Samliv med Kold
Forside ] Op ]

 
Samliv med Kold

Samliv med Kold og Gjengivelser efter hans Taler af Morten Eskesen. Odense 1884.[i uddrag]
 
II. Snedsted og Janderup.
Hvad Kold selv på vennemødet i København, september 1866 , meddelte om sit liv og om, hvorledes han blev folkeoplyser, blev med det samme genstand for optegnelse, og den af Kold selv eftersete optegnelse meddelt i den lille bog, Kristian Køster kort efter udgav om det nævnte vennemøde og siden er den mangfoldige gange bleven optrykt både i bøger og blade.-
Meget er der siden den tid både sagt og skrevet om Kold, og der ikke så underligt; thi han var en mærkelig mand, og det hvad enten man så ham fra lyssiden eller fra skyggesiden. Overdrivelser har det selvfølgelig heller ikke skortet på både fra den ene og den anden side. Kold sagde selv en gang hjemme på sin skole i Dalby; "Folk kan nu en gang ikke gå lige frem. Det slingrer gerne til en af siderne ligesom hos en drukken mand, eller ligesom man gik med en kugle i hovedet. Når der så er gå så langt, som muligt, til den ene yderlighed, bliver der gerne en eller anden, som skal give en sådan ørenfigen, at farten drives over i den modsatte yderlighed. Der kan man imidlertid heller ikke holde sig, atter drives der til hin side, og således kommer man imellem i slingringen mellem yderlighederne ind på sandhedens gyldne middelvej. Jeg har nu, sagde han, videre fået det kald, at give folk et godt ørefigen til at drive bort fra en vis yderlighed; men så drives der selvfølgelig over i den modsatte!".

Dette var Kolds skæmt, men den mand skæmtede ikke, uden at der var alvor på bunden af skæmten. Mere end en gang sagde han:
"Det støder folk, at jeg taler så meget om mig selv og om, hvad jeg kan; men det er jeg nødt til, for ellers bliver jeg rost af folk, som kun ved ringe rede på, hvad jeg duer til. Deraf kommer den selvros, som folk finder så stødende; jeg roser mig selv for at slippe for andres ros!"
Det var imidlertid ikke blot rosen, folk ruttede med.Han så jo nok, at han af mange blev vejet og funden for let. "Ja,ja" sagde han så, når der var tale derom, "bi bare til jeg er død, så skal I se, hvilken var en jeg bliver". Så siger de allesammen: "Den rare Kold, den gode Kold".
Balder den gode, han er sød,
salig at prise, for han er død".
"Når vi rose Kold, rose vi Vorherre!" sagde Ludvig Helveg ved Kolds kiste. Men når Kold selv roste sit værk, fik vi sædvanlig indtrykket af, at det var med den stiltiende forudsætning, at rosen tilhører kun Gud, hvis kraft fuldkommes i den menneskelige skrøbelighed. "Tal Du til os", sagde Israels børn til Moses, så skal vi nok rette os efter det; men lad Herren ikke tale mere til os, det kan vi ikke holde ud, vi dø!" De kunne ikke udholde at høre Guds nøgne røst; men vi kan være vis på, der var også kraft i det, når Herren talede til dem ved Moses. Og vist er det, der var også kraft i Kolds tale. Det var et ord der var drift i.

Nu er det over en menneskealder siden jeg så det første glimt af Kold. Min sjæl havde just den gang været i en meget stærk gæring ved overgangen fra slyngelårene til de egentlige ungdomsår, og jeg skulle snart på Mors gæste den kreds, hvor han en halv snes år tidligere havde været ordfører.Det var  dengang han 1847 var kommen hjem fra Smyrna og var kommen ud til lærerskolen i Snedsted, hvor han var en såre velkommen gæst hos forstanderen, Ludvig Christian Müller. Jeg så en dag Kold og Müller gå sammen ude i haven og så, at de var inde i en en dyb samtale. Kold lagde ikke mærke til mig, og jeg fik heller ikke taget kende på hans skikkelse; thi da vi 2 år senere mødtes anden gang, var det os begge, som om vi aldrig havde set hinanden før. Men det var næppe første gang, Kold og Müller taledes ved; de kendte nok hinanden fra tidligere dage, da Kold var huslærer hos Knudsen i Forballum, og Müller var præst i Ribe. De havde imidlertid oplevet meget, siden sidst de sås, Kold havde været på den lange rejse, og Müller havde snart i al den tid, da den stod på, forestået lærerskolen i Snedsted, hvor Kold havde været vel kendt i tidligere dage. Her var det, han havde gået i lære og havde fundet sig opbygget i bedetimerne hos Algrén. Her gik alt nu, så vidt muligt, i de samme spor, som det nu går på vore bedste højskoler. En fælles ven af Kold og Ludvig Müller, nuværende præst i Lejrskov, Jens Lassen Knudsen, så jeg også et glimt af, men dog næppe ved samme lejlighed.
Kold var den gang 31 og Ludvig Müller 41 år, og de var begge lysvågne med i tidens bedste åndelige rørelser både på kirkelig og folkelig område. Ludvig Müller havde fra ungdommen af været fuldtud med på den grundtvigske side, og aldrig har jeg endnu mødt nogen, der mer end ham har kunnet tiltale mig med sin fortælling. Den var både jævn og dyb, og i høj grad vækkende og opbyggelig. Han bare fortalte, men således, at der fortalte uden al videre forklaring var af sig selv indlysende. Han var selv grundig inde i sit emne og havde magt over det og magt til at føre det ind i lærlingenes liv, så det siden hos os kunne vælde med oprindelighedens friskhed.
Visse lærebøger måtte vi jo bruge; men ved sin overlegenhed vidste han at gøre bogen af dem så uskadeligt som muligt, og for det døde, søvndyssende skolevæsen var han i stand til at vække sine lærlinges levende afsky og skærpe villien til at tage fat i stik modsætning dertil. At Kold skyldte omgangen med Ludvig Müller meget i det stykke, ville han ikke nægte, skønt det ikke ses af hans navnkundige tale. Det var da også Ludvig Müller, der udpegede Kold, som manden, da der hols Grundtvig og nærmeste venner var tale om at rejse skolen på Fyn, hvad der ikke bør glemmes, når vi med tak tænker tilbage på den tid, der siden er gået.
Da dette skete havde Kold været frivillig med i krigen 1848, og han havde året efter søgt skolelærerembede i Vestjylland. Jeg fik imidlertid embedet; her var det jeg samme sommer 1849, atter så Kold, og da fik vi talt så meget med hinanden, at det ikke let skulle glemmes.
Det var i Janderup præstegård ved Varde og præsten var Jens Peter Georg-Jensen, jævnaldrende  ungdosmven af Ludvig Müller, og den mand, der i sin ungdom havde prøvet sine kræfter i en friskole efter Kristianshavns liglighed- Her i Janderup  præstegård var Kold i 3 dage sammen med præstefolket fra Sønder Felding, hvor Kold den gang var i huset som lærer og som husven.
Almueskolen af 1814 fik ved denne lejlighed ikke levnet ære for 4 skilling, som det hed efter den tids talebrug.. Og lærernes blev ingenlunde der skånede. De gik så vidt, at det ikke var fri for at såre mine følelser, skønt jeg ikke havde  noget tilovers for det døde væsen. Men jeg var jo dog i virkeligheden i tjeneste i den samme skole, og havde Kold ikke søgt at komme i den samme skoles tjeneste! Det kom så småt til at stå for mig som et enten-eller: Enten ud af dette skolevæsen og så kæmpe på fri mark, for at få det afskaffet og afløst af det, der bedre var eller også få det omgjort efter livets tarv. Men efter de udtalelser, jeg her idelig hørte, kom det til at se mig noget umuligt ud med omdannelsen, hvorom der imidlertid blev både talt og skrevet meget i de dage både i øst og vest. KOld skrev jo da også sit forslag, skønt det ikke den gang kom i trykken, og det samme gjorde jeg med samme udfald.
Det gik mer og mer op for mig, at dette skolevæsen eller uvæsen, som det blev kaldt der i præstegården, var bygget på sand, og hvis vi ikke skulle spilde vore kræfter, måtte vi til at bygge på en bedre grund. Jeg syntes, at min formand, Søren Johnsen, måtte være en lykkelig mand med sin "private" skole ovre på Fanø. Tit tænkte jeg på at give det hele en god dag og gå med i krigen; men jeg havde gæld, og den krævede min vesterjyske samvittighed klaret, inden jeg kunne råde mig selv i det stykke.
Skønt det var i de dage, kong Frederik den Syvende gik ind på grundloven, som hans og folkets udkårne mænd havde vedtaget den, og stændertiden dermed skulle være udrunden, men folketiden oprunden, så spøgte dog stænderånden slemt i de samme dage og spøger desværre slemt endnu. Der kagledes meget stærkt for en skolelærerstand. Der blev skreget og skrålet svært om al den uret, skolelærerstanden led, især af "præstestanden". Men det værste ved det hele var, at det ikke var folkets kærlighed, der var skolens styrke. "Skolelærerstanden", sagde Kold, "er lykkelig ved at være gejstlighedens hale; den skulle hellere blive bondestandens hoved."
Der er noget i det. Den danske lærer skal ikke gå og snakke efter bøgerne, som Janderup præst sagde, de gjorde, eller snakke bag efter præsten. Dermed er der ikke sagt noget ondt, hverken om præsterne eller om bøgerne, som har deres tjeneste at gøre; men mon ikke friskolen og højskolen vil udtyde Kolds ord således, at de ypperste bønder også er de bedste lærere? Klart er det, at den, der skal være lærer, må kende det, som den, der trænger til at lære, ikke kender. Der skal ingen med sandhed nægte, at Kold selv var både lærer og bonde, så det var ikke blot i skolen, inden de fire vægge, han var lærer, men også i at holde sin gård i god drift, og det kunne de omboende bønder se og lære af, selv de, der endnu ikke ellers kunne lære noget af ham. Men det kunne muligvis dog hjælpe til at bane vej for det andet.

III Vardevejen.
En eftermiddag gik vi sammen til Varde.Han havde allerede været der sammen med præstefolkene, som havde haft deres store morskab af at se, hvor rolig Kold kunne stå og lade sig overfuse af postmesteren, som havde været i harnisk. Det var ikke for ingen ting, han hed Kold, sagde præsten. Vi havde imidlertid ikke noget hos postmesteren at gøre, vi gik bare sammen, og Kold gjorde sig nogle småærinder. Det er en af de dejligste vandringer, jeg nogensinde har gjort, og hvorved vejen mellem Janderup præstegård og Varde, op igennem Hylderslev, i mindet er kommen til at ligge for mig i det lifligste lys. Hvor Kold  dog kunne fortælle om livet i Smyrna og om landets lejlighed! Så havde vi minder at bringe sammen fra Snedsted. Men hvad der især greb mig, det var, da han åbenbarede mig den hjertesorg, han havde fået, da genstanden for hans ungdomskærlighed ikke kunne dele det vågnende trosliv med ham, og jeg skal ikke skylde ham for, at han gjorde sig umage for at sminke sig selv. Vi var begge kendt i et hus, hvor et ulykkeligt ægteskab gjorde halvt hus og halvt helvede. Begge ægtefolkene havde deres elskværdige sider; de stemmede bare ikke sammen. Måske også hemmelige synder havde deres del i ulykken, i al fald ville rygtet vide noget sådant. Manden forekom os begge at være for meget kvinde og kvinden at være for meget mand. Noget rå var hun, streng imod manden og i det hele taget skånselløs i sine domme, hvor hun faldt over nogen. Dette sammen med, hvad der var hændt ham selv, og da jeg selv heller ikke havde været helt urørt, voldte, at vi kom til at tale om fuldkommenheds mål  for forholdet mellem mand og kvinde og mellem ånd og hjerte. Herved kom Kold rigtig i ånde og talede næsten uafbrudt om dette emne hele vejen mellem Varde og Hylderslev, og han tog, mærkelig nok, til lignelse forholdet mellem mælkefisk og rognfisk, og jeg var lutter øre og fandt hans tale meget træffende. Sagen var den, at hans egen tale i åndens kraft, aflagde ved virkningen i mit hjerte vidnesbyrd om lignelsens ægthed. Mange år efter sad vi en dag ude på Dalum højskole, hver ved sin ende af det lange bord nede i spisestuen, da en kvinde ser først til Kold og siden til mig med det udbrud: "Ånd og hjerte!" Og der var vist noget også i det.
Da jeg mærkede, Kold var så klog, at han kunne høre græsset gro, og som vi siger, kunne gå inden i folk med skoede træsko, måtte han prøve på at løse adskillige af mit unge livs gåder. Kan De gøre mig rede for det, sagde jeg, at somme tider er alt så lyst og glædeligt for mig, som om jeg alt havde fuldendt mit liv i det klare Himmerig, og jeg glemmer da rent, at der er andet til i Verden, medens det til andre tider kan være så bælgmørkt for mig, som jeg var sat ud i mørket, så jeg har så ondt, så ondt ved at mindes herlighederne fra de lyse timer!
"Hvor gammel er De?" spurgte Kold. - Godt 23 år". - "Og jeg er godt 33. Ja, ja, i 10 år kan de opleve meget. Bliver adskillelsen mellem det lyse og det mørke ved at være lige stærkt; jeg mener, om mørket bliver lige tykt og lyset ligeklart?" Nej, det var netop det, der ængstede mig, at det kom mig for, at det lyse blev mattere og mattere for hver gang. "Ja, men varer det lyse da ikke længer for hver gang?" Jo, det traf han. "Ja", sagde han så, sådan vil det blive ved at gå, lyset vil nok efterhånden blive stadigere, men så heller ikke blusse så stærkt; som De i de lyseste timer har set det, kan vi mennesker, som vi ere, ikke tåle det til stadighed, og det er dog, hvad det gælder om, at det kan blive stadigt hos os, så går det nok op til den klarhed, De har set og følt, når det var allerklarest for Dem."
Denne samtale var guld værd for mig, og Kolds spådom har da også hidtil stadfæstet sig; men det kan jeg takke det klippefaste ord i menigheden for. I Guds menighed er det hans ord, giver som der lyder: Syndernes forladelse, liv og salighed, som Luther meget rigtig vil lære os, men som det vel hos de fleste af os går noget sent med at nemme.

IV. I Varde.
Mens vi gik og så os om i Varde, gik Kold og lyste efter snustobak. Vi var 3 steder inde, før Kold fik noget, han syntes om. Først var vi inde på Vestergade hos Knud Christensen. "Har de snustobak at sælge her i Jyllands hovedstad?" spurgte Kold. Bodsvenden så på ham, og idet der spillede ham et smil om munden, spurgte han: "Hvor er de fra?" - "Jeg er fra Heden!" svarede Kold tørt. Krambodsvenden havde kendelig ondt med at skjule latteren, der vældede op i ham. Der var selvfølgelig ikke spor af ringeagt i hans adfærd; men det var Kolds mærkelige ejendommelighed, der kildrede ham. Han bragte en skikkelig stor krukke med snustobak. "Det gør da ikke næsen skade?" spurgte Kold, og bodsvenden, der ikke kunne få øjnene fra Kold, svarede selvfølgelig nej. "Man kan vel prøve det uden penge?" spurgte Kold med et lunt smil. Jo det forstod sig. Kold tog det hele med ro, jog sin højre tommelfinger ned i krukken og førte, mens han stod og talte med bodsvenden, snusen langsomt op til næsen, snusede så småt til det, satte det derpå i næsen med et rask sæt, slog ud med hånden og rystede tommelfingeren af. "Det er skidt", sagde han, idet han rask drejede sig rundt, var ude på trappen og nede på gaden. Bodsvenden, der nok ikke havde været fri for at fnise lidt og havde hele tiden gjort store øjne, blev noget flov og lang i ansigtet ved det sidste optrin af den sære mand ude fra Heden. Jeg var heller ikke fri for at føle mig lidt flov ved det, samtidig med at jeg ved mig selv var færdig at briste af latter. Vi gik tilbage et lille stykke udenfor byen, hvor jeg gav latteren luft, men hvor vi dog snart igen var inde på alvorlige genstande.

Det var ved den lejlighed, vi kom til at tale om fælles venner og kendinge på Mors. Kold var just ikke nogen ven af tobakspiben; men han mente dog, at den gode Povl Søndergård på Mors ikke havde haft nødig at drukne sin tobakspibe i mosen neden for gården, og det morede mig at høre, hvor snildt Kold havde [...dst] i mild skæmt at retlede sin ven, at han ikke skulle komme indpå at afsi myg og sluge kameler. Men vi måtte ind i byen igen og søge efter snustobak. Forrige gang var det hos en ægte vestjyde vi søgte, denne gang var det hos en jøde. Kold spurgte som sidst; men der var ingen snustobak. "Hvor er de fra?" var atter spørgsmålet, og svaret blev også det sammen sidst: "Ude fra Heden". Der var mange folk i kramboden og det kan ikke nægtes, at der blev tagen mål af os med mange øjne. Kold fik da også købt sig et par genstande til vennegaver i præstegården. Fra jøden søgte vi ind til en tysker, og hos ham syntes Kold at være af alle de steder, vi kom, bedst i sit es. Samme tysker havde, som man siger, set bedre dage, men var kommen på knæene, og om hans hæderlighed hørte man stundom ikke de bedste rygter. Han var jo også en tysker, og det var i de dage, da tyskerne hærgede her i landet, ikke til gavn for hans gode ven og rygte. Det brød Kold sig imidlertid ikke om. Manden havde lige så vel som Kold set sig lidt om i verden og så ikke med spidsborgerlige øjne på livets gang. Han havde hjerte i livet, der ikke havde nok i øjeblikkets herlighed, og han havde om jeg mindes ret, også blødende hjertesår. Vist er det, at han og Kold havde meget at tale med hinanden om. Her fik Kold snustobak, som han ønskede sig den; men han fikk det han satte mere pris på: både hjerterum og husrum. Og det var måske ikke mindst samtalen med denne tysker, der gjorde, at vi på hjemvejen kom til at dukke i vore egne hjertesorger, som meddelt  ovenfor.
Om det også var tyskerens skyld, at Kold fik i sinde at se mig pyntet lidt, kan jeg ikke vide; men det kan gerne være, han hvert sted, vi kom hen, har set folk skotte efter min vældige paryk. Nok er det, da vi gik ud fra tyskeren, gav Kold sig til at spørge efter en hårskærer og han fik omsider opspurgt, at der var en skræder, som gav sig af med det håndværk. Han var ikke hjemme, da vi kom, og vi fik os da en lille lun samtale med konen, indtil manden kom. Da dette skete, gik Kold selv først under saksen, og jeg skønnede jo da nok, at jeg, som trængte hårdere til det, måtte samme vej ud, ja jeg skønnede også nok, at det var egentlig det, Kold ville. Han brød sig ikke om stads; men han holdt nok af, at man plejede sit legeme til skikkelighed, og han havde en meget fin sands både for menneskelig og huslig hygge. Derfor led han heller ikke, at hans lærlinge gjorde det uhyggeligt i værelserne. "Er Deres gulv for godt at spytte på?" sagde de en gang til ham. "Nej", sagde han, "mit gulv er ikke for godt at spytte på, men min søsters arbejde er for godt til det."

V. Sønderfelding.
Det var i høstens 1849, altså et par måneder efter vort møde i Janderup, at vi atter mødtes, og den gang var det i Sønderfelding præstegård. Det så da noget lysere ud her i Danmark, end da vi mødtes sidst under trykket af nederlaget i Kernførde fjord og det deraf følgende tilbagetog. Nu var sejrsslaget slået ved Frederits, og dermed var vort friske håb blive vældig styrket om et godt udfald af krigen og om grøden for det vågnende folkeliv. Vi fik også dristigere tanker om fremtiden for en virkelig folkeskole her i Danmark. Det var en rigtig vårtid med jublende sange. I Grundtvigs "Danskeren" kom der en hel slump, og dem var vi glade ved; men ingen tiltalte mig dog som Ingemanns og især det sidste vers:

"Guds er æren, sejren han gav,
et dommedags slag han slog,
med Fredericiaslaget
står en gudsdom i tidernes bog."

Hodde degn Niels Outzen havde en kort tid været en af mine formænd i Hylderslev skole, hvor han var bleven meget yndet. Han var gået ud fra Snedsted læreskole samme år, da jeg var gået ind som lærling, og i ham havde jeg nu en ven, som jeg hjertelig kunne dele sorg og glæde med. Jeg havde den fordel frem for ham, at jeg fremdeles var i en god skole hos Janderup præst. Den var en god skole, det ser jeg bedst nu, om der end var omstændigheder, der gjorde den til en hård skole, så hård, at hjertet tit syntes færdigt at briste. Jeg levede mig der ind i de sandheder, at hvor herrens ånd er, der er frihed, at der ikke kommer noget godt ud af at nøde godt i ondt, at man kan nøde et får til vands, men ikke til at drikke, at den hund, man driver til skovs, fanger ikke mange harer, og, at man ser ikke langt med de øjne, der trykkes os i hovedet. Men det kunne nok hænde, at jeg kunne tørne sammen med min hjertensven Outzen, når talen var om at gennemføre disse sandheder, både i det kirkelige og i det borgerlige liv, måske også i skolen. Og vist er det, at vildskaben kan misbruge friheden, så den må selvfølgelig tæmmes såvidt, at den ikke gør det umuligt at bruge friheden til livets tarv. Men på den anden side ingen tamhed  til livets skade!

Imidlertid husker jeg nok, det var ikke mindst Outzen, der var opsat på, at vi skulle følges ad til Sønderfelding, særlig for at være sammen med Kold, men dog også fordi der ellers var værd at komme hos de elskelige præstefolk: Chr. Østergård og hans hustru. Hvor Kold var vældig ved ordets magt! Slaget ved Frederits havde også givet ham vind i sejlene. Han var nu moden til at tage fat, hvor han skulle.
Præsten Vilhelm Birkedal var om foråret flyttet fra nabosognet Sønderomme over til Ryslinge, og Kold havde nu i sinde at tage derover til Birkedal og for det første holde skole for hans børn, og hvem han ellers kunne blive til tjeneste for. Det var slet ikke i små måder, hvad han ventede sig på Fyn. Inden han imidlertid kom i gang på Fyn, fik han lejlighed til at få sine kræfter målt på Uldum højskole, som Rasmus Sørensen var kommen de vakte der på egnen til hjælp med at få oprettet, og hvor siden C. M. Rottwitt løste af. Kold var også bleven kendt med den skole, som Smidt i Vindløv holdt for de opvaktes børn, og hvorom jeg hørte ikke så lidt tale, mens jeg var på lærerskolenn, hvorfor det er meget rimeligt, at den også var på tale imellem os under vore møder både i Janderup og i Felding, hvilket jeg imidlertid ikke mindes tydeligt. Hvad jeg derimod mindes så klart, som hvad jeg oplevede i dag, er, at jeg mente Kold tog sig lovlig megen myndighed i præstens hus, navnlig over præsten selv. Jeg havde hørt så meget godt om denne, havde også læst et og andet af ham, hilst på ham i Janderup og ønskede gerne at tale med ham i hans hjem; men Kold blev altid den herskende i samtalen, og præsten følte sig vistnok heller ikke meget krænket ved det, især da han vel også nok vidste, det nærmest var Kold, vi var kommen for at gæste. Derved tabte præsten da heller ikke i mit omdømme, ligesom der i virkeligheden vistnok heller ikke var noget at lægge Kold til last.

Efter middagsbordet tog Kold Hagens historiske salmer og rim og oplæste deraf sangen "De levendes Land", af hvilket digt er fremgået salmen; "O Kristelighed, du skænker vor hjerte, hvad verden ej ved". Kold sagde selv ved vennemødet 1866, at solen skinnede ham klarere, og kaffen smagte ham bedre i de huse, hvor han i sin barndom hørte det barnlige livsord i sagn og sange og eventyr, og kaffen smagte sandelig også godt i Sønderfelding præstegård, mens Kold sad der og læste om vidunderlandet, og husmoderen syslede så hyggeligt, mens hun lyttede, og havde altid af og til en yndig, hjertelig livsglad ytring at lægge ind, ligesom også Kold ikke lod det blive med at læse, skønt han læste dygtigt, men han havde også af og til en ytring at lægge ind til opklaring af det dybe billedsprog.
Kold sad i sin soldaterfrakke på en forøjning henne i stuens ene hjørne ved siden af en dør, længst borte fra vinduerne og fra sofaen, hvor vi to gæster sad, mens præsten sad på en stol og lænede sig op til sofaen, præstekonen sad ligeledes på en stol for enden af bordet med hendes kvindelige syssel. Det var en dejlig solskinsdag; men henne fra stuens nordøstlige hjørne, hvor Kold sad, skinnede dog klarest den sol, som højnede stuen, så der stod et smil som kongedatterens smil til hendes lykkelige bejler.
Da vi gik hjemad, gik Kold med os et langt stykke af den lange hedevej. Da vi sagde hianden farvel, faldt Grundtvigs vers efter Pindar mig ind, og jeg sagde:
"Af gammel vin og blomster ny
guldbægeret får ros og ry!"
 
Denne tale lød noget gådefuld for Outzen, som noget papegøjesnak, hvad det imidlertid ikke var, skønt jeg i øjeblikket ikke var i stand til at sige ham det samme med andre ord. Det trængte da Kold heller ikke til for sit vedkommende, og når han siden gik eller stod i de unges kreds og skænkede den gamle åndens vin, så blomsterne sprang ud på de blssende kinder og kærminderne i de strålende blikke, ja, frugtblomster i sang og samtale, da sandedes det, at af gammel vin og blomster ny, guldbægeret får ros og ry.

VI. Ryslinge og Dalby.
Kold var nu moden til sin manddoms gerning. To år efter havde han allerede bygget og indrettet sig med højskole og friskole i Ryslinge. Dertil førte altså forarbejdet i Birkedals hus. To år senere, ved Mikkelsdags tid 1853, kom jeg til Ryslinge, og da var det godt kendt, at Kold havde været der; men hverken han eller hans gode medhjælper Povlsen Dal var der. De var flyttet ud til Dalby på Hindsholm i Kerteminde-kredsen; thi det var Kristen Madsens folk, Kold især søgte og fik i tale. Det var deres børn, han først og fremmest ønskede at holde skole for. I Ryslinge havde jeg den lykke, at finde ind til Lars Frederiksens forældre og ingen steds kunne jeg næppe bedre få rede på, hvad der var kommen ud af Kolds nærværelse i Ryslinge end just der og hos væveren Albrekt Johansen, som jeg også fandt ind til. Kold holdt som alt sagt, meget af det hyggelige og nette, men dertil regnede han ikke flothed i klæder og i husets indretning. Der kunne efter hans smag, nok uden dette, ja allersnarest uden dette, være net og hyggeligt. Livet må være simpelt for at være sandt! var et af hans valgsprog. Det var Albrekt Væver, som sagde mig, at Kold ikke skyede at gå i kirke med nordtræsko (træskostøvler) på. Det stødte somme, at en lærer, tilmed lærer hos præstens børn, i det stykke bar sig ad som en almindelig bonde; men Kold , som vel fandt det bedre at gå i kirken med træsko end for pænheds skyld at gå med støvler og sidde og fryse fødderne på det kolde stengulv, lo ad de folk, som lod ham vide, at de fandt det upassende og sagde: !Å, Vorherre ser ikke på nordtræskoene; men han ser på hjertet!" Det var også Albrekt der vidste, at Birkedal ikke havde været tilfreds med, at Kold somme tider ikke kom i skolen før kl. 11, og at Kold havde vist Birkedal af med, at det ikke kunne nytte, han kom i skolen kl. 9, når ånden ikke kom der før kl. 11.
På Rødding højskole havde jeg samme sommer været sammen med 2 ungersvende, der havde været i Ryslinge hos Kold, og de var meget indtagne i Kold og var blevne stærkt påvirkede af ham, og det var kendelig nok af deres ytringer, at havde de fundet solskin hos Kold, blev det dem kun måneskin i Rødding. Kold rådede imidlertid nok ikke sine svende fra at gå til Rødding bag efter, hvortil det vistnok ikke mindst drev ham, at hans ven fra Ribe og Forballum J.L. Knudsen var en af lærerne der, ligesom også Knudsen, så vidt muligt, så at få karlene fra Rødding ind under Kolds indflydelse. Lars Frederiksen i Ryslinge var den gang meget ung; men han havde det meste af den tid, Kold var i Ryslinge, gået i skole hos ham, først i præstegården, siden på højskolen, og nu var han rede til også  at gå til Rødding.
Kolds søster Ane var endnu omme i den rømmede skolebygning ved siden ad vejen mellem Ryslinge og Eskildstrup. Den var bygget som et T, lå og ligger der endnu, som Kold har bygget den, med gavlen ud til vejen.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk