Kristen Kold
Forside ] Op ]

 
Kristen Kold

Kristen Kold. [Den nordiske Folkehøjskole. Bidrag til dens historie af Ludvig Schrøder. Kbh. 1905.]
 

Kristen Kold (1816-70) var en skomagersøn fra Thisted. Han havde som barn erfaret ordets magt til at tale til hjertet og gøre menneskene skikkelige, glade, fri og lykkelige, når hans moder ved at fortælle en historie havde gjort ende på et klammeri mellem hendes børn, så at de kunne begynde at lege igen. "Der var" har han sagt, "en halv snes gamle koner i min fødeby Thisted, hvoraf et par fortalte spøgelseshistorier, en anden fortalte forskrækkelige lange eventyr, og min gamle faster fortalte legender; det var for mig, som om solen skinnede meget klarere i disse huse end i andre, det forekom mig, som om kaffen, jeg fik der, var meget bedre, end den jeg fik andensteds; jeg syntes, at der var så varmt og hyggeligt i de huse, hvor disse historier blev fortalte, medens der derimod i de andre var så sort og koldt".
Da han efter at have været børnelærer nogle år kom på Snedsted Seminarium, der bestyredes af den senere biskop Brammer, som til sin medlærer havde P.K. ALgreen, gjorde han anden gang erfaring om ordets magt til at gøre hjerterne glade. Det var den bekendte lægprædikant Peter Larsen Skræppenborg (1802-73), som en gang, da Kold var dybt bekymret gjorde ham opmærksom på, at Vor Herre elsker menneskene, og at det var forskrækkeligt, at han ikke havde fået det at vide al den tid, han havde været til. "Hvad enten jeg", føjer Kold til, " havde overhørt det før eller ikke, så er det vist, at det var noget nyt for mig, og da jeg hørte det, foer det igennem mig med en overbevisningens og følelsens kraft, at Gud elskede menneskene, at han også elskede mig, og at han kun levede for at gøre menneskene og også mig lykkelige, og at det aldrig kunne fejle, at det ville ske, når han havde taget sig det stykke arbejde for." Han besluttede da at gøre det til sin "egentlige opgave i verden at gøre hjerterne glade med det budskab, at Gud elskede os ved sin søn Jesus Kristus, uagtet vi vare syndere".
Da Kristen Kold i oktober 1836 var bleven seminarist, fik han en huslærerplads hos præsten Sørensen i Solbjerg på Mors og blev året efter midlertidig lærer i Ø. Jølby. 31. januar 1837 holdt Peter Larsen og Iver Pedersen fra Handbjerg ved Holstebro en gudelig forsamling på Mors, og den blev efterfulgt af mange flere, hvor Kristen Kold førte ordet. Det vakte opsigt og pådrog ham fortrædigelser af forskellig art. Men han blev 1838 flyttet andetsteds hen, "som vel var", har han sagt, "thi ellers havde jeg talt og sunget mig tom."
Der var imidlertid noget andet, der havde optaget ham stærkt. Han havde fået Ingemanns "Valdemar Sejer" og "Erik Menveds Barndom" i hånden og læste dem "uafladelig i 2 nætter og 3 dage". Og han var "henrykt over at se, at Danmark havde været sås tort og så lykkeligt, og at der havde været så skønt i Danmark og nu var her dog så sølle". "Jeg", har han sagt, "tænkte ved mig selv, det kan gerne være, at du også er i besiddelse af den slags ord, der behøves til at fremme dette". Det kom han dog ikke til at prøve, før han fra 1. maj 1838 blev huslærer hos den rige Knud Knudsen i Forballum. "De folk, jeg her traf på", sagde Kold, "var kristelige nok, de var ikke så uvidende som tyboerne, de var vidende, men der var intet liv i dem. Men hvorledes det end var eller ikke, så faldt det mig ikke ind at skaffe liv i dem i den retning. Derimod følte jeg,  at de ikke var danske, og så tænkte jeg: nu skal du tage fat på det. Jeg gav mig til at læse Ingemanns romaner for dem, dem havde jeg selv fået godt af, og det mente jeg også, de andre skulle, og det lykkedes fortræffeligt. SÅ gjorde jeg bekendtskab med "Valdemar den Store og hans Mænd" og de ord, der står deri:
Hvad Danmark var, skal det atter blive,
endnu er fædrenes ånd ilive!

Jeg syntes, jeg ikke kunne have ro, førend vi fik begyndt på at få Danmark til at blive, hvad det éngang havde været."
Han fik da den unge Jens Lassen Knudsen, på hvis religiøse vækkelse han havde haft stor indflydelse, til sammen med sig at samle en femten unge opvakte karle til danske møder om onsdag aften i vinteren 1840-41. Kold skulle lære op, og J.L. Knudsen synge for. En ugift gårdmand i Mjolden lånte hus til disse ungdomsmøder. Der lød ingen banden eller uhøvisk tale, når de unge var sammen. Der vankede kun en pibe tobak og en drik øl. Kold læste gerne op i 1½ - 2 timer, men passede altid at standse på et spændende sted i den ingemannske roman, for at lysten til at vide, hvordan Knudsen ville blive løst, kunne hjælpe med til at få tilhørerne til at møde. Til sangen benyttedes et hefte, der var udgivet til brug for "Danske Samfund" i København. Til yndlingssangene hørte: "Danmark dejligst vang og vænge", "Underlige aftenlufte", "Holger Danske tøved længe" og "Er lyset for de lærde blot". Kold plejede ikke at give nogen forklaring til sangene. Men da han en gang forklarede "Føniksfuglen" om den danske folkeånd, begyndte man at spotte med ungdomsmøderne; folkeånden, sagde man, svævede over gården, hvor de blev holdt.
På samme tid var det, har Kold sagt, at det gik op for ham, "hvorledes man skulle holde skole for børn, for at nå det mål at få dem dem således oplivede og give dem en sådan lyst og drift og kraft, at man kunne få dem til at tro på Guds kærlighed og Danmarks lykke og til at arbejde derfor så godt, som man efter fattig lejlighed kunne". Man skulle holde op med at lade dem lære udenad og fortælle, hvad det var ønskeligt, at de nemmede, "som man fortæller eventyr". Han ville da gerne have oprettet en fri børneskole, hvor der blev undervist på denne måde; men "alle love for forordninger vare derimod". Embede kunne han ikke få i Kongeriget, når han ikke ville lade børnene lære Balles lærebog udenad, men heller ikke sønden for Kongeåen, hvor man vel ikke havde Balles lærebog, men desto mere stødtes over, at han ville fortælle fædrelandshistorie og læse Ingemanns Romaner for børnene. Provsten i Åbenrå sagde til ham: "Det kan ikke gå an, vi har ingen folkeånd her."
De skuffelser, Kold mødte, bragte ham til at tilbyde L.D. Hass, der havde taget sin afsked som præst i Mjolen for at gå som missionær til Smyrna, at følge med ham som hans tjener. Før han kom på den lange rejse, opholdt han sig et års tid i København, hvor han gik i lære hos bogbinder Falck og gjorde svendestykke ved at indbinde Wilsters Odyssé, men hvor han tillige fik lejlighed til at høre Grundtvig, P.Chr. Kierkegaard og J.Chr. Lindberg og navnlig kom i nært personligt forhold til den sidste. Han synes især ved at høre Kierkegaard at have erfaret, at han "ikke var så dygtig en person", som han havde troet.
Den 1. oktober 1842 rejste Kristen Kold i selskab med pastor Hass, dennes hustru og to børn med dampskibet Caroline Amalie  til Flensborg. Derfra gjorde han et besøg i Forballum, men traf ikke Knud Knudsen hjemme; hans hustru købte Kolds svendestykke for at forære det til J.L. Knudsen, som var taget il København for at studere.
Det lille danske selskab rejste over Berlin. Dresden og Prag til Wien og derfra ned ad Donau til Konstantinopel og nåede Smyrna 1. december. Der var meget at lære på rejsen for en lysvågen ungersvend som Kold. Men havde han ventet at blive deltager i en missionærs gerning, da blev han skuffet. Hass to bolig i en forstad udenfor Smyrna og levede der på europæisk vis ligesom andre boende missionærer, der efter Kolds opfattelse kun var flittige i studerekammeret. Selv flyttede han efter nogen tids forløb, da Hass var blevet så kendt med forholdene, at han kunne holde græske tjenestepiger, til Smyrna, hvor han fik indrettet sig et bogbinderværksted, men ikke straks fik kunder.
Det blev en trængselstid for Kristen Kold. Han syntes ikke, han kunne forlade sin butik. Muligvis der ville komme kunder imens, som så måtte gå forgæves. Men han stod og blev sulten. Da kom en græker ind til ham. Kold gav ham nogle penge og bad am gå hen og købe mad til sig. Grækeren gik og kom ikke tilbage. De penge, Kold havde lånt til at indrette sig for, slap op, og han kendte ingen i Smyrna, som han kunne eller turde henvende sig til, og arbejde syntes han ikke at kunne få. I nogle dage havde han intet fået at spise. Han følte hungerens smerte indeni sig. Da bestemte han, at han hellere ville dø end leve stodderens liv. Han gik ned til strandbredden og satte sig på en sten med det blå Middelhav for sine øjne. Denne plads havde han valgt, fordi den mindede ham om hans kære fædreland. Med havet for øje ville han dø. Som han nu sad der, vågnede tankerne glimtvis i ham om Gud og hans faderlige kærlighed til menneskene. Han ville da bede til Gud - bede, som han ikke længe havde gjort. Men ordene kunne ikke komme frem over hans hans læber. Det hele svandt hen i en tåge for ham. Han sank tilsidst fuldstændig sammen og havde en dunkel følelse af, at døden nu måtte komme. Men som han sådan sad på dødens afgrunds rand, kom der en mand gående hen imod ham. Det var en svensk skibskaptajn. Han spurgte Kold, om han ingen kendt i Smyrna, der kunne indbinde ham en skibsjournal. Livsmodet vendte tilbage hos Kold ved dette underlige møde. Han sprang op og sagde: "Det kan jeg."
Når Kold siden fortalte om denne sin store nød, plejede han gerne at tilføje: "I Danmark kan ingen dø hungersdød. Thi når man intet har, melder man sig til fattigvæsenet. Men ovre hos tyrkerne får man lov til at dø af hunger, uden at nogen bryder sig derom."
Siden kom Kold ikke til at lide nød med hensyn til det timelige, medens han var i Smyrna. Navnlig ved den engelske konsuls hjælp fik han stadigt arbejde med at binde bøger ind. Arbejdet voksede så meget, at han til en tid havde 4 eller 5 svende og drenge til at hjælpe sig. Men det var hans mål at lægge så mange penge op, så han kunne vende hjem til Danmark og bane sig vej til en selvstændig stilling. I juli måned 1847 forlod han Smyrna.
Kold sejlede med skib til Triest. Der købte han en trækvogn, en simpelt firkantet kasse på fire hjul, hvori han kunne have alle sine sager. Han gik på sin fod og trak denne vogn fra Adriaterhavet til Danmark. Han var to måneder om det, men fik set desto mere undervejs. Den 19. september 1847 var han i Ribe, men  havde i forvejen tilbragt 3 uger i Forballum. Af et brev, han skrev i Ribe til J.L. Knudsen, kan det ses, at det var i hans tanker påny at forlade Danmark og gå til Amerika. Men da han havde været hos sine forældre i Thisted og hos L.C. Müller på Snedsted Seminarium, tog han imod en huslærerplads hos sognepræst Hassenfeldt på Holmsland. Derfra var der ikke nogen lang vej til præstens gode ven, proprietær Thomas Bruhn på Rydbjerg i Velling sogn ved Ringkøbing, og denne havde til huslærer en af L.C. Müllers disciple fra Snedsted Seminarium, A. Poulsen Dal (1826-99).
Der skulle siden blive et trofast og mangeårigt samarbejde imellem Hassenfeldts og Bruhns huslærere. Men allerede i deres bekendtskabs første vinter forhandlede de med hinanden om den livlige børneundervisning, som Kold var så ivrig for, og om de tanker, Grundtvig havde nedlagt i sin verdenshistoriske håndbog, der - efter hvad Fr. Nygaard har oplyst - første gang faldt i Kolds hænder i Hassenfeldts hus.
"Det var mærkværdigt", har Kold sagt, "hvilket indtryk det gjorde på mig at se, at Gud således planmæssig igennem tiderne har ført menneskeslægten fra den ene sande erkendelse til den anden, og den sikre forvisning slog mig, der så ofte udtales i denne bog, at menneskeslægten skal ende med en triumf over død, mørke, kedsommelighed, træthed, tomhed og øde. Det var noget ganske nyt for mig; men såsnart jeg havde læst det, slog det mig straks, at således er det og ikke anderledes, og så syntes jeg, at det var noget, folk skulle have at vide".
Kristen Kold og A. Poulsen Dal meldte sig begge som frivillige, da krigen brød ud i 1848. De vandrede sammen ad Vejle til og besøgte undervejs Vilhelm Birkedal, som da var præst ude på Heden i S. Omme; han gav dem sin velsignelse med på deres videre færd. De blev optagne i "Vejle-Fricorps" og fik C.A. Thyregod til korporal. På Fyn blev både dette korps og andre lignende indlemmede i "den frivillige bataljon" under major Wagner. Da de lå i kvarter i Sanderum vest for Odense, gjorde de bekendtskab med Poul Rasmussen og traf hos ham hans gode ven, Peter Larsen Skræppenborg, som var kommet derover fra Jylland. I dennes eget hjem kom de senere, da bataljonen en tid havde kvarter i Dons. De to venner var med ved mønstringen på Lerbæk Mark. Men i november tog de afsked med deres kammerater. Krig var ikke Kolds sag; men han har sikkert gjort imellem dem, han som soldat kom i forhold til.
Imidlertid var der andet end krigen og den derved vakte fædrelandskærlighed, Kold havde mødt i 1848; også frihedslivet var da kommet frem. Derved gik det egentlig først op for Kold, hvorledes ånden virker i det store. "Tidligere havde jeg kun vidst, hvorledes ånden virkede igennem ordet, dels på mig og dels fra mig til min næste, i det enkelte; men dengang fornam jeg, at alle folk var blevne beåndede, og da var det egentlig, at jeg først gjorde bekendtskab med den danske ånd." Det kom da nu til at stå for ham som et livsmål, at ånden fra 1848 skulle komme til at råde til stadighed hos det danske folk.
En kort tid var han huslærer hos den tidligere grønlandske missionær, sognepræst Kr. Østergaard i S. Felding ved Skernåen for hans, Viktor Blochs og V. Birkedals sønner. Men så skrev han til Birkedal, som var blevet præst i RYslinge på Fyn, om han ikke måtte komme til ham i et år og være huslærer og "tage en 3-4 bønderkarle i huset for at prøve, om det var muligt at beånde dem." Birkedal gik ind på hans tanke. Kold fik to jyder  og to fynboer at begynde med, og det lykkedes så godt med dem, at han syntes, det var værd at fortsætte.
Der er i det forrige kapitel [ikke medtaget i denne fil] fortalt om møder, som Grundtvig holdt med flere betydelige mænd om skolespørgsmålet, og ved hvilke også yngre studenter og kandidater som N.J. Jensen var til stede. Ved et af disse havde L.C. Müller henledt opmærksomheden på Kold, og der blev skrevet til ham, om han ville komme til København og forhandle med dette oplysningsselskab; man havde navnlig tænkt sig, at han skulle påtage sig at rejse omkring til unge jyske skolelærere for at få dem til at ændre deres undervisning i en friere retning. Kold havde svaret derpå, at han ikke havde mod på noget sådant, men derimod havde i sinde at oprette en såkaldet højere bondeskole. Dertil lovede de da også at støtte ham. Foreløbig behøvede han imidlertid ikke at bruge dette tilbud, da han ville prøve sig for som Birkedals huslærer.
Nu da spørgsmålet var, om han efter den tilfredsstillende prøve skulle gå videre, fandt han, at det ikke godt kunne lade sig gøre uden en egen bygning. Da der så var en huslod på Ryslinge Mark, som var tilfals, udbad han sig otte dages betænkningstid for at kunne rejse til København og forhøre sig, om man i henhold til det tidligere givne løfte ville støtte ham til købet og til opførelsen af en bygning på jordlodden istedenfor den brøstfældige, som fandtes dér. Da denne ventetid var indrømmet, gik han næste dag på sin fod til Nyborg og dernæst fra Korsør til København. Han søgte ind på Regensen til Algreen; på hans sofa kunne han ligge om natten.
Algreen gav ham imidlertid ikke meget håb om, at han kunne få den ønskede støtte: Grundtvigs venner var ikke af den slags folk, at de huskede iår, hvad de besluttede ifjor; nu var der andre ting, som optog deres tanker. Han ville imidlertid følge Kold til Grundtvig.
Da de kom op til ham, stod han og røg sin pibe.
"Det er Kold fra Fyn", sagde Algreen.
"Å, er det det?" sagde Grundtvig.
De ragede straks uklar over spørgsmålet om, i hvilken alder de unge skulle i skole. Kold holdt på alderen af 14,15 og 16 år.
Grundtvig sagde: "Det duer ikke, før de bliver 18 år."
Kold: "Grundtvig kan ikke vide, hvorledes bønderne er derhjemme; thi når de er 18 år, har de allerede begyndt at lege kæreste, ryge tobak, gøre pibe- og urhandler, og så kan vi ikke få dem beåndede."
Grundtvig: "Jo, det kan vi nok."
Kold: "Nej, som jeg har opfattet forholdet, er min mening den eneste rigtige."
Grundtvig havde imidlertid fået så godt er indtryk af Kold, at han mente, han burde støttes også til en skole for overgangsalderen. Han stolede på, at erfaringen skulle lære KOld, at det var den rigtige voksne alder, der var "åndens skabertime".
Kold bad om den understøttelse, der var lovet ham.
"Ja", sagde Algreen. "Hvad skal vi gøre derved, hvordan skal det gå til: thi Grundtvig véd selv, at der ingenting er i kassen."
"Ja", sagde Grundtvig, "det kommer nok." Og han spurgte Kold, hvor stor understøttelse han behøvede.
Kold svarede, at han havde selv 1000 kroner. Når han fik 1200 kroner til - vel at mærke som gave - mente han at kunne klare  sig.
Grundtvig syntes at tvivle om, at der kunne udrettes noget med 2200 kroner.
"Ja, når det ikke kan gøres med lidt", svarede Kold, "så kan det heller ikke gøres med meget; men det kan ikke gøres med slet intet."
Grundtvig: "Gå hjem og sæt en begæring op til skikkelige folk, hvor De beder dem om at understøtte Dem i dette foretagende, og bring den op til mig, så skal jeg underskrive den først, og så skal vi se, hvad mit navn kan batte!"
"Du er en Lykkens Yndling", sagde Algreen til Kold, da de kom udenfor, "nu er din sag vunden; når Grundtvig tager sig således af den, så er den sikker."
De 1200 kroner kom også ind. Grundtvig gav 100 kroner og fru Tofte på Rønnebæksholm 200 kr., kanididat Göricke 100 kroner. Blandt de andre bidragydere findes adskillige af den algreenske kreds, blandt
præsterne Hass, L.C. Müller, V. Bloch, H. Svejstrup,
F. E. Boisen, Svendsen og J.C. Sørensen, der nu var provst og sognepræst i Karby på Mors.
Brødrene P.O. Boisen og H. Boisen, Ludvig Helweg, C.J. Brandt
de tidligere lærere i Rødding
Joh. Wegener og C.M. Poulsen, Lovrids Skau og K.L. Knudsen.
Kold købte efter sin hjemkomst jordlodden og begyndte at bygge sin skole tildels af det træværk, der havde været brugt i det gamle hus. Selv hjalp han til, det han kunne, og 23. november 1850 var 8 fag stuehus omtrent færdige. I de tre første måneder af 1851 ville han være hos rigsdagsmanden Jens Jørgensen på Bjerregård i Åle sogn ved Horsens, der hørte til Peter Larsens venner, for at undervise hans sønner og overbevise ham selv om nødvendigheden af en sådan skole som den, han ville oprette. Det var i det hele fra de kristelig vakte kredse, han ønskede at få sine lærlinger. Selv var han fra sin tidlige ungdom knyttet til de gudelige forsamlingsfolk i Thy, på Mors og i Salling, og han havde vundet venner i disse kredse også under sin soldatertid. Til forskellige af de opvakte sendte han 1. juni 1851 en "Plan til en højere folkeskole i Ryslinge", hvorefter hans skole skulle vare i fem måneder fra 1. november til 1. april. Den kunne optage 20 elever, hvoraf de 10 kunne få bolig og kost hos ham. Der skulle betales 20 kroner for undervisning og 40 kroner for bolig og kost i alle 5 måneder. Især i de første år måtte en del af eleverne medbringe sengeklæder.
Undervisningen skulle omfatte: a) "et mundtligt foredrag af verdenshistorien i store omrids, hvorved det (af Grundtvig udgivne) historiske kort, "Tidens Strøm", lægges til grund; b) mundtlig fortælling af bibelhistorien, hvorved gives eleverne valget mellem Müllers, R. Sørensens og Grundtvigs bibelhistorier til gennemlæsning. c) et uddrag af kirkehistorien, især med hensyn til at belyse de i landet værende sekter og partier, d) Nordens mytologi og Danmarks historie, først mundtlig fortælling, siden forelæst af en bog, nemlig Oehlenschlägers Nordens Guder; Brandts rim og sange ville blive lærte udenad af de elever, som have lyst og nemme til  udenadslæsning; Müllers danmarkshistorie Sakse og Snorre ville blive brugte til gennemlæsning; e) Geografi, først efter globus i store omrids, hvortil ville blive forelæst skildringer af folk og lande, f.eks. den sidste mohikaner, skildring af livet i Amerika (af Cooper), Thorvald Vidførle, af livet på Island (af Hauch) o.s.v., dernæst Danmarks geografi, som vil blive ledsaget med statistiske bemærkninger; f) udvalgte frembringelser af danske forfattere ville i form af aftenunderholdning blive forelæste, som bestemmes til tre aftener om ugen; g) sang med særligt hensyn til kæmpeviserne. Og endelig fortsættes undervisningen i de almidnelige skolekundskaber, især for at gøre dem brugelige til anvendelse i det virkelige liv, da de som oftest kun ere lærte mekanisk."
Man ville skønne, at Kold lige til valget af den Cooperske roman går ud fra sin egen erfaring om, hvad der kan være tiltrækkende for ungdommen. Mærkeligt nok har han ikke nævnt Ingemanns Romaner, som han imidlertid begyndte med på sin skole.
Kold ønskede, at hans elever skulle vende tilbage anden vinter, og da skulle der lægges vægt på den skriftlige undervisning. Han stillede i udsigt, at skolen skulle have to lærere; det var hans krigskammerat, A. Poulsen Dal, hvis bistand han kunne gøre regning på.
Den 1. november 1851 skulle skolen åbne. Men endnu de sidste dage i oktober var han ikke sikker på flere elever end en søn af den som folketingsmand Kristen Larsen i Dalby, der hørte til de opvakte, som havde sluttet sig til Grundtvig. Folk syntes at det var mange penge, de skulle af med for at bruge Kolds skole. De spurgte om de ved at gå skolen igennem kunne blive degne, eller om de kunne blive fri for kongens tjeneste som landhusholdningsselskabets elever. "Imidlertid bestemte folk sig dog, og den 1. november kom de med 15 elever kørende med deres stadsheste og vogne og så så glade og lykkelige ud."
De fleste af disse elever har været fra Hindsholmen nord for Kerteminde, hvor Christen Larsens hjem, Dalby ligger. Der holdt Kold jul med sine unge husfæller, som gik med ham til fods den hele vej. Ved denne lejlighed blev det aftalt, at de skulle holde en fri børneskole i Dalby om sommeren, hvor Kold og Poulsen Dal skulle skiftes til at undervise en måned ad gangen. Og i den følgende tid blev Kold mere og mere glad ved Hindsholmerne, medens der efterhånden kom et og andet i vejen mellem ham og Birkedal. Følgen blev, at han efter den anden vinters højskolevirksomhed i Ryslinge solgte sin ejendom der og flyttede til Dalby. Her holdt han så børnefriskole og højskole fra november 1853 til 1862, da han om efteråret begyndte den langt større virksomhed på Hjallese Mark i Dalum Højskole.
I Kolds sidste leveår nåede elevtallet op til 100 eller derover om vinteren. Men i maj, juni og juli holdt han i Dalum tillige højskole for kvinder i et tal, der nærmede sig til vintereelevernes. Endelig begyndte han også i Dalum at holde møder for skolelærere i sommerferien.
Omend både Grundtvig og Flor har tænkt på ønskeligheden af, at også kvinder fik adgang til at benytte folkehøjskolen, så er Kold den første, der førte denne tanke ud i livet. Siden blev  den taget op på næsten alle højskoler.
Støttet af sin søster Marie levede Kold med sine elever i én stor husstand [ Marie Kold sen. Marie Lebæk ]. Kold og Poulsen Dal gik så vidt, at de om vinteren lå hver i sit hjørne af den store fælles sovesal og talte med hinanden om aftenen, til eleverne i de mange dobbeltsenge imellem dem var faldne i søvn. Det har vistnok bidraget til at fremme Kolds tidlige død, at han ikke har vogtet sig for dårlig luft om natten, og at han ved valget af fødemidler ikke tog tilstrækkeligt hensyn til sit helbred. Da han 1866 havde holdt bryllup med Ane Kirstine Jacobsen fra Fangel, kom han til at leve under bedre forhold for sin sundhed; men da var vel allerede den svækkelse begyndt, som førte til hans død 6. april 1870.
Kold havde allerede i Ryslinge elever på en snes år og mere. Han gjorde den erfaring, at de langt bedre end de store drenge kunne tage imod, hvad han havde at meddele dem, og gav da Grundtvig ret i, hvad han havde sagt til ham om den alder, da man skulle have de unge på skole. Folkehøjskolen skulle være en virkelig skole for voksne. Også i andre retninger ændrede han sin skoleplan, eller rettere, han opgav at have nogen skoleplan.
Da biskop Monrad spurgte ham, hvad han ville med en skole, når han ikke havde nogen plan, svarede han: "Da jeg var 18 år, lærte jeg at elske Gud og min næste, og det var jeg så glad ved, at jeg dengang besluttede at anvende min tid og mine kræfter til at hjælpe min næste tilrette med det samme, og det er egentlig det, skolen vil lære folk, at elske Gud, sin næste og sit fædreland". "Å, ja", sagde Monrad, "det er jo et meget hæderligt formål".
Slet så planløst, som denne samtale kunne tyde på, gik det dog ikke på Kolds skole. Af det tilskud til folkehøjskoler, som blev bevilget af Sorø Akademis midler, fik Kold først 300, men 1855-56: 800 kroner. På grund af denne understøttelse måtte han give indberetninger til provsten om sin virksomhed.
Om vinterskolen 1854-55 skrev han: "Efter at Poulsen to timer hver aften i mørkningen har fortalt de verdenshistoriske begivenheder i kronologisk orden efter Nøsselts lærebog, har jeg to timer hver formiddag i tre måneder efter vejledning af Grundtvigs verdenshistorie stræbt at påvise begivenhederns indre, åndelige sammenhæng, og at danne et sammenhængende hele; de to måneders tvende formiddagstimer er brugte til at fortælle og gennemgå Nordens mytologi efter Oehlenschlägers Nordens Guder, og resten af formiddagen 1 eller 1½ time til retskrivning og stiløvelse, så hele formiddagen har jeg undervist i den voksne skole, medens Poulsen har haft undervisningen i børneskolen. I de fire eftermiddagstimer, medens jeg har undervist i børneskolen, har Poulsen Dal haft afvekslende geografi, fysik og regning samt fortalt Danmarkshistorie for de voksne og børneskolens øverste klasse tilsammen og endelig sang. I de lange vinteraftener har jeg læst Thorvald Vidførle af Hauch, Valdemar den Store og hans Mænd, Ole Navnløs og brudstykker af de sorte riddere af Ingemann, tragedierne Hakon Jarl, Væringerne, Sokrates og eventyrene Aladdins Lampe og Aly og Gulhyndy af Oehlenschläger."
I et "Vidnesbyrd om den højere Bondeskole i Dalby", som 3. juli 1857 blev offentliggjort i Fyns Avis af 42 af Kolds elever, nævnes foruden de fag, der er fremhævede i indberetningen til provsten: øvelse i dansk læsning, kemi og økonomisk landmåling,  og der tilføjes: "Foruden disse genstande gives der tillige øvelse i sang, musik, engelsk og tysk". Det har dog sikkert kun været ganske enkelte, der tog del i de tre sidstnævnte øvelser.
Det nævnte vidnesbyrd var fremkladt ved et andragende fra Landboforeningen for Hindsholm til kultusministeren, der i første række gik ud på, at den såkaldte højskole på Hindsholm måtte nægtes understøttelse af statens midler. Trods vidnesbyrdet, der blev indgivet som en modadresse, ventede Kold i sommeren 1857 forgæves på statsunderstøttelsen for den forløbne vinter. Vinterhalvåret 1857-58 led også mod enden. Da kom Kold en dag i marts i stærk bevægelse til Poulsen Dal. "Nu er der nyt på færde", sagde han og foreviste et brev fra skoledirektionen om, at den otte dage efter ville møde på skolen for at undersøge den. I de følgende dage spiste Kold næsten ikke, og han sov ikke synderligt om nætterne. Han var meget tvivlrådig om, hvordan han skulle tage sagen. Omsider blev han enig med Poulsen om, at de skulle tage imod direktionens medlemmer, men nægte dem at høre hver enkelt af eleverne.
Dagen kom. Der var stort røre i Dalby. Folk kom ud af husene og krøb op på gærdene for at se de høje herrer, da de kom fra præstegården. Stiftamtmanden og to provster; sognepræsten og sognerådet fra Dalby var i deres følge. Da skoledirektionen var kommet til sæde, overrakte Kold en liste over eleverne. Provst Rohmann sagde så, at de kunne tage fat på geografien og begynde med nr. 1. Det var Poulsens fag; men han sagde ikke noget. Da trådte Kold frem og sagde bestemt og med stor kraft: "Nej, provst Rohmann, er det ministerens mening, at eleverne skal eksamineres enkeltvis, så vil jeg ingen eksamen have. Vi have ingen ret til at eksaminere eleverne; de ønsker det ikke, og de betaler selv for deres skolegang. Skal det gå på den vis, så får vi ingen skole." Stiftamtmand Unsgaard tog nu ordet og bad Kold i en venlig tone at tage fat på undervisningen på den måde, som han plejede, for at det kunne erfares, hvad standpunkt skolen stod på. Provst Rohmann sagde da, at kunne nr. 1 ikke svare, så kunne måske nr. 2 eller nr. 3 Kold og Poulsen og alle de voksne elever fik følelsen af, at slaget var vundet. Overhøringen begyndte, og det gik strålende, den ene ville hellere svare end den anden. Nu spurgte Kold provst Rohmann, hvilken del af verdenshistorien han skulle begynde med. Provsten sagde, han kunne lade dem fortælle  noget om krigen med hunnerne. Kold sagde noget til indledning og lod så de unge karle fortælle enkelte stykker af hunnerkrigens historie. Provsten ønskede at overtage overhøringen. Det fik han lov til, og eleverne klarede sig fremdeles godt. Der var dog et vanskeligt øjeblik, har Kold fortalt. Provsten spurgte om navnet på den romerske general, der slog Attila; men så var der en lille jyde, der hed Hauge. Han sagde: Aetius. "Og det reddede skolen", har Kold sagt. Nu blev skrivebøgerne efterset; der blev aflagt en prøve en regning, og så talte Poulsen Dal med eleverne om ilt og brint, så de fleste af tilhørerne, der ikke kunne kemi, forundrede sig derover. Endelig sang de en lille sang, og provst Rohmann holdt en lille tale, hvori han roste lærerne for flid og eleverne for opmærksomhed. Han tog så Kold i en anden stue og udbetalte ham 1600 kroner,  statsunderstøttelsen for to år. Kold gav Poulsen Dal, hvis årlige løn ellers var 200 kroner, 100 kroner som belønning for den gode eksamen.
Da det rygtedes, at provsterne havde rost skolen gik det rask med indmedelelserne til den, så at Kold fra 1859 kunne ophøre med at vandre om for at få elever.
Som før nævnt flyttede Kold 1862 til Dalum, hvor J.L. Knudsen trådte til som medlærer, men kun for et par år. Poulsen Dal brød op fra Dalum 1863. Den som landstingsmand vel kendte Jørgen Pedersen var Kolds hovedlærer i de følgende år; men der var flere yngre, som havde del i arbejdet på Dalum Højskole. De meddelte eleverne gode skolekundskaber, medens Kold mere og mere samlede sin kraft om at belyse spørgsmål, der dukkede op i hans egen sjæl, mødte ham hos de udviklede unge mennesker, der især i hans senere leveår søgte til hans skole, eller blev rettede til ham af de mange bosatte mænd og kvinder, der kom på korte besøg hos ham. Især fra den 11. september 1866, da han havde holdt et foredrag ved det kirkelige vennemøde i København, blev han navnkundig rundt omkring i Danmark og udover sit fædrelands grænser. Grundtvig indbød ham den dag til at tage ordet som "den menneskelige og folkelige oplysnings hovedmand i Fyn" og sagde: "Jeg vil da kun føje en begæring til, som jeg ellers aldrig gør til nogen taler, den nemlig, at han ikke vil fatte sig for kort; thi denne mand har tiet så længe, at han vistnok har en god del at sige os, og vi har, tror jeg, også gode stunder at høre".
Det skyldes KOld og hans skolevirksomhed, særlig også det, at han fik samlet så mange lærlinger fra kristelig vakte hjem, at den danske folkehøjskole har fået et stærkt religiøst præg. Morgenandagt, hvortil eleverne kan møde, så vidt de føler trang dertil, hører til husordenen, jeg tænker, i de fleste danske højskoler, det samme gælder vel også bordbønnen og, ikke sjælden, aftensangen.
Dette hænger jo også sammen med, at det, efter at Kold havde vist vejen, er blevet regelen, at eleverne er højskoleforstanderens eller hans og de gifte læreres husfæller. I Danmark er dette almindeligt. Det er også taget op i Finland og delvis i Sverige og Norge.
Sit foredrag på vennemødet sluttede han med den bemærkning: "Oplysning har jeg næppe så godt greb på, som jeg har på oplivelse. Jeg opliver først, og så oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og oplyser jeg på én gang, og det tror jeg er rigtigt; thi oplivelse er det, man trænger til. Altså er det at oplive langt mere min opgave ved skolen end at oplyse; men så oplyse vi en lille smule, efterhånden som vi blive oplivede. Når man nu vil spørge mig, hvorledes jeg kunne komme til at oplive først og oplyse sidst, eller i alt fald oplive og oplyse på én gang, altså hvorledes jeg, der ikke er blandt profeterne, fordi jeg ikke har gået nogen egentlig skole igennem, kunne blive folkeoplyser, så svarer jeg: det kommer deraf, at jeg, da jeg begyndte at ville oplyse, befandt mig mellem folk, som  ingen oplysning kunne tage imod, førend de blev oplivede, det var simple folk, som så at sige ikke kendt til oplysning, men som først skulle oplives ... Jeg tror også, at jo mere man lærer det danske folk at kende, desto mere vil man erfare, at de både i og udenfor København ikke rigtig kan blive oplyste, uden at de først blive oplivede, eller i alt fald, at det må følges ad, at der oplyses og oplives til én og samme tid."
Kold har virket mægtigt til, at folkehøjskolen er kommen til at stile bestemtere efter vækkelsen og oplivelsen, efter udviklingen af personlighedslivet, end den gjorde det før hans tid.
At der kommer så mange børn af den jævneste del af befolkningen på højskole, kan vi også for en væsentlig del takkede ham for.
I de ting, her er nævnt, har KOld øvet indflydelse, umiddelbart eller middelbart ikke blot på en meget stor del af folkehøjskolerne i Danmark, men også på højskolelærere i Nordens andre lande.
Han blev endelig hovedmanden for den frie børneskole, der vokste op især på Fyn, og nogle af hans mest bekendte elever har arbejdet i dens tjeneste, således den nuværende folketingsmand Klaus Berntsen, gårdejer Knud Rasmussen, der i mange år havde børnehjem i Sødinge, hvor Jens Schjørring havde holdt højskole. Rasmus Hansen, der døde som friskolelærer i Vejstrup ved Svendborg. K. Stenbæk, der har holdt friskole i Ormslev på Sjælland, Didrik JOhansen (1840-98), der har holdt friskole i Forlev på Sjælland m.fl.
Men også på mange lærere i den offentlige folkeskole har han øvet indflydelse, når de samledes hos ham i sommerferien.
Kold var for ejendommelig en mand, til at hans gerning kunne fortsættes efter hans død af nogen enkeltmand. Det endte da også med, at Dalum Højskole blev omdannet til en landbrugsskole.
A Poulsen Dal, der havde gjort en overordentlig dygtigt arbejde ved Kolds side, begyndte 1864 selv en folkehøjskole på Mors, i Galtrup, tæt ved landevejen, der fører fra Nykøbing til Vilsund. Denne skole blev midtpunktet for en stor folkelig og kristelig bevægelse på øen, idet både gamle opvakte lægfolk, som var påvirkede af Algreen og Peter Larsen, og yngre præster samledes om skolen. Tæt ved den byggede Morslands danske Samfund et stort ottekantet forsamlingshus, hvor der er blevet holdt ualmindelig store, folkelige og kirkelige møder, og syd for landevejen rejste sig snart den anselige Ansgarkirke, ved hvilken Rasmus Lund overtog stillingen som valgmenighedspræst. Poulsen Dal tog sig omhyggeligt af dem, der kom til de store møder og forrettede degnetjenesten i Ansgarskirken, samtidig med, at han ikke blot ledede sin højskole, men også en skole for drenge i overgangsalderen, og altid udførte pålideligt, hvad han tog sig på.
Men da skete der et brud. Præsten R. Lund mente ikke at kunne nægte nogle børn under konfirmationsalderen at give dem nadveren, og det gav anledning til at han i januar 1883 mistede sin folkekirkelige anerkendelse, og da hans menighed ligefuldt ville beholde ham til præst, blev den fra at være en valgmenighed indenfor folkekirken til en frimenighed udenfor den. Der var imidlertid nogle af menighedens medlemmer, som ikke ville være med til dette skridt, og imellem dem var Poulsen Dal. Dette vakte så meget større forunering, som man var vant til i ham at se en hovedmand i den kamp for forskellige frihedskrav i folkekirken, som var udgået fra Mors, og som  derfra var kommet vidt ud over landet. At man ikke forstod, at han kunne skilles fra sine nærmeste kirkelige venner, førte til, at også søgningen til hans skole mindskedes og snart så han sig i en ikke ringe gæld. Da brød han op fra Danmark og gik til AMerika, hvor han levede som mælkehandler i en af Vestens store byer. Ved sin ubetingede ærlighed fik han en god forretning i gang; hans dygtige sønner bragter fortjenesten ved deres arbejde til den fælles kasse. Efter nogle års forløb kunne familien vende hjem og betale gælden. Sine sidste dage levede Poulsen Dal æret og agtet som gårdmand på Mors.
I en årrække havde Poulsen Dal en dygtig hjælper i Søren Olsen (1842-1902), der i øvrigt har virket som lægprædikant og haft sæde i rigsdagens landsting.
Georg Himmelstrup, der tidligere havde været lærer på Vallekilde Højskole (1873-78), Stenum 1878-82) og Hjørlunde (188285), ledede Galtrup til 1901. Han har 1903 begyndt folkehøjskolen i Grønninghoved ved Skamlingsbanke. P. Hansen er nu forstander for Galtrup højskole.
Til Kolds nærmeste vennekreds hørte den som rigsdagsmand bekendte gårdejer Christen Hansen i Vejstrup ved Svendborg. Han har ikke sjælden gæstet Kold i Dalby med vognen fuld af mænd og kvinder fra sit nabolag. Han fik Rasmus Hansen uddannet hos Kold til at holde friskole i Vejstrup, og det var et varmt ønske hos ham at få en folkehøjskole i sin egen kreds. Da den blev oprettet i 1867, forsøgte først den 43årige teologiske kandidat C.M. Kragballe, om han kunne finde sig vel i en sådan virksomhed; men det varede ikke længe, før han blev præst, først hos godsejer Rosenmüller på Tyllinge i Sverige, senere i Bjerre Herred ved Horsens.
1868 overtog L.B. Poulsen, der tidligere havde været lærer i Nordslesvig, forstanderpladsen i Vejstrup. Han blev der i to år, men vendte så tilbage til sin gamle kreds, købte en gård i Bovlund, byggede en forsamlingssal og holdt gudelige møder. 1879 blev han ordineret til frimenighedspræst af C. Appel, og der er nu bygget en kirke til hans gudstjeneste. Jens Lund kom til Vejstrup Højskole i Poulsens tid som lærer og blev hans eftermand som forstander. Han købte 1882 skolen, som under hans ledelse har fået en smuk stilling blandt de danske folkehøjskoler. Han har haft en betydningsfuld medhjælp i sin gerning i sin hustru, SOfie Laurent. Blandt hans medhjælpere bør nævnes N.K. Andersen (1844-91), der tidligere i 6 år havde været lærer ved Grundtvigs Højskole, men kom til Vejstrup 1870, og Thøger Dissing, som har været ved skolen siden 1888.
Da der fra tidlig tid har bestået et nærmere forhold imellem Jens Lund og grunderen af Mellerup Højskole ved Randers, kan her måske være pladsen til at indskyde nogle bemærkninger om ham.
På en lignende måde som A. Stephansen og Chr. Nielsen stammer fra nabosogne i egnen syd for Ålborg, stammer Jens Lund og Jens Bek fra to nabosogne i egnen sydvest for Randers, den første fra Virring og den anden fra Hørning. Men de fik mere tilfælles end fødeegnen. De er begge blevet forberedt til Lyngby Seminarium af M.A.S. Lund, som dengang var kapellan i Virring, men nu er præst i Vium. De hørte begge til den kreds af kristelig vakte seminarieelever, som samledes hos seminariets andenlærer Siegumfeldt, der nylig har taget sin afsked som sognepræst i Søften ved Århus. De blev begge to gift med døtre af den livlige præst H. Laurent, der hørte til Grundtvigs ældre  venner . De blev begge højskoleforstandere.
Jens Bek (1844-93) havde været skolelærer i Halling (også sydvest for Randers) og dels fået mod på at undervise voksne mennesker ved at holde aftenskole, dels tildraget sig opmærksomhed i en videre kreds ved sine vel udarbejde foredrag, da man i Mellerup, nord for Randers Fjord, hvor sognepræst Slamberg havde haft en frugtbar gerning, i 1880 byggede en højskole, der under hans ledelse i kort tid nåede at blive en af de mest søgte. Tallet på elever var højest den sidste sommer, Bek levede (150 piger). Han har haft en stor evne til at vinde sine lærlingers fortrolighed og derved knytte dem til sig. Emnerne til sine foredrag tog han især fra det gamle testamentes bibelhistorie.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk