Etatsråd Mads Rasmussen og Fynbomalernes museum i Fåborg
Forside ] Op ]

 
Etatsråd Mads Rasmussen og Fynbomalernes museum - Fåborg Malerimuseums tilblivelseshistorie

Af Leo Swane [1932]

 

Fyens stiftsmuseum i Odense, der var blevet indviet i 1885 væsentlig som et oldsags- og naturhistorisk museum - det havde fra først af kun et maleri, af Frans Schwartz - havde i begyndelsen af vort århundrede gjort enkelte erhvervelser af fyenske malere, Jens Juel og Dankvart Dreyer. Men dets ledelse havde ikke haft øjnene åbne for den kendsgerning, at der i nutiden var fremstået en række malere med udmærkede evner og som i særlig grad havde krav på det fyenske museums interesse, fordi de var født på Fyen, delvis bosat der og i deres kunst bl.a. gav udmærkede skildringer af deres fødeegns natur. Opmærksomheden blev ellers ved meget kraftige midler henledt på disse kunstnere, idet en yderst voldsom avispolemik i foråret 1907 netop drejede sig om deres betydning i modsætning til kunstnere, der mente at repræsentere en meget ophøjet stil. Kritikens førstemand Karl Madsen trådte her med afgørende kraft i brechen for dem. I de første måneder af året 1910 afholdtes endvidere i den frie udstilling et par retrospektive udstillinger af Fritz Sybergs og Poul Christiansens arbejder, der begge betød et gennembrud for kunstnerne i forhold til den offentlige mening.

Allerede tidligere, i et møde i Odense byråd den 20. december 1909, havde overretssagfører Jens Rasmussen ifølge et bladreferat "afsløret sig som agitator for en fyensk bevægelse". Han bad museets bestyrelse om ved indkøb at støtte den fyenske malerskole og i egen interesse sikre sig arbejder af den, medens de endnu kunne fås til rimelig pris. Modtagelsen af forslaget var kølig, formanden bemærkede bl.a. at museet allerede havde billeder af Brendekilde og Cilius Andersen. Hermed ville dog Jens Rasmussen ikke slå sig til tåls. Det kan i parantes bemærkes, at museet i Odense ikke alene ejer et stort og kedeligt billede af Brendekilde men også et nydeligt lille billede, axsamlere, der på den smukkeste måde viser hans talent. Og det kan her tillige tilføjes, at museet sidenhen har søgt at råde bod på, hvad det dengang forsømte.

Dette er baggrunden for de begivenheder i foråret 1910, der med et slag ændrede de fyenske kunstneres stilling og skaffede øen det museum, som Odense ikke havde villet give dem og, når vi tænker på hvad Fåborgmuseet blev kan vi tilføje, ikke havde kunnet give dem. En privatmand erhvervede i løbet af få måneder 200 af deres billeder, gjorde samlingen offentlig tilgængelig i Fåborg, fordoblede den i løbet af få år og indviede den for anden gang 5 år senere i dens egen store og smukke bygning. Det var ikke og kunne ikke være det offentliges tempo, dertil behøvedes en mæcen med store pengemidler, stor offervilje og stor energi: Mads Rasmussen.

Han blev født den 9. juni 1856 i landsbyen Stegsted, en halv mils vej vest for Odense. Fra arbejdet i faderens lille teglværk gik hans vej til Amerika, hvor han satte sig ind i konservesfabrikation, tilbage til Fåborg, hvor han startede og med stor energi oparbejdede en fabrik af den art, endelig i 1906, da fabriken under hans ledelse blev slået sammen med Beauvais`, til København. Han var blevet en rig mand, hans arbejde havde vist, at han var energisk og dristig. Da han tog sig på at lave en fyensk samling, gjorde han det i den store forretningsmands stil, med sikker og tillidsfuld vurdering af sine medarbejdere kunstnerne og med indsats uden tøven af de nødvendige store pengemidler. Det smukkeste i Fåborgmuseets tilblivelseshistorie er det idealistiske samarbejde, der fandt sted mellem mæcen og kunstnere. Han kom for dem som en hårdt tiltrængt og såre kærkommen hjælper, men når han ganske lagde sagen i deres hånd kunne han også være vis på, at de kammeratligt og uegennyttigt stræbte mod det, der var det fælles mål for alle: tilvejebringelsen af så god og udsøgt en samling som muligt.

Da Jens Rasmussen ved juletid 1909 opfordrede Odense-museet til at købe billeder af Fyenboerne, tænkte hverken han eller andre på grundlæggelse af et særligt museum. Han har vel fået ideen, fordi der åbenbart ikke var vej frem i Odense. Den 22. februar 1910 deltog han i et selskab hos sin broder Mads Rasmussen, hvor desuden Syberg, Tom Petersen, Peter Hansen og Jens Birkholm var tilstede. Her udkastede han den tanke til sin broder, at denne skulle anvende en pengesum årlig til at danne en fyensk samling og Mads Rasmussen greb øjeblikkeligt ideen. Han havde allerede før vist sin interesse for disse kunstnere, bl.a. ved indkøb af billeder af Birkholm, Peter Hansen og Syberg. I en tale, som Syberg holdt nogle måneder senere, har han gengivet sine indtryk af denne aften og lægger ikke skjul på, at Mads Rasmussen greb sagen an på en måde, der næsten tog vejret af ham og de andre kunstnere. Syberg siger, at han tror ikke "at der var nogen blandt os, der den første timestid, sagen blev drøftet, tænkte sig andet ved et museum i Fåborg end en mere eller mindre tilfældig slump billeder samlede sammen på må og få i tidens løb". Men Mads Rasmussen udviklede sin ide videre og det slog ned i Syberg med et, at det han ville give, var et virkeligt Fyens museum, en udtømmende og fyldig repræsentation. Da det nu var forstået, at det der skulle samles, var det bedste der kunne fremskaffes, tog man samme aften fat på at udvælge Johannes Larsen billeder, "men dette udvalg blev stadig udvidet, og vi nåede temmelig hurtig det tidspunkt, da det beløb, som var fastsat til første års indkøb, ikke alene var nået, men også overskredet. Og så var det, herr Rasmussen sagde de mindeværdige ord: ja, jeg ser jo nok, at de penge vi skulle købe billeder for det første år af alle fyenske malere, går alene til Johannes Larsen, men hvad der skal købes, det skal købes, vi må først og fremmest se at få museet så godt som muligt og bagefter hvordan vi kan ordne den økonomiske side af sagen".

Det stod Mads Rasmussen klart, at når denne ide skulle realiseres på rette måde, måtte kunstnerne selv være hans hjælpere. De kendte hverandres arbejder og havde de forudsætninger han ikke selv besad for at udvælge det bedste. I denne tillid, der ikke rokkedes under arbejdets gang i de følgende år, ligger forklaringen på at museet fik sin enestående karakter og betydning. Med rette siger Nikolaus Lützhøft, at "denne form for et museums dannelse er noget nyt og hidtil uforsøgt, men netop under denne form blev museet en æressag for kunstnerne".

De af dem, der var tilstede den aften, blev da med det samme medlemmer af den komite, der skulle udpege billederne; bagefter trådte Johannes Larsen og Lützhøft med ind. I den følgende tid blev der så købt en række billeder af de forskellige kunstnere, først en større del af Johannes Larsen, og akvareller af Syberg, så bl.a. af Peter Hansen, Poul Christiansen, Karl Schou, Sigurd Swane. Sidst i marts var man så heldig fra en københavnsk privatsamler at erhverve et hovedbillede af Peter Hansen "pløjemanden vender" og først i april mødtes komiteen på den frie udstilling og købte Kai Nielsens marmorstatue af en lille pige, for fem tusind kroner. Med hensyn til lokale var planen den, at arbejderne skulle anbringes i Mads Rasmussens gård i Fåborg, hvor han selv kun boede en kort tid om sommeren. Man blev nu enig om i disse rum at samle et større antal arbejder af de kunstnere, som det først og fremmest gjaldt om at få repræsenteret på museet for lettere at danne sig et skøn over hvad der kunne og burde medtages. I dagene omkring den 19. juni mødtes Mads Rasmussen, "der selv ønskede at få sin plan virkeliggjort så hurtigt som muligt" her med kunstnerne og "ved gensidig imødekommenhed fra kunstnernes og stifterens side lykkedes det at bevare den allerede tilvejebragte samling". Der var nu heller ikke lang tid til tøven, for fem dage senere skulle museet indvies! Dette skete på den festligste måde St. Hansdag, den 24. juni 1910. Kunstnerne og deres koner var naturligvis tilstede, desuden enkelte særligt indbudte, Fåborgs borgmester Skouenborg, Karl Madsen, Johs. V. Jensen, Skjoldborg, Chr. Engelstoft. Man ser at den jydske bevægelse var indbudt til at hilse på den fyenske, en forbindelse som også senere hen i tiden føltes naturlig. De c. 200 arbejder, der dannede samlingen, var ophængt i rummene på første sal i den gård, der ligger så monumentalt for enden af Østergade. Her havde Mads Rasmussen og hans familie endnu deres sommerferiebolig og her samledes gæsterne kl. 4 Stifteren åbnede museet med en tale, i hvilken han tilsidst betonede, at museet skulle blive en selvejende institution, uløseligt knyttet til Fåborg by. Syberg holdt takketalen til ham og så festedes der forøvrigt natten lang - den officielle beretning siger kort og fyndigt, at festen afsluttedes med dans og frokost på hotellet.

Denne fest skulle ikke glemmes. I bestyrelsesprotokollen for den 13. august d. år forhandledes om det store maleri, som allerede da var bestilt hos Peter Hansen, af museets stifter og hans familie, de fyenske malere og de andre, der var tilstede den 24. juni. Det blev et kæmpebillede, næsten fire meter bredt, som gav Peter Hansen arbejde i en halvanden års tid. I foråret 1912 udstillede han det på den frie. I efteråret 1910 blev endvidere museets første katalog trykt, redigeret af  Lützhøft og forsynet med indledning af ham. Når vi nu blader i det får vi et overblik over museets bestand efter det første grundlæggende arbejde. Det var jo gjort i meget stor hast, men resultatet er ikke præget deraf. Kunstnerne kendte deres arbejder og de havde på dette tidspunkt mange af de bedste i deres egen besiddelse. Et enkelt var det som nævnt lykkedes at købe fra en privatsamler; man gjorde også et forsøg på at erhverve Sybergs "dødsfaldet", men forgæves - det hænger nu i Kunstmuseet i København. Museet vokser i de følgende år vel nok til den dobbelte størrelse, bl.a. fordi der kom billeder til, som blev malt i årene 1910-15, også enkelte senere, men for hovedkunstnernes vedkommende var det allerede i første omgang lykkedes at få et meget stort antal af billeder, vi nu betragter som kernen i samlingen. Af Poul Christiansen var alt tilstede allerede i 1910, hans repræsentation er siden ikke forøget. For årene før 1910 er den til gengæld glimrende. De fleste billeder af Peter Hansen, Johannes Larsen, Karl Schou og Syberg fra årene før 1910, som nu er i museet, var tilstede dengang.

Naturligvis vakte indvielsen af samlingen i Fåborg megen opsigt. Det kom så overraskende hurtigt, og så var denne store samling åbnet ikke i hovedstaden eller dens nærhed, men ude i en lille provinsby. Det var uvant. De store mæcener, der havde skænket landet rige samlinger af kunst, Carl Jacobsen, Johannes Hage, havde tænkt på København - med Mads Rasmussen fik provinsen for første gang en virkelig mæcen. En særstilling fik han yderligere derved, at det ikke var ældre  kunst han samlede, men samtidig, endog af yngre kunstnere. Han lavede ikke alene et museum, han greb også ind i en kunstnerisk kamp, og med et såre vægtigt argument, handlingen.

I et par år arbejdedes der nu i stilhed med museet. Der foretoges indkøb, hvorved også kredsen af kunstnere udvidedes, også enkelte ombytninger, af hvilke en er bemærkelsesværdig, nemlig Poul Christiansens "Danske vikingers hjemkomst", som erstattedes med "Dante og Virgil ved helvedes port". "Vikingerne" blev senere overmalt - vi må håbe, at det ikke var et billede af samme fremragende kvalitet som det store vikingebillede, der nu er i privateje i Århus. I sin indvielsestale havde Mads Rasmussen erindret om at det netop var 25 år siden,   at Zahrtmann havde oprettet sin frie malerskole og med god grund hyldet ham som deres lærer og ven. Det var da naturligt, at museet i 1911 på forslag af Peter Hansen købte et stort billede af ham, "Adam og Eva i paradiset", fra 1892.Zahrtmann viste sin interesse ved yderligere at testamentere til samlingen to portrætter af hans fader og moder. I 1913 og 1914 foretoges anselige indkøb, hvorved samlingerne af Johannes Larsen og Peter Hansen blev stærkt udvidet. Af den første blev bl.a. købt nogle gode ældre billeder, af Peter Hansen, der havde været i Italien, en lang række af hans smukke billeder fra Pompeji. Der kom også arbejder til af flere yngre kunstnere, Niels Hansen, der er født i Svendborg og altså havde dåbspapirerne i orden, og af andre, der havde fyenboernes interesse, som Sigurd Swane og Rostrup Bøyesen. Endelig i februar 1915 fandt et større indkøb sted på den udstilling af Anna Sybergs akvareller, som afholdtes i kunstforeningen et halvt år efter hendes død.

Enhver der har set Fåborgmuseet i dets først skikkelse, ophængt i de lyse rum i stifterens bolig, har vist ligesom jeg bevaret et indtryk af noget på engang intimt og festligt. Især var spisesalen smuk, med Kai Nielsens marmorpige midt på gulvet, Poul Christiansens Knud den Store på endevæggen og alle Johannes Larsens tegninger af døde fugle på de andre vægge. Men efterhånden som samlingen voksede blev det klart, at disse rum var altfor små. Sikkert var nu museumssagen for Mads Rasmussen blevet langt mere end en fritidsopgave, den var blevet selve hans hjertesag, og til de store beløb, han allerede havde givet, har han derfor uden betænkning føjet dem, der var nødvendige til at skaffe samlingerne en stor selvstændig bygning. Naturligvis skulle også den ligge i Fåborg, det stod fast, at her i den fyenske skoles arnested var og blev museets plads. Den 14. august 1912 gav Mads Rasmussen på et møde i byen sine kunstnervenner meddelelse om, at han tænkte på at købe en dyb nabogrund til sin ejendom for der at lade opføre en museumsbygning. Kunstnerne fandt, hvad der ikke var underligt, at denne plan var udmærket og burde fremmes. Den kom ikke som nogen overraskelse for dem, ti endnu i samme møde kunne Mads Rasmussen oplyse, at der allerede var sket henvendelse til arkitekterne H.P. Jacobsen og Carl Petersen om at udarbejde konkurrenceprojekter til en sådan bygning.

Det viste sig nu igen, hvor betydningsfuldt for hele museets tilblivelse det nære og tillidsfulde samarbejde mellem stifteren og kunstnerne var. Mads Rasmussen havde ønsket at arkitekt Jacobsen, som han kendte, skulle tegne bygningen. Men Peter Hansen og Kai Nielsen kendte Carl Petersen og var klar over at han var manden. Navnlig Peter Hansen havde som medlem af komiteen lejlighed til at gå i brechen for ham og det lykkedes ham at få Mads Rasmussen med på tanken om en konkurrence mellem de to arkitekter. Som udøvende arkitekt havde Carl Petersen på det tidspunkt ikke skabt sig nogen position, mest kendt var han vel ved sine keramiske arbejder og ved den energi og forståelse, hvormed han i tiden omkring 1910 kastede sig ind i den brændende diskussion om opførelsen af et spir på Frue kirke, som han ivrigt bekæmpede. Dette spørgsmål bragte ham ind i studiet af C.F. Hansens kunst, for hvilken han og hans ven H. Koch genvakte interessen.

Mads Rasmussens energi og overordentlige hurtighed i handling synes at have meddelt sig til Carl Petersen, der var en udmærket arkitekt men ellers aldrig nogen hurtigløber. Allerede i et møde den 14. september 1912 forelagdes hans og Jacobsens udkast, der forinden havde cirkuleret mellem komiteens medlemmer og også været tilsendt Syberg, der var i Italien. Carl Petersens plan blev da vedtaget, Fåborgmuseet fik en bygmester, der var kunstnernes jævnbyrdige og som navnlig i samarbejdet med Kai Nielsen i kuppelsalen skabte et mesterværk. For Carl Petersen selv blev dette første store arbejde vendepunktet i hans liv og i hans hele virksomhed, det blev tillige hans hovedværk.

Mads Rasmussen havde næppe anet, hvilket arbejde en arkitekt som Carl Petersen ville udføre under bygningens opførelse, med detailler, fx gulvene. Han mente, at bygningen kunne være under tag inden vinteren og færdig ved midsommertid næste år. Det var jo umuligt og sikkert har han forstået det, da han under arbejdet lærte "Calle", hans grundighed og omhu at kende og fik sympati for den. I løbet af vinteren 1913 blev de bygninger, der stod på grunden, revet ned og den nye bygning begyndt. St. Hans 1913 holdtes en af disse midsommerfester, til hvilke museets stifter så gerne indbød. St. Hansaften fejredes af hele Fåborg by i Svanninge Bakker, som Mads Rasmussen tidligere havde købt og fredet. Næste dag kl. 2 blev museets grundsten nedlagt og derefter kransen på bygningen rejst - et udtryk, sagde Peter Hansen, for det tempo, hvori museumssagen var blevet ført frem. Endelig kl. 6½ afslørede Mads Rasmussen Kai Nielsens Ymerbrønd på torvet, en gave fra ham til byen, hvorefter der festedes med middag og taler.

For så vidt var alt godt. Men det viste sig rigtignok i den følgende tid, at kunsten nok var kommet lidt pludseligt og overvældende til Fåborg. Da borgerne fik sundet sig lidt og beset brønden rigtigt, hævede der sig i den lokale presse - og efterhånden med genlyd i alle aviser - en kraftig forargelse over den nøgne mand, som Kai Nielsen havde tilladt sig at fremstille. Man vidste jo ikke hvor smukt et kunstværk brønden er, man kunne heller ikke forstå det, efter at Carl Petersen i en udmærket avisartikel havde forklaret det, man så blot det utilladelige nøgne og forlangte brønden fjernet. Heldigvis holdt byrådet stand og sagen faldt i ro, brønden står på sin plads som et af de smukkeste monumenter, der er rejst i vor tid.

Mens hele dette hurlumhej stod på, til liden ære for byens aviser, gik arbejdet på museumsbygningen sin gang. Murer- og tømrerarbejdet var givet i entreprise til et par fåborgere, Chr. Ernlund og L.P. Caspersen. Den første af disse havde sat sig ind i teknikken ved frescopudsning, der blev anvendt på museets vægge, en meget dyr, men også meget smuk behandling. Der blev i det hele ikke lagt arkitekten hindringer ivejen, omend en enkelt af kunstnerne fra først af stod noget uvilligt overfor ham. Et særligt stort arbejde lagde Carl Petersen ind i udsmykningen af gulvene, der helt igennem blev lagt af forskelligt farvede, dog meget douce, lerterninger, der fremstilledes, gennemfarvedes og brændtes på Tommerup teglværk hos en broder til Mads Rasmussen. Carl Petersen var overmåde interesseret i at få et holdbart materiale frem og tegnignen af mønstrene, der skulle passes ind i rummenes forhold, optog ham umådeligt.Men resultatet blev også overordentligt smukt. Ved bygnignstegningernes udarbejdelse i efteråret 1912 hjalp arkitekt Claudius Hansen ham og til konduktør havde han arkitekt Fritz Jørgensen. Ved lægnignen af gulvene var frk. Noach hans hjælper.

Da grundstenen blev lagt, samledes man i kuppelsalen; arkitekten nedlagde den under den plads, hvor statuen af Mads Rasmussen skulle rejses og etatsrådinde Christine Rasmussen murede til om den. Fra først af var det tanken, at der her i museets kerne skulle rejses en statue af stifteren. På Carl Petersens konkurrenceudkast ses den angivet og på et noget senere udført snit af rummet i stort format har Kai Nielsen indtegnet en fortrinlig skitse af den i bly. Plastiske forarbejder til den kender jeg ikke. Der er sikkert dem der har skumlet over denne ide: giveren selv i overnaturlig størrelse midt i museet- Ganske med urette. Den, der her følger museets tilblivelse vil forstå, at Mads Rasmussen blev kunstnernes mæcen, fordi derved en umiddelbar trang til glæde og fest udløstes hos ham. Det forstod Kai Nielsen, da han foreslog, at der istedet for en buste af ham skulle rejses en statue, og han forstod at forme denne så at den blev noget helt andet og uendeligt mere end en høflig tak til giveren; den blev en genial statue af den frodige, virkelystne mand, der uden smålig ængstelse tog det sidste skridt med og gik ind på Kai Nielsens plan, smittet af hans kunstneriske begejstring. Inden bygningen var fuldendt stod den på sin plads, hvorefter den blev slebet, så at den sorte blanke granitoverflade kom frem.

Under udarbejdelsen af tegningerne til bygningen blev i hovedsagen det første projekt fastholdt. Den forreste halvdel af den meget smalle og meget dybe grund optages af den bredere hovedbygning, der rummer den lille forhal, en malerisal, kuppelrummet og den store malerisal. Disse rum med undtagelse af forrummet har ovenlys. Den bagerste halvdel optages af en lavere og smallere bygning, der rummer "køjerne" med sidelys og endelig det såkaldte arkiv med udgang til haven. I det første projekt er ansat seks køjer af ens dimensioner, dette blev under arbejdet heldigt forandret til syv køjer, vekslende en større og en mindre. Imidlertid var det allerede dengang da marmorpigen købtes af Kai Nielsen blevet bestemt, at Fåborgmuseet skulle have originalmodellerne til hans senere værker; jeg formoder at man nu i 1913, da han havde modtaget den store bestilling til Blågårdsplads, blev klar over, at så måtte der også skaffes en særlig plads til dem; ved siden af arkivet og de sidste køjer blev der da tilbygget en smal, dyb billedhuggersal med højt sidelys fra haven. Denne sal var endnu ikke fuldendt, da kunstnerne den 12. maj 1915 mødte for at tage fat på ophængningen af billederne. Det var Peter Hansen, Johannes Larsen, Lützhøft, Tom Petersen og Syberg der i forening gjorde dette arbejde - Jens Birkholm var som den første af kredsen faldet fra, han døde den 11. maj 1915. I løbet af en ugestid var ophængningen tilendebragt og den 10. juli indviedes samlingen i den nye bygning.

Carl Petersen havde på et tidspunkt tænkt sig at Fyenboerne skulle konkurrere om udførelsen af dekorationer i kuppelsalen, og både Peter Hansen, Kai Nielsen og Syberg havde gjort enkelte forarbejder dertil; i foråret 1914 blev planen dog duskudt og den blev ikke senere realiseret - jeg tror til held for rummets virkning; ved ophængningen 1915 blev derimod Zahrtmanns store Adam og Eva anbragt bag statuen på den blå væg, men ved en senere omhængning fjernedes den. Den 31. maj 1915 blev det derimod på et møde i Fåborg vedtaget, at Johannes Larsen skulle udføre en frescodekoration af arkivet, efter udkast som han fremlagde. Men Ernlunds bistand ved pudsningen af væggene gik han hurtigt igang hermed og fuldendte arbejdet i løbet af sommeren. Endelig blev der til samme rum udført forskellige møbler efter tegning af Kaare Klint.

Mads Rasmussen nåede at se sit værk fuldendt, men kun tre fjerdingår efter, den 24. april 1916, døde han i København. I hovedsagen er dermed museets tilblivelseshistorie afsluttet, dog undergik det endnu igennem længere tid en del forandringer. Som formand i bestyrelsen indtrådte Mads Rasmussens enke og i 1919 blev sønnen Holger Rasmussen medlem. Ophængningen af billederne havde ikke vakt udelt tilfredshed, allerede på et møde i bestyrelsen i efteråret 1917 drøftedes sagen og det vedtoges, at en omhængning skulle finde sted. Den blev dog udskudt og i 1921 bestemtes det at rette en henvendelse til Karl Madsen om at bistå ved en omordning, således at også nogle billeder skulle udgå og ombyttes med andre. Heller ikke dennegang blev det til alvor. Ligesålidt blev de forskellige planer til udvidelse af museet realiseret, som i 1919-20 drøftedes og hvortil Carl Petersen udførte forskellige forslag. Givet var det, at når originalmodellerne til Kai Nielsens værker skulle finde plads i museet, måtte det udvides betydeligt. Tilsidst opgav man denne tanke og udlånet til mindeudstillingen for kai Nielsen i 1925 gav anledning til, at hans originalmodeller med en enkelt undtagelse fjernedes fra museet. Det var sikkert den heldigste udvej, ti den lange smalle billedhuggersal havde ikke vist sig egnet til anbringelse af så mange og store skulpturværker.

I Mads Rasmussens sidste levetid var de væsentligste erhvervelser til museet billeder af Gottschalk, P.A. Schou, Fridolin Johansen og, som gave fra kunstneren, Johannes Larsens store billede af knortegæs i regntykning. I de følgende år kom hertil bl.a. Harald Giersings dameportræt fra 1917, Peter Hansens høstfolk (1902) og hans pastelkarton til bondeslaget (1917), Johannes Larsens sildebåde (1905) og Kerteminde fjord (1911), Sybergs udsigt over Svanninge (1899), to damer i en sofa (1917), dame i nøddegang (1921) og junimorgen (1921-24). Delvis var disse arbejder gaver fra kunstnerne; Sybergs sidste billeder erhvervedes ved bytte, således at han i 1925 tog en række akvareller tilbage istedet for dem.

I foråret 1925 valgtes Leo Swane ind i bestyrelsen, der anmodede ham om at foretage den ofte planlagte omhængning. Da det var klart, at de smukke, kraftige frescofarver på væggene skadede mange af billederne, bestemtes det at ændre vægfarverne i den store sal og i køjerne. Frescopudset blev dækket med perlegrå limfarve, dog blev de oprindelige farver bibeholdt på pillerne ned gennem køjegangen. I juni-juli måned 1925 foretoges omhængningen, der godkendtes i januar det følgende år. Princippet ved den nye ophængning var dels det i større udstrækning end før at samle de enkelte kunstneres værker, dels at fremhæve de "store Fyenboeres" betydning ved så vidt muligt at samle dem i hovedsalene. Billedhuggersalen inddroges til billeder.

I efteråret samme år afslog komiteen at udlåne Poul Christiansens billeder til den retrospektive udstilling, som "den frie" foranstaltede i København. Dette gav anledning til en polemik, der dog ikke ændrede komiteens holdning, idet den tværtimod fastslog som ufravigelig regel, at museets kunstværker ikke måtte udlånes. Denne bestemmelse blev også indsat i museets fundats, der blev oprettet i 1928 og stadfæstet ved kgl. konfirmation den 22. november. Ved den gjorde etatsrådinde Christine Rasmussen i henhold til sin mands testamente museet til en selvejende institution og tillagde det en kapital på 60.000 kr til drift. Stiftelsens første bestyrelse, valgt på livstid, var stifterinden, hendes søn, malerne Peter Hansen, Johannes Larsen, Syberg og Leo Swane. I fremtiden skal museet ledes af en repræsentant for familien, en for kusntnerne og en, der udpeges af kunstmuseets direktør. Samlingen betragtes som endelig afsluttet og kapitalen må således ikke anvendes til indkøb af nye kunstværker.

Mange samvirkende faktorer giver Fåborgmuseet en særlig plads mellem danske museer. Intet andet er så naturligt kommet til at hvile på sin rette plads som det. Fra hvilken kant man så kommer til Fåborg, med færgen mellem småøerne, hvor Peter Hansen sejlede, ad landevejen - fra Svendborgs langs vandet, ad den dejlige kongevej fra Nyborg forbi Brahetrolleborg, ad Odensevejene med udsigterne over Arreskovsø og gennem Svanningebakkerne, hvorfra byen ser så smuk ud nede ved fjorden - ligemeget hvilken vej, så har man Peter Hansens og Sybergs landskaber for sig. Her har de alle, Johannes Larsen også, færdedes lige fra de unge år - kun Poul Christiansen blev mere sjællænder, hvad motiverne angår. En bedre introduktion kan man da ikke få til deres værker. For de fleste museumsbesøgende vil det dertil være en behagelig omstændighed, at museet er såpas lille, at det kan overkommes, for man vil jo nu engang det hele igennem. Samlingen er udsøgt, den giver et overblik over Fyenboernes produktion indtil 1915-20, som man ikke kan få det noget andet sted. Mads Rasmussen kom til lige i det rette øjeblik, for Kunstmuseet i København har det holdt hårdt nok at skabe en samling af disse kunstnere, navnlig fra den ældre tid, efter at han havde taget den fede bid. Endelig har museet i Fåborg sin store charme derved at bygning og indhold i sjælden grad støtter hinanden. Det viger i den henseende kun pladsen for Thorvaldsens museum.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk