Hjallese og Christen Kold
Forside ] Op ]

 
Hjallese og Christen Kold

 Gartner Mads Jørgensens optegnelser om sin slægt 1620-1928 [Lokalhistorisk Samling, Odense]
 
I Hjallese var der oprindelig 20 gårde, som ved udskiftningen var tillagt hver ca. 70 tdr. land, og tillige var der 14 huse med jordtilliggende. Der lå 10 gårde ved hver side af vejen, men ved år 1780 nedbrændte de 5 Hestehavegårde, som derefter blev opbygget i Hestehaven, og tiden angives ved dette lille vers:
Gud selv vor vogter vær
og måden at bevare.
For ild og vand bevarer
i evig fryd og ære
Anno 1780
som endnu findes på en smukt udskåret overligger over indgangsdøren i den yderste gård i Hestehaven. De to Torupgårde er efter min moders udsagn flyttede ud noget før. De gamle gårde i Hjallese havde nummer, som endnu i min barndom var almindelige. Ved år 1860 ejedes gårdene regnet fra det sydøstlige hjørne af følgende:
1 Christen Nielsen
 2 David Nielsen
3 Søren Nielsen
4 Mads Jørgensen
5 Lars Jensen
6 Jens Madsen-Torup
7 Lars Pedersen- Torup
8 Jens Hansen
9 Salomon Jacobsen
10 Lars Jørgensen og
 Peder Jørgensen, Damgården (2 halve gårde)
      (Søndre side)
11 Niels Rasmussen, Hestehaven
12 Rasmus Hansen, "
13 Jørgen Jørgensen "
14 Anders Hansen, "
15 Hans Hjæresen, "
16 Anders Pedersen, Stormly
17 Niels Andersen og Peder Jørgensen
 (to halve gårde ved Hestehavevejen)
18 Jørgen Pedersen, nu Mosegård og Landbrugsskolen
19 Hans Chr. Simonsen, Agermosegård.
20 Hans Rasmussen, Godhedsminde. (nordre side)

 Fra 1866 til 1871 blev de sidste af de gamle Hjallesegårde ombygget. Mads Jørgensens i 1862 og 1863. Jørgen Pedersens i 1867, Anders Pedersens i 1871 og Salomon Jacobsens i 1871. Gårdene lå alle med laden ud til vejen og var bygget af egetræ. På langs midt i huset stod store egebjælker, der nåede til husets øverste, og der ovenpå bjælker "Aaten", hvorpå spændetræerne "suler" hang. Det var en solid byggemåde og har derfor kunnet stå igennem de mange år. Stuehuset var ikke luksuriøst efter nutidens begreber. Der var så lavt til loftet, at en velvoksen mand ikke kunne gå ret under bjælkerne. I øverstestuen var der lergulv, og i dagligstuen, soveværelset og køkkenet gulv af brændte sten, medens der alle andre steder var stenpikket gulv. I bryggerset fandtes bagerovnen med pigekammeret på den ene side og plads til øl, mælk og indslagtning på den anden side. Under bjælkerne i dagligstue og køkken var der hylder, hvorpå mælkefadene var anbragt om vinteren. Disse sifade var røde og sorte uglasserede lerfade, som om sommeren købtes hos omkørende pottemænd fra Vissenbjerg sogn. De sorte fade, samt gryder og revlingekoste limer kom fra Jylland. Indgangsdøre til forstue frammers og bryggers var halvdøre, og de oprindelige vinduer havde blyindfattede ruder, af hvilke sidste der endnu findes anvendelse adskillige steder i huset. Ligeledes er nok endnu bevaret en del af det gamle arvesølv skeer, bægere og lugtedåser. Af gamle redskaber brugtes endnu tildels trægrebe og træskovle, medens de gamle træplove dog ikke brugtes mere. De gamle arbejdsvogne lundstikkevogne gik på det sidste, og de 3-4 stolede stadsvogne blev af jyske opkøbere i lange tog ført til Jylland, hvor de endnu kunne bruges i hedeegne.
 Salomon Jacobsens gamle beboelseshus var bedre bygget end de andre gårde, og der var højere til loftet. Den gamle lærer R. Petersen mente, at ridefogden havde haft sin bolig der. Hvor nu den gamle skole ligger, har den gamle sognekirke ligget. Her blev kong Christian den 3. hyldet af den fynske adel i julie 1534. Ved kongeligt gavebrev blev den i 1576 skænket til Jørgen  Marsvin, som brugte materialerne til opførelsen af Hollufgård. Rester af den gamle kirke findes endnu i huse og haver i byen. Lige syd for stævnet lå den gamle Kapellansgård og tæt øst for skolen et gammelt hus Sergenthuset i hvilket i svunden tid sognets stodderkonge boede.

Bylauget.
Bylavet, som holdt sig længe i Hjallese og opløste sig langsomt omkring 1866, men efter den tid var der dog i nogle år noget sammenhold. Stævne-stenene på den gamle bysmedjes plads blev anbragt i maj 1868, medens jeg tjente hos Mads Jørgensen. Et minde fra denne tid trænger sig frem. Jeg tjente sammen med Knud Christiansen, som nu er husmand i Hjallese, og medens vi gik og ryddede den gamle gårdsplads for brosten, kom vi til en stor flad sten, som lå foran den gamle indgangsdør. Knud havde med en jernstang løftet stenen op, hvorefter jeg satte brystet for og væltede stenen over. Derved fandt jeg under stenen en gammel kobbermark fra 1814 - gården lykkeskilling -, som den gamle Anders Pedersen antagelig med forsæt havde anbragt der for at bringe slægten lykke. Min madmoder Karen Andersdatter ville gerne have afkøbt mig skillingen, men jeg beholdt den og har den endnu - dog ikke under min trappesten!
 Oldermands-værdigheden tildeltes for et år ad gangen, og hos oldermanden samledes bymændene for at drøfte byens velfærd, og hos ham holdtes årets faste gilder. Som inventar, der fulgte oldermændene, nævnes et træfad, en træpotageske, en træ -stub til hver mand, men dette havde dog ikke været i brug i flere år. Desuden en bismer, kobbermål af forskellig størrelse samt byhornet, der brugtes, når der varrsledes til stævne eller ildebrand.

Gilder
Foruden de traditionelle oldermandsgilder var der for de unge juleleg med dans. Man beværtedes med øl, snaps og kage med godt pålæg, og der var nok af det.
 Karlen hos oldermanden gjorde fastelavnsgilde, men forinden var der ringridning, hvor der kæmpedes om de fornemste værdigheder - konge, adjutant, bannerfører og andre eftertragtede stillinger. Når ringridningen, der overværedes af mænd, drenge og piger, var tilendebragt, begyndte pigerne at pynte karlene med bånd og sløjfer, og de højeste rangklasser udstyredes med napoleonshatte. Alt imedens blev mændene budt ind på øl, snaps og bakkelser, og før den pyntede trup forlod gården, blev den til gengæld for god behandling af mændene inviteret til i løbet af dagen at vise sig i gårdene, hvorfor adjutanten skyldigst takkede. Så gik turen med trompeter i spidsen fra gård til gård med sang og spil. Traktementet var æbleskiver, klejner og andet bagværk, kogt øl og dram, som dog blev nydt med sparsomhed, og desuden skænkede manden fra 3 mark til 1 rigsdaler til gildet, hvortil også pigerne blev indbudt, og med et leve for Kongen, land og manden og konen i gården red man syngende en omgang og satte så kursen mod den næste gård, hvor den samme ceremoni gentog sig. Deltagerne i aftengildet beværtedes med øl og snaps og henad kl. 10 med punch og boller, hvorefter mændene gik hjem, medens ungdommen fortsatte med leg og dans. Henad 3 uger efter fastelavnsgildet gjorde pigerne et gilde for karlene, og hver af disse måtte herfor gerne bøde med 3 à 4 mark.
 

Folk
Jeg har tidligere nævnt navnene på byens gårdmænd men kan af mit lange tog af Hjalleseminder ikke lade være med at fange og fastholde typer, som satte sit præg.
 På toften ved Lars Jørgensens gård og tæt til vejen lå det gamle fattighus "Slottet", og af dets daværende beboere mindes jeg "Gamle Ane", som en dag havde været henne hos Søren Nielsens kone efter mælk. Samtidig besøgte hun degnemadammen, og da denne bød hende sødsuppe, mente Ane, at suppen godt kunne hældes i spanden til mælken, da det alligevel skulle i samme kar, når hun kom hjem. Mette Lauste "Tyskemette" var af tysk herkomst. Endvidere Søren Jyde og hans kone samt Marie Sørens, en rar og velestimeret kone, der var moder til byens herlige gamle skrædderKristian SØrensen med det alenlange skæg, som han bar indenfor vesten og ved hjælp af hvilket han vandt adskillige væddemål.
 Byen havde sine originaler. "Stumme Kristen" var sat i pleje men opholdt sig mest i Dalum Mølle, hvor han godt kunne gå og se efter, om det gik vel til i gården, og til gengæld nød han det meste af sin kost der. Hvert år til julen fik Kristen et sæt nyt gråmeleret vadmelstøj, nye træsko, og om den gamle var for ringe, en ny kasket. Ved særlige lejligheder, såsom til gilder i byen, gav Kristen den med høj hat. Om søn- og helligdage drog Kristen på gæsteri i byen, som han havde inddelt i distrikter for ikke at komme for ofte. Kristen var kalveknæet og løs i benene, hvorfor 2-3 dramme kunne gøre dem nok, og under belastning af 4-5 nægtede de at bære Kristen. Vi drenge var da parat til at følge ham hjem, men det var han ikke glad ved, og det hændte jo, når han langede ud med stokken og derved tabte balancen, at vi måtte ranke ham op igen. Konerne var gode ved stakkelen, og det hændte sjældent, at han fik mere, end han kunne klare, men dog altid lige til stregen.
 Der var næppe den mand eller kone i byen, der gik fri for et kælenavn af den humørfyldte "Kirsten Anderse", såsom "Lange Slandridank", "Smæksok", "Springfort" osv. Hendes vid gik i arv til sønnen Hans Andersen Tækkemand. Fraset at han var noget plump i munden, var han ellers en godlidende og velset mand, og der var livligt i gården, hvor Hans Tækkemand arbejdede på taget. Når han sådan var i sit rette element, gav han sine digtninge til bedste i form af et vers om hver mand i byen, og de adskillige ret gode træffere blev modtaget i god forståelse, når han foredrog dem med sit ret kønne sangstemme. Maren Sejrskov var en sikker kone, som især i skoven holdt god justits, og jeg skulle nok holde mig på afstand. Hendes mand Morten Sejerskov arbejdede mest i Torup, og Hans Andersen citerede, når han drog en passende parallel med kragetræerne på tagrygningen: "Nu sidder de topisat ligesom Morten Sejerskovs røde hue". Hans gik også med rød hue, men den faldt ned til siden.

Bedrift og levesæt
Det var i den periode, da helbrak var almindelig, og mergling og dræning mange steder var udført, hvorfor der avledes store kornafgrøder. Kornet solgtes til gode priser. Jeg mindes således, at hveden kostede 15-16 rigsdaler, rug og byg rigsdaler pr. td. så det gav almindelig velstand i gårdene. Kvægbesætningerne var i forhold til nutidens ret ubetydelige,  og svineholdet var i regelen kun til eget forbrug, men et par årssvin, der nåede en vægt af 30-35 lispund, en julegris på 1012 lispund og dertil 4-5 lam gav jo en god indslagtning. I almindelighed holdtes der 10-12 malkekøer, 8-10 ungkvæg og 6-8 levefår. Køerne kælvede gerne i forårsmånederne og gik om sommeren løse på de indhegnede græsmarker, hvorfor de i den tid gav rigelig mælk, medens vintermalkningen selvsagt var meget mindre på grund af det lidet mælkedrivende vinterfoder, hvis bedste bestanddel var det gode kløverhø, hvoraf det i gode græsår var almindeligt at bjerge indtil 50 læs. Græsblandingen bestod af alm. rajgræs, Timothe og sildigmoden rødkløver, som man selv avlede, og hvad der ikke brugtes til udsæd, solgtes til købmanden. Kraftfoderet - om det kan kaldes sådan - bestod af de letteste kærner, som blev taget fra ved håndkastning. Af denne kvalitet blev 6 skp. gruttet, og tilligemed avner og hakkelse var dette ugens ration til hele besætningen. Denne ret opblandet med en spand vand til hver to kaldtes "blæni". Min fader var vistnok den første, der prøvede med roer, idet han såede stubroer og et lille stykke med de lange røde runkelroer, som blev skåret med en kniv så småt, som det var til menneskeføde.
 Landbruget blev jo i mange henseender ikke drevet som nu, men det var en økonomisk god tid, hvor der blev noget tilovers, og skatter og lønninger ikke var store. Karle og piger knne henholdsvis få omved 24 og 16 rigsdaler halvårlig. Fraset hestekraften blev næsten alt arbejdet udført ved håndkraft og arbejdsdagen var betydelig længere men til gengæld gik arbejdet nok så fornøjeligt. Høsten var fornøjelig og maden i den tid hver dag som til gilde. Når der var indavlet, begyndte vi at tærske med plejle, og det var et arbejde, som vinteren igennem nok kunne trække til i armene på en 16 års dreng, men det gav appetit og kræfter. I 6 vintre svang jeg daglig plejlen. Når kornet var optærsket , blev gærdsel og brænde kørt hjem fra skoven. Alle jorddiger blev klappede sammen og huller udbedret, de gamle risgærder blev rettede og stivede af eller delvis fornyede, og når byens mænd første maj synede gærder, måtte disse være i orden og forsvarlige for løsgang.
 Sidst i 1850èrne blev landevejen anlagt gennem byen, og dette medførte, at haverne til vejen almindeligvis omgærdedes med klippede ligusterhække, men også den utvivlsomme fordel, at kvinderne selv i årets værste regnperiode kunne være sikker på at få træskoene med sig, når de vovede sig frem ad vejen - de havde ganske vist stien, der gik nord om byen fra sprøjtehuset til Zachariasgyden at ty til, men den var rigtignook bedst for de gamle koner, når de ubemærket skulle aflægge hverandre en kort visit ind af bagdøren.

Barndomserindringer
Mine første erindringer stammer fra 4 årsa alderen og særlig fra gilder, som jeg har været med til. Mine forældre var i gildeslag med mange familier i byen, og mange af dem var af min moders slægt. Ved bryllup og begravelse kom min moder altid hjem efter middagsmåltidet for at se, hvorledes det stod til i hjemmet. Dette øjeblik afventede jeg med utålmodighed, fordi jeg vidste, at min moder altid tog sin andel af sukkerbrødskage, lagkage og svedsketærten med til mig, og hvor glædede det ikke mit barnehjerte. I mange dage kunne jeg gemme og nippe til de lækre stumper.
  Bryllupsgilder stod på i tre dage og begravelses- og barselgilder i to dage. Til de sidste dage inviteredes til frokost, og der måtte børnene komme med. Jo - jo hvor det var en fest.
 I tre år havde min fader tjent Kong Frederik den 6. som gardegrenader, og fra den tid henlå en smuk rød klædesvest med blanke knapper. Denne blev af Kristian Sørensen, byens eneste mester i at danne gamle klædninger om til nye, omsyet i mindre udgave til mig. Det stak mig dog vel meget i øjnene, thi det var jo aldeles enestående at se en dreng i en rød vest. Jeg græd og ville ikke vise mig for andre børn i den farve ihukommende de røde hoser, som jeg endnu ikke var heldt færdig med, og det endte jo da også med, at vesten blev farvet brun. Det passede mig, og jeg kom med til frokostgilde hos hjulmand Søren Nielsen, da hans datter Marie var i kirke. Da Hans Andersens søn Anders blev døbt, var jeg med til gilde og mindes vi børns leg ved gavlen af huset, hvor vi forestillede at koge suppe i en limgryde og bage kager af ler, og det gik rigtig godt, men på et vist tidspunkt følte jeg trang på naturens vegne, og uvant med at forrette sådan noget ud, måtte jeg følges hjem for at få afhandlingen til at foregå. Et andet uheld havde jeg i min slægts stamgård hos Anders Pedersen, da Peder Andersen (Laage) blev døbt. På gårdspladsen, hvor vi legede, lå som skik og brug var også møddingen, hvis fremtrængende brune saft i dagens højtidelige anledning var dækket af et godt lag halm. Gårdens fjedrede dyrebestand holdt til på møddingen, og opildnet af vor tumlen om denne følte gasen trang til at tage del i legen. Den tog fat i mine hvide og blåstribede bomuldsbenklæder og forårsagede en for mit vedkommende kedelig afslutning på gildet thi jeg faldt på den gyngende grund, hvorved den brune saft gik i intim forbindelse med mine pæne bukser. Gråd kunne ikke afvende den øjeblikkelige hjemsendelse. Et gilde hos Mads Jørgensen forløb uden uheld, jeg var endog så heldig den dag at lære at skære skarntydefløjter.
 Ved tiden da jeg var 6½ år skulle jeg til at begynde min skolegang. Hjallese skole lå overfor mit hjem på den anden side af vejen, men fader, der ikke havde nydt skoleundervisning og følte savnet deraf, ville gerne have mig i en god skole. På den tid byggede han for justitsråd Berg, Hunderupgård, og det blev så bestemt, at jeg skulle i skole hos lærer A.J. Holm i Hunderup. Jeg gik så der til mit 14. år og blev konfirmeret i Sct Knuds kirke i Odense af pastor L. Helweg i oktober 1865. Min mder havde nydt god skoleundervisning, og hun lærte mig at læse. Den dag, jeg kom i skole, læste jeg stykket om "den lille pige", og jeg fik ros for det af lærer Holm. Han var en dygtig lærer, og selv en dygtig fortæller af religion og historie satte han større pris på genfortælling end udenadslæsning. For fader måtte jeg genfortælle, hvad jeg havde hørt i skolen hver dag, og da jeg således havde gentaget det hjemme, var jeg blandt de bedste til genfortælling i skolen næste dag. Det gik godt i 4 år, men så tabte jeg noget lysten til skolen, og sjældent læste jeg hjemme. Hvad jeg skulle kunne udenad, lærte jeg på vejen til skoolen, thi jeg var altid på vej i god tid. Derimod var jeg god til at føre an i leg, og dett fulgte mig, til jeg kom ud at tjene. Den 10. maj 1865 blev jeg udskrevet af skolen med hovedkarakter mg og for opførsel mg. Mine forældre var alle dage flittige kirkegænger, og jeg blev derfor fra barnsben vænnet til at gå i kirke. Det var dem en glæde, når de  kunne høre min stemme oppe fra orgelet, og det var nok også en lettelse for den blinde organist, at han havde et syngende drengekor om sig. Når vi gik til kirke tog moder sin store salmebog og lommetørklædet i hånden og på højtidsdage kom sølvlugtedåsen også med. Pastor P.A. Holm i Dalum holdt også bibellæsning i skolen og om sommeren efter gudstjenesten også foredrag forskellige steder. Således husker jeg et møde i Christen Nielsens have hvor Holm, der var fra Færøerne, gav en skildring af kirkelivet deroppe samt af befolkningens farefulde erhverv.

Ungdom
Efter konfirmationen tjente jeg de første 1½ år som dreng hos P.Chr. Hansen i Åsum, og derefter kom jeg til Hjallese, hvor jeg havde 3 tjenester indtil 1. november 1876. I de sidste tre år var jeg tillige to dage om ugen hos min svoger Ole Andersen i Lindved og Hjallese. Flittig  læsning i havebøger bragte mig mere forståelse af gartneri, og jeg bestemte mig så til at lære noget mere deraf.
 Omkring 1861 byggede Kold sin skole på Hjallese Mark [Dalum Højskole], og dermed begyndte det åndelige oplysningsarbejde blandt ungdommen. Min fader arbejdede meget for Kold og kom under påvirkning af hans ejendommelig måde til at vinde ind til ens personlighed, og det blev min faders ønske, at jeg måtte komme på Kolds Højskole, når jeg blev voksen. Som barn var jeg om aftenen på skolen og hørte foredrag og oplæsning, og navnlig mindes jeg derfra "æ bindstow". Pastor Knudsen og lærer Poulsen Dal var dengang lærere ved skolen. Kold døde i april 1870 og både før og flere år efter var jeg ikke så formuende, at jeg kunne komme på højskole, men nøjedes med at gå i aftenskole hos mit næstsøskendebarn Jørgen Pedersen, daværende lærer på skolen og senere redaktør af Fyns Tidende og landstingsmand.
 Efter grundlovsændringen i 1866 begyndte det politiske liv at røre sig hos enkelte af mændene, men det var først da Venstrebladet Fyens Tidende vandt nogen udbredelse og ved at belyse spørgsmålene fra et andet synspunkt skabte mere forståelse blandt andre navnlig hos smeden Lars Larsen, der var min faders nabo og jo nok på forhånd var anvist den rette vej, og desuden Christen Nielsen, Salomon Jacobsen og Jens Hansen. I to år var jeg ivrig deltager i Klaus Berntsens skytteforening i Højby, og jeg har endnu i behold en præmie fra skydningen i Højby den 16. september 1873. Samme efterår var jeg på session, men måtte nøjes med at blive udskrevet til militærarbejder, da jeg havde mistet enden af min højre tommelfinger. Trækningen af det høje nummer 1724 fritog mig dog for indkaldelse.
 Da jeg i efteråret 1876 havde bestemt mig til helt at gå over til gartneriet, fik jeg mange opfordringer om pladser i Hjallese til forhøjet løn, men jeg afslog dem alle og var fast besluttet på ved havebruget at skabe mig en fremtidsstilling, idet jeg satte mig som mål at nå frem til at arbejde på egen jord. Gud gav sin velsignelse dertil, og den har fulgt mig indtil denne dag.
 

   
   

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk