Øerne i Det sydfynske Øhav

Af Anton Andersen

 
Farvandet mellem Langeland, Fyn, Tåsinge og Ærø er fuldt af venlige småøer, hvoraf de fleste er beboet [1910]; og smuk er sejladsen ind imellem disse. Øboerne elsker da også deres hjemstavn. Der er mange sømænd blandt småøernes befolkning.
 


Bygevejr i farvandet mellem småøerne

 

Men er der især i sommertiden, når dagen er stille og solfyldt, idyllisk kønt i øhavet og fuldt af fred, så kender beboerne dernede dog også til andre billeder af havet. Når stormen raser i sin fulde styrke, og strømmen driver strid og larmende ind gennem de smalle sunde, da kan der rejse sig antagelige bølger, og da er farten, særlig for bådene, ikke så blid, navnlig når kastevindene kommer, og onde byger drager over.

Det hænder jo ikke sjældent, at folk må gøre nødvendige ture fra og til deres hjem ved nat, og da gælder det om, at den, der står for styret, nøje kender søvejen og de mærker, som viser ham den sikre kurs mod målet.

Særlig tidligere, da man havde langt til læge, kunne det være besværligt nok at skaffe hurtig hjælp til de syge, eller at få hentet en præst til en døende. Mangen læge og præst har været med at tage en drøj tørn i mørke nætter; og bedre var det ikke, når turen i den strenge vintertid måtte gøres i slæde over isen.

Naturligvis har de mindre øer hverken kirke eller præst så lidt som kirkegård. Skal man til kirke på højtidsdage, sker det pr. båd, og ganske højtidsfuldt er det, når disse både, fyldte med de kirkeklædte mennesker, roer i stille morgener ind mod kirkeøen, og ganske forunderlig stemningsfuldt virker en ligfærd fra disse småøer.

 


Den sidste rejse fra Birkholm til Drejø

 

Med den kransesmykkede kiste i den ene båd, hvor den nærmeste familie sidder i kreds om båren, kommer sørgetoget langsomt frem over vandet i båd efter båd med slægtninge, venner og naboer. Højtideligt kommer bådene med dannebrog vajende på halv fra gaflerne.

Sker det i stille vejr, at følget sætter ud under salmesang, og tonerne bæres ud over sundet, er der noget ejendommeligt gribende ved en sådan sejlads.

Men lystigt kan farten også være, når det er et muntert brudetog, der over havet drager til og fra kirken, og festklædte festfyldte mennesker taler og ler; eller når en lille skrighals er ude på sin første sørejse for at blive døbt og vender hjem som navngiven verdensborger.

I de afsides egne holder det gamle sig længst: gamle sagn og sange, gamle skikke, gamle møbler og brugsgenstande, gamle klædningsstykker. De gamle kønne nationaldragter holdt sig også længe på småøerne, i hvert fald enkelte dele af disse dragter. Men i de senere år er næsten ethvert spor af nationaldragt forsvundet her som andetsteds.

Det er så naturligt og selvfølgeligt, at den største del af øboerne ernærer sig som sømænd eller fiskere. Lige fra barndommens tidligste tid er her så at sige både mænd og kvinder fortrolige med havet, vante til at tumle sig på dette. Det er deres rette element, og mangen skoledreng forstår ypperligt at ro sin båd og styre småskuden, selv om den løber ud for strid vind.

Mange af fiskerne holder sig dog ikke alene til det nærmeste farvand; de drager længere bort for i samlag med andre at gøre rigere fangst i rigere egne. Således deltager mange i det betydelige sildefiskeri, der drives i Store Bælt, hvor der til visse tider kan udfolde sig et travlt, stundom yderst anstrengende liv, men hvorfra der også ofte hjemføres en rig dræt.

 


Sildefiskeri i Storebælt

 
Blandt de ikke alt nævnte småøer kan mærkes Siø, Strynø, Strynø Kalv, Birkholm, Hjortø og Skarø.
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk