Dammestenen ved Hesselager
Forside ] Op ]

 
Dammestenen eller Hesselagerstenen

Af August F. Schmidt

 
 
 

I nærheden af Hesselager by, er "vistnok den største løse sten af krystallinsk bjergart" i Nordeuropa udenfor den skandinaviske halvøs og Finlands bjergegne.

Stenen omtales allerede i det 18. århundrede af Erich Pontoppidan i "Danske atlas" I (1763), s. 439 efter gehejmeråd Adelers manuskript og angives der at være "54 alne i omkreds, men i længden 22 og i breden 15 alne" (omregnet til meter henholdsvis 33,9 i omkreds, 13,8 i længde og 9,4 i bredden).
I det 19. århundrede omtales Hesselagerstenen af H. Steffens i "Geognostisch-geologische Aufsätze" (Hamburg 1810), s. 123. Steffens har dog næppe selv undersøgt stenen; han angiver samme dimensioner som Pontoppidan.
Senere er stenen omtalt af C. Dalgas i hans "Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand" IX (Svendborg Amt 1837), s. 14, hvor "Dame-Stenens" størrelse er opgivet til 18 alen lang, 15 alen bred, 12½ alen høj og 64 alen i omkreds.

Senere (1840) er Dammestenen bleven undersøgt af geologen Forchhammer, som omtaler den kortelig flere steder i sine mange skrifter. Nærmere oplysninger om denne undersøgelse haves i Forchhammers manuskriptprotokol I, som opbevares i Mineralogisk Museums arkiv.
Side 122 i manuskriptprotokollen findes følgende angivelse fra 1840:
"Stenen ved Hesselager, som på en tegning hos mølleren i Vormark var kaldet Damestenen, havde en lodret højde af 11 fod (3,5 meter), en længde af 40 fod (12,6 meter) og en omkreds af 105 fod (32,9 meter). Den fremstiller en pyramide af den anførte omkreds og højde, men hvormeget af denne pyramide, der ligger skjult i jorden, lader sig ikke vel bestemme. Man skulle tro, at der var endnu mere skjult end blottet, da alle pyramidens sideflader løbe skråt ned, som om dens basis var endnu større end den, der kan måles ved jordoverfladen. Man vil sandsynligvis uden at begå en stor fejl kunne antage den skjulte del for lige så stor, som den, der ligger over overfladen."
Kort tid efter Forchhammers undersøgelse blev Dammestenen delvis udgravet på den nordøstlige side ifølge Kristian den VIIIs befaling, efter at godsejer Dons til Hesselagergård havde fredlyst stenen og skænket den til staten.

Efter udgravningen blev Dammestenen 1843 undersøgt af daværende student, senere amtmand, kammerherre E. Vedel, som indgav en skriftlig beretning om sin undersøgelse til Forchhammer, hvilken beretning findes indført i Forchhammers manuskriptprotokol I, s. 122-123. Den opfattelse, at stenen skulle være "en faststående granitklippe, ved en øformig hævning bragt op til dens nuværende stade", gendrives i denne beretning ved, at sidernes udadskrånende retning ophører i en dybde af 1,3 meter under overfladen; i denne dybde bliver siderne lodrette, og den nordre side skråner derefter mere og mere indad. Stenen skildres som en granit med mørkegrå kvarts, lysegrå feldspat og brungul glimmer. Den nordlige side er aldeles glat afsleben. Omkredsen på det bredeste sted, omtrent 1,3 meter under overfladen, beregnedes til 45,8 meter.
Dammestenen er en lys, rødliggrå, middelkornet granit, som nogle steder er gennemsat af smalle gange. Den er bevokset med mos, hvilket vanskeliggør undersøgelsen af den, meddeler Victor Madsen. Nogle partier af den (gange?) er grovkornede, andre er finkornede og mørkegrå af farve. Nærmer man sig stenen  fra sydvest, er dens udseende ikke anseligt, idet den kun hæver sig 1½ meter over det omgivende terræn. Set fra den modsatte side får man derimod et indtryk af dens forbavsende størrelse, idet den danner den ene side i den betydelige udgravning, der, som ovenfor nævnt, blev foretaget på Kristian d. VIIIs befaling. Udgravningen er ført ned til noget forbi den dybde, i hvilken stenen har sin største  bredde; stenens laveste punkt er ikke bleven nået. Nivelleres fra det laveste punkt i udgravningen til stenens top, fås en højdeforskel på 9,8 meter. Omkredsen på det bredeste sted er som ovenfor anført beregnet til 45,8 meter. Stenen ligger i gult moræneler. Efter at der var aflejret tilstrækkeligt af dette til, at stenen kunne ligge fast, trods isens bevægelse hen over den, har den forholdt sig til isen, som om den var fast fjæld. Dens øverste del har fået form som en rundhælle med udpræget stød- og læside, og stenen er bleven tydelig isskuret. Skurestriberne ses bedst på stenens nordøstlige side. Ved rengøring af stenens ryg påvistes på denne en del grove og temmelig utydelige skurestriber, som dog i solskin, når stenen var passende fugtig, kunne måles med temmelig stor nøjagtighed. Dammestenens vægt anslås til henved 1 million kilogram.

Den er omtalt og afbildet i de fleste geologiske og geografiske lærebøger. Til denne naturhistoriske literatur om Dammestenen findes der henvisninger i Victor Madsens værk: "Kortbladet Nyborg" (Danmarks geologiske Undersøgelse, I. række, nr. 9, 1902, 33-38), og de ovenanførte geologiske oplysninger om Danmarks største sten er da også hentet fra dr. Madsens værk.

Vi skal nu høre, hvilke folkesagn, der er knyttet til stenen ved Hesselager. Allerede i C. Dalgas` fornævnte skrift om Svendborg Amt fra 1837, side 14 er nævnt et sagn om stenen. "Man fortæller, at en dame, der boede i Hou (den nordre ende af Langeland), forbittret over, at spiret af Svinninge kirke tjente de søfarende til for godt et mærke, i vrede engang kastede den omtalte sten imod Svinninge spir. Men uagtet man ikke kan nægte, at den gode dame har havt kræfter og forstået at tage sigte, har stenen dog kun nået 2/3 af vejen".
I Evald Tang Kristensens "Danske Sagn" III, nr. 145, 150, 170, 205, 206, 223 findes der følgende optegnelser - her i udtog - af vedrørende stenen: "Den er kommen fra Langeland." .. "En karet kan vende oppe på den"; slynget i strømpebånd af en kæmpe fra Bregninge bakke, Tåsinge, efter Svindinge kirke; båndet brast, så den kom ikke så langt. - Kastet i strømpebånd af en troldkvinde på Langeland efter Svindinge kirke - kastet af en kvinde på Langeland efter Svindige kirketårn. - kastet i strømpebånd af en trold fra den yderste pynt af Langeland efter Svindinge kirketårn. - kastet af en troldkvinde på Hov efter Svindinge kirke, fordi den kunne ses så langt borte og havde tre klokker, "hvoraf den ene er en af de største her i landet". -
I Dansk Folkemindesamling, arkivkapsel 1906/31b: 1097, findes udtog af fem optegnelser om Dammestenen, indsendt til denne institution efter 1919. Kort gengivet er disse sagn af følgende indhold: Stenen er kastet af en troldkvinde på Langeland efter Svindinge kirkespir. - kastet af en jættekvinde ved Korsør efter en lindorm ved Bregninge kirke. - kastet af en jætte fra en af de omliggende øer mod den første kirke, da klokkerne ringede.
Rasmus Hansen har i sin barndom hørt sagnet således fra Oure og flere steder: Dammestenen skal være kastet af en  jætte fra Langeland efter Svindinge kirke. "Det pak kun slet ikke fordrage at høre klokkerne; og denne havde sagtens troet at gøre sit folkefærd en stor glæde, ved at knuse kirken før hun blev færdig. Han nåede dog ikke, hvad han ville, for hans hosebånd, som han slyngede stenen i, gik istykker, og stenen faldt, hvor han ligger endnu. De mere vantro mener ikke, stenen har været så stor, ved kæmpen kastede ham, men at han er vokset siden, ja der er dem, der tror, han vokser endnu, hvergang han lugter nyt brød.
Smedekone Hanne Christoffersen, Humble, meddeler 16. oktober 1928 til H.C: Frydendahl, at Hesselagerstenen er kastet, vistnok af en trold fra Egeløkke på Langeland mod Svindinge kirke på Fyn. Men stenen faldt jo for tidligt ned.

Man vil af de ovenstående sagaudtog se, at sagnene alle er enige om, at Dammestenen er kastet efter en kirke af en kæmpe (trold, troldkvinde, jætte) fra en anden ø end Fyn (Langeland, Tåsinge, Sjælland). Sagnet, der uden tvivl er ældgammelt i Sydfyn, kender vi på tryk fra 1837 og fremefter; men navnet Dammesten er allerede nævnt i Præstens Indberetning 1623, og det er sikkert forkert, når der overalt i literaturen er brugt formen "Damesten", der vel sagtens beror på en slet etymologi, idet boglærde personer i denne navneform har villet finde en hentydning til sagnet om troldkvinden ("Damen"), der udslyngede stenen mod en kirke. En tolkning af navneleddet Damme- (hvis ikke betydningen: Dame (Kvinde) er den rigtige) tør jeg ikke give; muligvis er det dog beslægtet med ordet "dæmning", middelaldernorsk dammr, færøisk dammur (dæmning), ældre svensk damber (dampr), opdæmning.

Jeg har en lille aendring til sagnet omkring damestenen. troldkvinden, var uvenner med soefolkene, og disse brugte svindinge kirketaarn, til orientering for deres navigering, hendes haandaftryk ses tydeligt paa stenen.
med velig hilsen Kaare Mayland.

25-05-03 tilføjelse
Jeg har læst siden om Damestenen og dens oprindelse.. En af de varianter af sagnet om dens oprindelse, jeg kender, har en finte om, at da heksen havde kastet stenen og den var godt på vej til Svinninge, "kom der en engel ned fra himlen og satte sin fod på den, så den faldt ned, der, hvor den nu ligger. Og ovenpå er der et mærke, som af en fod.."
I min familie har vi siden brugt en del tid på at finde mærket - hvis engle går med sutsko og har meget store fødder, så har vi fundet fodaftrykket :-)

En anden tilføjelse går på, at heksen hver julenat kommer og sidder på stenen og bander over sin manglende træfsikkerhed. Går man ud til stenen julenat, kan man roligt regne med ikke at komme hjem igen!
Mange hilsner
Tine Olsen

   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk