Ollerup-minder fra 1890erne
Forside ] Op ]

 
Ollerup-minder fra 90erne

Ollerup-minder fra 90erne.
 

[ Ollerup Højskole. Elevforeningens Aarsskrift. 1918.]

Første gang jeg hørte Kristensen-Randers holde foredrag, var ved et møde i Ringkøbing i begyndelsen af 90erne. Højskoleforstanderen talte om Adam Homo, og jeg blev aldeles betaget både af, hvad jeg hørte, og af den varme og kraft, hvormed foredraget blev holdt. Fra denne dag var min beslutning taget om at ville på Ollerup Højskole. Jeg kom der senere i to vintre 1893-94 og 1895-96.
Da jeg første gang kom derover, var det, som en hel ny verden åbnede sig for mig, også hvad omgivelserne angik. Jeg kom fra et af de fattigste vestjydske hedesogne, hvor der den gang var langt mellem haver og hegn, og hvor kålgårdene omkring huse og gårde var det almindelige. I min fødeby fandtes ikke et eneste æbletræ; og der fandtes næppe en halv snes i hele sognet, præstegårdshaven iberegnet. I Sydfyn stod hin novemberdag, da jeg kom derover, endnu træerne med deres brogede løv, haveplænerne grønne og med efterårets sidste blomster i kraftigt flor; men hvad der betog mig mest ved ankomsten til Ollerup, var dog nok æblerne, der henlå i skæppevis i græsset under Niels Johansens gamle frugttræer til bedste for dem, som gad bøje sig. Hvilken rig ydre verden; hvilket rigt liv måtte her ikke leves.
Ollerup højskole var endnu den gang i Niels Johansens gamle gård, og skolelokaler og elevværelser var langt fra så gode, som de senere blev; men ingen af os, der var kommen til højskolen, lagde mærke hertil. Det var alt det nye, der kom til os, som så ganske tog os unge fangen.
Meget glemmes i 25 år, men hvad jeg og sikkert de fleste gamle og nyere Ollerup elever aldrig glemmer var morgensangen derovre. Når de hundrede struber istemte

"Den signede dag med fryd vi ser"

var det med den sandeste jubel til dagen, der oprandt, fordi vi vidste, den ville bringe os glæde fra time til time.
Så fulgte da Kristensen-Randers` morgenforedrag. Alle uden undtagelse havde blikket vendt mod forstanderen, mens han stod der for os og drog frem bibelhistoriske navne, så de blev levende og ved sin overbevisende klare, varme kristelige tale bragte svar på mangt et ufremsat: Hvor? Hvorledes? hos unge tilhørere.
Men så lige så lidt som indtrykket af Kristensen-Randers` kristelige foredrag vil tabes, lige så lidt glemmer vi hans litteraturhistoriske foredrag om f.eks. Grundtvig, Søren Kierkegaard, Kr. Kold, Oehlensläger og alle de andre stormænd.
Tiden er heldigvis ikke inde til at skrive Kristensen-Randers` biografi; og ved denne lejlighed og på dette sted skal også kun bringes ham en varm tak for det han gav. Alle vi gamle og unge Ollerup-elever fra hans tid ved jo så udmærket, hvad han har været for hver enkelt af os. Ingen sinde blev vi modtaget med ligegyldighed af ham, hvis vi havde noget at tale med ham om; og ingen sinde var hans foredrag præget af mindre grundighed og arbejde når han stod overfor sit elevhold, end når han talte til tusinder på de store møder ud over landet.
P. Bak var den gang endnu en yngre lærer ved Ollerup højskole, men også han vandt hurtigt elevernes hengivenhed og fortrolighed. Vi mindes ham som den varme fortolker af Danmarks historie. Hvor kunne Bak gå op i sit emne og få sine tilhørere med derhen, hvor han ville have dem. Han var vel nok den af lærerne, der talte mest til elevernes hjerter og fik dem til at knuse de fleste tårer.
Men vi mindes også Bak som den samvittighedsfulde bearbejder af vore stile. Disse var visselig ikke morsomme allesammen, og der skulle en god portion tålmod, pligtfølelse og vilje til uge efter uge at slide med dem, men Bak kom det igennem, og vi gjorde det jo da også, selv om det kunne gøre en ondt at se ens hjertebarn og bedste åndsfoster blive radbrækket og ganske betaget af den glans og glorie, vi syntes der stod om det.
Og endelig husker vi Bak fra gymnastiktimerne. Det var, som hans kommando og energi kunne løfte selv de mest ubehjælpsomme over træhesten.
Niels Johansen var på dette tidspunkt endnu ikke bleven rigsdag og havde en hel mængde timer med os i bogholderi, regnskabsføring, tegning, landmåling og nivellering. Det var uhyre morsomme timer for dem, der interesserede sig for disse fag, og jeg husker at jeg altid imødeså Niels Johansens timer med glæde, men der var jo adskillige, som ikke var særlig henrykte, når Niels Johansen kom og så tegne- og regnskabsbøgerne efter, og der kunne jo rigtignok også falde nogle slemme bemærkninger af angående de klatter og linjer, bøgerne benbarede.
Niels Johansens gerning har sikkert bidraget mægtigt til at vække interessen for regnskab og orden i sagerne og han gik da også ud fra, at de fleste af hans elever før eller senere skulle være sognerådsformænd.
Fru Nanna Kristensen-Randers holdt en række foredrag om retsvæsen, og den højt begavede kvinde forstod at gøre dette tørre emne meget populært. Fru Nanna foredrag blev altid imødeset med stor glæde og interesse. Det var jo den gang også noget forholdsvis nyt at have en kvinde på talerstolen, og gennem hendes tale gik altid en understrøm af varme for, at alle kunne blive lige for loven , kvinde og mand, rig og fattig.
Med det samme jeg her omtaler fru Nanna som foredragsholder, må jeg mindes hendes utrættelighed i omsorgen for eleverne. Var der syge elever, var hendes tanker stadig hos dem og mange gange daglig gik hun til dem for at yde pleje og opmuntre dem.
Fru Nanna var elsket og højagtet af os alle; og den smukke mindesten med hendes karakteristiske træk, rejst af eleverne ved Ollerup højskole, har hun tilfulde fortjent.
Men foruden den faste stab af lærere, kom også i halvfemserne en række andre mænd og kvinder fra egnen for at give timer på skolen. Blandt disse var vel nok lærer Baltersen den mest populære. Det var i høj grad vand på elevernes mølle, når han kom med violinen under armen for at have sangtime eller holde oplæsning. Gamle pastor Brandt og frk. Kristiane Brandt var også velsete gæster. Dyrlæge Skov var altid belærende at høre, og de to skjalde, Anton Nielsen og Morten Eskesen, var jo også mænd, hvis komme blev imødeset med interesse; men jeg husker godt, at vi ikke yndede at have dem til at tale i en time forud for et måltid, thi talens strøm fortsatte gerne langt ud over timetallets bolværk.
Til de bedste Ollerupminder hører aftentimerne, når vi var i besøg hos fru Nanna og Kristensen-Randers. Hvor var disse timer hyggelige, når vi lejrede os omkring forstanderparret, og Kristensen-Randers fortalte historier. Jeg kender ingen, der kan så mange gode historier, som Kr.-Randers.
Kammeratskabet mellem elverne var begge vintre, jeg var på Ollerup, det bedste; og mange fandt de bedste ungdomsvenner her. Bånd som aldrig brast, blev bundet.
Så snart vi jyder havde lært at forstå fynboerne og omvendt, meldte lysten sig for afholdelse af diskussionsaftener. Jeg tror vi diskuterede et par aftener om ugen, og adskillige fik deres talegaver betydelig udviklede. Det var alle mulige emner, der blev taget op til behandling. Afholdssagen, kvindesagen, tobaksrygning og kortspil, der var kort sagt næsten ikke den ting, uden at vi drøftede dem; men først og fremmest var det dog politik, der kunne bringe det unge blod i kog. I vinteren 93-94 var det især det i luften svævende forlig, der optog os. Vi vestjyder var næsten alle fødte Bergianere, og vi tørnede så naturligt sammen med tilhængerne af det moderate Venstre, der særlig havde tilhængere blandt fynboerne, og som til fører havde en smed, der kunne slå gnister, uden ambolt og forhammer, blot vi pustede lidt til ham. Særlig hårdt gik det til ved det folketingsvalg, vi afholdt i marts måned; men de, der måtte bide i græsse var smeden og hans fynboer, medens bergianerne bar sejren hjem. På rigsdagen tog man imidlertid ikke hensyn til strømpilen fra Ollerup højskole. Forliget kom den første april; men da var smeden og vestjyderne langt fra hinanden; det forekommer mig dog, at jeg vekslede nogle breve med ham om begivenheden.

I vinteren 95-96 indledede jeg en aften en diskussion om valgretsaldersgrænsen herhjemme i forhold til andre lande. Forhandlingen herom førte til dannelsen af den politiske ungdomsforening "De Unges Valgret", der ved sit arbejde gennem en årrække samlede flere tusinde unge mænd inden for sine rammer, bl.a. ved hver vinter at sende en ung agitator ud til de højskoler, der ville åbne deres porte for os.
Inden vi dannede foreningen , rådførte vi os med Kristensen-Randers om sagen, og som den gode frihedsmand, han er, tilskyndede han os til at gå videre ad den vej, vi tænkte os, og så blev da foreningens love skrevne. Foreningens motto var: Valgret fra 25 års alderen. Politisk oplysning.
Da foreningen utvivlsomt har sin del af æren for, at kravet om en lavere aldersgrænse for valgret til rigsdagen fæstnede sig i befolkningen, bør det også nævnes, at Ollerup højskole var det sted, hvor foreningens stiftedes, og at Kristensen-Randers ved sit frisindede syn bidrog sit til, at hans unge elever gik i gang med en ingenlunde let opgave.

Det var sikkert med vemodige følelser, at eleverne fra Ollerup for nogle år siden læste i bladene, at Kristensen-Randers havde solgt Ollerup højskole, idet man troede, at han dermed sluttede sin virksomhed. Glædeligvis  erfarede man senere, at han stadigvæk vedblev at være knyttet til skolen og beholdt de samme timer som tidligere.
Jævnlig har jeg i de forløbne 25 år, siden jeg var elev på Ollerup, haft lejlighed til at høre og se Kristensen-Randers og glædet mig over, at han stadig var den samme, lige ungdommelig og frisk. Til jubilæumsfesten i sommer havde jeg den glæde atter at se Ollerup højskole efter de mange års forløb. Men hvor forandret var ikke alt i det ydre. En hel lille by udgør nu højskolens bygningskompleks og lærerboliger. Men det var også kun i det ydre, at forskellen var tilstede. Ånden og tonen var den samme som i gamle dage. Kristensen-Randers og Bak lærere som tidligere; og i det nye forstanderpar, Lars Bækhøj og frue, har Ollerup højskole sikkert fået de rette til at fortsætte fortidens traditioner.
Ved slutningen af de 50 år vil vi bringe vore gamle lærere vor varmeste tak for, hvad de gav os unge med ud i livet og ønske, at både de og de yngre kræfter og da først og fremmest Lars Bækhøj og hustru må få lykke og velsignelse til i årene, som kommer, at få ungdommen i tale som i de svundne år.
Til gavn for vort gamle land, til styrke for vort folk, held og lykke for gerningen derovre i det skønne Sydfyn! Held og lykke for Ollerup højskole!

Hedeopdyrkningsselskabet Jylland pr. Karup, i oktober 1918.

A. Theodor Andreasen.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk