Ollerup Højskole
Forside ] Op ]

 
Ollerup Højskole

Ollerup Højskole- Højskolen i Vester Skerninge.[Ollerup Højskole. Elevforeningens Aarsskrift 1918]
 

Når elever på Ollerup højskole udflugter til Vester Skerninge bør de lægge mærke til et ældre, stråtækt bindingsværkshus, som ligger skrås overfor præstegården. Det er let kendeligt; lidt højere og bredere end de omliggende jævnaldrende huse. Og til yderligere kendemærke kan tjene, at en smal vej "Præste-Gab", løber fra landevejen syd på mellem husets gavl og det lige overfor liggende gadekær.
Dette hus er Ollerup højskoles vugge.
Den kendte folkedigter Mads Hansen, som var født i nabosognet Hundstrup, og om hvem der er udførlig fortalt i en levnedsbog, udkommet 1881 på Karl Schønbergs forlag, København, havde sat sig det til hovedopgave at modarbejde tidens råhed og dødbideri, særlig blandt ungdommen, og være med at vække sine standsfællers åndelige sans, højne og forædle deres tankesæt og levevis. Han virkede særlig gennem foreninger, han oprettede - sangforening, læse- og skytteforening, men da han kom i nærmere berøring med den grundtvigske folkehøjskole, fattede han snart, at her var et langt vidererækkende og kraftigere opdragende virkemiddel henimod målet, han havde sat sig. Og rask som han var i al sin færd, blev han hurtig enig med sig selv om, at han ville oprette en højskole i Vester Skerninge, det sogn, hvor hans meste virksomhed foregik.
Men nu gjaldt det om at finde en forstander til skolen. Hans tanke faldt da på cand theol. Chr. Bredsdorff, en præstesøn fra Vester Skerninge, som sammen med Fr. Jungersen forestod Nørrebros Real- og Latinskole i København.
I maj 1867 rejste han, ledsaget af undertegnede og en anden ungkarl, Hans Hansen Nygaard (en gårdmandssøn fra Ulbølle, senere løjtnant, nu bosiddende landmand i AMerika), til hovedstaden for at få Bredsdorff i tale. Da forfatteren Anton Nielsen, hvem Mads Hansen forud havde brevvekslet med, men aldrig truffet personlig, havde indbudt ham til at besøge sig, gik turen på udrejsen først til Munkebjergby ved Sorø, hvor Anton NIelsen var skolelærer. Mads Hansen havde dengang aldrig set en højskole, og han tog med glæde mod Anton Nielsens tilbud om at køre ham og hans to følgesvende til Vallekilde. Det var kun et kort besøg hos Ernst Trier, men yderst interessant og fornøjeligt.

Chr. Bredsdorff kunne imidlertid ikke imødekomme Mads Hansens ønske, og denne stod rådvild og vidste ikke, hvem han skulle henvende sig til. Han skrev da til ANton Nielsen, om han kunne give ham et råd. Af svaret, han modtog, fremgik det, at Anton Nielsen selv ikke var utilbøjelig til  at overtage forstanderpladsen, hvis han blot turde, han var kun bange for, han manglede de fornødne kundskaber. Mads Hansen tog ikke blot den ham rakte finger, men hele hånden, og endnu samme sommer i august, drog Anton Nielsen til Fyn og her traf de to nærmere aftale. Den efterfølgende vinter (1867-68) tilbragte A.N. på Vallekilde hos Trier  for at forberede sig til gerningen.
Og nu vender vi tilbage til bindingsværkshuset i Vester Skerninge by.
Huset havde den gamle amtsprovst Bredsdorff (præst i Vester Skerninge fra 1784 til 1834) bygget til et enkesæde, vel nærmest til hans ugifte datter Ulrikke. Til huset hørte ca. 12 skp. land, som lå på den modsatte side af landevejen. Den samlede ejendom købte Mads Hansen af frøken Ulrikke Bredsdorff for at lade det indrette til højskole.
Mads Hansen havde den gang ikke overtaget sin fødegård Sterregård", som faderen endnu sad for. Derimod ejede han et hus nær gården, men dette blev ikke anset som fyldestgørende betryggelse for købesummens udredelse til Ulrikke Bredsdorff, hvorfor flere mænd på egnen trådte til som kautionister. Blandt disse var de to nabopræster, Brandt i Ollerup og Jensen i Øster Skerninge.
Huset var efter nutidsbegreber om en højskolebygning ikke meget rummeligt eller veludstyret. Og skønt det blev gjort i stand til det bedst mulige til sit fremtidige brug, var der ingen plads til elever. Disse måtte tinges i hus og kost hos de velvilligste af beboerne i byen.
Da skolen åbnedes den 6. maj 1868 med Anton Nielsen som forstander og med et beskedent elevantal af 16-17 unge piger, var istandsættelsen af huset knap fuldbyrdet. Anton Nielsen holdt indvielsestalen, i hvilken han optrak de linjer, han som forstander agtede at følge. Efter talen blev mødet, der var talrigt besøgt, henlagt til salen i den nærliggende kro, og her talte præsterne Brandt og  Jensen. I samme sal begyndte så dagen efter den egentlige højskolegerning, men allerede nogle få dage senere kunne forstander og elver flytte ind i det istandsatte hus.

Det var i de danske folkehøjskolers første åringer, og her på egnen var der ikke mange, der vidste, hvad en højskole var, eller hvad den skulle bruges til. Skolen blev modtaget med velvilje af nogle, med mangel på forståelse af andre og med modvilje af adskillige. Dette bidrog til, at det lille hold elever sluttede sig end mere trofast sammen om forstander og hjælper, og det ungdomsfriske, fornøjelige samliv, der udfoldede sig inden skolens enemærker, og hvor flokken kom frem, vakte opsigt, tiltrak nogle især blandt ungdommen, og frastødte andre især blandt ældre og gamle folk, der så sig sure på dette ny, som voksede frem. Der var en umiddelbarhed, noget af vårens ynde, af morgenens friskhed over den unge skole, som varslede godt. Eleverne var ikke flere, end de i sluttet hold med forstander og medhjælper gæstede de hjem, som lukkede dørene op for dem. De blev fulgt på tilbagevejen af disse hjems ungdom, og når de skiltes i skolens forsamlingsstue, klang sangen gennem de åbentstående vinduer ud over egnen i den stille sommeraften. Lad mig her indskyde, at sommeren 1868 var en af de varmeste i mands minde med stille aftener i ugevis, en rigtig højskolesommer.
Anton Nielsens første medarbejder og lærer ved skolen var Povl Pedersen, født på Samsø. Han var elev på Vallekilde højskole, den vinter, A.N. samme sted forberedte sig til sin gerning som forstander, og skønt han var  ængstelig ved at klæde sig ved stillingen som lærer, lod han sig dog overtale af Anton NIelsen og fulgte ham herover. Og det gik udmærket. Povl var et hjertevarmt menneske med et muntert sind og vandt hurtig elevernes tillid og venskab. Han blev en god støtte for den unge skole. Senere blev han en kendt mand, og navnet Povl Sams fik god klang især i landbokredse på Sjælland. Han døde for nogle år siden på sin gård Svendborg ved Vallekilde.
Men det blev ikke mange skolesæt, det gamle hus kom til at rumme. Det viste sig snart, at der var altfor lidt plads til eleverne, ligesom ulempen ved, at disse måtte indkvarteres rundt omkring i byen, blev mere og mere følelig. Mads Hansen byggede da et nyt skolehus med tilhørende økonomibolig nord for landevejen, et stykke tilbage på jordlodden, i ly af præstegårdens smukke have, og i sommeren 1870 blev den nye bygning taget i brug. Karen Jørgensen - den nu så landskendte ejerinde af Odense højskolehjem -, som havde tjent i Mads Hansens hjem og gjort sig afholdt som en dygtig pige og udmærket kvinde, havde fra skolens begyndelse forestået husholdningen og fortsatte fremdeles denne virksomhed. Hun bidrog sit til, at eleverne følte sig vel tilpas.

Elevantallet var stadig jævnt stigende, og alt tegnede såre lyst for skolen trods det, at store dele af den daværende slægt i Vester Skerninge var åbenbare modstandere af den. Men det stærkt politiske røre, som i de år bredte sig ud over landet med rivende fart, rev også Sydfyn og skolens nærmeste omgivelser med sig. Og derved øgedes gnidningsmodstanden, som alt  var tilstede mellem skolens ejer og dens forstander. Jeg nødes til at skildre denne gnidnings årsag. Mads Hansen var bredt folkelig anlagt. Han virkede særlig for sine standsfællers oplysning og udvikling, foruden ved sine sange gennem de foreninger, han havde oprettet, og han havde tænkt sig, at højskolen kunne blive som et arnested for disse virkemidler, samle det hele under sin overledelse. Når Anton Nielsen i sin bog "Højskoleliv i Tredserne" tillægger Mads Hansen den mening, at eleverne på en højskole burde øves i at spille dilettantkomedie, beror dette på en fejlagtig opfattelse. Det kunne aldrig falde Mads Hansen ind at nære den tanke. De småkomedier, han den gang skrev udelukkende i fynsk mundart og blev udførte af denne forenings medlemmer. Skønt Mads Hansen regnede dilettantkomedie - vel at mærke, således som selv forstod den- for et middel til at virke opdragende og udviklende på såvel udøverne som tilskuerne, så var han meget for sund til at kunne mene, at indøvelse i komediespil burde være et fag på en højskole.
Men blot dette , at nævnte foreninger skulle have et slags hjemsted på skolen, fandt Anton Nielsen, og med rette, var ugørligt, højskolegerningen ville lide under det, det ville virke spredende i stedet for samlende. Skønt Anton Nielsen ikke havde været elev hos KOld, stod denne utvivlsomt for ham, som for de fleste af datidens højskolemænd, som forbilledet på en forstander. Anton Nielsen havde en betydelig evne til at virke ved sin personlighed, sin daglige og inderlige omgang med elevene inden skolens  vægge, og dette forhold ville tildels forrykkes, hvis Mads Hansens tanke blev virkeliggjort. Indtægten af en bazar, som sangforeningen i sommeren 1868 lod afholde til fordel for sammenslutningstanken blev derfor delt mellem foreningen og skolen og sammenslutningen dermed skrinlagt.

Var der således meningsforskel om et og andet hos de to mænd, gjorde dette dog ikke væsentligt skår i samarbejdet. Mere medvirkende til at fjerne dem fra hinaden var uoverensstemmelse i politik.

Mads Hansen var højremand, det vil sige nationalliberal idealist, nærmest præget af Carl Ploug. Han syntes, den danske bonde havde så gode både økonomiske og åndelige kår, som han kunne ønske sig, blot han skønnede på det og udnyttede dem, at han stod fare for at blive forkvaklet af egoismen og materialisme i sin udvikling, når han hvirvledes ind i partipolitik, som ikke altid undlod at påkaldet hans mindre gode egenskaber.
Anton Nielsen var venstremand og så med håb og fortrøstning hen til det politiske oplysningsarbejde, Venstres førere så energisk udøvede blandt menigmand. Selv optrådte han ikke- i alt fald yderst sjældent - som politisk taler eller offentlig agitator, men han skønnede, at skulle skolen vinde fremgang og få betydning for ungdommen, måtte den være i samklang med Venstres øjemed. Han bad derfor Mads Hansen om at kundgøre i bladene, at denne ikke havde noget med skolen at gøre udover det rent økonomiske. Skønt Mads Hansen følte sig såret af denne tilsidesættelse, gav han  Anton Nielsen lov at offentliggøre en erklæring i den retning i følelsen af, at han ganske rigtig ikke havde nogen egentlig del i åndsarbejdet på skolen, sålidt som han nogensinde havde gjort krav derpå. Men dette måtte uundgåelig medføre, at Mads Hansen holdt sig mere fjernt fra skolen.
Til alt dette kom, at de to mænd var hinanden så ulige i naturel. Mads Hansen åben og djærv, Anton Nielsen mere lukket, men med megen viljekraft. Den første med urokkelig tro til den danske kvinde som en stærk drivkraft i den fremtidige samfundsudvikling; den anden mere skeptisk på det punkt. Ikke, at Anton Nielsen ikke regnede med kvinden i almindelighed, men han var nærmest det modsatte af en beundrer af kvinden, måske fordi han i sit ægteskab havde lidt skibbrud. Da Mads Hansen giftede sig i sommeren 1869, kunne de nærmeststående venner ikke undgå at lægge mærke til, at forholdet kølnedes mellem de to, og jeg tror ikke, Anton Nielsen, skønt han måske gjorde sig umage for det, nogensinde forsonede sig med dette giftermål eller lærte at sætte pris på Mads Hansens hustru.

Skønt elevantal var jævnt stigende, selv om det aldrig nåede op i højde med adskillige af de store skolers. Hvad Anton Nielsen vist heller ikke ønskede, idet den virkemåde, der egnede sig bedst for ham, var mest fyldestgørende på en mindre skole.

I året 1874 købte han skolen af Mads Hansen for mellem 3 og 4000 rigsdaler, og tre år efter udvidede han den, så den kunne rumme 60 elever. Det var en forandring for den  af Mads Hansen lønnede forstander at blive sin egen mand. Hidtil havde hans løn været 400 rigsdaler om året, men undertiden måtte han lade en del af sin løn blive stående, da skolens indtægter kun var små. Hans tilgodehavende blev nu fradraget købesummen, hvad der kom ham ret belejligt.
Nu blev der lagt en finansplan at overholde i den kommende tid: Karen Jørgensen skulle have 20 kr. om måneden for hver elev, og herfor skulle hun bespise alle, som hørte til skolen. De tilbageværende 10 kr. af den månedlige elevbetaling forbeholdt forstanderen sig til lærer- og pigeløn. Vedligeholdelse og andre udgifter, og skønt man skulle synes, at denne indtægt måtte være utilstrækkelig til dækning af så mange poster, skriver Anton Nielsen selv i sin førnævnte bog, at "det varede kun få år, inden jeg havde betalt min gæld og havde begyndt at lægge penge op; rigtig nok i det små."

Da Povl Pedersen Sams efter 3 års forløb forlod skolen, blev han efterfulgt af Jens Skytte, den senere så kendte og skattede forfatter. Han er født i Trelde ved Fredericia, hvor hans fader var gårdejer. Da han var soldat i Odense, blev han kendt med Mads Hansen, og efter udstået soldatertid i 1868 tog han plads på Margrethesminde, en mindre herregård under Rødkilde og ikke langt fra Mads Hansens hjem. Hans ophold her blev dog kun kort, idet han allerede i vinteren 1868-69 blev elev hos Anton Nielsen. Efter at have været på Askov og Skovgård kom han tilbage og blev lærer ved Vester Skerninge højskole. Da han imidlertid ønskede at tilbringe en vinter på Askov,  overtog seminarist Hans Jensen pladsen imens. Hans Jensen, som er født i Nordfyn, havde oprindelig lært mølleriet, men opgav dette, gik på Seminariet i Skårup og tog skolelærereksamen i Odense 1873. Efter at have været lærer nogle år, blev han medarbejder ved Sorø Amtstidende, senere redaktionssekretær ved bladet, for hvilket han nu er chefredaktør. Hans virksomhed ved højskolen ophørte, da Jens Skytte vendte tilbage.
Ved denne tid fik Anton Nielsen en lev, som i tidens løb blev knyttet nær til skolen. Det var Niels Kristian Johansen, født i Vissenbjerg, hvor hans fader var husmand. Allerede i 19-20 års alderen var han gårdbestyrer på sin hjemegn og anset for sin dygtighed og utrættelige flid. Efter sit ophold som elev hos Anton Nielsen blev han soldat i Nyborg, men da soldatertiden var omme, vendte han tilbage til skolen. Nu tog Jens Skytte og Anton Nielsen sig for at læse privat med ham, og allerede et år efter blev han medhjælper, fra 1875 fast lærer ved skolen. Der udviklede sig efterhånden et nært venskab mellem ham og A.N. og det blev ham, der fulgte med, da skolen 1882 flyttedes til Ollerup, og her tilskødede A.N. ham 1884 skolen og den landejendom, der var indkøbt til samme. Niels Kr. Johansen er mest kendt landet over som politiker. Han var landstingsmand fra 1894 til sin død, som indtraf 1915.

Af mænd, som ikke var fast tilknyttede til højskolen, men som støttede den ved at holde foredrag, må særlig nævnes pastor Brandt i Ollerup. Anton Nielsen skriver således om ham i sin bog "Højskoleliv i Tredserne":  "Pastor Brandt, som nu snart i 30 år (skrevet 1896) har været højskolens tro og utrættelige ven, kom hver sommer og vinter en gang ugentlig for at holde foredrag.
Den første sommer sendte han en af sine piger til os som elev, og i den første vinter fik han sin huslærer cand. theol Jessen [Jes Jessen, fra 1870 kapellan i BøvlingFlynder pastorat i Vestjylland, 1875 præst ved den nystiftede Bøvling valgmenighed] til at give undervisning i geografi nogle timer på skolen. Og begge hans døtre har været lærerinder på skolen" Og senere hen i bogen: "Men pastor Brandt var en tro støtte for højskolen. Den var vist aldrig bleven til uden hans medvirkning, og hvis han i de første år havde forladt skolen var den sikkert gået under. Nu er han 85 år, men endnu holder han foredrag på skolen. Og jeg tør sige, at i den tid, jeg var forstander i Vester Skerninge, da var pastor Brandts foredrag de bedste, der blev holdt."

Pastor Gjellebøl i Vester Skerninge holdt ligeledes foredrag en gang om ugen. Og A.N. siger, at han kunne aldrig ønske sig en venligere nabo. Han åbnede med stor elskværdighed sin smukke have, som lå lige opad skolen, for eleverne, og den blev et yndet opholdssted for disse, særlig i sommermånederne.
Af andre egnens mænd, som støttede skolen, må ligeledes nævnes dyrlæge Rasmus Skov i Vester SKerninge, som i en årrække hver vinter havde husdyrlære med karlene. Han var lige til sin død 1908 en af skolens mest trofaste venner.
Også daværende førstelærer  Klindt rakte højskolen en hjælpende hånd, idet han aldeles gratis af og til havde timer med pigeholdet i husholdningskemi og i sang.
Nævnes må ligeledes frøken Augusta Lau, senere gift med førstelærer Mikkelsen på Thurø. Hun var datter af kammerråd D. Lau i Vestermølle og hendes for sin kønne beliggenhed kendte hjem blev om sommeren et yndet valfartssted for højskolepigerne, som altid blev modtaget med stor venlighed. Hun var lærerinde flere somre i træk.
Der kunne endnu nævnes flere, som havde en kortere og velvillig forbindelse med skolen.

I de sidste år i Vester Skerninge havde Anton Nielsen sine forældre boende hos sig. Moderen dog kun et års tid, til hun døde. Men hans fader, "Gamle Nielsen", som han almindelig blev kaldt, fulgte med sønnen, da denne flyttede højskolen til Ollerup, hvor han døde i en meget høj alder.
Gamle Nielsen var en lille mild og elskværdig mand, som forstod den kunst at vinde folk, og havde Anton Nielsen havt lidt mere af faderens evne i den retning, ville han sikkert have vundet en del af den forståelse og velvilje i Vester Skerninge, han savnede så hårdt. Hans fader, som tidligere havde været skolelærer, fik timer på højskolen, men foruden hans virksomhed her, gav han sig af med en lille missionerende gerning udadtil. Således holdt han små andagtsmøder med fattiglemmerne på arbejdsanstalten om søndagen, ligesom han besøgte andre syge og fortrykte mennesker i sognet, og mange småfolk var ham dybt taknemmelige.

 Han kunne også være djærv og ikke nem at koste til side, derom vidner følgende historie: Det var i høstens  tid, og landboerne havde travlt. Den gamle kom ind hos en gårdmand, og da denne var en gæstfri mand, bad han gamle Nielsen sidde ned. Men denne mærkede snart, at der var uro i kroppen på gårdmanden, og det varede heller ikke længe, før han kom frem med, at han havde travlt og skulle i marken. Vist ikke, sagde gæsten, vi kan godt sidde og snakke lidt sammen, du får nok dit korn i hus endda.- Ja, det kunne den sagtens sige, som ikke havde noget korn at køre ind, men hvem der ville have noget ud af sit, måtte passe sit kram, mens tid var. - Gamle Nielsen holdt på, at det daglige arbejde, hvor vigtigt det end var, dog ikke er det ene fornødne, og der fortælles at han føjede sine ord så vel, at gårdmanden blev siddende en stund hos sin gæst.

Som allerede nævnt flyttede ANton Nielsen i året 1882 skolen til Ollerup, hvor han havde købt en mindre bondegård i det øjemed. Men der vil jeg slutte min lille skildring af skolen i Vester Skerninge og overlade til min ven, Kristensen-Randers, at fortsætte med en skildring af Ollerup højskole. Det er ham, der ved sit mangeårige, udmærkede arbejde som forstander har ført skolen fremad på Ollerup grund

Peder R. Møller

Anton Nielsen solgte i 1884 højskolen til Niles JOhansen. Anton Nielsen sidste skolehold var på 57 karle og 40 piger. Han havde haft skolen i 16½ år og der havde i den tid været besøgt af ialt 1246 elever, 737 karle  og 509 piger.

L.B. [Lars Bækhøj]

Under Kristensen-Randers` ledelse voksede elevtallet hurtigt. Han begyndte med 37 karle og 24 piger; men allerede i 1890 var både pige- og karlehold nået over 100 elever. 1889 knyttedes lærer P. Bak til skolen. 1890 holdt Kristensen-Randers bryllup med Nanna Berg, datter af politikeren Chr. Berg. 1891 oprettedes håndværkerskolen ved Daniel Rasmussen. 1894 købte Kr. Randers højskolen af Niels Johansen og opførte den nuværende hovedbygning samt Fredensborg og året efter gymnastiksalen. 1901 bygges Møllen; Kr. Randers havde købt den vejrmølle, der lå lige øst for skolen; møllebygningen omdannedes til baderum, elevværelser og udsigtstårn, og i tilbygningen blev der undervisningslokaler for en børneskole [friskole] og elevværelser. 1906 opførtes Borgen, hvor der indrettedes en skolestue, elevværelser , en lærerlejlighed og en lejlighed for Moster Tyra, fru Nannas søster, der efter fru Maren Bergs død tog bolig her. 1908 døde fru Nanna efter mange års svagelighed. Halvandet år efter holdt Kr. Randers bryllup med Gunild Ingemann, der i mange år havde været lærerinde ved børneskolen og samtidig været fru Nanna en trofast hjælperske under hendes sygdom. 1913 opførtes den nye foredragssal, der smykkedes med et pragtfuldt maleri af Viggo Pedersen. 1914 solgte Kr. Randers højskolen til Lars Bækhøj og Niels Bukh, der oprettede en afdeling for delingsførere.
Kr. Randers havde ejet skolen i 20 år og været dens forstander i 30 år. I den tid  havde skolen været besøgt af i alt 7098 elever, 3575 karle og 3523 piger.         L.B.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk