde stille, og vor unge lærerinde har tit senere talt om, hvor ufornuftigt hun dog bar sig ad overfor så små børn. Ikke destomindre blev hun hos os i over 15 år som vor kære trofaste veninde til det sidste; og vi har kun årsag til at være hende taknemmelig, fordi hun blev så meget for os børn i disse mange år. Det var også kun i begyndelsen, skolen trykkede mig, selv om det var rart at have ferie. Hvor herligt lød det ikke også for os, når fader efter endt skoletid kom ind og spurgte, om vi ville med ud på en tur i mark og skov, det var vi naturligvis altid parate til. Så lavede han hvilsepiber til os og undertiden en skalmeje af bark. Når vi så kom hjem, stillede vi os op udenfor køkkenvinduet, hvor moder stod, og blæste af alle kræfter, til hun holdt sig for ørene, skønt lød det vist heller ikke just.
Ja, hvilken barnlig fornøjelse; men hvor står det ikke tydeligt for mig, skønt jeg nu er en gammel kone, og mine forældre og den kære søster forlængst er borte, og livet langtfra har været mig let at kæmpe igennem. Men jeg vil håbe, vi mødes igen hos Vorherre, og at de mange gode minder er gemte også hos ham.
For nu at komme tilbage til vor første skoletid må jeg nævne en lille pige, som gik i skole sammen med os. Hun hed Dorthe, og mine forældre havde taget sig af hende, da en gammel bedstemoder, hun havde været hos, døde, og hun stod hjemløs tilbage. Hun var rigtignok noget ældre end os, og havde hidtil gået i Stenstrup Skole; men hun var meget tilbage og havde vist svært ved at læse. Jeg husker hende mest grædende over bøger og tavle, som hun ikke kunne magte. Nå noget fi hun dog vel lært; da hun var konfirmeret, blev hun hjemme hos os som barnepige for mine yngre søskende og kom senere ud at tjene. Hun betragtede dog altid Kroghenlund som sit hjem, var der også senere som kokkepige og fulgte mig, da jeg blev gift og drog hjemmefra. Hun var mig en god hjælper i de første år, blev så selv gift og bosat i min nærhed, så jeg har altid haft hjælp og glæde af hende og betragtet hende som en god gammel veninde.
Når jeg ser tilbage på min første skoletid og livet derhjemme, står det vel nok lysere for mig, end virkeligheden var; thi naturligvis har der været vanskeligheder der som alle steder, hvor der er et stort folkehold. Men dels mærkede jeg jo ikke meget til det, og dels var forholdet dengang et andet mellem husbond og tjenestefolk. Da de fleste var hos os i så mange år, sluttede de sig langt mere til familien, dens interesser og børn, end tilfældet er i nutiden, hvor man jo sjældent er så længe sammen, at man lærer hinanden at kende. Jeg tænker tit med glæde tilbage på disse kære mennesker (tjenestefolkene, mener jeg), som jeg bedre end søster Marie forstod at spøge med, hvorfor jeg også var vel set af dem, tror jeg nok; de ville gerne have fat i mig, og mange småærinder har jeg gået for dem. Således husker jeg en stakkels halvtosset fyr med det sære navn "Enok", som nok gik på omgang i sognet, men var meget hjemme; han kom tit til mig og bad "om jeg ville bede fader om lidt skråtobak til ham", det var vel noget, han ellers ikke fik og ikke selv turde bede "manden" om. Hvor husker jeg ikke også de mange gange, når jeg gik ud i folkestuen, hvor pigerne sad og spandt, og hørte historier af Marie Bryggepige, der var uudtømmelig og altid parat, når jeg bad hende derom. Da jeg blev lidt ældre og selv læste historier, gik jeg tit ind  til dem og læste højt, hvad de satte stor pris på. Især husker jeg en lille fortælling, "Anna Rose", som gjorde stærkt indtryk på os allesammen, så både tilhørere og forelæser fældede modige tårer over den lille forædreløse pige. Skønt jeg således tit var sammen med folkene, har jeg ikke indtryk af at have hørt uhøvisk eller usømmelig tale iblandt dem. Om det nu virkelig stod bedre til dengang, er vel ikke rimeligt, snarere lå det vel i det før omtalte patriarkalske forhold. Da tjenestefolkene næsten syntes at have part i familiens børn, ville de vist nødig lære dem noget ondt og tog sig måske derfor mere i agt for, hvad de sagde og gjorde; banden og sværgen har vel ikke været helt udelukket; men jeg har som sagt ikke noget indtryk af at have hørt noget ondt hos dem.
I høsten kørte vi tit med karlene, selvfølgelig kun med de pålideligste, og især at køre på læsset var jo en herlighed. Om en høst, der vist er helt ubekendt nu omstunder, vil jeg gerne gøre et par bemærkninger, nemlig rapstærskning. Fader dyrkede i mange år raps. Det var i min tidlige barndom, men jeg husker dog godt, hvilken fornøjelse, det var for os børn. Først blev rapsen skåren af med et eget slags rapsknive og lagt i bunker nogle dage for at vejres. Til tærskningen gik for sig, blev et stort sejl udbredt på marken med alle sider opbøjede for at kornene ikke skulle springe udenfor. En hel del folk var samlet til tærskningen, da det skulle endes i en fat, mens det var godt vejr. Med liv og lyst gik det, står det da for mig, under munter sang og tale, og naturligvis med rigelig traktement; endogså middagsmaden blev kørt ud i marken. En af forsangerne, for det gik jo bedst ved sang, hed "Lange Pejter". Han gik ellers i haven, men hjalp i høsten også med i marken; han sang bl.a. den hejbergske sang !Altså kom Goldkalb ikke til staden" (Af kong "Kong Salomon og Jørgen Hattemager"); den var god at tærske i takt efter, mærkeligt nok, at den allerede sådan var kommen ud imellem folk; men Hejbergs vaudevillesange må have været meget udbredte, for jeg husker mange af dem, skønt jeg vel ellers ikke kendte videre til Heiberg eller hans skuespil. Tærskningen endte gerne med et gilde i loen, der i den anledning blev "klædt" og indrettet dertil, med dans og lystighed hele natten. Begyndelsen fik vi gerne lov at overvære, og jeg husker dunkelt en underlig dans, der kaldtes Syvspring, en af de gamle husmænd gav til bedste til stor morskab for forsamlingen. Og der var mange andre folkedanse, som nu, snurrigt nok, kommer på mode igen blandt fine folk, og som vi gamle jo kender så godt fra høstgilderne i vor ungdom, men som vel ellers er glemt af det jævne folk, der er kommen bort fra så mange andre gode gamle skikke.
Så gik jo tiden da sin jævne gang i det kære gamle hjem. Søster Marie og jeg fulgtes ad i skolen, legede sammen og delte alt med hinanden, og aldrig var der ufred, det jeg kan huske. Hun var så inderlig god og i meget fornuftigere end jeg, så det var vel især hendes skyld, at vi kom så godt ud af det sammen. Jeg anerkendte med glæde hendes overlegenhed såvel i alder som i meget andet. Men på den anden side lettede jeg vist noget på hendes noget tunge sind. Ja vi var meget for hinanden lige fra vor tidligste barndom, og i alle mine minder fra den tid er hun med, om jeg end sommetider gik på egen hånd, vel fordi jeg allerede gav mig af med fremmede, hvad hun havde svært ved. Således husker jeg, at jeg undertiden kørte med fader til Svendborg. Vi måtte altid holde ved toldboden for at få undersøgt, om vi ikke smuglede noget ind eller ud. Betjenten kom ud og spurgte os, og meget strengt gik det vist ikke til; men undertiden blev da et og andet fundet og så skulle der betales mulkt. Med os husker jeg da nu aldrig, der har været noget i vejen; men alene det at skulle holde for at få lov til at køre ind i byen, syntes jeg var helt underligt. Hos "vor købmand", hvor vognen stod, blev vi modtagne og beværtede på det bedste. Han hed dengang Lars Jørgensen, og hans kompagnon Peter Baagø. De var begge gamle ungkarle, og Jørgensens ældste søster, Mine, styrede huset. De to yngste søstre husker jeg bedst (Grethe og Jane), da det var dem, som tog sig af mig og morede mig på det bedste, mens fader besørgede sine ærinder i byen. Det var af de gammeldags købmandshuse, hvor bønderne gik ind og ud og blev beværtede med kaffe som på en gæstgivergård, en temmelig besværlig og urolig skik for husets folk. Men det var nu skik dengang, og jeg husker tydelig den store skænkestue med lange borde og bænke, hvor der altid sad gæster, der skulle opvartes. Ved siden af var de pænere stuer; men også de så ganske ud som på landet, anderledes tarveligere og jævne end nu. Når jeg så havde set mig lidt om i byen og skulle hjem, blev jeg rigeligt forsynet med gode varer fra butikken: mandler, rosiner og chokoladekager, nutidens store rigdom på sukkergodt kendt vi ikke til. Nogle mel- og vandfigurer så kønne ud og var meget efterspurgte, men duede ikke til at spise, kun til at gemme og vise frem, indtil glansen og farverne gik af dem. På vejen til og fra Svendborg skulle vi forbi en stor granskov, hvor det hed sig, at der undertiden holdt røvere til. Jeg husker godt, at jeg ikke var rigtig dristig, før vi var kommen vel forbi den; men det var jo ret eventyrligt at tænke sig at kunne møde rigtige røvere. Nå, det hele bestod i, at der engang var anholdt nogle fyre, som havde haft et slags tilhold der i skoven. Ja kønne både gran- og egeskove er der da endnu, som hele den egn dernede omkring Svendborg jo er særlig køn. Jeg har tit senere glædet mig derved, og skønt det nu er længe siden, jeg har set disse dengang så kendte steder, er de gemt i tankerne med så mange andre minder, og det er dejligt undertiden at tage dem frem og glæde sig derved.
Men af vore bekendte i Svendborg står dog især den gamle Pindemølle [Pjentemølle] med sine ejendommelige beboere for mig; det var jo vor kære lærerindes hjem, og derfor kom vi af og til med hende derud. Den gamle møller var en original, og befattede sig ikke med mølleriet, som sønnen passede. Han sad mest oppe i sit studerekammer mellem bøger og andre sager (såsom store globusser over himmel og jord), var i det hele mere videnskabsmand end jævn borger, og jeg ved også, at han var vel anset i den retning. Han var f.eks. en kendt botaniker og havde en dejlig stor have med mange sjældne træer og planter, så der var også for os børn meget at se. Også astronomi befattede han sig med og havde indrettet et lille observatorium på sit højeste baghus med en stor kikkert, hvori vi kunne se ud over hele byen og "hele verden", som vi kaldte det. Det var højst interessant at komme op ad de mange trapper og få lov at se i kikkerten. Det var nu den gamle møller selv, som vi børn forresten ikke så meget til, dog var han altid venlig og viste os billeder og perspektivkasser. Så var der hans lille kone, vist i alle henseender en stor modsætning til manden. Hun var venligheden selv og vidste ikke al det gode, hun ville gøre mod os. Hvor mange kopper chokolade har jeg ikke fået i deres  hyggelige gammeldags stue. Mælken blev sat frem, så snart hun så mig i gården, og pigen afsted efter Wienerbrød - nå det var nu i en noget senere tid, da jeg tog ud for at spille en gang om ugen; så skulle jeg jo gerne et løb ned at hilse på de gode gamle venner.
Der er dog særlig ét besøg dér i min barndom, som står tydeligt for mig, og som jeg vil nævne lidt om. I anledning af, at kong Christian d. 8. og hans Dronning kom til Svendborg, fik vi nemlig lov til at tage med vor lærerinde derud og være der et par dage og se al den stads. Byen var naturligvis i stor bevægelse, pyntet med flag og blomster, og især den aften, de kom kørende, husker jeg, at vi stod opstillet blandt en mængde mennesker. Marie og jeg var ikke ret store dengang og blev tildels bårne og endelig stillet op på et stillads for dog at komme til at se noget. Da de så kom kørende i åebn vogn, hilsende og smilende, ja, så råbte vi hurra og svingede med hattene, og jeg syntes jo, det var helt højtideligt sådan at se en virkelig konge og dronning. Senere blev der bragt dem et fakkeltog, som vi også skulle ud at se, og kønt tog det sig ud i den stille aften; vi to børn kom dronningen så nær, at vi stod på samme trappe som de, hvad vi jo syntes var en stor begivenhed. Næste dag var vi også ude omkring, særlig husker jeg, at vi var inde i asylet, da dronningen var inde at se det. Caroline Amalie var jo sådan en børneven og tog sig kærligt af mange fattige børn, så hun besøgte gerne asylerne i de byer, hvor hun kom. Den dag kom fader og moder også ud for at se noget af stadsen og hente os hjem. Om aftenen var byen illumineret, det tog sig især dejligt ud fra havnen, hvor skibene var oplyst med kulørte lamper; vi kørte derned forbi på hjemvejen.
I Pindemøllen var der to børn, de var nu begge gamle, da jeg var barn, og aparte var de, hver på sin vis. Jørgen ser jeg altid for mig med ryggen op mod kakkelovnen - (hans yndlingsstilling, når han ikke passede møllen) i en grå melet dragt, og givende sit ord med i laget på ægte svendborgerdialekt. Han var forlovet med en jævnaldrende jomfru Maren Rasmussen, som regelmæssigt kom der på besøg om søndagen i 25 år. Så hævede han forlovelsen. Der var adskillige huslige scener i den gamle mølle i den anledning, da hans moder syntes, det var en meget ufin behandling. Imidlertid kom koleraen der til byen, og den gjorde en brat ende på konflikten, idet Jørgen blev et af dens mange ofre. Søsteren Marie Jørgensen, der så var tilbage, var også en ogiginal på sin vis. Hun boede nogle år i møllen, solgte den så, og desværre blev hun sindssyg tilsidst, og døde på Oringe. Nu er den gamle Pindemølle udslettet af jordens kreds. Jeg blev ganske vemodig for nogle år siden, da jeg på et besøg i Svendborg fik lyst til at se, hvordan den så ud, og fandt alle bygningerne borte, og selv mølledammen svunden ind til en lille bæk; kun en køn udsigt, hvor haven havde været. Nu er pladsen måske bebygget igen, og ikke ret mange kan vel som jeg huske det gamle sted og dets aparte beboere.
Vore nærmeste naboer hjemme var foruden de kære gamle bedsteforældre, hvor vi naturligvis jævnligt kom, - de to tanter Marie og Betty samt onkel Rasmus, og om dem alle har jeg mange venlige minder. Hvor jeg husker den store begivenhed, da søster Marie og jeg første gang skulle gå ene derover. Moder fulgte os ud igennem skoven, og hånd i hånd gik vi så videre:  der var kun sået på marken, og ingen køer, hvad moder nok havde forvisset sig om i forvejen, så det gik udmærket. RIgtignok var der en fare inde i selve gården, nemlig gasen, som vi havde stor respekt for. Den kunne også være farlig nok til sine tider; men heldigvis var gården åben, så vi kunne kigge ind og forvisse os om, at vejen var fri; og hvis hr. Gase med sin højrøstede familie lod sig se eller høre, kunne vi liste os om ad haven, og det har vi tit gjort. Og vel blev vi modtagne af dem allesammen. Bedstemor var temmelig tunghør, og bedstefar så ikke godt: men ellers var de raske og livlige og morede os tit med deres fortælinger fra deres unge dage. Bedstefar havde været tilsøs, som han sagde, før han slog sig ned på landjorden, og havde været vidt omkring, og det morede ham at fortælle om det. Blandt andet havde han været i Frankrig under revolutionen, hørt Marseillaisen og set blod flyde, det sagde han da. Måske han dog krydrede sine fortællinger noget for vor skyld; men meget havde han naturligvis set og hørt på sine lange rejser.
Både tanterne og onkel Rasmus holdt vi meget af, og der var fornøjeligt at komme over. Mangen lørdag eftermiddag husker jeg, at vi kom ud i spisekammeret og fik god mellemmad, navnlig kolde pandekager med syltetøj. Før Marie og jeg var begyndt at gå i skole, var Marie og jeg undertiden derovre flere dage ad gangen, og så kan jeg huske, at tanterne satte os op på bordet foran sig, vist nok til gensidig fornøjelse. Min første erindring om Langeskov står næsten endnu klarere for mig end hjemme. Først var der en lille flisebelagt stue, Stenstuen kaldet, hvor de vist mest opholdt sig i sommertiden. Der var kun ét fag vinduer, ud til gården; her stod det store slagbord, som tanterne sad ved. Dernæst stod et underligt højbenet skab, så naturligvis nogle stole, hvoriblandt en armstol, bedstemor gerne sad i, når hun var der. Ved siden af havde bedstefader sin stue, hvor der dog var sofa og bord, desuden et chatol, tobakssager og en dunk øl. Så kom sovekammeret med to vældige himmelsenge med blå og hvidstribede omhæng. Ellers havde de jo en stor sal, som blev brugt ved festlige lejligheder og hvor vi tit har haft det fornøjeligt. I det hele taget var der god plads og da der senere blev lavet en del om, fik de en rar og hyggelig dagligstue istedet for den omtalte storstue. Mine bedste minder fra den kære gamle Langeskov er dog fra ferietiden, senere hen når vi kusiner og fætre fra Mosegården var der i længere tid, så var vi skiftevis der og i mine forældres hjem og nød livet på børnevis. På Langeskov var en stue som kaldtes Spaniolstuen, fordi de spanske soldater i krigstiden havde ligget i indkvartering der. Den stod i et meget eventyrligt lys for os børn, der brugte den til legestue, der var en dør ud til haven og den brugtes nærmest til værksted, jeg kan huske, der stod en høvlebænk. Fætter Michael Mikael og kusine Anna fra Mosegård var nok vore bedste legekammerater.Ak ja, de er nu alle borte de kære søskendebørn. Michaels liv og lyst var soldaterstanden og vi kusiner blev ikke altid blidt behandlet, når han eksercerede med os eller som røverkaptajn tog os under behandling, særlig søster Marie og han havde mangen kamp at bestå, mig behandlede han altid lempeligere og nogen alvorlig uenighed tror jeg aldrig, der var. Michael gik med som frivillig i 1848, skønt han kun var 16 år. Han var med i de første slag og befandt sig udmærket ved dette raske liv; men da han jo egnetlig var altfor ung, blev  han sendt til København for at uddanne sig; imidlertid ville hans forældre vist ikke tillade ham at gå den vej, som jeg forøvrigt tror, han havde egnet sig til. Han kom altså tilbage til landvæsenet, den vej hele familien gik, enten det passede eller ikke. For Michael gik det ikke godt, han endte sine dage i Amerika, skilt fra kone og børn, og det er mig tit så vemodigt at tænke på denne kære fætter og legekammerat, der skulle finde sin grav i det fremmede land og under så ublide kår.
Også de tre ældste kusiner fra Mosegård er jo nu døde. Især kusine Anna var vor kære veninde både i barndommen og ungdommen, og mange glade og fornøjelige timer har vi tilbragt sammen, som jeg tit glæder mig ved at se tilbage på; og jeg takker, fordi det dog blev os forundt at mødes af og til senere i livet, så vi kunne minde hinanden om den glade ungdomstid. Sidst jeg besøgte hende, boede hun i Odense, hvor hun levede sin sidste tid, efter at have afstået Hedvigslund til sin søn. Sin kære datter havde hun mistet nogle år i forvejen, og det havde været en stor sorg og et uerstatteligt savn; men jeg var så glad ved at se og tale med hende endnu en gang. Vi oplivedes begge ved at tale om de svundne tider. Mit sidste minde om hende er stående på Odense Banegård, smilende og nikkende, da jeg drog derfra. Nu er de døde og jeg en gammel kone, meget ulig den unge pige, som dengang så så lyst og forhåbningsfuldt på livet. Men gid vi så mødes engang hos Vorherre, det er jo hovedsagen, og så tænker jeg, meget vil klares, som vi her ikke forstod, ja at alle tåger er forsvundne, og "lys omstråler hvert af vore fjed", - livet hernede er vel som en skolegang, hvor vi skal opdrages til det evige liv hisset, og Gud være lovet for det: "det evige livs håb" skal holde os oppe, når så meget andet viser sig usikkert, og vi tit her må sukke: "Hvad er det alt, som verden så falskeligt lykke har kaldt".
Til vore nære naboer hørte også beboerne af den lille gård Amalienlund. Den ejedes i min barndom af den gamle md. Gjørup, en snurrig gammel dame, der selv stod for styret, i det mindste i egen indbildning. Jeg ser hende tydeligt endnu komme os i møde i gården, når vi kom på besøg, iført en stor fiskebenshat, gule halvhandsker og stok i hånden, smilende over hele sit rødmussede godmodige ansigt og råbende så højt, at det genlød i hele gården. Man kunne næsten høre hendes røst hjem på Kroghenlund, når hun gik i mark og gård og snakkede med folkene. Hendes plejedatter Grethe Bondo var en søster til vor lærerinde, og derved kom vi mere i forbindelse med disse venlige naboer, og mange fornøjelig lørdag eftermiddag har vi børn tilbragt derovre, for de 3 damer var hver på sin vis ret aparte. Jeg siger 3, for der var også i huset en jf. Jensen, der havde været der i mange år, i hvilken egenskab ved jeg egentlig ikke. Hun var den, jeg i virkeligheden kom til at kende bedst, og både dengang og senere fik vi meget med hende at gøre. Den store stue, vi først kom ind i, står nu for mig i sådan et venligt lys. Foruden det sædvanlige store slagbord med diverse stole, var der et særdeles kønt gammel bornholmerur med sølvskive og en fugl ovenover, og to kanariefugle i bur, som sang af hjertens lyst. Forresten blev den stue kun sjældent brugt, idet hver af de 3 damer havde sit eget lille værelse ved siden af, hvor de opholdt sig. Jf. Jensens var nu et lille bitte rum, der mest optoges af en vældig himmelseng. Ved vinduet stod foruden en dragkiste et lille bord og en stol, og  så havde hun nogle morsomme billeder af sig selv og andre fra hendes ungdom, hvis gammeldags dragter det morede os at se på. Hun var sikkert den intelligenteste af de 3, og senere har jeg tit moret mig over hendes fortællinger, da hun havde været vidt omkring og set og hørt meget. Hun følte sig vist tit tilovers og trykket af sin underlige stilling der i huset, skønt hun var meget flittig og nøjsom og vist gjorde fyldest for sit ophold. Haven tog hun sig særlig af, og det var en fornøjelse at komme ud og se hendes kønne blomster, særlig en grøn Aurikkel var hendes stolthed - og så nogle tulipaner, hun kaldte Manstrøer, og en sjældenhed var virkelig også dengang begge dele. Når jeg nu ser sjældne Aurikler og tulipaner, kommer jeg altid til at tænke på jf. Jensen og den gamle have. Da md. Gjørup ret pludselig døde, var intet ordnet angående hendes sager; og en broder, købmand E. Brandt i Svendborg, som overtog gården, viste sig meget lidt vel mod Grethe Bondo og jf. Jensen, der straks måtte forlade gården. Da han endog ville tilegne sig, hvad md. Gjørup havde givet sin plejedatter, og hvad denne havde med fra sit eget velhavende hjem, førte det til en lang og uhyggelig proces. Ganske vist vandt Grethe Bondo; men da han samtidig gik fallit - endog på uærlig vis, så han en tid sad i fængsel - fik hun langtfra, hvad der med rette tilkom hende, og både hun og jf. Jensen gik en usikker fremtid imøde. Den sidste kom op til os på Kroghenlund, hvor hun blev til hun fik en plads i St. Jørgens Kloster. Mine forældre tog sig midlertid kærligt af hende, hun var jo meget fortrykt, stakkels gamle pige, og jeg vandt især hendes hjerte ved at jeg var villig til at være hos hende om natten, da hun var bange for at være ene. Der har jeg såmænd fået mange historier om hendes ungdomsdage, da hun havde været hos mange fine folk, både som kammerjomfru og senere som husholderske. Da hun havde en god hukommelse og blik for det komiske var det ingenlunde kedeligt at høre på hende. Pladsen i klosteret fik hun, fordi hun i sin tid havde været barnepige hos kammerherreinde Holstein på Hvidkilde. Skønt hun var både legemlig og åndelig svækket da J. Jensen søgte om pladsen, kunne kammerherreinden huske hende og var straks villig til at give hende et legat til hun så blev anbragt på klosteret. Nogen gavn fik hun da så af sine forbindelser "med de store", det beviser vel også, at hun har været godt lidt af dem. Mens hun boede  der, kom hun hver sommer en månedstid til Kroghenlund og det var lyspunktet i hendes tilværelse. Vi unge morede os alle meget over hendes fortællinger. Hun havde i sin tid været en yndet dilettantskuespillerinde, havde spillet hoveedrollen i adskillige stykker, som hun huskede endnu til gensidig fornøjelse. Undertiden fik vi hende også til at danse menuet for os, når vi var kommen op på sovekammeret, det var ved siden af vort oppe på kvisten; så sang hun til menuetten af "Don Juan" med sin spæde gamle stemme, og lærte os, hvorledes der skulle trædes. Hørte forældrene, der lå nedenunder så uroen, bankede de på loftet som tegn på, at de naturligvis ikke var tilfredse med forstyrrelsen; men så blev jf. Jensen helt angerfuld og kaldte sig selv en gammel nar, hvilket dog ikke forhindrede, at vi fik hende på gled igen en anden aften; kun var vi så mere forsigtige. Hun døde i en høj alderdom; men nåede dog at besøge mig på Klingstrup og se de ældste børn, ligesom jeg af og til tog ned og så til hende. Jeg blev da altid modtaget med tak og glædestårer ved tanken om det fjerne Kroghenlund og mine  forældres godhed mod hende. Hun var overordentlig flittig og nøjsom og skønnede altid på Vorherre, der havde givet hende dette stille og fredelige hjem tilsidst.
En anden gammel gæst, vi undertiden havde hjemme på Kroghenlund, vil jeg nævne ved denne lejlighed. Det var md. Alsing, der som jordemoder i Stenstrup undertiden kom til moder. Også efter at hendes datter havde overtaget forretningen, kom hun tit og besøgte os, og da hun var sådan en hyggelig og sød gammel kone, var vi alle glade ved hendes besøg; navnlig gjorde hendes jævne gudsfrygt indtryk på os børn. Hun fortalte på  sådan en stilfærdig og stille måde om sine erfaringer om Guds hjælp og nåde i hendes tit så trange liv; hvordan hun trods svaghed og fattigdom havde slået sig igennem, og jeg tænker også tit har været til velsignelse for andre. Hendes virksomhed som jordemoder var hun jo kommen i berøring med mange og havde set megen sygdom og elendighed; men hendes to havde ikke svigtet, og nu på sine gamle dage var hun fuld af tak og glæde, skønt hun vist tit havde det trangt nok. Når hun om aftenen var kommen i seng, sagde hun altid: "Nu lægger jeg mig i Jesu navn - mit hoved ned til hvile" og sover trygt i Herrens favn, for alle Satans pile", og de ord har sådan indprentet sig i min hukommelse, at jeg nok tør  sige, at det ikke er mange aftener, jeg ikke har sagt dem efter og derved med tak tænkt på den rare gamle kone, der lærte mig dem.
Det var nu vore nærmeste naboer; men både hos faders ældste søster, tante Mayntz på Langhøjs Mølle, og i hans hjem Langkildegården, der begge var der i nærheden, kom vi også jævnligt. Navnlig til møllen holdt vi meget af at komme, og søster Marie og jeg fik tit lov at spadsere derned og undertiden blive der et par dage. Børnene var ganske vist meget ældre end vi, og kun den yngste datter og en søn, der passede møllen, var hjemme. Alligevel kedede vi os aldrig og blev altid venligt modtagne både af den kære gamle tante og kusine Martine. Og hvor var det ikke hyggeligt at vågne i det lille sollyse kammer og se Tante Marie sidde ved bordet med den blanke kaffekedel foran sig; og Marie og jeg fik en del, endda vi ikke var kommen i klæderne. Undertiden blev vi vækket af en lille tyk hund, der hed Bodine og var et yndet medlem af familien.
Jeg husker den vel mest på grund af navnet (som jeg vist aldrig senere har truffet hos nogen hund) og fordi den ligesom hørte med til det lille sovekammer og de lyse barndomsminder fra møllen. Den 27. august var det tante Mayntz` fødselsdag, og da fik vi undertiden lov at komme derop dagen før og hjælpe til, som det hed. Den kære Martine sagde altid,a t hun var glad ved vor hjælp, som sikkert ikke havde stort at sige, men måske dog var hende til lidt oplivelse; og for os var det jo en stor fornøjelse at tro, vi gjorde nytte. På selve fødselsdagen samledes slægt og venner til et større selskab, hvor vi unge især glædede os over fødselsdagskagen. Til minderne fra møllen hører også et bryllup, jeg var med til. Skønt jeg kun har været 8 år, husker jeg tydelig bruden, Kirsten Mayntz, i sin hvide brudekjolde med myrtekrans og et kort slør. Også brudgommen, Peder Møller, husker jeg, at det stod i de gamle stuer i møllen, og at søster Marie og jeg løb ud og ind imellem gæsterne. Jeg nævner det kun, fordi jeg vel er den eneste, som lever endnu. De blev bosat på Vejstrupgård, som Møller havde forpagtet af sin fader, og hvor jeg har besøgt dem engang som barn, da de to ældst børn var kommen til verden; Pauline (Clausen) og Sophie (Pedersen). Desværre blev det kun en kort lykke, idet Møller tidligt døde, kort efter en tredie lille piges fødsel. Den unge enke opgav så forpagtningen og flyttede til Maegård, hvorfra jeg har mange venlige erindringer. Den yndige beliggenhed ved sundet, og den gamle have med sine mange kirsebærtræer, især kirsebær, gjorde et besøg der så tiltalende, og min kære kusine var en så hyggelig og venlig værtinde. Jeg besøgte hende flere gange som ung pige også efter mit giftermål nogle få gange. Sidste gang var hun meget syg og døde kort efter fra sine tre endnu kun halvvoksne børn, som altså nu var helt forældreløse. Men årene gik, og den ældste datter blev gift med H. Clausen og bosat nede i det gamle hjem. Fra den tid har jeg, og da især mine børn, mange gode minder om fornøjelige besøg at tænke tilbage på.

Næste gang jeg var til bryllup, var på Langeskov. Snurrigt nok husker jeg kun, at det var første gang, naturligvis, jeg havde fået hvide skindhandsker på og en lyserød uldmusselinskjole, som tante på Hollufgård havde givet mig kort før. Det er vel forfængeligheden, der her stikker igennem, siden jeg særligt husker det. Underligt nok, at vi ikke var hvidklædte, da vi og de jævnaldrende kusiner var brudepiger. Ja, det var kære tante Betty, der holdt bryllup; hun var ikke helt ung og havde måske derfor ikke hvid kjole på, men grå silke; dog husker jeg, vi syntes, hun var en rigtig pæn brud. Denne tante holdt vi meget af og var temmelig misfornøjede, da vi hørte, hun var forlovet og skulle giftes med en helt fremmed mand og altså bort fra hjemmet. Men brylluppet var vi da med til og blev senere gode venner med hendes mand, L. Nielsen. Han ejede gården Nøjsomhed i Skårup sogn, og der har vi besøgt dem.

Særlig husker jeg, vi var dernede en 8 dages tid engang i en feire og morede os dejligt. Der var meget hyggeligt og velholdt både ude og inde med en venlig have, hvor der var udsigt ned til stranden. Flere gange var vi ude og sejle, hvad der var nyt og interessant for os. Bedstemor hentede os, og dette besøg på den kønne egn, hvor jeg selv senere kom til at bo, står altid for mig som særlig fornøjeligt. Derfra besøgte vi sammen med tante Betty både Vejstrupgård og Klingstrup. På det sidste sted kan jeg huske, at fru Mayntz nylig havde fået en lille søn og ikke var rigtig rask endnu; en lille pige på et par år havde de også. Desværre mistede de dem begge kort efter, og den sorg forvandt tante Mayntz aldrig helt. At jeg selv skulle komme til at bo på Klingstrup, anede jeg ikke dengang.

Ak ja, det er underligt at se så langt tilbage; næsten som en drøm se den ene begivenhed dukke op efter den anden; de mange ansigter, man har kendt og holdt af, og som nu er kaldte bort, - så kommer vi til at tænke på, når vi engang skal se hele vort liv i evighedens lys og vel forstå meget, som nu er os uklart. Men et er jeg vis på især vil stå klart for os: Guds uendelige barmhjertighed, om han virkelig skal nå at få alle os stakkels syndige mennesker frelste hjem til sig; "Venner, hvilken morgenrøde, mange tunge timer værd, når vi levende og døde, samles hos Vorherre kær".

Nielsen solgte senere Nøjsomhed og blev forpagter på Vejlegård, der dengang ejedes af onkel Langkilde på Julskov, og der har vi også jævnligt besøgt dem. Det var en rigtig gammel herregård, temmelig forfalden vist, men hos forpagteren var der kønne og store stuer. Indgangen var i et lille tårn, og jeg kan huske, at den øverste etage sprang frem over den underste, hvad der gav det hele et underlig gammeldags præg. Store smukke alleer var der omkring og dybe grave, hegnet af en overordentlig bold Buxbomhæk. Nogen videre velholdt have var der dog ikke, og gården, dersom sagt var meget forfalden, skal være ombygget nu. Den øverste etage var især uhyggelig, og at det spøgede, sagdes der naturligvis; men skønt gæstekammeret, hvor vi lå, når vi var derhenne, var deroppe, mærkede vi da heldigvis ikke noget dertil. Ellers benyttedes de store rum mest til kornlofter og lign. Kusine Anna var der i huset efter sin  konfirmation, og det gjorde jo også, at vi var glade ved at komme der. Hun, der kom fra sit kære hjem og sine mange søskende, havde det jo noget stille og ensomt der, hvor godet de end ellers behandlede hende. Især kneb det for hende at komme tilbage efter et besøg f.eks på Kroghenlund ved juletid og andre lejligheder. Det var nu også en underlig, noget afsides egn derhenne ved Vejlegård. Der var ingen større gårde i nærheden at omgåes med, og præsten der i sognet var noget af en særling, som der var mange snurrige historier om. Han hed Potter, og det navn vidste vi unge jo at anvende på forskellig måde til indbyrdes morskab; det var da altid en lille afveksling.
 
Tante Betty var gift i flere år, før der kom nogen børn; det gjorde jo også, at huset var stille. Men da der så kom først en lille datter og senere en søn, blev der desto større glæde, og en stor oplivelse for Anna. Desværre døde vor kære tante tidligt fra dem, og Nielsen købte så Hedvigslund. Da han senere giftede sig med Anna, blev det, trods den store forskel i alder, et lykkeligt ægteskab, og hun en god stedmoder for børnene, dem hun jo havde kendt og holdt af fra deres fødsel.

Efter Tante Bettys giftermål og bortrejse fra hjemmet, kom moders kusine Marie Langkilde - søster til Kirsten, som i så mange år var hos os på Kroghenlund - i huset hos bedsteforældrene. Hun blev vor gode veninde både som børn - hun var en del ældre - og senere som voksne, og blev således en god erstatning for tante Betty. Hun var nu også sådan en rar og elskværdig ung pige, som kom godt ud af det både med bedsteforældrene og med tante Mine, og vi børn var altid glade ved at komme derover. Hun blev der lige til onkel Rasmus giftede sig, og forholdene blev så forandrede, men venskabet med os var stadig det samme. Hun tog til sit hjem, Biskopstorp på Langeland, hvor vi også har besøgt hende. Senere blev hun gift med en lærer Lauritsen og bosat i Varde. Således blev hun skilt fra os, men tilbragte sine sidste år som enke i Odense, hvor jeg dog har set hende et par gange og været glad ved at opfriske venskabet.

Tante Mine, der blev hos sine gamle forældre på Langeskov, til de døde, vil jeg dog også melde lidt om. Hun var ikke noget helt almindeligt menneske og lignede hverken i ydre eller i indre de andre tre søstre. Vor kære lille moder og tante Betty med deres milde stilfærdige væsen lignede hinanden mest. Den ældste søster, tante Marie, opholdt sig fra sin tidligste barndom på Julskov, så hende kendte vi mindre til; Lille og ret flegmatisk, så hun gjorde indtryk af at være, lignede hun heller ikke tante Mine, der tværtimod nok forstod at gøre sig gældende, hvor hun kom. Af ydre var hun høj og anseelig, rask og livlig i al sin færd. Vi børn havde vel mere respekt end kærlighed til hende, men efterhånden som vi blev voksne forstod vi hende bedre. Men livlig og morsom var hun, så vi tit har haft fornøjelse af at være sammen med hende. Da hun både var intelligent og havde en god hukommelse, vidste hun besked og kunne fortælle noget fra ældre tid, retsindig var hun, trods sit noget iltre sind og tit lidt dominerende væsen. Når vi kom over til Langeskov, var det ikke mindst tante Mine, der morede os med at fortælle fra "gammel tid", som vi dengang kaldte det; eller hun legede Kylling-Høg med os; så var hun en høne, der skulle forsvare sin flok - til stor moro for alle. Sine sidste år boede hun i Odense, hvor vi har besøgt hende. På sine gamle dage blev hun mere mild og stilfærdig; snurrigt nok blev hun næsten kujoneret af sin selskabsdame, en frk Løngren, som var hos hende i flere år. Forresten døde hun før tante Mine, der så flyttede hen til sin broderdatter, Petrea Møller, hvor hun havde det godt og blev  kærligt plejet til det sidste.

Når jeg nu vender tilbage til Kroghenlund, vil jeg fortælle lidt om vore fødselsdage. Det var særlig faders, der blev højtideligholdt. Alle hvem der kunne af familien og vor omgangskreds på egnen, mødte så op til et meget talrigt selskab, og flere dage forud blev der gjort forberedelser, alt sammen særlig for os børn såre fornøjeligt. Middagsselskab i nutidens skikkelse var der ikke. Gæsterne kom til 5-the, og kl 8-9 blev der spist et større måltid med flere retter varm mad. I "Salen" blev der dækket stort bord, pyntet med blomster og hvad vi ellers havde. Når så selskabet var placeret og stemningen kommen lidt op, lød den ene skål efter den anden, vekslende med fædrelandssange. En gammel skålvise står især for mig: "O, måtte vi om 20 år og flere - således samlet være" - på en underlig vemodig melodi, der gjorde den helt højtidelig for os børn. Da jeg aldrig har hørt den siden, er den vel forsvunden ligesom så mange andre mer eller mindre passende drikkeviser, der blomstrede i den tid. Efter bordet, når stemningen var livlig, blev der leget og danset, af gamle og unge. For mig står det, som om der var mere liv og gemytlighed i folk dengang. Men det er måske, fordi jeg selv var ung og glad; skønt fra andre sider har det dog også været sagt, at selskabeligheden havde en anden karakter dengang end nu, var mere jævn og ligetil, og at man derfor morede sig bedre, når man kom sammen.
Særlig fødselsdagene blev i vor tid højtideligholdt langt mere end nu, men det var jo også den eneste måde, vi holdt selskaber. Den 11. december var det tante Hvenegaards fødselsdag. Så drog vi alle til Selleberg, i hvert fald fader og vi to ældste børn, mens moder tit måtte blive hjemme for de mindste søskendes skyld. Den 10. august var der fødselsdag på Kejerupgård og den 4. juli på Hollufgård, og særlig den sidste står altid for mig som noget ganske ekstra.
Hollufgård står i det hele taget for mig i et særligt fornøjeligt lys. Denne gamle gård med sine tre høje tårne og sine tykke mure. Den ejedes dengang af min farbrors enke, der var min gudmor. Derfor er det vel, jeg så tit var derhenne og var så velset af børnene der. De var nu alle ældre end vi, og jeg husker kun de to yngste nogenlunde tydeligt. Den yngste, Kirsten, legede vi med; men særlig Christens spil og sang står for mig som noget fornøjeligt, der gav mig lyst til også at lære at spille; det blev der dog først senere lejlighed til. Dengang var det ikke så almindeligt som nu med et fortepiano i huset, og derfor står det vel for mig som noget næsten vidunderligt at se dem tage noderne frem og uden videre spille efter de mystiske tegn. Nogle af de gamle valse og stykker, jeg hørte dengang, står endnu for mig og minder mig om Hollufgård. Til fødselsdagen den 4. juli kom der altid en mængde gæster fra Odense og omegn. Indtil spisningen om aftenen opholdt de sig mest i den store smukke have, hvor der gerne var hornmusik. Det var rigtig noget for os børn at løbe omkring mellem de høje hække og store alleer  og lege, møde så en så en anden og høre på musikken. Engang gik det dog galt. En af kusinerne, Caroline H., faldt i en muddergrøft og så jo rædsom ud, da hun, heldigvis da, blev halet op igen. I seng måtte hun for at komme sig af forskrækkelsen og få hentet noget rent tøj hjemmefra, for al den fine stads så jo forfærdelig ud. En fest var dog særlig højtidelig, idet datterens forlovelse blev fejret samme dag. Hun var en rigtig yndig pige, men flere år ældre end os. Næppe 18 år gammel blev hun forlovet og tidligt gift, og efter den tid så vi ikke meget til hende. Hendes kæreste var leutenant Lytzen [måske Lützen?], dengang ved dragonerne i Odense. Hans fader var en gammel general Lytzen og tillige kammerherre, så han gik om med en stor nøgle "på sin bag"; det havde vi børn aldrig set, og jeg husker, at vi var meget ivrige efter at komme til at gå bagefter ham ned i haven for at se denne mærkværdighed. Allerede dengang var han vist temmelig gammel og aflægs; han faldt i søvn ved bordet, sagdes der. Hans borddame var selvfølgelig hendes moder, og hun hørte nu just ikke til "de fine", så der gik snurrige fortællinger om den konversation, de to førte. Hans kone var vist meget yngre. Hun og to døtre - hvoraf den ene senere meget mod sin families ønske blev hofdame hos grevinde Danner - står for mig som fine og nydelige damer, der også indlod sig med os; derfor er det vel, jeg kan huske dem.
Festen gik ellers som sædvanligt, kun endte den nok lige lystigt nok. Der spistes i flere stuer, og et af selskaberne, hvortil husets sønner hørte, drak lovlig meget, så taflet måtte hæves, før de finere gæster var færdige for at der kunne blive ryddet tilside til de kom. Det var jo ikke videre pænt, og jeg husker godt, at kusine Kirsten tog sig det meget nær, at den nye familie skulle se sligt. Til os børn var der dækket bord i entreen, hvor også musikken var placeret. Det var lovlig meget af det gode, når en halv snes hornblæsere spillede op på en gang, så vi løb mest rundt omkring og hørte derved mere, end vi egentlig skulle. Nå, det endte så med dans; jeg ser tydeligt det unge forlovede par danse efter en dengang ny polka "No 3", som jeg aldrig siden kan høre uden at tænke på min kære kusine, hvem livet dengang vel lå så strålende for.
Vi hjemmefra blev der selvfølgelig om natten og lå i "den hvide sal", der altså nu anvendtes til gæstekammer. Det lå i den gamle hovedbygning, mens familiens ellers boede i en nyere sidefløj. Men de lange gange, store sale og hyggelige tårnkamre i den gamle del havde jo deres store interesse for mig og kunne rigtig sætte fantasien i bevægelse. Spøgeri var der naturligvis også, selv om jeg aldrig har mærket noget til det. Min tante, som dengang boede der, passede just ikke til et slot, jævn og ligetil som hun var. Hun var ikke ret høj, men så tyk, at hun næppe kunne gå uden sidelæns ind ad en dør. Hun gik vist heller ikke mange skridt om dagen, men sad på sin forhøjning ved vinduet fra morgen til aften. Når vi kom, gik hun dog ud og tog imod os i entreen; men ellers kan jeg næsten ikke tænke mig hende andre steder. Som min gudmoder var hun altid meget venlig  mod mig og overøste mig med foræringer, så jeg har kun grund til at mindes hende med glæde. Hun døde, før jeg blev konfirmeret, hvorved jeg gik glip af et guldsmykke, hun havde tiltænkt mig.
Sønnen Christen overtog gården og levede der i mange år som ungkarl. Han blev efterhånden ligeså tyk og svær som moderen, men var ellers både et godt og velbegavet menneske, der sang og spillede kønt og havde mange interesser. Han havde forbindelse med mange skuespillere, og jeg husker at have set og hørt Ch. Smidt, Casino-Smidt kaldet, synge teatersange der sammen med Christen; han lå der med sin kone i sommerferien og de var hans gode venner. Også P..... kom der; en af sønnerne blev gift med en søster til den gamle skuespiller. Christen selv blev sløvet efterhånden, lod sig benytte og vist skammeligt narre af nogle venner i Odense, så han måtte forlade sit dejlige hjem. Sine sidste år tilbragte han i Odense, men levede ikke ret længe efter. Således er denne som så mange andre dejlige gårde, der tidligere var i min families eje, gået over på helt fremmede hænder.

På Kroghenlund gik livet sin jævne gang, og der kom efterhånden mange søskende. Hans Peter som den ældste af drengene var der vist særlig glæde ved; men tydeligere end hans ankomst husker jeg broder Rasmus`s. Når en sådan begivenhed var i vente, blev vi gerne sendt over til Langeskov, og således også denne gang. Jeg var lige kommen i seng imellem tante Betty og mine, da en pige kom ind med et lys og et brev, som meldte om den lille broder, der var kommen. Jeg blev meget glad og forbavset, men havde ondt ved at tro det sandt. Da bedstemoder næste dag kørte os hjem, fik vi imidlertid syn for sagen, da vi så den lille broder i vuggen. Marie var i den henseende meget klogere end jeg og erklærede, at det kom hende da ikke uventet, og det forbavsede mig endnu mere.
Så efterhånden kom Anna og Caroline, Christian og Hansine, og dem alle holdt jeg inderligt af, men vi to store var alligevel lidt for os selv. Maries alvor og fornuftighed - et mere pligtopfyldende og samvittighedsfuldt barn har der vist ikke været - har sikkert virket godt på mig, der i mange henseender så op til hende og anerkendte hendes overlegenhed og fornuft..
I en henseende havde jeg dog overtaget; hun var så forskrækkelig bange af sig, den kære søster. Om aftenen, når vi jo kom først i seng og lå oppe på kvisten, måtte jeg være den modige; hun var så bange for at ligge i mørke, og for, at jeg skulle falde i søvn først. Ligeledes når vi gik ude om aftenen, og det begyndte at blive mørkt, før vi nåede hjem, så gik hun med lukkede øjne, selv som voksen, og holdt mig i kjolen. Der var jo noget komisk i dette; men for hende må det have været en pine. Nervøsitet ville nutiden vel have kaldt det, men det ord kendte vi ikke dengang så meget til som nu. I skolen fik vi senere en lille kammerat, Anna Bekker, som vi kom godt ud af det med, og som også udenfor skolen deltog i vore lege. Hun  blev ført derned hver mandag morgen til hest, dvs siddende på karlen Thames`  skulder, vel forsynet med en pakke dejlige kringler og bakkelser, som hun uddelte med rund hånd, og det var en herlighed. Undertiden blev Fr. Bondo kaldt ned til formiddagskaffe - det var ikke noget, der gik på hver dag - og jeg ved aldrig, noget har smagt mig bedre, end når hun havde kaffe med op til os. Jeg husker endnu tydeligt vor spænding og lytten efter, når vi hørte hende komme op ad trappen; især om mandagen når vi sad med vore friske bakkelser.
Ak ja, det var en lykkelig tid, og hvor må vi ikke skønne på og takke for vort gode hjem og vor sorgfri barndom. Anna gik i skole hos os, til hun blev konfirmeret og har også altid senere været vor gode og tro veninde. Hun blev tidligt stærkt christeligt påvirket og virkede selv i den henseende meget i sit hjem, så skønt hun blev tidligt hjemkaldt til Vorherre, efter flere års svaghed og et langt sygeleje, blev hendes liv rigt og velsignet.
Hendes hjem Kroen i Stenstrup [Stenstrup Kro ] må jeg ikke glemme at tale lidt om. Det var herligt at komme derop en lørdag eller anden fridag og se de friske kringler og bakkelser komme lige ud af ovnen, have lov til at spise så mange, vi ville, til kaffen, se md Bekkers venlige, smilende ansigt, og altid blive modtaget med åbne arme. Bekker havde været sømand i sin ungdom og var et godt eksempel af sin stand, fuld af historier og viser, som han kom frem med på en egen tør måde, der altid morede. Der var både handel og stort bageri i kroen, og det morede mig tit at stå bag den lille disk sammen med Bekker og tage del i handelen. Udskænkning af drikkevarer var der også; men Bekker holdt god orden, så der var aldrig utidigt drikkeri eller støj i hans tid. Og hvor holdt vi ikke allesammen meget af den kære md Bekker. Altid mild og fornøjet, endda hun vist havde et strengt liv med den store bedrift, mange børn og tit svært nok for udkommet; men det mærkede vi børn ikke noget til. Senere hen i livet fik hun  mange store sorger at bære; men lærte at søge trøst hos sin himmelske fader. Ved et af mine sidste besøg hos hende - hun var længe svag og lå grumme længe syg - husker jeg, at hun var så glad ved den gamle salme "Om himmerigets rige vi tales ved", så når jeg hører eller læser den, tænker jeg gerne på hende, som jeg nu håber har "al den glæde og al den fred, Gud der sine børn vil give". Ikke længe efter var jeg deroppe for sidste gang til hendes begravelse.

Ved siden af kroen i Stenstrup lå præstegården, og så godt et forhold som det imellem de to familier skal man lede længe efter; men de var også hver på sin vis sjældne mennesker, og i min erindring forener de to steder sig uvilkårligt. Fru Rasmussen gik næsten hver formiddag ind til Bekkers og fik sig en passiar og en kop kaffe, og md Bekker kom så jævnligt ind i præstegården til 5-the. I alle de mange år så man aldrig andet end det bedste forhold, og de stod hinanden bi med råd og dåd, selv da Bekkers efterhånden holdt sig til andre præster og blev en del påvirket i grundtvigsk retning, gjorde det intet skår i  det gode forhold. Det står altid for mig som forunderlig kønt, som hele præstens familie tog dette; det ser dog ellers mange præster skævt til.
Ja præstefamilien, hvor holdt vi også af dem, og hvor gode og trofaste venner var de os ikke fra først til sidst, og så var det, hvad man kalder et dannet hjem, hvor man både havde gavn og glæde af at komme. Børnene, der var ret jævnaldrende med mig og mine søskende, var fra barndommen af vore kære venner og legekammerater, og det venskab har holdt sig lige til nu, vi er gamle og grå. Det var os altid en glæde at komme sammen, og mange kære minder har jeg fra den tid. Hvor mange fornøjelige nytårsdage har vi dog ikke tilbragt i Stenstrup præstegård. For det var en stående skik, at egnens folk samledes der den dag, og hvor blev der ikke leget og danset, både af unge og gamle. Jeg kan næsten ikke tænke mig, at folk morer sig så godt nuomstunder, skønt det er vel nok snak, andre tider - andre skikke, og hvert slægtled mener vel, det forstår livet bedst.

En anden nabofamilie, jeg må tale lidt om, var meget forskellig fra de to nævnte; men da jeg fik meget med den at gøre, hører de også med til mange fornøjelige barndomsminder. På Løjtved boede Petersen; men om de gamle husker jeg ikke meget. G. Petersen gik der mange historier om; han var vist en temmelig rå og simpel mand, som der nok var "en hage ved", som man siger, og efter hans død hed det sig, at det spøgede der på gården. Hans enke husker jeg bedre, og navnlig står det for mig som en stor begivenhed, at vi to ældste børn blev bedte derop til et stort bal, hun gjorde i anledning af sin yngste søns bryllup. Det var nu også underligt nok, for jeg var kun en halv snes år. Jeg husker tydeligt den aften, forvalteren kom med indbydelsen, hvilken forbavselse og glæde der blev, mest for mig, for marie havde altid så mange betænkeligheder. Det var første gang, vi fik nye hvide kjole på - syet i Svendborg oven i købet.
Selve ballet var en underlig forsamling af mennesker fra land og by, der vist ikke kendte stort til hinanden. Det kan næsten forundre mig, så meget, jeg kan huske derfra; mange mennesker, jeg senere har hørt og set noget til, kommer jeg så i tanker om: "Ja, de var jo med til Løjtved-ballet". Det hele var et broget virvar som så mange andre selskaber på Løjtved. Brudeparret, som gildet jo var gjort for, forsvandt helt i vrimlen. Jeg husker dog, at hun havde en blomstret silkekjole på; hvorvidt hun var glad, ved jeg ikke, brudgommen havde ikke noget videre godt ord på sig; men om deres senere liv ved jeg forresten ikke stort. Jeg morede mig da godt og dansede med de store kavalerer; jeg kan huske, vi så ned på nogle jævnaldrende drenge og fandt det morsommere at danse med de store. Ja, det er tidligt, forfængeligheden kan komme frem, og underligt, at de store virkelig af og til nedlod sig til at danse med mig, når der dog var så mange damer at vælge imellem. Men de har vel moret sig over en sådan lille baldame imellem alle de store, og til at danse har jeg nu altid været flink, skønt jeg da dengang slet ikke havde lært  det; det ligger vel i naturen, tænker jeg.
Nå, så gik flere år, uden at vi havde stort med familien at gøre. Først da den ældst søn blev gift, og moderen flyttede derfra, kom vi i nærmere forbindelse med dem. Den unge kone, Pauline Aagaard, var præstedatter fra Farum og meget musikalsk, ligesom hele sin slægt også meget livlig og talende, så det gav særligt liv der på egnen. At særlig jeg fik meget med dem at gøre, kom af, at jeg fik mit ønske opfyldt at lære at spille. En ældre søster til fruen, som i de første år var med herovre og var meget dygtig til musik, tilbød at give mig undervisning et par gange om ugen, når jeg ville og kunne komme op til hende. Da det jo ikke var længere, end at jeg let kunne det, blev det til min store glæde afgjort. Desværre blev hun og syg og aflægs, så det var kun i de første år, jeg spillede med hende, for hun var en særdeles dygtig lærerinde.Da hun så måtte tage hjem, kom jeg til at spille med fruen selv, der også spillede udmærket og med ualmindelig færdighed, men som lærerinde ikke var så dygtig som søsteren. Jeg blev dog ved at komme derop i flere år og tilbragte mange fornøjelige dage deroppe, dels med at spille og dels med at snakke, for det kunne hun og var altid oplagt til. Skønt jeg kun var et barn, behandlede hun mig som en jævnaldrende, og jeg tror, det var hende en stor oplivelse både at spille med mig og have mig at snakke med. Når jeg tænker tilbage på den tid, forundrer det mig næsten at forældrene ikke var bange for dette fortrolige forhold mellem et barn på 14-15 år og så hende, som var temmelig let på det og fra sit hjem var vant til et frit og lystigt liv. Dertil var hun jo bleven tidligt gift, næppe 20 år, og med en mand, som i mange måder var en underlig person. Alle var da også på det rene med, at det var herregården og rigdommen, der havde blændet hende og vel hendes familie med, for ellers kunne man dårligt forstå partiet. Nå Petersen var såmænd en skikkelig og godmodig fyr, men meget tarvelig i sit ydre, til daglig brug så han mest ud som en rigtig sjover. Dum var han nu ikke, men havde vel fået en dårlig opdragelse, og vist dertil forbindelser, som ikke var heldige. Dog det ved jeg ikke noget videre om; men han havde den slemme fejl ikke at kunne sandhed ret godt, og der var mange snurrige historier om ham i den retning. Folk vidste altid, at der skulle lægges noget til eller trækkes noget fra, hvad Petersen fortalte, og det generede ham slet ikke at blive greben i sine usandheder. Dertil var han temmelig sløv og lidet energisk, og sit landbrug brød han sig ikke videre om. Derimod holdt han mere af at stå i sit værksted og smede og snedkre, hans rette plads havde sikkert været som en jævn håndværker.
Hvordan han nu var eller ikke var, så havde han fået en køn ung kone, og med hende kom der liv og lystighed på gården. Det hed sig, at han forestillede hende for sine venner fra Svendborg med de ord: "Her ser I dyret"; det var ikke fint. Men til at begynde med mærkede man ikke andet, end at hun befandt sig vel som herregårdsfrue og gjorde sig store forestillinger om den herlighed, en sådan stilling førte med sig. Jeg gik altså derop to  gange om ugen og spillede med frk. Aagaard. Fader anskaffede et piano, og glad var jeg ved at være så vidt. Det gik også ret godt, og hvor husker jeg ikke min fryd ved at spille det første lille stykke, jeg lærte for dem derhjemme; og den kære fader glædede sig jo med mig og syntes, det var udmærket.
Tiden gik altså sin jævne gang. 1847 blev søster Marie konfirmeret, og efter den tid blev hendes skolegang mindre regelmæssig. Til vore brøde, der eftergånden voksede op, blev der nu antaget en lærer, mens jeg blev ved at gå i skole hos min kære lærerinde, og disse sidste skoleår står for mig som særligt indholdsrige. Så nærmede det jo det mærkværdige år 1848 sig, og jeg er glad ved, at jeg har oplevet det og var gammel nok til at forstå noget af det forunderlige liv, der vågnede både her og over hele Europa. Jeg var begyndt at gå til præsten den vinter, og deroppe hørte jeg, at der var udbrudt revolution i Frankrig, Louis Philip flygtet bort, og Paris i fuldt oprør. I de tider fik man kun aviser et par gange om ugen, så efterretningerne fløj ikke sådan som nu afsted på elektriske vinger. Fader holdt Fædrelandet sammen med præsten, og deri læste vi jo om det, også jeg var meget optaget af den nyhed, jeg bragte med hjem. Men det var kun dønninger af det, som var i luften, og som også var i fuld udvikling herhjemme blandt Slesvig-holstenerne, som længe havde ventet på en lejlighed til at "bryde løs", og her til lands var der jo også uro. Chr VIII var død, og en fri forfatning alles ønske. Med Frederik VII håbede alle på bedre tider; men til at begynde med udbrød jo krigen. Med udsigt til denne vågnede hele folket op, og alle forenedes i harme mod oprørerne og vilje til at vove alt for det kære gamle land. Hvor husker jeg ikke, da de første indkaldelser til soldaterne kom. VI gik den vinter i danseskole hos Bekkers i Stenstrup Kro - en meget fornøjelig tid for os alle -men den dag blev der en brat ende på dansen ved budskabet om, at nu var det alvor med krigen, og at soldaterne skulle indkaldes.
Jeg ser endnu den ellers så sindige Thomas - Bekkers karl - med forstyrrede miner gå i gang med at ordne sine sager for hurtigst muligt at komme afsted; medens bagersvenden ligbleg og ophidset erklærede; " at med i krig ville han ikke, han ville desertere snarest muligt", og alle var jo fulde af harme og foragt for sådanne udtalelser. Hjemme på Kroghenlund var der også flere karle, der skulle med straks; og efterhånden kom de med allesammen, så der har vel nok knebet med at få arbejdet endt. Dog selve krigen havde vi jo på afstand, kunne kun høre kanonerne derovrefra; og ved at få den ene sending sårede efter den anden gå i spænding efter at få efterretninger.
Fægtningen ved Bov vakte jo stor glæde; men så kom Prøjserne de flygtende Slesvig-Holstenere til hjælp, og slaget ved Slesvig dæmpede snart glæden. Nå, selve krigens gang er kendt nok, så den behøver jeg ikke at melde om, det er kun hele den forunderlig opløftende tid, det var, alles offervillighed, og det sammenhold, der var mellem folk og konge, der gør, at man med glæde kan se tilbage på disse tre år, som jo ellers i mange  måder var trange og kostede så mange tapre mænds liv. For mig, som var ung og fuld af håb og liv, står denne bevægede tid i glands, og den endte da også godt for Danmark dengang; men vi blev vel for store på det og glemte at benytte den efterfølgende tid, som vi burde.
I det sydlige Fyn mærkede man jo ikke meget til indkvartering og sligt, som ellers vakte liv og røre på mange egne. Kun svenskerne havde vi en 14 dages tid indkvarteret hjemme på vor egn. De blev jo sendt herover i løbet af sommeren, og vi håbede så sikkert, at de ville tage del i krigen, men det håb blev da skuffet. Mange svenskere og nordmænd var med som frivillige; men i sin helhed svigtede de både i 48 og 64. Flere batailloner - og garden - lå som sagt herovre; men længere kom de ikke, og om efteråret blev de beordrede tilbage igen. Jeg husker, at de officerer, vi havde i indkvartering, i det mindste tilsyneladende, var meget ærgerlige og flove ved kun at ligge her i landet som tilskuere. Det var naturligvis en stor begivenhed at få indkvartering, og dengang troede vi endnu alle, at det skulle blive alvor med deres hjælp, så de blev behandlede med største velvilje overalt. Hvor optaget var navnlig ikke vi unge af al den uro og forstyrrelse, de førte med sig. Hovedkvarteret var på Løjtved, og der var vi jævnligt oppe for at høre den smukke regimentsmusik. Men hjemme på Kroghenlund havde vi ikke mindre end 6 officerer, deriblandt en syg oberts-løjtnant med sin læge; men ham så vi naturligvis ikke meget til. Derimod var de andre meget livlige og rare, så der var en stadig sus og dus på gården, for fader var gæstfriheden selv og vidste ikke alt det gode, han ville gøre dem. De havde da al grund til at være tilfredse, hvad de også med svensk livlighed og varme forsikrede os; kun var det jo trist, at de måtte drage hjem med uforrettet sag. Der var også en præst med - som boede hos os - en snurrig patron, som officererne tit gjorde lidt grin med. Jeg husker, at han var den eneste, som udtalte, at han var glad ved, det ikke blev til noget med krigen, hvilket jo ærgrede de andre meget. Ja, det var en livlig tid, og vi børn fandt det stille og kedeligt, da de drog bort; men for moder og dem, der skulle sørge for forplejningen, var det vel nok en lettelse.
Mange år efter i 64, da jeg selv prøvede at have en større indkvartering på Klingstrup (Aarøes Korps), tænkte jeg undertiden på den tid, hvor vi syntes, alt var så morsomt, og at det dog ikke var spøg for dem, som skulle bespise og opvarte dem. Det var dog ingenting imod de egne derovre i Slesvig, der foruden den fælles bekymring havde hele krigens rædsler  og ulykker på nært hold.
Hele krigstiden var jo svær nok og varede dog tre år, selv om der af og til var våbenstilstand, hvor soldaterne vendte hjem og naturligvis blev modtagne med stor stads. Men den blussede jo op igen, og den 6. juli 1849 stod det bekendte slag ved Fredericia. Jeg husker godt glæden over sejren og sorgen over de mange tapre, der faldt. Men først efter Istedslaget næste år og kampen om Frederiksstad, kom det endelig til fred også med oprørerne,  og det endte jo gudskelov med sejr for gamle Danmark, selv om vi senere har høstet bitre og sørgelige erfaringer. Jeg vil nu slutte mine erindringer fra denne opløftende tid med dens ængstelser, sorger og glæder, for det var virkelig en "skøn begejstrings-tid", som en digter har kaldt den - med at fortælle om det store gilde i Stenstrup for hjemkomne soldater.
Jeg syntes også, jeg skulle hædre dem med en lille sang, som jeg også i al hemmelighed fik lavet, og nu gjaldt det om at få den afleveret til rette vedkommende, uden at de mærkede, hvorfra den kom. Så fandt jeg på at klæde mig ud som bondepige; det lyder måske sært nu, men dengang var der virkelig endnu forskel: Huen var almindelig for bondepigen, og i det hele havde deres dragt et andet præg end nu, altså, jeg indrettede min dragt efter deres og vandrede ad lidt ukendte veje ned til en by, som hed Rødme, og hvor vi ikke kom meget, og afleverede mit brev med sangen i, adresseret til en af dem, som skulle stå for gildet. Hvordan jeg egentlig bar mig ad, husker jeg knap nok nu, kun at det lykkedes mig meget godt, og at jeg havde stor morskab af min forklædning, idet folk troede mine fortællinger om, at jeg var en tjenestepige, som var rendt i dette ærinde og ganske behandlede mig derefter; men alle var nu rigtig rare og tjenstvillige, så jeg kom godt fra min tur, fik min sang antaget, uden at det - i det mindste straks - blev opdaget, at det var mig, som havde lavet den.
Gildet står for mig som en stor fornøjelse. Det blev holdt i præstegårdens lade, der var meget fint pyntet med grønt og flag. Vi unge piger havde haft travlt med at binde guirlander af gran og hvad blomster, der var at få, i dagene forud. Alle disse tillavninger var meget morsomme for os alle, og den gamle lade tog sig også rigtig pæn ud. Selv gildet med taler, sange og tilsidst dans står for mig som et lyst og kønt ungdomsminde.

Midt i krigstiden, den 15. april 1849, var jeg bleven konfirmeret, så jeg vil nu gå lidt tilbage og fortælle et og andet fra den tid. Den dag står for mig som en køn og højtidelig dag. Slægt og venner skulle jo samles, så der var travlt med forberedelser flere dage forud. Det var mig helt underligt sådan at skulle være ligesom hovedpersonen ved festen. Men den kirkelige handling tror jeg dog, var mig det vigtigste, og at det var med alvor om end ikke med fuld forståelse, at jeg bekræftede min dåbspagt. Jeg gik til præsten i to vintre, og i de tider gik det strengt til med udenadslæsning, så jeg var såmænd godt hjemme både i Balles Lærebog og i bibelhistorien. Aftenen forud hørte jeg mig i lærebogen og kunne virkelig det meste udenad. Akja, den kære gamle Balle, den har jeg nu så tit siden hørt nedsættende omtale, og den havde vel også sine svagheder, ligesom idet hele al den udenadslæsning og opremsen ikke var heldig. Og dog tror jeg, den har gjort sin nytte, thi "hvad man i ungdommen nemmer, man i alderdommen ikke glemmer", og jeg ved da, at jeg tit har været og endnu er, glad ved at kunne huske så meget af min børnelærdom, og at meget, jeg ikke just forstod dengang, er  klaret mere op og har været mig til nytte og glæde.
Efter konfirmationen blev jeg ved at gå i skole og tilbragte mange gode og hyggelige timer sammen med vor kære lærerinde oppe på den "lille skole", som vi kaldte det lille kvistværelse ud til haven. Brødrene havde jo nu en lærer, og den egentlige skole var ovre i fløjbygningen. På Løjtved fik jeg stadig undervisning i musik, og det var mig altid en fornøjelse; men min første og dygtigste lærerinde havde jeg kun de første par år. Da hun blev syg og rejste hjem, kom en anden af fru Petersens søstre. Det hed sig, at hun var halvt sindsyg af sorg over en ulykkelig kærlighed i hendes første ungdom, og det gjorde hende meget interessant i mine øjne. Hun var, da vi lærte hende at kende, ikke helt ung, dertil lidt forvokset og aparte, men ikke desto mindre blev vi grumme gode venner. Da melankolien efterhånden fortog sig, var hun virkelig også både livlig og elskværdig, og det endte med, at hun blev forlovet og senere gift med min fætter Lars Mayntz. Et mere ulige par skulle man lede længe efter. Han var ingenlunde køn, dertil underlig skabagtig på sin vis, og noget af det mest prosaiske, man kunne tænke sig, - og så hun, som var lige det modsatte, desuden ældre end han, meget overspændt og romantisk og som sagt bærende på en ulykkelig ungdomskærlighed.

Ikke destomindre har jeg aldrig hørt andet, end at deres ægteskab gik lige så godt og lykkeligt som så mange andre, og med al sin overspændthed var hun vist også både et godt og et dygtigt menneske, som jeg virkelig kom til at holde af. Forlovelsen kom i stand ved at han blev forpagter på Løjtved, da hun kom i huset hos søsteren, og de således jævnligt kom sammen. Da de blev gifte, kom de til at bo i en sidefløj, og mangen en fornøjelig time har jeg tilbragt der, når jeg var færdig med min spilletid; og mangen portion gode kager og andre lækkerier har jeg fået der, for det var Mine altid tilrede med.

Min første Københavnsrejse kom netop i stand i anledning af deres bryllup. Det skulle stå i Farum Præstegård, og både vi og flere af familien blev jo inviteret med. Brylluppet skulle være den 15. maj 1849 og nogle dage i forvejen drog fader, mMarie og jeg smat flere af familiens medlemmer afsted for at gæste København ved samme lejlighed Det var i de tider en stor begivenhed, som særlig Marie og jeg glædede os overordentlig til; jeg kunne for glæde og forventning næsten ikke opppebie dagen, til vi skulle afsted.
En rejse herover var nu også noget helt andet dengang end nuomstunder. Jernbane var der ikke uden mellem Roskilde og København, såd en øvrige tur gennem sjælland foregik pr deligence. Vi tog hjemmefra om formiddagen og kørte i egen vogn til Nyborg, hvor vi måtte vente, til dampskibet gik over. Alene det at sejle med et dampskib over Storebælt var jo en stor oplevelse, og jeg kan huske, at vejret var temmeligt blæsende, så de fleste passagerer var søsyge. Jeg slap til min stolthed  helt fri og kunne blive oppe og se mig om. Det var næsten mørkt, da vi kom til Korsør, hvor vi blev stuvet ned i lukket vogn - bivogn til deligencen. Da der var en mængde, der skulle med, var det vigtigt at få en god plads; mange måtte nøjes med åbne vogne, og det var jo ikke rart ved nattetid. I hver by skulle der skiftes heste og vogne, og der var et farligt postyr hver gang. Særlig i RIngsted, hvor der var et længere ophold og skulle spises, husker jeg, der var helt forstyrret. Dog var vi - fader, Mayntz (Klingstrup), Marie og jeg - heldige hele tiden, da vi havde de første numre. Vi fire fulgtes ad hele vejen og sad i en god lukket vogn, så vi kunne da nok få os en lur, skønt hvad mig angår, så var jeg alt for optaget af det hele til at kunne sove. Jeg husker tydeligt det første syn af Roskilde Domkirkes to slanke spir i den dejlige sommermorgen, da vi nærmede os byen. Herfra skulle vi så prøve den mærkværdige jernbanekørsel, der forresten gik under min forventning, da jeg vel havde tænkt mig dens hurtighed endnu større, end vi sådan mærkede den.
Kl. 7-8 nåede vi København og tog ind på d`Angleterre, også dengang et af de "fine" hoteller, så for os to var det naturligvis storartet i alle måder. Nogle af de ældre foreslog at gå lidt i seng og hvile ovenpå den anstrengende nat; men da deres forslag ikke vandt bifald hos os unge, drog vi efter endt spisning og omklædning ud i den store by med de høje huse og de mange mennesker. Ledsagede af tante Mine (Langeskov) gjorde vi også vore første indkøb, nye hatte til Marie og mig. Jeg husker dem tydeligt endnu, det var af de såkaldte Borte-hatte af hestehår og fine stråborter. Faconen ville nu forekomme os meget pudsig; den var jo efter den tids mode. Men rigtig pæne var de såmænd, af lyst strå med lysegrønne og hvide bånd. Så vandrede vi ellers omkring, så museer og andre seværdigheder og havnede om aftenen i Casino. Det var forresten ikke dengang som nu et rigtigt teater, men en blanding af flere forestillinger. Således så vi en større pantomime med Pjerrot og andet tilbehør, og dans var der også, f.eks dansede en af de bekendte fruer Price en slags nationaldans i danske farver og svingende et Dannebrogsflag. Det var jo midt i krigstiden, og den patriotiske stemning gik højt; for os landsbybørn var alt dette så nyt og forunderligt, at det er rimeligt, jeg husker det så tydeligt, som nu.

Næste dag skulle vi så ud til Farum Præstegård, hvor brylluppet skulle stå. I det dejlige sommervejr drog vi afsted i nedslåede wienervogne, gennem nys udsprungne bøgeskove næsten hele vejen, og da vi nåede præstegården, stod hele familien udenfor døren snakkende og hilsende på deres gæster med stor hjertelighed. Disse par dage i den hyggelige gamle præstegård hører med til de allerbedste minder fra min første ungdom. Brudeparret var jo lidt aparte; men alt gik ellers rigtig festligt og pænt. Marie og jeg var brudepiger, og hele familien spadserede til kirken gennem haven, og køn lille tur i det herlige sommervejr. Præstegården lå i det hele meget smukt på en bakke, så haven skrånede  lige ned til søen. Smukke udsigter og spadsereture var der mange af, og jeg har tit senere haft lyst til at se den skønne egn igen; men da aldrig nået det, skønt jeg nu har boet så mange år herinde i København. Men alt derude er vel sagtens forandret, præstegården, som dengang var gammel og tarvelig, bygget om, og jeg ved ikke engang, om den ligger på samme sted ved søen. Men selve den smilende egn med de kønne søer og skove, de er der dog vel endnu, selv om jeg næppe får dem at se og må holde mig til mit glade ungdomsminde.
Men det var selve bryllupsdagen, jeg kom fra. Ja, den gik som sådanne fester plejer; men da hele familien var meget livlig og musikalsk, var alt meget fornøjeligt, og det endte da med lidt dans, som sig hør og bør ved et bryllup. Dagen efter skulle vi have været en tur til Frederiksborg Slot (altså i sin gamle skikkelse, længe før branden); men desværre blev det regn, så vi måtte blive mest inden døre.
Præsten selv spillede violing, sønnen violoncel og flere af døtrene var dygtige til klaver, så vi fik os en helt koncert derhejmme og morede os rigtigt godt. Om aftenen tog vi tilbage til København igen, hvor vi blev et par dage og så os godt om. Så drog vi tilbage gennem Sjælland. Det tog tid, men vi så også mere af egnen, vi kom forbi, end man gør nu omstunder med jernbanen. At vi dog nåede at komme i det kgl teater, skønt det var så langt henne på foråret, vil jeg dog bemærke. Vi så Genboerne og en ballet Avisfriere. Chr. Manzius var von Buddinge og fru Phister kobbersmedemadammen, og dem husker jeg jo bedst, selv om balletten var højst mærkværdig for os, der aldrig havde set noget lignende.
Det var altså vor første Københavnsrejse, og lidet anede jeg dengang, at jeg skulle komme til at leve herinde på mine gamle dage. Når jeg nu tænker på tiden hjemme, forekommer det mig, at vi levede meget selskabeligt. Der var så mange familier der på egnen, vi kom sammen med, og tilsidst dannede de et slags klub, der kom sammen hver 8. eller 14. dag, det husker jeg ikke bestemt. En bestemt dag samledes så alle - gamle og unge - skiftevis hos hinanden, og det blev et stort selskab. Det gik udmærket i flere år. Der var bestemte regler for, hvordan det skulle gå til, og henad aften kl 5 rullede den ene vogn efter den anden ind i gården. Først blev der serveret the, dernæst spillede næsten hele familien kort, og anretningen var, så vidt jeg husker, de sædvanlige to retter mad; kl 10 var det hele endt. De, der overtrådte reglerne, blev mulkteret, og de ikke så få penge, som på den måde kom ind, blev anvendt til champagne den sidste aften, klubben var samlet. Det blev indrettet således, at disse sidste aftener foregik i Stenstrup Kro, og på dem gik det lystigt til. Da foruden disse bestemte  sammenkomster de nærmere slægtninge jævnlig sås, er det ikke så underligt, at det kunne kaldes en livlig egn. Om sommeren enedes familierne om store skovture, og de står for mig som en stor fornøjelse. Kønne egne er der jo nok af i det sydlige Fyn: Hvidkilde med sin idylliske beliggenhed og smukke have, hvis synlige plæner og  store springvand i den tid var særlig kendt. Til Trolleborg og Holstenshus var der herlige udflugter, - madvarer havde vi med i store måder, hver familie havde sit bestemte at sørge for, og hvor husker jeg ikke disse muntre måltider; særlig Nørre Sø ved Trolleborg har tit været vor spisestue, og yndigt var der under de dejlige bøgetræer med udsigt over den rindende lille sø. Præsten i Stenstrup var udmærket til at dirigere en sådan tur, så alt gik efter bestemmelse. Der var ingen "kludder i valsen", alt var bestemt forud, de unge sat til at varte op og lign. Andre til at arrangere vognene og hvem der skulle køre sammen; dog dette gik man sommetider uden om, men jeg husker aldrig andet, end at de dejlige ture stod godt af og til alles tilfredshed og fornøjelse.
Den 17. april 1851 holdt mine bedsteforældre guldbryllup, og det blev en rigtig festdag for hele familien. Det var en køn forårsdag, og en stor forsamling blev der den dag på det gamle Langeskov. Bedsteforældrene var over de 80, men raske og rørige, og særlig bedstefar glædede sig meget til denne højtidsdag. Bedstemor var temmelig tunghør, og vist mere alvorlig af sind, men glædede sig dog også til at se så mange børn og børnebørn samlede tillige med mange andre af slægten. For os unge står den dag da, skærtorsdag var det, som en rigtig festdag i alle måder, måske fordi der så snart fulgte alvorlige tider efter.
Min ældre broder Hans Peter blev allerede 2. påskedag syg af lungebetændelse, og han end kom over den, viste det sig, at det blev til en hjertesygdom, som efter mange lidelser tilsidst, i juli, førte til døden. Det var en lang og tung tid for os alle, men især for moder, som selv var svag. For mig står denne tid som uendelig trist; to to ældste måtte jo især tage del i at passe den syge broder, og disse underlige lyse sommernætter, hvor vi skiftedes til at våge over ham, tænker jeg tit tilbage på. Han led meget, og skønt han var rørende tålmodig, var det så vemodigt at se ham svinde sådan hen dag for dag. Han ville så nødig dø, som rimeligt var i hans unge alder, med livet liggende så lyst for sig. Forresten havde han prøvet flere sygdomme og var vist af naturen alvorligt anlagt, så Vorherre har vel set, at det var bedst for ham at blive taget hjem til ham, før livets alvor rigtig begyndte; han havde et hidsigt sind, og det ville han vel have fået meget at kæmpe med. Den stakkels kære moder var det rigtignok især en svær tid for; Hans Peter var vel nok hendes hjertebarn, så det var svært for hende ikke at kunne være så meget for ham, som hun gerne ville, i hans sidste tunge tid. Men da hun selv var svag og gik og ventede en lille, måtte hun mest overlade ham til os andre. Skønt det rigtignok også var en streng tid for fader, var han af dem, der kunne hjælpe og opmuntre både de syge og os andre.

Den 1. juli 1851 blev så søster Hansine født, og dagen og natten før var skrækkelig tunge for os alle; men Vorherre hjalp os dog, så vi beholdt vor kære moder, og det at hun fik et lille barn at passe hjalp hende vel over den tunge tid efter den ældste søns  død. Thi 14 dage efter døde han under hårde lidelser. Dog var moder blevet så vel forinden, at hun kunne komme ind og være lidt hos ham. Det tænker jeg dog, hun var glad ved, skønt han i den sidste tid ikke altid var ved bevidsthed; men dog for det meste kendte han os.
Det var den anden af mine søskende, som døde, inden de var bleven voksne. De andre to søskende, som nu også er døde, gik mig jo mere til hjertet, særlig da Marie, som jeg var så indlevet med. Med stor taknemmelig må jeg da huske på de mange år, vi fik lov at leve sammen; og når jeg tænker, at hun blev sparet for alderdommens tryk og besvær, og gik bort, før de værste sorger og bekymringer kom over os alle, er det nærmest med tak til Gud for hans nåde mod hende.
Den lille søster skulle jo opkaldes efter Hans Peter og fik altså det ikke videre kønne navn Hansine Petrea Dorothea. Søster Marie holdt hende over dåben, og jeg stod fadder. Vi var alle glade ved denne lille søster, der kom som en oplivelse efter den lange tunge sygdomstid. Men livet gik sin gang, og så ung og forhåbningsfuld, som jeg var, gik sorgerne jo ikke så dybt. Mine ture til Løjtved fortsattes endnu en tid, og da den unge frue nok holdt af at more sig, havde vi mange fornøjelser derovre. Til Petersens fødselsdag den 16 nov var der flere gange bal, og skønt det i reglen faldt lidt aparte ud, morede vi os i reglen udmærket. En gang husker jeg, at der var sørget så rigeligt for herrer, at der var dobbelt så mange, som der var damer til, så de ældre damer måtte med, og jeg, som endnu ikke var konfirmeret, ligefrem var "i vinden". Maskerader var der også undertiden i julen, og vi morede os som sagt altid dejligt. Særlig den sidste maskerade var meget morsom med mange vellykkede masker. Selve fru Petersen var nu ikke rigtig vellykket; hun skulle være "Nattens Dronning", i sort med sølvstjerner og holde sit indtog ledsaget af en page, der bar et juletræ. Men pagen, min broder, Rasmus, blev syg og måtte blive hjemme; i stedet kom en underlig stor nisse, fruens fætter, en løjtnant Pingel, rigtig nok bærende et juletræ. Men det hele tog sig uheldigt ud, og heller ikke fruens dragt, som der længe i forvejen var gået ry af, bar sig rigtigt, så folk lo lidt af optoget i stedet for at blive imponerede. Men vi morede os, og da det er den eneste maskerade, jeg har været med til, står den for mig i ungdommens glans.
Som på så mange andre herregårde gik der også på Løjtved rygter om spøgeri. Selv om meget er blevet overdrevet og og meget er gået naturligt til, har det vist nok været noget i det, efter hvad ellers troværdige folk har set og hørt. Ligesom en vej, der i gamle dage skulle have været op til gården,. til sine tider heller ikke skulle være heldig at befare. Bedstefar på Langeskov og tante Mine oplevede engang en ganske mærkværdig væltetur der. De kom vel fra det; men hvordan det egentligt er gåe til, kunne ingen rigtig sige. Vognen var væltet og ført et stykke bort, uden at der tilsyneladende var nogen grund til det. Kusk og heste stod rystende ved siden, og de to i vognen var også kommen ud uden at have taget skade. Der var flere historier om den vej,  også fader mente at have oplevet noget der, som han ikke forstod. At der gik sagn om et firspændigt køretøj, som i nattens mulm og mørke for afsted over grøfter og gærder, vil jeg ikke tage så megen notits af, det sagdes om så mange gamle gårde i gamle og mindre oplyste tider; men noget er der nu "mellem himmel og jord", som vi mennesker ikke kan begribe, så noget er der måske dog i de gamle spøgelseshistorier, selv om de er overdrevne, og meget efter nutidens begreber naturligt nok. Men at der er onde såvel som gode ånder, ved vi jo dog, og hvorvidt de kan få lov at drive deres spil, ved vi da ikke; kun at alle vi, som er døbte i Jesu navn, og i tro og lydighed vil høre ham til, er "under hans vingers skygge" og ikke behøver at frygte.
Hvad familien på Løjtved angår, har jeg kun grund til at mindes den med venlige tanker. Et lidt forstyrret hus var det og blev det nok endnu mere, efter at jeg kom bort fra hjemmet. De døde forresten begge i en temmelig ung alder, skønt de, så vidt jeg da ved, var raske nok, da jeg var der; men døden banker tit på, hvor det mindst ventes. Der var to børn. Sønnen døde som lille, mens datteren overtog gården efter forældrenes død. Hun blev tidligt gift med en mand, som lod stå til, så det varede ikke længe, før herligheden var forbi, gården blev solgt og er nu på helt andre hænder.

Jeg vender nu tilbage til Kroghenlund. Efter min konfirmation blev det bestemt, at mine vandringer til Løjtved skulle høre op, og at jeg i stedet en gang om ugen skulle køre til Svendborg for at få en mere grundig undervisning i musik. Min kære veninde, Prebia Rasmussen, og jeg fulgtes nu ad i flere år og spillede hos organist Kugler, og disse spilleture var os begge til megen glæde og tilfredsstillelse. Det var nok en lang tur, de to mil til Svendborg; men det regnede vi ikke i de tider, hvor der ikke kendtes stort til jernbane eller sligt. Et par mil pr vogn var ikke noget at tale om, og mange yndige ture havde vi sammen, spillede vore time hos Kugler og havde forresten at besørge ærinder og besøge venner og bekendte. Jeg skulle altid et løb ned i den gamle Pindemølle, hvor jeg blev modtaget med åbne arme og chocolade - og hos købmand Baagøe, hvor der var tre døtre på alder med os; og selve "Agenten" var vor gode ven, rigtig en type af den gode gamle slags på en hæderlig og solid købmand. Kun den ældste datter og en søn, som har forretnignen, lever endnu; men dem har jeg da ikke set i mange, mange år.
Efter Hans Peters død gik livet videre derhjemme, og store begivenheder er der ikke at melde om. Efterhånden blev der adskillige bryllupper i familien, og jeg har været brudepige mange gange, før jeg selv stod brud; det var altid en højtid at være med til sligt. På Juulskov var vi til tante Maries bryllup, vist i sommeren 49; hun blev gift med Hans Mayntz, der var enkemand og havde en lille datter. Selv var hun også godt til års, så vi niecer syntes, det var et ret prosaisk par. Ikke desmindre morede vi os godt til brylluppet og havde nær gjort skandale i kirken, da vi kom til at le af degnen, som var en  ualmindelig skabagtig person. Og så husker jeg, at brudgommen ved bordet pludselig forsvandt, idet stolen, han sad på, gik i stykker. Underligt nok, at det lige skulle træffe ham, og somme mente jo også, det var et dårligt varsel; men for os unge var det igen noget at le af.
Til den fest havde fader anskaffet en ny lukket vogn, og det var jo noget, vi syntes var herligt at komme så fint afsted, og ikke mindst optaget deraf var kusken (Lars (Trold), der nu også var en pæn karl, som tog sig ud på bukken. Han var i mange år kusk derhjemme og hørte ligesom til der, og jeg husker, at da han tilsidst dog blev gift og kom bort kort før faders død, erklærede han grædende, at "havde han tænkt, "husbond" så snart skulle gå bort, havde han ikke forladt ham". Han kom også og kørte fader til graven, det ville han ikke, at nogen anden skulle gøre.
Nå, dette var et lille sidespring fra brylluppet på Juulskov. Hans Mayntz var dengang forpagter på Lykkesholm men købte derefter en gård nede på Sletten, som han byggede op fra grunden og satte i god stand; den blev kaldt Mariendal. Han var en ret aparte mand, men gemytlig og ved godt humør, og livede altid op, hvor han kom, selv om han snakkede om sin dårlige mave og alle sine besværligheder. Han må da også have været en energisk og dygtig mand, skulle han få al det udrettet, så han var en velstående mand, da han døde.

Den gamle gård Juulskov kunne der nok være noget at bemærke om. Den ejedes af moders morbroder, så vi kom der af og til både i min barndom og ungdom. Onkel holdt meget af børn og havde ingen selv, så han legede og tumlede med os, når vi kom på besøg, mere end tante syntes om. Hun var meget striks af sig, og vi havde stor respekt for hende. Dog må jeg sige, at hun var meget venlig mod os på sin vis og forsynede os rigeligt med frugt - bergamotter og valnødder i store måder hører med til mine erindringer om Juulskov - og andre gode sager. Men hun holdt naturligvis ikke af, at vi gjorde for megen uro og bragte forstyrrelse i hendes sager, for et mere ordentligt og akkurat hus end hendes skulle man lede længe om. Således husker jeg, at han havde en mængde nøgler liggende inde i sin skuffe, som lå i en ganske bestemt orden, og ve den, som bragte forstyrrelser deri. Der gik mange snurrige historier om hendes dygtighed og griben ind i alt både ude og inde; hun havde nok mere orden i sine sager end behageligt tit for sine omgivelser, og især i sine yngre dage blandede hun sig nok lovligt meget i alt. Der var en dejlig stor have, hvori bl.a. et stort taxtræ, hvorom sagnet meldte, at hvis det faldt, ville gården også falde. Ja, spøgeri hørte man jo gerne om på sådanne gamle gårde; inde i havestuen var der et hul i væggen, som det hed sig ikke kunne lukkes. Et hul var der ganske vist, som vi børn havde stor respekt for, og som vor skrappe tante underligt nok ikke havde fået lukket - hvis det kune lukkes. Da de selv ingen børn, adoptede de en slægtning af tante, som fik navnet Langkilde, og fra ham og hans hustru (også  født Langkilde) stammer nu ejerne af Juulskov og Bramstrup.

Efter min konfirmation gik Marie og jeg skiftevis i huset, og skønt navnlig jeg var lidet bevendt, gik det dog helt godt. Vi havde flinke og dygtige kokkepiger, der tog af for os. Når jeg nu tænker tilbage på den tid, synes jeg, at vi levede meget selskabeligt og tit havde fremmede, og jeg husker, at jeg var glad lørdag aften, når jeg var færdig med husvæsenet for den uge.
Lange rejser og udflugter var der jo ikke tale om dengang. Lidt ekstra ferie havde vi dog gerne om sommeren, og så gik turen "hen i landet" til alle de kære slægtninge. Jeg kan næsten undres over nu, at der blev taget så meget hensyn til os og gjort så meget for at more os.
Selleberg var vel nok vort kæreste sted at komme lige fra barndommen af, og hvor husker jeg ikke de fornøjelige perioder der. Både tante og onkel var mageløs rare. Om morgenen kom onkel gerne og sagde: "Nå børn, hvor skal så turen gå hen i dag?" Så blev heste og vogn sat til vor rådighed, og vi gjorde såmænd mange morsomme og kønne ture. Om aftenen, når vi kom hjem, stod bordet gerne dækket, særlig i jordbærtiden - og i den tid blev vi gerne opfordret til at komme - så svælgede vi ligefrem i jordbær, jeg ved ingen steder, der var en sådan rigdom på dem, som på Selleberg, og fløde sparedes der heller ikke på i de tider.

På Hannesborg var i de dage Thora Recke lærerinde og kandidat Rasmussen lærer, og da begge var livlige og navnlig han ret ejendommelig, livede det meget op der i huset, så besøgene der i min første ungdom står meget fornøjelige for mig. Derfra var vi engang med til en kirkefest i Odense, som jeg endnu mindes med glæde. Ja, det var i de tider, hvor der var liv og ånd over sådanne fester, og for mig det så nyt og betagende at være med, at det endnu står så tydeligt for mig. Først var der en større koncert i St. KKnuds kirke af et herre- og damekor. Blandt dem, der blev sungne står især den gamle dagvise "Den signede dag" som noget meget betagende. Jeg kendte den vel ikke dengang; men når jeg nu hører den, kommer jeg tit til at tænke på den dag i Odense. Det står også for mig som en stor nydelse, at pastor Tolstrup sang flere af Ingemanns sange til orgelaccompagnement. Han havde sådan en dejlig stemme, og navnlig "Bliv hos os, når dagen hælder" gjorde et dybt indtryk på mig. Derefter var der forevisning og forklaring af det rige billedskærerarbejde i Frue Kirke af pastor Wiborg, dengang i Rynkeby. Tilsidst holdt ludvig Helweg foredrag om forskellige kæmpeviser, som særlig interesserede mig, da jeg kendte mange af dem og altid har følt mig tiltalt af dem.
Ja, det var den fest, jeg kom i tanker om fra et af de mange fornøjelige besøg på Hannesborg. I den tid lærte vi også Thora Reckes søster Louise at kende. Hun var der på besøg hos sin søster, og var dengang i sin fejreste ungdom. Et ejendommeligt  pigebarn var hun; opdraget tildels i særlig grundtvigske kredse og meget påvirket i den retning, svævede  hun mest i de højere regioner og lod stå til, hvad de jordiske anliggender angik; men sød og indtagende var hun i al sin upraktiskhed. Når hun kom til klaveret og sang sine folkeviser og salmer, var det, som om hun gik helt op i stemningen, der prægede dem, og det virkede naturligvis også betagende på tilhørerne. En musikalsk og digterisk begavet familie var Reckes. Hvor spillede ikke Thora R dejligt, og hvor tit har hun ikke glædet mig derved; hun var altid villig, da hun mærkede, at jeg skønnede så meget på det.

Også kandidat Rasmussen, der var aparte i mange måder, var interessant at tale med, og når han var i sit gode humør, forunderlig tiltalende. Men han benyttede vel ikke sine gode evner, som han kunne og burde, og hans liv var i det hele ret tragisk. Louise R blev senere gift med fætter Michael, og derved fik vi lidt mere kendskab til familien Recke. Samme giftermål var efter vor formening temmelig forbavsende, for de to kunne vi ikke tænke os, passede sammen, skønt hver for sig havde så meget godt ved sig. Det gik desværre heller ikke, og han endte sit ensomme liv i Amerika, mens hun måtte arbejde for sig og sine børn herhejmme, en stor modsætning til sin ungdoms lyse drømme og hele ideale livssyn. Men sådan er jo livet, mon vi engang hos Vorherre skal nå, hvad vi hernede kun så enkelte glimt af?
Ovennævnte kandidat Rasmussen tænker jeg forresten tit på med vemodige følelser. Han var sikkert et begavet menneske, og da han havde kastet sin yndest på mig, fik jeg vel også særlig lejlighed til at se hans gode egenskaber. Hans liv blev som så mange andre begavelsers ikke, hvad det kunne være blevet, dels ved hans egen skyld, men dels også ved skæbnens ugunst. Han endte som kommunelærer her i København, blev vist gift med en tarvelig ung pige, som næppe passede for ham, og døde heldigvis, inden han blev helt aflægs. Jeg havde mange interessante samtaler med ham og har ham at takke for et udvidet syn på mange ting, jeg dengang ikke havde tænkt over. Og skønt jeg ikke blev eller kunne blive det for ham, som han ønskede, hører han med til mine ungdomsminder, og jeg har tit sendt ham en venlig tanke i disse mange forsvundne år, og tit sandet hans ret sørgelige livsanskuelse. Skønt "Livet er, som enhver tager sig dets væsen nær", et gammelt vers, som fader undertiden citerede for os, og det er vel sandt nok. Og godt er det, om vi altid dog i alle dets tilskikkelser kan holde fast ved faderhånden der oventil og tro, at den vil føre os til det bedste mål i huset med de mange boliger.
Blandt de mange fornøjelige ferier, søster Marie og jeg vedblivende glædede os ved også som voksne, vil jeg nævne nogle ture, vi sammen havde med kusinerne en sommer, vi var på Selleberg. Det var efter både faders og onkel Hvenegaards død, da Lassen var kommen dertil som forvalter; da tante satte stor pris på ham og som altid var glad ved vort besøg, havde vi det som sædvanligt derhenne. Lassen var dengang i sin gyldne ungdom, og  livlig og elskværdig var han altid. Vi så allerede dengang i ham den vordende svigersøn, for tante var ikke af dem, der lagde skjul på sine følelser, og selve de to unge fik vi kusiner jo snart luret hemmeligheden af. Nå, vi syntes allesammen udmærket om den unge forvalter, der bragte liv i det daglige liv derhjemme og i alle måder forstod sin stilling så godt, og det var ikke altid så let.
Fra første sommerbesøg, efter at han var kommen til Selleberg, husker jeg især en større tur, vi gjorde til Munkebobakke. Hvor var vi alle unge og glade. Navnlig Lassen i sit gladeste humør, og det smittede os andre. Madkurve havde vi naturligvis med i større målestok, vist også rigeligt med drikkevarer, for stemningen var "høj", og hjemturen om aftenen meget morsom. Det var det dejligste sommervejr, og af og til stod vi af vognen og spadserede syngende og snakkende ved siden af, vist til stor forargelse for kusken, som fornuftigvis mente, det var på høje tid at komme hjem. Den tur har vi tit siden tænkt på og talt om, når vi kom sammen. Ikke længe efter kom forlovelsen, som vi jo havde forudset og senere bryllup.

Og selv om tiderne forandredes, blev vort venskab uforandret, og amgne kære besøg kan vi se tilbage på, lige til vi overværede hinandens sølvbryllup, og i Lassen og hans kære lille kone har vi altid haft kærlige og deltagende slægtninge. Nu er de jo borte begge to, "flyttede bort til landet bag han", og jeg er gammel og træt, gid jeg snart må møde dem der.

Året 1853 blev et alvorligt år på mange måder, både for os og for hele landet; men til at begynde med havde vi en meget vellykket og fornøjelig tur til Møen. Fader havde tit talt om, at han gerne ville se den ejendommelige og skønne natur der på Klinten, og vi fik virkelig også sat igennem, at et helt selskab blev enige om en tur derover lige i den bedste tid, juni måned. Den står for mig det skønneste lys; kun var vi vel mange, vist en snes stykker, så det var ikke altid let at blive enige om, hvordan turen i det hele skulle gå. Hovedsagelig blev det dog fader, som rådede; han var ret praktisk til det og aldrig smålig eller kneben ved en sådan lejlighed så det var altid rart og betryggende at have ham med.
En køn sommermorgen tog vi hjemmefra sammen med Hannesborgerne, der var kommen aftenen før, og i Svendborg stødte flere til. Pr. dampskib sejlede vi gennem det dejlige Svendborg Sund lige til Møen. Hen på eftermiddagen kom vi til et sted, som hed Gaabense, hvor dampskibet lagde til, og derfra sejlede vi pr båd til Stege, en dejlig sejltur i den smukke sommeraften. I Stege skulle vi overnatte, og det kneb lidt med at få plads til så mange i gæstegivergården, men det gik dog. Næste morgen drog vi i den muntreste stemning til Klinten, hvor vi vandrede om hele dagen og blev mere og mere begejstrede over dette lille stykke bjergland, som ikke ligner noget andet i Danmark. Vi overnattede i en eller anden bondegård, tror jeg, det var, som om sommeren  kaldte sig hotel. Lidt primitivt var det i alle måder, og vel ikke just så behageligt for de ældre. Vi unge fandt det meget morsomt og tog det gemytligt. Da vi om morgenen kom op og så, at vejret så lidt betænkeligt ud, var vi straks ikke rigtig oplagt; men da vi opdagede et langt bord dækket i et telt i haven, og tante Mine tronende for bordenden med en stor flæskeskinke foran sig, kom humøret op. Heldigvis klarede vejret da også, så vi kom omkring, hvor vi vilde. Efter et solidt middagsmåltid hen på eftermiddagen drog vi så tilbage til Stege og videre med ampskibet til Svendborg, glade og tilfredse over den vellykkede tur.
Ja, det var tidligt på sommeren, og ikke længe efter begyndte der at høres om kolera hist og her. Desværre tog den alvorlig fat, mest vel i København, men også mange andre steder hele landet over, så det blev en trist sommer. Også hjemme fik vi det svært. Fader, som nok af og til havde været utilpas og tit talt om en tidlig død, blev henimod høsten alvorligt syg. I september kunne fader og moder holde sølvbryllup; det havde vi glædet os meget til; men faders sygdom gjorde jo et stort skår i glæden. Han blev ved at mene, at det nok blev bedre, så den nærmeste slægt dog kunne samles; men det blev desværre en skuffelse. Fader var nok lidt oppe om morgenen, og nogle gæster kom der da også; men hele denne 29 september står så vemodig for mig, for efter den dag blev fader stadig dårligere. Skønt han ikke just led store smerter, svandt kræfterne mere og mere, og vi så nok, at det gik mod døden. Det var en tung tid for os alle. Gudskelov frygtede fader selv ikke døden, men lagde sig selv og alle sine kære i Guds hånd, og hans tro blev bevaret, så da hans time kom, sov han hen med tak til Gud for al hans nåde og holdt fast ved det evige livs håb til det sidste. Den sidste aften, han levede, står for mig som så forunderlig skøn og højtidelig, trods vor store sorg over at skulle miste ham. Han havde de sidste dage ligget stille hen, så vi kunne nok se, det var på det sidste. Men så var det, ligesom livet blussede lidt op igen, og navnlig på onkel Langkildes opfordring, blev præsten hentet, og fader fik sakramentet, mens vi alle var samlet om ham og han selv ved fuld bevidsthed og tak til Gud. Så kaldte han os børn til sig, velsignede os og talte så kærligt til os alle. Efter en kort dødskamp gik han så, den 6 december 1853, hjem til sin frelser, hos hvem han altid havde søgt hjælp og styrke både i gode og onde dage. Den 14 december blev han begravet, en rigtig kold vinterdag med frost og sne overalt.
Han blev kun 58 år og havde, syntes vi, så meget at leve og virke for. For moder og os børn var det svært at komme over, lille Hansine var kun to år, og kun vi to ældste endnu voksne; så det var en vanskelig fremtid for moder at se hen til, endda hun i ydre henseende var vel stillet.
Efter faders død havde vi endnu et tab, nemlig vor kære lærerinde og trofaste veninde, Cathrine Bondo, der efter en længere forlovelse, netop den vinter blev gift og kom bort fra os. Hendes kæreste, cand. Fog, blev kaldet til Venø som præst, og ved juletid stod deres bryllup. Fader havde altid sagt, at  hendes bryllup skulle stå derhejmme på Kroghenlund lige så festligt til, som hvis et af hans egne børn havde bryllup; men det blev jo desværre helt anderledes. Faders død så kort før lagde en mørk skygge over det hele. Vore kære provst Rasmussen i Stenstrup tilbød, at brylluppet skulle stå hos dem, og det tog vi med tak imod. Det blev en vemodig fest og svært for vor kære veninde at bryde op fra sit mangeårige hjem hos os og forlade os netop i denne tunge tid efter faders død.
Hendes mand kendte vi nu godt allesammen og holdt meget af. Han havde tit tilbragt sine ferier både hos os, i Svendborg og på Amalielund. I de tider gik det ikke så let at blive sognepræst, og han og hans brud havde måttet vente længe, 10 år, for at få et lille og tarveligt embede, som Venø var. Derfor var vi jo nok glade over, at de dog endeligt fik et eget hjem; men at det netop faldt sig sådan, at det blev lige efter faders død, gjorde det hele så underligt vemodigt for os og for hende.
De havde altså bryllup kort før jul, og en rigtig vintertid var det, da de drog afsted til deres tilkommende hjem deroppe i Limfjorden. Da der ingen jernbaner var, tog rejsen flere dage, og det var en streng tur for den stakkels brud, især da hun tillige var ængstelig for sin mand, som havde et svagt helbred. De første breve, vi havde fra hende, var også meget triste. Men de nåede da omsider derop, og siden skal jeg fortælle om deres lille tarvelige hjem og vort første besøg hos dem.
Pastor Fog var broder til biskoppen af samme navn; selv havde han i mange år været lærer dels i København, dels i Helsingør, hvor han boede sammen med sin moder og en søster. En anden søster var gift med pastor Bondo, dengang kateket i Fåborg, og broder til vor lærerinde; derfra stammede bekendtskabet. Da det var særledes dannede og elskværdige mennesker, har jeg mange venlige minder fra den tid, de kom til Fyn i deres ferier, og han læste højt for os; særlig kan jeg huske, at Søren Kirkegaards "Øjeblikke", som netop kom ud dengang, optog os meget. Det var jo på slutningen af Kirkegaards liv, og hans hvasse udtalelser satte liv og bevægelse, navnlig i præstestanden; og selv om han vel skød over målet, som man siger, er jeg vis på, at han ramte mangt og meget, som trængte til eftersøgning og har været til fremgang og velsignelse for Guds menighed her i Danmark, som og hans navn jo er kendt viden om også i udlandet.

Mit navn Kirsten, som jeg egentlig altid har været temmelig misfornøjet med, lærte Fog mig at se meget anderledes på, som et kønt gammelt dansk navn, kendt fra kæmpeviserne, som han jævnligt citerede, "Liden Kirsten vandre .." og flere andre, ligesom jeg kendte det fra Ingemanns romaner. Ja, nu er navnet Kirsten forresten kommen til ære og værdighed igen, som så mange andre gode gamle navne, i stedet for de højtravende romannavne, som længe var i mode.

I slutningen af 40erne var Vilhelm Birkedal bleven præst i  Ryslinge, og skønt der da længe havde været en del åndelig vækkelse på Fyn, jeg husker da navne som P. Helweg, Agerbæk og flere foruden lægprædikanter, - er det først fra den tid, jeg begyndte at få lidt forståelse deraf, som jeg nu vil omtale. Fra hjemmet har jeg heldigvis mange minder om stille aftener, når fader talte til os om Guds Rige og lærte os det"ene fornødne" for at komme derind og finde det, som bærer oppe i livet, når alt andet svigter. Det, som dengang var kommen frem ved Grundtvig, tror jeg ikke, han fik fat på; men han byggede jo på samme grundlag som alle kristne, Jesus Kristus og hans korsfæstelse og opstandelse. Men læren kan jo være noget forskellig, og Grundtvigs frie syn på mange ting var der mange af de gammeldags troende, som var lidt betænkelige ved til en begyndelse. Og fader var ikke af dem, som det nye straks greb, vel også fordi han fra sin ungdom hos gamle Lassen var påvirket i en god retning. Hans broder, onkel Langkilde, blev derimod stærkt greben, og det blev ham til stor velsignelse at komme i forbindelse med Birkedal og mange af de andre gode præster fra den tid, - og det var nærmest ham, som fik søster Marie og mig med over til Ryslinge for at høre Birkedal. Denne første prædiken står endnu for mig som en underlig betagende begivenhed. Det var i adventstiden, og om Johannes Døber han talte: "Hvad ere I indgangne i ørken at se?" var nærmest teksten, og hans varme forkyndelse gjorde et dybt indtryk. Siden har jeg hørt ham mange gange og altid været greben af hans måde at tale på; men denne første tur derhen, præstegården fuld af vogne langvejs fra, hele vejen med kørende og gående, som alle stilede mod Ryslinge kirke, var et underligt betagende syn. Og når Indre Mission vil gøre gældende, at det først var dem, der kom kristeligt liv og røre i landet, så syntes det, som de overser, at der navnlig på Fyn i midten af århundredet var megen åndelig vækkelse, nærmest vel i grundtvigsk retning; men dengang var der vist ikke det dybe skel, som der desværre efterhånden er blevet. Jeg var jo dengang for ung til rigtigt at kunne forstå eller bedømme det og vil kun bemærke, at for mig står denne bevægelse som et lyst og glædeligt minde. Præsterne Birkedal, Helveg, Melby og andre har virkelig været til stor velsignelse og vækkelse for mange, og jeg er glad ved dog at have været lidt med og følt noget af det røre, som de tider bragte; og jeg tror sikkert, at det, Grundtvig har sået i den danske menighed, nok skal bære frugt, selv om der efterhånden kom adskillig "klinte" ind imellem; den gode sæd var dog Jesus Kristus, og ham korsfæstet og opstanden Klippen, de byggede på, og den grund skal ingen rokke. Jeg takker Vorherre, og vil bede ham bevare mig i den tro, jeg er døbt i, så jeg nu, det lakker mod aften, og dagen hælder, ikke må slippe den, men gå ind til Vorherres glæde og store nåde, når min tid er kommen.

Også i folkelig henseende var denne tid efter 48 en bevæget tid, hvor de politiske bølger af og til gik højt nok. Det vil jeg nu ikke komme ind på, kan jo heller ikke bedømme de forskellige  mænd, som stod for styret. Hall, Monrad, Madvig og Tcherning var jo især navne, som var på tale. Og så Kong Frederik den vii selv, som med alle sine ekstravagancer dog, trods alt, hvad der kan siges, var den virkelig folkekære konge. Og den ros skal ingen fratage ham, så dansk som han var ingen konge her i mange år. Den tro om ham var det vel især, og så hans jævne måde at være på, navnlig overfor småfolk, der vandt ham folkets hjerte; og det beholdt han til sin død, hvad man end ellers kan sige om ham.
Efter faders død måtte moder jo holde forvalter; også Cathrine Bondos giftermål gjorde store forandringer, - forvalteren hed Hejlman; en omgængelig og fornøjelig fyr var han, men om han just var pladsen voksen, er vist tvivlsomt. Han var ikke helt ung og forlovet med en ung pige fra Odense, Wilhelmine Rasmussen, som undertiden kom på besøg, og som vi kom til at syne sgodt om. Men han var hende ingenlunde tro, og vi tænkte egentlig aldrig, det var kommen til giftermål. De blev dog gift, og han blev forpagter på Marielund ved Odense. Hendes trofaste kærlighed havde en god inflydelse på ham, så de var vist jævnt lykkelige i deres ægteskab. De døde forresten begge i en forholdsvis ung alder, han først. SOm enke besøgte hun os og til også på Klingstrup, og har kun gode og venlige minder om hende.
Samtidig med forvalteren blev der også antaget en lærer, da broder Rasmus jo nu blev ældre, og lille Christian voksede til, foruden at søstrene da også stadig gik i skole, vi fik en cand knudsen, søn af provst K. i Gislev, hvis elskelige familie derved kom lidt i forbindelse med os og havde glæde af at ses imellem. Forresten blev det ikke af lang varighed; da Knudsen blev angrebet af ja tuberkulose var det vel, den sørgelige sygdom, som havde bortrevet flere af hans gode voksne søskende, og dengang som nu næsten altid var dødelig. Egentlig rigtig dygtig eller skikket til huslærer var han nu vist ikke, men rar og hyggelig at have i hjemmet, så jeg tror nok, vi voksne satte mere pris på ham end børnene. Vi var mange ture sammen ude omkring, og om aftenen læste han tit højt for os, ja også om dagen, når der var lejlighed; det gjorde han udmærket, jeg husker bl.a. Poul Møllers krøllede Fritz. Da han var fra det gode kristelige hjem, og dertil dannet og behagelig i omgang, var vi alle glade for den tid, han var hos os; men den blev som sagt ikke langvarig. Han pådrog sig en stærk forkølelse engang, der hurtigt angreb lungerne. Hvor var det ikke sørgeligt at se den ellers så kraftige mand så hurtigt få et helt andet udseende, næsten straks mærket til døden. Han sforældre blev jo straks opskræmte; de havde tre voksne sønner liggende på kirkegården af samme sygdom og en datter, som var meget svag. Det blev bestemt, at han hurtigst muligt skulle sendes til Syden, om det kunne redde ham. Men en lille tid gik dog, før det kunne ordnes, og hvor var det sørgeligt at se ham stærkt indpakket liste lidt ud i solskinnet, når det var vejr til det. Han blev lidt hos os for ikke helt at opgive skolen, før han var nødt til det; men vi tænkte jo nok, at vi næppe så ham mere, da han var  kommen afsted. Han nåede da heller ikke bestemmelsesstedet, men døde i Rom, hvor han ligger begravet på den smukke kirkegård, hvor så mange fremmede hviler, langt fra deres hjem. Det var forfærdelig svært for hans hjem at modtage efterretningen. Birkedal måtte bringe den; men han har senere udtalt, at tungere gang har han ikke gået, men også at hans budskab blev modtaget så ydmygt og smukt, at han selv havde stor velsignelse deraf. Ja, i Gislev der lærer man at tage sit kors op, tilføjede han, som en sand Kristi efterfølger; så gik han hjem og skrev den smukke lille salme: "Jeg fik en trøst, da byrden tungest lå", og den hørte jeg første gang synge af hans søstre, engang vi var derhenne kort efter hans død.
Om Rasmus kom til Hannesborg igen at gå i skole, som han var en tid før faders død, husker jeg ikke. Christian kom til at gå i skole hos pastor Brandt i Ollerup, som holdt lærer til sine sønner, og hjemme fik søstrene en lærerinde, frk Bertha Eilskov fra Odense. Hende var også vi voksne glade ved, og hun blev der i flere år. Også hendes familie blev vi godt kendt med og havde glæde af at omgås. Navnlig interesserede et besøg, Marie og jeg gjorde hos dem i Odense, os noget. Eilskov var nemlig inspektør ved Odense Tugthus og boede i en sidefløj der, hvor de havde en køn og hyggelig lejlighed, men altså lige ved fangerne. Den fik vi således lejlighed til at iagttage, og det fandt vi nok uhyggeligt, men også yderst interessant. Hvor tydeligt ser jeg ikke i tankerne hele flokken, når den blev lukket ind i gården i den sære dragt for at få motion. En bestemt tid travede de så omkring, den ene efter den anden, seende mer eller mindre underlige ud. Og så selve lokalerne i tugthuset, som vi kom ind og så. Ak ja, der sad de, de stakler ved deres Skatnakke og andet arbejde, og man kunne ikke andet end blive alvorlig tilmode ved at tænke på deres triste skæbne.
De egentlig slemme forbrydere var dog ikke iblandt dem, vi så i salene, men vist mere under lås og lukke; disse var vel snarere nogle, som skulle holdes til tvangsarbejde og var forkomne på forskellig måde. Der var en, som havde fået den ide, at han havde gjort en vigtig opdagelse, som han endelig ville forklare og fremvise for alle, som kom; men der manglede jo altid noget, en eller anden lille ting, som skulle til for at få den færdig, men jo aldrig kom; jeg kan endnu se hans underlige søgende blik og hele udseende, som han stod der og talte for sin maskine. Hvor han egentlig var kommen der, ved jeg ikke, har var vel mere sindssyg end forbryder; men dengang var straffeanstalterne anderledes indrettet end nu; EIlskov brugte flere af fangerne som tjenestefolk og havde sjældent ulempe deraf. Ja, det var morsomt at bo i den sære gamle med de tykke mure og små vinduer, og det var sådan en rar og hyggelig familie at besøge. Vi var deri nogle dage og morede os dejligt. En dag var vi en herlig tur fra morgenstunden i Fruens Bøge. Odense Å stødte lige op til Eilskovs Have, en yndig lille plet, hvorfra de kunne sejle lige derned. Det gjorde vi da også, hele familien med madkurve o.m; spadserede omkring i den kønne skov og drak kaffe og spiste  frokost derude. Det var det dejligste sommervejr, så alt står så lyst og kønt formig. Alt er nu vist lige så forandret der som andre steder, de gamle døde, og børnene spredt omkring. Tø døtre bor endnu i de såkaldte Eilskovske boliger. Den yngste datter, lille Jenny, var meget musikalsk, og hendes datter er den kendte visesangerinde Julie Rosenberg. Jeg har undertiden haft lyst til at høre hende, også på grund af det gamle bekendtskab til familien, men da aldrig opnået det. Jenny selv blev gift med en enkemand (?) Gunstrup og boede i Odense.-----
Sommeren efter faders død gjorde Marie og jeg en rejse til Jylland for at besøge vor kære lærerinde på Venø. Da vi jo var uvante med sådanne lange rejser, var det en hel begivenhed, at vi kom afsted. Så nemt som nu omstunder gik sådan en rejse heller ikke dengang. Da der  ingen jernbane var igennem Jylland, blev det indrettet sådan, at onkel Langkilde, der lå på tur til København, hvor han ssøn Hans opholdt sig, skulle tage os med dertil pr damper fra Svendborg. Så skulle vi ene to tage videre direkte til Ålborg, også tilsøs og videre op ad Limfjorden til Venø. Ja, det var såmænd en lang søtur og næsten mærkeligt, at moder, som ellers var så ængstelig af sig, turde lade os rejse; men Marie var mere beklemt og havde mange ængstelser og bekymringer, før vi endelig i god behold nåede Venø. Da denne rejse med sine mange oplevelser står så tydeligt for mig, vil jeg dog fortælle lidt vidtløftigere derom.
Vi drog afsted en smuk sommermorgen fra Svendborg, i selskab med onkel og Lauesen (Boltinggård), som dengang opholdt sig på Langkildegård. Onkel var just ikke videre god til at tage sig af os; på skibet gik det meget godt, men da vi ved aftenstid nåede København og i en båd skulle sættes ind gennem havnen, så vi pludselig onkel uden os drage afsted i den første båd, uden at sige noget til os eller bekymre sig om, hvordan vi kom afsted. Dog var Lauesen der jo og tog sig lidt af os, skønt han også var ung og ukendt med stedet. I virkeligheden havde det jo ikke så meget at sige, og i land kom vi da omsider; men straks blev vi lidt beklemte, for aften og temmelig mørkt var det, og alt var ukendt i den store by. Vi kom også velholdne i en droske og kørte til Hotel Dannevirke, hvor vi blev vle anbragt. Men også den næste dag passede onkel mest sig selv. Heldigvis traf vi vore gode venner, provstens fra Stenstrup, som også var en tur i København; de tog sig venligt af os, og med dem var vi en del ude omkring. Med onkel husker jeg forresten, at vi besøgte gamle Frederik Barfod, som boede i en villa, der dengang tildels lå udenfor byen. Nogen egentlig fornøjelse var det vel ikke for os, men dog interessant, da han dog var en kendt mand, og også meget livlig og underholdende. Med onkel besøgte vi også Nielsens, som vi kendte fra deres besøg i Fyn om sommeren.
Vi kunne først komme afsted en dagstid efter, at onkel og Lauesen var rejste hjem, og hvor husker jeg ikke den dag, hvor vi altså var alene i den store by og selv skulle sørge for vore sager og komme afsted. Marie havde helt tabt modet og var urolig og ængstelig; jeg mente dog ikke, det var så farligt og ville  helst, vi skulle have vovet os lidt ud at se os om. Men uheldigvis blev det nu regnvejr, og det gjorde alting mere besværligt. Vi sad så der på Hotel Dannevirke, så ud på regnen og hørte på en, som øvede sig på en traurig melodi i et vindu overfor. Det var på valdhorn, og jeg hører den endnu for mit øre, når jeg tænker derpå. Jeg havde som sagt ikke tabt modet; men stakkels Marie syntes, alt så galt ud, og morsom var navnlig den første del af dagen rigtignok heller ikke. Men da vi havde fået noget at spise - det var jo også nyt og morsomt at få en spiseseddel og selv vælge retterne - og vejret klarede op, kom en af Nielsens døtre op til os, og det livede svært op. Hun tog os med på Thorvaldsens Museum, og en ung billedhugger, der var med, viste os rundt og forkalrede meget, som vi ellers ikke ville have lagt mærke til.
Således gik dagen bedre for os, end det havde set ud straks om morgenen, og på Maries humør hjalp det også noget, selv om hun gruede for den lange dampskibstur næste dag og især for, hvordan vi skulle komme afsted med alle vore sager. Når jeg nu tænker tilbage på det, undrer det mig næsten også, at vi kom vel afsted; vi var jo så uvante med at rejse og havde meget rejsegods med at sørge for. Tjenerskabet på Dannevirke var nu rigtig flinke til at hjælpe os og sige os besked. Også vore to fætre, Hans Langkilde og Peter Lollesgaard, som studerede herovre, kom og hjalp os og så os vel ombord på dampskibet. Hen på eftermiddagen sejlede vi fra København og havde en dejlig tur op gennem sundet. Vejret var kønt, og vi nød at se den grønne kyst i den stille sommeraften, sejle forbi Kronborg og Helsingør og videre ud i Kattegattet, mens solen gik ned og stjernerne efterhånden kom frem. Vi blev længe siddende på dækket og glædede os ved alt det nye; omsider gik vi da ned og krøb i vore køjer; det var også noget nyt at ligge der og høre bølgerne rulle og tilsidst vugge os i søvn.
Men da vi vågnede i Ålborg, så det ikke så lysteligt ud for os. Vejret var bleven vådt og uroligt og temmeligt blæsende, og vi havde endnu en lang dampskibstur for os op ad Limfjorden. Vi skulle flytte over på et mindre dampskib med alle vore pakkenelliker, og det var slet ikke så nemt: stakkels Maries humør stod igen på nulpunktet. Men over kom vi da uden at miste nogen af vore sager, og så gik det videre. Meningen var, at dampskibet skulle lægge til ved Venø, hvor vore venner ville tage imod os. Men op ad dagen blev vejret mere og mere ubehageligt. Modvind havde vi, så det gik kun småt med sejladsen, der kom til at vare meget længere, end den plejede. Og da vi endelig nåede Venø, blæste det så stærkt, at kaptajnen erklærede, at det ikke lod sig gøre at lægge til - det var jo en streg i regningen. Han sagde, at vi måtte sejle med til Struer og blive der til næste dag; så kunne vi derfra tage med båd til Venø, hvis vejret da blev til det. Det var ikke så morsomt; vi vidste,a t vi ventedes på Venø, og at de ville være urolige for os; men da der intet var at gøre derved, måtte vi jo slå os til ro med det. En trang kedelig dag var det rigtignok at sejle op ad Limfjorden i det  kolde urolige vejr, og Marie var temmelig modløs. Søsyge var vi dog ikke, og jeg morede mig ved at se og høre på de mange forskellige passagerer, som tog det hele mer eller mindre gemytligt. Et par damer havde jeg især fået øje på og talt lidt med. Den ene var temmelig søsyg og ked af den lange tur. Jeg forstod, at de skulle til Holstebro, og i Struer så jeg en herre tage imod dem med tilsyneladende stor glæde; snurrigt nok faldt det sådan, at jeg traf dem engang igen, hvad jeg senere skal fortælle om. Omsider landede vi så i Struer, og hvor herligt var det ikke, at komme i land, og hvor tydeligt husker jeg ikke det hyggelige indtryk, værtinden gjorde der i gæstgivergården, som hun stod i døren i sin pæne landlige dragt, velnæret og smilende og tog imod os, som om vi var gamle bekendte. Det var også et rigtig pænt og hyggeligt sted, og det gjorde godt at få et godt måltid og komme i en god seng og hvile ud efter dagens besvær.

Næste dag var vejret endnu noget uroligt; men afsted kom vi da, i en båd, som dampskibet tog på slæbetog.. Det gik rigtig godt, og på Venøs kyst stod vore kære veninde og tog imod os med åbne arme og førte os ind i sit lille tarvelige hjem, som lå på en bakke med den herligste udsigt over fjorden. Det var et ganske almindeligt lille bondehus at se til med blåmalede vinduer og små stuer. Men hyggeligt og godt var der at være, og de fire uger, vi blev hos de kære venner, står altid for mig som en yndig tid. Præsten var tillige skolelærer, og - så omtrent halvdelen af huset optoges af skolestuen. Men fire stuer var der dog foruden køkken og udenomslejlighed. Lavt var der til lofterne, og nogle af dørene var så lave, at præsten, der var meget høj, måtte bøje hovedet, når han skulle igennem. Men hvor var især dagligstuen hyggelig i al sin tarvelighed. De havde mange pæne ting at pynte op med og forstod at indrette sig efter forholdene.
Øen selv var lav, og hede var der også; men de høje græsklædte skrænter og bakker og den friske blå fjord gjorde det lyst og kønt, og der var flere kønne spadsereture langs med kysten, og vi så os godt om i den tid, vi var der. Nede ved fjorden var der et lille fiskerleje, skulle det nok kaldes, hvor en del af øens beboere boede. Jeg tror, at nogle af præstens indtægter var visse pd ål i årets løb. En af fiskerkonerne hed Maren Bak, husker jeg, en rigtig type på en sådan: stor og forslidt af ydre, men rar og fornøjelig at tale med. På den sydlige ende var der dog en stor gård, Sønderskov; ellers var der ikke mange beboere. Velvillige var de allesammen, om end som mange øboere noget tilbage i udvikling, og fattige var jo de fleste af dem. Vi havde lidt ondt med at forstå deres ravjyske sprog; det var mere vanskeligt end det jyske, jeg har hørt længere mod syd, ligesom deres dragter og vel sæder og skikke i det hele var anderledes og mere ejendommelige, end vi var vante til at se på Fyn. Det var en stor fornøjelse sådan at se noget nyt og ukendt, så denne udflugt står særlig tydeligt for min erindring på mine gamle dage. Have var der ikke noget videre af, en lille kålgård,  som de kaldte den. Den var gerne indhegnet, og der var heller ikke stort andet i den end lidt kål. "Det er sådan et lille skarpt land, vi har", sagde de, her kan ikke trives blomster eller sligt. Det tror jeg dog nok, der kunne, hvis de havde haft rigtig sands derfor eller begreb om det. Vi var som sagt en måned deroppe og havde det udmærket hos de kære præstefolk; vi spiste ål i alle mulige serveringer, da der var stort ålefiskeri der ved øen. Jeg har aldrig fået så mange gode åleretter, hverken før eller siden. Fisk var vist i det hele øens hovednæringsmiddel. En udmærket pige havde de fået, Cathrine, og hende havde vi megen fornøjelse af at tale med. Hun var af de gammeldags "hellige" og en sand skat for fruen; hun blev også hos dem alle de år, de var på Venø og flyttede så med dem til Medolden. Ak ja, den slags tjenestepiger er der vist ikke mange af nu, tiderne har forandret sig helt. Jeg har dog også haft mange gode og kære piger, dem jeg nu tit tænker på med tak og glæde, når jeg hører så mange klager over tjenestepiger. En som Catrine findes vist næppe mere; men det, at hun var troende, gjorde hende jo også særlig kær for præstefamilien og er i det hele den bedste grund at bygge på.
På selve øen var der ingen andre familier at omgås end selve bøndernes. På kysten overfor var der derimod flere, de omgikkes; men vi skulle jo altid sejle derover, og ovenikøbet var landingen tit så besværlig, at vi måtte bæres det sidste stykke, og det gjorde, at det skulle være godt og roligt vejr for at give sig ud. Vi var nu flere steder, på Strandbjerggård omtrent lige overfor, hvor der boede en rig pæn og rar familie, Ægidius. Der var vi flere gange. De havde en yndig have med mange frugttræer, og i det hele anderledes end på den lille bare ø. SÅ blev vi engang bedt til Holstebro,, hvor en fætter af præsten var byfoged, og den vil jeg dog særligt omtale,d a den var meget fornøjelig.
Vi drog afsted fra morgenstunden i det dejligste sommervejr, og det var nyt og morsomt at se de ukendte egne. Henad middag nåede vi Holstebro, hvor der netop var marked og altså mange mennesker. Vi blev særdeles vel modtagne af borgmester Grave, der snurrigt nok viste sig at være den samme herre, som vi så den dag i Struer modtage de to damer, vi havde rejst sammen med. Den ene var hans søster, der var der på besøg, og den anden skulle blive der som husbestyrerinde; og vi blev jo gensidigt overraskede ved at træffe sammen med dem der. Borgmesteren havde et meget fint og hyggeligt hjem, hvor vi tilbragte en rigtig rar dag. Da han var en stor blomsterven havde han mange dejlige blomster i sin have  og forstod åbenbart også at indrette sig hyggeligt og behageligt som pebersvend. Vi fik en "fin middag" og gik bagefter ud og så os om i byen, hvad der var helt morsomt for os.Dengang gik folk endnu gennemgående i nationaldragter, kvinderne mest uden hatte, men med aparte hovedtørklæder om hovedet. Ellers gik markedet til som andre markeder på Fyn, så vi fik snart nok af den støj og sjov og befandt os bedre i borgmesterens pæne hjem.
 Jeg vil dog også omtale en ineressant tur, vi gjorde ud til Vesterhavet. Manden, som ejede den største gård på Venø, hed Poul Sønderskov, og hans familie boede på Lemvig-egnen, nær ved Bovbjerg, og han tilbød at køre os derud, besøge hans familie og se Vesterhavet. Det havde vi naturligvis stor lyst til, og en dag blev fastsat til turen. Desævrre blev præsten forkølet og turde, svag som han var, ikke indlade sig på den lange køretur og på at overnatte derude på de, som vi tænkte os, ret uciviliserede egne. Men vi andre drog da afsted, manden og konen fra Sønderskov, fru Fog og så Marie og jeg. Vejret var så kønt, som vi kunne ønske det, og op ad dagen nåede vi Lemvig, som ligger yndigt imellem grønne bakker ved Limfjorden. Pudsigt nok var der også marked den dag og liv og uro; men det så vi ellers ikke stort til, da vi kun skulle "bede" der et par timer, men ellers videre for at nå vort bestemmelsessted inden aften. Dog vil jeg bemærke, at udenfor gæstgivergården, hvor vi opholdt os, var der en have med en lille dam, hvor der svømmede ænder og ællinger omkring. Og pludselig som vi stod og så derpå, kom en stork flyvende, slog ned i dammen og snappede en ælling, som den fløj bort med i næbet, trods ændernes protest, og til forbavselse for os, som aldrig havde set en fynsk stork bære sig sådan ad. Det må vel være, fordi der ikke er så meget andet for storke at få på de egne, for jeg hørte siden, at der var almindeligt der på egnen, og at storken var en af ællingernes største fjender.
Efter et par timers ophold i Lemvig tog vi videre vestpå, og til vor overraskelse var egnen både køn og særdeles veldyrket. Skov var der jo ikke meget af, men store frodige enge, og beboerne lod til at være velhavende. Ja, de familier, vi besøgte, kunne de fynske bønder, vi kendte, ikke hamle op med, både hvad boliger og en vis kultur angår, og vi blev mere og mere forbavsede ved, hvad vi opæevede derude. Den gamle mand, vi nærmest besøgte, Poul Lyne hed han vist, var en rigtig type på en vestjysk velstående bondemand. Han modtog os med stor gæstfrihed og beværtede os på det bedste, blandt andet med andesteg og prinsessebudding. Han var enkemand, men havde to døtre hjemme, som styrede huset, og det var i alle henseender et pænt og tiltalende sted, hvor vi havde det udmærket. Vi overnattede der jo, og efter denne "fine middag", som den med rette kunne kaldes, underholdt den snurrige gamle mand os med omtrent hele sin livshistorie, navnlig om hans kones død, som han så malende skildrede, at vi blev helt forskrækkede derved (En grøn kiste, hvori der nok fandtes penge, spillede især en stor rolle i hans gengivelse af hendes sidste dage). Manden havde åbenbart et vist dramatisk anlæg, for han gik helt op i sin fortælling og optrådte både i ord og gebærder, som om han spillede komedie. Tiden faldt os således ikke lang, nej vi morede os udmærket, og da vi skulle i seng, blev vi vist ind i et lille hyggeligt gæsteværelse, hvor alt var varmt og pænt og viste, at døtrene forstod sig på mere end almindelig bondeskik
Dagen efter skulle vi så ud til Vesterhavet. Der var vel en halv mils vej til Bovbjerg, så vi og nogle af familien kørte afsted  næste formiddag. Først skulle vi se os om der, og bagefter gøre besøg hos en gift datter, som boede der i nærheden. Det storslåede syn af Vesterhavet er noget, som aldrig glemmes; vejret var ret stille, men desuagtet gik der bølger så høje, som vi aldrig havde set dem. Der var dengang hverken hotel eller nogen videre anlæg eller indretning for turister; måske netop derfor står det så forunderlig storslået for mig i al sin naturlige vælde. Jeg kan huske som en ting, der forundrede os, højt oppe på de stejle skrænter ved Bovbjerg lå en lille - indsø kan det vel knap kaldes - men dog en større vandsmaling, rolig og intetanende i solskinnet, og omgivet af lyng og småbuske. Mon den dog ligger der endnu? Der er vel sagtens sket store forandringer også der, siden vi vandrede omkring deroppe. På tilbagevejen tog vi altså ind hos den gifte søster, som havde det endnu finere end derhjemme hos den gamle. Vi blev således førte ind i et gæstekammer for at lægge tøjet, hvor der var silke-damaskes omhæng om sengen, således forbavsedes vi flere gange, men hørte så, at al den luksus kom fra strandinger, hvor tit fine og kostbare ting blev solgt til billige priser, det var også ret ejendommeligt at se kahytter og deslige anvendt som lysthuse i haverne.
Ja, en frugtbar og velhavende egn viste det sig således at være, anderledes end vi havde tænkt os en egn lige oppe ved Vesterhavet; men senere hørte jeg jo nok, at Lemvigegnen var god og velstående. Omkring den nævnte gård var der store enge og vist stort kreaturhold, som og kornet stod ligeså godt som mange steder på Fyn. Vi blev også der pænt beværtede og hvad der mest forundrede os, ikke på sædvanlig bondevis med varm mad, men fin anretning med koldt bord og the, og bagefter, før vi tog afsted, dessert - tænk for 60 år siden og i Vestjylland. Dagen efter tog vi tilbage efter denne vellykkede tur og fandt da præsten nogenlunde rask; vi beklagede kun, at han ikke havde været med på den lille udflugt.
Ja, tiden gik såmænd fornøjeligt for os oppe på den lille ø. Småvisitter hos beboerne gjorde vi også og blev gerne trakterede med nogle små, hårde og ikke videre gode kager, undertiden dog også kaffe, for ellers var de ikke gode at få ned. De fleste var jo fattige fiskere. Af de større gårde så navnlig Søndergårds net og ret velhavende ud. Både mand og kone var et par tiltalende unge folk, og der var flere småbørn til at live op.
Efter en måneds ophold på Venø var det bestemt, at onkel Langkilde skulle komme en tur derop, dels for at besøge Fogs og dels for at se sig lidt om i Jylland; Marie og jeg skulle så følges med ham hjem. Men det endte med, at vi fik bud fra onkel, at han ikke kom længere end til Holstebro, hvorfor husker jeg ikke. Men jeg husker da, at Fogs som rimeligt var blev lidt fornærmede, og at særlig præsten drillede sin kone med det gode venskab imellem hende og onkel, som nu viste sig ved, at han ikke ville rejse denne sidste lille tur fra Holstebro til Venø for at se hendes hjem. Så var der ikke andet at gøre, end at Marie og jeg måtte mødes med ham i Holstebro, hvorhen præstens fulgte os. Turen gennem Jylland pr vogn var meget interessant. Hvor husker jeg  ikke tydeligt den aften, da vi efter en lidt vemodig afsked med de kære præstefolk satte os op i diligencen og under postillonens muntre trutten i sit horn drog afsted fra Holstebro. Det var en dejlig stille sommernat, vi havde for os, og til at sove havde jeg rigtignok ikke sind. Vi kom forbi de fra Ingemanns romaner kendte Daubjerg Kalkgruber. Røvere og stimænd så vi da heldigvis ikke noget til; men underlig betagende var det at køre der i den lyse sommernat, gennem ukendte egne og tænke på de længst forsvundne tider, hvor der færdedes mennesker som vi, men hvor forholdene dog var så forandrede. Ja, landet, vort kære fædreland det er dog det samme som dengang, de samme lyngklædte bakker og vide udsigter, om end ikke så skovløse som nu. Og da vi henad morgenstunden nærmede os Viborg og så domkirkens tårne dukke frem, ja så kom minderne end mere frem om de tider, hvor den var midtpunktet i Jylland, og hvor riddere og konger færdedes i glans og vælde.
Selve indtoget i Viborg var nu ikke videre glimrende. Vel var det en klar sommermorgen; men vi var trætte af lange nattekørsel, og skønt postillonen truttede i hornet gjorde det ingen rigtig virkning, hverken på os eller på byens beboere, og da vi endelig havnede på et hotel, så der temmelig uhyggeligt ud i den tidlige morgenstund. Først blev vi vist ind i en stor sal, hvor der øjensynlig aftenen før var blevet holdt gilde, thi alt var i stor uorden, glas og flasker flød på bordet imellem halvt udbrændte lys o.a., og en søvnig opvartningspige modtog os med sure miner. Dette var dog kun det første uhyggelige indtryk; vi fik anvist pæne værelser og fik ordentlig beværtning. Men efter et par timers hvile, kunne vi da ikke slå os til ro inden døre og skulle jo også videre sydpå, så vi begav os snart ind i byen for at se os om, og da navnlig til domkirken, som dengang var i sin gamle skikkelse. Hvad jeg husker bedst derfra, er navnlig krypten med dens prægtige piller, hvor der jo er mange minder om Erik Glipping, hvis sværd og rustning vi så, og for hvem sjælemesserne jo skal lyse i "alle tider". Ja, de er nu længst forstummede; men hans sørgelige død og forargelige liv lever endnu i sagn og sange.
Fra Viborg drog vi videre på lejet vogn, først til Hald, hvor vi standsede for at se ruinerne af slottet og den skønne egn deromkring. Opholdet ved Hald står særlig lyst for min erindring; det var sådan en dejlig sommerdag, og ruinerne meget ineressante med tykke velbevarede mure og tårne, hvor i fordums tid ridder Bugge færdedes med ridder og svende og sloges vældigt med tyskerne, der dengang som altid har været vore værste fjender; men det blev dog Niels Ebbesen, der rigtig blev helten fra de tider.
Så skulle vi videre for at gæste Ry egnen og da særligt Himmelbjerget, som dengang ikke var så let at komme til som nu. Der var hverken hotel eller udsigtstårn, og meningen var, at vi skulle overnatte i Ry Kro for næste dag fra morgenstunden at spadsere op på Himmelbjerget. Efter en lang trættende køretur over hedestrækninger og forresten interessante egne i Midtjylland nåede vi henad midnat Ry, og blev modtaget med den underretning, at alt var optaget, og der intet nattelogis var at få. Det var ret nedslående at stå der midt om natten efter en nats og en varm dags køretur; hvor tydeligt husker jeg ikke en halvtpåklædt pige modtage os med den besked og dog trods sit jyske så spørge om, hvorfra vi var; og da hun hørte, vi var fra Fyn, vist tog det, som om det var fra udlandet; hun fik vel medlidenhed med vor uheldige stilling, for efter en del snakken frem og tilbage kom værten frem og sagde, a sengelejlighed kunne han ikke skaffe; men hvis herrerne ville tage til takke med sofaen og nogle tæpper, ville han følge damerne ind til naboens, hvor han nok troede, der kunne skaffes en seng. Dermed gik Marie og jeg temmelig spændte på, hvad der ville vise sig. Vi blev førte gennem en stue, hvor familien med børn lå og sov og kom ind i et gæstekammer med en seng propfuld af dyner, men forresten ren og ordentlig at se til, så vi betænkte os ikke længe på at krybe i den. Vi sov godt, trætte som vi var, til vi tidligt næste morgen blev purrede ud og drog afsted for at se Bjerget. Vi gik over flere marker og nåede også omsider trappen; men jeg kan nu ikke rigtig tænke mig den vej, for da jeg har været der flere gange siden, synes jeg ikke, det lå så nær ved Ry, at vi kunne nå det på en kortere spadseretur. Nu, komme derop gjorde vi da og fandt som altid en dejlig udsigt over søer og lyngbakker. Men da alt jo dengang var mere uciviliseret end nu, står det for mig som meget ensomt og stille deroppe. Vi måtte tilbage til Ry for at få noget at leve af, før vi rejste, og der blev vi trakterede med stegte ål og æggekage, tænk hvilken sammensætning. Men det var nok onkel, som bestemte retterne, og det smagte såmænd også godt, for sultne var vi. Så skulle vi videre ned ad Vejle før aften, fik os hvilet lidt og noget at spise og tog så en tur ud til Grejsdalen, der står for mig som idyllisk i den stille sommeraften.
Det var rigtignok grumme heldigt for os, at vejret var såd ejligt under hele rejsen, som vi kunne ønske os det; for var det faldet i med regn og blæst, som vore somre er så rige på, kunne det da have forstyrret hele fornøjelsen. Fra Vejle drog vi videre og overnattede i en stor pæn kro mellem Vejle og Snoghøj, hvor vi rigtig nød at komme ordentlig i seng og få en god aftensmad. Næste morgen videre over Lille Bælt pr fragtbåd og efter et lille ophold i Midddelfart til Odense, hvor vi naturligvis kom ind til onkels venner, Østergaards, og blev bespiste og behandlet vel i alle måder. Og der var vogn hjemmefra. Dejligt var det nu også at komme hjem efter den lange udflugt, hvor vi havde oplevet så meget, og hvorfra vi havde så meget at fortælle; så skønt al træthed trak det længe ud, inden vi igen lå i vore egne senge på det kendte kvistkammer i vort kære hjem.
Ja, så gik tiden videre uden større forandringer. Efterhånden blev jo flere af kusinerne gift, og mange bryllupper har jeg været med til. Navnlig på Selleberg var jeg med til et stort og fornøjeligt bryllup "tre hele dage i rad", som det hedder i visen. Fredag den egentlige højtid, dagen efter middagsselskab  på Kojerup, og søndag sluttede gildet med bal på Selleberg, som var meget fornøjeligt i alle måder. Brudeparret gjorde ingen bryllupsrejse, hvad egentlig kunne have været ret passende, da de skulle bosætte sig derhjemme, og alt blev temmelig forandret; men det kendte man ikke så meget til dengang. De unge blev nu forpagterfolk, og gamle tante blev boende hos dem. Det var vist ikke altid let at komme igennem; men Lassen var nu en sjælden mand også i den henseende, skønt jeg ved fra hans kone, at det tit var svært, især da tante i flere år var apoplektisk og affældig og vist meget vanskelig at omgås. Efter tantes død fik de gode og lykkelige kår, så det var en glæde at se og besøge dem, hvad jeg da også fik lov til adskillige gange i årenes løb.
Den 23. juni 1858 stod Michaels og Louise Reckes bryllup på Klingstrup hos Mayntz, hvor Marie jo havde været meget, og det var en munter og livlig fest. Jeg husker, at der blev sagt om Louise, at det var ligesom hun "legede bryllup", og det var egentlig betegnende nok, for de så slet ikke ud, som om hun havde begreb om livets alvorlige side. Adolph Recke og kone var også med; der så jeg hende for første gang; siden mødtes vi jo tit, da hun i mange somre holdt ferie der hos Mayntz. Men særlig Adolph Recke var en mand, som kunne sætte liv i en fest, og hvor var han dog elskværdig og morsom. Også flere andre af Louises slægtninge var der, og det gik med taler og sange, så det var en fornøjelse. Det sidste, jeg husker fra den aften, er, at da vi skulle hjem om aftenen til Kroghenlund, sent jo, gik Adolph Recke og flere andre ud for at se St. Hansblus; det var jo St. Hansaften, ja hvor det lignede dem. Fru Reckes hårpynt var hyldeblomster; men jeg tror rigtignok, hun måtte tage dem af snart på grund af den stærke lugt; ellers passede det jo til dagen. Blus fik de næppe at se, for havde der været nogen, var de naturligvis forbi ved midnat.
Samme år i maj havde der været bryllup på Hannesborg, Anna og Syberg Petersen, også meget fornøjeligt. De blev også bosat derhjemme som forpagterfolk i nogle år.
Og så den 8. oktober samme år havde jeg selv bryllup, så det var et indholdsrigt år for os søskendebørn, og dermed slutter så nærmest min glade ungdom.
Hvad livet senere har bragt, vil jeg ikke komme ind på. "Sorrig og glæde" har jo vandret "tilhobe", og jeg vil ende med et salmevers af Brorson, som altid har gjort mig godt:
Jeg har i mine levedage
haft mange store prøve på,
at Gud i sorrig som i glæde
har ført mig, jeg bekende må,
Han altid mig ved hånden fik,
Når vandet ind til sjælen gik. -

Ja, jeg er ringere, o. Gud, end al din miskundhed.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk