Fra fynske præstegårde
Forside ] Op ]

 
Sydfyn og Bredsdorff`erne

Af Harald Balslev

  

I året 1753 kom der en ny præst til Ollerup og Kirkeby. Det var den 33årige Thomas Mortensen Bredsdorff. Han var søn af præsten Morten Thomsen i Bredstrup ved Fredericia, hvis seks børn alle var født i denne by og fik navn efter den. Morten Thomsen flyttede efter en præstetid på godt tyve år i Bredstrup til Lunde og Ovtrup i Vestjylland, hvor han var omtrent lige så længe, og de sidste syv år som provst for Vester Horne herred i Ribe stift. Om denne mand, som blev stamfader til den Bredsdorffske præsteslægt, der fik lige så meget med Sydfyn at gøre som den Balslevske med Nordfyn, hedder det i et gammelt familiedokument: "Han havde lagt sig meget efter philologien, især de orientalske Sprog. Foruden hans egne Sønner informerede og dimitterede han adskillige unge Mennesker og manuducerede dem til de øvrige Examiner. Ved den Leylighed blev hans Navn og Fortjeneste saaledes bekiendt ved Academiet, at han i Aaret 1750, da hans yngste Søn tog Exam. Phil., ved et meget artigt latinsk Brev fra den daværende Decano Justice R. Anchersen paa øvrige Hrr. Professorers Vegne blev indbuden til Magister Graden, med Tillæg, at Intet forlangtes uden hans Samtykke dertil, hvilken han da og gav. Ved hans meget ordentlige Diæt  og Levemaade var han i en tiltagende Alderdom af gode Sinds- og Legemskræfter og kunde opnaaet en høj Alder; men et bedrøvelig Velten paa hans Kirkevei Dom. Sept.  1755 forvoldte, at han ey kom meere ud af sit Hus, indtil han døde 30. Sept. 1756, 68 Aar gl." -
Tre af Morten Thomsens sønner blev præster: Christen, den ældste (født 1716), kom til Vridsted ved Skive, den yngste, Ancher (født 1734), til Haslund ved Randers, medens Thomas (født 1720), kom til Fyn, først som kapellan i Kølstrup og derefter som nævnt til Ollerup. Hvordan præstegården har set ud, da han i 1753 kom til stedet, ved vi ikke. Det meste af avlsbygningerne var opført af præsten Lauritz Jacobsen Achtonius i 1680erne, men der tiltrængtes et nyt stuehus.

 
 

De første otte år boede dog Bredsdorff i det gamle hus, og først i 1761 byggede han det ny, de mellemste fag af nye materialer, sidefløjene af gamle fra det nedbrudte stuehus. Hvem der har hjulpet ham i dette arbejde, er der intet oplyst om, heller ikke, hvor megen andel han selv havde i resultatet. men det blev en bygning af stor arkitektonisk værdi; med sin ejendommelige grundplan og tagkonstruktion blev den af en særegen skønhed, der fremhævedes yderligere ved den plads, den indtog som den nordlige højtliggende fløj i den firelængede bindingsværks gård mellem landevejen og den store smukke have, der begrænsede præstegården mod nord og øst. Over havedøren blev sat følgende indskrift:

Hr. Thomas Bredsdorff mig af Grunden lod opbygge,
da forrig`  Stuehus ej længer kunde staa.
Gid! Præster maa i mig bo stedse vel og trygge,
indtil af Ælde jeg omsider skal forgaae."

 Og over gårddøren:

Gud i Naade selv afvende
al Ulykke og Fortræd,
som kan møde eller hænde
dette Hus og Vaanested.

Og under dette vers var sat forbogstaverne til præstens og hans hustrus navne, T.M.B. og C.S.B. De sidste tre bogstaver betød Cathrine Stoud Balslev. Thomas Bredsdorffs hustru var en datter af Jens Balsløw i Tommerup og søster til Lauritz Luja Balslev, der som den første af sin slægt kom til Hårslev som præst. De havde holdt bryllup i 1754, og de var præstefolk i Ollerup i henved en snes år, indtil de i 1773 flyttede til nabosognet Vester Skerninge. Henved et halvt hundred år senere kommer en sønnesøn af dem til Ollerup som præst, men vi må nu foreløbig henlægge skildringen til Vester Skerninge præstegård, hvor Bredsdorfferne fra 1773 og lige til 1848 havde deres hjem. I tre slægtled efter hinanden, ialt i 75 år, var de præster på dette sted; først Th. M. Bredsdorff, derefter hans søn Morten Th. Bredsdorff og endelig dennes søn, Christian Hornemann Bredsdorff.

 


Thomas M.  Bredsdorff

 

Thomas M. Bredsdorff  omtales som en retskaffen, noget stiv karakter, en streng ortodoks præst af den gamle skole. Hans ældste søn siger om ham efter hans død: "Sand Gudsfrygt, Redelighed og Velvillie prydede ham som Menneske, Omhyggelighed for sine Børns sande Vel som Fader, øm Kærlighed som Ægtefælle, og Nidkærhed for Guds Ære, streng Retskaffenhed, Troskab, Flid og udbredte indsigter som Lærer." På  alm. bededag 1787 blev han i kirken angreben af en "rørelse", som "holdte" ham til hans død, 14. september 1790. I 1779, ved sin ældste svogers, Rasmus Balsløws død i Tommerup, havde han skrevet er gravvers over ham. Det anføres her, da det vel i lige så høj grad karkateriserer ham selv som den, han skriver om, - og tiden i det hele:

En lærd og dygtig Mand er lagt i denne Kiste,
en Guds retsindig Præst nu Kirken maatte miste,
da salig Balsløv gik i Evigheden ind,
hvis Afgang gaar mig nær og rører vist mit Sind,
som kendte ham og hos ham mange Dyder,
der alle vel, men mest dog Præstestanden pryder.
Thi Lærdom, Dyd, Forstand, naar de er samlede,
maa Spottere endog sig jo beskæmmet see.
Hans Lærdom var vel stor; men Llevnet ikke mindre
ustraffeligt, da han sig aldrig lod forhindre
fra Dydens rette Vej ved nogen Verdens Sag,
men levede sin Gud og Næste til Behag.
Den dyrebare Mand besad den rare Gave,
med en sagtmodig Aand for Høje og for Lave
at tale Herrens Sag med saadan Kraft og Fynd,
at den endog blev rørt, som leved` hen i Synd.
Fritænkeren blev stum, naar Manden ville tale;
kort sagt; han vidste ret at dele Sandhed ud,
og efterkom sin Guds ved Paulum givne Bud.
Og som hans Lærdom var, saaledes var hans Levnet.
Om nogen blev ham fiendsk, han lod det gaa uhevnet,
mod alle viste sig som en oprigtig Ven,
og derfor elsket var af dydige igien.

Han vandrede med Gud og Han tog hannem bort.

Thomas M. Bredsdorffs ældste søn havde de sidste seks år af faderens levetid været hans kapellan og blev nu hans efterfølger i embedet. Morten Thomsen Bredsdorff var født i Ollerup i 1757, tog studentereksamen det år, hjemmet flyttede til Vester Skerninge, og teologisk embedseksamen 1781. Når kapellantiden medregnes var han i 50 år præst i Vester Skerninge, - næsten helt samtidig med, at R. Balslev var i Hårslev og J.F. Boesen i VIgerslev. 1834 afløstes han af sin yngste søn, hos hvem han boede til sin død 1841.

Om denne mand er der meget at fortælle. Han var en alsidig begavelse, havde rejst og set meget og havde gennem bøger og studium erhvervet sig lærdom på flere områder. Især dyrkede han botaniken, og flere af hans efterkommere skulle blive fremragende videnskabsmænd på dette område. Med al dette var han dog først og fremmest en dygtig præst for sine menigheder i Vester Skerninge og Ulbølle, som ærede og agtede ham højt. I næsten 25 år af sin præstetid var han tillige provst for Salling herred.
I en alder af henved 30 år blev Morten Bredsdorff gift med den 23årige Ellen Cathrine Hornemann, som både på fædrene og mødrene side var af præsteslægt. Hendes forældre var præsten Jacob Utzon Hornemann i Marstal og hans hustru Margrethe f. Sadolin. Der fortælles om ham, at han var udpræget pietist, men at præstehjemmet herovre dog var voksested for megen ungdommelig friskhed og sund menneskelighed. Megen musikalskhed var der i familien, og Ellen Cathrine har med sin smukke stemme været med til at bringe evne og sans for musik i det hjem og den slægt, der nu blev hendes. Med sin arv fra forældrene gennem de mange år fik sit ejendommelig præg som hjemsted og voksested for alvor og frit kristeligt liv, for varm fædrelandskærlighed, for udpræget natursans og megen uskyldig livsgglæde. De mange, som kom der, fik uforglemmeligt indtryk af, at her levedes et rigt og lykkeligt familieliv. Herom vidner bl.a. en gammel stambog, som har tilhørt Ellen Cathrine Bredsdorff, og som endnu er bevaret. Den er nogen tid før hendes bryllup foræret hende af hendes søster Hanne, hun har i hvert fald skrevet det første vers i den:

Søster, du er blandt de Lykkelige,
Lykke dig ey derfor ønskes kan.
Men at den maa altid varig blive
ønskes dig af Hanne Hornemann.

Det vil have sin interesse at se lidt nærmere på denne gamle bog og dens indhold, og her skal gives nogle uddrag:

Man ønsker i ALmindelighed sine Venner en stedse tiltagende Lykke; jeg veed, at du er overbviist om, beste Thrine, at jeg idnelig elsker dig; hvoraf kommer det da, at jeg ikke ønsker dig, at din Lykke maa tiltage.

Din oprigtige og hengivne Veninde
Ulrike Antonette Schlegel.

Denne veninde var datter af professor Joh. Heinrich Schlegel i København. Udtalelsen er ikke dateret, men da hun skriver sig med sit pigenavn, kan man slutte, at den er fra den tid, hun var forlovet med Chr. Hornemann, en broder til Thrine Bredsdorff. I syv år måtte hun kæmpe med sin adelsstolte familie, der var imod fobindelsen. Endelig gav moderen, der var bleven enke, efter, måske fordi Chr. Hornemann var bleven pageinformator, altså noget fint. Men kun kort blev deres lykke, da en hidsig feber rev ham bort allerede året efter. Hun var derefter i 4-5 år i Vester SKerninge præstegård, indtil hun blev gift med Morten Bredsdorffs yngre broder, præsten på Strynø, Chr. Johan Bredsdorff. Om de to bliver der senere mere at fortæle.

Der er i stambogen et brev af 9. december 1793 fra daværende præst i Korsør, senere biskop i Odense, F. Plum, i anledning af Chr. Hornemanns død. Det skal anføres i sin helhed:

Gode Thrine! Du har Ret i at sørge over din tabte Broder; ogsaa jeg, og vi alle, som have kiendt ham, sørge over ham, og vil aldrig glemme ham. Men vi ville i vor Sorg stedse erindre os, at denne vor elskede Ven var en Gave, en frie Naadegave af den Almægtiges Haand. Vi havde ingen Ret til ham, efterat Gud havde givet os ham. Han var kun et Laan, som Gud paa en uvis Tid havde betroet os, at vi skulde bruge det med Taknemmelighed, og derved befordre vort Livs Lykke. Han, den Algode, kunde altsaa fordre dette Laan tilbage, naar han vilde. Han vilde ikke, de troe vi jo, førend hans Viisdom fandt det timeligt for vor Ven og for os; og det er vor Pligt, ei med umaadelig Sorg at knurre mod hans viise Raadslutninger.

Fra august samme år er nogle linjer fra præsten Michael Gottlieb Birckner, helt i tidens stil:

Dersom Lykke er en Følge af Uskyldighed, Dyd og et godt Hierte, saa maae den gandske vist ogsaa blive Dem til Deel. Hvad der endnu feyler i at giøre Deres Lykke fuldkommen, Vil Venskab og Kierlighed, de tvende bedste Gaver, som Himlen skienkede de Dødelige, opfylde. Nyd denne Lykke indtil Deres sølvgraae smilende Alderdom; dette ønsker een, som vil agte det for en Lykke, om De vil tillade ham at regne sig blandt Deres Venners Tal.

Birckner, som var res. kapellan i Korsør, og som bl.a er kendt for sin kamp for trykkefriheden, blev et par år efter gift med Ellen Cathrine Bredsdorffs søster Henriette, men døde allerede 1798. Nogle år efter blev Henriette gift med Jonas Collin, og derved kom familien i Vester Skerninge præstegård i nær forbindelse med det collinske hus.

Det 30. november 1793 skriver en nær ven af Chr. Hornemann:

"Dersom den eyegode Thrine Bredsdorff skulde have glemt, at den uforglemmelige Sandheds Elsker Christian Hornemann havde en Ven ved Navn Schydtz, som i Deres Selskab har tilbragt en af de behageligste Eftermiddage i sit Liv; saa ville De erindre sig den 25. Juni 1785 paa Friederichsberg, hvor De og Deres muntre Søster Hanna henrykkede os med Deres fortrylende Sang. Ofte kalder jeg den rene Glæde, jeg da nød, tilbage i Hukommelsen og nyder den atter; og lige saa ofte seer jeg den blide gode Thrine i hendes saa elskværdige Uskyldighed. Lykkelig den Mand, som deler Livets Kaar med Dem. Jeg forestiller mig hans Lyksalighed, naar jeg føler min egen ved at være forenet med en elsket Kone, som De vilde unde Deres Venskab, hvis De kiendte hende. Dem kiender hun længe af Deres salig Broders og min Beskrivelse, og derfor ville De undskylde, at hun med Blomsterne paa næste Blad har villet anbefale sig og mig til Deres venskabelige Erindring.

Jørgen Zottrup Schydtz.

På siden overfor er en fin lille farvelagt tegning: vilde Stedmoderblomster, Forglemmigej og Roser.

Den 30. juli 1793 har Ellen Cathrines fætter, den kendte teologiske professor C.F. Hornemann, under et besøg i Vester Skerninge skrevet i stambogen.

For 10 Aar siden saa jeg Dem, elskværdige Søster, første Gang i Deres Faders og Families Selskab paa Ærø. Hans faderlige ømme Venskab for mig er mig uforglemmeligt. Ved hans sidste Afsked følede jeg, at han vidste, han saa mig ikke mere; kort derefter forlod han Dem. Hans Tab erstattede den bedste Mand. Nu saa jeg Dem første Gang i Fyen i Deres eget Huus omgiven af 3 Børn, i hvis Hjerter Dyden skal forplantes fra deres Moders Hjerte, som himmelsk Mildhed er gaaet over fra Hendes Øye i deres.
Endnu er det, som da jeg saae Dem første Gang. Naar jeg hører Deres Sang, seer jeg Himlen i Deres Øye.

1. maj 1786 skriver daværende Regensprovst, "Lindens Fader", Andr. Chr. Hviid, en hilsen i stambogen, og hans hustru skriver samme dag med et citat af Rahbek:

Et Hjerte, stort som Dit, hvert Hjerte vinder,
Du Skiønhed, Ynde, Vid og Dyd forbinder.

Til en Erindring af lille Thrines hengivneste
Marie Sophie Hviid.

Marie Sophie Hviid blev som enke i 1792 gift med den tidligere nævnte Fr.Plum. Denne mand var jævnlig i Vester Skerninge og har givet adskillige bidrag til stambogen. I 1786, kort før Morten Bredsdorffs og Ellen Cathrines bryllup, skriver han et digt, hvori den unge vordende brud prises højt. Det hedder dér bl.a om de unge i Marstal:

"Byens Piger see misundelige
paa en Lykke, som de ønske sig,
skiønt de alle aabenhiertig sige:
"Vaaren i sin Pragt er Bruden lig."

Og de unge Mænd med Sorg alt kiende
hendes Savn ved landlig Høitids-Dands,
thi hun reiser fra dem, og med hende
tabe Marstals Fester deres Glands."

Endnu skal anføres et par udtalelser af Plum, den en kort før, den anden kort efter hans bryllup:

"Den 8. Junii 92 kom jeg ved en underlig lykkelig Hændelse her igien og ligesaa ugivt som tilforn. Gud velsigne Vesterskierninge og den hele Præstefamilie!"

"Den 26. Aug. 92 var jeg her atter som Ægtemand med min Prinsesse, og reiste bort med det Ønske, at blive lykkelig i min nye Stand som Bredsdorff og hans Thrine."

Vi finder i bogen et vers af digteren Jens Baggesen fra 5. juni 1786, som begynder med disse linjer:

"Skiøn, som denne Sommermorgen, smiler
Du, min Bredsdorffs lykelige Brud!
Blussende, som Morgenrøden, iler
Du fra Vestas Tempel mod ham ud!"

Endnu må her anføres en udtalelse fra bogen, men den er fra langt senere tid - august 1824. Den,d er skriver, er Chr. Winthers moder, Johanne Dorothea, f. Borchsenius, som ved sit andet ægteskab med den lollandske præst, senere biskop, Rasmus Møller,blev stedmoder for denne sbørn, bl.a. sønnen, digteren Poul Martin Møller, og for døtrene Petrine og Rasmine, der begge blev gift med sønner fra Vester Skerninge præstegård. Nedenstående er skrevet et par måneder før Rasmine Møllers bryllup med Thomas Christian Bredsdorff:

"Med inderlig Følelse skriver jeg disse Linier i din Stambog, min elskede Veninde! Læge før jeg saae dig, ønskede jeg dit Bekjendtskab, dit Venskab. Nu saa jeg usigelig meere Grund til at attraae dit Venskab for mig og mit kjere Barn, og jeg haaber at du skjenker os det for vor kjere Thomas Skyld. Troe mig, mine Venner! Rasmine er kuns ung, men hun har Hierte og Følelse. Hun ville skjønne med Taknemmelighed paa de ædleste Svigerforældres Kjerlighed, og paa den hele elskværdige Families Ømhed og Godhed for hende. Rasmine ligger mit Hjerte nær, hun veed saa godt som af ingen anden Moder end mig. Hendes Vel er mig vigtigt saavelsom mine andre Børns; jeg overgiver hende rolig i din Moderlige Varetægt! Held hende! og takket være den Algode! som gjorde alt saa vel for hende. Gud velsigne dig, din herlige Mand og alle Dine! Tænk imellem med Godhed paa min Mand, som ogsaa agter Dem særdeles høit, og din Veninde

Hanne Møller."

Vester Skerninge Præstegård, Bredsdorffernes hjemsted gennem 3 slægtled, var bygget sidst i 1600erne der, hvor den ligger endnu, nabo til kirken, i den østlige ende af den anselige landsby, der strækker sig langs landevejen helt hen mod Ulbølle skel. Gården havde oprindelig fire sammenbyggede længer, med stuehuset som det nordlige. Dette er i det væsentlige endnu bevaret. Fra først var der stråtag over det hele, men stuehuset blev senere ned i tiden teglhængt. I Morten Bredsdorffs sidste tid, da hans søn Christian havde overtaget embedet, blev laden i syd revet ned og erstattet med to korte fløje, der efterlod et bredt mellemrum, som åbnede udsigt ud mod syd fra stuerne. God plads var der både ude og inde, og nordenfor gården strakte sig en smuk have på et par tdr. lands størrelse. Der var også god brug for pladsen. Mange af slægt og venner fandt vejen til det gæstfri hjem, om sommeren var der jævnlig stærk indkvartering i gæstekamrene. Og efterhånden blev børneflokken stor, otte i alt, 3 drenge og 5 piger. Endelig var der nogle af familien, som til forskellig tid i årevis havde deres ophold her, først og fremmest må her nævnes præstekonens yngste søster, Jacobe Hornemann, af alle i familien kaldt "tante Cobe", om hvem senere mere skal fortælles.
Om det daglige liv på dette sted er der bl.a. overleveret det træk, at der "om Aftenen blev holdt Bøn med Folkene, dog uden nogensomhelst Tvang til at tage Del. Men her samledes som Regel alle om Provsten, der satte sig for Bordenden. Der blev sunget en Salme, han bad en Bøn eller holdt et frit Foredrag, tilsidst blev der atter sunget en Salme." Hans kone har her med sin smukke sangstemme sikkert sunget for, ligesom hun i det hele tit glædede både sine egne og gæsterne med sin sang. Gammeldags luthersk kristendom prægede hjemmet i Vester Skerninge, og at også en jævn folkelig tankegang og åndeligt frisind rådede her, fremgår bl.a. af, hvad der fortælles om Morten Bredsdorffs stilling til de omkring 1820 opdukkende gudelige forsamlinger. Mange præster og lærere stillede sig på den tid fornemt afvisende overfor almindelige lægfolks ret til at samles frit om et opbyggeligt ord og til selv at være ordførere ved disse møder. En dag, da en sådan forsamling skulle holdes i et hjem i Vester Skerninge, anmodede modstanderne provst Bredsdorff om at gå derhen og opløse den. Han gik også derhen, satte sig ned og hørte på. Men da mødet var færdigt, sagde provsten: "Her er intet at fortrydes paa", og han holdt fra den tid sin hånd over forsamlingerne.
1827 blev et tungt skæbneår for hjemmet i Vester Skerninge. Den 22. oktober dette år døde Ellen Cathrine Bredsdorff, 64 år gammel. Hendes dengang 70årige mand, som nu i 41 år havde delt alt med hende, delte nu med sine børn det store savn, men blev, takket være dem, ikke ensom. Og lige til sine høje alder, i de 14 år, han havde tilbage, bevarede han stadig sin åndsfriskhed. Den første halvdel af denne tid var han eendnu i embede, men havde sin yngste søn, Christian, som kapellan, og den yngste datter, Line, styrede huset.I 1834 tog han sin afsked, men boede vedblivende i præstegården til sin død hos sønnen, der var bleven hans eftermand i embedet og samme år gift med Elise Bolette Møller fra Svendborg. Samtidig blev datteren Line gift med præsten Chr. Edv. Møller i Nykirke ved Vejle, senere i Dalby på Hindsholm. Hos søn og svigerdatter boede den gamle da sine sidste år. Han var således i alle årene efter sin hustrus død vedblivende i det gamle hjem og i familiekredsen, højt elsket af dem alle. Nu som før samledes mange frænder og venner i Vester Skerninge, adskillige slægtninge havde fået præstekald i nabosognene, og man mødtes snart her, snart der.
Den ældste datter, Thrine, var allerede i 1813 bleven gift med C.H. Becher, kateket i Fåborg, senere sognepræst i Vester Hæsinge, den anden datter, Grethe, i 1811 gift med Jens Lange fra Rødkilde, ejer af Ødstedgård ved Fredericia; en tredje datter, Hanne, var i 1825 bleven gift med sognepræst L.B. Leth i Lillehedinge på Stevns, senere i Horne ved Fåborg. Den ældste søn, botanikeren og sprogmanden Jacob H. Bredsdorff, blev 1829 gift med Petrine Møller, hans yngre broder Thomas, præst i Ollerup, senere Vissenbjerg, med Rasmine Møller. Begge disse svigerdøtre var som nys nævnt døtre af biskop Rasmus Møller og søstre til Poul Martin Møller.
Samme år som den gamle tog sin afsked, holdt han forud sit 50 års jubilæum, ved hvilken lejlighed han modtog mange beviser på hengivenhed og højagtelse, bl.a. fra alle herredets præster, og det var her, han - ved egenhændig skrivelse fra den senere Kong Christian VIII - fik tilsagn om, at hans yngste søn, som allerede meddelt, måtte følge ham i embedet.
Det hører til Vester Skerninge præstegårds historie i provst Bredsdorffs levetid at omtale to af familien, der begge var knyttet til hjemmet her gennem adskillige år. Den ene er provstens svigerinde, den før nævnte Jacobe Hornemann. Den anden er dattersønnen Johan Lange fra Ødstedgård, den senere kendte botaniker.
Om den først nævnte og hendes ublide skæbne har søsterdatteren Grethe Lange meddelt noget, der kan fortjene her at gengives i uddrag. Det er til en broderdatter af hende, Hanne Nissen, f. Bredsdorff, fra Vissenbjerg, hun har skrevet sin beretning.

"Du har bedet mig giøre nogle Optegnelser om Tante Kobes Liv og Charakteer. Gid jeg kunde rigtig tegne hende for dig, denne underlige Blanding af Letsindighed og dyb Følelse, af Sørgmodighed og Munterhed, men altid med et kierligt Hjerte og den inderligste Følelse for andres Lidelser. Hun var fød i Marstal [1775] -- hendes Forældre Jakob Hornemann og Margrete Sadolin var rigtig christelige Mennesker med et Anstrøg af Pietisme i Ordets beste Betydning. Det er en lille Historie fra Tante Kobes Barndoms Tid, som baade viser hendes Forhold til hendes Fader og hans inderlige Troesliv. Det var et voldsomt Tordenveir, hun var bange og tyede hen til sin Fader med det Udraab: "Min Fader, min Fader, Verden vil forgaae!" "Er du bange min Kylling?" svarede han, "hvis det var saa, vilde jeg glæde mig ved at see min Frelser komme i Himmelens Skyer." Børnene, som alle var gode Hoveder, havde Lov at være saa muntre, som de vilde, indenfor Sømmelighedens Grænser, og fra den Tid af, at den ældste Søn var bleven Student, kom der tit i Ferierne nogle af hans Venner med hjem. Af Brevene paa den Tid er det tydeligt, at der i den stille Præstegaard derved fremkom et friskt og munter Aandsliv, som Døtrene med deres ungdommelige Livlighed og medfødte Vid tog levende Deel i og bidrog deres til, og som holdtes vedlige ved jævnlig Brevvexling med de bortdragende Giester, hvoraf ogsaa som rimeligt kunde være, adskillige vendte tilbage som Beilere. En lille Historie vil jeg her fortælle: Een af de ældre Søstre, Karen Johanne, var forlovet med en Student Bindesbøll, senere Præst i Lidø. Hun havde fra sit Hjem ikke allene faaet Modbydelighed for Kortspil, men hun troede fuldt og fast, at det var lige Vej til Fordærvelse. Engang var hun i Kiøbenhavn med ham i et Selskab, hvor der blev spillet Kort, og hvor hun til sin store Forfærdelse saae ham sidde med Kort i Haanden. Hun som var af en bestemt Karakteer, uagtet hun havde et blødt Hierte, gik lige hen til Bordet og rev Kortene ud af Haanden paa ham.
Tante Kobe var endnu et Barn paa en halv Snes Aar, da Familiekredsen opløstes ved hendes Faders Død, og hun kom nu tilligemed sin Moder i Huset hos min Fader, som var gift med hendes ældste Søster. Hun var den yngste af 7 levende Børn, hendes Moder elskede hende høit og gave hende temmelig megen Frihed, navnlig til at omgaaes en Præsteenkes Døtre, som boede tæt ved Præstegaarden. Disse to Piger var overordentlig letsindige, men deels har de vel vogtet sig for at yttre det i de Ældres Nærværelse, deels havde hverken min Moder eller Mormoder, som selv var aldeles fremmede for enhver Slags Letsindighed, mindste Tanke om, at der kunde være nogen Fare for den unge Pige i denne Omgang.  Men endnu mere farligt for hende var Selskabet af en ung Fætter, C. Rafn, som opholdt sig i Sommerferien i mine Forældres Huus. Han forelskede sig i den unge smukke Pige, og der var ingen, der forhindrede dem fra at omgaaes, de var jo søskendebørn, og det faldt ingen ind, at der i Vester Skerninge Præstegaard kunde være nogen Fare ved den Frihed, som i Præstegaarden uden Skade havde hersket i Omgangen mellem de unge Mennesker. Men han var allerede for meget inde i den Tids letsindige Anskuelser, foragtende Religionen og med sine Talegaver og vittige Spot, som hun desværre havde saa let ved at fatte, nedrev han den faste Grund i hendes unge Hierte. Om de nogensinde var igtig forlovede, veed jeg ikke, hun elskede ham meget høit, men han var meget for flygtig og letsindig til at blive hende tro, og efter at det havde staaet saadan med dem i et par Aar, at hun nok ikke vidste rigtig, om hun var forlovet med ham eller ej, blev han forelsket i en anden ung smuk Pige, som hendes Onkel skyndte sig at faa forlovet med ham. Hun var dengang i Kiøbenhavn, og det var svært for hende at være med i et Selskab, somblev givet til Ære for de Nyforlovede.  Hun havde vist gierne unddraget sig dette Selskab, men hun var dengang i Besøg hos Professor Hornemann, og hans Døtre, som holdt meget af hende og var højst forbittrede over hans Opførsel, tilskyndede hende til at tage med, for at ingen skulde mærke, hvor nær hun tog sig det. De pyntede hende paa det beste, for at hun ved sin Skiønhed skulde fordunkle hans Forlovede, og dette lykkedes vist got nok, men derimod mislykkedes Planen om ved at ægge hendes Stolthed at faa hende til "at tage sig" Sagen let, aldeles: thi da de Forlovede traadte ind sammen, kom hun i saa stærk Bevægelse, at hun tabte den Kop Thee, som hun netop holdt i Haanden.
Men saa lidt Vrede og Skinsyge var der hos hende, at hun siden sluttede sig med Kierlighed til hans forlovede og var hende en tro Veninde, da hun blev gift. Hun havde fremdeles sit egentlige Hjem i Skierninge, skiønt hun tit i længere Tid var borte derfra og opholdt sig enten i Korsøer eller Bringstrup, naar de gifte Søstre dér trængte til hendes Hielp". ...
"I de siste Aar, hendes Moder levede, var hun nok igien i Skierninge og plejede hende trolig til hendes Død. Hun døde  1812, men da jeg imidlerid var bleven gift og kommen til Jylland, veed jeg om de Aar kun, hvad jeg har hørt fortælle af andre. Det var i den Tid, at hun forlovede sig med en ung Bondekarl, Christian Guldbæk, der tiente i Præstegaarden hos Forpagteren. Hun var meget ældre end han, og hendes Familie,d er ikke kunde see de gode Egenskaber hos ham, som hun troede at opdage, var meget misfornøjet med denne Forbindelse, men da hun var døv for alle Forestillinger, fandt de sig deri og gjorde sig al Umage for at hielpe dem i Vei. Nogle Forsøg paa at skaffe dem en Bondegaard mislykkedes, og det blev nu bestemt, at han skulde tage til Seminariet i Skaarup, hvorhen hun fulgte ham som hans Kone. Skiønt de dér maatte leve i meget smaa Kaar, saa at hun, som jo tidligere var godt vant, maatte boe i en lille ussel Stue, og mangen Gang næsten lide Mangel, stod dennee Tid dog alid for hende som den lykkeligste Deel af hendes Liv. Hun elskede sin Mand høøit og toede dengang ogsaa paa hans Kierlighed, men denne Drøm svandt, saasnart deres Omstændigheder i ydre Henseende blev bedre. Da han havde faaet sin Examen ved Seminariet, fik han ved Hielp af Biskop Plum, som var en god Ven af Familien, et got Embede som Skolelærer i Refsvindinge, men her viiste det sig snart, at han slet ikke havde brudt sig om hene, men blot om den Smule Penge, hun havde, og den Hielp, han kunde have af hendes Familieforbindelser ("din skit  Ridderfamilie", som han kaldte den). han tilsidesatte hende meer og meer, mishandlede hende endogsaa og indlod sig i Forbindelse med en Møllerdatter der i Byen, som fik et Barn med ham. Trods alt dette holdt do hendes Kierlighed og Overbærenhed ud, det var med største Vanskelighed, at hendes Familie endelig fik hende overtalt til at lade sig skille fra ham, og hun var altid senere rede til at hielpe ham, saa meget hun kunde, hvad han, der siden blev forflyttet til Jylland og giftede sig med den omtalte Pige, ogsaa var lumpen nok til i høi Grad at benytte sig af, idet hun ikke saa sieldent fik Brev fra ham om et og andet, som Familien trængte til. Han skrev saaledes engang:"Line" (det Barn der var født, inden de blev skilt) "voxer som en Piil, men har ingen Særk", og hun sørgede naturligvis strax for at afhielpe denne Mangel. Jeg husker got, at der ogsaa i de senere Aar af hendes Liv temmelig tit kom Pakker, som skulde besørges til Klode Mølle, der var nær ved hans Hiem.
Denne Trofasthed og Udholdenhed i hendes Kierlighed var dybt begrundet i hendes Karakter og laa ikke i, at hun var blind for hans Uværdighed. At hun meget got følte denne, sees af en Ytring, som er saa karakteristisk, at den maa med her; det var en Gang, da hun talte om sin ældre Søster, som efter Birchners Død var gift med Collin, og sin ældste Broders Enke, der senere var gift med Onkel i St. Jørgens, at hun ytrede, at "Lykken var ulige fordeelt. Somme kan faa to fortræffelige Mænd, og en anden kan ikke faa Lov at beholde det Skit, man har."
Hun havde fra nu af igien sit egentlige Hiem i Skierninge, men var tit hos den øvrige Familie. Hun kom ogsaa undertiden til Jylland, og hendes Besøg var os alle til Fornøjelse. Der var noget underligt oplivende ved hendes livlige Sind og lunefulde Bemærkninger, ligesom hendes kierlige Hierte gjorde det til en Umulighed ikke at holde af hende. Hun var af og til hos sin Broder, Justitsraad Hornemann i Fredericia, men holdt meget af at komme ud til os paa Landet, da Kiøbstadlivet slet ikke tiltalte hende. Naar hun var i Sielland, var det ogsaa hos de kiere Gamle i Lidø, at hun havde sit fast Stade. Hvormeget hun holdt af sin Familie i Kiøbenhavn, kunde hun dog ikke finde sig i at være der ret længe af Gangen og vilde gierne, naar hun kom der, være sikker paa at kunne komme snart tilbage, saa det var en staaende Beskyldning, at hun kun kom til Kiøbenhavn for at søge om Lejlighed til Lidø. Hun holdt mest af det jevne og simple og derfor var det hende maaske mindre hyggeligt, at Familien i Kiøbenhavn efterhaanden kom noget høiere op i Rangforordningen, skiønt hun paa den anden Side ikke var fri for at sætte Pris paa, hvad der var fornemt. Saaledes blev hun engang højst forfærdet, da nogle af de unge Mennesker, som gierne vilde lave Løier med hende, bildte hende ind, at hendes Svoger Collin vilde til at kiøre med Toper, og bad dem betænke, at de dog var Mennesker. En af Søsterdøtrene, som hun ved en lignende Lejlighed holdt en lille Tale til om ikke at være forfængelig, havde dog den Triumph kort efter at høre hende sige til en Fremmed: min Søster, Konferentsraadinden, er ikke hjemme, og glemte naturligvis ikke at giøre hende opmærksom paa, at der ogsaa kunde være lidt Forfængelighed i denne Maade at udtrykke sig paa.
I de siste Aar af hendes Liv var hun nok stadig i Skierninge hos min Fader, hvem hun elskede og ærede høiere end noget andet Menneske, og Billedet af hende staar vist levende for alle dem af den yngre Slægt, som har seet hende dér, syslende ud og ind, undertiden beskieftiget med Kaffekiedlen, som hun havde meget Forkierlighed for, undertiden med stor Iver søgende efter sine Briller, som ikke saa sielden fandtes paa hendes Næse, - af og til nynnende en Melodi, af hvis Ord man ikke hørte stort andet end Kier ---lig -- hed, men altid livlig og glad ved de Unge og deres Munterhed. Ogsaa min Broder Christian, som blev Præst efter min Fader, holdt hun meget af saavel som hans Kone og deres Børn, som hun pleiede i deres spæde Barndom. - Lykkelig var hun, at hun døde førend min Fader, hvis Død hun vilde have taget sig meget nær, og inden al den sørgelige Tilskikkelse ramte Familien i den kiere gamle Præstegaard. Hun ligger begravet paa Skierninge Kirkegaard ved Siden af mine Forældre og min Broder.
Hende er meget tilgivet, thi hun har elsket meget."

Johan Lange fra Ødstedgård havde som sit andet Hjem i Vester Skerninge, fra han var 10, til han var 18 år (1828-36). Hans mor morfader, den gamle Provst, havde påtaget sig at føre ham frem til studentereksamen, hvad han også gjorde, og med et smukt resultat. Provsten var som nævnt meget af en lærer og en videnskabsmand, ivrig botaniker og landmand, skrev endnu på sine helt gamle dage afhandlinger om herhen hørende emner. I de otte år, Johan Lange havde sit hjem i Vester Skerninge, havde han til sin stadige husfælle også sin morbror  Christian Bredsdorff, der de første seks år af denne tid var kapellan på stedet, og derefter sognepræst. Han havde også hjulpet den gamle med at forberede Johan Lange til Universitetet, og efter at denne var rejst til København, vedligeholdtes stadig forbindelsen. De i det følgende uddrag anførte breve er alle, med en enkelt undtagelse, skrevet af Chr. Bredsdorff til Johan Lange. De gengives i kronologisk orden og med de nødvendige oplysende bemærkninger.
Først er der et brev fra 1836. SKønt det ikke er dateret, kan både år og årstid bestemmes; det handler nemlig om 100 års jubilæet på herregården Rødkilde i Ulbølle sogn. Denne gård blev i december 1736 af sin hidtidige ejer, Johan Lehn, Hvidkilde solgt til hans forvalter Jens Lange, der senere blev bekdnt både for sin store dygtighed og foretagsomhed - og for sin hårdhed mod de ham udnergivne bønder. Det er hans sønnesøn, Erik Harding Lange, Johan Langes farbroder, der nu ed jubilæet er ejer af godset.

"Nu skal jeg fortælle dig noget om Festen paa Rødkilde, den blev maaske tildels for os Præsters Skyld ikke holdt om Løverdagen, men igaar, og blev da celebereret ved et Bal, som var meget straalende. 5 Musikanter, udmærket Belysning etc. Tre Sange blev afsungne, den første efter Melodi "Vift stolt" af Pastor Knap. Da den er paa ti Vers, vilde den være for vidtløftig at afskrive. Den anden af en "anonym" paa Melodi "Der er et Land". Da den kun er paa 4 Vers, kan jeg gerne meddele den." [Vi vil dog her nøjes med Slutnigslinjerne:

"Og i vor Jubel haabfuld Bøn vi hæve
til ham, som kærlig styrer vore Kaar.
Gid Borgen stande, Langes Slægt maa leve
i Fred og Held, i mange hundred Aar."]

"Ved den første Sang blev din Onkels og Tantes Skaal udbragt, og ved denne den hele Lange`ske Slægt. Derefter fulgte en Sang ogsaa af en anonym, men som snart blev opdaget at være Justitsraad Schiern." [Den indledte skålen for Rødkilde. VI nøjes med at skrive nogle begyndelseslinjer,
til 2. vers: "En Kilde sprudler fra Jordens Skjød"
til 3. vers: "En Kilde strømmer af Flaskens Hals"
til 4. vers: "En tredje skjult i et ædelt Bryst
blandt røde Kilder dog Fortrin nyder" osv.]

"Mærkeligt var det, at Fader, som for 50 Aar siden var tilstede ved en lignende Fest paa Rødkilde, kunde være med. Han befinder sig, Gudskelov, mege vel efter Turen. -- Foruden os var der forresten den Bergske Familie fra Skjoldemose og Schousboe -- Din Onkelt Reinholt [Flintholm] og Familie havde undskyldt sig, hvilket jo rigtignok opvakte nogen Forundring. Stemningen var forresten saa munter og livlig, saa jeg tror, alle have moret sig fortræffeligt."

Den 31. August 1838 skriver Chr. Bredsdorff til Johan Lange:

"Høsten har da, som du kan vide, hidtil været meget vanskelig, imidlertid har jeg idag været saa heldig at faa min Rug ind, efter at rigtignok enkelte Ax var begyndt at spire. Af Raps har jeg iaar avlet det meste, jeg nogensinde har haft, n. 78½ Tdr., som har indbragt mig 834 Rbd. I Ollerup har de 33 Tdr. Fra Thomas, som nu er og bliver i Vissenbjerg, har jeg i den senere Tid ikke hørt. Du ved vel, at han har bestemt sig til at lægge Præstegaarden ope ved Kirken." [Brevskriverens ældre broder, Thomas, er på denne tid forflyttet hertil fra Ollerup. Han byggede den ny præstegård oppe på højden, nær kirke og landevej, hvor den ligger endnu. Den forrige var brændt, den lå i en dal et stykke mod syd, Fuglevig]

"Du ved vel ikke, hvorledes det gaar med Beæsttelsen af Ollerup. Kammerherre Holsen [-Lehn, Hvidkilde] gør da alt, hvad der er muligt for at faa Wyses Plejesøn, Møller, dertil, saa det er nok meget uvist, om Brandt faar det, skiønt han er stillet øverst paa Listen." [Som det vil ses af flg. brev, fik Brandt embedet.]

20. november 1838: "I Forgaars blev da Brandt indsat i Ollerup af Provst Lassen [Kværndrup]. Baade Provstens Tale og Brandts Prædiken skal have været meget smukke, det gjør mig derfor ondt, at jeg ikke kunde komme i Kirken. Efter Kirketjenesten var jeg derovre og deltog i et stort og brilliant Middagsselskab, hvortil de fleste af vore Bekjendtere her paa Egnen var inviterede. Jeg indviede ved den Lejlighed min nye Tobakspibe, som fandt alles særdeles Bifald."

Her kommer et brev til Johan Lange fra hans søster Marie, som på den tid er hos "Onkel og Tante i St. Jørgens". Det er dateret 11. december 1838 og handler om deres søster Grethes forestående bryllup med den ny præst i Ollerup.

"Det er jo en bekjendt Sag, at til et lystigt Bryllup hører ogsaa en lystig Sang, og da jeg ikke ved nogen her paa Egnen, som vil paatage sig at forfatte en saadan, saa er det i den Anledning, at jeg henvender mig til dig for at bede dig, om du ikke ved dine Venners Hjælp kan skaffe os en lille Sang. I ere dog saa mange kloge Hoveder derovre, og der er dog nogen af dem, som besidder poetisk Talent. Tror du ikke, at V. Strøm [lærer Odense Katedralskole] vilde paatage sig det f. Eks? Jeg haaber dog vist, at du bringer den Sag i RIgtighed." - "Ja her bliver rigtignok Bryllup, førend jeg havde troet, men det er rigtignok trist, at I ikke kommer med herover, jeg vilde give meget godt til, at I kom og overraskede os ligesom ifjor, og iaar er dog dobbelt Grund til at rejse, da her baade bliver Bryllup og Sølvbryllup. Jeg tænker, at Bechers [Præstefolkene i Vester Hæsinge] celebrerer deres Sølvbryllup her med det samme. Onkel har da skrevet til dem for at bede dem blive her Søndagen over."

I et brev af 10. maj 1839 skriver Chr. Bredsdorff:

"Hvad der iaar foruden de sædvanlige Foraarsarbejder beskæftiger mine Tanker, det er Bygningen af den søndre Længde af Præstegaarden, der nu er saa vidt, at den ikke existerer, hvorimod vi nu have en meget fri Udsigt til Marken og Gaden, ja endog til Ærøe. For i det mindste at beholde noget af denne Udsigt har jeg besluttet mig til at lade være en aaben Stakitport, hvorved der altsaa bliver to Længder i Stedet for een. I Juni Maaned tænker jeg, at den bliver rejst, og du veed, hvor kjært det vilde være os alle, om du kunde komme til Rejsegilde tilligemed vore øvrige unge Venner fra Kjøbenhavn. Ogsaa lille Morten, som er bleven her tilbage, indtil de flytte ind i Vissenbjerg, giver mig en Deel Beskiæftigelse, da han aldeles ikke kan sætte sig selv i Arbejde." [Morten Thomsen Bredsdorff f. i Olleup 27. august 1830]

 


Morten Bredsdorff

 

Der er to breve fra maj 1841 om den gamle provsts død og begravelse.
Den 11. maj hedder det:

"Jeg har idag et Budskab at bringe dig, som meget vil bedrøve dig, skjønt det er noget, vi hver Dag maatte vente, at vor elskede gamle Fader ikke er mere iblandt os. I Søndags Morges Kl. 6 hørte Gud hans inderlige Bøn og Længsel efter Befrielse fra det svage henfaldne Legeme, og derfor skjønt det fylder vor Sjæl med inderlig Veemod, at vi ikke mere her i denne Verden kunne nyde hans kjerlige og lærerige Omgang, saa maa vi dog takke den gode Gud, som har gjort det saa godt for ham, men hans Minde skal leve iblandt os og hans talrige Slægt til Velsignelse."

Og den 27. maj:

"Det var den 11. Maj, vor elskede Fader blev bragt til det sidste Hvilested. Allerede Dagen i Forvejen kom min Broder Thomas og Morten og dine Forældre tillige med Møllers fra Nykirke. Imellem Kl. 11 og 12 forsamledes foruden Familien et meget talrigt Følge, hvor iblandt var Grev Reventlow, Kammerherre Holsten fra Hvidkilde, Herredsfogderne fra Faaborg og Svendborg. Kammerjunker Moltke, Godsejerne fra Egnen, 15 Præster fra Omegnen foruden de 6 af Familien, som ere Præster. I vor Storstue stod Liget omgivet af Voxlys og 2 store Alterlys. -- Efter at Følget havde samlet sig i Storstuen, fremtraadte Chr. Møller og holdt en smuk og rørende Tale, hvori han skildrede Faders Forhold i sit Familieliv, idet han lagde Johs. 13,1 til Grund. Brandt havde ogsaa betænkt at tale i Stuen, men da Møller hodlt Talen der, begav han det. Derpaa blev Liget udbaaret af de tolv ældste Gaardmænd af hvert Sogn foruden Sognefogederne, Fattig- og Skoleforstanderne. Begge Degnene gik foran for at synge, og Nabodegnene, Skjær og Mortensen, som begge ere Dannebrogsmænd, bare Alterlysene. De unge Piger, nemlig Lises Søster Line, Rikke fra Møllen, Hanne og Rikke fra Kroen, gik foran med Kranse og Blomster. Umiddelbart efter Liget fulgte min Broder Thomas med sin Søn Morten, og jeg med min Søn Christian, derefter fulgte Onkel og Svigersønnerne og de øvrige af Familien, derefter det øvrige Følge, som selv ordnede sig, og som omtrent udgjorde 60 Personer foruden de af Menigheden, som bar og fulgte. I Kirken blev Kisten stillet i Kordøren, hvor Provst Lassen holdt en i mine Tanker særdeles god Tale, hvori han skildrede den Afdøde som Christen og Lærer. Derpaa blev Liget udbaaret og nedsænket ved Siden af min sal. Moder. De fleste af Følget fulgte med hjem og spiste Frokost. Bønderne bleve beværtede i Loen paa den sædvanlige Maade. - Ja, det er kun en kort og tør Beskrivelse, men du kan vist forstaa, at det hele var saare opløftende og rørende, især for os som stod ham saa nær, om hvem det med Sandhed kunde siges, at som han elskede sine egne som var i Verden, saaledes elskede han dem indtil Enden. Dine Forældre og Møllers bleve her nogle Dage og hjalp til at udslette det smertelige ved den kjære Faders Bortgang og at bevare det kjære Minde, som jeg haaber aldrig skal udslettes. - Du kan vist begribe, at skjøndt jeg indser, det er godt for ham, at han gik bort, saa er der maaske ingen, der saaledes savner ham som jeg, der var vant til ved alle Lejligheder at raadføre mig med ham, lige som han meddelte mig alt, hvad han skrev, og hvad han læste af nogen Betydning, og da han bevarede sin levende Interesse saavel for Videnskaberne som for mange andre Ting, saa vedblev hans Omgang og Samtalerne med ham bestandig at være lærerig og interessant.
-- Hans sidste lille Skrift om equisetum palustre [Sumppadderokke] blev ikke ganske fuldført, men vil dog ved Hjælp af nogle slutningsord gjerne kunne trykkes. Du kan vel ikke naa at komme herover i Ferien, ellers vilde jeg gennemgaa det med dig, men dersom Jacob er i Stand dertil, nu han er saa svag, maaske han [så] ogsaa kan hjælpe mig med at faa det i Stand, thi det var Synd, om det ikke kom ud, da jeg anser det for meget nyttigt for Landmanden."

Han, der i de sidste linjer af brevet omtales som så svag, er den ældste søn fra præstegaarden, naturforskeren og sprogmanden Jacob Hornemann Bredsdorff, lektor ved Sorø Akademi i mineralogi og botanik. Han var paa den tid kun godt et halvt hundrede år, men ramt af en dødelig sygdom. Man forsøgte, om ikke et sommerophold i Vester Skerninge skulde kunne hjælpe, men kun nogle få uger overlevede han sin gamle fader. Den 20. juni skriver Chr. Bredsdorff fra Sorø til Johan Lange.

"Indlagte Anmeldelse af  vor kiære Broders Død vilde jeg bede dig lade indrykke i Berlingske Tidende saa snart som muligt. Igaar Aftes ankom Ulrikke [søsteren] og jeg hertil tilligemed den stakkels Petrine [Jacobs enke, f. Møller] og hendes små faderløse børn og det afsjælede Legeme, som paa Torsdag skal stedes til Jorden."
[De tre små var døtrene, Bodil, Eline og Hanna, der senere blev gift henholdsvis med deres fætre Morten og Johan Lange fra Ødstedgård og med friskolelærer Knud Larsen].

I et brev 4. marts 1842 hedder det:

"Det fornøiede mig at see, at det lod sig giøre at optage Afhandlingen om Padderokken, uagtet jeg frygter for, at slutningen ikke ligner Begyndelsen; thi du kan nok indse, at det var et vanskeligt Arbejde at fuldende den, da det er saa langt fra at være en simpel Oversættelse af Staudingers Skrift, og Fader ikke engang har fulgt samme Orden som denne Forfatter. -- Jeg billiger ganske, at du foretager de Forandringer, som du foreslaar, saa meget mere som jeg er overbevist om, at vor salige Afdøde vilde have fulgt dit Raad i denne Henseende. Han har maaske for meget taget Hensyn til vor Egn, hvor e. arvense er den mest almindelige, og hvor limoseum nok slet ikke findes og fluviatile er sjelden. -- Forleden var Brandt og jeg til Amtsprovst Wedels Jubilæum, som var ret smukt; det var heldigt, at den gamle Mand var ganske ved Samlingen den Dag og lod til at fornøje sig meget derved, forresten er han ganske decrepitus" [udlevet, senil].-

D. 4. januar 1843: "Gud give dig fremdeles Sundhed og Kraft og Held til at fortsætte dine Studeringer, enten du bestemmer dig til at gennemgaa den theologiske Ildprøve, eller du ganske kaster dig i den yndige Floras Arme, og gid hun ikke alene maa bringe dig Blomster, men ogsaa Frugt. Her have vi haft en fornøjelig Jul. Vor lille Luise Jacobe Rasmine [f. 19. oktbr. 1842, 1870 g. med sin fætter Chr. Leth fra Horne] blev døbt d. 15. Dec., og i den Anledning havde vi alle Egnens Honoratiores samlet, som ellers pleje at indfinde sig ved Geburtsdage, og jeg tror de morede dem godt. -- Igaar vare vi i Ollerup i Anledning af Brandts Fødselsdag. Her saavelsom de fleste Steder, hvor vi har været samlet, har det gaaet på L`Hombre og Whist. Købke er i denne Tid paa Rødkilde, ligeledes har vi set Bramhelft, Schlegel samt V. Strøm. Den sidste har endog været her to Gange."

Fra Februar [dato ulæselig]: "I Tirsdags var her en Del gode Venner samlet i Anledning af min Kones Fødselsdag [7.februar], nemlig: fra Ollerup, St. Jørgensgd., Ø. Skerninge, Rødkilde, Pilegaard, Møllen, Kroen. Blandt andre Forædringer fik Lise af sin Fader et dejligt brunt Silkeschawl. Min Foræring bestod i at lade Dagligstuen beklæde med et Gulvtæppe, hvilket giør Stuen langt mere lun og hyggelig, end den var før. Nu slutter jeg dette, da jeg skal over til Ollerup, hvor jeg venter at træffe Pastor Rasmussen [senere provst Rasmussen i Stenstrup]

Endnu skal anføres nogle linjer af et brev fra 8. april 1843:

"Om Onkels Jubilæum [50 års præstejubilæum] i St. Jørgensgaard, vil jeg kun sige, at alt undtagen Vejret var saa smukt, som man kunde ønske sig det. Især gjorde Jubeloldingens herlige Tale et uudsletteligt Indtryk paa alle tilstedeværende - om den ogsaa kan faas at læse, vil den ikke kunne gøre et saadant Indtryk, med mindre man ret levende kan forestille sig den Mand, der talte, i hans hele elskelige Personlighed."

Af det her sidst anførte brevstykke tager vi anledning til at besøge St. Jørgens præstegård og lære dens nenoere lidt nærmere at kende. Den jubilerende onkel, som Chr. Bredsdorff med så stor beundring omtaler, er hans farbroder og navne, Christian Johan Bredsdorff, om hvem vi tidligere har fortalt, at han som præst på Strynø i 1797 havde ægtet Ulrikke Hornemann, f. Schegel. Han var født 1765, var altså otte år yngre end sin broder provsten. Hvor inderlig han som ung stadig føler sig knyttet til hjemmet i Vester Skerninge, også efte at broderen var bleven gift, fremgår af, hvad han har skrevet i den før omtalte stambog. Han skriver her i 1788 - året før han tog sin teologiske embedseksamen - ved afrejsen fra Skerninge i april, vel efter påskeferien, disse højstemte linjer til svigerinden:

"Jeg forlader nu, Gud veed, om ikke for evig, det Sted, hvor jeg har nydt saa usigelig megetn Lyksalighed. Det er neppe muligt,a t jeg nogensteds vil finde saa salige Glæder som i dette Eden, imellem disse Uskyldige. Dig, ejegode Søster! skylder jeg uendelig meget for dit sande Søster-Venskab, din moderlige Omhu, den Godhed, hvormed du har baare mine Skrøbeligheder. Siig mig, hvorledes jeg skal vise, at jeg ikke er utaknemmelig. Jeg vil bede til den Evige, den Gode, og han vil, ogsaa uden min Bøn, omgive dig med Velsignelse og bestandig tiltagende Lyksalighed. Du vil hver Dag see dig mere elsket, mere beundret, hver Dag see den Glæde forøget, at have bidraget til at giøre Livet behageligt for Brødre og Søstre, for Børn af den Evige, algode Fader. Fuld af Taknemmelighed, af varmt Venskab skal jeg ofte tilbede dig denne Lyksalighed. - Tør jeg paa dette Vilkor haabe, at du ikke vil glemme din gode, elskede Mortens Broder?"

Han, som skrev dette, hentede fremdeles i de mange kommende år såre meget i sit barndoms- og ungdomshjem i Skerninge hos sin broder og svigerinde. Og herfra hentede han også hende, der blev hans livs store rigdom. Fra Strynø kom han jævnlig herover i de år, han endnu var ugift, og det, som i den tid mest af alt drog ham hertil, var hans stadig stærkere følelser for Ulrikke Hornemann, der i sin store sorg over mandens død havde fundet så kærligt et hjem her. Han ventede trofast på hende i flere år, og omsider kunne han føre hende med sig som sin hustru. Længe endnu kunne hun være behersket af sine minder, og til tider havde han svært ved at trøste hende, men han gjorde det på den kærligste måde uden nogensinde at tænke på sig selv. Et af disse år kom en smitsom sygdom til øen, der mindede hende så stærkt om hendes tab. Men venskabet mellem hende og hendes "bedste Ven", som hun kaldte ham, voksede i styrke og blev til et lykkeligt samliv i over 50 år. De fik ikke selv børn, men der blev i tidens løb mange, de tog til sig som deres børn, og som de tog sig af, som ahvde det været deres egne. Disse mange plejebørn, mest af deres nærmeste slægt, var glade for det hjem, de fandt, og bevarede stadig forbindelsen. Det første af dem var den næstældste datter fra Vester Skerninge, Grethe, som kom med dem, straks de blev gift. Hende var Ulrikke Hornemann i sine Skernige år kommen til at holde særlig meget af. Grethe var kun 5 år, da hun kom med over til Strynø, men hun huskede meget fra tiden dér, bl.a. den ængstende sygdomstid derovre, hvor præsten gik fra hus til hus for tillige at være læge for de syge.  Især mindedes hun rejserne til Skerninge, sejlturene om sommeren og slædeturene over isen om vinteren, også de tider, hvor de var helt afspærrede fra alle steder udenfor øen. Og hun mindedes som det sidste på Strynø, da hun 1802 som tiårig med plejeforældrene rejste til Egense, hvor de nu skulle bo. De sejlede over til Fyns kyst og landede ved en dejlig skov, der var opfyldt af nattergalesang. I Egense, hvor de var de følgende seks år, kom der flere af familiens børn i huset. Præsten undeviste dem selv, for det meste inde i stuen, sammen med hustruen. Blandt disse plejebørn var også Grethe broder Jacob. Han var i Egense i fire år og kom derfra i Nykøbing Latinskole.
I 1808 blev Bredsdorff præst i St. Jørgens helt inde ved Svendborg, og her blev de så de mange år deres liv igennem. Ulrikke Bredsdorff døde 1850, hendes mand tre år efter. Præstegården her, der med sin store have lå dejligt lige ned til sundet, overfor det nærliggende Tåsinge, blev i al den tid et gæstfrit mødested for de mange ældre og yngre i den store slægt. Her var det så også, at det jubilæum, der omtaltes i det før anførte brev, blev holdt iapril 1843. En af datidens aviser giver en udførlig skildring af festen. Først var der en højtidelighed i kirken, hvor der var mange embedsbrødre, slægtninge og venner tilstede. Der blev sunget en kantate, forfattet i dagens anledning; den blev udført af jubilarens nærmeste, bl.a. blev en duet sunget af en moder og hendes datter, som begge havde været hjemmets plejebørn. Provst Lassen fra Kværndrup holdt en smuk tale, senere også biskop Faber, stærkt indtryk gjorde den tale, den gamle præst selv holdt fra prædikestolen, hvor han takkede Gud for den nåde, der var blevet ham til del: at han i så mange år havde kunnet forkynde ordet, og at han så længe havde ahft sin kære hustru ved sin side. Ved festmiddagen i hjemmet var der mange taler. Her takkede et af plejebørnene, pastor Chr. E. Møller fra Nykirke, på egne og plejesøskendes vegne ham, er ikke alene havde lært dem at se den eviges herlighed i bølgernes vuggen og stjernernes stråler, men også indplantet Jesu tro i deres hjerter. I juni 1847 fejrede "onkel og Tante i St. Jørgens" deres guldbryllup under stor deltagelse fra deres mange slægtninge. Fra øst og vest samledes man om dem; om formiddagen gik alle i procession til kirken, somv ar smukt pyntet med blomster. De to gamle blev bragt til sæde, og de andre omkring dem. Der blev talt og sunget salmer. Efter festmåltidet med mange taler fulgte så den herligste sommeraften i haven. Den blev som et billede på de gamles livsaften. Der blev sunget firstemmige sange derude, og det hele fra denne dag stod for alle deltagerne som noget af det skønenste, de havde oplevet.
Også for efterslægten, som kun gennem overleveringen véd noget om de to gamle i St. Jørgens, hviler der en egen glans over dem og deres ejendommelige verden hernede ved Svendborg Sund. Disse to barnløse, hvis hjem blev et hjem for så mange, vil blive mindet lige så længe som deres nære frænder i Vester Skerninge, fra hvem der udgik så stor en slægt. Præstegården i St. Jørgens fik af dem sit præg i næsten et halvt hundrede år, det sidste afsnit af dens levetid. Dens dage var forbi med dem. Få år efter "gamle Onkel"s død blev en ny bygget længere oppe i haven. Lidt af den gamle blev dog foreløbig stående, og her boede, til også den rest måtte falde, de to yngste af broderdøtrene fra Skerninge, den ugifte Ulrikke og hendes søster Line, enke efter Chr. Møller, som i 1859 var død som præst i Dalby på Hindsholm, og som hun overlevede i næsten 30 år. Dse to besøgte de yngre i slægten tit, og de har vist mere end nogen andre bidraget til at bevare mindet om det gamle St. Jørgens. Tit har de talt med hinanden og med dem, der kom, om, hvad dér blev oplevet. De kunne fortælle om "gamle Tante", som hun sad i dagligstuen ved et af vinduerne ud til gården med de to gamle lindetræer på hver side af indgangsdøren. Og om "gamle Onkel" og hans ture ude i den 4-5 tdr. land store have, helst ad en lang gang ned til lysthuset nede ved stranden, det bedste sted i verden, som han kaldte det.
De to søstre flyttede på deres gamle dage til Ovinehøj i den nordlige, højtliggende udkant af Svendborg, hvor de boede til deres død.

..........................................................

Den næstældste af sønnerne fra Vester Skerninge, Thomas Christian Bredsdorff (f. 1795), blev i 1821 præst i Ollerup og Kirkeby. Siden hans farfader, Thomas Mortensen Bredsdorff i 1773 flyttede herfra til Vester Skerninge, havde her været andre præster; nu tog Bredsdorfferne altså igen Ollerup præstegårbesiddelse, og fra nu er (med nogle få mellemliggende år) slægten her at finde, lige til den gamle præstegård i foråret 1935 udslettedes ved ildsvåde.

 


Thomas Chr. Bredsdorff

 

Tre år efter, at Thomas Bredsdorff kom til Ollerup, holdt han bryllup med Rasmine Møller. Her var han præst til 1838, og her, i det af farfaderens byggede hus, blev alle børnene født; flere af dem døde som små, men fire levede; det var sønnen Morten og de tre døtre Thrine, Hanne og Betty. Men ligeså lidt som farfaderen blev Thomas Bredsdorff her tiden ud. Mens endnu børnene alle var mindreårige, flyttede familien til det nordligere Fyn, idet Bredsdorff 1838 var bleven kaldet til præst for Vissenbjerg. Også han byggede, som farfaderen havde gjort det. Allerede i Ollerup ombyggede han en del af den vestre lnge, og da han kom til Vissenbjerg, var lige den gamle præstegård brændt, og en helt ny skulle opføres. han lagde den, som tidligere nævnt, oppe på højderne ved kirken. Vissenbjerg sogn er et af de største på Fyn med en mængde bakker, der er adsilte ved små dalstrøg og moser. Fra de høje bakker har man en vid udsigt, både over store dele af Fyn og til den jyske kyst. Ved kirken og præstegården er man på noget af det højeste. I selve præstegårdshaven er Fyns næsthøjeste punkt, 410 fod over havet, med udsigt til det nærliggende højeste, Frøbjerg Bavnehøj. Den store landevej fra Odense til Middelfart fører lige forbi kirken med dens brede tårn og spiret over koret, vestpå går den nedad gennem "Røverskoven", hvor de berygtede Vissenbjerg røvere i gamle dage skal have haft deres tilhold.
Allerede fire år efter mistede Bredsdorff sin hustru, og igen fem år derefter døde han selv, kun lidt over halvtreds. Børnene, som ved flytningen fra Ollerup alle var mindreårige, stod nu forældreløse, og kun de ældste af dem var voksne. De fik nu deres hjem forskellige steder i familien, således fik Hanne sit hjem hos sin faster Line og hendes mand i Dalby præstegård.
Morten blev siden præst i Jylland, sidst i Torkildstrup på Falster. han blev gift med Vilhelm Birkedals datter, Marie, og et af deres børn var den kendte højskolemand Thomas Bredsdorff. Hanne blev gift med præsten Carl Nissen, sidst i Rise på Ærø, Betty med Georg Bramhelft, død som general i Odense. Den ældste af dem alle, Thrine var ugift, og styrede i mange år huset for sin svoger Bramhelft, der tidlig ved Bettys død (1868) var bleven enkemand. Alle var disse søskende meget musikalske.
Inden vi igen kommer til Ollerup, må vi her give lidt nærmere om provstens yngste søn, Christian Hornemann Bredsdorff, der som nævnt fulgte faderen i embedet. han var født 1802, blev teologisk kandidat 1827, samme år som hans moder døde, og blev året efter kapellan hos faderen og i 1834 hans efterfølger. Samme år holdt han bryllup med Elise Bolette Møller (f. 1815), plejedatter af en farbroder, justitsråd Møller i Svendborg. Chr. Bredsdorff købte i 1840 Vester Skerninge kirke, som i mange år derefter var i familiens eje og derved undgik sine nabokirkers sørgelige skæbne at dækkes med cementpuds. Hans levnedsløb blev endnu kortere end brødrenes, idet han i sit 46. år (1848) pludselig døde, ramt af et hjerteslag, under et besøg hos nabopræsten og vennen, Brandt i Ollerup. Han efterlod sig enke og seks børn, hvoraf den ældste kun var 12 år. Hermed var det forbi med Bredsdorffèrnes tid i Vester Skerninge, og Ollerup blev fra nu af familiens samlingssted fremfor noget og var det i mange år. Moderen flyttede med børnene til Odense, og nogle år efter til København. Det ejendommelige hjem de på det dengang landlige Østerbro, ved det gamle, nu længst forsvundne kalkbrænderi, blev også et gerne besøgt familiested, lige til tante Lises død 1877. Af børnene blev den ældste søn, Christian Møller Bredsdorff, teolog og bestyrer af Nørrebros Latin- og realskole. Han blev i 1872 gift med Hanne Købke, adoptivdatter af ritmester, senere oberst Bramhelft, broder til den nys omtalte general Georg Bramhelft. Chr. M. Bredsdorff var en stor børneven og nåede ud til mangfoldige hjem rundt om i landet med sit "Nordisk illustreret Børneblad", hvortil hans moder gav mange kønne og gode bidrag. Hans bog "Paa Feltfod", en samling breve, skrevet til moderen under hans deltagelse i krigen 1864, nåede også ud til mange. Hans yngre broder, Johan Ulrik Bredsdorff, blev landskabsmaler, mange vil mindes ham, både fra hans billeder og fra hans oplæsninger af Hostrups og Holbergs komedier. Han blev i 1878 gift med Dagmar Bredsdorff, datter af stiftsprovst Fr. Helweg fra Købelev. Den yngste broder, Thomas, blev skibsværftsdirektør i Flensborg. Han blev 1881 gift med Elisabeth Bramhelft, datter af generalen. Af døtrene fra Vester Skerninge blev Elna 1859 gift med herredsfoged Hans Becher i Fredericia, Marie 1884 gift med en af Brandts sønner i Ollerup, operasanger Alexander Brandt, og Louise i 1870 med Christian Leth fra Horne, sidst præst og provst i Allerup på Fyn. Det kan tilføjes, at alle disse søskende, lige så fuldt som de andre grene af Vester Skerninge slægten, var i udpræget grad musikalske.

Da  Thomas Christian Bredsdorff i 1838 flyttede til Vissenbjerg, blev Ollerup præstekald ledigt. Ollerup kirkes ejer, baron Holsten-Lehn til Hvidkilde, der havde indstillingsret til embedet, ønskede en plejesøn af komponisten Weyse, Schaumburg-Müller, dertil, men denne havde kun anden karakter, og han måtte derfor stilles som nr. 2 på listen. Skønt der blev gjort store anstrengelser, lykkedes det dog ikke at sætte baronens kandidat igennem. Gamle Frederik VI lod sig ikke rokke. "Den, som staar øverst paa Listen, skal have Embedet," sagde han, og derved blev det. Den mand, der herved udnævntes til sognepræst for Ollerup-Kirkeby menigheder, var Jens Sophus Brandt. Det var en afgørelse for to menneskealdre, Frederik VI her traf, for så lang tid skulle den ny præst få at virke i på dette samme sted. Han var henved 27  år, da han kom hertil, og henved de 87, da han holdt sit 60 års jubilæum i efteråret 1898, omtrent 3 måneder før sin død. Han kommer med sin tid til at spænde over godt en tredjedel af Ollerup præstegårds levnedsløb, som jo rakte 175 år. Og det bliver da også hans tid og hans personlighed, vi især kommer til at dvæle ved i den gamle præstegårds historie.

 


Jens Sophus Brandt

 

Brandt var en præstesøn fra Vestfyn. Han var født d. 3. januar 1812 i Gamtofte ved Assens, hvor hans fader var præst. Gomme Jacob Brandt og Christiane Magdalene, f. Haasum, var hans forældre. Begge tilhørte de udbredte præsteslægter. Brandtèrne, vi her har med at gøre, stammer fra Ærø. Den ældste af forfædrene, vi kan komme tilbage til, hed Gomme Jensen (d. 1689) og var rådmand i Ærøskøbing. Hans ejendommelige fornavn går stadig igen i familien, helt ned til I.S. Brandts fader. Efterkommerne var i fire led præster på Langeland, den første, Hans Gommesen, der tog tilnavnet Brandt, og som døde 1706, i Lindelse, de tre følgende efter hinanden i Tryggelev og Fodslette, først Gomme Hansen Brandt (d. 1776), derefter hans søn, Hans Brandt (d. 1816), og sidst dennes søn, Gomme Frederik Brandt (d. 1829). Hans søn, der bar de samme navne, blev præst i Jylland og døde 1868.
Fornævnte Gomme Hansen Brandt havde foruden sønnen Hans en anden søn, Alexander; han blev købmand i Fåborg og var fader til Gomme Jacob Brandt i Gamtofte (d. 1835) og altså I.S. Brandts farfader.
Det var jo almindeligt i de tider, at embedsmænd lod deres sønner studere, og at præstesøner gik præstevejen. SÅledes også med sønnerne i Gamtofte, af hvilke Jens Sophus var den yngste. Og det var her mere end en tradition. Tidlig fik han, den senere Ollerup - præst, fra sit fromme, gudfrygtige hjem indpodet lyst til at tjene ude i folket som præst. Som han senere siger m sig selv i et digt:

Jeg drømte om at blive
en rigtig præstemand,
.....
om folket at vejlede
og selv mig at berede
i folkets hjerte sted.

Der er fortalt, at den ejendommelige og betydelige præst, Jens Hornsyld i Assens, var blandt de meget velkomne gæster i Gamtofte præstegård, og at han, når han var i besøg, gerne blev bedt om at synge en salme med sin klare stemme. Endvidere, at Hans Agerbæk, der blev en af de mest kendte og påskønnede præster på Fyn, som ung var et par år i Gamtofte præstegård som huslærer for børnene. Selv om Jens Sophus kun var otte år, da de to, både den gamle og den unge, forlod egnen, kan han jo nok have haft blivende indtryk af dem, og disse er yderligere fæstnet ved, hvad han senere hørte om dem.
Skønt præsten i Gamtofte havde huslrer til sine sønners undervisning, deltog han selv heri, og flere af omegnens børn gik i  præstegårdens lille privatskole. Vi har her et lignende forhold, som vi mødte i Vester Skerninge, til tider også i Hårslev. Udenfor selve skoletiden tumlede drengene sig i det fri sommer og vinter, og i denne indbyrdes udnervisning opøvedes snarrådighed og mod. Der har sikkert været noget frit og frisk ved denne hjemmets skole. Sønnen priser senere faderen som den, der med sin frie ånd evnede at give de unge syn for de svundne tiders herlighed og højhed. I 1829 blev Jens Sophus student, dimitteret til Universitetet hjemmefra. I København boede han de første år sammen med de ældre brødre, Christian og Alexander. Det var jo begrænset, hvad hjemmet kunne sende af penge til de tre studerende sønner, og Jens Sophus kunne senere i spøg fortælle om, hvordan det kneb, når ved månedens slutnig Ebbe var i pengekassen og Tomas i madskabet. Men de var ikke forvente, og på madskabet hjalp det jo godt, at moderen jævnlig sendte proviant ind til dem. Dragten var ikke efter nyeste Københavnersnit, men af "Kalmuk med Kalveskindskrave" og syet af skrædderen derhjemme. Vi mindes, når vi hører derom, Grundtvigs beskrivelse af, hvordan han var udrustet, da han som student kom til København, hvor han dog midt i den selvironiske skildring tydelig lader skinne igennem, at en vis overlegenhed er i behold; vi kan håbe, det samme har været tilfældet med Jens Sophus. Og ligesom Grundtvig i dagbogen bemærker, at der nu ikke længere kan siges Frederik, siden han er bleven student, må vi vist fra nu af sige Brandt og ikke længere kalde ham ved fornavn.
Den unge student var flittig, skønt han følte sig skuffet over, hvad han fik på Universitetet. Men et par års tid måtte han midt under studierne tage ud på landet som huslærer. Disse to år blev af den allerstørste betydning for ham og hans fremtid. Her lærte han den egn at kende, der skulle blive hans, og her lærte han sin vordende hustru at kende. Stedet, han kom til, var den ovenfor omtalte St. Jørgens præstegård ved Svendborgsund. Her var også på denne tid flere plejebørn. Det var nogle store drenge, Brandt skulle undervise. Men foruden dem var der en plejedatter i præstegården, Margrethe Eline Lange fra Ødstedgård. Hendes moder, Margrethe Lange, født Bredsdorff, havde jo været onkels og tantes første plejebarn, nu havde hun selv været her fra sit ottende år, men var på denne tid nået til den voksne alder, ligesom Brandt omkring de  20. De to unge fandt snart hinanden, og da Brandt igen vendte tilbage til København, var det som Grethe Langes forlovede, og han var nu gennem hende knytet til den Bredsdorffske slægt. Da han gik derovre i St. Jørgens, tænkte han sig vel ikke netop fremtiden i en af nabopræstegårdene, men han har med sin stærkt udviklede natursans ikke kunnet andet end begejstres for hele denne skønne sydfynske verden. Jævnlig er fra St. Jørgens turen gået til Vester Skerninge, hvor den gamle amtsprovst, Grethe morfader, endnu levede, og til Ollerup, hvor hendes morbroder i disse år var præst. Men først og fremmest har livet i det daglige været en herlighed for ham i de år. Så kom tiden, da eksamen stillede sine krav. Og idnen han fik den overstået, var hans fader død, hvorved enhver hjælp hjemmefra vanskeliggjordes; men nogle slægtninge af ham i Fåborg, agent Voigt og hans hustru, de to, hvis datter Riborg er kendt fra H.C. Andersens historie, ydede ham i den tid virksom støtte. Da Brandt mange år efter (1861) talte ved fru Voigts jordefærd, udtalte han sin varme tak til hende og hendes mand.

"Jeg selv skylder dem Tak. Jeg stod som ung Student i Hovedstaden. Min Fader døde, førend jeg havde naaet Maalet for mine Studier. Jeg var i Nød og saa`mig om efter Hjælp. Mine Øjne faldt paa dem og deres Hus, hvor jeg som Barn saa tit havde nydt saa venlig en Modtagelse. Jeg bad dem om Hjælp, og de rakte mig den kærligt, at jeg kunde fuldende mit Studium. Jeg takker og velsigner dem i deres Grav."

I 1836 forlod så Brandt som teologisk kandidat og med rosende vidnesbyrd fra alle professorerne, København for igen et par år at blive huslærer, denne gang på Harridslevgård ved Bogense. Om denne tid vides ikke noget nærmere, men det kan vel formodes, at han, da Hårslev præstegård havde en del med Harridslevgård at gøre, har haft lejlighed til bekendtskab med familien dér, også med den gamle Rasmus Balslev. Da Ollerup-Kirkeby sognekald i 1838 ved Th. Bredsdorffs forflyttelse til Vissenbjerg blev ledigt, søgte Brandt dertil, og som ovenfor fortalt, fik han det på grund af sin fine eksamen og Frederik VI`s  almægtighed. Det var d. 25. september, udnævnelsen kom. Det fortælles, at den postkone, der kom med brevet, fik en daler af den unge sognepræst for det gode bud, hun bragte. Inden udgangen af året stod brylluppet i St. Jørgens, og det lykkelige samliv begyndte, som skulle vare de første 26 år af Brandts lange præstetid i Ollerup.
Det var jo ikke som to fremmede, de flyttede ind, de var kendt både med selve stedet, hvor den ny præstekones morbroder havde boet i 17 år, og med nabopræstegårdene, den i Vester Skerninge, hvor hendes morfader og morbroder boede, og den i St. Jørgens, der jo var som hendes andet hjem, og hvor de havde fundet hinanden. Selve Ollerup er næsten som midtpunktet i de sdyfynske herligheder. Herfra ser vi mod sydøst over til det nærliggende Egense, og mod vest og sydvest til de endnu nærmere liggende kirker i Vester og Øster Skerninge. Det er en side af denne egns frodighed med de mange kirker: på vejen fra Svendborg til Fåborg, en strækning på ca. 25 km, passerer vi - tæt forbi eller på ret kort afstand - en lille halv snes kirker. Og svarende detil: et frodigt landskab med bakker og småskove, med vandløb og småsøer, nærmest Ollerup sø og østlgiere Nielstrup, Hvidkilde og Sørup søer.  Og kommer vi blot en smule tilvejrs, ser vi ud over den sydfynske strand og dens øer. Alt dette gør hele landskabet så smilende. Egnens digter, Mads Hansen fra Hundstrup, tænker føst og fremmest på denne sin hjemegn, når han synger om Danmarks have:

Jeg tro det forvist, at der ej er en plet
på jorden, hvor alt er så blødt og så net
som ahven, hvor øen i søen er lagt,
kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!

Hvad der så tillige giver noget storslået over egnen, er højderne, der hæver sig mod nord, op mod Egebjerg og Skjoldemose. Brandt, somselv havde digterisk evne, skildrer et sted sin by med disse linjer.

Hvor fynske Alper skråne ned
mod Østersøens vove,
og landet som et blomsterbed
sig slynger mellem skove;
hvor alpekæden giver ly,
når det fra norden stormer,
der ligger ret en venlig by
på bakkens bølgeformer.

Ved bakkens fod der bor en smed,
og op ad bakkens skråning,
der ligger fogdens nette sted,
og øverst præstens våning.
Men allerøverst Herrens hus,
et billed på den bolig,
som rejste sig af syndens grus
ved åndens kraft så trolig.

I det sidste vers taler der om den lange banke, som den gamle Ollerup by med sine gårde og huse ligger på. Kommer vi fra Svendborg ad landevejen og har passeret Hvidkilde, kommer vi først op på det bakkestrøg, hvor senere det nye Ollerup har lagt sig, det, der nu i vor tid med sin højskole og gymnastikhøjskole har gjort navnet så kendt viden om, og derfra går vejen videre mod vest ned i en dalsænkning og over et vandløb, der forbinder Nielstrup og Ollerupsøerne. Her er det så, den lange bakke begynder, hvor vi på begge sider af vejen har det gamle Ollerup, ret uforandret fra tidligere tider, og hvor vi øverst oppe når kirken og lgie før den præstegårdshaven og den plads, hvor den gamle præstegård var beliggende de mange år, til den så brat udslettedes, og hvor den ny nu er bygget lige på det samme sted. Her har vi så for os, i det lave mod Ollerup sø, hvorom der også er et vers af Brandt:

Du lille sø med klare vande
fra bakkens friske kildevæld,
kun dråben mod de dybe strande,
hvor salig er din fred i kvæld!
De gik til ro og stille hviler
nu alle dine bølger små,
mens solen venlig til dig smiler,
før den i havet ned vil gå.

De unge præstefolk, der nu flyttede ind i den gamle præstegård, har været godt enige om at prise alt det, der blev givet dem at råde over af herligheder, det ejendommelige hyggelige hus, den store frugrige have og den skønne natur, der er hele denne egns. Men det var andet og mere, der fyldte præstens sind og tanke end det nu at råde over en præstegårdsidyl.
Der er en overlevering om, at Brandt ved sin ildfulde veltalenhed og ved sin iver og nidkærhed hurtigt samlede tilhørere om sin prædikestol. I den første halve snes år må vi nærmest tænke os ham som højkirkelig præget og allerede nu selvsikker og myndig i sit væsen. Men året 1848, der betød så meget af gennembrud og omvæltning for land og folk, blev i rent personlig forstand af en indgribende betydning for præsten i Ollerup ved de stærke storme, det bragte ind over ham og hans hjem, og for en tid førtes han gennem de sjælelige rystelser ind i en mørkt farvet, pietistisk forkyndelse.

Det første af alt dette tunge var, da hans anbopræst og gode ven, hans hustrus morbroder, den elskelige Chr. Hornemann Bredsdorff under et besøg i Ollerup den 22. januar pludselig døde, ramt af et hjerteslag. Han sad i sofaen og legede med et af børnene,d en lille treårige Marie, da han pludselig sank om og var død med det samme. Så brat blev denne mand i sit 46. år taget bort fra sine kære, hustruen og de 6 børn, hvoraf de yngste var helt små, fra søstrene, fra sin vennekreds og sine menigheder. Ingen næst hustruen har følt dette tab mere smerteligt end Brandt; hans nære nabo har med sit lyse og ligevægtige sind sikkert kunnet tilføre ham så meget af det, han havde brug for. Ved jordefærden i Vester skerninge talte svogeren, C.E: Møller fra Dalby, i hjemmet og Brandt i kirken. Begge gav de vidnesbyrd om, hvor elsket den mand havde været, som de nu fulgte til graven. Af Brandts tale skal noget her anføres, både for det billede, vi her får af denne sidste i rækken af Bredsdorfferne på dette sted, og for det indtryk, vi får af Brandt på den tid. Han talte om tjenersindet hos den bortgangne.

......."Han søgte ikke sin egen Ære, men kun den Herres Forherligelse, som han tjente. Hans Fremtræden iblandt Eder var derfor uden al Fordring og Anmasselse, hans Væsen stille og beskedent, hans Tale og Gjerning sanddru og uden skrømt. I ville jo gemme hans Minde i trofaste Hjerter, I ville jo tale om ham, naar I samles, tale om hans Mildhed og Kærlighed; hans Prædiken og Ord vil jo leve op igen i Eders Hjerter, at det maa bære Frugt ogsaa efter hans Død, at det ogsaa her maa sandes, at den Retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse. -- Han samlede saa tit de Smaa omkring sig og talede med dem om Gud, om Frelseren, om alle Guds Engle smaa, om Himlens Herlighed og Salighed. Han vidste jo, at saadanne høre Guds Rige til. Og naar han da sad i Børnekredsen, o, da blev han selv et Barn, i Hjertets Ydmyghed, Eenfold og Uskyld. ---Elskede Henfarne! Vi samledes forhen saa ofte omkring Dig til Fryd og Glæde, og Du stod i vor Midte saa mild og saa venlig, nu samles vi omkring Dig for sidste Gang med Sorg og Taarer. Og blandt dem, som sørge og savne dybest i denne Skare, staar jeg selv, o elskede henfarne Ven og Broder! Jeg stod Dig saa nær i Livet, jeg stod Dig saa nær i Døden, nu staar jeg med Sorg og Savn ved din Baare; et Baand forenede os, som Døden ikke skal sønderrive; dit Minde, dit Billede lever i mit Hjerte, i min Sjæl, dér skal det aldrig dø."

Dagen efter denne begravelse døde Brandts ældste barn, den godt otteårige Ulrikke. Og kun otte dage derefter døde hans svigerfader Jens Lange, også i Ollerup præstegård. Denne sidste var med familie på denne tid kommen til Fyn. Han havde, da det trak op til krig, solgt Ødstedgård og købt Kyseborg i Svendborg, en tidligere postgård. De opholdt sig foreløbig i Ollerup hos datter og svigersøn, og Jens Lange, som nu var et par og tres, nåede ikke til det ny sted, hvor hans enke og døtre kom til at bo i mange år. Han blev nu begravet på Ollerup kirkegård ved siden af den lille Ulrikke. Endnu kan her tilføjes, at en søndag hen på foråret næste år vikarierede en kateket Vedel i Svendborg ved gudstjenesten i Kirkeby for Brandt, som var syg. Men da præstefamilien i Ollerup sad ved middagsbordet, kom der en mand ridende fra Kirkeby med det bud, at Vedel under uddelingen af sakramentet pludselig var falden død om foran alteret.
Brandt siger i et vers med tanken på denne tid.

Mig døden havde krystet
og kold var dødens favn,
mit hjerte dybt var rystet
og følte dybt sit savn.
Da lærte jeg at bede
som ingensinde før
og efter Gud at lede
og banke på hans dør.

Under de svære oplevelser var Brandts helbred bleven angrebet, og hans nerver svækket. En tre ugers rejse til Schweiz sammen med hans ven og nabopræst, Krohn i Vester Åby, havde hjulpet ham godt. Forfrisket og oplivet kom han hjem fra denne udflugt, som han med sin åbne sans for naturen havde nydt i fuldt mål. Iøvrigt havde han også i hjemmet med den ham egne energi søgt at modvirke svagheden. Hver morgen, selv i vintertiden, stod han tidlig op, tog sit kolde styrtebad og red derefter en lang tur, skønt han i begyndelsen knap kunne hænge på hesteryggen. Han gik også på jagt, noget han allerede fra ungdomen af var fortrolig med. Han var i det hele taget mere et frilufts- end et studerekammermenneske. Han elskede at arbejde i den store have, når han havde tid.
Imidlertid varede det ikke mange år, før han vandt sit faste og varige kirkelige stade gennem Grundtvigs vidnesbyrd om ord og skrift, gudsordet, som menigheden er bygget på, og skriften, som en nyttig til oplysning for hver den, som tror. Der oprandt nu en vårtid for ham og hans menighed. Mange søgte, også udensogns fra, til hans kirker, især fra Vester Skerninge og Ulbølle, hvor man dybt savnede Bredsdorff som præst. Da loven om sognebåndsløsning i 1855 gennemførtes, benyttede adskillige familier herovrefra denne ret og sluttede sig til Olleruppræsten.
Brandt kunne på sine gamle dage halvt i spøg bemærke, at "der havde været tre Præster Brandt i Ollerup, - og den sidste var den bedste". Vi forstår nu efter det, der er fortalt, hvad han mente dermed. Vi forstår også, hvad han som gammel (1884) skrev til Elvius`Præstehistorie: "Flere pludselige dødsfald, der som lynet er slået ned omkring mig, have haft indflydelse på min åndelige udvikling, men næst at give det guddommelige forsyn og den helligånd æren, må jeg takke Luther og Grundtvig, dersom jeg er bleven noget i min 46-årige præstegerning."
Et særkende for Brandt fra første færd og på hans forskellige udviklingstrin er hans vurdering af det jævne folk og hans syn for menigmands ret til frihed og åndeligt liv. Det var det, han tidlig drømte om at dygtiggøres til: folket at vejlede og selv at berede i folkets hjerte sted. Dette gav sig bl.a. udslag i hans nære tilknytning til den tids gudelige forsamlinger. En af hovedordførerne blandt de "vakte" i Sydfyn var lægprædikanten Johan Nielsen fra Skårupøre. Han plejede altid først at henvende sig til præsten i sognet, hvor han ønskede at holde forsamling. Da han kom til Brandt, fik han straks ja og tilsagn om hans medvirken. I en række af år holdt de to jævnlig forsamlinger både i Ollerup og andetsteds. Snart talte de i kirkerne, snart i skolerne, og udnertiden talte de også fra en vogn på åben mark. Blandt de møder, de holdt sammen, var der også et i Egense kirke, hvorom der er fortalt følgende: Der havde været skovauktion, og den del havde sikkert taget sig en tår over tørsten. Men der var propfuldt af tilhørere i kirken. Det var ved aftenstid. Brandt talte fra prædikestolen, og Johan Nielsen fra kordøren. Brandt havde taget et lys med sig på prædikestolen, for at de skulle se, hvem det var, der talte. Og så sad folk tæt pakkede nede i kirken, hist og her med et brændende tællelys i hånden. Det så forunderligt ud. Men der var den fuldstændigste stilhed blandt de mange tilhørere, optagethedens stilhed, medens den unge prædikant, hvis skarpe alvorlige ansigtstræk oplystes af det lys, han holdt i sin hånd, talte sine indtrængende ofte lynende ord til dem.
Havde Brandt i sine tidligere præsteår følt sig kaldet til deltagelse i sin egns gudelige forsamlingsliv, fik han senere ikke mindre brug for sine kræfter i det ved århundredets midte vågnende røre, og han kom på flere måder til at sætte dybe spor i den sydfynske befolknings udvikling i den kommende tid. Gennem Grundtvig havde han fået klarere forståelse af sammenhængen mellem det folkelige og det kristelige end nogensinde før, og han blev i arbejdet for folkelig vækkelse og oplysning en af de mest skattede ordførere i sin kreds. En mand, som i høj grad medvirkede til at drage Brandt med i dette arbejde, var Mads Hansen i Hundstrup, og om ham må vi derfor her høre lidt. Han blev som bekendt sin hjemstavns sanger, men hans digtnign spændte jo videre end til besyngelsen af Sydfyns yndige natur. Fra sin hjemlige bondejord sang han ud af sin egen glæde om det liv i åndens verden, han ønskede andre at få del i. Den mest kendte af hans sange er den på fynsk skrevne "Opvåvni", som hans ven, musikeren Hans Hansen i Ulbølle, har sat melodi til som til flere af hans digte. Den er i al korthed en skildring af det nyvågnede folkeliv. Den fortæller i sine tre vers med sit gentagne "Je`mærker i år, i Danmark æ` de` vår" om den opvågnen, der finder sted, når et menneske fra at være blind og døv bliver i stand til at se og høre. Fra talen om foråret i naturens føres vi i digtet til foråret i folkets liv, fra fugletonerne til den danske sang. Det fortælles, at Mads Hansens egen personlige opvågnen stod i forbindelse med en tung oplevelse. Han var lykkelig forlovet med en god ung pige, men glæden varede kun kort, hun blev pludselig syg, og det førte til døden. I sin vånde gik han til præsten i Ollerup for at finde trøst
I den tid modnedes hos ham troen på evighedens usynlige verden som den største virkelighed, og den store sorg blev for den 25-årige unge mand indvielsen til en tjeneste, særlig blandt de unge, for at give dem sans for andet og bedre end de tomme og tit nedbrydende adspredelser, som så mange søgte til. Al den tid og de kræfter, han kunne få tilovers fra dyrkningen af sin ejendom, Sterregården, som han stadig med dygtighed røgtede, brugte han i arbejdet på at give de unge noget bedre end det, de havde. Det første, Mads Hansen iværksatte, var dannelsen af en sangforening i Vester Skerninge (1859), nogle år senere oprettede han en skytteforening for sin egn, og en læseforening, der omfattede flere sogne.
I alt dette var Brandt ham en afgørende støtte, han talte ofte i disse foreninger. Brandt var også den uundværlige hjælper for Mads Hansen, da denne besluttede sig til at få oprettet en højskole i Vester Skerninge. Den plan blev i 1868 til virkelighed. Skolen begyndte under meget beskedne former, men fik sin betydning, og da den senere blev flyttet til Ollerup, blev den en af landets største. Fra først af havde man ønsket at få præstesønnen fra Vester Skerninge, Chr. Bredsdorff, til at lede den, men da denne ønskede at blive ved sin børneskole i København, blev forfatteren Anton Nielsen, dengang lærer på Sjælland, skolens forstander. Mads Hansen tog stadig del i livet og arbejdet her, men følte sig ikke skikket til at være lærer. Brandt holdt derimod regelmæssig historiske foredrag på skolen. Det ene som det andet af det, Mads Hansen satte i værk, viste sig at finde god jordbund og trivsel. Men det gik jo ikke af uden modstand og kampe de første år. Der var en stærk modstand fra en udpræget pietistisk kreds i Kirkeby sogn, der fordømte alt menneskeligt og så emd uvilje på den grundtvigske præst, også på hans forkyndelse i kirken. Brandt modtog mange forargede skrivelser, og når han foreslog disse folk at søge andetsteds hen, til præster, der kunne tilfredsstille dem, svarede de, at tjeneren var mere pligtig til at gå sin vej end husets folk. Senere mildnedes meget af dette. Men så var der jo også både blandt ældre og yngre dem, der af gammel sløvhed eller af rå materialisme var modstandere af det ny liv, der rørte sig omkring dem. Og undertiden greb de til de groveste midler. Mads Hansen blev truet med prygl, og det samme siges om Brandt. Det er fortalt, at man engang ville hverve en stærk murer, Johannes Weinrik, som man mente var villig, til en aften at passe Brandt op og gennemprygle ham. Men hvad man end ellers kunne sige mureren på, dette stykke arbejde ville han ikke have med at gøre,d a han havde godhed for præsten, - sandsynligvis på grund af følgende oplevelse.
En aften var Brandt på andejagt ved den østre side af Syltemade Å. Mureren stod i samme ærinde på den mdosatte side åen. Den ene vidste ikke af den anden at sige. Da letter en and, og mureren fik i en fart bøssen til kinden, men endnu før han rørte ved aftrækkeren, faldt et skud, og anden segnede til jorden. Præsten trådte frem og mødtes af tilråbet: "Var det Deres skud, hr. pastor?" "Ja, vel var det det." "Havde De ikke været her, var anden nu min." "Det er den alligevel, tag den bare, Johannes." Den, der beretter dett, føjer til: "Måske denne venlighed, udvist for år tilbage af pastor Brandt, friede ham for et overfald.

Til Brandts folkelige virksomhed, og i lige linje med det, der sidst er talt om, hører også hans ordførerskab i de sommermøder i det fri, der blev mere og mere almindelige på den tid. Her mødtes han med ligesindede præster, og blandt dem må først og fremmest Vilhelm Birkedal nævnes. Allerede som unge studenter havde de kendt hinanden, nu var de begge bleven præster på Fyn, og fælles oplevelser havde ført dem sammen i venskab og indbyrdes forståelse, trods deres meget forskellige naturer. I sine "personlige Oplevelser" karakteriserer Birkedal kortelig Brandt som "en Mester Ole Vind i sin kreds, med stærke ndskræfter og et dygtigt tankeliv", og i sin på vers beskrevne "En Livsførelse" skriver han under afsnittet "Venner i Fyn" om Brandt. Han siger her, at de fordum har kæmpet som de "to hårde halse", de var, - "stærk var han, bidende derhos, men skarp han bød mig kamp og trods," - men nu er de bleven venner og forbundsfæller, der

"sammen gå mod hvert et "isme",
især mod hver en pietisme,
som vende vil Guds nåde om
til lovens hårde Moses-dom,
vil gøre Herrens liv til døden
og dække kirke-morgenrøden
med pinens gråvejr, og med flid
vil plukke rosen bort med duften,
men frede tjørn i vinterluften
og dræbe vår med sneen hvid.
Han står på sydlig våbenpost
og kæmper bravt mod verdens frost;
men når vi sees, da er der gammen,
to gamle stridsmænd sidde sammen."

Fra sidst på året 1863 foreligger der et rimbrev fra Brandt, hvori han takker Birkedal for den plads, han i sin bog har givet ham i vennelaget:

"Hvordan der ét af sådan to
som os kan blive, er et udner.
-- Thi hvad er vel i formen ens,
hvad lighed er der i vort væsen,
når du går ind, jeg ud tilbens,
og du er but, jeg spids om næsen,
når jeg er tynd, og du er tyk,
og du er trind, og jeg er kantet,
når du er køn, og jeg er styg,
og så det er i alt det andet!"

Efter denne muntre indledning går Brandt over til at tale om de indre forskelle, - om vennens høje flugt , om hans tale, der strømmer så let som bæk i enge, i blomsterkrans, med klangen dog af livets dybe alvorsstrenge, og om sig selv som den, der længe sad med bundne vinger, og hvem den brudte lænke endnu tvinger, og som må synge sin simple jævne spurvesang ved bondehuset.

"Og du er åben, fri og mild,
slår endnu dine pirouetter
og tænder med dit lunes ild
trindt om dig tusind små raketter,
og jeg er ofte mut og tvær,
jeg åbner sent kun hjerteblomsten,
så mangen en, som fandt mig sær,
ved første møde fik bekomsten.
Hvad lighed er der så i os?
Thi noget må der stikke under,
som al uenighed til trods
en hjertens enighed begrunder."

"Så mødtes vi i troens ord,
det sandheds ord med liv og ånde,
så mødtes vi ved Herrens bord
i nådens ord med bod for vånde,
så mødtes vi med åndens sværd
til ærlig strid i Herrens krige.
Så mødtes vi i Nordens ånd
med løvehjertet til sit mærke,
så bandt os dobbelt broderbånd
i kærligheden dobbelt stærke.
Så mødtes vi i Danmarks vang
at tale djærvt mod jætter fule,
og vække op med sangens klang
den danske ånd af dødens hule.
Så mødes vi - dér er min hånd!
til kamp for Guds og Danmrks rige,
i Herrens og i Nordens ånd,
de to kan herligt sig forlige; -
så mødes vi - det er min bøn -
engang ved Herrens højre side,
der skal vi vist, ej sandt min ven,
hinanden endnu bedre lide."

Ikke alene til folkelige møder, men også i sin præstelige virksomhed fik Brandt anledning til at komme udensogns. Der er allerede nævnt, at mange, særlig fra nabosognene i vest, løste sognebånd til ham. Og i Oure, en god mils vej på den anden side Svendborg, kom han i en årrække regelmæssig en gang om måneden og holdt gudstjeneste, i god forståelse med præsten dér, Baggesen. Brandts virksomhed på det sted er sat i forbindelse med den senere valgmenighedsdannelse i sognene deromkring med midtpunkt i Vejstrup. Men først og frememst passede Olleruppræsten sit arbejde derhjemme. Han har sikkert hele sin tid igennem følt, man dér havde brug for ham. Flere og flere bånd knyttedes i de mange år mellem præst og menighed, og en stor gensidig tillid var der i forholdet. Af stor betydning har her også Brandts arbejde med den opvoksende slægt været, ikke mindst hans greb på at få de unge i tale ved konfirmationsforberedelsen. Der er fra flere af hans gamle konfirmander givet stærke vidnesbyrd om hans evner her, bl.a. af redaktørerne Egebjerg og Hansen-Nygaard og af højskoleforstander Grønvald Nielsen. Brandt var helt igennem den fri skoles mand i sin undervisning af børnene. Der var ikke noget med lektier eller eksamination. Han fortalte for dem af bibelens og kirkens historie, krævede opmærksomme øren, hvad han uden vanskelighed fik ved sin klare og livfyldte fortællemåde. Tit nævnte han en salme, som han bad dem læse så godt, at de næste gang kunne synge den uden bog, og det var dem en æressag at kunne det. Grønvald Nielsen, hvis barndomshjem var Egebjerg Mølle, fortæller i sine minder følgende om det første, han havde med Brandt at gøre i anledning af, at han nu skulle "gå til præst" hos ham, og at det begyndte med en forskrækkelse. "Da han havde indskrevet mit navn, spurgte han nemlig om, hvilken dato jeg var født, og jeg svarede, at det vidste jeg ikke! Lillejuleaften havde nemlig ingen dato i samtalerne hjemme. "Nå, men hvad hedder så din mor?" fortsatte han. Heller ikke dette vidste jeg. Hende kaldte jeg jo altid mor, og først lidt efter lidt gik det op for mig, at andre mennesker kaldte hende Christiane. Med et fint smil og en stemme, som han forsøgte at gøre skarp, udbrød han: "Du kan vist ikke blive konfirmeret, når du hverken ved, hvad dag du er født, eller kender din mors navn!" Nogle dage senere besøgte han Egebjerg Friskole og ville straks i lag med mig. "Nå, du møllertamp, kan du noget Danmarkshistorie?" "Ja, lidt kan jeg nok". "Vil du så fortælle mig om Frode Fredegod?" Nu tog jeg fat. Det var et kært emne, som jeg kendte ud og ind. Han lyttede efter og sagde, da jeg standsede: "Jeg kommer sandelig til at konfirmere dig alligevel!"
Omkring til folk kom Brandt næppe ret ofte, uden at han var bedt omd et, heller ikke, når der var sygdom. Det var ham imod at pånøde sig nogen som præst. Men ingen kaldte forgæves på ham, og mange har han hjulpet, og de har kunnet fortælle om hans evne til på det givne sted og i det givne øjeblik at sige det ord, der var brug for. I sit væsen og måde var han ingenlunde bredfolkelig. Han var en kritisk natur, stejl og kantet overfor dem, der kom til ham med for lange vidtløftige forklaringer; de kunne godt få at vide, det var noget vrøvl, de stod med, men kom nogen til ham, der virkelig var i nød, gik de ikke forgæves. Og der fortælles om mange,legemlig eller åndelig forhutlede mennesker, der ved et ophold i Ollerup Præstegård er kommen på fode. Og i denne sammenhæng kan vi nævne hans forhold til børnene. På sine ture omkring i sognene kom han tit i snak med dem. Og børnehjemmet i Ollerup, der nu hedder Brandts Minde, vidner om, hvor magtpåliggende det var ham at få gjort noget for de vanskeligst stillede blandt de små.
Det ligger nær her at tale om de børn, der dog stod ham allernærmest, hans egne. Ligesom i forgængerens, Thomas Bredsdorffs tid var der også nu mange børn i Ollerup Præstegård, og der blev efterhånden en stor familie. Otte børn var der i alt, fem sønner og tre døtre. Den ældste af dem alle var Ulrikke, der som fortalt døde i 8 års alderen. Den næste var Jens, der blev dyrlæge, efter ham Jacob, der blev officer, Marie, der blev gift med forfatteren, gårdejer Peder R. Møller i Vester Skerninge, Ulrik, der blev fartner, men døde i en ung alder. Christiane, der var ugift, og som var i Ollerup lige til faderens død, Alexander, der blev operasanger, og Morten, der var uddannet til arkitekt, men blev landmand, først ved Vejle, så på Gyhult ved Helsingborg, og derefter villaejer ved Hørsholm. Denne den yngste i flokken var født 1856, 16 år efter den ældste. Datteren Marie har som ældre fortalt om, at det for hendes fader var en hvile fra alt det andet, når han kunne synge og danse med børnene, mens de var små. En ramse, de tit hørte, når de gyngede på hans arm, var: Den lilleste, villeste, mildeste, sødeste, rødeste, blødeste ven.

Den 17. januar 1865 havde Brandt den store sorg at miste sin hustru efter 26 års lykkeligt ægteskab, et godt årstid efter deres sølvbryllup. Henved tre år senere giftede Brandt sig igen. Det var med Alberta Ejlskov fra Odense. Hun blev ham en god og kærlig medhjælp, og da han på sine gamle dage mistede synet, var hun både øjne og højre hånd for ham. Samlivet med hende varede i 31 år. til hans død. Brandt holdt altså to gange sølvbryllup.
Mens der fra Ollerup kun er kort vej til flere andre kirker, Øster og Vester Skerning og Egense, er der en hel mil til annekset Kirkeby, og det tilmed en besværlig, bakket vej, hvor man ved Egebjerg når op til højden af Alperne og ligesom kommer til en helt anden egn. De moderne befordringer og vejforbedringer har jo ændret meget i dette, men tidligere var det noget af en rejse. Og denne rejse har Brandt de mangfoldige gange tilbagelagt både ved sommertid, og når det om vinteren var en barsk køretur, ikke sjælden i forrygende vejr. Man må undres over, at han blev ved at klare sit embede uden medhjælper, til han var nået 80 års alderen. men han var, som tidligere nævnt, mere et friluftsmenneske end studerekamrets mand, og fra sin ungdom øvet i hårdførhed og viljekraft. At han ikke har efterladt meget i bogform er let forståeligt, kun enkelte prædikener og taler af ham er trykt, og i forskellige blade, f.eks. Bojsens Budstikken, finder vi artikler eller digte af ham. Enkelte gange er han optrådt polemisk, således havde han sidst i 1850erne i Dansk Kirketidende en fejde med dr. A.G. Rudelbach om trosordet, hvor han i slutningen af sit sidste indlæg skriver:
"Hermed nedlægger jeg igen pennen - et våben, som jeg kun nødigt griber, men gerne nedlægger. Den virksomhed, som Herren har givet mig i menigheden, levner mig kun lidt tid til pennefejde. Når jeg derfor igen trækker mig tilbage fra kamppladsen, hvor striden føres på papir og med pen og blæk, så er det fordi jeg er stævnet til en anden kampplads, hvor striden føres med det tveæggede skarpe sværd, som udgik af Herrens mund (Johs. åbenb 1,16), og som jeg med Herrens hjælp ikke agter at nedlægge, før det i døden falder mig ud af hånden. Gud give os alle nåde til at føre dette sværd til angreb mod døden, til forsvar for livet."

I 1882 udsendte Brandt et lille skrift "Den nationale sag og verdensrigerne". Det giver et indtryk af, hvordan han har behandlet emner i den retning, når han holdt sine historiske foredrag på højskolen og friskolerne. Endnu må vi nævne udgivelsen af et bind digte. Senere, i begyndelsen af 90erne, kom på Wilh. Hansens Forlag og med klaerudsættelse af organist Birkedal-Barfod et hefte sange, hvor både teksterne og melodierne var af ham selv. Han skriver om det til en af sønnerne: "Disse småsange ere fremkomne i middelalderen, romantikens tidsalder. Guds åbenbaring i naturen og kristendommen ere de to store virkeligheder, som ahve gjort indtryk på mig. Disse idntryk og stemninger have da givet sig udtryk i versform, og så har det vedbleven at synge sålænge i mig, indtil versene ere blevne melodiøse".
Hans første digt var om lærken:

"Du lille fugl med lette vinge
og klare toner i dit bryst,
o kunne jeg som dig mig svinge
og synge med så glad en røst!

Tit så jeg dig fra jorden stige
og søge op mod himlens blå,
o, måtte så min længsel hige
for himlens salighed at nå!

Du flyver let fra lille rede
og synke glad igen derned,
o, kunne så til Gud jeg bede
og dale ned med himlens fred!

I vintertid da må du tie,
men venter dog på sommer blid,
o, måte jeg så stille bie
på sommeren i vintertid!"

Brandts poetiske natur, hans åbne sans for alt skønt og fint i folkelivet som i naturens og kunstens verden, ytrede sig også som en understrøm i hans prædikener og taler og gav dem en væsentlig del af deres ejendommelighed.

Da Brandt var hen imod de 80, mente han at måtte tage sin afsked - men både i hjemmet, og hvad det mest afgørende var, i menighederne ønskede man, han skulle blive, og han ville jo i virkeligheden selv gerne blive og dø i sin rede. Fra 1891 til sin død 7 år efter havde han da en række unge medhjælpere, den første af dem var Enevold Terkelsen, senere valgmenighedspræst i Herning. Men Brandt var ikke af dem, der så overlod det hele til medhjælperne; lige til kort før sin død deltog han i arbejdet og prædikede som regel hver søndag i en af kirkerne. Også efter at han havde mistet sit syn, kunne han blive ved i tjenesten. Evangeliestykket læste han udenad, hans stemme var kraftig og hans forkyndelse klar i sin tankegang. I stuerne og haven, hvor han kendte hver en krog, kunne han færdes næsten uden vejledning; og endnu i den høje alder kunne han til guitaren nynne på sine egne små melodier. I den gamle præstegård henlevede han sit livs aften under lykkelige kår, omhyggeligt passet og plejet af sin hustru og datter.
Han nåede at holde to store jubilæer: i 1888 50 års og ti år efter 60 års jubilæum som præst på samme sted. Men før der fortælles lidt nærmere omd et og om den allersidste tid, skal her anføres nogle spredte udtalelser af ham selv, taget fra breve til hans yngste søn. De giver et indtryk af den gamles liv i det daglige derhjemme og afspejler, hvor megen kraft og livsfølelse han stadig har i behold.

29. juni 1883: ------- "Jeg har i denne sommer meget travlt. Hans Jørgen ligger nemlig af lungebtændelse --- så jeg må være avlskarl. Dertil kommer, at der er mange sygebesøg i denne tid. Vintersæden står emget godt, vårsæden har taget opsving ved regnen, men vil give et mindre udbytte, både i strå og kærne.Frugt får vi i masser og som jeg håber af god kvalitet på grund af mildheden. Badene er begyndte i søen. Det ny fortepiano spiller en stor rolle i huset, og er fornøjeligt at høre på. Kom selv og se og hør!"

24. januar 1884: - "Jeg har nu omsider besluttet mig til at bortforpagte præstegårdens jord. ---Jeg er meget glad ved denne ordning. ---Alberta og Christiane juble derover."

1. marts 1884: ---"Jeg får nu kun haven tilbage, og jeg vil nu anvende min  kraft på den. Jeg har købt 13 af de smukkeste roser hos gartner Mathiesen i Korsor à 180 øre og samler i denne tid en mængde vilde rosenstammer til okulation. Haven er allerede renset og gødet, og alle espaliertræerne opbundne og beskårne.
---Jeg har meget travlt i denne fastetid. Jeg holder kirkehistoriske foredrag hver fredag aften i Vester Skerninge Friskole, som ere stærkt besøgte."
 

5. juni 1884: --"Lille Morten Madsen lader til at være en flink forpagter og griber an med kraft. Jeg har efterladt ham mine marker i god stand; der er så meget græs, at han næppe kan græsse det af med hele sin besætning."

17. juli 1884 (efter et ferieophold  hos søn og svigerdatter på Bøgelund ved Vejle): --- "Det var en dejlig tid, vi tilbragte hos Jer i Eders yndige hjem. Jeg trængte til åndelig hvile, den nød jeg hos Eder i fuldt mål, og jeg føler mig styrket og forfrisket efter rjesen. ---Det første, jeg bestilte, da jeg var kommen hjem, var at gå ud i haven og se mine ny roser, som nu stå i dejligt flor.- I august skal jeg til at okulere; de vilde stammer stå parate til at modtage de dejlige roser."

19. juli 1884: --"Alex og jeg have været en eftermiddag på en fiskesport i søen. Udbyttet var kun 5 små aborrer. Iaftes vare vi på en krebsesport i åen. Udbyttet var 5 store krebs, hvoraf jeg tog 3, ALex 2."

2. oktober 1884: -- "Den 12. sept. skød jeg 2 hare og igår en hare. Men her er endnu både høns og harer. Kom altså!"

22. juni 1885. -- Det er endnu idag så koldt, at vi må have ild i kakkelovnen. Forkølelse kan næsten ikke undgås i et sådant forår, hvor brændende hede afveksler med bidende kulde, og jeg er heller ikke fri. Vi har det forresten særdeles godt, når vi kunne være fri for dette politiske uvejr, som raser om os i disse tider. P. Møller og Mie er med så mange andre venner revne med af denne uånd. Og det giver rivninger. Jeg står ene her i pastoratet med min anskuelse, og det er mange gange svært. Birkedal har af den grund taget sin afsked.

6. april 1887: -- "Vi leve endnu i vinterkvarter og have ikke endnu åbnet havedøren. Forresten står de gule blomster og de hvide gækkelilier udenfor mit vindue og ler mig lige op i øjnene og siger, å du gamle gæk, kan du ikke se, at det er forår! Ja, bi lidt, når påsken er forbi, så lukker vi døren op, og så begynder arbejdet i haven."

23. juni 1888: -- Om vi kommer til Gyhult? Ja, det bliver i alt fald ikke førend i august, da jeg skal holde et missionsmøde i Nørre Åby kort før høst, og jeg kan ikke forlade mine konfirmander, mine 50 søde børn og pigerne i højskolen, hvor jeg holder ugentlige foredrag, førend til høsten."

30. november 1888: ---"Bondestanden deltog, som du ved, levende i min jubilæumsfest, men ikke i kongens, de havde hist og her flag oppe, men på halv stang, kun jeg havde på hel stang. - Nu skal jeg ud at spadsere. Jeg går to ture om dagen, en før midag, og en før aften, og det bekommer mig godt, frisk luft og motion må man have."

24. maj 1889 (efter indbydelse til Gyhult): -- "For nogle år siden løftede altid vingerne sig hvert forår, og jeg fik længsel efter at flyve ud i den store frie natur, men iår vil de ikke ret løfte sig, er det fordi jeg bliver gammel, eller er det fordi jeg stærkere er bunden til stedet og menigheden her? Jeg ved det ikke ret selv. Nu får vi at se."

21. amj. 1890: --"Det alternativ stod for mig: enten at søge min afsked til efteråret eller at antage en medhjælper. Det første alternativ stod længe for mig som det retteste og bedste. Men familien holdt på det sidste, og det blev så resultatet, om det nu kan lykes. Der er også meget, som taler derfor, da jeg endnu er åndsfrisk og har ikke få legemlige kræfter tilbage, så jeg er, som folk siger, ualmindelig."

Endnu er et par breve skrevet af ham selv, men med utydeligere skrift.

21. april 1891: ---"Jeg skulle skrive til dig igen. det falder nu ikke så let som i fordums dage, fordi mine øjne ere blevne så svage, at jeg ikke mere kan læse, men må lade mige forelæse af Alberta.Påsken har været mig meget streng iår, og det er bleven mig klart, at jeg bør til efteråret søge min afsked, da jeg ikek vil have kapellan. Det er meget tvivlsomt, om jeg tør vove den lange rejse til Gyhult iår. Så får I unge at komme til den gamle. Til København må jeg nok engang i sommer, dels for at takke kongen for ridderkorset, dels for at konsulere Edmund Hansen. -- Når jeg flytter herfra, vhad jo, om Gud vil, først sker til efteråret 1892, har jeg tænkt at tage bolig ved Svendborg, jeg kan ikke bringe det over mit sind at forlade Fyen og flytte til det store København; her er jeg født og båren og her alle min klæder skåren. Svendborg omegn er dejlig. Her bor også min ven Krohn, og herfra kan jeg, om jeg vil, gæste Ollerup og igen besøges af mine venner her i sognene."

13. amj 1891: --"Da jeg ikke after at foretage nogen rejse i sommer, venter jeg alle mine børn i den gamle præstegård, før reden til næste år bliver tom. . Men jeg har et andet ønske: at holde en bazar her i haven d. 12. juli for at sikre børnehjemmets fremtidige beståen. Og nu er det min bøn, at også I, kære svenskere, vil bidrage dertil med nogle små gaver."

Fra nu af er brevene alle skrevet af hans hustru, som var både hans oplæser og hans sekretær. Som det ses af følgende citat, er i mellemtiden ombestemmelse truffen, og han har fået kapellan. Han fortæller (8. januar 1892), at han juleaften har været "rent skidt". "Om morgenen stod jeg dog op og prædikede i begge kirker, og 2. juledag holdt jeg to ligtaler over en gårdmand i Egebjerg, en i huset og en i kirken. Dette bekom mig ikke godt; jeg lod derfor Jacobsen hente, og forbød mig fr det første at gå ud. Jeg måtte da opgive at prædike nytårsdag og overlade hele arbejdet til min gode kapellan, som heldigvis nåede at blive ordineret i Viborg kort før jul. Jeg er nu kommen mig godt og har atter været due at trække frisk luft."

31. oktober 1893: ---"Mit helbred er gud ske lov godt, og min ånd frisk, så jeg kan holde foredrag hist og her og prædike hver søndag i en af kirkerne. - Jeg går endnu mine to ture om dagen, alene om formiddagen, og arm i arm med min kone om eftermiddagen. På den enlige tur til Vester Skerninge om formiddagen træffer jeg da mange søde børn, som det for mig er en glæde at tale med; men jeg angriber også voksne mennesker, både mænd og kvinder, som jeg underholder mig med og giver et godt råd med på vejen."

18. april 1894: ---"I påsken prædikede jeg i begge kirker, både skærtorsdag og 1. påskedag, og næste søndag konfirmerede jeg 15 børn. - Kristensen-Randers er med familie flyttet ind i den nye store skolebygning, som skal indvies den 3. maj, ved hvilken lejlighed jeg har lvoet at holde indvielsestalen."

Den gamle præst har i sommeren 1894 igen været ovre på Gyhult, og hans skriver 1. november en tak for de behagelige dage:

"Det var i sandhed hvile og vederkvægelse. Siden hjemkomsten har jeg stadig været optaget af forretninger: Prædiker hver søndag, og holdt foredrag, snart her, snart der. Vi have også haft travlt med frugtindsamling, og navnlig have vi haft en rig høst af pærer. --- Ja, nu skal jeg straks byde min kone armen til en vandring forbi højskolen til stenen nr. 36."

13. februar 1895: --"Trods den strenge vinter befinder vi os dog vel i den gamle præstegård. Vi gå vore sædvanlige spadsereture, både formiddag og eftermiddag, selv om nordenvinden bider os nok så hårdt i næse og øre -- mine støvlehæle er bleven forsynede med pigge, så ejg skrider frimodigt frem uden frygt for at dejse om. -- Det gik forunderlig let denne gang med at få en ny kapellan, hr. Tollestrup. - Han har forpligtet sig til at blive her i 3 år, så jeg nu kan slå mig til ro, om jeg ellers lever så længe. Han gør indtryk af at være et rart menneske, prædiker og messer godt og viser mig stor opmærksomhed. - Kapitelstaksten er iår den laveste, den i mange år har været: rug 7,98, byg 8,39, havre 6 kr. pr. tønde. Jeg har idag holdt mit 5. foredrag på højskolen. Jeg har erfaret, at Alexander på sit besøg på Gyhult i julen  har været så heldig at skyde 2 dyr. - Jeg lever kun i mindet om mine jægerbedrifter, men mange af disse stå endnu ligeså levende for mig som den dag, jeg øvede dem, og i de sidste nætter har jeg 2 gange været på jagt i drømme og har den ene gang skudt til en hare og den anden gang til to ænder; men desværre ville bøssen ikke gå af, så jeg fik hverken hare eller and." -

Da Brandt i september 1898 holdt sit 60 års jubilæum, talte han, som allerede nævnt, selv ved gudstjenesten i kirken. Denne var ligesom 10 år tidligere fyldt til sidste plads. Støttende sig til en stol i kordøren talte han nu, hvor han for 60 år siden havde talt for første gang: "Det har været lykkelige 60 år," siger han, "og derfor kan jeg først og sidst takke Gud; men også jer, lille børn, takker jeg for den mildhed og venlighed og kærlighed, hvormed I har set på mig. Tak lille børn, for al jeres godhed i de mange år!" I korte, klare sætninger talte han milde, varme ord. Den klarhedens, fasthedens og overbevisningens ånd, som gjorde hans ungdoms- og manddomstale så tændende, opildnende og vækkende, ja af og til endog udfordrende, har han bevaret til sin sene alderdom, men mildheden og hjertevarmen synes han nu lettere end nogensinde at finde ord for.

Ved højskolens efterårsmøde kort efter holdt Brandt den afsluttende tale. Den var kort, og i uddrag anføres den her:

"Ved den store pinsefest mindede apostlen Peter om, hvorledes det af profeten Joel var forudsagt, at i de sidste dage ville Gud udgyde sin ånd over alt kød, så de unge skulle have syner og de gamle have drømme. Ja, det må I unge vide, at da I blev optaget i kirkens skød, da skulle der for jer oprettes nye syner, I skulle få et nyt syn på livet, på historien. Men jeg hører nu til de gamle, til dem, som skal have drømme. Min drøm om verdens herlighed, den er nu forbi, jeg står ved indgangen til den anden verden, og mod den går mine drømme. Jeg drømmer om den ny verden, jeg stunder til, drømmer om et samvær med Kristus, et samvær med ham,d er i dag, i morgen, til evige tider er den samme, ham som er lyset her og frelseren i hin anden verden. -- Jeg drømmer om den nye jord, hvor skabningen er fritaget for forkrænkelighed, den nye jord, hvor den store bøn, som Jesus har lært os, skal gå i opfyldelse, hvor det skal ske, at Gud Faders navn vorder helligt, og hvor Guds rige kommer til os. - Men før alle folkeslag vil samles i det store tog foran Guds trone, - før den tid vil måske jordens folkeslag komme til at gennemgå trange tider og hårde ldielser, thi vejen til nåde går gennem lidelser. Men en gang, det er mit sikre håb, vil det ende med det store folketog foran Guds trone. Thi jeg kan ikke tænke mig en salighed, uden at jeg først og fremmest kan mødes med Guds menighed og siden med slægt og venner og alle dem, med vhem jeg hernede var forbunden i kærlighed. Ja kære børn, det er min drøm."

Kun et par måneder efter, den 15. december, døde den gamle præst efter et par ugers sygdom og sengeleje. Han gik bort i fred og uden frygt. "Jeg banker på døren, men jeg må vente, til min Herre lukker op", var noget af det sidste, han sagde. Der blev i en af talerne ved begravelsen gjort opmærksom på det mærkelige i, at den mand, hvis levnedsløb nu var afsluttet, ahvde været præst her på dette sted, ved denne kirke, så langt tilbage, at, da han begyndte, navne som Søren Kierkegaard, Martensen og Monrad næppe var kendt, og at den rige folkelige og kirkelige udvikling, som Danmark har oplevet i dette århundrede, den havde næppe taget sin begyndelse, og den havde gamle Brandt oplevet og gennemgået fra første færd og personlig modtaget indtryk af.

Endnu må jeg føje lidt til det, jeg her efter andre har samlet om Brandt i Ollerup, da jeg selv fra barndomstiden af har kendt det sted og den mand. Mit hjem var, fra jeg var tre til jeg var ni år, i en nabopræstegård, Egense. Vor vej gik jævnlig til Ollerup. Ind ad porten og op mod det gamle morsomme stuehus, hvor onkel Brandt havde boet fra tidernes morgen, og hvor jeg som barn og senere de mange gange har været mdotaget med så stor gæstfrihed. Der var historie og gammel slægtsstemning over dette sted. Det, jeg fra mine barndomsbesøg bedst husker, er jo nok den store dagligstue og trappen derfra ned tils tudereværelset. Det var jo noget helt for sig selv, dette at have stuerne i forskellig højde - og så den store have med udsigtshøjen oppe i hjørnet, med de mægtige gamle træer, - ude og inde en fremragende gammeldags præstegårdshygge. Tobakstilrøgede stuer med bjælkeloft og med smukke gamle ting, samlet gennem årene. Det var et familiested for os at komme til. Min mdoer hørte til Bredsdorffèrne, hun var en datterdatter af Morten Bredsdorff i Vester Skerninge, og det var Brandts første hustru også; hun og mor var kusiner. men end el år før jeg lærte Ollerup at kende, var Grethe Brandt død, og Brandt igen gift. Hans anden kone blev for ham på hans ældre og gamle dage en uundværlig kammerat, som børnene, der altid kaldte hende Alberta, lærte at skønne meget på. Brandt tilskrev sikkert hende en stor del af skylden for, at han bevarede sig så vel op i den høje alder. Med sit gode humør, sit lyse smil og sin morsomme fynske toneklang var hun i høj grad i hele sin tid med til at præge den gamle præstegård. J.S. Brandt var, som det vil være fremgået af det foregående, en meget ejendommelig mand. Han skal ved lejlighed have ytret noget om, som noget betegnende for ham, at både is og brand fandtes i hans navn. Han var en kraftig, oprindelig noget hård natur, men ilden var tændt i hans sind. "Brandt i Ollerup" var et kendt navn i vide kredse. De to navne havde hørt sammen i så mange år, ingen havde jo kendt til andet. Han havde efterhånden døbt og konfirmeret sognet tre gange og begravet det to. De gange, jeg som voksen har hørt ham, har jeg fået et stærkt indtryk af hans åndelige kraft og hans ejendommelige veltalenhed. Den ene af de gange, jeg særlig mindes, var en smuk pinsedag i 1888. Det var flere år, inden han havde kapellan, han var jo kun 76 år! Han talte i en fyldt og pinsesmykket kirke om Guds store gerninger, idet han gik ud fra dette udtryk i pinseevangeliet. Jeg var i ferien sammen med en god ven, en friskolelærer fra Fåborgkanten, i besøg hos Peder R. Møllers i Vester Skerninge, og vi var med dem i Ollerup.  Om eftermiddagen gik vi med Brandt ude i haven. "Ja, jeg er jo nærmest en appendix til ham," bemærkede min kammerat, desværre med eftertryk på sidste stavelse. Appendix kom det omgående fra Brandt som en kommando. Den anden gang, jeg mindes tydeligt, det var nogle år efter ved en ung mands begravelse. Der var stor sorg, men Brandt talte om døden som overvunden, og jeg ved ikke af, at jeg nogensinde har hørt et stærkere vidnesbyrd om dette end den dag, da han, den gamle og nu nærmest blinde præst, som kunne tale med de mange års erfaring og myndighed, uden blødsøden rørelse, men med det kraftige ord, stod dér ved den unge mands båre. Og når jeg nu, de mange år efter, tænker på gamle Brandt, da er også dette med i mindet.

Efter Brandts død blev Hans Peter Pontoppidan præst i Ollerup-Kirkeby.Også han var af gammel præsteslægt, yngste søn af Dines Pontoppidan i Randers og broder til den kendte præst og forfatter Morten Pontoppidan og den ikke mindre kendte forfatter Henrik Pontoppidan. Han var den af alle Olleruppræsterne, der fik den korteste tid på dette sted, idet han kun 6 år efter blev forflyttet til Spjellerup og Smerup på Sjælland. men han fik en særlig betydning for den gamle præstegård. I hans tid og på hans foranledning blev der foretaget en gennemgribende restaurering af stuehuset, men således, at dettes ejendommelige stil helt blev bevaret, og skønt det meste af jorden blev solgt fra, blev det af arkitektoniske hensyn bevilget, at hele den gamle firlængede gård blev stående, som den var.

 


Viggo Clausen
 

Med Pontoppidans efterfølger, Viggo Peter Balslev Clausen, vender igen den slægt, vi i hele det foregående har beskæftiget os med tilbage til Ollerup, ja både den Bredsdorffske og den Balslevske som jo i præstegårdens første tid havde haft hjemme her. Men nu er det præsten, der er en Balslev, og hans hustru, Ingeborg Clausen, f. Brandt, der er en Bredsdorff. Han var en dattersøn af Johan Chr. Balslev i Hårslev, og hun en sønnedatter af gamle Brandt. De to fik en længere tid i Ollerup end nogen anden i præsterækken, når undtages J.S. Brandt, idet de var her i 32 år, til provst Clausens død i 1937. I et af deres sidste år var det så, de, og mange med dem, havde den sorg, at det gamle familiested blev ødelagt ved ildsvåde. Med stor forståelse og pietet havde de værnet om den sjældne bolig og dens omgivelser, hvis slægtshistorie de begge måtte føle sig som fortsættere af. Nu så de det som deres opgave at få en ny præstebolig rejst på den samme grund og i så nøje overensstemmelse med det gamle hus som muligt var, når det skulle være med moderne byggemateriale. De gamle avlsbygninger blev forståeligt nok ikke genrejst, men på deres plads, ud mod alndevejen, anlagde Clausens en smuk plantning.

En måneds tid efter den gamle præstegårds udslettelse var jeg igennem Ollerup. Der var ryddet op efter branden, og pladsen var indtil videre en tomt. Alt havde ilden taget, undtagen - en brændestabel, der endnu stod midt på gårdspladsen, lidt forbrændt i ydersiderne. Da jeg på min vandring hen over det hele kom til stedet, hvor selve stuehuset havde stået, var det første, der kom i tankerne: hvor er det egentlig en lille plet, er virkelig det altsammen foregået her? - det andet, man tænkte på: hvor er dog på disse få kvadratalen meget oplevet gennem tiderne, med skiftende lys og skygge, glæde og sorg, men under det altsammen er ligesom i de andre gamle præstegårde, vi mindedes, emget af det bleven levet og tænkt og talt, som vi med ét udtryk kalder fædrenes tro, prøvet og givet i arv fra slægt til slægt. Og de præstegårde, der her har været talt om, har været blandt dem, der hver på sin egn var med til i al jævnhed at tjene som voksesteder for noget smukt og fredeligt, noget frit og menneskeligt, noget ejendommelig dansk.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk