Elev på Kolds skole
Forside ] Op ]

 
Elev på Kolds skole

Hans Andersen [Sødinge].Livserindringer. 1928.
 
I vinteren l863-64 var to af mine brødre (Aners og Niels) på Kolds skole; de kom jævnlig hjem om søndagen, også til stor glæde for os hjemme, især Trine og mig. Vinteren efter, 64-65 var Kristian også hos Kold, så der kom tit et friskt pust fra Kold skole, dels nye sange, der lærtes, og dels hvad godt, der havde tiltalt dem. I 67-68 var broder Jørgen også på Kolds skole, så det var ikke underligt, der kom stærke længsler hos mig efter også at komme derud.Jørgen  var den af os søskende, der ikke havde været så meget påvirket af hjemmet, da han var opfødt i Fangel og var vant til at more sig blandt ungdommen der i gildelaug med spil og dans, og det kneb også for ham at komme ud fra alle de forhold, og især hans plejeforældre syntes ikke om, at han ville på højskole, men trangen hos ham var bleven så stærk, at båndene måtte briste. Han blev især meget for mig. Længselen og trangen vokste,  så jeg også måtte til Kold.
Vore stedforældre havde for skik at samle os alle hjem i julen (2. juledag) tilligemed vore fætre og kusiner fra Dømmestrup; der blev da pyntet juletræ. Det var en hel festdag for os, der blev leget og sunget, så det var en lyst. Det var en fornøjelse  at se vore stedforældre glæde sig ved vor sang og leg; det var også godt for os alle at komme sammen, thi der var ikke så lidt afstand imellem os til daglig. Broder Kristian var dengang hos en tømrer i Ryslinge. Vi var spredt omkring, men vort samlingspunkt var dog altid i hjemmet. Tillige samledes vi hvert forår (2. påskedag) hos vor farbroder, Mads Andersen i Dømmestrup

Jeg havde nu sat mig i hovedet,at jeg ville ud til Kold næste vinter, men det kneb med at få det sagt til forældrene; jeg vidste jo godt, at fader ikke gerne ville undvære mig, og da Rasmus ikke var rask, var det ikke så let; thi de var ikke for at have fremmede til hjælp, så længe det kunne lade sig gøre, at en af os kunne blive hjemme. Jeg tog mod til mig og sagde, at det var min mening at rejse ud på Kolds skole til vinter; der blev ikke talt meget om sagen dengang, men jeg kunne nok se på fader, at han blev meget trykket.
Tiden gik så let og godt for mig, og jeg var glad, at det var bestemt; jeg meldte mig til Kold og blev indskreven.
Da så tiden nærmede sig, jeg skulle afsted så kom moder lige nogle dage før, hun ville bede mig fra fader, om jeg ikke kunne vente med at på skolen til efter nytår; thi så kunne vi få det meste korn tærsket, førende jeg skulle afsted; her kom jeg i knibe; vi gik nogle dage  tavse overfor hinanden, og det pinte mig, at jeg skulle sige nej, men jeg kunne ikke andet; jeg fik kun sagt, at det var bedst at komme til begyndelsen for at kunne følge med: Nu var det sådan, at når fader skulle køre for mig derud, så skulle han samtidig have et læs korn med til Odense; vi stod og brugte plejlen, til dagen kom;Fader tænkte muligvis, at jeg blev, men da jeg så sagde, at jeg kunne ikke besinde mig dertil, så var der jo ikke andet at gøre; men han ville da gerne, når han alligevel skulle køre den meste vej, have kornet renset og nogle tønder med til købmanden; dette var den dag, som skolen skulle åbnes, og så kunne jeg endda ikke komme den næste dag, så det blev først den tredie dag efter skolens åbning, jeg kom derned. Dette pinte mig, og disse to dage var mig lange. Dagen kom, og vi kom afsted i så god tid, at vi kunne få Kolds foredrag at høre.

Jeg var meget trykket, fordi jeg ikke kunne få talt ud med fader, men så tænkte jeg, at når vi nu kom til at køre ene to, så skulle vi nok få talt sammen; da vi så var kommet et lille stykke på vej, kom der en nabo op at køre med, så var munden lukket; det gjorde mig ondt, og fader kunne nok se det på mig. Da vi så slap naboen ved indkørslen,  så tog fader ordet på sin jævne, gode måde og sagde, at når jeg ikke kunne andet, så skulle jeg ikke sørge derover, de kom nok ud af det alligevel; han brugte ikke mange ord, men hvor det lettede mit hjerte, og det fik han også på følelsen. Vi kom så hos Kold i god tid til at høre foredrag, som fader også blev og hørte; jeg var nok den sidste, der kom. Da Kold havde stået for enden  af bordet lidt, begyndte han omtrent sådan; ja, nu sidder I der imellem hverandre, og jeg tror, I har fået den plads, som enhver skal have, ja, I tænker vel nok, hvor kan du sige det? Jo, det kan jeg, fordi jeg tror, der er ikke en spurv, der falder til jorden uden Guds vilje; og så fik vi et foredrag om Guds styrelse. Det indtryk, dette foredrag gjorde på mig, glemmer jeg aldrig, og så var jeg så glad ved, at fader var til stede og havde hørt det, at han var glad ved det, fik jeg da også at vide hos stedmoder,  den første gang jeg kom hjem; thi hun var en åben natur, fader derimod lukket, men ærlig.

Jeg fik plads ved et bord(der var seks ved hvert bord), hvor der sad fire morsingboere og en thybo; jeg som aldrig før havde hørt den jyske dialekt, kunne til at begynde med næsten ikke forstå et ord; og det var nok omtrent ligeså med dem; mine nærmeste ved bordet var Kresten Pedersen fra Bjergby, som senere blev friskolelærer der, den anden var Anders Dissing, der senere blev rejsemissionær for den grundtvigske retning. Disse to blev da også nogle af mine bedste venner.
Den første gang, jeg var hjemme, var Anders Dissing med; han kom da i en samtale med moder om kristendommen; de var ikke helt enige, men Anders Dissing var bedre hjemme i biblen end hende. Samtalen drejede sig om den gammeldags kristendom og den grundtvigske. Moder var altid ivrig i at diskutere sådanne spørgsmål, fader var den tavse tilhører. Samtalen gik længe og livlig, men uden nogen bitterhed, det var alvorlig ment; og stedmoder fik så meget at tænke på og blev glad ved samtalen. Da  jeg kom hjem næste gang, begyndte hun straks at tale om Anders Dissing; ham kunne hun godt lide. Når du har sådanne kammerater, så kan jeg forstå, at det er godt at være på skolen! Og hun tilføjede: tag kun nogle af dine kammerater med, når du kommer hjem!

Det var jeg glad ved, og jeg var da heller aldrig ene, når jeg gik hjem. Det var jo godt at have kammeraterne med, og de var altid velkomne, og karlene var glade ved den gæstfrihed, de nød i mit hjem.  Det var en stor glæde for mig, at jeg kunne føle, at stedforældrene droges mere og mere over på den grundtvigske livsanskuelse. Nu var forsamlingernes tid forbi, og hvor det gik i den retning som hos stedforældrene, der var det et fremskridt; men der var enkelte af dem, der var med i forsamlingernes tid, der sygnede hen; jeg kendte enkelte  af den slags; dog var det også tilfældet, som Kold sagde, det er de gamle kristnes børn, jeg skal have fat på, dem kan jeg gøre noget ved. Det var også sådan dengang, at det var den store part, der kom til Kold, der følte en virkelig trang, mere til oplevelse end til oplysning; det var den gang ingen modesag at rejse på højskole, som det senere er bleven, derfor tror jeg også, der var mere liv og alvor over ungdommen,  der sad og lyttede til Kolds varme og troværdige tale, end på de fleste skoler i nutiden. Ja det var rige timer i vort ungdomsliv, dem vi tilbragte på skolebænken hos Kold; han kunne lukke op for vort inderste,  så vi lærte os selv at kende, og Guds kærlighed  til den faldne menneskeslægt. Det var ikke alene ungdommen, han fik i  tale, men deres forældre, som kom på skolen, og mange andre.  Der var gæstfrihed, mange fremmede kom tit kørende, både fra nær og fjern, for at høre hans foredrag  om formiddagen, og alle disse blev budt kaffe, førend foredraget, var så med til middagsbordet, og samtalede en stund med Kold. Der var ingen personanseelse, der kom både præster,lærd og læg, alle nød de ens ret. Store ofre bragte Kold også ved de store skolemøder, der blev holdt, hvor skolen var fuld af mennesker, som også alle blev bespist uden noget vederlag. Der var så nogle af hans venner, der mente, det var for stort personligt offer for ham at bespise alle de mennesker, han skulle tage lidt betaling derfor, mente de; da sagde Kold:Jeg vil ingen betaling have, men vil folk give lidt frivilligt, så vil jeg anvende det til at hjælpe trængende friskoler med. De sidste åringer blev det så ved denne bestemmelse, der gaves frivillige bidrag i nævnte øjemed. Et andet eksempel skal også her fremhæves. Den vinter, jeg var der på skolen, indtraf påsken nogle dage før april, og der var nogle, der havde betalt Kold for hele vinteren,  altså også for hele marts måned. Nogle dage, førend skolen skulle slutte, kom han ind og sagde: Vil alle dem, der har betalt forud, altså for hele måneden, komme ind at få deres penge tilbage, jeg har fået for mange, da nu skolen på grund af helligdagene slutter nogle dage førend månedens udgang, det kan blive knap 3 kroner.

Jeg havde en god kammerat, der gik op til Kold, men han sagde: Jeg vil ingen penge have tilbage!Så svarede Kold: Jeg vil ikke have pengene,  thi dem har jeg ingen ret til; men når De ikke vil have dem, må jeg så give dem til friskolefondet. Det havde vedkommende ikke noget imod.
Denne vinter kom jeg til at kende hende, der siden blev min hustru; hun tjente som kokkepige der på skolen; der var jo flere piger, men Rasmine tiltrak mest min opmærksomhed,  skønt ingen af os den gang tænkte på, at det skulle være os to. Hun lagde mærke til mig og spurgte de andre piger: Hvor mon den lange dreng er fra?
Nu var det sådan, at når vi om aftenen fik vor kogte mælk og smørrebrød,så skiftedes pigerne til at give os mælken.  Vi tog nemlig selv vore skåle mælk, efterhånden som de øste op af kedlen, som var sat ned i spisestuen.Da var der mange af karlene, der brød meget stærkt frem for at få først; alle pigerne ,undtagen  hende, tiede og nøjedes, men hun sagde lidt strengt:Giv tid,I skal nok få. Dette lille træk syntes jeg godt om; det var for mig et bevis på, at hun havde mod til at være sig selv; det var grunden til, at jeg så op til hende, mere end til nogen af de andre piger.
   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk