Folkehøjskolen af Højskoleforstander Alfred Povlsen, Ryslinge
Forside ] Op ]

 
Folkehøjskolen af Højskoleforstander Alfred Povlsen, Ryslinge

Folkehøjskolen af Højskoleforstander Alfred Povlsen, Ryslinge.
 

Vort Folk i det nittende Aarhundrede, Kbh. l901., p.369f.

 De i dette århundrede ved maskindriften fremkaldte omdannelser af erhvervslivet og samfundsforholdene, den offentlige menings stigende sympati for menneskerettighederne og endelige gennemførelse af den almindelige valgret måtte opfordre alle kulturdygtige nationer til at give agt på spørgsmålet om folkets, den menige befolknings oplysning. Med større eller mindre iver og held har man da overalt forsøgt at løse opgaven, og den måde, hvorpå dette er sket, turde afgive et ikke uvigtigt bidrag til bedømmelsen af vedkommende nationers karakter og intelligens.
Når Danmark i det almindelige omdømme står i forreste række på dette område ved århundredets slutning, har den danske folkehøjskole en væsentlig fortjeneste heraf og er uimodsigelig selv vort folks originaleste bidrag til det universelle spørgsmåls løsning.

Folkehøjskolen i sin nuværende mest fremtrædende og udprægede skikkelse skyldes væsentlig to mænd, nemlig N.F.S. Grundtvig og Kr.Kold.
Det var et held, at disse to mænd fandt hinanden og kom til at arbejde sammen. Grundtvig havde den indgående historiske dannelse og digteriske begavelse, der gav ham fuld forståelse af tidens åndelige tilstand og behov; men Kold havde det grundige kendskab til menigmands kår og tænkemåde og det geniale greb på virkeligheden af sin store læremesters skoletanker.
Grundtvig undfangede ideen og udkastede planen; men Kold oprettede den første typiske folkehøjskole. Grundtvigs oprindelige udkast til en enkelt stor, folkelig dannelsesanstalt for den voksne ungdom var højtflyvende. Han tænkte på et skolepalads i Sorø. Det skulle opføres og udstyres i stor stil og forsynes med en stab af undervisningsdygtige videnskabsmænd. "Og da vi nu alle have menneskelighed, fædreland og modersmål tilfælles", siger han," må det blive derom, alt skal dreje sig."
Det, der særlig må medtages, er, hvad der ikke blot er nyttigt og lysteligt for enkelte i særegne stillinger, men for alle, og det må gøres både tilgængeligt og tiltalende."
Målet for en "folkelig højskole", mener han nemlig, må være at bringe regering og folk til at forstå hinanden, "gøre styrelsen folkelig og folkestemmen efterrettelig og videnskabeligheden frugtbar og påskønnet af folket. Der må ungdommen kunne lære at kende og elske sit fædreland og sit modersmål og oplyses om det borgerlige samfund, hvori alle stillinger kunne være lige glædelige og hæderlige, når man får øje på deres gensidige uundværlighed og lærer af erfaring, at sand menneskelig dannelse og åndelig nydelse lader sig forene med alle stillinger og kan fattes i dem alle.
Denne nye og dristige skoletanke, der navnlig i videnskabens verden mødte bitter modstand, vandt straks to hjerter, nemlig kongens og dronningens - den danske folkehøjskolesag har haft fornemme faddere.! -og skønt kongen, Christian VIII stod temmelig ene som ven af forslaget blandt regeringens mænd, stod han dog fast overfor angrebene og udarbejdede egenhændig et reskript angående planens videre udførelse. Ved kongens død blev sagen imidlertid lagt til side af de ledende mænd og denne første stort anlagte plan er ikke senere taget op af nogen anden.
Højskoletanken var dog ikke død eller gold; men dens virkeliggørelse blev unægtelig tarveligere, end Grundtvig havde drømt.
Den første egentlige Folkehøjskole blev ikke et palads i Sorø, men et lille bondehus ude på landet.
Seminaristen, bondemanden Kristen Kold købte dette hus på Ryslinge Mark midt i Fyn. Han havde ikke pengene, men måtte skaffe dem hos sine venner. Grundtvig var den første, der gav sit bidrag. Han kendte dog sin kære skoletanke også i den yderlig fattige skikkelse, hvori den her trådte frem for verden, og han så straks, at den nu var kommen i de rette hænder
og havde en fremtid for sig.
Kr. Kold var en skomagersøn fra Thisted, født nogle få skridt fra I.P.Jacobsens hjem, tarvelig uddannet, vidtberejst, med ringe boglærdom, men enestående menneskekundskab, et skarpt, årvågent blik og en veltalenhed, der fængslede, fordi den aldrig meddelte det tillærte, men kun det oplevede. Han var en gammelagtig, uanselig person, for hvem det faldt naturligt og passede godt at gå med træsko og i vadmelsklæder, bruge snustobak og lange, blomstrede lommetørklæder; men han var ung og snar i tanke og svar, med en bidende, bitter sandhedskærlighed og en sjæl, hvis fine strenge var i bestandig tonen og svingen under indflydelse af, hvad han så og hørte.
Denne mand havde som ung lærer haft en oplevelse, der tilsyneladende almindelig og dagligdags fik afgørende betydning for hans og hele folkeskolens gerning i vort land. Herom fortæller han selv således: Han var dengang lærer vest på i Sønderjylland. Blandt børnene var der en lille tiårs pige, som  havde svært ved at lære udenad. Når de andre børn var færdige med deres lektier, sad hun og læse og græd, læste igen og græd. Det gjorde ham ondt for den lille pige, og så tænkte han: mon det nu også er Guds vilje, at børn skulle pines med en sådan udenadslæsning? Det blev han vis på, at det ikke var. Men de skulle dog lære, hvad der står i bogen; så må der være en anden måde, hvorpå de kunne lære det. Den måde, man nu bærer sig ad på, er umulig. Det var dette om måden at lære på, han brød sig allermest med. Men som han var i den største nød, spurgte han for ramme alvor om råd hos Gud og fik da dette svar: Du kunne jo fortælle børnene det, som de skulle lære udenad; du kan jo fortælle dem det, som du fortæller eventyr.
Aldrig så snart var dette gået op for ham, før der kom en sådan lyst og drift hos ham, at han ikke havde tid at vente. Han syntes, at det var en uendelig lang tid, først om aftenen og så hele natten indtil næste dags morgen, da han kunne begynde at prøve det, og han ville have givet meget til, at der ingen nat havde været, så at de straks havde kunnet begynde.
Dersom dette kunne lade sig gøre, så havde de fundet verdens guld og grønne skove, og han havde nær sprunget ud på gaden ligesom Arkimedes og råbt:"Nu har jeg fundet det!" "Men det gjorde jeg ikke," siger Kold betænksomt,"for jeg var en jyde og ingen græker." Næste dag og de følgende fjorten dage fortalte han så bibelhistorie, og derpå prøvede han, om børnene kunne huske det. Og til hans store glæde og forundring kunne de fortælle det ordret, således som han havde fortalt det for dem. Han tænkte da: nu har vi fundet det; Middel til at få Danmark til at blive, hvad det var en gang.
 Mange havde naturligvis før Kold gjort den samme iagttagelse angående den mundtlige fortællings magt i sammenligning med det skrevne ord; men det er Kold alene, som fastholder sin iagttagelse fra år til år, bearbejder den og bygger på den en helt ny skolegerning. Han samler begejstrede lærere og lærerinder om sin fane og oplever, at hans nye undervisningsmåde vinder smukke sejre, hvorved den gamle skoles marterredskaber, ramseriet, katekisationen, og til dels lektievæsenet enten kastes helt bort eller gives en mere uskadelig form.
Kold blev den frie børneskoles fader, men under indflydelse af folkestemningen  i tiden efter l848 får han omsider mod til at forsøge virkeliggørelsen af Grundtvigs højskoletanke.
Man hørte ham ofte senere sige:"Der går måske ingen dag hen, uden at jeg tænker på min moder og året l848." Denne mærkelige sammenstilling af moderen og året l848 var dog næppe tilfældig og hensigtsløs. Han talte hyppigt om sin moder og var fyldt af taknemmelighed og ærefrygt for hende. "Hun har skabt mit hjerte , min tro og min skæbne." Men følte han, at hun mere end nogen anden havde dannet hans indre menneske og ført ham til Gud, så var det året l848, der havde bragt ham i et på en gang  inderligt og bevidst forhold til folk og fædreland, åbnet hans blik for verdensideerne og de ved dem stillede opgaver.
Hvad der dette år under barrikadekamp og krigsalarm brød frem fra verdenssjælens dybeste grund som suk og klage, som vingede ord og rungende sang, gav også genlyd i hans inderste. Også han fik tilskyndelse til sit dagværk fra denne lyse drøm om frihed, lighed og broderskab og alle menneskers lykke, altid kun en drøm, men mægtig til at bryde vanens og dvalens tryllemagt, hver gang den dalede ned over den søvnbundne jord. Da udgik der prædikanter, sangere , stridsmænd' martyrer, - da fik også den danske folkehøjskoletanke sin indvielse og egentlige virkeliggørelse .
Der var ganske vist tidligere oprettet såkaldte bonde- eller folkehøjskoler i Rødding (Sønderjylland), Gelsted (Fyn);Stenløse (Sjælland) og Uldum (Nørrejylland), og navnlig var Rødding - under ledelse af prof. C.Flor og cand. theol. S. Høgsbro - en frugt af den kamp for danskheden i Sønderjylland, som fik sit kraftigste udtryk ved den store Skamlingsbankefest i l843; men trods de ideelle formål, der foresvævede stiftere og lærere ved denne skole og dens utvivlsomt store betydning for den danske sag, var det dog forbeholdt den senere udvikling at meddele undervisningen det særegne og gennembrydende, som skulle gøre folkehøjskolen til en ny magt i vort åndelige liv.
Dette kom først under indflydelse af "ånden i l848", og Kold blev som skolemand et pålideligt og trofast redskab for denne ånd.
Ingen, som var vidne begyndelsen af det første skolehold i Ryslinge, skulle ane det held, der senere ville følge denne virksomhed.
Den dag, da skolen skulle åbnes, gik Kold over stenten ind i den nærliggende skov, faldt på sine knæ og bad Gud om, at han dog måtte begynde skolen med mindst tre elever. Der var meldt en. Få dage efter var der dog samlet femten; men Kolds ejendommelige skolegerning, der senere flyttedes til Hindsholm og sidst til Dalum ved Odense, vakte hurtigt opmærksomhed i vide kredse, og efter nogle års forløb samlede den over hundrede unge karle om vinteren og lige så mange piger om sommeren. Kold var den første, som åbnede sin skole for kvinder.
Hvad der udmærkede denne første indflydelsesrige folkehøjskole fremfor de andre, udtrykte han selv således:"I Rødding gælder det først og sidst kampen mod tyskheden, og på Hindholm (oprettet l852) er de optagne af Bondevennernes kamp mod herremændene; de vende sig mod enkelte af dødens virkninger, tidens tryk, der vil tabe sig som bølgeslaget. Min skole derimod er grundlagt på at danne stridsmænd til den altid stående kamp med selve døden."
Kold tog et større sigte end de andre, og tiden har vist, at det var det rigtige. Den nationale sag, den demokratiske eller politiske sag, de sociale spørgsmål kunne ikke være grundlag for et varigt oplysningsarbejde for den voksne ungdom. Det var kun den sag, som gælder til alle tider, og de spørgsmål, som har ærinde til alle mennesker.
Den ungdomsskole, der fremfor nogen anden vandt befolkningens tilslutning og yndest, byggede på denne grundvold, og alle de mænd, der lige til den sidste tid med held og virkning arbejdede i folkehøjskolens tjeneste, trådte i dette spor. De kunne på forskellig måde være optagne af tidens krav og gøre dette gældende i deres skolegerning; men over alle mere eller mindre tilfældige opgaver rådede bestræbelsen for at fremkalde og udvikle troesevnen, samvittigheden og karakteren.
Det skyldes uden tvivl dette større syn på oplysningssagen, at folkehøjskolen, der blev rejst i folkets lyse og lykkelige dage under indflydelse af en højromantisk åndsretning, ikke tabte, men vandt i styrke, da nederlagene og skuffelserne ramte folket og andre åndsretninger gjorde sig gældende
Et par år efter den ulykkelige krig i l864 meldte nye, til dels unge mænd sig til højskolearbejdet. Særlig bør nævnes Chr. Nielsen i Hindholm, Frede Bojsen i Rødkilde, C.Appel i Rødding, Ludvig Schrøder og H. Nutzhorn i Askov, Jens Nørregaard og Chr. Baagø i Testrup, Ernst Trier i Vallekilde, L. Maltesen i Vrigsted, H.Rosendal i Vinding og forfatterne Mads Hansen og Anton Nielsen i Vester Skerninge. De var alle under påvirkning fra Grundtvigs tale og digt besjælede af tanken om Danmarks oprejsning efter nederlaget og de så med ham arbejdet i den danske folkehøjskole som det vigtigste middel hertil.
Men hvad der gav dem den stærke tro til højskolegerningen var først og fremmest dennes forhold til den kristne menighed i landet og dens bestræbelse for at fremme Gudsfrygt, lovlydighed og åndelig levedygtighed. Den danske ungdoms mod og håb skulle rejses ved ikke blot at bringe den under folkemindernes og folkedigtningens magt, men også ved at følge den ad kirkevejen frem til kristendommens tugt og trøst.
Enhver af de nyoprettede skoler fik inden for dette fællesmærke sit særegne præg fra de ledende mænds personlighed og studier. Således fik Askov Højskole en fremskudt stilling ved forstanderen Ludvig Schrøders evne til at bringe højskolegerningen i forhold til beslægtede åndelige virksomheder og opgaver i vort land og til at samle mennesker af alle klasser og dannelsestrin til skolens mange offentlige møder og sammenkomster. I l878 blev denne skole betydelig udvidet ved oprettelsen af toårige kursus, der skulle betragtes som fortsættelse af de almindelige højskolekursus. Samtidig knyttedes betydelige lærerkræfter til skolen, hvoriblandt lederen af statens naturvidenskabelige forsøgsstation, professor Poul la Cour, og ligesom skolen nu har en meget større statsunderstøttelse end de øvrige, er den betydelig rigere udstyret med undervisningsmidler end disse.
Den "udvidede folkehøjskole" i Askov kan således betragtes som et skridt henimod virkeliggørelsen af Grundtvigs oprindelige plan om en stor, fri dannelsesanstalt for hele folkets ungdom. Ludvig Schrøder er endvidere kendt for sin enestående fortrolighed med Grundtvigs liv og skrifter og har gjort dette frugtbringende gennem et betydelig forfattervirksomhed. Hans medhjælper gennem de forløbne år, H.Nutzhorn, bør ikke blot nævnes for sit omfattende kendskab til Danmarks historie i ældre og nyere tid, men også for de fortjenester, han har af folkesangen, idet han blandt andet har ydet en mængde gode melodier til de ved højskolerne meget anvendte historiske sange.
Testrup Højskoles ejendommelige og vidtrækkende betydning skyldes i ikke ringe grad den store forskel på de to mænd, dr. Jens Nørregaard og Chr. Baagø, som har arbejdet sammen fra den dag , da skolen blev rejst for over en menneskealder siden. Nørregaards klare intelligens og fyrige veltalenhed i forening med Baagøs på en gang videnskabelige og kunstneriske begavelse har bevirket, at Testrupskolen er højt anset selv i kredse , der have haft ondt ved at forsone sig med folkehøjskolens arbejdsmåde. På højskolegerningen i sin almindelighed har denne skole virket velgørende ved sin uafhængige holdning over for tidens skiftende partidannelser og smagsretninger og ved sit eksempel på streng gennemført orden og tugt i skolearbejdet.
Den senere forstander for Rødding, C.Appel, og den nu afdøde forstander for Vallekilde, Ernst Trier, bør nævnes som åndsbeslægtede, men i henseende til natur og anlæg højst forskellige mænd. De have begge - under påvirkning af Kold - haft deres pædagogiske styrke i behandlingen af Israels historie, men medens C.Appel gjorde sig gældende ved sit udpræget danske temperament og sind, sit lyse, ungdomsfriske syn på folket og dets fremtid, var det øjensynlig den israelitiske afstemning , som meddelte Triers tale en glød og energi, der virkede med en mærkelig vækkende magt. Hans skole fik trods sin afsides beliggenhed i Odsherred den største tilslutning af alle danske højskoler. Der har ofte været samlet 200 elever på Vallekilde, som i Triers levetid har været besøgt af over 7000 unge mænd og kvinder.
Om virkningen af Triers veltalenhed giver maleren Viggo Pedersen efter hans død i l893 en lille skildring, hvoraf følgende anføres:"Klokken har ringet sammen til foredrag; sangen har tonet stærkt og friskt fra 200 unge karle eller piger, over hvis hoveder Dalsgaards store billede af Ansgar, der døber et lille barn, lyser en i møde med en egen højtidelig virkning.
Foran billedet står en mand, en bred, tætsluttet skikkelse med et kraftigt hoved, busket, gråsprængt hår. Han står ganske stille - ingen talerstol, kun en lav forhøjning. Hånden hviler på en stoleryg foran ham, og blikket er vendt mod lyset fra himlen derude - udtrykket er dybt alvorligt, og nu begynder han at tale. Han fortæller om det gamle testamentes patriarker; men det mærkes snart, at dette er ikke almindelige bibelhistoriske foredrag. Sådan skildrer man kun, hvad man selv har oplevet..... Han taler om Jakobs kamp om natten med Herrens engel - med den levende Gud: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig." Det går til marv og ben. Alle er med; den hellige glød tænder. Den søvnige er vågen; den levende sidder ubevægelig. Som han stiger og daler, følge de ham alle. Der står den mand og lukker sit inderste op for os, han ved måske ikke selv hvor meget; men vi må følge ham, græde, juble, takke med ham."-
l. Maltesen, Vrigsted, må nævnes som den, der hos os har begyndt:"Samskolen", fællesundervisning for karle og piger. I Finland og Norge er denne almindelig, men synes ikke at vinde udbredelse i vort land.
H.Rosendal, Vinding, der nu er forstander for Grundtvigs Højskole i Lyngby, er kendt og påskønnet som foredragsholder i mange af vore købstæder og ikke mindst i København. Han er forfatter af flere skrifter vedrørende højskolen og litteraturen og er leder af de for få år siden oprettede universitetskursus for højskolelærere.
I over en menneskealder have alle disse mænd været knyttede til højskolen, og det er væsentlig deres fortjeneste, at denne skoles gerning har vundet indgang overalt på landet, og at fordommene, anklagerne imod den til dels er forstummede. Foruden i Danmark har højskolen også fundet indgang i Norge, Sverige, Finland og blandt skandinaverne i Nordamerika. Mærkeligst er højskolebevægelsen i Finland. Her rejses i de senere år den ene skole ved siden af den anden under enig og fordomsfri tilslutning fra alle klasser af befolkningen. Navnlig har - i modsætning til Danmark - universitetet og studenterne været virksomme for sagen.  - Så godt som alle de mænd og kvinder, der nu virke ved de finske højskoler, have i forvejen besøgt de danske, navnlig de ovenfor nævnte, og danske højskolemænd har således haft lejlighed til at øve den største indflydelse på udviklingen af højskolesagen i Finland, så vel som også i de andre nordiske lande.
Mange af de yngre mænd, der senere har taget højskolegerningen op, har selv været folkehøjskolens elever og har følgelig haft den fordel at være fortrolige med arbejdsmåden, samlivet og levernes standpunkt, inden de uddannede sig til lærergerningen.
Højskolelærergerningen kræver overhovedet snarere særegne anlæg end en bestemt uddannelse. Lærerpersonalet rekrutteres derfor fra flere sider, fra universitetet, seminarierne, Askov, Statens Kursus o.s.v.; men uddannelsesmåden bestemmer absolut ikke vedkommendes dygtighed eller anseelse som lærer. Derimod er der blandt lærerne selv en almindelig erkendelse af utilstrækkeligheden tilegnelse, for at undervisningen altid kan holdes på højde med tidens almindelige oplysning og dannelse. Lige så vidt som man sætter kundskabsmeddelelsen i højsædet ved undervisningen, hvor det gælder folkesindets opdragelse og forædling, lige så bestemt stiller man kravet til kundskabsfylde og omhyggelig tilegnet viden hos læreren, der for at kunne stå frit og overlegent i sit arbejde har det rigest forsynede rustkammer og de bedste våben behov.
Ud fra denne opfattelse har "Højskolelærernes Forening" ved statens hjælp oprettet årlige kursus, dels ved Askov udvidede Højskole for yngre højskolelærere og dels ved universitetet, navnlig for de ældre lærere. Ved de sidste vil man hvert år kunne se højskolens ældste og bedste mænd tage plads på universitetsauditoriernes bænke for gennem vedkommende videnskabsmænds vejledning at blive kendt med nyere undersøgelser og metoder i de fag, der vedrører folkehøjskolens undervisning.
Der er så meget større opfordring for højskolelæreren til at søge disse kursus, fordi der stilles betydelige krav til hans åndelige ydeevne, ikke blot ved den daglige undervisning i skolen, men ved offentlige møder, fester og navnlig fra foredragsforeningerne, der nu i et antal af flere hundreder er udbredte over hele landet. De står i et eget nøje forhold til folkehøjskolen og må betragtes som en udvidelse af denne skoles gerning.
Hvert år holdes der endvidere over hele landet, men navnlig ved højskolerne, efterårsmøder, som vare i flere dage. Disse møder give måske det mest iøjnefaldende vidnesbyrd om rækkevidden af højskolernes indflydelse på befolkningen.
På den fremmede må det gøre et ejendommeligt indtryk at se de store skarer, der samles til disse høstmøder. De er ligesom en erstatning for tidligere tids kilderejser og markeder. Kun er det ikke længere svir og gøgl og dans, som udgør mødestedets tiltrækning og fylder tiden ud for gæsterne. Der bydes intet andet end tale og sang fra dag til dag; men der hviler en stilhed over forsamlingen og høres med en opmærksomhed på taleren, som næppe var større, når de græske landskabers befolkning i gamle dage lyttede til skuespillerens fremsigelse af trilogiens vers.
Landbefolkningens hengivenhed har været folkehøjskolens styrke. Den begyndte uden støtte fra det offentlige og var længe genstand for de toneangivendes misforståelse og ringeagt; men bøndernes og landarbejdernes tillid og hjælp svigtede aldrig. De har i vanskelige tider bragt betydelige ofre fro den og betragte den nu som uundværlig for deres timelige og åndelige vel.
Men hermed er også begrænsningen af folkehøjskolens indflydelse tilkendegivet. Den har udrettet lidet eller så godt som intet for ungdommen i købstæderne. Formen, hvorunder højskolens hjemlige ordning og afsondring fra omverdenen kan trives i bylivets uro og adspredelser, er endnu ikke funden, og byfolk vil ikke søge deres oplysning eller uddannelse på landet. Der er fordomme, som ikke kunne brydes, men derimod langsomt undergraves. Måske vil den civilisatoriske udjævning mellem by og land, som fuldbyrdes af sig selv ved ukontrollerede kræfter, en gang bevirke en forandring i dette forhold. Men der må altså siges, at højskolen endnu står magtesløs overfor den vigtige opgave overfor en meget stor del af landets befolkning. Ganske vist er der i hovedstaden og de fleste købstæder oprettet de såkaldte højskolehjem, og i forbindelse med dem foredragsforeninger, hvis indflydelse på den stedlige ungdom ikke skal overses; men den er dog forsvindende i sammenligning med, hvad skolerne har udrettet på landet, og vil næppe række vidt, så længe "hjemmene" have den væsentlige opgave at modtage tilrejsende gæster.Efterhånden som det blev godtgjort, at højskolegerningen var levedygtig og frugtbringende, har staten og flere af amterne beredvilligt ydet skolerne sin støtte. Det sunde princip "hjælp til selvhjælp" har været ledende for statens og de offentlige institutioners forhold til skolerne. Ved loven af 12. maj l892 modtager folkehøjskolerne  og landbrugsskolerne nu en betydelig årlig understøtelse, der viselig uddeles således, at en del tilfalder skolerne og en del de ubemidlede elever.
Denne sidstnævnte form for understøttelsen har været et uvurderligt gode for virksomheden. Den har navnlig bevirket, at skolerne fik tilgang fra selv de fattigste hjem. Ingen karl eller pige her i landet kan med rette klage over, at de af økonomiske grunde er hindrede i at komme på højskole. Hvad der end yderligere bidrager til at modvirke klassevæsen og standsfordomme, som overladt til sig selv ville florere lige så livligt i landsbyerne som i købstæderne, er elevernes samliv. De bo under det samme tag, nyde den samme undervisning og behandling, knyttes til de sammme hjem og lære fremfor alt hinanden godt at kende. Gårdmands- og husmandssønnerne, også mange af de unge fra lærer- og præstehjem, tjenestefolk og håndværkere komme herved fra ungdommen af på en jævn fod med hinanden, og der knyttes ofte varige venskabsforbindelser imellem dem. Også bidrage højskolerne til at styrke båndet mellem landsmænd derved, at de har tilgang fra alle landets egne. På de fynske skoler er således flertallet af eleverne bestandig nørre- og sønderjyder. Efter endt skoletid tage de desuden ofte plads i den landsdel, hvor skolen ligger.
Overhovedet har dette daglige samliv gennem måneder, hvor lærere og elever komme hinanden nær, mødes uden for skolearbejdet ved måltiderne, til samtaler, leg og dans og i lærernes hjem, ikke mindst betydning for opdragelsen af de unges karakter og væsen. De knyttes på en særegen måde til deres lærer og fortroligheden øger vægten af hans ord.
Skoletiden - for karle og piger henholdsvis fem og tre måneder - bør næppe være længere. Dels gælder det jo om at få så mange med som mulig, og navnlig kommer det an på, at eleven ikke bliver gjort uskikket til legemligt arbejde. Et skoleophold pålængere tid ville have den virkning, at mange af de unge fik afsmag for håndens gerning og blev dragne til boglig syssel. Nu er det en kendsgerning, at så godt som alle højskolens elever gå tilbage til det arbejde, hvorfra de kom.
Desuden kan højskolen i løbet af de få måneder meget vel nå det tilsigtede mål: at vække livsånderne i mennesket, tænde lysten og viljen til at tage fat, driften til at lægge ud i det åndelige og borgerlige livs strømgang. Det har den vist, og det har til fulde godtgjort, at den tog ikke fejl ved at foretrække dette ideelle formål for det tilsyneladende mere nærliggende, nemlig meddelelsen af visse reelle kundskaber og færdigheder.
Thi ud fra den vakte sans for al livets virksomhed og frigørelsen af de bundne evner og åndelige kræfter hos ungdommen opstod hos denne en kundskabstørst og en virkelyst, der medførte oprettelsen af fagskoler og gav sig vidnesbyrd ved dets energiske indgriben i det økonomiske og offentlige livs interesser.
Det er en kendsgerning , at det er højskoleungdommen, der i manddomsårene fremfor nogen anden del af befolkningen har båret landet gennem de store kriser for vort hovederhverv landbruget. Kompetente mænd har bevidnet det, og der foreligger materiale nok til at bevise det.
Landbrugs-, havebrugs-, og håndværkerskolerne er næsten alle frugter af højskolebevægelsen,og deres hele anlæg og præg vidner om, at højskolen har tjent dem som forbillede. Dens ledere, lærere og elever er på det nøjeste knyttede til højskolerne.
Et vidnesbyrd om folkehøjskolernes held og fremgang er oprettelsen af højskoler ved Indre Mission. Herved har denne retning for at bevare sin indflydelse på ungdommen brudt med sit eget princip, sin fordømmelse af human oplysning og dannelse. Det vil kunne ventes, at også andre åndsretninger ville forsøge at vinde indgang hos befolkningen ved at praktisere højskoletanken. Alle slige bestræbelser må hilses med glæde af den, der er bleven forvisset om, at Grundtvig og ingen anden var kaldet til at vise den eneste fremkommelige vej for det menige folk til oplysningens rigeste og bedste kilder. Disse bestræbelser ville derfor før eller senere udmunde i den her omtalte skoleretning, så vist som alle de bække små tilsidst ville mødes i den store å.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk