Fynboen Carl Nielsen
Forside ] Op ]

 
Fynboen Carl Nielsen

Af biskop A.J. Rud

 

På Carl Nielsens 68 års fødselsdag, 9. juni 1933, afsløredes i hans fødesogn, Nørre Lyndelse, et smukt mindesmærke, for denne Fyns berømte tonekunster. Mindesmærket, der er udført af hans enke, Anne Marie Carl Nielsen, har fået en god plads i hjørnet af præstegårdshaven, over for en mark, hvor Carl Nielsen har gået som hyrdedreng. Det er rejst for bidrag fra fynboer, også fra Fynsk Hjemstavnsforening for København og Omegn. Det afsløredes af formanden for det nedsætte udvalg, biskop Rud, Odense, hvis afsløringstale gengives her. Festen formede sig helt igennem som en hjertelig hyldest til fynboen Carl Nielsen.

Samme dag afsløredes på Sortelung en beskeden sten med indskriften. "Her lå Carl Nielsens barndomshjem"
       H.C. Frydendahl
 

Det var naturligt, at det var her i Nørre Lyndelse, tanken opstod at rejse Carl Nielsen et mindesmærke; thi her havde han sin rod, og herfra gik hans verden. Tanken vandt tilslutning i videre kredse, og den fik hurtig fast form. Det skulle være for hans fynske barndom. Deri ligger både et program og en naturlig begrænsning.

Carl Nielsen har selv på den skønneste måde bevidnet, hvad hans fynske barndom har haft at betyde for hans liv og kunst, hans stille, stærke mor, hans kloge, beherskede far, deres fattige og dog fine hjem i Sortelung med des tunge og lyse minder og dets musikalske arv, med naturens musik udenom og samspillet med mennesker og dyr. Hans sind var så åbent, og han havde og bevarede en mærkelig evne til at skyde det grimme fra sig, men bevare levende interesse for mennesker. Det sidste især gør hans bog "Min fynske barndom" så smuk.

 


Carl Nielsens mindesmærke i Nørre Lyndelse

 

Allevegne hørte hans poetiske sind og åbne øre musik. Det fynske sprog var sang. Han siger om det: "Det fynske sprog synger. Det bevæger sig i så fine, hjertelige, helt eller halvt underforståede tonearter, at man må le eller græde. Nogle ler ad det fynske sprog; men de aner ikke, hvad det er for en ganske egen sang .. stille og dog meget indtrængende.
.. I Fyn er alting anderledes end i den øvrige verden, og hvem, der giver sig tid til at lytte, skal nok erfare det. Bierne synger på en egen måde med en særlig fynsk klang." "Den fynske sang har ynde, hengivelse og bølgende varme." - Denne hjemstavnsforelskelse blev ikke blot bevaret, men den voksede i kraft og bevidsthed og til en frugtbar sindets rigdom.

Carl Nielsen har skildret to typer af kunstnere. Den ene er alvorlig og dyster og gør mest indtryk. Disse mænds åsyn har dybe furer og hårde former, øjne, der taler om bitre indre kampe. Den anden type er lys. Disse mænd kommer svingende og med lette skridt, og de smiler hjerteligt og varmt ligesom i solskin. Tydeligt nok fandt han sig selv blandt de sidste, og at det fynske væsen står deres nærmest. Vi fynboer finder hos ham de bedste og mest udprægede fynske ejendommeligheder. Vi elsker hans lune, hans poetiske sans, hans lyse mildhed og hans tales ligevægt. Det er ikke blot hans hjems fattigdom og hans livs eventyr, der har fået somme til at sammenligne ham med H.C. Andersen. Der er over dem begge noget fælles barnligt af fynsk farve.

Der var for os et program i dette: Carl Nielsens fynske barndom; men også en naturlig begrænsning.
Det er først og fremmest jævne folk, der har samlet sig om at få dette minde rejst. Lad den større verden rejse minde for hans store toneværker. Vi har samlet os om det, Carl Nielsen tog med sig hjemmefra i arv og indtryk, og det, han bragte tilbage til det brede folk i sine 400 danske sange.

Dermed mener jeg ikke, at Carl Nielsens store værker ikke også, omend måske i forskellig grad, bærer mærker af hans oprindelse, som hans sange gør det. Der var en forskel at mærke fra Saul og David til operaen Maskerade. Der fortælles, at efter dens opførelse sagde Carl Nielsen til sin gamle ven Klaus Berntsen: "Nå, hvad siger du så?" Han svarede: "Nu kender jeg  dig igen". Denne anden fynbo har vel ment, at forskellen bestod i koncentration om hans personlig fynske ejendommelighed. De store værker har bragt hans navn videre ud som sin tids største danske musiker, ikke forstået af alle, men elsket af mange, flere og flere; thi hans kunst mødte samtiden som noget nyt, der blev modtaget med begejstring af ungdommen. Måske har hans kunst derfor flere erobringer i vente. Dens særprægede danskhed giver den en livskraft, der ikke vil lade den dø under skiftende smagsmoder, fordi den ikke blot er fuldgyldigt udtryk for kultiveret natur og folkeejendommelighed, men også for dansk åndsliv.

For det brede folk er det dog sangene, der betyder mest. Han fandt sig vej til folkevisens vemod og stille jubel. Hans samarbejde med Laub var frugtbart og medarbejdet på højskolens melodibog ham en stor tilfredsstillelse. Enhver ny slægt står ikke blot på fædrenes skuldre og lever af deres arv. Den må tillige have nye udtryk for sit eget liv. Carl Nielsens søgende interesse for alt liv fik ham til at lytte ved ungdommens puls for at høre, hvordan den slog. Han har lejlighedsvis skrevet hele 5 melodier til samme sang og ladet en flok ungdom vælge den, de bedst forstod. Vi er ham taknemmelige for den sunde danskhed, den sanddru ægthed og højbårne jævnhed, der præger hans sang og hans ord, hele hans personlighed, og for den påvirkning, han dermed gennem folkesang og salme har øvet på dansk ungdom.

Carl Nielsens sunde nøgternhed lod ham ikke falde for fristelser til at overdrive, hvad musik kan yde. Han rejser det spørgsmål: "I hvilket forhold står musiken til ordet?" "Vi nødes til at svare", skriver han, "forholdet er et rent dekorativt, dog rigtignok ikke i almindelig forstand, men på samme måde som solens forhold til tingene, som den belyser og giver glans og liv". "Heller ikke kan det forkyndes ofte nok, at musik intet som helst kan udtrykke, der kan siges med ord eller vises i farver og billeder."

Altså kan vore ord ejheller udtrykke hans musik. Den må høres. Den har sine egne midler og sprog. Men ved dem kan den udsige det uudsigelige og forløse sindets bundne stemmer, så det føles som befrielse og glæde over forståelse, som når lærken synger over reden af en glæde, den ikke har andet udtryk for.

Carl Nielsen har i sin kunst, sine skrifter og sin færd sat sit fattige hjem og sin fødestavns liv det skønneste minde. men fordi han har givet os toner til udtryk for indre liv, fordi han har givet en ny slægt en ny sang, fordi han har givet os fynboer en inderligere forståelse af vor folkelighed og lært andre at påskønne den ved sit forsvar for den - derfor har vi ønsket at rejse ham det minde, vi nu samles om.

Det måtte blive her, hvor hans barndom levedes, overfor marken, hvor han vogtede Kristen Henriksens køer og spillede på sine kære broder Sofus`s pilefløje. En sten er sat på barndomshjemmets grund i Sortelung. - Og det måtte blive fru Anne Marie Carl Nielsen, der udførte kunstværket. Om et øjeblik vil De give os ret i, at vi kunne ikke have henvendt os til nogen bedre. Ingen har hendes forudsætninger for at kunne gøre det. Vi synes , der er over denne dreng den lytten, som var så ejendommelig for Carl Nielsen, den poesi og musik som ord ikke kan udtrykke. Der er symbolik over den pilestub, han sidder på, og den fløjte, han lader hvile, som der er samspil mellem drengens bløde, drømmende åsyn og den modne kunstners faste og personlige ansigtstræk i medaillonen.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk