Færgefarten i Det sydfynske Øhav
Forside ] Op ]


Færgetrafik

Dansk kulturhistorisk opslagsværk

 

Privat eller offentlige, organiserede fartøjsforbindelser over vand. Som følge af den betydning, færger vil have for samfærdslen i et øsamfund som det danske, har staten tidligt interesseret sig for færgefart. Mere organiserede former synes at være indført i 1500-tallet. Den første danske lov, der omtaler færger og færgemænd, er Christian II`s byret fra 1522, der fastsatte takster for færgemændene i København og Malmø. Herefter træffes der jævnligt i forskellige kilder oplysninger om færgesteder og færgemænd. Gennem Christian IV`s frd af 4.6.1615 om vognleje og færgeløn mm kendes til færger og færgetakster mellem København og Landskrona, Malmø og Helsingborg, mellem Korsør og Nyborg, Vordingsborg og Falster, Kalundborg og Århus samt over Østersøen fra Rødby og Gedser til henholdsvis Heiligenhafen og Warnemünde. Der har naturligvis også været færgeforbindelser andre steder. Således er de vigtige forbindelser over Lille Bælt ikke nævnt i forordningen. Det sker i Christian V`s frd af 29.4.1684 om færgeløbene mellem Nyborg og Korsør, Århus og Kalundborg, Assens og Haderslev samt Middelfart og Snoghøj. Ud over disse hovedruter var der talrige andre, mindre færgesteder.
Med baggrund i den opfattelse, at alt, der ikke tilhørte nogen, ejedes af kongen, gav denne færgemænd og ved enkelte større færgesteder færgelav eneret, privilegium, på at drive færgefart over et farvand. Til gengæld for eneretten bestemte kongen taksterne for overfarten. Endvidere fulgte af eneretten en forpligtelse til at sætte folk og varer over samt til at have de fornødne både i forsvarlig stand. Endelig kunne færgemændene være forpligtede til at yde forskellige ydelser til kongen eller andre i form af afgifter eller fri ret til overførsel. Så sent som ved plakat af 12.8.1820 blev der givet generelle regler for færgeriernes eneret.
I bevillingerne, anordningerne og reglementer for de enkelte færgesteder gør der sig en række særlige forhold gældende. Mens således færgehavne i København og Helsingør var organiseret som typiske lav, jf lavsartiklerne fra henholdsvis 29.4.1684 og 12.5.1685, var der for Århus-Kalundborg og Korsor-Nyborgs vedkommende snarere tale om interessentskaber mellem færgemænd og andre borgere, jf reskript af 25.3.1693, selv om disse interessentskaber hyppigt benævntes lav. Et specielt forhold ses ved Vildsund og Sallingsund færgesteder. De hørte oprindelig under kronen, men overgik i 1685 til privat eje, og såvel kongen som godsejeren modtog årlig såkaldt rundkorn (færgekorn) af alle Morslands bønder mod at vedligeholde færgerierne og lade overføre dem, der ydede rundkorn, gratis. I øvrigt kunne der til færgeprivilegierne være knyttet ret til at drive færgekro samt vognmandsforetning. Færgemændene blev gennem en række bestemmelser pålagt ikke at overføre uønskede personer, betlere, tatere, smittebærere (pest) og spioner.
Når undtages de steder, der var lav, var der almindeligvis kun en eller to færgemænd, der havde eneretten. De blev bistået af færgekarle. Ved færgernes ankomst og afgang hjalp de såkaldte litsenbrødre, der var dragere og medhjælpere og som også kunne fungere som lodser. De anvendte færger varierede meget efter tid og farvande; der benyttede bl.a mindre robåde og pramme, der også blev roet, skuder, senere smakker og jagter.
Færgen sejlede, når der var passagerer og gods, og hvis vejret tillod det. Klager over, at afgangen udsattes for at samle en passende fragt, var imidlertid hyppige. Ved de større færgesteder udviklede der sig fra 1600-tallet en regelmæssig fart. Ved Store Bælt blev der 1657 indført daglig afgang fra såvel Nyborg som Korsør hver dag kl 9, en fartplan der dog ikke kunne opretholdes i den følgende tid. En færge, der således afsejlede til bestemte tider, betegnedes en børt.
Den mere regelmæssige færgetrafik blev bl.a fremhjulpet af postvæsenets organisering. Ved de vigtigste færgesteder udnævntes en af færgemændene til postvæsenets transportforvalter, hvis færge, postjagten, afsejlede ved postens ankomst. Det var derfor naturligt, at overtilsynet med færgevæsenet efterhånden overgik til Generalpostamtet (senere Generalpostdirektionen). Oprindelig henhørte det under Danske Kancelli, for krongodsets vedkommende under Rentekammeret, men ved reskript af 21.4.1786 blev færgesteder, hvor posten passerede, henlagt  under Generalpostamtet, og i 1807 fik dette overtilsynet med samtlige færgesteder i Danmark og i 1809 tillige i hertugdømmerne. Efter 1849 overgik overtilsynet til Finansministeriet og herfra ved bekendtgørelse af 30.6.1871 og 8.11.1873 henlagt under Indenrigsministeriet. Efter oprettelsen af Ministeiet for offentlige Arbejder blev færgevæsenet ved bekendtgørelse af 27.4.1900 henlagt under dette.
Det lokale tilsyn blev oprindelig ført af lensmænd, amtmænd eller magistrater, men ved cirkulære af 22.7.1820 blev det pålagt politimestrene, der årligt skulle lade foretage et eftersyn af materiel mm. Ved lov af 21.3.1874 overgik tilsynet med de færgesteder, der ikke ejedes af staten til amtsrådene.
I løbet af 1800-tallet blev en lang række færgeprivilegier ophævet og færgefarten frigivet eller overtaget af staten. F.eks. Blev det københavnske færgelav ophævet 1811 og færgefarten i hovedstaden frigivet 1835 Helsingør færgelav ophævedes 1882. Flere forhold fremkaldte denne udvikling. Især den voksende trafik og samtidig hermed fremkomsten af dampskibe gjorde færgefarten så omkostningskrævende, at de gamle færgerier ikke længere kunne opretholdes. I 1793-94 anskaffedes for postvæsenets regning to postjagter ved Store Bælt og i 1828 blev det første dampskib indsat på ruten. Færgelavene fik ganske vist halvdelen af den fragt, dampskibet indsejlede ved siden af posttransporten, men det var ikke tilstrækkelig til at holde dem skadesløse. Færgelavene overtog derfor 1844 også posttransporten med dampskib over bæltet for en periode af 18 år. 1856 hævedes imidlertid lavenes eneret og aftale med postvæsenet, hvorefter dette overtog samtlige både og hele færgetrafikken. I 1883 blev Store Bælt overfarten overdraget til statsbanerne, der samme år indsatte de første jernbanefærger her. Allerede i 1872 var den første danske jernbanefærge begyndt at sejle på Lille Bælt mellem Fredericia og Strib, efter at strækningen siden 1866 var blevet betjent af et dampskib og postruten forlagt fra Snoghøj-Middelfart. Senere i 1800-tallet indsattes jernbanefærger flere steder i landet. Med jernbanefærgerne afløstes de hidtidige færgebroer af færgelejer. Første færge udelukkende til biler begynde at sejle på Store Bælt i 1930.
Et andet forhold, der bevirkede ændring i færgevæsenets udvikling, var anlæggelsen af broer over farvande, begyndende med pontonbroerne i Sønderborg (185), mellem Ålborg og Nørresundby (1865) samt ved Frederikssund (1868). Samtidig med afviklingen af de gamle færgerier opstod der en række rutebådslinier over længere strækninger. Der drives dog fortsat en række private færgerier ved siden af statens.

 

Færgefarten i Det sydfynske Øhav

 


Tegning af  Edvard Broholm, Skarø

 

Vindeby-Svendborg færgefarten [Amtshistorien ca 1931]
Samfærdselen mellem Tåsinge og omverdenen foregik i gamle dage ved smakkefart, og det var Tåsinge stamhus, der havde privelegium på denne færgefart. I smakkefartens tid var der ikke bestemte tider for overfarten; man havde forsøgt det, men det vakte almindelig misfornøjelse. Stamhuset, der havde bortforpagtet privilegiet, havde på ruten Vindeby-Svendborg færgeret på begge strandsider, medens det på ruten Tåsinge- Rudkøbing kun havde det på den ene strandside. I året 1873 blev der på ruten Vindeby-Svendborg indført den første dampskibsforbindelse med dampfærgen "Fritz Juel". Færgeriet Vindeby-Svendborg var først forpagtet til Niels Løve. Hans efterfølger var Lars Møller, der havde det til 1888, hvorefter det blev overtaget af R.V. Møller. Han døde 1922, men forpagtningen fortsattes af hans enke, indtil Svendborg købstad og Tåsinges 3 kommuner i 1926 købte privilegiet. Straks efter overtagelsen blev motorfærgen "Tåsinge" anskaffet , og "Fritz Juel", der nu er landets ældste dampfærge bruges kun til reserve [ca. 1930]. Forretningsfører for færgeriet Vindeby-Svendborg har siden 1922 været bankbogholder H.G. Møller, der er født 1891 i Vindeby Færgegård.
 

 Ruten Vemmenæs-Rudkøbing er også af gammel dato. Anlægsbroen i Vemmenæs stammer fra året 1857, men efter at sejlskibene er afløst af dampskibe og afstanden mellem Svendborg og Rudkøbing dermed er forkortet, er den gamle færgeforbindelse Vemmenæs-Rudkøbing i tilbagegang. Kun om vinteren, når isen lukker farvandene, bliver der liv ved Vemmenæs gamle færgested. Foruden de her omtalte ruter findes flere andre, og en mængde smådampere krydser farvandet mellem Tåsinge, Fyn og Langeland. 

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk