Fra Dreng til Mand og Stadierne derimellem.
Forside ] Op ]

 
Fra Dreng til Mand og Stadierne derimellem

Gårdejer Lars Frederiksens erindringer
Fra Dreng til Mand og Stadierne derimellem.
En Skildring af min Udvikling
 
Christen Kold, (født i Thisted 29. Marts l8l6, død paa Dalum Højskole ved Odense 6. April l870) kom, efter sin egen Beretning paa det den 11. Sept. 1866 afholdte kirkelige Vennemøde i Kjøbenhavn, i Novbr. l849 til Pastor Birkedal i Ryslinge som dennes Huslærer, men tillige for at prøve, hvorvidt de 4 Elever, som søgte hans Skole i Birkedals Hus, og som vare Bondesønner i en Alder af 14,15 og 16 Aar, kunde blive beaandede af hans Tale. Lykkedes dette, ville Kold oprette en Folkehøjskole. En af disse 4 Elever var jeg. - Kold var i det Hele en mærkværdig Mand. Dimitteret fra Snedsted Seminarium holdt han siden gudelige Forsamlinger i Salling og paa Mors. Udskreget og forfulgt herfor kom han til Sønderjylland , og blev Huslærer  hos Knud L. Knudsen i Forballum. Men da der iblandt de Børn, ahn underviste, var en lille Pige, som ikke kunde lære sin Udenadslektie, kom Kold paa den Tanke, at det maatte være bedre at fortælle Lærestoffet for Børnene istedetfor at lade dem lære det udenad. Denne Tanke greb ham med megen Kraft. Men da han ved denne sin Tankes Virkeliggjørelse kom i Strid med allehaande Myndigheder, besluttede han at forlade Fædrelandet. Han lærte derpaa Bogbinderhaandværket og fulgte saa med Pastor Hass til Smyrna i Lilleasien, dels for at være Hass behjælpelig i sin Missionsgerning, eller, hvis dette ikke kunde lykkes eller være nødvendigt, da at være Bogbinder. Kold boede i Smyrna i 5 Aar, og ernærede sig som Bogbinder, dog var han ogsaa Hass, ved visse  Lejligheder behjælpelig. Han steg atter i Land i Europa, ved Triest i Italien, og han spadserede da til Fods fra denne By og til sin Fødeby i Thy i Jylland. Men da kort efter hans Hjemkomst Krigen udbrød l848 gik han frivillig med. Da det frivillige Korps, hvorved han stod, blev opløst, blev han i sommeren l849 Huslærer hos Pastor Østergaard i Sønderfelding og Assig i Jylland. Ved Novbr. samme Aar kom han som meldt, til Birkedal, og medbragte Østergaards Søn, Johan, der om Vinteren skulde fortsætte sin Skolegang hos Kold.. Han var da altsaa den femte Lærling i Skolen, og desforuden var der selvfølgelig Bikredals Børn, Augusta og Grane (død l852), samt Georgia og Holger. Men da denne Skildring nærmest angaaer mit Forhold til Kold og hans Skole, maa jeg begynde med at fortælle lidt om den Undervisning, jeg havde nydt, før jeg kom til at gaa i Kolds Skole.
Fra mit 7. Aar (Jeg er født 5. August l835), havde jeg gaaet i Ryslinge Almueskole, hvor J.C.Halvorsen fra Nyborg var Lærer. Undervisningen var grundlagt paa Loven af 18l4 med Lektielæsen o.s.v. Det mærkværdigste der er at fortælle herom er derfor dette, at hele denne Skolegang var kjedelig, var dræbende. Jeg fik ingen oplivelse og ingen Oplysning; tværtimod jo længere jeg gik i Skolen, des dummere tror jeg, jeg blev. Jeg kunde læse Lærebøgerne op udenad fra Ende til anden, om det blev forlangt; men hvad nyttede det mig, at jeg kunde disse Bøger udenad: det var spørgsmaalet, jeg ikke kunde faa besvaret. Og da jeg ikke kunde faa dette Spørgsmaal besvaret maatte jeg følgelig  komme til at føle Trykket af Tomheden jo længer des mere. Herved forberedtes imidlertid den Trang, der var i min Sjæl, til at faa Livets Gaade løst. Men der var det mærkelige ved denne Forberedelse, at den foreløbig førte mig længere og længer bort fra Svaret. Det var derfor en indirekte Forberedelse, som kun havde den ene gode Egenskab, at idet den forøgede Trangen til Spørgsmaalets Besvarelse, banede den Vej for Svaret naar det kom.
Jeg var under min Skolegang i ALmueskolen saare ilde faren, og blev det jo længer des mere, jo ældre jeg blev. Jeg kunde gaa hele Timer ude paa Marken, paa afsides Steder, og græde. Denne Barnegraad var af en ganske særegen Natur; thi den var fuldstændig ubevidst; det kom over mig, at jeg skulde græde, og saa maate jeg græde, jeg kunde ikke med al min Kraft staa imod, men jeg vidste ikke ,hvorfor jeg græd.Spurgte nogen mig derom, svarede jeg;"Jeg er kjed af det". Men jeg kan nu bagefter forklare mig selv, at den havde sin Grund i Skolelivets Tomhed, idet denne daglig tærede paa Livet, istedetfor at Skolen skulde have oplyst og oplivet det. Skolen bragte mig altsaa i mine Drengeaar en sandelig Tæresyge, en Graad , en Kval, en Jammer, som er ubeskrivelig, og kan det nu end med det samme siges, at det, som foranført, ogsaa var en Forberedelse,, i samme Forstand som at jo mere sulten man er, des bedre smager Maden, saa vilde det uden tvivl have været heldigere, om min aandelige Trang havde blevet tilfredsstillet efterhaanden den kom frem. Det vilde have været mere sundt for mit følgende Liv. En stærk aadelig Trang medfører aandelig Forslugenhed, og dette kan  atter let medføre aandelig Forstoppelse.
Dette var nu Skolelivet; men nu Hverdagslivet; - ja, det egnede sig heller ikke til aat borttage det Tryk, som hvilede paa mig. Jeg havde nogle gode, fromme og kjærlige Forældre; men de gik maaske med det samme Tryk som jeg, om end det paa Grund af deres fremrykkede Alder havde en anden Form. De havde jo faaet den samme Aandløse Undervisning i Almueskolen, og de havde aldrig egentlig havt Lejlighed til at høre et beaandet Ord. Navnlig mærkede jeg tidt paa min Moder, at hun ogsaa var i en trykket Sindsstemning. Og naar der inte er, der kan løfte ud over den snevre Afstængning, det daglige Arbejde fører med sig i Mark og ved Kreaturer, og ved hele Bondegjerningen, da bliver Livet stundom fattigt: med andre Ord har man ikke noget at tage med sig fra Skolen og ud i Livet, og Livet ikke selv bringer noget løftende, da bliver Tilværelsen syg og mat. Allerede derfor Budskabet om Krigens Udbrud l848 virkede velgjørende i Sindene, og løftede Øjet op over den daglige, sædvanlige Synskreds, og endmere udvidedes denne, da vi de følgende Aar som Folk gik frem fra Sejer til Sejer.
l849 førte en Bevægelse med sig, som paa en ganske ejendommelig Maade knyttede sig til Ryslinge og Omegn. Birkedal blev nemlig i dette Aar kaldet til Præst for Ryslinge Menighed. Den begavede Taler og Prædikant vakte et Røre, som her hidtil var ukjendt, og gjorde snart Ryslinge til en bekjendt By i Danmark. Det var dog ikke alene Røre, han vakte; han gav ogsaa Anvisning paa Vejen til Fredens Evangelium.
Til denne dobbelte aandelige Bevægelse, hvoraf den første  var fælles for det hele Land, den sidste særegen for Ryslinge, knyttede sig saa en tredie, den nemlig, som har størst Betydning for mig, at Kold kom til Birkedal, og jeg kom i hans Skole.
Jeg have ventet efter ham med Længsel. En Aften ved Novembertide havde jeg endog begivet mig et langt Stykke udenfor Byen  i den Tanke, at Kold muligvis kunde komme den Aften, og jeg da kunde møde ham. Jeg havde i Munthes Fædrelandshistorie læst, at Tordenskjolds Kammertjener hed Kold, og jeg havde meget travlt med at forbinde disse to Navne med hinanden, eller i hvert Fald at tænke, at der maatte være noget Slægtskab mellem disse to Navne.
Endelig var han da kommen, og jeg kom i hans Skole. Her vilde han nu benytte sig af sin før omtalte Opdagelse, at det maatte være bedre at fortælle for Børn end at lade dem lære udenad. Særlig maatte jo dette anvendes her, da det tillige var et Forsøg til en Folkehøjskole. Han begyndte da med at fortælle os, hvorledes Jordens Tilstand havde været, eller hvad der havde foranlediget, at "Den var bleven øde og tom". Englene havde maaske først boet her paa Jorden, men da nogle af dem faldt af fra Lydighed imod Gud, var denne Tilstand indtraadt. Jeg lyttede efter dette med spændt Opmærksomhed, sligt havde jeg ikke ført fremsat.Kold skred imidlertid videre frem i Fortællingen; og ligesom han før fremsatte Formodningen om Jorden før den blev skabt saaledes udviklede han nu de Forandringer, Jorden muligvis siden dens Skabelse kunde være undergaaet. I denne Anledning henviste han til Jordskælv og ildsprudende Bjerge, samt omtalte Drypstensbjerg get i Østerrig,  hvilket han beskrev meget nøje, da han personlig havde taget det i jesyn ved sin Hjemrejse fra Smyrna l847.
Dette fortalte han os den første Dag tilligemed nogen Danmarkshistorie. Det kastede dog ikke nogle Lysstraaler ind i min Sjæl. Men den næste Dag fortalte han os om "Syndefaldet i Edens Have"; og da han havde fortalt Historien, sagde han:"Kan I nu sige mig, hvorfor Gud satte Adam og Eva paa den Prøve?" Ingen svarede herpaa. "Jeg skal sige Eder det", sagde Kold:"det var fordi Gud vilde elskes i Frihed." Han sammenlignede denne Prøve endvidere med en Ø i Havet, hvorpaa der kun var to Mennesker; deres Kjærlighed vilde være bunden til hianden, men kom der et tredie, vilde det vise sig, om Kjærligheden var sand; thi denne vilde da bero paa et frit Valg. Denne Oplysning slog som et Lyn ned i min Sjæl, og gav mig Forklaring over Tilværelsen, som altsaa bestod i Kjærlighed og Frihed.
Dette Ord var som en Dirk, der lukkede min Sjæls Løndør op, saa Lyset kunde strømme derind. Min Moder har fortalt mig, at jeg sagde til hende :"Nu er jeg glad, thi nu ved jeg, hvori Livet bestaar, det bestaar deri, at Gud vil elskes i Frihed" Og ligesom jeg nuikke mere var trykket  af Tilværelsens Tomhed, saledes var ogsaa Trykket veget bort fra mine Forældre ved at høre Birkedals Prædikener og ved deres Samtaler med Kold, som min Moder særlig satte megen Pris paa.
I det foregaaende har jeg beskreven den "Vækkelse", der blev mig tildel ved Kold, venpaa den aandelige Døs, jeg medbragte fra Almueskolen. Det var et Vendepunkt for mig. Men Virkningerne af denne bratte og hovedkuls  Vækkelse ovenpaa det hensygnede aandelige Liv udeblev ikke.
Jeg var paa den ene Side meget modtagelig for Vækkelsen , paa den anden Side kom jeg ligesom ind i den paa Hovedet, hvad der for en lang Tid foraarsagede, at min Udvikling ikke kunne blive jævn. Vækkelsen havde imidlertid først dette tilfølge, at jeg , i Kraft af den, saa at sige forelskede mig i Aandens Verden. Denne var for mig i Fantasilivet en dejlig Billedverden. Mit Ideal var skjønt.- I det eftefølgende vil jeg nu søge at fremstille de Vanskeligheder og de Betingelser, der frembød sig for mig for at faa Vækkelsen omsat i det virkelige Liv, faa Idealet virkeliggjort.
Det er nu for det første naturligt, at jeg kom til at elske Kold meget højt. Han havde været det for mig, hvad ingen Mennesker endnu havde været. Men denne Kjærlighed havde nær gaaet over sine rette Grændser; idet jeg uvilkaarlig droges hen til en umiddelbar Tilegnelse af alt, hvad han sagde, af alle hans Anskuelser i Smaat og Stort. Og til Gengjæld kan jeg sige, kom Kold til at holde meget af mig, og ogsaa til Gengjæld næsten for meget; thi han roste mig og lod mig høre derpaa, jeg var saa og saa dygtig. Vort Venskabsforhold tegnede saaledes til at blive for varmt. Imidlertid , hvorom alting er, Kold var altsaa meget godt fornøjet med Skoleholdet den Vinter, baade for mit Vedkommende, og ogsaa for de Andres; og han bestemte sig da til at ville oprette en selvstændig Folkehøjskole for egen Regning.
Dernæst maa jeg omtale den Forandring, der foregik med mig i mit daglige Liv i Hjemmer, efter dette halve Aars Skolegang hos Kold; jeg var  paa den Tid omtrent 15 Aar. Thi denne Forandring var, som det syntes, en af de største Vanskeligheder for, at det halve Aars Skolegang kunde komme til at bære nogle Frugter, ialfald vilde disse Frugter ikke srax blive kjendelige i mit Liv. Før jeg kom til Kold, havde jeg megen Interesse i legemligt Arbejde; men denne havde jeg nu ganske tabt. Jeg havde ligesom faaet Hovedpine, billedlig talt, af den bratte Vækkelse, og det deraf følgende helt ny Syn paa Livet.
Det er derfor en af Vækkelsens Vanskeligheder, naar den kommer hovedkuls, i Modsætning til en jævn fremadskridende historisk Udvikling, at man taber Ligevægten. Jeg svinglede til den aandelige Side af Livet; men det var ogsaa kun en "Svinglen", thi jeg havde ikke faaet Grund i noget, naturligvis. Men i henhold til min før beskrevne Tilstand, maatte denne Svinglen jo næsten blive en naturlig Selvfølge. Det var derfor paa den anden Side ikke saa underligt, at Frugterne ikke strax ville komme frem. Jeg var jo desuden kun en Dreng. Men bestille noget legemligt Arbejde vilde jeg da nu næsten ikke. Mine Forældre vare naturligvis meget kjede heraf, hvorvel de ogsaa glædede sig over, at jeg var blevet løftet op over mit Tungsind; imidlertid vare jo kun Udsigterne ringe med Hensyn til den praktiske Nytte deraf i Livet. Slaa om mig med store Ord, som ikke hænge fast i Halsen", samt bruge Kolds Talemaader, det kunde jeg, men det syntes ogsa foreløbig at maatte blive derved. Jeg havde ikke nogen afgjort Lyst til noget. Je gik som i en Drøm.
Da jeg altsaa blev anvendt som Prøveklud for Folkehøjskolen, b Prøven saaledes  af for mit Vedkommende. Kold var nu, som sagt, meget godt fornøjet med Udfaldet, og han kjøbte da i Foraaret l850 et Hus i Ryslinge med et Tilliggende af 3 Tdr. Land for deri at oprette en Folkehøjskole. Husets Bygninger, som laa i Byen, bleve brækkede ned, og Byggepladsen solgt, hvorpaa der bleve opførte nye Bygninger paa Jordlodden, som laa et kort Stykke udenfor Ryslinge By. Nedbrækningen af det gamle Hus besørgede Kold selv ved Hjælp af en Dreng paa 15. Aar. Kold var utrættelig i dette Arbejde. Ikke en gammel Mursten, ikke et gammelt søm maatte gaa til spilde; Alt blev lagt tilrette. Under dette hans  Arbejde havde jeg næsten daglig i Sommeren l850 Samtaler med Kold. Ved November samme Aar var da den nye Bygning færdig, og blev taget i Brug som Folkehøjskole; den første næst efter Rødding i Sønderjylland. Af Elever var der 12, hvoraf 3 fra Vestjylland. Jeg var den ene af de 12 Elever.
Hvis jeg nu kunde berette, at Kolds Folkehøjskole denne Vinter kunde rette , eller dog bidrage til at rette, mine Skjævheder, da var dette heldigt for Skolen, men det var endnu heldigere for mig. Men det blev ikke tilfældet. Jeg var ovenpaa Vækkelsen paany kommen ind i en Flavheds Tilstand ikke i sin Form meget ulig den, jeg var i før, om end den var forskjellig i Indholdet: før kunde jeg Balles Lærebog udenad,- nu havde jeg glemt den, - nu kunde jeg Kold udenad: det var hele Forskjellen. Det var udenadslæsning begge Dele. Kold havde sin Styrke i at vække, hvad der tydelig viste sig ikke alene overfor mig, men i hans hele Højskolegjerning. Den Yttring af, i hans senere Liv, ved et Høstgilde  hos Peter Larsen i Dons:" Jeg gjør altid mine Elever færdige, inden de forlade mig, viser endogsaa, at Kold lagde for stor Vægt paa Vækkelsen; thi han kunde jo ikke ved at gjøre dem "færdige" forst andet end at vække dem. Men Vækkelsen kan, som det viste sig paa mig, føre til  mange Udskejelser, hvis man bliver staaende derved, og kan ikke lede vedkommende frem til et arbejdsomt Liv, i det indre som i det ydre. Denne Gave havde Kold ikke. Derfor kunde jeg heller ikke denne Vinter blive ledet frem til Arbejdsomhed, jeg blev den, jeg var. Kold syntes nu heller ikke tilstrækkelig at have gjort sig selv Rede for, at man i en Folkehøjskole maa begynde saa ganske jævnt og simpelt nedefra og allerhelst til en Begydnelse lade Eleverne faa et Indtryk af, at man i Folkehøjskolen, som i hele Livet, ved alle Begyndelser, maa begynde med det elementære. Kold ville vække og "løfte", men han tog sig ikke i vare for, at man ogsaa kan blive "løftet" for højt op, hvis man overser sin Forbindelse med den virkelige Verden, og midt i Vækkelsen og Løftelsen oveser sin egen Virkelighed. De Læremidler, Kold brugte denne Vinter var ikke skikkede til at indgyde det Indtryk, at her skulde begyndes med Begyndelsesgrundene. Hovedundervisningen var Verdenshistorie efter Grundtvigs Haandbog og den Omstændighed, at Kold stadig under Undervisningen maatte sidde med Bogen i Haanden, var et Vidnesbyrd om, at han ikke selv tilstrækkeligt i denne Henseende havde begyndt med begyndelsesgrundene. Han kunde derfor heller ikke led Nogen ret frem dertil. Og Vækkelsen og Løftelsen blev ogsaa Tid efter anden noget flov og mat, fordi den, som  sagt, for mit vedkommende, og vist for mange flere , førte til, at en højere eller mindre grad at lære Kold udenad. Det synes saaledes i en mærkværdig Grad at have skortet paa hans Syn og Greb  paa, gjennem en historisk Undervisning at fremelske en historisk  Udvikling. Han kunde ved sn Vækkelse fremkalde det indre Liv; men han kunde ikke sætte det i Arbejde. Han havde den Evne, at han ligesom kunde lukke Sjælene op,og kaste Gjæringsstof og Fængstof derind; men naar dette var gjort lod han det arbejde derinde, eller være stille, alt efter Omstændighederne,  uden at han kunde gjøre andet, som han engang udtrykte sig ? "at skille Menneskevæsenet ad og sætte det sammen igjen:" han kunde ikke lede det frem til Selvarbejde, naar denne Operation var udført.Denne Erkjendelse gjorde han dog ingenlunde selv; thi det er bekjendt nok at han ansaae sin Folkehøjskole for at være den bedste. Jeg blev heller ikke ledet frem til noget Selvarbejde denne Vinter, jeg døsede og dovnede fremdeles; Kold var imidlertid meget veltilfreds med mig, hvad der saa i den Svaghed hos ham, at han gjerne saae sig selv i Andre. Det skal i det følgende vise sig, at da jeg kom bort derfra, var jeg ikke længere Kolds Yndling. Men ikke destomindre staaer det fast, at den Vækkelse, jeg fik ved Kold, i Forbindelse med en anden Begivenhed i mit Liv, er et Hovedpunkt i min Udvikling.
Min Tilstand i den følgende Tid, fra April l85l, da jeg forlod Kolds Højskole, og indtil November l853, kan ikke være Gjenstand for nogen lang Beskrivelse ; thi den er allerede i det væsentlige beskreven i foranstaaende: i  aandelig Henseende levede jeg i Synernes og Drømmenes uvirkelige Verden; jeg higede efter ny Løftelser, som kom udenfra fra Kold eller fra andre, i disse vilde jeg svælge og nyde, og bæres oppe af andre. Dette  førte lidt efter lidt med sig, at jeg kom til at betragte Livet som en Nydelse i Hvilken jeg vilde dovne, medens jeg ansaae det for de andres Pligt at bære mig op; men det førte derfor ogsaa ganske naturligt med sig, at jeg mere og mere ikke syntes om det legemlige Arbejde; thi det var jo ikke nogen Nydelse. Jeg prydede mig saa, det bedste jeg kunde med laante fjer, og var ikke nogen god omgangsven; thi naar mine Kammeraters Fjer ikke kunde maale sig med mine, regnede jeg dem ikke for noget. Hvad mine Forældre syntes om denne Tilstand er let at forstaa. I Forbigaaende skal det bemærkes, at jeg vel af og til talte om at ville studere og gaa den saakaldte lærde vej, men da jeg ikke havde nogen stærk, eller fast, Villie i denne Henseende, har det ikke nogen Betydning for min Udvikling.Efter det engang indtagne Standpunkt i Syner og Løftelser læste jeg nu heller ikke noget, som voldede mig Anstrengelse; hvilken unaturlig Overgang maatte det derfor ikke have blevet for mig at have kommet til at studere f. ex døde Sprog. Imidlertid blev min Tilstand mig mere og mere utaalelig, og det var nødvendigt, der maatte gjøres en Forandring.
I Sommeren l853 kom Biskop Laub i Viborg, der før har været Præst i Rysling (l835-44), at besøge mine Forældre. Med ham var en Kandidat Ostenfeldt, med hvem jeg kom i en dyb Samtale ude i Haven. Da han erfarede min Tilstand, raadede han mig at besøge  Rødding Højskole som Elev; og han talte ogsaa siden med mine Forældre derom. Det blev dog endnu ikke ganske bestemt sstrax; men da kort herefter en af Højskolens Lærere, kand. theol. J.L. Knudsen (død som Præst i Lejrskov ved Kolding) besøgte Pastor Birkedal, talte jeg med ham, og mine Forældre talte med ham, og det blev nu bestemt, at jeg skulde til Rødding til November.
Jeg husker endnu saa tydeligt, at det var den 22. August l853, Knudsen var hos os; at jeg har lagt saa nøje Mærke til denne Dato kommer af, at jeg ventede mig saa meget af Opholdet paa Rødding, og den Dag blev jeg indtegnet som Elev, det var derfor en Mærkedag.Først talte jeg da Ugerne, og siden Dagene, til jeg skulde rejse. Min Fader kjørte for mig til Odense, hvor jeg blev paaskreven med Diligencen. Ved Afskeden spurgte han mig, hvormange Penge, jeg vel kunde behøve at have med; Det havde jeg aldeles ingen Ide om. Han gav mig da 10 Rdl. foruden Kost- og lærerpenge. Dette anfører jeg kun som Bevis for mit barnlige Sind; thi jeg som endnu aldrig havde været Ejer af 10 Rdl. mente, at jeg magelig kunde kjøbe hele Verden for mine 10Rdl; men den Handel vilde jeg ingenlunde indlade mig paa; jeg elskede mine 10 Rdl., højere end som saa. Min Moder ønskede mig ved Afskeden, at jeg nu ret maatte føre mig godt op?, og tage al den nytte af Undervisningen, jeg kunde faa.
Nu havde jeg da længtes i Uger og Dage efter at komme til Rødding; men hvor mærkværdigt var det ikke, da jeg virkelig kom der, syntes jeg slet ikke, der var saa behag. Det kom af, at jeg som hidtil havde levet i Synernes og  Løftelsernes verden, og havde hørt, og selv anvendt allegorien om Aser og Jætter anvendt paa nutidens mennesker, som ikke saa lige passede for ens smag, jeg kom her ind i en hel anden Luft, hvor Syner og Løftelser og allegoriske  Fortolkninge om Aser og Jætter slet ikkr havde hjemme. Det faldt mig i Førstningen for Brystet, jeg var nu blevet saa vant til at drage Aanden i hin varme Luft, og der maatte i alfald en Tids Ophold til, inden jeg kunde komme til at befinde mig vel i denne temperede Sone. Dog det gik. Alt imellem maatte jeg jo udkramme min aandelige Visdom, og hvilken Opsigt jeg har gjort derved, kan jeg skønne af, at den føromtalte Lærer ved Højskolen, J.L. Knudsen, siden har fortalt mig, at naar jeg kom at besøge ham, og hans Kone saae mig komme, da sagde hun altid:"Der kommer Aanden fra Fyen".
Jeg mærkede imidlertid snart, at min aandelige Sundhed tiltog efterhaanden som jeg vænnede mig til Afsvalingen, og den kjøligere Himmelegn. Jeg kom mere og mere ind paa det reale: Kemi, Jordbundslære, Landmaaling o.s.v., som jeg før ikke havde kjendt det mindste til, tiltrak sig min Opmærksomhed. Jeg fandt, at der,nøjere beset, ikke var saa lidet at tænke over i Landbruget, det var ikke saadant et øde og goldt Foretagende,som det hidtil havde fremstillet sig for mig. Den Beslutning modnedes mere og mere i min SJæl, at jeg vilde til at bestille noget. Jeg skrev det hjem til mine Forældre, at naar de nu saa mig igjen, saa vilde jeg være en rask Karl til at tage fat paa Arbejdet. De glædede sig meget over dette Brev.
Vilde jeg nu sammenligne den Tilstand, hvori jeg kom til  Kold, med den, hvori jeg kom til Rødding, da var Forskjellen denne:Da jeg kom til Kold manglede jeg en aandelig Løftelse, som kunde udbrede Glæde og Tilfredshed over Livet og dets dagligdags Kaar,Løftelsen havde jeg faaet, men jeg var desværre bleven løftet for højt, saa højt, at jeg ikke kunde opdage Livets Virkelighed. Det var denne Opdagelse, jeg skulde ledes til paa Rødding, og jeg var allerede godt paa Vej dertil, da jeg skjønnede, at det var en Nødvendighed,at stige  ned fra det indbildte Parnas, og begynde at arbejde i den materielle Virkelighed. Indflydelsen hos Kold og paa Rødding kan derfor sammenlignes med to hinanden modsatte, og dog hinanden udfyldende Aandsstrømninger. Vare de begge forenede i deres Modsætninger og Udfyldninger, da var Ligevægten tilstede.Da var der et Aandsliv med et tilsvarende virksomt Liv i Haandens, i Virkelighedens Verden. Men Vanskeligheden for mig, for at faa dette forenet, aa i, at mit, saakaldte, Aandsliv egentlig kun var Kolds Anskuelser om et saadant, og Læren om de anførte Ting paa Rødding var i det højeste kun Theorier for mig, og om dette kunde give mig nogen Lyst og Drift, skulde derfor siden vise sig i det praktiske Liv.
Der kunde i hvert Fald frembyde sig mange Vanskeligheder, inden jeg fik Livet udført i Praxis; som et Aandsliv, og et virksomt Borgerliv, som Agerdyrker.Men det skal slaaes fast, at Rødding Højskole vakte min Opmærksomhed for det sidste.
Dens Lærere var
Cand theol. S. Høgsbro
cand theol J.L.Knudsen, lærer i Dansk
candpharm. Th. Schjøts, lærer i Naturvidenskaberne Cand  philos og kgl.Landmaaler, Edv. Thomsen, Lærer i Landvæsen m.m.

Jeg havde altsaa paa Rødding faaet mit Syn opereret for det reale, hvorfor jeg hidtil havde været ganske blind. Deraf havde den Vækkelse, jeg modtog ved Kold, selvfølgelig ikke taget den mindste Skade; tvertimod maatte det endog være til Gavn for denne, at Personen, som bar den, for at den engang skulle bære ham, naar den blev forenet med Livets Virkelighed, at Personen, at jeg efter at være kjørt istaa i Livets Virkelighed, atter var kommen i Gang fremad mod noget Virkeligt og ville naar jeg kom hjem, begynde at arbejde. Hvor mange eller hvor faa af de medbragte Anskuelser fra Kold, jeg havde slidt af mig i Rødding, skal jeg lade være usagt; var jeg ikke i Forholdet til Kold akkurat den samme, da jeg kom fra Rødding, som da jeg rejste dertil, da var denne Forandring foregaaet mig ganske ubevidst, og jeg blev ganske forbavset, da Kold senere hen       vilde belære mig derom. Imidlertid kom jeg da hjem, efterat have været i Rødding  et Aar, og ved min Hjemkomst (da var jeg l9 Aar) blev min faders Karl sagt op, og jeg udførte nu en Karls Arbejde i min Faders Gaard i de følgende Aar fra Maj l853 til Maj l857.
Vilde jeg nu kaste et Blik tilbage paa hvad jeg hidtil havde oplevet, da maatte jeg let kunne sig mig selv, at den Grund, hvorpaa jeg stod, ingenlunde endnu var holdbar. Vækkelsen havde jeg endnu ikke faaet omsat i det virkelige Liv Saaledes, at den havde forenet sig med noget virkeligt mit eget Væsen tilhørende. Den stod nærmest kun for mig som en dejlig, en  mageløs Drøm. Jeg levede derfor i Kolds Tankebilleder og i Theorierne fra Rødding, og det kunde ingenlunde siges, at jeg levede mit eget Liv. Imidlertid var jeg med Opholdet paa Rødding  skredet saa vidt fremad, at jeg havde faaet Syn for et arbejdsomt Liv, og jeg udførte nu, som sag, en Karls Arbejde i min Faders Gaard i de nævnte Aar.
Det var ved Novbr. l854 jeg kom hjem fra Rødding, og da vi naaede Julen samme Aar, maatte jeg endelig eu at besøge Kold. Jeg følte dybt, at det var ham, jeg skyldte det meste, Vækkelsen nemlig, om end denne ved egen og andres uforstand havde givet Anledning til nogle Skjævheder. Jeg havde en stor Kjærlighed til Kold. Han tog da ogsaa med stor Glæde og Kjærlighed imod mig; han boede nu i Dalby, 1 Mil nord for Kjerteminde, hvorhen han havde flyttet sin Skole l853. Kold var nu ret forlegen for at faa noget at vide om Rødding Skole. Jeg fortalte da ogsaa adskillige Træk, men disse, kunde jeg mærke, mishagede ham, og han vilde gjerne sætte det ud paa Skolen , han kunde, og da han nok kunde mærke, jeg elskede den, formanede han mig til, at jeg helst maatte se paa den med andre Øjne. Da jeg nu sagde, det kunde jeg ikke, bemærkede Kolds Medhjælper A.C. Povlsen Dal, at Rødding Skole kunde give sine Elever en større "Nimbus" end andre, og dette var nok dens eneste Fortrin.Samtalen havde imidlertid nær bleven højrøstet, da vi vare af saa forskjellige Meninger. Denne Sag blev imidlertid ikke nærmere berørt under mit Besøg hos Kold. Vi havde vist gjensidig en Fornemmelse af, at vi ikke her kunde komme til Forstaaelse. Jeg rejste da bort fra Kold med den samme Kjærlighed  til ham, jeg altid havde havt.
Den følgende Sommer (l855) besøgte Kold tilligemed sin Søster (nuværende Fru Lebæk paa Dalum Højskole), mine Forældre i Ryslinge ved hvilken Lejlighed, saavelsom ogsaa senere, der udspandt sig Meningforskjelligheder mellem  og Kold om Rødding Skole. Kold og jeg skulde ogsaa i den Henseende snarere rage uklar end jeg tænkte paa, og dette gik saaledes til. Dagen efter deres Afrejse fra os skulde der være Rigsdagsvalg i Kjertenminde, ved hvilket N.F.S. Grundtvig vilde stille sig. Jeg fik Lov af min Fader, at maatte kjøre for Kold og hans Søster til Kjerteminde, og saa blive der og overvære Valget. Da vi naaede hen imod Kjerteminde, kjørte vi ind i en Gaard, som hører til Revninge, hvor vi bleve bedt ind at spise. Sønnen der i Gaarden havde været paa Kolds Skole i Dalby, og under Maaltidet talte Kold udelukkende til denne, hvorimod han ikke henvendte et eneste Ord til mig. Efter Maaltidets Slutning sagde Kold og jeg Farvel og gik efter Kjerteminde. Da vi vare komne et lille Stykke henad Vejen , siger Kolde:"Saaledes som Sønnen er, derinde i Gaarden, saaledes burde alle danske Bønder at være!". Jeg blev noget forundret over denne Meningstilkjendegivelse, og svarede halvt ligegyldigt:"Naa, synes De det?"- "Ja", gjentog han,"for disse andre Højskoler de er kun til at fordærve Folk med, Du er jo saaledes bleven aldeles fordærvet ovre paa Rødding!" - "Aa nej", sagde jeg,"det troer jeg dog ikke". Jo paastod han på det bestemteste:jeg havde tabt min Varme og min Kjærlighed, og alt, hvad jeg sagde, var noget "Pjat". Jeg protesterede paa det kraftigste, og vilde tilbagevise disse Beskyldninger, men det hjalp ikke. Kold blev ved sit. Sluttelig sagde han:Om 5 Aar skal du tilstaae, at de er sandt, hvad jeg siger!" - "Nej" sagde jeg! "Om 10 Aar skal du tilstaae det ", gjentog han. Nej, sagde jeg. Imidlertid var vi naaede Kjerteminde. Kold spurgte mig nu, om jeg vilde med ind at hilse paa Grundtvig. Jeg svarede, at jeg var ikke synderligt oplagt ovenpaa denne Dravat, men gik dog med. Efter et Par Timers Ophold her, gik Kold og jeg tilbage til Revninge, hvor vi sov sammen om Natten, og talte ikke videre om det  Forefaldne.
Dagen efter foregik Valget, og Grundtvig blev valgt; hans Modkandidat var Smed Niels Hansen af Havndrup. Derefter var der foranstaltet et Festmaaltid paa Gjæstgivergaarden for Grundtvig, hvori jeg deltog, samt en Folkefest udenfor Kjerteminde. Hint Sammenstød med Kold havde tabt sin Braad under alle de glædelige Indtryk, hvortil ogsaa kom den store Kjærlighed, jeg havde til ham. Men da indtraf der en lille Begivenhed, som opfriskede det hele. Jeg havde inde paa Apoteket i Kjerteminde, hvor Grundtvig boede, glemt et Tørklæde  den Aften, jeg var der med Kold.Da jeg nu vilde ind at hilse  Grundtvig Farvel, siger Kold:"husk nu at faa Tørklædet!" Jeg glemte imidlertid at faa det, og da jeg atter traf Kold paa Kjerteminde Gade, omgiven af en stor Mængde Mennesker, med hvem han var i Tale, sgde han til mig:"naa fik du Tørklædet?" - "Nej,det glemte jeg,"sagde jeg - da udbrød Kold i en gnaven og fortrædelig Tone." Du er en Klodrian til at huske!" Da vaagnede alle  Gaarsdagens smertelige Erindringer om Kolds haarde Bekyldninger. Afsted ilede jeg ud til Revninge, fik Hestene spændt for, og afsted hjem. Men jeg havde 4 Mil at kjøre, og der var da god Tid i Tanken, at lade sine Vredesudbrud flyde over. Jeg tænkte: jeg skal sandelig vise den Karl, jeg kan huske.
Saasnart jeg kom hjem, skrev jeg et Brev til Kold, som begyndte saaledes:"De sagde rigtignok til mig paa Kjerteminde Gade, at jeg var en Klodrian til at huske; men jeg skal bevise Dem det modsatte. Derefter gennemgik jeg alle Kolds Bekyldninger, og viste det ugrundede deri. Kold svarede mig strax, og vilde hævde, hvad han havde sagt.Men da jeg saa næste Gang skulde skrive til ham, blev jeg jo rigtignok lige saa uretfærdig mod ham, som han havde været det imod mig. Jeg skrev nemlig til ham, at alt den Indflydelse, han havde havt paa mig, var blot denne, at han lærte mig nogle "store Ord", hvilke, tilføjede jeg, der er den Fare ved ar bruge, at man ogsaa maa have en tilsvarende stor Aand. Men saa kom jeg over til Rødding, der , hvor jeg tabte saa uendelig meget, og hvad tabte jeg da? - Jeg tabte de store Ord. Dette var uretfærdigt imod Kold, fordi jeg derved oversaa den Vækkelse, jeg havde faaet ved ham, og som alligevel var af større Betydning for mit Liv.Naar jeg nu, omtrent 20 Aar efter hin Samtale med Kold, vil tilstaae, hvad der er at tilstaae, da var det blot dette, at jeg fra Rødding medbragte andre Forestillinger om Livet, andre Idealer, end jeg havde faaet af Kold. Jeg var ikke i nogen væsentlig Grad forandret; Kjærligheden til Kold var, som sagt, ligesaa inderlig,  som den altid havde været. Det var da mærkeligt, at han kunde blive saa opbragt over den Forandring, der var foregaaet med mig, og at han ikke kunde skjønne, at jeg efter et Aars Ophold i Rødding, ikke kunde tilegne mig noget, der i egentlig Forstand kunde kaldes min indre Ejendom. Men Fejlen fra Kolds Side var den, at han oversaa Spørgsmaalet om den indre Ejendom; og kun ændsede sit Ideal, eller Rødding Højskoles Ideal, og Ingen vil da undre sig over, at han foretrak sit eget. Imidlertid havde sammenstød med Kold tilfølge, at jeg fik en Fornemmelse af, at det i alle Henseender gjaldt for mig, mere end hidtil havde været Tilfældet, at staa paa mine egne Ben.Det var et Fremskridt i min Selvstændighedsfølelse; det blev derved et Bidrag til min Udvikling, et ikke uvigtigt Bidrag; men rigtignok i en anden Retning end den, Kold havde tænkt sig. Jeg fandt nemlig, at jeg maatte mene, hvad jeg selv vilde om Rødding Højskole uafhængig af Kolds Domme om den.
Som før bemærket arbejdede jeg som Karl fra l855-57, jeg arbejdede med megen Lyst; men der var en Omstændighed, hvorfor jeg ikke godt kunde holde det ud. Jeg har nemlig fra mit 5. Aar havt en Svaghed, som bestaar i en stærk og uafladelig Tørst baade Nat og Dag. Denne Svaghed er en Følge af en stærk gastrisk Feber, jeg dengang havde. Jeg drikker bestandig Vand, efter Lægens Raad, men dette har tilfølge, at de legemlige Kræfter afslappes. Som følge heraf saae jeg mig om efter en lettere Virksomhed, jeg kom da som Medhjælper eller Forvalter til Proprietair P.Nielsen paa Lykkesborg ved Bogense, og her blev det vigtigste Afsnit af mit Liv  tillige indledet.
Jeg fra rejste fra Ryslinge til Lykkesborg midt i Maj Maaned l857. Paa Vejen fra Odense og derhen, hvor jeg rejste ad den saakaldte "Ruggaards Vej" havde jeg underlige dybe Anelser i min Sjæl. Det var som om Naturens milde Røst hvidskede til mig i Aftensvalen, at jeg nu skulde faa Anvendelse for min Vækkelse, faa Idealet virkeliggjort. Den hele skjønne Egn ved Ruggaards Vejen gjorde et gribende Indtryk paa mig. Jeg kjørte fra Odense til Lykkesborg med en Extrapostbefordring; jeg kom derhen omtrent en Time efter Solnedgang.
Herregaarden Lykkesborg har et Tilliggende af godt 200 Tdr. Land Den ligger i en lav og sumpig Egn, og har ikke noget tiltalende i sit ydre. Den er opført i Form af en almindelig Bondegaard med Tegltag paa Stuehuset, og iøvrigt Bindingsværk med Straatag. Her skulde jeg nu foreløbig opslaa min Bopæl.
En Pige, som den første Dag, jeg var der, bragte mig Frokost, tiltrak sig strax min særdeles Opmærksomhed. Hun var ualmindelig fin af Bygning og Ansigtstræk. Jeg begyndte strax at omsætte min, i det Almene svævende Kjærlighed til en personlig Kjærlighed til hende. Jeg anede dog dengang endnu ikke, hvad Betydning der i at omsætte sin Kjærlighed til en "personlig" Kjærlighed. Roserne duftede saa yndig til mig, og hele Naturen ligesom smilte mig imøde, som jeg aldrig før havde formummen.
Denne lille Pige tiltrak sig da, fra det første Øjebliks Ophold paa Lykkesborg, min allerstørste Opmærksomhed. Gik hun i Gaarden, eller igjennem Stuen, eller jeg kunde kigge gjennem Dørsprækken ud i Kjøkkenet, da vare mine Øjne lænkede fast til  hende. Je søgte ogsaa, saa tidt som mulig, at komme til at tale med Hende; Jeg følte mig aldeles henreven; og hvad der var det bedste ved dette, at jeg i hendes Øjne kunde læse, at hun holdt af mig. Under dette gjensidige Forhold med Tanke- og Kjærligheds Udvexling gjennem Øjensproget levede vi sammen i daglig Omgang fra midt i Maj til 14. August, da vi forlovede os og lod Munden være Tolk. Og den Kjærligheds-Sæd , der af denne Pige paa Lykkesborg blev saaet i min Sjæl, var et virkeligt Sædekorn, der spirede herinde i Muldjorden i mit Bryst, og bragt mig det største Udbytte for mit Liv og min Udvikling. Thi der kom en  Tid, da ligesom Alting svimlede og ravede omkring mig, og da kunde jeg kun holde to Ting fast i fuld og klar Bevidsthed, som virkelig oplevede Sandheder, som min indre Ejendom; og det var for det første dette,at jeg ved den Vækkelse, jeg havde faaet ved Kold, havde faaet en stærk Kjærlighed til Aand og dens Gjerning, saa at, om jeg end paa forskjellig Maade var bleven omtumlet, skulde dog intet i denne Verden omstøde denne Sandhed. Den anden Sandhed, jeg kunde holde fast og klamre mig fast til, og som ikke kunde udslettes af mit Væsen, enten jeg var levende eller død, fordi jeg var et med sandheden, var denne, at jeg elskede denne pige, først som fæstemø, siden som Hustru og Moder. Disse to Ting i deres nærmere og nøjere Forbindelse med hinanden, hvorom mere siden, var det, der , mennekselig talt, holdt mig oppe, da alle de drømte og forestillede Idealer, med hele deres skjønne Farveglands midt i Livets Virkelighed blegnede og sank til Jorden og opløste sig til Intet.
 Det var derfor indtil da det betydningsfuldeste Afsnit af mit Liv, jeg tilbragte paa Lykkesborg; thi Vækkelsen, eller de aandelige Kræfters Hørighed i mit Bryst, manglede et fat og sikkert Tilknytningspunkt id en virkelige Verden. Dette Tilknytningspunkt fandt jeg i Kjærligheden til min Fæstemø, min Hustru. Jeg havde, indtil Forbindelsen med hende blev indgaaet. Følelsen af en Sorg og Nedtrykthed, som jeg dog ikke dengang kunde gjøre mig klar, hvori den bestod. Denne ubevidste Sors Afløsning af Glæde og Tilfredshed søgte jeg at udtrykke i følgende simple Vers.
Paa grønne Agre
ved Lykkesborg
Med Rosenbaand fagre
Jeg slukked min Sorg;
Thi der  mon jeg lære
At kjende en Mø
Hun min skulde være
I Liv og i Død

Thi Jomfru Sine!
Du er jo min!
Hvad kan vel ligne
Kjærlighed Din?-
Den vil iskjænke
Mit Livs Skaal
Hvad sødt jeg kan tænke
Saa mangefold!

Mig mon omslynge
Et Rosenbaand:
Af Roser en Klynge
i Sinelis Haand.
Det aldrig skal briste,
Det Rosenbaand
Slet Ingen skal vriste
Det ud af min Haand.

Angaaende Forholdet til Kold efter Sammenstødet ved Kjerteminde , maa jeg bemærke, at dette ikke havde efterladt sig nogen Bitterhed i min Sjæl. Thi da jeg hørte, at han levede under meget trykkede Kaar i Dalby, idet bl.a. Regjeringen havde nægtet at støtte hans Skole med Pengebidrag, stillede jeg mig i Spidsen for en Udtalelse om Skolen fra samtlige hans tidligere Elever, hvilken blev tilsendt Kultusministeriet. Da jeg den 22. septbr. l857 foretog en Rejse fra Lykkesborg til mine Forældre, fulgte min Fæstemø første Gang med hjem at besøge dem. Denne Rejse havde vi ikke kunnet gjøre før, da vi først paa Lykkesborg skulde have Rugen saaet, før vi kunne undvære nogle af Hestene til Turen. Under dette Besøg traf jeg Kold hos mine Forældre, han lykønskede mig til min Forlovelse.
Ejeren af Lykkesborg, P. Nielsen, havde en Gjæld paa Gaarden af nogen og halvtredsindstyve Tusinde Rigsdaler,- da der nu samme Efteraar var almindelig Pengekrise her i Landet, gjorde dette hans Forhold mere trykkende; jeg fandt da, at jeg egentlig gjorde ham større Tjeneste ved at forlade ham, end ved at blive hos ham om Vinteren; thi da kunde han naturligvis ikke have noget til mig at bestille. Da vi engang talte herom, og ligeledes talte om min fremtidige Virksomhed, siger P.Nielsen til mig:"Jeg troer du er godt anlagt for at være Friskolelærer!" Dette var dog noget,, jeg ikke hidtil havde tænkt paa, men ved nærmere Overvejelse fandt jeg, det kunde være et Forsøg værd. Da jeg, under det føromtalte Besøg hos mine Forældre, traf Kold, talte jeg med dem og ham derom, og Kold skjønnede heller ikke rettere, end at jeg egnede mig derfor, og han, der paa en Maade stod for at skaffe Folk Friskolelærere, hvor der var Trang dertil, lovede da at skaffe mig en Plads.
Denne fik jeg i Baaring, Asperup Sogn, ved Middelfart, hvorhen jeg rejste ved Novbr.  l857. Her grundlagde jeg en Friskole med  5 Børn, men Børnetallet voxede omsider op til over 30. Navnlig i Begyndelsen af denne Virksomhed var dette Arbejde uvant, ogtil det uvante kom Erkjendelsen af, at jeg manglede Kundskaber. Jeg maatte da til at læse for at erhverve mig saadanne, og den Tanke opstod hos mig, at jeg nu ikke vilde gaa overfladisk tilværks, men søge at erhverve mig saa grundig en Kundskabsfylde som mulig, thi jeg følte ret min Fattigdom i saa Henseende. Det blev ikke uden Betydning for min Udvikling, at jeg saaledes fik mine Kræfter sat i Arbejde for at erhverve mig Kundskaber. Jeg læste i Reglen til Kl.12-1 om Natten, om Dagen skulde jeg jo passe Skolen. Navnlig gjorde jeg mig Flid for Historien i dens forskjellige Forgreninger, og dansk Sproglære; men Arithmetik og Mathematik, og slige Sager, som kunde skjærpe Tanken, undgik heller ikke min Opmærksomhed. Verdenshistorie fra det Synspunkt, at give en Fremstilling af "Hovedfolkene" i Historien, deres dyder og lyder, som i det vedkommende Tidsrum maatte antages at være det toneangivende. Jeg forsøgte vel at faa den trykket, men det kunde ikke lykkes mig, hvad jeg nu bagefter anser for heldigt; thi som Kundskabserhvervels for mig selv var dette Foretagende godt; men naar jeg nu efter 12 Aars Forløb ser paa Manuskriptet, ser jeg tydelig, at det var altfor umodent, og lidet kritisk, til at forelægge Offentligheden.
I Baaring kjøbte jeg et smukt grundmuret Hus, og den 18. Okt. l859 giftede jeg mig. Det Savn i Tilværelsen, jeg stadig følte indtil denne Tid, blev derved udfyldt. Jeg levede som en Eneboer, paa  det nær, at jeg havde Skolebørnene. Hvor var det ikke en skjøn Dag for mig, da jeg førte min kjære unge Hustru ind i vort Hjem; hvor mange dejlige skjønne Erindringer have vi ikke fra vort Samliv i Baaring. Vel havde jeg der erhvervet mig mang Kundskaber, men jeg bragte noget andet med mig dertil, som jeg ogsaa bragte med mig derfra, og som er mere værd end Kundskaberne. Disse kunde jeg jo nemlig glemme, men hint andet tilhørte mit Sind, mit inderste Væsen. Det var den Kjærligheds Sæd, der paa Lykkesborg var nedlagt i min Sjæl, og som jeg ret i Baaring følte Betydningen af. Jeg følte nemlig,at Sindets Ejendom overgaar Kundskaber, overgaar alt andet, ja, at det ret egentlig er den, der gjør Mennesket lykkelig. Mit Sinds Ejendom var Kjærligheden til min Hustru, og den Kjærlighed til Aanden, Kold havde vakt i min Sjæl, og jeg følte dybt, at om alle Kundskaberne glemtes, om alle Roser blegnede, kort om man kunde berøve mig alt, dette Ene kunde man ikke berøve mig.
I Baaring levede jeg i to Aar ene, og i to Aar med min Hustru, men da førte Forholdene det med sig, at jeg maatte rejse derfra. Min Fader var nemlig blevet meget svag, og jeg rejste da hjem for som eneste Barn og Arving at overtage min Fædrenegaard.
Jeg blev altsaa Gaardmand, og kom paany lige midt ind i det praktiske Liv. Her var nok at tage sig af. Jorderne var i en gammeldags Drift; de var tilmed side og sure, opfyldte af mange Huller og Sumpe, samt udrajnede, desforuden fandtes der en Del Tørvegrave, hvor der før havde været skaaret Tørv midt i Jorden. Som en Følge heraf var Avlen de første Aar, vi havde Gaarden, kun ringe, og jeg begyndte at mærke, at hvis det skulde holdes gaaende, da maatte jeg have min Opmærksomhed henvendt paa Jordernes Forbedring. Vi kom til Ryslinge ved Novbr. l86l og l863 drajnede jeg 3 Tdr. land, samt fyldte Tørvemosen. Jeg har siden drajnet en 5-6 Tdr.Land hvert Aar, indtil hele Marken er blevet afsivet; tillige har jeg opfyldt de Huller og Sumpe, som fandtes i Jorden. Virkningen af disse Forbedringer ere ikke udeblevne, vi avle nu det dobbelte af, hvad vi avlede i Førstningen.
Men denne, det praktiske Liv, Møje og Besvær har nu ogsaa havt en anden Virkning. Vil jeg nemlig nu kaste et Blik tilbage paa mit Liv, da ser jeg, at mange Drømme og Forestillinger, som jeg til sine Tider har havt meget travlt med, nu ere blevne ganske borte, og hvor er de blevne af.De ere blevne afslidte i det praktiske Liv, og ere faldne til Jorden som vissent Løv. Det er gaaet med mig ligesom det gaaer ude paa Marken, naar Sæden og ukrudtet voxer omkap; saaledes har det Liv, Kold vakte, og den Kjærligheds Sæd, der blev nedlagt i mig paa Lykkesborg, forenet sig om at voxe omkap med Ukrudtet. Ikke som om dette er noget,jeg har nogen Fortjeneste af; nej langtfra! jeg ved vel, at den Udvikling, der derved i mig er fremvoxet, har sit Udspring i mig selv, men ved ogsaa, at jeg ikke har taget den af mig selv, da den nøjere beset stammer fra et højereliggende Kildevæld. Des mere maa jeg skjønne paa den Naade , der er vederfaret mig. Jeg føler dybt min Intethed i mig selv! Hvorledes er jeg kommen til Verden? hvem har ført mig saa forunderligt, at den gode Sæd kunde voxe op over Ukrudtet?- hvem har knyttet den skjønne Forbindelse i mit Liv? - "Af Naade er jeg det, jeg er!"
Skulde jeg derfor sluttelig i en Sum sige, hvad der har gjort mig til et lykkeligt Menneske i Verden, da er det ikke paa første Haand Folkehøjskolens Oplysning; thi den var kun Middel, ikke Øjemed. Men det er netop ogsaa det Store ved Folkehøjskolen, at den meddeler ikke en Skoledannelse, saa at man kan sige, naar Skoletiden er udløben "Saa, nu er jeg færdig!" men den vækker Evnerne til rørigt Brug, saa de kunne udvikle i Livet, og i Livets Tjenste. En Skoledannelse, som blot har en examen til Formaal, og dermed stopper op, maa være Gold og ufrugtbar for Livet og dets Udvikling. Saaledes er Folkehøjskolen ikke. Dens Virkninger begynde netop at mærkes, naar man kommer ind i Livet, og skal fremad til Selvudvikling. Jeg takker Folkehøjskolen for, hvad den har været for mig: den løsgjorde og løsladte mine Evner til Livets Tjeneste. Og da jeg kom ind i det virkelige Liv, meldte jeg mig der som en god Soldat. Jeg forsvarede mit eget Selv mod udefra kommende Forvrængninger. Jeg blev mig bevidst at have slaaet som en Mand i Forsvaret for dette mit inderste Eget.Jeg blev lykkelig i Bevidstheden om, at mit Selv udviklede sig i Kjærligheden til min Fæstemø,minHustru. Kold vakte Evnerne, men hendes Kjærlighed tog dem i Besiddelse, og dermed tog jeg mig selv i Besiddelse. Det er hende, der har staaet bagved hele min Udvikling; men der er Ingen, der har set det, der er Ingen, der ved det. Men hvis Samtiden skulde have noget at takke mig for, beder jeg den takke min Livsledsagerinde.- Gud vilde, at hun  gjennem Sorg og Glæde skulde være den, der skulde bære min Udvikling frem, og mere og mere fremavle den Bevidsthed, at det dog i Grunden kun er i Kjærlighed, og igjennem Kjærlighed, at Personligheden findes, og staaer fast, og vakler ikke.

Sluttet Juleaften l873
     sign. Lars Frederiksen

   
   

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk