Christen Kolds tale på Det kirkelige Vennemøde i København
Forside ] Op ]

 
Christen Kolds tale på Det kirkelige Vennemøde i København

Christen Kolds tale på Det kirkelige Vennemøde i København tirsdag den 11. september 1866. - Med Grundtvigs indledende præsentation.
 
Det stenografiske referat af Kolds berømte vennemødetale i 1866 udkom første gang i bogen Det kirkelige Vennmøde i Kjøbenhavn den 10de og 11te September 1866. Ved Kristian Køster. Kjøbenhavn: Karl Schønbergs Boghandel, 1866.

Teksten fra 1866 ligger til grund for nærværende digitaliserede version. Jeg har stræbt efter at følge den originale tekst så nøje så muligt. Ord for ord, linie for linie og afsnit for afsnit er de 2 versionen således helt identiske. Selv åbenlyse trykfejl er uændret gengivet; det samme gælder i de 2 tilfælde, hvor ord utilsigtet bliver gentaget. Kun er originalens gotiske skrift her erstattet med Times New Roman, [42] - 74 refererer til den originale paginering i 1966 udgaven. Teksten er på omkring 130 KB, og udprintet fylder den ca. 25 sider i A4 format.
 Juli 1999 Christian Friis Damgaard
 

[42]
Tirsdagen den 11te September.
Efter at vi havde sunget "Ordet var fra Arilds Tid"
(Sangværket 148) tog B i s k o p G r u n d t v i g Ordet og talte saaledes:

Hvad jeg idag ønskede, at Talen i Venne-Kredsen især
maatte komme til frit at dreie sig om, er den menneskelige
og folkelige S k o l e s a g, som ogsaa i christelig Henseende er
høist vigtig for hele vort Liv i denne Verden, og de store
og glædelige Fremskridt, som denne Sag har gjort hos
os i de sidste Aar, berettiger visselig til de lyseste For-
haabninger for Fremtiden. Vistnok ser de Høilærde og i
deres egne Tanker meget Kloge os som Skolemænd for-
nemt over Hovedet, om vi end, som jeg, er løbet igjennem
den sorte Skole, og selv vore saakaldte Høiskoler er dem
meget for lave til at de skulde værdige dem nogen Op-
mærksomhed, uden forsaavidt at de siger, at de, som Alt
det Grundtvigske, er pæredanske, saa pæredanske, at end
ikke Vorherres Sol, fordi den ikke er det, men er gud-
dommelig og almindelig, maa faae Lov til at skinne ind i
dem. See, dette er jo kjedsommeligt nok at høre paa, og
det kan jo ogsaa lidt forsinke Værket ved at kyse de Ube-
fæstede fra at tage levende Deel i den Oplysning, der
hvor fattig den end kan synes i glimmersyge Øine, dog er
den eneste sande menneskelige, fordi den oplyser Mennesket
om, hvad det er, ikke som et Pattedyr, men som en Skab-

43
ning i Guds Billede med Aand og med Hjerte, og den
eneste, der kan blive almindelig, fordi den oplyser det vir-
kelige Liv saaledes som det findes, og følger det Skridt for
Skridt saaledes som det udvikler og klarer sig. See,
derfor er jeg ganske vis paa, at det nu ikke kan vare længe,
at den Oplysning gjør sig mere og mere gjældende, uden
at ogsaa de Høilærde maa indrømme, at hvorledes det
end gaaer til, saa er Lyset dog saavelsom Livet paa vor
Side, at hvorledes det end gaaer til, saa har vi dog ikke
blot hvad de længe har forundret sig over, fløiet dem
forbi i Frihedssagen, idet vi kræver en virkelig menneskelig
Frihed, ikke blot for Tanker men for hele Menneske-Livet,
men vi er ogsaa fløiet dem forbi selv i Oplysningssagen,
som var deres Palladium som de kaldte det, deres Ære
og deres Stolthed. Nu veed vi, at det er slet ikke under-
ligt, det er en følgelig Sag, fordi vor ligesaa menneskelige som
guddommelige Læremester, J e s u s C h r i s t u s, selv er baade
Lyset og Livet, men det er jo umuligt, at Verden med sine
døde og mørke Forestillinger om Christendommen kan for-
staae det; den maa virkelig troskyldig ansee det som en
splinterny Lærdom, der er faldet ned fra Skyerne. Vi
seer derfor ogsaa, at selv Christne, som igjennem Stats-
kirken er blevet forvænte, har ondt nok ved at fatte, at
Christendommen paa det allernøiste hænger sammen med
hele den menneskelige Frihed og Oplysning. De studse
ved det endnu, naar Verden forkynder dem, at det dog er
altfor urimeligt, at vi som troskyldige Christne skulde sætte
saa høi Priis paa den udvortes borgerlige Frihed, som dog
kun lidt eller intet har med det Indvortes, endsige da med
Evige at gjøre, og at vi, som siger, at vi vil tage For-
nuften fangen under Troens Lydighed, saaledes endogsaa
skulde sværme for Oplysning og Forstand paa alle Ting

 44
saavidt det er os givet, baade det Timelige og det Evige.
Det skulde dog slaae os Alle, som troer paa Vorherre J e s u s
C h r i s t u s, at han jo selv har sagt, at han talte til os baade
om jordiske og himmelske Ting, og dersom vi ikke troede
hvad han sagde os om de jordiske, saa troede vi endnu
mindre hvad han fortalte os om de himmelske. Jeg tvivler
altsaa ingenlunde om, at den menneskelige og folkelige Op-
lysning, der er kommet frem, og daglig gjør mere og
mere Fremskridt, ogsaa vil gjøre sig saaledes gjældende i
vor lille Verden, at den maa indrømme at det dog er
den eneste, der virkelig tjener Menneskelivet, ligesom den
ogsaa er den eneste, der er Mennesket værdig, thi selv de
gamle Filosofer har dog sagt, at man skulde skrive over
Skolen: Kjend dig selv, saa at dette er den nødvendige
Begyndelse til al virkelig Kundskab om de aandelige og
hjertelige, om de himmelske og de evige Ting, fordi det er
umuligt at vi kan kjende noget til det Altsammen, naar
vi ikke havde fundet et Billede deraf hos os selv, saa at
det kan speile sig i os. Hermed hænger det da ogsaa
sammen, at man nu i vor lille Verden har en Sky for
det levende Ord, ja for enhver Tale om at det er det Første og
det Sidste. Og dog er det det Eneste, hvorigjennem Hjerte og
Aand kan meddele sig, baade i Himmelen og paa Jorden,
thi det er Noget, som vil og maa gjøre sig selv saaledes
gjældende, at skjøndt det ikke kan begribes, maa det dog
nødvendigviis indrømmes, og det maa tillige sees, at hvem
der blot vil indrømme det, men ikke vil bifalde det, ogsaa
kommer til at fattes alt det Liv og Lys, som kun gjen-
nem Ordet lader sig meddele, igjennem det Guds-Ord
først og sidst, som er det eneste Ord, der kan meddele Liv,
og dernæst ogsaa gjennem Menneskeordet, som jo er det
eneste, hvorved vi kan aabenbare os selv for hverandre.

45
Alt dette kan jeg jo sige Dem, og De har ingen Skade
af om De troer mig paa Ordet, thi jeg er ganske sikker
paa, at det aldrig skal glippe, men vise Dem det, kan jeg
ikke, det kan kun sees paa Frugterne, som den menneskelige
Oplysning med det levende Ord vil bære. Noget kan der
imidlertid sees, naar en Mand, der har tjent og af lang
Erfaring lært at kjende Skolesagen fra Først til Sidst, vil
aabne sin Mund og med sit sanddru levende Ord frem-
stille for os, hvorledes det gaaer til i Livet med den men-
neskelige og folkelige Oplysning, og jeg har derfor bedet
K o l d, den menneskelige og folkelige Oplysnings Hoved-
mand i Fyen, være saa god at fortælle os, hvorledes han
kom ind paa sin saa frugtbare Løbebane, og hvorledes
han betragter Skolesagen i det Hele, baade Børneskolen
og Skolen for de Voxne, og jeg vil da kun føie een Be-
gjæring til, som jeg ellers aldrig gjør til nogen Taler,
den nemlig, at han ikke vil fatte sig for kort; thi denne
Mand har tiet saalænge, at han vistnok har en god Deel
at sige os, og vi har, troer jeg, ogsaa gode Stunder
at høre.
C. K o l d fra Dalum Højskole:
Nu har de Allesammen hørt, at jeg skal til at tale,
og de har ogsaa hørt, at jeg har fået det Emne opgivet,
som jeg skal tale om. Det er en Text, som jeg grumme
gjerne vil tale om, men om jeg kan det, er en hel anden
Sag, og om jeg kan det her, er igjen en hel anden Sag,
thi vel er jeg ikke saa bange for Menneskene her, men jeg
kunde være bange for Stedet, thi jeg er ikke h j e m m e.
Dersom jeg var hjemme og havde Lov til at dele dette
Emne i 8 Afsnit og holde 8 Taler om det i 8 Dage,
saa vilde jeg ikke være bange, men deels fordi jeg ikke er
hjemme og deels fordi jeg skal sige Alting nu i dette Øie-

46
blik, saa er det jeg er bange for, at det skal gaae med
mig, som der siges om de smaa Hunde, at de er hjemme
stærke, og ude er de ikke til stort, men naar jeg s k a l
prøve paa at tale, saa skal jeg, og dersom det viser sig, at
at jeg ikke kan, saa maa de derfor ikke tro, at jeg ikke kan
det hjemme.
Det første Spørgsmaal, hvorledes jeg er kommen
til folkelig Oplysning, kan jeg egenlig ikke besvare, da
jeg ikke har løbet om ved lærde Skoler, og langt mindre
gaaet een igjennem, som Grundtvig sagde. At jeg er
bleven Folkeoplyser, er ogsaa en sær Ting i vore Dage,
men den Tid, der nu er, har heller aldrig været før, saa
det er ikke saa sært at der skeer nye Ting i nye Tider.
Hvorledes det da er gaaet til at jeg er bleven en Folke-
oplyser, kan jeg grumme nemt besvare dermed, at jeg er
f ø d t d e r t i l, men dette er jo dog ikke nok, det skulde jo
ogsaa kaldes frem og udvikles hos mig, og det var det,
jeg vilde fortælle, hvorledes det kom sig, at det blev kaldt
frem hos mig. At jeg er født med det, har jeg Gud at
takke for, maaskee ogsaa min Moder, thi hun var den
første, der begyndte at fremkalde det hos mig. De maa
derfor undskylde, at jeg begynder saa langt borte med min
Moder, men der er saa mange uøvede Talere, der begynde
med Adam og Eva, og De maa derfor skjønne paa, at
jeg har sparet dem en lang Vei.
Jeg kan sige om min Moder, at hun var en aparte,
en sær Een; Ingen af dem, der omgikkes hende, forstod
hende, og jeg veed ikke, om hun forstod dem, men hun
forstod dog temmelig godt hvorledes de skulde hjælpes,
naar de feilede Noget. Forøvrigt troer jeg, at hun brød
sig ikke om Mennesker, undtagen netop i den Retning at
hjælpe dem, naar de feilede Noget. Hun søgte ikke Om-

47
gang med Nogen, og jeg veed ikke, at hun har elsket
noget andet Menneske end Pastor Agerbek; ham holdt hun
saa meget af, at det var en hel ualmindelig Kjærlighed.
Hun græd, slog i Bordet og skjændte paa alle andre
Præster og Oplysere, naar hun kom i Tanker om Agerbek;
som han var, skulde de andre være. Hun var den første,
der begyndte at fremkalde en folkelig Oplysning hos mig,
og gjøre mig til folkelig Oplyser, og det gjorde hun uden
at hun vidste det, thi hun var ikke nær saa klog som jeg,
og jeg er ikke nær klog nok. Min Moder var overordenlig
dygtig baade til aandelig og legemlig Gjerning; hun havde
uafladelig travlt med at arbeide, og hun var nødt dertil,
thi mine Forældre vare fra Begyndelsen af fattige Folk,
men arbeidede sig efterhaanden op til at blive hvad man
kalder velhavende. Naar vi Børn skulde lege, og vi ikke
havde Noget at lege med, saa laante hun os sit Fingerbøl,
og saa lavede vi Oste af Sand, og det blev vi ved med,
saalænge til det ikke længere var morsomt. Saa var der
En og Anden, og det var ofte mig, der var så skarn-
agtig at ville more sig med at slaae de Andres Oste om,
og saa skete det ofte, at min Moder gav mig et Ørefigen
og sagde: Du er en grim Dreng, men det var ogsaa
mange Gange Tilfældet - og det var det, som hjalp til
at fremkalde min Udvikling - at hun sagde: Kom, Børn,
lad mig fortælle jer en Historie, og naar hun saa havde
fortalt den, saa kom der Liv og Munterhed igjen, saa
kunde vi igjen begynde paa den opbyggende Virksomhed
med at lave Sandoste og forglemme den nedrivende. Jeg
forstod dengang ikke, hvorledes det kunde have en saadan
Virkning, at vi havde faaet en Historie at høre om store
og lille Peer eller hvem det nu var; min Moder havde en
ni, ti Historier, og dem fortalte hun saa ofte, at vi kunde

48
udenad, saa at vi kunde rette hende, naar hun sagde
et Ord feil, men vist er det, at naar vi havde hørt Hi-
storien, kom der altid en saadan Livlighed tilstede igjen,
at vi kunde begynde at lege. Derved gik det siden op for
mig, hvad Virkning noget saadant kunde have paa Børn,
og derved kom jeg til at tænke paa, at det, jeg egentlig
skulde komme til, for at blive Folkeoplyser, det var, at jeg
først skulde lære at kjende O r d e t s M a g t til at tale til
Hjertet og gjøre Menneskene skikkelige, glade, frie og lykke-
lige; vi skulde ikke have Lyst til at rive ned og gjøre
Fortræd, men Lyst og Kjærlighed til at bygge op. Jeg
skulde først lære at kjende Ordets Magt til dette Brug,
og dernæst skulde jeg erfare hos mig selv, om ogsaa jeg
kunde det Slags Ord, som kunde gjøre den Virkning.
Saasnart jeg var kommen dertil, kunde jeg strax begynde at
oplyse, og saa vilde Tiden vise, hvor oplyst jeg selv og
de Andre kunde blive.
Senere hørte jeg selv Pastor Agerbek i Skolen, og
jeg blev saa glad ved at høre ham, at jeg, da jeg kom
hjem, sagde til min Moder: maa jeg ikke gaae op at be-
søge Præsten? Nei, sagde hun, det er ikke værd, hvad vil
du ham? Jo, jeg vil derop, sagde jeg; nei, det kan ikke
gaae an, sagde hun. Ja, men jeg gaaer jo dog saa ofte
op til Provsten, svarede jeg. Ja, det er en anden Sag,
sagde min Moder; thi Provst Carstensen har jeg tjent i
10 Aar, men til Agerbek maa du ikke gaae op. Ja
Moder, sagde jeg, jeg troer at jeg gaaer derop alligevel.
Hvad vil du da sige til ham, spurgte hun? Jeg vil sige,
at jeg vil tale med Præsten. Da jeg gik hen til ham,
var det akkurat med samme Følelse som den, hvormed jeg
kom herop idag. Da jeg kom ind i Gangen, saae jeg saa
mange Dørre, jeg vidste ikke hvilken jeg skulde banke paa,

49
og saa frygtede jeg for, at jeg skulde banke paa den feile.
Da jeg imidlertid var kommen ind i Præstens Forstue,
turde jeg ikke gaae ud igjen, thi saa vilde man troe, at det
var en Tyv; jeg bankede paa, og saa var det saa heldigt,
at Agerbek selv lukkede op. Han sparede mig for den
Uleilighed at begynde en Samtale, thi han begyndte selv
at tale med mig, og det skal man altid gjøre, naarsomhelst
Børn kommer til Een, thi det var forskrækkeligt, hvor den
Tanke pinte mig, at jeg skulde begynde. Jeg har seet
dig i Skolen, sagde Agerbek, og derpaa gjorde han mig
nogle Spørgsmaal, som jeg besvarede ham, blandt Andet
om hvorledes min Moder havde det. Saa forærede han
mig 4 Bøger, hvoraf den ene hed den fromme Landsbypige,
som jeg læste med stor Fornøielse. Jeg var saa glad over mit
Besøg hos Agerbek, og er glad derved endnu den Dag i Dag;
han fortalte rigtignok ikke Eventyr, men han sagde alligevel
Noget, som mit Hjerte blev glad ved, og det var just ikke
Tilfældet med det, man til daglig Brug hørte i Skolen.
Saaledes gik min Barndomstid hen; der var en
halv Snees gamle Koner og Mænd i min Fødeby, Thisted,
hvoraf et Par fortalte Spøgelseshistorier, en Anden fortalte
forskrækkelig lange Eventyr, og min gamle Faster fortalte
Legender. Det var for mig som om Solen skinnede meget
klarere i disse Huse, end i andre, det forekom mig som
om Kaffen, jeg fik der, var meget bedre, end den jeg fik
andetsteds. Jeg syntes at der var saa varmt og hyggeligt
i de Huse, hvor disse Historier bleve fortalte, medens der
derimod i de andre var saa sort og koldt.
Jeg var lidt over tretten Aar, da min Moder for-
maaede gamle Amtsprovst Carstensen til at han skulde
skaffe mig en Plads som Lærer. I mit ellevte Aar var
jeg bestemt til at være Skomager ligesom mine Fædre,

50
men min Fader fandt, at mine Fingre sad saa daarligt
paa mig og at jeg havde saa daarlige Anlæg, at han blev
helt vred og fortrædelig derover. Han sagde: Da jeg var
elleve Aar, kunde jeg sye Tobaksdaaser og Tegnebøger lige-
saa smukt som nu. Han kunde ikke huske, hvorledes han
selv var, da han var Barn, men det vil jeg bede Dem om
at huske paa, thi ellers kommer De til at gjøre baade Dem
selv og deres Børn megen Uret. Jeg havde som Barn
den Skik, at naar jeg skulde knappe min Vest op, saa tog
jeg og rev den rask op, men derover blev min Fader
vredfortrædelig og sagde: "Du bliver til Ingenting i
Verden; naar jeg gaaer forbi et Gadehjørne, hvor det
blæser, saa nænner jeg ikke engang at knappe min Frakke,
for ikke at spolere Knaphullerne." Jeg tænker ofte paa,
at dersom han havde vidst, at naar jeg blev ligesaa gam-
mel som han var, dengang han ikke knappede sin Frakke for
at skaane Knaphullerne, vilde jeg gjøre akkurat det selv-
samme, saa kunde han have sparet sin Fortrædelighed.
Det var forskrækkeligt for mig bestandig at høre, at jeg
skulde blive saadan et sølle Skrog. Jeg gik til min Moder
og sagde: er det dog sandt, at jeg bliver saa sølle, jeg
synes dog, at jeg er den dygtigste i Skolen; hun svarede
mig: Du er god nok, min Dreng, men det var en daarlig
Trøst. Da jeg havde været i Skomagerlære 1½ Dag,
kom min Moder om Eftermiddagen Kl. 3 og tog mig
stiltiende ved Haanden og trak mig op af Bænken, som
jeg sad paa, og sagde blot disse Ord: "Kom du min
Dreng, du skal ikke være Skomager." Fra den Tid af
var der ikke Tale om andet, end at jeg skulde være Skole-
mester, skjøndt Degnene vare de foragteligste Folk, min
Moder vidste af at sige. Jeg maatte bestandig høre: "Du
duer ikke til Andet, derfor skal du være det. Det er det

51
Bedste, uduelige Mennesker kan komme til, thi naar
Degnene blive gamle, saa bliver der slaaet Meelgrød op paa
Væggene med Søm, saa at de kan gaae og slikke den af."
Derpaa talte min Moder med Provst Carstensen om
han vilde lede mig ind paa denne Løbebane, og han førte
mig da ud til en Skole en halv Mil fra min Fødeby. Jeg
skulde katekisere over det Sted af Balles Lærebog, der lyder:
Erfaringen viser, at Menneskene ere ikke saa gode som
de burde være, og hvorledes jeg fik det forklaret eller for-
dunklet, skal jeg ikke kunne sige, men saameget er vist, at
den gamle Amtsprovst fandt det overordentlig godt, og
dermed var Hensigten opnaaet. Bønderne saae paa mig
og sagde: Ja det er jo en Kjøbstedsdreng; der var allerede
dengang en lille Smule Misnøie mellem Kjøbstad og Land.
De troede, at jeg vilde sige: Det er nogle Bønder fra
Landet, og derfor var de allerede vrede paa mig, skjøndt
der var ingen mennesker, som min Moder syntes bedre
om, næst efter Agerbek, end den Del af vore Kunder, der
var Bønder fra Landet, og det var ogsaa Tilfældet med mig,
men det kunde ikke hjelpe. Hvad der endnu var værre,
det var, at en Del af Børnene var meget større end jeg;
jeg har altid været lille af Væxt og er det endnu. Det
gjøs i mig ved at tænke paa, at jeg skulde være deres Lærer,
men saa faldt det mig ind, at jeg skulde holde en Tale,
og det var den første, jeg har holdt. Jeg sagde da baade
til Børnene og Forældrene og alle de Tilstedeværende:
I ere meget større end jeg, og skal det komme an paa at
slaaes, saa kan I banke mig, men jeg har ikke til Hensigt
at ville slaa Eder, og derfor haaber jeg ogsaa, at I ikke
ville slå mig, men snart vil I erfare, at jeg er klogere
end I - det var ogsaa sandt - men hvis I ere kloge,
saa søger I at lære Noget af mig. Dette fandt Bønderne

52
var et Ord i rette Tid, og baade deres og Børnenes
Ansigter opklaredes.
Saa holdt jeg Skole for dem, og der forefaldt blandt
Andet en lille mærkelig Begivenhed, som jeg i Korthed
vil fortælle, fordi den er saa kjøn. Der blev sagt mig,
at jeg ikke maatte spille Kegler med Børnene, for saa
tabte jeg min Respekt, men Naturen gik over Optugtelsen,
og en Middagsstund gik jeg ned paa Gaden med Børnene
for at spille Kegler. Der boede ligeoverfor en skikkelig
Mand, i hvis Huus jeg ogsaa syntes, at Solen skinnede
klarere end andre Steder, thi dengang kunde jeg dog endnu
kjende Forskjel derpaa. Han saae mig fra sin Port, og
kom ned til mig, og jeg tænkte da ved mig selv: nu skal
jeg staae til Skrifte. Jeg syntes ikke, det var saa rart
for en Skolemester at blive taget i Skole for en saadan
Barnagtighed, og smed derfor strax Keglerne fra mig, men
da han kom ned, sagde han blot: Kristen Kold, vil du
ikke følge med mig hjem, hvilket jeg ogsaa gjorde, men
han sagde Ingenting underveis. Da vi kom ind i Stuen
satte han sig ved Bordenden, og mig paa den øverste
Skammelende. Saa! tænkte jeg, nu kommer det, men
men han sagde endnu Intet til mig, han bad blot sin
Kone om at skjænke en Kop Kaffe til ham og en til mig. Jeg
begyndte at blive let om Hjertet, og tænkte, at jeg ingen
Skjænd skulde have, men da Kaffen var skjænket, sagde
han til mig: Du skal ikke spille Kegler med Skolebørnene,
men du maa komme op i min Gaard i Middagsstunden,
saa skal min Søn, som er konfirmeret, spille med dig. Jeg
blev saa forunderlig glad, at jeg svarede ham: det gjøres
saamænd ikke Behov, thi jeg kan godt lade være at spille
Kegler, naar det skal være. Nei saamænd kan du ikke, min
Dreng, sagde han, det var ogsaa Synd at forlange af

53
dig, og troer du, at jeg vil tage Noget fra dig uden at
give dig noget bedre istedet, troer du at jeg vil tage Kegle-
spillet med Børnene fra dig, uden at give dig min Søn
at spille med! See, hvilken Kjærlighed, og jeg havde nær
sagt Forstand, den Mand var i Besiddelse af.
Senere blev jeg Huuslærer paa en Herregaard. Om
Aftenen sad jeg i Folkestuen og lærte Tjenestefolkene Hol-
bergs Komedier, den Ene skulde være Pernille, den Anden
det og den Tredie det. Jeg lærte Enhver især de Ord de
skulde sige, og det var uhyre morsomt, enten Vedkommende
sagde det rigtigt eller feil. Endvidere læste jeg Holbergs
Peder Paars, og fordi jeg er en Jyde, kunde jeg fornøie
mig ved den satiriske Poesi, thi den har hjemme hos mine
Landsmænd, hos Thyboerne.
Saaledes gik det til jeg blev 18 Aar, da kom jeg
paa Seminariet i S n e d s t e d, hvor Pastor B r a m m e r
var Forstander. Da jeg kom til Optagelsesexamen, spurgte
han mig om jeg kjendte de messianske Spaadomme, dertil
svarede jeg: Spaadomme veed jeg nok hvad er, men mes-
siansk veed jeg ikke hvad er. Dette syntes han nu var no-
get forskrækkeligt. Saa sagde han, det er Spaadommene
om Messias; ja, svarede jeg, saa kjender jeg nok nogle af
dem. Jeg tog tre af de første, men saa vidste jeg ikke flere.
Derpaa spurgte han mig: har du læst Noget i Biblen? Ja,
svarede jeg, jeg har engang læst noget i den for min Moder,
da jeg var lille; men det var gjerne Historierne om Judit
og Holofernes. Det var jo heller ikke til Maade. Men
hvad har du da ellers læst? spurgte han. Jeg har læst
Holbergs Peder Paars, og det Svar gjorde det ikke bedre,
saa det tegnede ikke til at jeg kom ind, men A l g r e e n
sagde: vi vil optage ham alligevel for det er en aparte
Fyr, og jeg slap da ind paa Seminariet og kom til at

54
sidde allernederst, jeg tænkte, det er egentlig Uret, thi du
er ligesaa klog som alle de Andre.
Imidlertid var jeg gruelig forknyt i de to første Maa-
neder, saa forknyt, at min Fader fandt det nødvendigt at
kjøbe et Uhr til 12 Rd. til mig, for at oplive mit Mod.
Det var imidlertid noget Andet, der skulde oplive mig, og
De kan aldrig tænke hvad det var,det var P e d e r L a r s e n
S k r æ p p e n b o r g. Jeg kunde ikke forstaae hvad det var
Læreren sagde, jeg hørte og hørte, men vidste ikke hvad det
var, han talte om. Jeg var meget forknyt, thi naar man
er i Skole og ikke kan forstaae, hvad der bliver sagt, saa
er man aabenbart i Knibe. En Dag holdt Brammer en
Prædiken og opkastede det Spørgsmaal til de Tilstede-
værende: er du en Christen, og hvilken Bestemmelse han
gav eller ikke, skal jeg lade være usagt, men jeg sagde til
mig selv: Du er det da ikke, og naar jeg nu var en daar-
lig Seminaristelev og heller ingen Christen, saa kan De
nok skjønne, at Udsigterne vare mørke. Men en Dag
gjorde Peder Larsen Skræppenborg mig opmærksom paa,
at Vor Herre elsker Menneskene, og det var forskrækkeligt,
at jeg ikke havde faaet det at vide al den Tid jeg havde
været til. Hvadenten jeg imidlertid havde overhørt det
før eller ikke, saa er det vist, at det var noget Nyt for
mig, og da jeg hørte det, foer det igjenem mig med en
Overbeviisningens og Følelsens Kraft, at Gud elskede
Menneskene, at han ogsaa elskede mig, og at han kun levede
for at gjøre Menneskene og ogsaa mig lykkelige, og at det
aldrig kunde feile, at det vilde skee, naar han havde taget
sig det Stykke Arbeide for. Tidligere troede jeg, at Gud
var en Politimester, en streng Skolemester, som passede
paa naar vi gjorde Ondt, for at han kunde give os et
godt Ørefigen, men nu gik det op for mig, at Gud elskede

55
Menneskene og mig, og saa fornam jeg, at jeg ogsaa elskede
Menneskene, det var vel i en ringere Grad, men jeg elskede
dog mig selv, og glædede mig ved at Gud elskede mig.
Jeg har aldrig kjendt Mage til det Liv, den Lyst,
Kraft og Drift, der da opstod hos mig, jeg var saa glad,
at jeg ikke vidste, paa hvilket Been jeg skulde staae, over
den Opdagelse, jeg havde gjort. Jeg gik ud i byen til
mine gode Venner og fortalte dem denne mageløse Nyhed;
jeg vidste neppe hvad jeg sagde, men det fik jeg dog sagt,
at Gud elskede mig og os Alle, skjøndt vi vare Syndere.
Paa nogle Steder hvor jeg kom, hørte man paa mig med
Ro, paa andre Steder sagde de: det stakkels Menneske!
han har mistet Forstanden. Imidlertid hjalp A l g r e e n
mig saa meget tilrette at han sagde, at jeg havde ikke mistet
Forstanden, men at det var de Andre, der ikke var komne
til Forstand. Alligevel gjorde det et forunderligt Indtryk
paa mig, at alle andre Mennekser, der ellers kjendte mig,
sagde, at jeg havde mistet min Forstand, og jeg blev derfor
saa glad, da jeg læste hvad man kalder Apostlenes Gjer-
ninger, og saae at det var gaaet dem omtrent ligesom mig,
og da gik det op for mig, at jeg var en Christen, efter-
som jeg havde det ligesom de. Derved fik jeg en Følelse
af Ordets Magt til at gjøre Hjerterne glade, og det var
paa anden Omgang, thi første Gang havde min Moder
bibragt mig denne Følelse, og snart erfarede jeg, at Gud
havde givet mine Ord den Kraft, eller lagt mig de Ord
i Munden, at ogsaa jeg kunde gjøre det, og saa besluttede jeg
fra den Stund af, at jeg skulde befatte mig med det, ikke
forlade Seminariet, men gaae det igjennem, men dog gjøre
det til min egentlige Opgave i Verden at gjøre Hjerterne
glade med det Budskab, at Gud elskede os ved sin Søn
Jesus Christus, uagtet vi vare Syndere. Fra den Dag

56
af kunde jeg forstaae hvad de sagde paa Seminariet, og jeg
kunde huske og gjøre Rede derfor; jeg læste ikke ret
meget, men hørte blot efter. Om Julen kom vi til Sal-
ling, og jeg var der saa heldig at træffe Mennesker, som
vare glade ved det Samme; vi sang og talte, bad Bøn-
ner og sang igjen, men Hovedsagen var den, at jeg havde
fornummet Ordets Indflydelse paa mig.
Nogen Tid efter fik jeg Ingemanns historiske Roma-
ner ihænde, og saa læste jeg uafladelig i 2 Nætter og 3
Dage, Valdemar Seier og Erik Menveds Barndom, og
jeg var ligesom om jeg var henrykt over at see, at det
danske Folk havde været saa stort og saa lykkeligt, og at
der havde været saa skjønt i Danmark, og nu var her dog
saa sølle. Jeg tænkte ved mig selv, det kan gjerne være,
at du ogsaa er i Besiddelse af den Slags Ord, der be-
høves til at fremme dette, men det kom jeg dog ikke til
før adskillige Aar efter. Jeg var just ikke saa meget pietistisk,
jeg havde ikke forstaaet stort Andet end at Gud elskede os.
Saa blev jeg forflyttet derfra, som vel var, thi ellers
havde jeg talt og sunget mig tom, og saa kom jeg til
Sønderjylland for at være Huuslærer hos den rige Knud
Knudsen i Forballum. De Folk, jeg der traf paa, var
christelige nok, de var ikke saa uvidende som Thyboerne,
de var vidende, men der var intet Liv i dem. Men hvor-
ledes det var eller ikke, saa faldt det mig ikke ind at skaffe
Liv i dem i denne Retning. Derimod følte jeg, at de ikke
var danske, og saa tænkte jeg, nu skal du tage fat paa det.
Jeg gav mig til at læse Ingemanns Romaner for dem,
dem havde jeg selv faaet godt af, og det meente jeg ogsaa
de Andre skulde, og det lykkedes fortræffeligt. Saa gjorde
jeg Bekjendtskab med "Valdemar den Store og hans Mænd",
og de Ord der staaer deri: hvad Danmark var, skal det

57
atter blive, endnu er Fædrenes Aand ilive! Jeg syntes
ikke jeg kunde have Ro, førend vi fik begyndt paa at faae
Danmark til at blive hvad det engang været. Der var
en Mand ovre fra et andet Sogn, for hvem jeg læste
Noget af Valdemar den Store og hans Mænd, og jeg
vilde have, at han skulde hjælpe mig til at sætte det i Værk,
thi det skulle jo gjøres, men han svarede mig: jeg for-
staaer ikke hvad det er, du læser. Det er forskrækkeligt,
sagde jeg, saa skal De idetmindste lære at forstaae det,
jeg vil komme til Dem to Aftener om Ugen, og vi vil
da sammenkalde de unge Mænd, og see om vi kunde faae
dem til at forstaae det. Dengang havde man allerede
"Danske Samfund" i Kjøbenhavn, og vi fik "Danske
Samfunds" Sange sendte til os, og dem sang vi; det
var i Christian den Ottendes Tid. Det varede heller ikke
længe førend de unge Mennesker blev beaandede, og hvis
man besøger den Egn, vil man finde tydelige Spor af den
Virksomhed, som dengang blev udøvet.
I den Tid var det, at det gik op for mig, hvorledes
man skulde holde Skole for Børn, for at naae det Maal,
at faa dem saaledes oplivede og give dem en saadan Lyst,
Drift og Kraft, at man kunde faae dem til at troe paa
Guds Kjærlighed og Danmarks Lykke, og til at arbeide
derfor saa godt, som man efter fattig Leilighed kunde. Da
jeg var Huuslærer, skulde jeg selv sørge for, at Børnene
lærte deres Udenadslektier, og naar det var skeet, gik vi
ud for at lege, vi fiskede, seilede, kjørte i Kilker og morede
os, men Udenadslæsningen tog altid saa grumme lang
Tid. Blandt Børnene var der især en lille Pige, som
jeg holdt meget af, men hun var tungnem: de andre Børn
bleve snart færdige med deres Lektier, men de syntes ikke,
at de vilde gaae ud at lege, førend de kunde faae hende

58
med. Hun læste og græd, læste igjen og græd, og saale-
des havde jeg ogsaa gjort, da jeg var hjemme hos min Mo-
der, men saa sagde hun til mig: nu skal du ikke læse læn-
ger, for ellers tygger du det i dig igjen, og det samme
sagde jeg til den lille Maren. Saa tænkte jeg: mon det
dog ogsaa virkelig er Guds Villie, at Børn skal pines
med en saadan Udenadslæsning? jeg kan ikke forstaae det,
da han dog elsker Menneskene, mon da dette, at lære en
Bog udenad, kan føre til at elske ham? Nei, syntes mig,
det kan det ikke. Ja, men hvad Nytte er det da til?
Det er, for at de skal kunne blive konfirmerte. Men,
tænkte jeg, kunde vi ikke indrette det saaledes, at de
blev konfirmerede paa en anden Maade, det er dog en
forskrækkelig Maade, man nu bærer sig ad paa. Det var
dette, som jeg brød mig allermest med, men nu er det
jo saaledes, at naar vi er i den største Nød og spørge
Aanden for ramme Alvor, saa svarer han os, og han
sagde da ogsaa til mig: Du kan jo fortælle Børnene det,
som de skal lære udenad; du kan jo fortælle dem det,
som du fortæller Eventyr! Aldrig saasnart var dette gaaet
op for mig, førend der kom en saadan Lyst og Drift hos
mig, at jeg ikke havde Tid til at vente, jeg syntes det var
en uendelig lang Tid, først om Aftenen, og saa hele Nat-
ten, indtil næste Dags Morgen, da jeg kunde begynde at
prøve det, og jeg vilde have givet meget til, at der ingen
Nat havde været, saa at vi strax kunde have prøvet det.
Jeg syntes, at dersom det kunde lade sig gjøre, saa havde
vi vundet Verdens Guld og grønne Skove, og jeg havde
nær sprunget ud paa Gaden, ligesom Archimedes gjorde,
og raabt: nu har jeg fundet det, men det gjorde jeg ikke,
thi jeg var en Jyde og ingen Græker. Om Morgenen
begyndte jeg strax at fortælle Børnene et Stykke af Bibel-

59
historien, og det vilde de gjerne høre, men Spørgsmaalet
var nu om de kunde huske det, naar de skulde til Konfir-
mation og Examen. Saa blev jeg ved en fjorten Dages
Tid at fortælle dem Noget af Bibelhistorien, det var netop
Historien om Josef, den fandt jeg var den bedste at be-
gynde med. Derpaa prøvede jeg om Børnene kunde huske
det, og til min store Forundring kunde de fortælle det
ordret, som jeg havde fortalt for dem, thi det er en sær
Egenskab hos Børn, at de fortælle o r d r e t, men naar
man lærer at kjende Børn, kan man nok forstaae hvorfor.
Vi andre kan ikke fortælle ordret, thi vi optage det, vi
høre, i vort Hjerte, gjør det lidt om efter vort eget
Hjerte, og saa leverer vi det fra os, men naar Børn op-
tage Noget, saa give de det fra sig akkurat som de har faaet
det, Jeg tænkte altsaa, nu har vi fundet det, nu skulde vi
have alle danske Børn underviste paa den Maade, det er det
bedste Middel til at faae Danmark til at blive hvad det tid-
ligere var. Nu sagde Folk, det er da et forskrækkeligt Hov-
mod at tænke saaledes, men det sagde de, fordi de vidste
ikke hvad Hovmod var, og de vidste hellerikke, hvad dette var.
Nu gik det fortræffeligt med Skolen; der var en lille
Dreng - han er da til endnu - en lille udmærket Fyr,
som jeg traf, da han havde hørt Historien om Abraham,
staaende i en lille Have ved et Træ; han saae opad og
sagde: hør, lille Abraham, du skal ikke være bange for at
gaae hen at offre din Søn, Vor Herre giver dig ham med
hjem igjen, det veed jeg, thi jeg har læst videre. Da han
var kommen hjem fra skolen, havde han nemlig taget sin
Bog og læst videre, og faaet det at vide, hvormed han
vilde trøste Abraham. Nu vilde jeg for Alt i Verden
gjerne have oprettet en fri Børneskole af den Slags, men
det kunde jeg ikke, thi alle Love og Forordninger vare der-

60
imod. Jeg kom ikke engang til at spørge mig for hos
Provsten og Biskoppen, thi naar Loven var derimod, saa
kunde det jo ikke nytte. Jeg maatte i en saadan Friskole
ikke have mindre end sex og ikke flere end atten Børn, og
jeg kunde da ikke tænke, at de faae Familier, der var
der, kunde føre det igjennem. Saa søgte jeg et Degne-
kald, men da var det allerede dagedes, at jeg havde op-
fundet en ny Maade at lære Børnene Balles Lærebog paa,
og Provsten skuldee være tilstede ved Examen, fordi det var
rygtedes, at vi havde opfundet noget Nyt derovre. Han
katekiserede med Børnene frem og tilbage, op og ned, og
de svarede meget godt, men da han var færdig dermed,
siger han til den største af Pigerne: kan du nu læse mig
det tredie Stykke i fjerde Capitel? Ja, siger hun, i hvilken
Bog? thi det havde jo Provsten glemt at sige. I Balles
Lærebog, svarede Provsten; ja, men den lærer vi ikke her,
siger hun, det har vi ophørt med. Hvad, siger han til
mig, lærer de ikke Balles Lærebog? Nei, Børnene lærer
den ikke saa ganske udenad, men de er ikke ubekjendte med
den, det har jo Provsten erfaret, thi ellers kunde de umu-
ligt have svaret saa godt som de har gjort, men jeg synes
det er Synd at lade Børnene lære den helt udenad, det
er alt for besværligt og ingen Nytte til. Jeg spørger ikke,
om det er til Nytte eller ikke, svarede Provsten, men jeg
spørger kun, om De vil lade Børnene lære Bogen udenad
paa Rams; v i l De eller vil de i k k e? Ja, siger jeg, da jeg
hører, det er overladt til mig, saa svarer jeg naturligviis,
at jeg ikke vil det. Godt, siger han til Præsten, skriv i
Protokollen hvad der her er sagt; saa blev det indført i
Protokollen, at jeg ikke vilde bruge denne Fremgangsmaade,
og vi gik hjem som fattig Peer Eriksen.
Nogen Tid efter kom der en Skrivelse fra Biskoppen

61
i Ribe Stift, gamle Tage Müller, med Forespørgsel om,
hvilken Underviisningsmaade der da blev brugt, der skulde
gives en Forklaring derom. Dertil svarede jeg, at jeg
fortalte dem Bibelhistorien istedetfor, men Balles Lærebog
læste jeg med dem indenad, og saa sammenlignede vi den
med Bibelhistorien, og søgte at forklare os Lærebogen ved
Hjælp af de bibelske Historier, som de havde lært igjennem
Fortælling. Jeg skrev fire Punkter, men jeg kan ikke huske
mere end det ene, der lød saaledes: thi dersom danske Børn
skulle blive ved at lære Balles Lærebog udenad paa Rams,
saa komme de aabenbart til at ligne den Slægt af Israels
Børn, om hvilke Herren sagde, at de vare uduelige til at
indgaae i Kanaans Land; altsaa langt mindre blev der
Noget af Danmarks Lykke, som Ingemann havde beskrevet
i Valdemar den Store og hans Mænd. Derpaa blev jeg
kaldt til Biskoppen, og han sagde til mig: Ja, De er et be-
gavet og haabefuldt ungt Menneske, og jeg vil saa gjerne
troe, at De kunde undervise Børn, ja jeg er vis derpaa,
uden at lære dem Balles Lærebog udenad og paa Rams, men
hvordan skal det saa gaae med alle de andre Skolemestre!
Dertil svarede jeg: hvad kommer de mig ved? Jo, sagde
han, for det skal være eens. Det er dog ogsaa forskræk-
kelig, sagde jeg, at det skal gjøres gjældende: altsaa hvis
der er 99 Skomagere i en By, som lave daarlige Støvler,
saa skal den ene, der kan gjøre gode Støvler, ogsaa gjøre
daarlige for at Arbeidet kan blive eens. Saa trak han
paa Skuldrene, den gamle skikkelige Mand; thi hans Hjerte
var paa min Side, men hans Forstand paa Verdens Side,
og han sagde: Herregud! Loven er jo over os Alle. "ja,
men saa maa De see at faae en saadan tosset Lov foran
dret." Han lovede da paany at gjøre Indstilling til det
gamle Cancellie og see om der ikke kunde gives en Smule

62
Tilladelse til en Smule Frihed, idetmindste saalænge jeg
var i en tjenende Stilling, og der kom da ogsaa en Skri-
velse fra Cancelliet, hvori det, som det altid gjorde, firede
og halede. Det heed deri: at vel skulde Balles Lærebog
læres udenad, men Udenadslæsningen af Lærebogen maatte
dog ikke staae den høiere Religionsunderviisning ivejen, og
da jeg fik den Skrivelse, syntes jeg, at nu var vi frelste,
thi det var jo netop en høiere Religionsunderviisning, som
jeg gav mig af med. Da nu Provsten kom og spurgte
mig, om jeg havde seet, at Lærebogen skulde læres udenad,
svarede jeg, at jeg netop havde seet, at den ikke skulde læres
udenad, thi det var netop den høiere Religionsunderviis-
ning som jeg vilde, og Udenadslæsningen af Bogen maatte
ikke staae den iveien.
Dermed blev der ikke talt videre om den Sag, jeg
fortsatte min Underviisning i den Tid, jeg var der, men
da jeg skulde til at søge Embede, fik jeg Afslag allevegne;
naar jeg ikke vilde forpligte mig til at lade Børnene lære
Balles Lærebog udenad paa Rams, saa maatte jeg ikke
blive kaldet, men dertil svarede jeg: det vil jeg ikke og det
gjør jeg ikke. Ja, sagde Biskop Tage Müller, det gjør mig
virkelig ondt for Dem! Ja, saa faaer jeg tærske som mine
Fædre har gjort, men maaskee jeg ogsaa kan komme til
at holde Skole, jeg kan vel nok hjælpe mig igjennem uden
Embede. Ja, dersom De kunde det, sagde Biskoppen, saa
var det det Allerbedste.
Nu kunde jeg ikke komme an Nord for Kongeaaen,
thi der skulde Balles Lærebog læres udenad paa Rams,
og jeg søgte derfor Sønden for Kongeaaen , hvor man ikke
havde Balles Lærebog. Provst R e e h o f i Aabenraa, som
i mange Henseender var en skikkelig Mand, men i meget
var som han ikke burde være, examinerede mig og spurgte

63
mig, om jeg ikke var en Hernhut, en Christiansfeldter, men
dette Spørgsmaal klarede jeg godt, thi mine Religions-
kundskaber vare i den bedste Orden efter hans Smag. Jeg
havde forklaret ham nogle Steder af Skriften, han havde
prøvet mig, og jeg tænkte da, nu opnaaer jeg det jeg
søger, men derefter spurgte han mig hvad jeg saa mere
vilde lære Børnene, og dertil svarede jeg: jeg vil fortælle
Danmarks Historie for dem, og læse Ingemanns Romaner
for dem, det er Noget, de kan have godt af, men saa var
Hundrede og Eet ude. Det kan ikke gaae an, sagde han,
vi har ingen Folkeaand her. Aa jo, sagde jeg, det har
man dog vist, der er da i alt Fald et Folkehjerte, og
naar vi begynde at slaae det an, saa kommer det nok.
Nei, sagde han, det maa ikke læres, vi er ikke danske,
Gudbevares. Da blev jeg virkelig saare nedslaaet, og
sagde med grædende Taarer: det er da ogsaa forskrækkelig,
jeg har hidtil kunnet komme igjennem Verden næsten uan-
tastet med alle mine Lyder og Udyder, og de var mange,
men jeg skal netop stoppes paa Grund af de to eneste
Ting, der er værd at nævne hos mig, nemlig Kjærlighed
til Gud og til mit Fædreneland. Det var som Provsten
sank i sine Knæ, men saa sagde jeg aldrig et Ord mere
og gik, og han sagde heller aldrig et Ord.
Derpaa besluttede jeg at kome bort herfra og gjemme
mig et Sted, enten i Amerikas Skove, eller et andet sted,
indtil jeg skulde døe, thi her i Verden syntes jeg ikke at
jeg kunde være; naar jeg ikke kunde faa Lov til det eneste,
jeg kunde, saa kunde jeg ikke være til. Saa traf det sig
netop paa samme Tid, at Pastor Hass vilde reise til
Smyrna og søgte sig en Tjener, og jeg tænkte da, at jeg
kunde gjøre en Smule Nytte ved at rejse med ham. I
fem Aar var jeg i Smyrna, og tænkte bestandig paa de

64
danske Børn, der læse udenad, især naar jeg kom forbi
den tyrkiske Skole, thi der lærer Børn akkurat paa selv-
samme Maade som her. Skolemesteren fremsagde to Sæt-
ninger af en Bøn, og dem skulde alle Børnene gjentage
i Munden paa hverandre, saa for mig, der ikke forstod
Tyrkisk, var der akkurat den samme Brummen som i en
Landsbyskole hos os, naar Børnene læse over. Jeg tænkte
aldrig paa at komme hjem igjen, men jeg lærte at elske
mit Fædreneland ganske anderledes der, end jeg kunde have
kommet til det herhjemme, thi jeg savnede det saa skrække-
ligt. Naar der kom en dansk Skipper, og jeg saae det
danske Flag i Havnen, var jeg som Nyfødt, jeg græd som
et Barn og skyndte mig ombord, og naar det saa var en
Holstener, der foer under det danske Flag, vendte jeg noget
slukøret tilbage, men var det enten et dansk eller norsk eller
tilnød svensk Skib, saa glædede jeg mig, dog allermeest over
de danske. Men hvorledes det nu end gik, da jeg havde
været der i fem Aar, skulde jeg hjem, og kom ogsaa hjem.
Man kommer altid der, hvor man skal. Jeg kom hjem i
1847, dog med den Tanke, at reise til Amerika igjen, men
saa kom Krigen i Foraaret 1848, og jeg tænkte da, du
skal dog gjøre dig selv den Fornøielse at være med og see
hvad Krig er for Noget, jeg havde læst og hørt saa meget
om den, men aldrig seet den i Nærheden. Jeg syntes at
jeg havde alle de Følelser, der skulde til for at være en
dygtig Krigsmand, og dem havde jeg faaet af Ingemanns
Romaner, men da det kom til Stykket, manglede jeg den
Fingernemhed, som min Fader havde bebreidet mig, og jeg
kunde ikke lære Geværgrebene, men kom altid en lille Smule
bagefter. Med det samme kom Friheden i 1848-49, og det
gaaer jo saaledes i Verden, Beslægtede kjende hinanden
paa Røsten, paa Følelsen. Jeg fornam, at nu var min

65
Tid kommen, skjøndt jeg slet ikke kunde tænke, hvad jeg
egenlig skulde; imidlertid reiste jeg ikke til Amerika, men
blev hjemme. Jeg blev da Huslærer hos Præsten i Søn-
derfelding og skulde undervise hans Søn. Der fik jeg fat
paa Grundtvigs Verdenshistorie i tre Dele, og det var
mærkværdig hvilket Indtryk det gjorde paa mig at see, at
Gud saaledes planmæssig igjennem Tiderne har ført Men-
neskeslægten fra den ene Sandheds Erkjendelse til den anden,
og den sikkre Forvisning slog mig, der saa ofte udtales i
denne Bog, at Menneskeslægten skal ende med en Triumf
over Død, Mørke, Kjedsommelighed, Træthed, Tomhed og
Øde. Det var noget ganske Nyt for mig, men saasnart
jeg havde læst det, slog det mig strax, at saaledes er det,
og ikke anderledes, og saa syntes jeg, at det var noget,
Folk skulde have at vide. Der var allerede dengang en
hel Del opvakte Folk, og man havde ogsaa dengang begyndt
at blive noget danske. "Danske Samfunds" Sange bleve
sungne over hele Landet, men naturliviis ikke af alle Men-
nesker. Der var kommen en hel del Liv og Begeistring fra
1848, som efterlod sig en Del Spor, og da gik det egenlig
først op for mig, hvorledes Aanden virker i det Store. Tid-
ligere havde jeg kun vidst, hvorledes Aanden virkede igjen
-Ordet, deels paa mig og deels fra mig til min Næste,
i det Enkelte, men dengang fornam jeg, at alle Folk vare
blevne beaanded, og da var det egenlig, at jeg først gjorde
Bekjendtskab med den danske Aand. Saa fik jeg ogsaa et
tydeligere Begreb om, hvad det var, jeg egenlig vilde
frembringe, nemlig at Følelsen og Begeistringen fra 1848
og den Opvækkelse, som da fandt Sted, skulde vedblive og
slaaes fast. Jeg vilde igjennem S k o l e n ved Ordet virke
til, at alle danske Folk kunde blive varig begeistrede. I
den Tid da jeg læste Grundtvigs Verdenshistorie, fattede

66
jeg den Plan, at jeg vilde være Folkeoplyser igjennem
Skolen; jeg syntes at det ikke kunde forslaae at reise om-
kring og holde een Tale hist og en anden her, jeg syntes
at det maatte samles til en en Helhed, thi ellers var jeg bange,
at Indtrykket skulde forsvinde. Jeg var dengang ikke Ta-
ler, hvad jeg heller ikke nu er, men jeg havde prøvet, navn-
lig i Sønderjylland, at Begeistringen kunde vækkes hos
Folk, naar de læste Ingemanns historiske Romaner. Det
forekom mig imidlertid, at Folk ogsaa skulde læse Grundt-
vigs Verdenshistorie, og det syntes jeg, at de ikke kunde
komme til, uden at de fik den i Skolen; men jeg havde
seet Rødding Høiskole, som man sagde havde kostet 48,000
Rd. og jeg havde ikke mere end 500 Rd., som jeg havde
fortjent i Smyrna ved at være Bogbinder, da jeg syntes
at jeg skulde gjøre noget Godt med Hænderne i dette
Land, hvor jeg ikke kunde gjøre det med Munden. Da
jeg havde været hos Pastor Hass, saalænge til han kunde
bruge Tjenestetyende af Landets Indvaanere, saa var det
ikke nødvendigt, at jeg blev længer hos ham. Han fik sig
da en Tjenestepige, og hun kunde jo meget bedre udføre
Arbeidet end jeg; thi om ogsaa hans Kone sagde, at hun
aldrig havde faaet sine Tallerkener bedre vadskede, end i den
Tid da jeg var Tjener hos dem, saa opnaaede jeg dog
ikke at faae nogen rigtig Øvelse deri, det gik langsomt,
men det blev godt gjort. Som sagt, da jeg om hjem,
var min hele Capital 500 Rd., men der var langt til
48,000 Rd. som Rødding Høiskole havde kostet. Ganske
vist behøvede jeg ikke at have en saa storartet Skole, men
jeg syntes dog der skulde lidt til, jeg skulde dog have et
Huus, som kunde rumme idetmidste 14-15 Mennesker,
og saa haabede jeg, at de opvakte Folk, som jeg kjendte,
skulle være saa skikkelige at sende mig deres Børn til en

67
Prøve, for at vi kunde komme igang og faa bekjendtgjort
for Folk, hvad det var vi egenlig vilde udrette, nemlig at
faae vakt baade den christne Aand og den danske Aand, og faae
Folk til at troe paa Guds Kjærlighed og Danmarks Lykke.
Da jeg nu altsaa ikke havde tilstrækkelige Midler
til at begynde min Virksomhed skriv jeg til B i r k e d a l i
Ryslinge, om jeg ikke maatte komme til ham i et Aar
og være Huuslærer, og tage en 3-4 Bønderkarle i
Huset for at prøve om det var muligt at beaande dem,
thi hvis det ikke var muligt, saa kunde det jo ikke hjælpe
noget. Hvorfor det netop skulde være i F y e n, det vidste
jeg ikke dengang, jeg troer det skyldes Poul Rasmussen i
Sanderum, men nu seer jeg, at det var bedst at begynde
med Fyenboerne, fordi de er nemmest at komme afsted
med. Det er en mærkværdig indre Forbindelse, som Aan-
den danner mellem de Mennesker, der er dens Redskaber,
og som den holder af; Aanden forstaaer at lede Alt, indtil
det skeer, som den vil. Vi vide igrunden ikke af, hvor det
er, vi skal hen, men vi komme dog den Vei, som Gud
vil. Jeg fik da 2 Jyder og 2 Fyenboer at begynde med,
og det lykkedes efter mit Skjøn ganske godt, i alt Fald
saa godt, at jeg syntes, vi kunde fortsætte. Der var paa
samme Tid et Huus ledigt i Ryslinge paa 4 Tdr. Land
med en gammel ussel Bygning, som sletikke var brugelig,
og det skulde koste 1400 Rd., jeg syntes at jeg vilde give
1000 Rd. derfor, men a jeg ikke kunde faae det for den
Priis, lod jeg det drive over. Jeg tænkte, det bliver ikke
til noget med Skolen, det er altfor besværligt, du kan blive
hos Birkedal et Aar, og see hvorledes du kommer hjem,
men saa kom der et skrapt Bud efter mig, at nu skulde
jeg til at faae begyndt.
Der havde nemlig været en Deel saakaldte Grundt-

68
vigianere samlede i Kjøbenhavn, for at raadslaae om,
hvad der skulde gjøres for at faae oplyst den danske
Bondestand, saa at den kunde benytte den borgerlige Fri-
hed, der var bleven givet, og Aanden havde vel dengang
ogsaa sine Fingre med i Spillet, thi da man var bleven
enige om, at der skulde gjøres Noget, og der blev
spurgt, hvilken Mand de vel skulde tage til at udføre denne
Virksomhed, svarede Ludvig Christian M ü l l e r : jeg veed
ingen Anden end Kold, og de fandt Alle , at det ogsaa
var den rette Mand. Det var høist mærkværdig, thi jeg
var ikke meget skikket dertil dengang, nu er jeg meget bedre
skikket dertil, skjøndt jeg ikke er nær fuldkommen endnu.
De skrev mig saa til, at jeg skulde komme over til dem
og raadslaaae med dem om, hvad der kunde gjøres for
Folkeoplysningen; de meente, at jeg kunde reise omkring i
Jylland og virke paa de unge Skolelærere der, for at der
kunde blive indført en bedre Underviisning, men jeg svarede,
at jeg vidste allerede hvad jeg vilde gjøre, jeg vilde oprette
en saakaldet høiere Bondeskole, hvortil de svarede mig, at
i saa Fald kunde jeg gjøre Regning paa deres Under-
støttelse. Det var en mærkværdig Dag for mig, da jeg
fik denne Skrivelse. Imidlertid gik der over et Aar hen,
hvori jeg ingen Understøttelse havde nødig, thi jeg skulde
først gjøre mine Forberedelser; jeg skulde være hos Birke-
dal i et Aar, for at prøve, hvovidt de fire Elever, jeg
havde, kunde blive beaandede, og om jeg i det Hele taget
kunde beaande Ungdommen i den Alder, i hvilken jeg nu
tænkte paa at undervise dem. Da dette Aar var hen-
gaaet, var jeg bleven svag i Troen, det er underligt nok,
det er jeg altid blevet, lige kort førend jeg skulde til at
begynde en Virksomhed, og det bliver jeg ogsaa, naar jeg
skal op og tale. Jeg bad Vor Herre, at han dog ikke

69
vilde føre mig ind i Noget, som jeg mulig ikke kunde føre
igjennem, men saa kom der et bestemt Bud, at nu eller
aldrig skulde det være. Jeg kunde ikke faae Sind til at
sige ja til, at det aldrig skulde skee, og altsaa maatte jeg
sige: saa skal det være nu.
Det Huus, jeg før omtalte, var imidlertid blevet solgt, og
atter blevet ledigt. Jeg gik op til Manden, som havde det at
sælge, og spurgte om han vilde vente i 8 Dage, medens jeg
reiste til Kjøbenhavn, thi jeg turde ikke kjøbe det, førend jeg
havde faaet at vide, om jeg kunde faae nogen Understøttelse
derovre, og han lovede mig da at vente 8 Dage. Derpaa
marcherede jeg den næste Dags Morgen afsted til K j ø b e n-
h a v n, og fik hele Veien. Da jeg kom til Byen, gik jeg
op til Algreen, som dengang var paa Regentsen, jeg boede
hos ham, og laae om Natten paa hans Sopha. Det var
imidlertid kun en daarlig Trøst, jeg fik af ham, thi han
svarede mig; hvor vil du hen, Grundtvigianerne er ikke
den Slags Folk, der huske iaar hvad de besluttede ifjor,
de har ganske andre Ideer nu, og det bliver vist ikke til
noget, men jeg skal følge med dig til G r u n d t v i g! Da
vi kom op til ham, stod han og røg sin Pibe, og lagde
sin Arm paa Kakkelovnen. Det er Kold fra Fyen, sagde
Algreen. Aa, sagde Grundtvig, er det det! og vi ragede da
strax uklar. Jeg vilde have mine Fyre i Skole, naar de
var nylig konfirmerede, i en Alder af 14, 15, 16 Aar,
men Grundtvig sagde: det duer ikke før de bliver 18 Aar.
Jeg kan godt huske, at jeg sagde: Grundtvig kan ikke vide,
hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er 18 Aar,
har de allerede begyndt at lege Kjæreste, ryge Tobak,
gjøre Pibe- og Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faae dem
beaandede. Jo, svarede Grundtvig, det kan vi nok. Nei,
sagde jeg, som jeg har opfattet Forholdet, er min Mening

70
den eneste rigtige. Jeg har altid været vis i min Sag,
ogsaa naar jeg tog feil. Imidlertid sørgede Vor Herre
for, at vi fik Folk baade over og under 18 Aar at under-
vise, og jeg gjorde da strax den Erfaring, at dem der var
18 Aar og derover, kunde vi udrette noget med, medens
vi Intet kunde udrette med dem, der vsar under 18 Aar.
Striden mellem Grundtvig og mig blev dog bilagt, men
paa den Maade, at Grundtvig gav efter, og ellers var
der heller ikke bleven noget af det Hele, thi jeg havde ikke
givet efter. Derpaa rykkede jeg frem med mit Ærinde,
nemlig at jeg nu skulde have den Understøttelse, der var
lovet mig. Ja, sagde Algreen, hvad skal vi gjøre derved,
hvordan skal det gaae, thi Grundtvig veed selv, at der
Ingenting er i Kassen. Jo, sagde Grundtvig, det kommer
nok. Derpaa spurgte han mig, hvormegen Understøttelse
jeg da meente, at jeg skulde have. Jeg har selv 500 Rd.,
sagde jeg, naar jeg faaer 600 Rd. til - men det skal
være til Gave, thi jeg tør ikke love at betale dem tilbage
- saa har jeg 1100 Rd., og dermed skal jeg komme ud
af det. Ja, svarede Grundtvig, 600 Rd. og 500 Rd. er
1100 Rd., men hvad vil De kunne gjøre med dem? Ja,
naar det ikke kan gjøres med lidt, svarede jeg, saa kan det
heller ikke gjøres med meget, men det kan ikke gjøres med
slet intet. Derpaa sagde Grundtvig til mig: gaae hjem
og sæt en Begjæring op til skikkelige Folk, hvori De beder
dem om at understøtte Dem i dette Foretagende, og bring
den op til mig, saa skal jeg underskrive den først, og saa
skal vi see, hvad mit Navn kan batte! jeg kan huske det
som om det var skeet igaar. Da vi kom udenfor, greb
Algreen mig i Frakken og sagde: Du er en Lykkens Ynd-
ling, nu er din Sag vunden, naar Grundtvig tager sig saaledes
af den, saa er den sikker. De 600 Rd. blev ogsaa samlede,

71
Grundtvig gav selv 50 Rd., Fru Tofte 100 Rd. og vor
gode Ven gamle Gøricke, som jeg talte med igaar, 50 Rd.
Derpaa begyndte jeg min Høiskole ude paa Rys-
linge Mark, men jeg havde imidlertid kun bestemt Løfte
paa en eneste Elev, det var Christen Larsens Søn i
Dalby, det var sikkert at han kom den 1ste November,
og endnu de allersidste Dage i October vidste jeg ikke
sikkert, at der kom Andre end ham. Vel havde jeg
faaet Løfte om adskillige Elever, men Folk meente, at det
var noget sært noget, og at det jo var bekosteligt, skjøndt
jeg kun forlangte 6 Rd. om Maaneden for Kost, Logis
og Underviisning, og lovede Folk at gjøre Underværker
for deres Børn, de skulde blive saa livlige, saa vakkre og
driftige, at de aldrig havde seet Mage dertil, men dog
syntes de, at det var en grov Hoben Penge. Folk spurgte,
hvad deres Børn saa kunde blive til, naar de havde været
paa Skolen, om de saa kunde blive Degne, eller om de kunde
blive fri for Kongens Tjeneste, dette var nemlig før Tilfældet
naar man gav sig i Landhuusholdningsselskabets Tjeneste,
og saa troede man ogsaa, at en saadan Begunstigelse var
bleven mig tildeel. Der var imidlertid, mærkeligt nok, for
mange mange Aar tilbage paa de forskjellige Steder sørget
for, at faae det første Sæt i Skolen. Der var en Søster
til Poul Rasmussen i Sanderum, der var død for flere
Aar siden, og hun var bleven vakt lige i de sidste Dage
hun levede. Paa sin Dødsseng sagde hun til sin Mand:
havde jeg vidst det jeg nu veed, saa skulde mit Liv været
anvendt ganske anderledes end det er, men pas dog paa
vore Børn, at de faae deres Liv anvendt, du veed nok i
hvilken Retning jeg mener. Ja, sagde han, det skal jeg
nok, men han vidste ikke rigtig Besked om Retningen.
Imidlertid vilde han dog holde sit Løfte, og sendte sin

72
Søn i Skolen, og netop fordi han ingen Besked vidste,
netop derfor gjorde han Skolen mest Tjeneste med at sende
sin Søn derhen, thi Manden var ingen Særling, han var
som Folk i Almindelighed, og naar han kunde sende sin
Søn i Skolen, saa kunde flere Andre gjøre det. Overalt
fandt jeg, at Vor Herre havde været der og ryddet Pladsen
og gjort Forberedelser, men det er jo altid svært at be-
stemme sig, naar man skal gjøre noget Godt. Det er for-
underlig nok, naar man skal gjøre Narrestreger, saa kan
man let gjøre det, men skal man gjøre noget Godt, saa
err man saa forsigtig. Imidlertid bestemte Folk sig dog,
og den 1ste November kom de med 15 Elever kjørende
med deres Stadsheste og Vogne, og saae saa glade og
lykkelige ud. De var glade fordi de havde overvundet
det, og var komne afsted, og jeg var saa glad, jeg har
vist aldrig i mit Liv været saa glad, skjøndt jeg har været
meget, meget glad. Saa begyndte vi med Ingemanns
Romaner, thi vi skulde begynde der, hvor vi sidst slap;
det vi havde erfaret, det vidste vi, og det vi endnu ikke
kjendte, kunde vi ikke begynde med. Af Grundtvigs Ver-
denshistorie oplæste jeg nogle enkelte Stykker hist og her,
og søgte at paapege lidt af Sammenhængen mellem Old-
tinen, Middelalderen og Nutiden, men Eleverne syntes ikke
at kunne fatte det, hvilket derimod var Tilfældet med
Ingemanns historiske Romaner. Maalet blev imidlertid
naaet, og der er indnu Ingen af dem, der har tabt den
Beaandelse, som de fik den Gang, men den er kjendelig
endnu alle Vegne, enten hvor der skal vælges til Rigs-
dagen, eller foretages Noget, som skal sigte til at gjøre
Danmark til det Store som det tidligere var, og de har
mange Gange styrket dem, som har været haardt be-
trængte i Kampen i saadanne Retninger. Naar man

73
spurgte mig om, hvilken Methode jeg brugte, saaledes som
Provsten gjorde, da han i sin Tid skulde undersøge den,
saa sagde jeg, at vi havde egentlig ingen Methode, og naar
der blev spurgt mig om Planen, saa svarede jeg, vi har
ingen Plan. Men hvad vil I da med en Skole? sagde
Monrad. Da jeg var 18 Aar, svarede jeg, lærte jeg at
elske Gud og min Næste, og det var jeg saa glad ved,
at jeg dengang besluttede at anvende min Tid og mine
Kræfter til at hjælpe min Næste tilrette med det samme,
og det er egentlig det, Skolen vil lære Folk, at elske Gud,
sin Næste og sit Fædreneland. Aa ja, sagde Monrad, det
er jo et meget hæderligt Formaal.
Siden den Tid er det gaaet meget fremad for mig;
nu har vi bygget en Høiskole som et Slot, Bygningen
tilligemed Jorden har kostet 25,000 Rdl., og hvad mere
er, den kan igrunden godt svare sin egen Regning. Vi
havde i Vinter 70 voxne Karle i Skolen, og i Sommer
50 voxne Bønderpiger, og i Høsten 50 Skolemænd, som
Allesammen var komne for at oplyses og oplives. Siden
jeg er kommen ind paa dette, vil jeg slutte med den Be-
mærkning, at Oplysning har jeg neppe saa godt Greb
paa, som jeg har paa Oplivelse. Jeg opliver først, og saa
oplyser jeg bagefter, eller i alt Fald opliver og oplyser
jeg paa engang, og det troer jeg er rigtigt, thi Oplivelse
er det, som man trænger til. Altsaa er det at oplive langt
mere min Opgave ved Skolen, end at oplyse, men saa op-
lyse vi en lille Smule, efterhaanden som vi blive oplivede.
Naar man nu vil spørge mig, hvorledes jeg kunde komme
til at oplive først og oplyse sidst, eller i alt Fald oplyse
og oplive paa een Gang, altsaa hvorledes jeg, der ikke er
blandt Profeterne, fordi jeg ikke har gaaet nogen egenlig
Skole igjennem, kunde blive Folkeoplyser, saa svarer jeg,

74
det kommer deraf, at jeg, da jeg begyndte at ville oplyse,
befandt mig imellem Folk, som ingen Oplysning kunde
tage imod, førend de blev oplivede, det var simple Folk,
som saa at sige ikke kjendte til Oplysning, men som først
skulde oplives. Dersom jeg havde truffet paa Folk som
Studenterne i Kjøbenhavn, paa Folk, der kunde lade sig
oplyse uden først at blive oplivede, saa havde jeg maaskee
ogsaa givet mig til at oplyse uden at oplive, thi det er
paa en Maade det nemmeste, men ligeoverfor de Folk, jeg
traf paa, var jeg som sagt nødt til at bruge en anden
Fremgangsmaade. Jeg troer ogsaa, at jo mere man lærer
det danske Folk at kjende, desto mere vil man erfare, at
de baade i og udenfor Kjøbenhavn ikke rigtig kan blive
oplyste, uden at de først blive oplivede, eller i alt Fald,
at det maa følges ad, at der oplyses og oplives til eensamme tid.
"Luk Øine op, al Christenhed" (Festpsalmerne 901)
blev nu sunget, og Mødet udsattes en halv Times Tid.

 
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk