Kolds tale ved vennemødet i København
Forside ] Op ]

 
Kolds tale ved vennemødet i København

Kolds tale ved vennemødet i København den 11. september 1866.
 

Ved det kirkelige Vennemøde i København 11. september 1866, sluttede biskop Grundtvig sin tale med følgende ord: "Jeg har derfor bedet Kold, den menneskelige og folkelige oplysnings hovedmand i Fyn, være så god at fortælle os, hvorledes han kom ind på sin frugtbare løbebane, og hvorledes han betragter skolesagen i det hele, både børneskolen og skolen for de voksne, og jeg vil da kun føje en begæring til, som jeg ellers aldrig gør til nogen taler, den nemlig, at han ikke vil fatte sig for kort; thi denne mand har tiet sålænge, at han vistnok har en god del at sige os, og vi har, tror jeg, også gode stunder at høre."
 Derefter talte Kold således:

"Nu har De allesammen hørt, at jeg skal til at tale, og De har også hørt, at jeg har fået det emne opgivet, som jeg skal tale om. Det er en tekst, som jeg grumme gerne vil tale om, men om jeg kan det, er en hel anden sag, thi vel er jeg ikke så bane for menneskene her, men jeg kunne være bange for stedet, thi jeg er ikke hjemme. Dersom jeg var hjemme og havde lov til at dele dette emne i 8 afsnit og holde 8 taler om det i 8 dage, så ville jeg ikke være bange, men dels fordi jeg ikke er hjemme og dels fordi jeg skal sige alting nu i dette øjeblik, så er det, jeg er bange for, at det skal gå med mig, som der siges om de små hunde, at de er hjemme stærke, og ude er de ikke til stort, men når jeg skal prøve på at tale, så skal jeg, og dersom det viser sig, at jeg ikke kan, så må De derfor ikke tro, at jeg ikke kan det hjemme.
Det første spørgsmål, hvorledes jeg er kommen til folkelig oplysning, kan jeg egentlig ikke besvare, da jeg ikke har løbet om ved lærde skoler, og langt mindre gået en igennem, som Grundtvig sagde. At jeg er blevet folkeoplyser, er også en sær ting i vore dage, men den tid, der nu er, har heller aldrig været før, så det er ikke så sært, at der sker ny ting i ny tider. Hvorledes det da er gået til, at jeg er bleven en folkeoplyser, kan jeg grumme nemt besvare dermed, at jeg er født dertil, men dette er jo dog ikke nok, det skulle jo også kaldes frem og udvikles hos mig, og det var det, jeg ville fortælle, hvorledes det kom sig, at det blev kaldt frem hos mig. At jeg er født med det, har jeg Gud at takke for, måske også min moder, thi hun var den første, der begyndte at fremkalde det hos mig. De må derfor undskylde, at jeg begynder så langt borte med min moder, men der er så mange uøvede talere, der begynde med Adam og Eva, og De må derfor skønne på, at jeg har sparet dem en lang vej.
Jeg kan sige om min moder, at hun var en aparte en sær en; ingen af dem, der omgikkes hende forstod hende, og jeg ved ikke, om hun forstod dem, men hun forstod dog temmelig godt, hvorledes de skulle hjælpes, når de fejlede noget. Forøvrigt tror jeg, at hun brød sig ikke om menneskene, undtagen netop i den retning at hjælpe dem, når de fejlede noget. Hun søgte ikke omgang med nogen, og jeg ved ikke, at hun har elsket noget  andet menneske end pastor Agerbek; ham holdt hun så meget af, at det var en hel ualmindelig kærlighed. Hun græd, slog i bordet og skændte på alle andre præster og oplysere, når hun kom i tanker om Agerbek; som han var, skulle de andre være. Hun var den første, der begyndte at fremkalde en folkelig oplysning  hos mig, at gøre mig til folkelig oplyser, og det gjorde hun, uden at hun vidste det, thi hun var ikke nær så klog som jeg, og jeg er ikke nær klog nok. Min moder var overordentlig dygtig både til åndelig og  legemlig gerning; hun havde uafladelig travlt med at arbejde, og hun var nødt dertil, thi mine forældre var fra begyndelsen af fattige folk, men arbejdede sig efterhånden op til at blive, hvad man kalder velhavende. Når vi børn skulle lege, og vi havde noget at lege med, så lånte hun os sit fingerbøl, og så lavede vi oste af sand, og det blev vi ved med, sålænge til det ikke længere var morsomt. Så var der en og anden, og det var ofte mig, der var så skarnagtig at ville more sig med at slå de andres oste om, og så skete det ofte, at min moder gav mig en et ørefigen og sagde: Du er en grim dreng, men det var også mange gange tilfældet - og det var det, som hjalp til at fremkalde min udvikling, - at hun sagde: Kom, børn, lad mig fortælle jer en historie, og når hun så havde fortalt den, så kom der liv og munterhed igen, så kunne vi igen begynde på den opbyggende virksomhed med at lave sandslotte og forglemme den nedrivende. Jeg forstod dengang ikke, hvorledes det kunne have en sådan virkning, at vi havde fået en historie om store og lille Peer, eller hvem det nu var; min moder havde en ni, ti historier, og dem fortalte hun så ofte, at vi kunne dem udenad, så at vi kunne rette hende, når hun sagde et ord fejl, men vist er det, at når vi havde hørt historien, kom der altid en sådan livlighed tilstede igen, at vi kunne begynde at lege. Derved gik det siden op for mig, hvad virkning noget sådant kunne have på børn, og derved kom jeg til at tænke på, at det, jeg egentlig skulle komme til, for at blive folkeoplyser, det var, at jeg først skulle lære at kende ordets magt til at tale til hjertet og gøre menneskene skikkelige, glade, fri og lykkelige; vi skulle ikke have lyst til at rive ned og gøre fortræd, men lyst og kærlighed til at bygge op. Jeg skulle først lære at kende ordets magt til at tale til hjertet og gøre menneskene skikkelige, glade, fri og lykkelige; vi skulle ikke have lyst til at rive ned og gøre fortræd, men lyst og kærlighed til at bygge op. Jeg skulle først lære at kende ordets magt til dette brug, og dernæst skulle  jeg erfare hos mig selv, om også jeg kunne det slags ord, som kunne gøre den virkning. Såsnart jeg var kommen dertil, kunne jeg straks begynde at oplyse, og så ville tiden vise, hvor oplyst jeg selv og de andre kunne blive.

Senere hørte jeg selv pastor Agerbek i skolen, og jeg blev så glad ved at høre ham, at jeg, da jeg kom hjem, sagde til min moder; må jeg ikke gå op at besøge præsten? Nej, sagde hun, det er ikke værd, hvad vil du ham? Jo, jeg vil derop, sagde jeg; nej, det kan ikke gå an, sagde hun. Ja, men jeg går dog så ofte op til provsten, svarede jeg. Ja, det er en anden sag, sagde min moder; thi provst Karstensen har jeg tjent i 10 år, men til Agerbek må du ikke gå op. Ja, moder, sagde jeg, jeg tror, at jeg går derop alligevel. Hvad vil du da sige til ham, spurgte hun? Jeg vil sige, at jeg vil tale med præsten. Da jeg gik hen til ham, var det akkurat med samme følelse som den, hvormed jeg kom herop idag. Da jeg kom ind i gangen, så jeg så  mange døre, jeg vidste ikke, hvilken jeg skulle banke på, og så frygtede jeg for, at jeg skulle banke på den fejle. Da jeg imidlertid var kommen ind i præstens forstue, turde jeg ikke gå ud igen, thi så ville man tro, at det var en tyv; jeg bankede på, og så var det så heldigt, at Agerbek selv lukkede op. Han sparede mig for den ulejlighed at begynde en samtale, thi han begyndte selv at tale med mig, og det skal man altid gøre, nårsomhelst børn kommer til en, thi det var forskrækkeligt, hvor den tanke pinte mig, at jeg skulle begynde. "Jeg har set dig i skolen," sagde Agerbek, og derpå gjorde han mig nogle spørgsmål, som jeg besvarede ham, blandt andet hvorledes min moder havde det. SÅ forærede han mig 4 bøger, hvoraf den ene hed Den fromme Landsbypige, som jeg læste med stor fornøjelse. Jeg var så glad over mit besøg hos Agerbek, og er glad derved endnu den dag i dag; han fortalte rigtignok ikke eventyr, men han sagde alligevel noget, som mit hjerte blev glad ved, og det var just ikke tilfældet med det, man til daglig brug hørte i skolen.

Således gik min barndomstid hen; der var en halv snes gamle koner og mænd i min fødeby, Thisted, hvoraf et par fortalte spøgelseshistorier, en anden fortalte forskrækkelige lange eventyr, og min gamle faster fortalte legender. Det var for mig, som om solen skinnede meget klarere i disse huse end i andre, det forekom, som om kaffen, jeg fik der, var meget bedre, end den jeg fik andetsteds. Jeg syntes, at der var så varmt og hyggeligt i de huse, hvor disse historier blev fortalt, medens der derimod i de andre var så sort og koldt.

Jeg var lidt over tretten år, da min moder formåede gamle amtsprovst Karstensen til, at han skulle skaffe mig en plads som lærer. I mit elevte år var jeg bestemt til at være skomager ligesom mine fædre, men min fader fandt, at mine fingre sad så dårligt på mig, og at jeg havde så dårligt anlæg, at han blev helt vred og fortrædelig derover. Han sagde: "Da jeg var elleve år, kunne jeg sy tobaksdåser og tegnebøger ligeså smukt som nu." Han kunne ikke huske, hvorledes han selv var, da han var barn, men det vil jeg bede Dem om at huske på, thi ellers kommer De til at gøre både Dem selv og Deres børn megen uret. Jeg havde som barn den skik, at når jeg skulle knappe min vest op, så tog jeg og rev den rask op, men derover blev min fader vred og fortrædelig og sagde: "Du bliver til ingenting i verden; når jeg går forbi et gadehjørne, hvor det blæser, så nænner jeg ikke engang at knappe min frakke, for ikke at spolere knaphullerne." Jeg tænker ofte på, at dersom han havde vidst, at når jeg blev ligeså gammel som han var, dengang han ikke knappede sin frakke for at skåne knaphullerne, ville jeg gøre akkurat det selvsamme, så kunne han havde sparet sin fortrædelighed. Det var forskrækkeligt for mig bestandig at høre, at jeg skulle blive sådan et sølle skrog. Jeg gik til min moder og sagde: "Er det dog sandt, at jeg bliver så sølle, jeg syntes dog, at jeg er den dygtigste i skolen;" hun svarede mig: "Du er god nok, min dreng," men det var en dårlig trøst. Da jeg havde været i skomagerlære i 1½ dag, kom min moder om eftermiddagen kl. 3, tog mig stiltiende ved hånden og trak mig op af bænken, som jeg sad på, og sagde blot disse ord: "Kom du, min dreng, du skal ikke være skomager." Fra den tid af var der ikke tale om andet, end at jeg skulle være skolemester, skønt degnene var de foragteligste folk, min moder vidste af at sige. Jeg måtte bestandig høre: "Du duer ikke til andet, derfor skal  du være det. Det er det bedste, uduelige mennesker kan komme til,  thi når degnene bliver gamle, så bliver der slået melgrød op på væggene med søm. så at de kan gå og slikke den af."

Derpå talte min moder med provst Karstensen, om han ville lede mig ind på denne løbebane, og han førte mig da ud til en skole en halv mil fra min fødeby. Jeg skulle katekisere over det af Balles lærebog der lyder: "Erfaringen viser, at menneskene er ikke så gode, som de burde være." og hvorledes jeg fik det forklaret eller fordunklet, skal jeg ikke kunne sige, men såmeget er vist, at den gamle amtsprovst fandt det overordentlig godt, og dermed var hensigten opnået. Bønderne så på mig og sagde: "Ja, det er jo en købstadsdreng;" der var allerede dengang en smule misnøje mellem købstad og land. De troede , at jeg ville sige: "Det er nogle bønder fra landet," og derfor var de allerede vrede på mig, skønt der var ingen mennesker, som min moder syntes bedre om, næst efter Agerbek, end den del af vore kunder, der var bønder fra landet, og det var også tilfældet med mig, men det kunne ikke hjælpe. Hvad der endnu var værre, det var, at en del af børnene var meget større end jeg; jeg har altid været lille af vækst og er det endnu. Det gøs i mig ved at tænke på, at jeg skulle være deres lærer, men så faldt det mig ind, at jeg skulle holde en tale, og det var den første jeg holdt. Jeg sagde da både til børnene og forældrene og alle de tilstedeværende: "I er meget større end jeg, og skal det komme an på at slås, så kan I banke mig, men jeg har ikke til hensigt at ville slå Eder, og derfor håber jeg også, at I ikke vil slå mig, men snart vil I erfare, at jeg er klogere end I" - og det var også sandt - "men hvis I er kloge, så søger I at lære noget af mig." Dette fandt bønderne var et ord i rette tid, og både deres og børnenes ansigter opklaredes.

Så holdt jeg skole for dem, og der forefaldt blandt andet en lille mærkelig begivenhed, som jeg i korthed vil fortælle, fordi den er så køn. Der blev sagt mig, at jeg ikke måtte spille kegler med børnene, for så tabte jeg min respekt, men naturen gik over optugtelsen, og en middagsstund gik jeg ned på gaden til børnene for at spille kegler. Der boede ligeoverfor en skikkemand, i hvis hus jeg også syntes, at solen skinnede klarere end andre steder, thi dengang kunne jeg dog endnu kende forskel derpå. Han så mig fra sin port og komm ned til mig, og jeg tænkte da ved mig selv: nu skal jeg stå til skrifte. Jeg syntes ikke, det var så rart for en skolemester at blive taget i skole for en sådan barnagtighed, og smed derfor straks keglerne fra mig, men da han kom ned, sagde han blot:"Kristen Kold, vil du ikke følge med mig hjem," hvilket jeg også gjorde, men han sagde ingenting undervejs. Da vi kom ind i stuen, satte han sig ved bordenden og mig på den øverste skammelende. Så! tænkte jeg,, nu kommer det, men han sagde endnu intet til mig, han bad blot sin kone om at skænke en kop kaffe til ham og en til mig. Jeg begyndte at blive let om hjertet og tænkte, at jeg ingen skænd skulle have, men da kaffen var skænket, sagde han til mig: "Du skal ikke spille kegler med skolebørnene, men du må komme op i min gård i middagsstunden, så skal min søn, som er konfirmeret, spille med dig." Jeg blev så forunderlig glad, at jeg svarede ham:" det gøres såmænd ikke behov, thi jeg kan godt lade være at spille kegler, når det skal være." "Nej, såmænd kan du ikke, min dreng," sagde han, "det er også synd at forlange af dig, og tror du, at jeg vil taget fra dig uden at give dig noget bedre istedet, tror du, at jeg vil tage  keglespillet med børnene fra dig, uden at give dig min søn at spille med!" Se, hvilken kærlighed, og jeg havde nær sagt forstand, den mand var i besiddelse af.

Senere blev jeg huslærer på en herregård. Om aftenen sad jeg i folkestuen og lærte tjenestefolkene Holbergs komedier, den ene skulle være Pernille, den anden det og den tredje det. Jeg lærte enhver især de ord, de skulle sige, og det var uhyre morsomt, enten vedkommende sagde det rigtigt eller fejl. Endvidere læste jeg Holbergs Peder Paars, og fordi jeg er en jyde, kunne jeg fornøje mig ved den satiriske poesi, thi den har hjemme hos mine landsmænd, hos thyboerne.
Således gik det, til jeg blev 18 år, da kom jeg på seminariet i Snedsted, hvor pastor Brammer var forstander. Da jeg kom til optagelseseksamen, spurgte han mig, om jeg kendte de messianske spådomme, dertil svarede jeg: "Spådomme ved jeg nok hvad er, men messiansk ved jeg ikke hvad er". Dette syntes han nu var noget forskrækkeligt. Så sagde han, "det er spådommene om Messias;" "ja" svarede jeg, "så kender jeg nok nogle af dem." Jeg tog tre af de første, men så vidste jeg ikke flere. Derpå spurgte han mig: "har du læst noget i Biblen?" "Ja," svarede jeg, "jeg har engang læst noget i den for min moder, da jeg var lille; men det var gerne historierne om Judit og Holofernes." Det var jo heller ikke til måde. "Men hvad har du da læst?" spurgte han. "Jeg har læst Holbergs Peder Paars," og det svar gjorde det ikke bedre, så det tegnede ikke til, at jeg kom ind, men Algreen sagde: "vi vil optage ham alligevel, for det er en aparte fyr," og jeg slag da ind på seminariet og kom til at sidde allernederst, jeg tænkte, det er egentlig uret, thi du er ligeså klog som alle de andre.
Imidlertid var jeg grulig forknyt i de to første måneder, så forknyt, at min fader fandt det nødvendigt at købe et ur til 12 rd. til mig for at oplive mit mod. Det var imidlertid noget andet, der skulle oplive mig, og De kan aldrig tænke, hvad det var, det var Peder Larsen Skræppenborg. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var lærerne sagde, jeg hørte og hørte, men vidste ikke hvad det var, de talte om. Jeg var meget forknyt, thi når man er i skole og ikke kan forstå, hvad der bliver sagt, så er man åbenbart i knibe. En dag holdt Brammer en præken og opkastede det spørgsmål til de tilstedeværende: er du en kristen, og hvilken bestemmelse han gav eller ikke, skal jeg lade være usagt, men jeg sagde til mig selv; du er det da ikke, og når jeg nu var en dårlig seminaristelev og heller ingen kristen, så kan De nok skønne, at udsigterne var mørke. Men en dag gjorde Peder Larsen Skræppenborg mig opmærksom på, at Vor Herre elsker menneskene, og det var forskrækkeligt, at jeg ikke havde fået det at vide al den tid, jeg havde været til. Hvad enten jeg imidlertid havde overhørt det før eller ikke, så er det vist, at det var noget nyt for mig, og da jeg hørte det, for det igennem mig med en overbevisningens og følelsens kraft, at Gud elskede menneskene, at han også elskede mig, og at han kun levede for at gøre menneskene og også mig lykkelige, og at det aldrig kunne fejle, at det ville ske, når han havde taget sig det stykke arbejde for. Tidligere troede jeg, at Gud var en politimester, en streng skolemester, som passede på, når vi gjorde ondt, for at han kunne give os et godt ørenfigen, men nu gik det op for mig, at Gud elskede menneskene og mig, og så fornam jeg, at jeg også elskede menneskene, det var vel i en ringere grad, men jeg elskede dog mig selv, og glædede mig ved  at Gud elksede mig.

Jeg har aldrig kendt mage til det liv, den lyst, kraft og drift, der da opstod hos mig, jeg var så glad, at jeg ikke vidste, på hvilket ben jeg skulle stå over den opdagelse, jeg havde gjort. Jeg gik ud i byen og fortalte mine gode venner og fortalte dem denne mageløse nyhed; jeg vidste næppe, hvad jeg sagde, men det fik jeg dog sagt, at Gud elskede mig og os alle, skønt vi var syndere. På nogle steder, hvor jeg kom, hørte man på mig med ro, på andre steder sagde de: "det stakkels mennekse! han har mistet forstanden." Imidlertid hjalp Algreen mig såmeget tilrette, at han sagde, at jeg havde ikke mistet forstanden, men at det var de andre, der ikke var kommen til forstand. Alligevel gjorde det et forunderligt indtryk på mig, at alle andre mennesker, der ellers kendte mig, sagde, at jeg havde mistet min forstand, og jeg blev derfor så glad, da jeg læste, hvad man kalder apostlenes gerninger, og så, at det var gået dem omtrent ligesom mig, og da gik det op for mig, at jeg var en kristen, eftersom jeg havde det ligesom de. Derved fik jeg en følelse af ordets magt til at gøre hjerterne glade, og det var på anden omgang, thi første gang havde min moder bibragt mig denne følelse, og snart erfarede jeg, at Gud havde givet mine ord den kraft, eller lagt mig de ord i munden, at også jeg kunne gøre det, og så besluttede jeg fra den stund af, at jeg skulle befatte mig med det, ikke forlade seminariet, men gå det igennem, men dog gøre det til min egentlige opgave i verden at gøre hjerterne glade med det budskab, at Gud elskede os ved sin søn Jesus Kristus, uagtet vi var syndere. Fra den dag af kunne jeg forstå, hvad de sagde på seminariet, og jeg kunne huske og gøre rede derfor; jeg læste ikke ret meget, men hørte blot efter. Om julen kom vi til Salling, og jeg var der så heldig at træffe mennesker, som var glade ved det samme; vi sang og talte, bad bønner og sang igen, men hovedsagen var den, at jeg havde fornummet ordets indflydelse på mig.

Nogen tid efter fik jeg Ingemanns historiske romaner ihænde, og så læste jeg uafladelig i 2 nætter og 3 dage, Valdemar Sejr og Erik Menveds barndom, og jeg var ligesom, om jeg var henrykt over at se, at det danske folk havde været så stort og lykkeligt, og at der havde været så skønt i Danmark, og nu var her dog så sølle. Jeg tænkte ved mig selv, det kan gerne være, at du også er i besiddelse af den slags ord, der behøves til at fremme dette, men det kom jeg dog ikke til før adskillige år efter. Jeg var just ikke så meget pietistisk, jeg havde ikke forstået stort andet, end at Gud elskede os.
Så blev jeg forflyttet derfra, som vel var, thi ellers havde jeg talt og sunget mig tom, og så kom jeg til Sønderjylland for at være huslærer hos den rige Knud Knudsen i Forballum. De folk, jeg der traf på, var kristelige nok, de var ikke så uvidende som thyboerne, de var vidende, men der var intet liv i dem. Men hvorledes det var eller ikke, så faldt det mig ikke ind at skaffe liv i dem i denne retning. Derimod følte jeg, at de ikke var danske, og så tænkte jeg, at nu skal du tage fat på det. Jeg gav mig til at læse Ingemanns romaner for dem, dem havde jeg selv fået godt af, og det mente jeg også, de andre skulle, og det lykkedes fortræffeligt. SÅ gjorde jeg bekendtskab med Valdemar den Store og hans Mænd, og der står deri: "hvad Danmark var, skal det atter blive, endnu er fædrenes ånd ilive! Jeg syntes ikke, jeg kunne have ro, førende vi fik begyndt på at få Danmark til at blive, hvad det engang  havde været. Der var en mand ovre fra et andet sogn, for hvem jeg læste noget af Valdemar den Store og hans mænd, og jeg ville have, at han skulle hjælpe mig til at sætte det i værk, thi det skulle jo gøres, men han svarede mig: "Jeg forstår ikke, hvad det er, du læser." "Det er forskrækkeligt," sagde jeg, "så skal De idetmindste lære at forstå det, jeg vil komme til Dem to aftener om ugen, og vi vil da sammenkalde de unge mænd og se, om vi kunne få dem til at forstå det." Dangang havde man allerede "Danske Samfund" i København, og vi fik "Danske Samfund"s sange sendt til os, og dem sang vi; det var i Kristian den Ottendes tid. Det varede heller ikke længe, førende de unge mennesker blev beåndede, og hvis man besøger den egn, vil man finde tydelige spor af den virksomhed, som dengang blev udøvet.

I den tid var det, at det gik op for mig, hvorledes man skulle holde skole for børn for at nå det mål at få dem således oplivede og give dem en sådan lyst, drift og kraft, at man kunne få dem til at tro på Guds kærlighed og Danmarks lykke, og til at arbejde derfor så godt, som man efter lejlighed kunne.Da jeg var huslærer, skulle jeg selv sørge for, at børnene lærte deres udenadslektier, og når det var sket, gik vi ud for at lege, vi fiskede, sejlede, kørte i kilker og morede os, men udenadslæsningen tog altid så grumme lang tid. Blandt børnene var der især en lille pige, som jeg holdt meget af, men hun var tungnem; de andre børn blev snart færdige med deres lektier, men de syntes ikke, at de ville gå ud at lege, førende de kunne få hende med. Hun læste og græd, læste igen og græd, og således havde jeg også gjort, da jeg var hjemme hos min moder, men så sagde hun til mig: "nu skal du ikke læse længer, for ellers tygger du det i dig igen," og det samme sagde jeg til lille Maren. SÅ tænkte jeg: mon det dog også virkelig er Guds vilje, at børn skal pines med en sådan udenadslæsning? jeg kan ikke forstå det, da han dog elsker menneskene, mon da dette at lære en bog udenad kan føre til at elske ham? Nej, syntes mig, det kan det ikke. Ja, men hvad nytte er det da til? Det er, for at de skal kunne blive konfirmerte. Men tænkte jeg, kunne vi ikke indrette det således, at de blev konfirmerede på en anden måde, det er dog en forskrækkelig måde, man nu bærer sig ad på. Det var dette, som jeg brød mig allermest med, men nu er det jo således, at når vi er i den største nød og spørger ånden for ramme alvor, så svarer han os, og han sagde da også til mig: Du kan jo fortælle børnene det,  som de skal lære udenad; du kan jo fortælle dem det, som du fortæller eventyr! Aldrig såsnart var dette gået op for mig, før der kom en sådan lyst og drift hos mig, at jeg ikke havde tid til at vente, jeg syntes det var en uendelig lang tid, først om aftenen og så hele natten indtil næste dags morgen, da jeg begynde at prøve det, og jeg ville have givet meget til, at der ingen nat havde været, så vi straks kunne have prøvet det. Jeg syntes, at dersom det kunne lade sig gøre, så havde vi vundet verdens guld og grønne skove, og jeg havde næret sprunget ud på gaden, ligesom Arkimedes gjorde, og råbt: nu har jeg fundet det, men det gjorde jeg ikke, thi jeg var en jyde og ingen græker.Om morgenen begyndte jeg straks at fortælle børnene et stykke af bibelshistorien, og det ville de gerne høre, men spørgsmålet var nu, om de kunne huske det, når de skulle til konfirmation og eksamen. Så blev jeg ved en 14 dages tid at fortælle dem noget af bibelshistorien, det var netop historien om Josef, den, fandt jeg, var  den bedste at begynde med. Derpå prøvede jeg, om børnene kunne huske det, og til min store forundring kunne de fortælle det ordret, som jeg havde fortalt for dem, thi det er en sær egenskab hos børn, at de fortæller ordret, men når man lærer at kende børn, kan man nok forstå hvorfor. Vi andre kan ikke fortælle ordret, thi vi optager det, vi høre, i vor hjerte, gør det lidt om efter vort eget hjerte, og så leverer vi det fra os; men når børn optager noget, så giver de det fra sig, akkurat som de har fået det. Jeg tænkte altså, nu har vi fundet det, nu skulle vi have alle danske børn underviste på den måde, det er det bedste middel til at få Danmark til at blive, hvad det tidligere var. Nu sagde folk, det er da et forskrækkeligt hovmod at tænke således, men det sagde de, fordi de vidste ikke, hvad hovmod var, og de vidste heller ikke, hvad dette var.
Nu gik det fortræffeligt med skolen, Der var en lille dreng - han er da til endnu - en lille udmærket fyr, som jeg traf, da han havde hørt historien om Abraham, stående i en lille have ved et træ; han så opad og sagde: "hør, lille Abraham, du skal  ikke være bange for at gå hen at ofre din søn, Vor herre giver dig ham med hjem igen, det ved jeg, thi jeg har læst videre." Da han var kommen hjem fra skolen, havde han nemlig taget sin bog og læst videre og fået det at vide, hvormed han ville trøste Abraham. Nu ville jeg for alt i verden gerne have oprettet en fri børneskole af den slags, men det kunne jeg ikke, thi alle love og forordninger var derimod. Jeg kom ikke engang til at spørge mig for hos provsten og biskoppen, thi når loven var derimod, så kunne det jo ikke nytte. Jeg måtte i en sådan friskole ikke have mindre end seks og ikke flere end atten børn, og jeg kunne da ikke tænke, at de få familier, som var der, kunne føre det igennem. Så søgte jeg et degnekald, men da var det allerede dagedes, at jeg havde opfundet en ny måde at lære børnene Balles lærebog på, og provsten skulle være tilstede ved eksamen, fordi det rygtedes, at vi havde opfundet noget nyt derovre. Han katekiserede med børnene frem og tilbage, op og ned, og de svarede meget godt, men da han var færdig dermed, siger han til den største af pigerne: "kan du nu læse mig det tredje stykke i fjerde kapitel?" "Ja," siger hun, "i hvilken bog?" thi det havde provsten glemt at sige. "I Balles lærebog," svarede provsten; "ja, men den lærer vi ikke her," siger hun, "det har vi ophørt med." "Hvad", siger han til mig, "lærer de ikke Balles lærebog?" "Nej, børnene lærer den ikke så ganske udenad, men de er ikke ubekendte med den, det har jo provsten erfaret, thi ellers kunne de umuligt have svaret så godt, som de har gjort, men jeg synes, det er synd at lade børnene lære den helt udenad, det er altfor besværligt og ingen nytte." "Jeg spørger ikke, om det er til nytte eller ikke," svarede provsten, "men jeg spørger kun, om De vil lade børnene lære bogen udenad på rams: vil De eller vil De ikke?" "Ja", siger jeg, "da jeg hører, det er overladt til mig, så svarer jeg naturligvis, at jeg ikke vil det." "Godt", siger han til præsten, "skriv i protokollen, hvad der her er sagt." Så blev det indført i protokollen, at jeg ikke ville bruge denne fremgangsmåde, og vi gik hjem som fattig Per Eriksen.

Nogen tid efter kom der en skrivelse fra biskoppen i Ribe stift, gamle Tage Müller, med forespørgsel om, hvilken undervisningsmåde, der da blev brugt, der skulle gives en forklaring  derom. Dertil svarede jeg, at jeg fortalte bibelshistorie i stedet for, men Balles lærebog læste jeg med dem indenad, og så sammenlignede vi den med bibelshistorien, og søgte at forklare os lærebogen ved hjælp af bibelske historier, som de havde lært igennem fortælling. Jeg skrev fire punkter, men jeg kan ikke huske mere end det ene, der lød således: thi dersom danske børn skulle blive ved at lære Balles lærebog udenad på rams, så komme de åbenbart til at ligne den slægt af Israels børn, om hvilke Herren sagde, at de var uduelige til at indgå i Kanaans land; altså langt mindre blev der noget af Danmarks lykke, som Ingemann havde skrevet i Valdemar den Store og hans Mænd. Derpå blev jeg kaldt til biskoppen, og han sagde til mig: "Ja, De er et begavet og håbefuldt ungt menneske, og jeg vil så gerne tro, at De kunne undervise børn, ja, jeg er vis derpå, men hvordan skal det så gå med alle de andre skolemestre!" Dertil svarede jeg: "hvad kommer de mig ved?" "Jo", sagde han, " for det skal være ens." "Det er dog også forskrækkeligt," sagde jeg, "at det skal gøres gældende; altså hvis der er 99 skomagere i en by, som laver dårlige støvler, så skal den ene, der kan gøre gode støvler, også gøre dårlige, for at arbejdet kan blive ens." Så trak han på skuldrene, den gamle skikkelige mand; thi hans hjerte var på min side, men hans forstand på verdens side, og han sagde:" Herregud!  Loven er jo over os alle." "Ja, men så må De se at få en sådan tosset lov forandret." Han lovede da påny at gøre indstilling til det gamle kancelli og se, om der ikke kunne gives en smule tilladelse til en smule frihed, idetmindste sålænge jeg var i en tjenende stilling, og der kom da også en skrivelse fra kancelliet, hvori det , som det altid gjorde, firede og halede. Det hed deri, at vel skulle Balles lærebog læres udenad, men udenadslæsningen af lærebogen måtte dog ikke stå den højere religionsundervisning ivejen, og da jeg fik den skrivelse, syntes jeg, at nu var vi frelste, thi det var jo netop en højere religionsundervisning, som jeg gav mig af med. Da nu provsten kom og spurgte mig, om jeg havde set, at lærebogen skulle læres udenad, svarede jeg, at jeg netop havde set, at den ikke skulle læres udenad, thi det var netop den højere religionsundervisning, som jeg ville, og udenadslæsningen af bogen måtte ikke stå den ivejen.

Dermed blev der ikke talt videre om den sag, jeg fortsatte min undervisning i den tid, jeg var der, men da jeg skulle til at søge embede, fik jeg afslag allevegne; når jeg ikke ville forpligte mig til at lade børnene lære Balles lærebog udenad på rams, så måtte jeg ikke blive kaldet, men dertil svarede jeg: "det vil jeg ikke, og det gør jeg ikke." "Ja," sagde biskop Tage Müller, "det gør mig virkelig ondt for Dem!" "Ja, så får jeg tærske, som mine fædre har gjort, men måske jeg også kan komme til at holde skole, jeg kan vel nok hjælpe mig igennem uden embede." "Ja, dersom De kunne det," sagde biskoppen, "så var det jo det allerbedste."
Nu kunne jeg ikke komme an nord for Kongeåen, thi der skulle Balles lærebog læres udenad på rams, og jeg søgte derfor sønden for Kongeåen, hvor man ikke havde Balles lærebog. Provst Reehof i Åbenrå, som i mange henseender var en skikkelig mand, men i meget var, som han ikke burde være, eksaminerede mig og spurgte, om jeg ikke var en herrnhut, en kristiansfeldter, men dette spørgsmål klarede jeg godt, thi mine religionskundskaber var i den bedste orden efter hans smag. Jeg havde forklaret ham nogle steder af skriften, han havde prøvet mig, og jeg tænkte  da, nu opnår jeg det, jeg søger, men derefter spurgte han mig, hvad jeg så mere ville lære børnene, og dertil svarede jeg: "Jeg vil fortælle Danmarks Historie for dem, og læse Ingemanns romaner for dem, det er noget, de kan have godt af," men så var hundrede og et ude. "Det kan ikke gå an", sagde han, "vi har ingen folkeånd her." "Å jo", sagde jeg, "det har man dog vist, der er da i alt fald er folkehjerte, og når vi begynder at slå det an, så kommer det nok." "nej", sagde han, "det må ikke læres, vi er ikke danske, Gudbevares." Da blev jeg virkelig såre nedslået og sagde med grædende tårer: "Det er da også forskrækkeligt, jeg har hidtil kunnet komme igennem verden næsten uantastet med alle mine lyder og udyder, og de var mange, men jeg skal netop stoppes på grund af de to eneste ting, der er værd at nævnes hos mig, nemlig kærlighed til Gud og til mit fædreland." Det var som provsten sank i knæ, men så sagde jeg aldrig et ord mere og gik, og han sagde heller aldrig et ord
Derpå besluttede jeg at komme bort herfra og gemme mig et sted, enten i Amerikas skove eller et andet sted, indtil jeg skulle dø, thi her i verden syntes jeg ikke, at jeg kunne være; når jeg ikke kunne få lov til det eneste, jeg kunne, så kunne jeg ikke være til. Så traf det sig netop på samme tid, at pastor Hass ville rejse til Smyrna, og søgte sig en tjener, og jeg tænkte da, at jeg kunne gøre en smule nytte ved at rejse med ham. I fem år var jeg i Smyrna og tænkte bestandig på de danske børn, der læser udenad, især når jeg kom forbi den tyrkiske skole, thi der lærer børn akkurat på selvsamme måde som her. Skolemesteren fremsagde to sætninger af en bøn, og dem skulle alle børnene gentage i munden på hverandre, så for mig, der ikke forstod tyrkisk, var det akkurat den samme brummen som i en landsbyskole hos os, når børnene læser over. Jeg tænkte aldrig på at komme hjem igen, men jeg lærte at elske mit fædreland ganske anderledes der, end jeg kunne have kommet til det herhjemme, thi jeg savnede det så skrækkeligt. Når der kom en dansk skipper, og jeg så det danske flag i havnen, var jeg som nyfødt, jeg græd som et barn og skyndte mig ombord, og når det så var en holstener, der for under det danske flag, vendte jeg noget slukøret tilbage, men var det enten et dansk, norsk eller tilnød svensk skib, så glædede det mig, dog allermest over de danske. Men hvorledes det nu end gik, da jeg havde været der i fem år, skulle jeg hjem, og kom også hjem. Man kommer altid der, hvor man skal. Jeg kom hjem i 1847, dog med den tanke at rejse bort til Amerika. Men så kom krigen i foråret 1848, og jeg tænkte da, du skal dog gøre dig selv den fornøjelse at være med og se, hvad krig er for noget, jeg havde læst og hørt såmeget om den, men aldrig set den i nærheden. Jeg syntes, at jeg havde alle de følelser, der skulle til for at være en dygtig krigsmand, og dem havde jeg fået af Ingemanns romaner, men da det kom til stykket, manglede jeg den fingernemhed, som min fader havde bebrejdet mig, og jeg kunne ikke lære geværgrebene, men kom altid en lille smule bagefter. Med det samme kom friheden i 1848-49, og det går jo således i verden, beslægtede kender hinanden på røsten, på følelsen. Jeg fornam, at nu var min tid kommen, skønt jeg slet ikke kunne tænke, hvad jeg egentlig skulle; imidlertid rejste jeg ikke til Amerika, men blev hjemme. Jeg blev da huslærer hos præsten i Sønderfelding og skulle undervise hans søn.Der fik jeg fat på Grundtvigs Verdenshistorie i tre dele, og det er mærkværdig,  hvilket indtryk det gjorde på mig at se, at Gud således planmæssig gennem tiderne førte menneskeslægten fra den ene sandheds erkendelse til den anden, og den sikre forvisning slog mig, der så ofte udtales i denne bog, at menneskeslægten skal ende med en triumf over død, mørke, kedsommelighed, træthed, tomhed og øde. Det var noget ganske nyt for mig, men såsnart jeg havde læst det, slog det mig straks, at således er det, og ikke anderledes, og så syntes jeg, at det var noget, folk skulle have at vide. Der var allerede dengang en hel del opvakte folk, og man havde også dengang begyndt at blive noget danske. "Danske Samfund"s sange blev sungne over hele landet, men naturligvis ikke af alle mennesker. Der var kommen en hel del liv og begejstring fra 1848, som efterlod sig en del spor, og da gik det egentlig først op for mig, hvorledes ånden virker i det store. Tidligere havde jeg kun vidst, hvorledes ånden virkede gennem ordet, dels på mig og dels fra mig til min næste, i det enkelte, men dengang fornam jeg, at alle folk var bleven beåndede, og da var det egentlig, at jeg først gjorde bekendtskab med den danske ånd. Så fik jeg også et tydeligere begreb om, hvad det var, jeg egentlig ville frembringe, nemlig: at følelsen og begejstringen fra 1848 og den opvækkelse, som da fandt sted, skulle vedblive og slås fast. Jeg ville igennem skolen ved ordet virke til, at alle danske folk kunne blive varig begejstrede. I dentid, da jeg læste Grundtvigs Verdenshistorie, fattede jeg den plan, at jeg ville være folkeoplyser gennem skolen; jeg syntes, at det ikke kunne forslå at rejse omkring og holde en tale hist og en anden her, jeg syntes, at det måtte samles til en helhed, thi ellers var jeg bange, at indtrykket skulle forsvinde. Jeg var dengang ikke taler, hvad jeg heller ikke nu er, men jeg havde prøvet, navnlig i Sønderjylland, at begejstringen kunne vækkes hos folk, når de læste Ingemanns historiske Romaner. Det forekom mig imidlertid, at folk også skulle læse Grundtvigs Verdenshistorie, og det syntes jeg, at de ikke kunne komme til, uden at de fik den i skolen; men jeg havde set Rødding højskole, som man sagde havde kostet 48.000 rd., og jeg havde ikke mere end 500 rd., som jeg havde fortjent i Smyrna ved at være bogbinder, da jeg syntes, at jeg skulle gøre noget godt med hænderne i dette land, hvor jeg ikke kunne gøre  det med munden. Da jeg havde været hos pastor Hass sålænge, til han kunne bruge tjenestetyende af landets indvånere, så var det ikke nødvendigt, at jeg blev længer hos ham. Han fik sig da en tjenstepige, og hun kunne jo meget bedre udføre arbejdet end jeg; thi om også hans kone sagde, at hun aldrig havde fået sine tallerkener bedre vaskede end i den tid, da jeg var tjener hos dem, så opnåede jeg dog ikke at få nogen rigtig øvelse deri, det gik langsomt, men det blev godt gjort. Som sagt, da jeg kom hjem, var min hele kapital 500 rd., men der var langt til 48.000 rd., som Rødding højskole havde kostet. Ganske vist behøvede jeg ikke at have en så storartet skole, men jeg syntes dog, der skulle lidt til, jeg skulle dog have et hus, der kunne rumme i det mindste 14-15 mennesker, og så håbede jeg, at de opvakte folk, som jeg kendte, skulle være så skikkelige at sende mig deres børn til en prøve, for at vi kunne komme i gang og få bekendtgjort for folk, hvad det var, vi egentlig ville udrette, nemlig at få vakt både den kristne ånd og den danske ånd, og få folk til at tro på Guds kærlighed og Danmarks lykke.

Da jeg nu altså ikke havde tilstrækkelige midler til at  begynde min virksomhed, skrev jeg til Birkedal i Ryslinge, om jeg ikke måtte komme til ham i et år og være huslærer, og tage en 3-4 bønderkarle i huset, for at prøve, om det var muligt at beånde dem, thi hvis det ikke var muligt, så kunne det jo ikke hjælpe noget. Hvorfor det netop skulle være på Fyn, det vidste jeg ikke dengang, jeg tror, det skyldes Poul Rasmussen i Sanderum, men nu ser jeg, at det var bedst at begynde med fynboerne, fordi de er nemmest at komme afsted med. Det er en mærkværdig indre forbindelse, som ånden danner mellem de mennesker , som er dens redskaber, og som den holder af; ånden forstår at lede alt, indtil det sker, som den vil. Vi ved i grunden ikke af, indtil det sker, som den vil. Vi ved i grunden ikke af, hvor det er, vi skal hen, men vi kommer dog den vej, som Gud vil. Jeg fik da 2 jyder og 2 fynboer at begynde med, og det lykkedes efter mit skøn så godt, i alt fald så godt, at jeg syntes, vi kunne fortsætte. Der var på samme tid et hus ledigt i Ryslinge på 4 tdr. land med en gammel ussel bygning, som slet ikke var brugelig, og det skulle koste 1400 rd., jeg syntes, at jeg ville give 1000 rd. derfor, men da jeg ikke kunne få det for den pris, lod jeg det drive over. Jeg tænkte, det bliver ikke til noget med skolen, det er altfor besværligt, du kan blive hos Birkedal et år, og se hvorledes du kommer hjem, men så kom der et skrapt bud efter mig, at nu skulle jeg til at få begyndt.
Der havde nemlig været en del såkaldte grundtvigianere samlede i København for at rådslå om, hvad der skulle gøres for at få oplyst den danske bondestand, så at den kunne benytte den borgerlige frihed, der var bleven givet, og ånden havde vel dengang også sine fingre med i spillet, thi da man var bleven enige om, at der skulle gøres noget, og der blev spurgt, hvilken mand de vel skulle tage til at udføre denne virksomhed, svarede Ludvig Kristian Müller; jeg ved ingen anden end Kold, og de fandt alle, at det også var den rette mand. Det var højst mærkværdig, thi jeg var ikke meget skikket dertil dengang, nu er jeg meget bedre skikket dertil, skønt jeg ikke er nær fuldkommen endnu. De skrev mig så til, at jeg skulle komme over til dem og rådslå med dem om, hvad der kunne gøres for folkeoplysningen; de mente, at jeg kunne rejse omkring i Jylland og virke på de unge skolelærere der, for at der kunne blive indført en bedre undervisning, men jeg svarede, at jeg vidste allerede, hvad jeg ville gøre, jeg ville oprette en såkaldt højere bondeskole, hvortil de svarede mig, at i så fald kunne jeg gøre regning på deres understøttelse. Det var en mærkværdig dag for mig, da jeg fik denne skrivelse. Imidlertid gik der over et år hen, hvori jeg ingen understøttelse havde nødig, thi jeg skulle først gøre mine forberedelser; jeg skulle være hos Birkedal et år for at prøve, hvorvidt de fire elever, jeg havde, kunne blive beåndede, og om jeg i det hele taget kunne beånde ungdommen i den alder, i hvilken jeg nu tænkte på at undervise dem. Da dette år var hengået, var jeg bleven svag i troen; det er underligt nok, det er jeg altid blevet, lige kort førend jeg skulle til at begynde en virksomhed, og det liver jeg også, når jeg skal op og tale. Jeg bad Vorherre, at han dog ikke ville føre mig ind i noget, som jeg muligt ikke kunne føre igennem, men så kom der et bestemt bud, at nu eller aldrig skulle det være. Jeg kunne ikke få sind til at sige ja til, at det aldrig skulle ske, og altså måtte jeg sige: så skal det være nu.

Dette hus, jeg før omtalte, var imidlertid blevet solgt og atter blevet ledigt. Jeg gik op til manden, som havde det at sælge, og spurgte om han ville vente i 8 dage, medens jeg rejste til København, thi jeg turde ikke købe det, førende jeg havde fået at vide, om jeg kunne få nogen understøttelse derovre, og han lovede mig da at vente 8 dage. Derpå marscherede jeg den næste dags morgen afsted til København og gik hele vejen. Da jeg kom til byen, gik jeg op til Algreen, som dengang var på Regentsen, jeg boede hos ham og lå om natten på hans sofa. et var imidlertid kun en dårlig trøst, jeg fik af ham, thi han svarede mig: hvor vil du hen, grundtvigianerne er ikke den slags folk, der husker iår, hvad de besluttede ifjor, de har ganske andre ideer nu, og det bliver vist ikke til noget, men jeg skal følge med dig til Grundtvig! Da vi kom op til ham, stod han og røg sin pibe og lagde sin arm på kakkelovnen. "Det er Kold fra Fyn," sagde Algreen. "Å", sagde Grundtvig, "er det det!" og vi ragede da straks uklar. Jeg ville have mine fyre i skole, når de var nylig konfirmerede, i en alder af 14,15, 16 år, men Grundtvig sagde: "Det duer ikke, før de bliver 18 år." Jeg kan godt huske, at jeg sagde: "Grundtvig kan ikke vide, hvorledes bønderne er derhjemme, thi når de er 18 år, har de allerede begyndt at lege kæreste, ryge tobak, gøre pibe- og urhandeler, og så kan vi ikke få dem beåndede." "Jo", sagde Grundtvig, "det kan vi nok." "Nej", sagde jeg, "som jeg har opfattet forholdet, er min mening den eneste rigtige." Jeg har altid været vis i min sag, også når jeg tog fejl. Imidlertid sørgede Vorherre for, at vi fik folk både over og under 18 år. Striden mellem Grundtvig og mig blev dog bilagt, men på den måde, at Grundtvig gav efter, og ellers var der heller ikke bleven noget af det hele, thi jeg havde ikke givet efter. Derpå rykkede jeg frem med mit ærinde, nemlig at jeg nu skulle have den understøttelse, der var lovet mig. "Ja", sagde Algreen, "hvad skal vi gøre derved, hvordan skal det gå, thi Grundtvig ved selv, at der ingenting er i kassen." "Jo", sagde Grundtvig, "det kommer nok." Derpå spurgte han mig, hvor megen understøttelse jeg da mente, at jeg skulle have. "Jeg har selv 500 rd." sagde jeg, "når jeg får 600 rd. til - men det skal være til gave, thi jeg tør ikke love at betale dem tilbage - så har jeg 1100 rd, og dermed skal jeg komme ud af det." "Ja", svarede Grundtvig, "600 rd. og 500 rd. er 1100 rd., men hvad vil De kunne gøre med dem?" "Ja, når det ikke kan gøres med lidt," svarede jeg, "så kan det heller ikke gøres med meget, men det kan ikke gøres med slet intet." Derpå sagde Grundtvig til mig: "Gå hjem og sæt en begæring op til skikkelige folk, hvori De beder dem om at understøtte Dem i dette foretagende, og bring den op til mig, så skal jeg underskrive den først, og så skal vi se, hvad mit navn kan batte!" Jeg kan huske det, som om det var sket igår. Da vi kom udenfor, greb Algreen mig i frakken og sagde: "Du er en lykkens yndling, nu er din sag vunden, når Grundtvig, tager sig således af den, så er den sikker." De 600 rd. blev også samlede, Grundtvig gav selv 50 rd., fru Tofte 100 rd., og vor gode ven gamle Gøricke, som jeg talte med igår 50 rd.

Derpå begyndte jeg min højskole ude på Ryslinge mark, men jeg havde imidlertid kun bestemt løfte på en eneste elev, det var Christen Larsens søn i Dalby, det var sikkert, at han kom den 1ste november, og endnu de allersidste dage i oktober vidste jeg ikke sikkert, at der kom andre end ham. Vel havde  jeg fået løfte om adskillige elever, men folk mente, at det var noget sært noget, og at det jo var bekosteligt, skønt jeg kun forlangte 6 rd. om måneden for kost, logi og undervisning, og lovede folk at gøre underværker for deres børn, de skulle blive så livlige, så vakre og driftige, at de aldrig havde set mage dertil, men dog syntes de, at det var en grov hoben penge. Folk spurgte, hvad deres børn så kunne blive til, når de havde været på skolen, om de så kunne blive degne, eller om de kunne blive fri for kongens tjeneste, dette var nemlig før tilfældet, når man gav sig i Landhusholdningsselskabets tjeneste, og så troede man også, at en sådan begunstigelse var bleven mig tildel. Der var imidlertid, mærkeligt nok, for mange mange år tilbage på de forskellige steder sørget for at få det første sæt i skolen. Der var en søster til Poul Rasmussen i Sanderum, der var død for flere år siden, og hun var bleven vakt lige i de sidste dage, hun levede. På sin dødsseng sagde hun til sin mand: "Havde jeg vidst det, jeg nu ved, så skulle mit liv være anvendt ganske anderledes end det er, men pas dog på vore børn, at de får deres liv anvendt, du ved nok, i hvilken retning jeg mener." "Ja", sagde han, "det skal jeg nok," men han vidste ikke rigtig besked om retningen. Imidlertid ville han dog holde sit løfte og sende sin søn i skolen, og netop fordi han ingen besked vidste, netop derfor gjorde han skolen mest tjeneste ved at sende sin søn derhen, thi manden var ingen særling, han var som folk i almindelighed, og når han kunne sende sin søn i skolen, så kunne flere andre gøre det. Overalt fandt jeg, at Vorherre havde været der og ryddet pladsen og gjort forberedelser, men det er jo altid svært at bestemme sig, når man skal gøre noget godt. Det er forunderlig nok, når man skal gøre narrestreger, så kan man let gøre det, men skal man gøre noget godt, så er man så forsigtig. Imidlertid bestemte folk sig dog, og den 1ste november kom de med 15 elever kørende med deres stadsheste og vogne og så så glade og lykkelige ud. De var glade, fordi de havde overvundet det og var kommen afsted, og jeg var så glad, jeg har vist aldrig i mit liv været så glad, skønt jeg har været meget, meget glad. Så begyndte vi med Ingemanns Romaner, thi vi skulle begynde der, hvor vi sidst slap; det vi havde erfaret, det vidste vi, og det vi endnu ikke kendte, kunne vi ikke begynde med. Af Grundtvigs Verdenshistorie oplæste jeg nogle enkelte stykker hist og her og søgte at påpege lidt af sammenhængen mellem Oldtiden, Middelalderen og Nutiden, men eleverne syntes ikke at kunne fatte det, hvilket derimod var tilfældet med Ingemanns historiske Romaner. Målet blev imidlertid nået, og der er endnu ingen af dem, der har tabt den beåndelse, som de fik den gang, men den er kendelig endnu alle vegne, enten hvor der skal vælges til rigsdagen eller foretages noget, som skal sigte til at gøre Danmark til det store, som det tidligere var, og de har mange gange styrket dem, som har været hårdt betrængte i kampen i sådanne retninger. Når man spurgte mig om, hvilken metode jeg brugte, således som provsten gjorde, da han i sin tid skulle undersøge den, så sagde jeg, at vi havde egentlig ingen metode, og når der blev spurgt mig om planen, så svarede jeg, vi har ingen plan. "Men hvad vil I da med en skole?" sagde Monrad. "Da jeg var 18 år," svarede jeg, "lærte jeg at elske Gud og min næste, og det var jeg så glad ved, at jeg dengang besluttede at anvende min tid og mine kræfter til at hjælpe min næste tilrette med det samme, og det er egentlig det, skolen vil lære  folk: at elske Gud, sin Næste og sit fædreland." "Å ja," sagde Monrad, "det er jo et meget hæderligt formål."

Siden den tid er det gået meget frem for mig; nu har vi bygget en højskole som et slot, bygningen tilligemed jorden har kostet 25.000 rd., og hvad mere er, den kan i grunden godt svare sin egen regning. Vi havde i vinter 70 voksne karle i skolen, og i sommer 50 voksne bønderpiger, og i høsten 50 skolemænd, som allesammen var kommen for at oplyses og oplives. Siden jeg er kommen ind på dette, vil jeg slutte med den bemærkning, at oplysning har jeg næppe så godt greb på, som jeg har på oplivelse. Jeg opliver først, og så oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og oplyser jeg på engang, og det tror jeg er rigtigt, thi oplivelse er det, som man trænger til. Altså er det at oplive langt mere min opgave ved skolen end at oplyse, men så oplyser vi en smule, efterhånden som vi bliver oplivet. Når man nu vil spørge mig, hvorledes jeg kunne komme til at oplive først og oplyse sidst, eller i alt fald oplyse og oplive på en gang, altså hvorledes jeg, der ikke er blandt profeterne, fordi jeg ikke har gået nogen egentlig skole igennem, kunne blive folkeoplyser, så svare jeg, det kommer deraf, at jeg, da jeg begyndte at ville oplyse, befandt mig imellem folk, som ingen oplysning kunne tage imod, førend de blev oplivede, det var simple folk, som så at sige ikke kendte til oplysning, men som først skulle oplives. Dersom jeg havde truffet på folk som studenterne i København, på folk, der kunne lade sig oplyse uden først at blive oplivede, så havde jeg måske også givet mig til at oplyse uden at oplive, thi det er på en måde det nemmeste, men ligeoverfor de folk, jeg traf på, var jeg som sagt nødt til at bruge en anden fremgangsmåde. Jeg tror også, at jo mere man lærer det danske folk at kende, desto mere vil man erfare, at de både i og udenfor København ikke rigtig kan blive oplyste, uden at de først bliver oplivede, eller i alt fald, at det må følges ad, at der oplyses og oplives til en og samme tid.
 

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk