Vester Skerninge Højskole
Forside ] Op ]

 
Vester Skerninge Højskole

Vester Skerninge Højskole
 

Artikel i Højskolebladet 21.oktbr. l881 ved Anton Nielsen.

Tit og mange gange er vi lærere her blevet opfordrede til at skrive beretninger om skolen, om dens oprindelse og udvikling, og det kan heller ikke nægtes, at fordringen er berettiget. Finder man det nødvendigt, at statens latin- og realskoler udsender programmer,  så er det endnu mere nødvendigt, at de fri højskoler forkynder, hver især, hvad de fører i deres skjold, da den ejendommelighed, som personligheden påtrykker den, jo må være langt stærkere og mere udviklet ved deres fuldstændige  frihed. Når det nu alligevel er sjældent, at se denne slags beretninger fra en højskole, så kommer det måske af deres danske blufærdige natur.
Denne vil jeg nu, for en enkelt gang, prøve at overvinde.- Den første begyndelse til Vester Skerninge Højskole hos mig varet stort klaps på skulderen, som jeg en gang fik af en fremmed mand ved en skovfest ovre i Sjælland. Det var Ernst Trier, som på denne ejendommelige måde hilste på mig første gang, og herved slog mig til ridder for højskolens  sag. Thi dette slag og den samtale, der fulgte efter, gav mit hjerte sit første og uudslettelige højskolepræg. Jeg kom nu jævnlig på Vallekilde, kom bestandig til at holde mere af højskolen ved at se dens virkninger og arbejdede også, efter evne, for sagen; dog uden at drømme om, at jeg nogen sinde selv kunne komme til at blive højskolelærer; det turde jeg , med al min lyst dertil, dog aldrig vove at tænke på. Men efter en tre års forløb kom det næste klaps. Det var vistnok i sommeren l867, at jeg fik en lille rød bog "med højagtelse fra forfatteren".Bogen hed: Sange af Ungkarl Mads Hansen. Denne venlighed fra bondedigteren, hvis navn var på alles munde, overvældede mig, så jeg gentagne gange skrev til ham for at få hans besøg. Jeg kunne ikke komme til ham, da jeg var almueskolelærer, men han havde tiden bedre til sin rådighed. Mads Hansen kom også med to unge fynboer endnu samme sommer. Vi havde mange glade timer sammen, men han betroede mig ellers, at han havde et mere vigtigt ærende end blot besøg og lystrejse. Han skulle til København for at formå skolebestyrer Chr. Bredsdorff til at blive forstander  for en højskole, som han ville oprette. Efter Mads Hansens ønske fulgtes jeg med ham og hans venner til Vallekilde; han havde nemlig aldrig endnu set en højskole. Vi blev modtagne med stor glæde og hjertelighed,  men en timestid efter at vi var kommet, blev Mads Hansen og Trier indviklet i en ordstrid, der førtes med sådan en hidsighed,  så at alle tilhørerne flygtede. Nå, de høje råb var just ikke så slemt mente, men det kunne ikke gå så stille af, da de to kæmpende  ikke hørte til de roligste eller spagfærdigste. Mads Hansen havde ellers uret. Sagen drejede sig om det spørgsmål, om en højskole ikke tillige kunne være teater  og eleverne skuespillere.  Mads mente jo, og jeg var den gang heller ikke klogere. Jeg tror nu ikke, at Mads Hansen, med sin store teaterkærlighed, nogen sinde blev klogere, men Trier var straks på det rene med, at disse to ting, teater og højskole, ville ophæve hinanden ligesom +og-
Mads rejste fra mig til København  og der fra til sit hjem. Kort efter fik jeg brev fra ham om, at Chr. Bredsdorff ikke ville forlade sin stilling. Jeg kunne mærke på brevet, at Mads Hansen var forknyt over dette afslag, da han nu slet ikke vidste, hvor han skulle få en mand fra til at holde højskole. Da vi nu allerede var blevet fortrolige  venner, skrev jeg straks et deltagende brev til ham, hvori blandt andet fremkom disse ord:"Havde jeg magt, som jeg havde agt, skulle du ikke have nødig at lede længe efter en højskoleforstander".  Det var aldeles ikke min mening, at tilbyde mig med disse ord, nej de var kun et uvilkårligt udbrud af min kærlighed til højskolesagen og af min beundring  for Mads Hansens iver, men han forstod dem på dem på en anden måde. Da han modtog mit brev, var han netop til et sangmøde, men det gjorde sådant et indtryk på ham, at han måtte udenfor med en af sine bedste venner for at give sin glæde luft. Han  skrev mig nu straks til, tog mig på ordet og tog mig som jeg var, således at jeg slet ikke kunne gøre udflugter. Efter at jeg havde besøgt ham i sommerferien, rejste jeg om vinteren på Vallekilde for at berede mig til min ny virksomhed. En bondekarl på Samsø, som jeg snart blev fortrolig med, fik jeg overtalt til at drage med mig til Fyn som lærer. Det var Povl Pedersen, som nu atter bor ved Vallekilde. Vi var tynde i papirerne, det ved Vorherre, og lærerne ved Vallekilde skal just ikke roses for, at de satte mod i os, da de betragtede det som en stor letsindighed af os  at tage fat på sådan en gerning. De havde ret i flere henseender, men terningerne var kastede.
Mads Hansen havde købt et gammelt præsteenkesæde med jordlod og have på 12 skpr. land til højskole. Huset lå lige op til en stærkt befærdet  gade og landevej, og der var ingen plads så at eleverne kunne bo der.

Ved majdagstid l868 begyndte vi skolen med 14 elever, hvilket antal efterhånden voksede til 17. Mine foredrag bestod af verdenshistorie og Danmarkshistorie, de var kun en udførlig fortælling af tildragelserne, uden synderlig forklaring eller anvendelse. Pastor Brandt Ollerup kom en gang om ugen og talte om Nordens gudesagn, og det var de eneste ordentlige foredrag på skolen den sommer. Men i erkendelsen af min egen svaghed havde jeg fattet en plan, der skulle bøde på, hvad der manglede: jeg ville prøve på at gøre højskolen til et hjem for de unge, og jeg ville stille mig på en broderlig, fortrolig fod med dem i det håb, at et sådant samliv ville bære en god frugt. Eleverne skulle altså frit gå ud og ind i hele huset; vi lærere frabad os ethvert ydre ærbødighedstegn og forlangte endog af eleverne,  at de skulle være "dus"med os. Alle mine venner frarådede mig alvorligt denne plan, kun Mads Hansen samtykkede deri, men jeg gennemførte den desuagtet, har holdt fast ved den indtil dette øjeblik og er blevet efterlignet deri af flere mindre højskoler. De første    2-3 år jeg holdt højskole, fik eleverne en stor del af deres  åndelige påvirkning på denne måde, ved samlivet, til hvilket  Mads Hansen, der besøgte os flere gange om ugen, gav et ypperligt bidrag. Skønt eleverne kun fik en ringe udvikling, blev de dog særdeles glade ved højskolen, som de virkelig betragtede som deres andet hjem.
Vinteren derefter havde jeg 18 elever, og ved dens begyndelse var det først, at jeg kastede (utydeligt) af bag mig,  idet jeg tog min afsked som skolelærer i Munkebjerg; hidtil havde jeg haft tilladelse til at holde hjælpelærer.  Mads Hansen var i forvejen gået ind på at bygge en ny højskole, med lejlighed til eleverne; den skulle så ligge på et mere afsides sted end den gamle, thi der var ingen ro ved gaden, og denne var også elevernes sande tumleplads.
I sommeren l870 flyttede vi ind i den nuværende højskole, som ligger på den yndigste plet i byen, i skjul bag ved Præstens store have og dog kun et par bøsseskud fra landevejen. Der har jeg ret haft "et lille Nasaret", Gud være evigt lovet.
Højskolen var Mads Hansens ejendom og blev drevet for hans regning, ja endogså husholdningen var hans. En pige, der havde tjent ham i flere år, Karen Jørgensen, blev vor husmoder, og hun har sin store part i den yndest og fremgang som Skolen har vundet. Vi faste lærere tjente Mads Hansen og fik vor løn af ham; han skulle sørge for al ting, endog for at skaffe elever. Da jeg var meget undselig ved at tale offentlig,  havde jeg betinget mig, at være fri for at rejse  om og holde foredrag. Denne Frihed varede rigtignok ikke længe, thi Mads Hansen kunne ikke skaffe elever, skønt han gjorde sig flid nok - men hvorfor skulle jeg også være fri mere end andre, dersom jeg kunne gøre noget gavn; det var vel også nok tiden, at min undselighed skulle overvindes.
Mads Hansen var af den slags mennesker, som al tid har hovedet fuldt af planer; han havde også den særegenhed, som følger med: at nære for store forventninger. Højskolen , mente han, skulle kun være for den nærmeste omegn, og fra dem ville der strømme masse af elever, langt flere end vi kunne modtage. Men han huskede ikke på, at han, lige fra lille af, al tid havde haft mængden imod sig, det blev nu hans skæbne - også i denne sag, hvilket vi snart fik at fornemme. Mads Hansens egen lille vennekreds sluttede sig med kærlighed til skolen, hvorimod den øvrige befolkning  på egnen så med hån, ja endog undertiden med onde øjne, på os.
Den første sommer blev der digtet en smædevise om højskolen;  den blev sunget af gadedrengene, når de så lærerne eller eleverne. En aften jeg var gået ud for at røre mig, mødte jeg en lang række af byens gårdmænd, der kom kørende hjem fra deres vejarbejde. Jeg hilste "godaften" til hver især, men ikke en eneste besvarede min hilsen. Det var strengt for mig, som aldrig før havde prøvet at have uvenner, og som vidste med mig selv, at jeg aldrig havde fornærmet en eneste af dem. Da jeg ikke kendte dette ejendommelige forhold mellem egnenes folk og Mads Hansen, måtte jeg jo næsten antage dem for nogle umennesker. Senere lærte jeg sagerne bedre at kende, og fik da at se, at ikke hele uretten var på den ene side, men det varede flere år, og dette forhold skulle just ikke hjælpe os til elever, der fra hvor vi havde ventet dem.- Nu har skolen langsom kæmpet sig frem til frem til yndest og forståelse: vi har nu hvert år en køn lille flok her fra egnen, ja, i nabosognet Ollerup er der snart ikke en gård eller et hus, uden at vi har haft elever der fra. Men det blev ellers ikke omegnen, der skulle holde skolen vedlige, tværtimod! Jeg er af den mening, at der er vist ikke nogen anden skole af samme størrelse, der har så broget et selskab fra alle landets egne, selv  de allerfjerneste. Dette må vel betragtes som et fortrin, da det så udmærket tjener til at udrydde den adskillende landskabsfølelse; her kalder vi ikke bornholmere eller vendelboer for"udenlands folk"
Da Mads Hansen boede 1½ fjerdingvej fra skolen, var det meget besværligt for ham at have husholdning der. Desuden ville højskolen ikke betale sig; den havde et voksende underskud år for år. Årsagen hertil lå jo vistnok for størstedelen i, at vi havde endnu kun et ringe elevtal, men også i, at det hele ikke var samlet på en hånd. Det var derfor Mads Hansens stadige ønske og forlangende, at jeg skulle købe højskolen, men da jeg intet havde at sætte til af, og da jeg var temmelig upraktisk, vægrede jeg mig ved at føje ham. Men der kom så ting, som nødte mig til at give efter. Da det forenede Venstre fremstod, tog Mads Hansen det modsatte parti, hvilket jeg ikke kunne. Disse forskellige politiske meninger  kunne ikke, i  det væsentlige, skade vort venskabsforhold, hvorimod jeg snart fik at mærke., At Mads Hansens offentlige optræden imod Venstre skadede skolen og skaffede os det rygte, at vi var opdrog eleverne til højremænd. Dette rygte var nu fuldkommen falsk, thi Mads Hansen var ikke lærer på skolen, og politikken blev heller aldrig berørt der, men jeg kom alligevel til den overbevisning, at det ville ødelægge skolen, om det fik lov at råde. Desuden var det da heller ikke behageligt for mig at blive kaldt en højremand, da jeg ikke var det. Derfor blev det nødvendigt for mig at forsøge, om jeg kunne stå på mine egne ben ved at købe højskolen. Jeg købte den da for 4000 kr., hvilket jo var for dyrt for det lille hus, kun indrettet på at have 24 elever og alt så småt som tænkes kunne. Jordlodden var blevet solgt i forvejen, så nær som en have på 3 skpr. land. Da handelen var blevet sluttet, ønskede Mads Hansens venner ham til lykke, at han var blevet af med højskolen, som var en dårlig forretning. Det var just ikke så behageligt for mig at høre på, thi hvis det var en lykke for ham at blive fri for højskolen, da måtte det jo blive en ulykke for mig at få den. Men Gud undte mig det som var bedre, nu må jeg kalde det en god handel, som jeg aldrig har fortrudt. Det var i sommeren l874.
Fra nu af kom Mads Hansen og jeg ikke så hyppigt sammen; vore gensidige besøg blev sjældnere, indtil de til sidst næsten ophørte. Vi blev derfor ikke uvenner, og jeg er overbevist om, at vore hjerter aldrig blev skilte ad. Årsagen , hvorfor vi ikke kom sammen, var ikke politikken, heller ikke handelens afslutning, den lå længere tilbage og er vel bekendt på egnen, men kan ikke anføres her uden at såre nogen.
Skønt Mads Hansen aldrig tænkte på at lægge noget tryk på mig, da jeg ligesom tjente ham, så følte jeg mig dog ganske anderledes fri og selvstændig, da jeg var bleven min egen mand, og at forandringen var heldig for højskolens vedkommende, derom vidner den kendsgerning, at elevtallet er næsten bleven det dobbelte nu af hvad det var i l874.
I førstningen, vi begyndte at tale om at bygge en ny højskole, var det virkelig Mads Hansens mening at indrette  skolestuerne således,  at de kunne bruges til sangforeningens komedie- og aftenunderholdning. Men jeg satte mig bestemt imod det og gjorde det til et kabinetsspørgsmål, ligesom jeg heller ikke tillod, at nogen elev blev uddannet i sin skoletid til at være skuespiller.
Højskolen er nu for 3 år siden ombygget og udvidet, så at der kan bo 60 elever. I de sidste år har vi haft flere, men så har deriblandt været nogle fra omegnen, som hver aften gik til deres hjem.
At jeg selv er vokset tilligemed højskolen det kan jeg nok sige med en god samvittighed; jeg trængte også hårdt til det. Men jeg er alligevel ikke bleven så stor og bliver det heller aldrig, og jeg mener nærmest dermed, at jeg har ikke gaver til at være fører for en større kreds. Men i mit hus, omgivet af mine unge venner, der føler jeg mig på min plads, og takker Gud, fordi han har ladet "målesnorene falde for mig på de liflige steder".
Skolens daglige liv ligner mest det, som føres på Vallekilde. Dens formål er, frem for alt, opvækkelse og oplivelse  ved det mundtlige ord. Men der holdes strengt over, at tiden benyttes troligt  fra morgen til aften, og vi har vor bestemte timeinddeling, dels til foredrag  og dels til kundskaber  og færdigheder.
Hvad foredragene angår, da er de omhyggeligt afpassede efter de unges modtagelighed og åndelige fordøjelsesevne. Vi sender dem ikke ud i verden med halvt fordøjede floskler,  vi løfter dem heller ikke så højt op, at de ikke siden kan finde sig til rette på jorden. Undertiden siger folk til mig:"Man kan slet ikke høre på dine elever,  at de har været på højskolen".
Dertil svarer jeg:"Det gør ingen ting, når det bare kan mærkes. Vi ønsker ikke, at vore elever bliver så åndelige,  så de blander åndeligheden ind i al dagligdags tale. Det gør ikke noget,  at de unge mennesker ikke har lært at slå om sig med syn på livet, livsfolket eller livssiden, når de bare virkeligt kan se, hvad der er godt og leve derefter. Smukke og store ord hører vi nok af, men med deres anvendelse i livet turde det være lidt fattigere. Vi vil derfor, efter evne, forkynde for de unge "ordet som er dåd".
En anden hemmelighed ved skolen er allerede løseligt  nævnet, nemlig samlivet. Jeg har grund til at tro, at det er sjældent på nogen skole, at træffe sådant et venskab og sådan en fortrolighed, både imellem lærer og elever og imellem eleverne indbyrdes. Vi danner ligesom en familie; hvad der angår en angår os alle. Dersom en af eleverne mister en af sine forældre ved døden, da er der deltagelse over hele huset, og dersom en har købt en ny pibe, da er det ligeledes en sag, som angår os alle. Vi gør alt, for at eleverne skal føle sig hjemme her i huset, og da det nu har truffet sig sådan i mange år, at skolens faste lærere har været enlige, uden familie, så har vi mere her end på andre skoler kunnet leve sammen med eleverne  og ofre os for dem.

Om vinteren holder forstanderen  offentlige foredrag på skolen hver lørdag.Disse forsamlinger er, når vejret ikke er slemt, særdeles godt besøgte. En vinter har der været holdt foredrag over kæmpeviser, en anden om Nordens gudelære, en treje om litteraturhistorien, en fjerde om bondestandens historie, en femte om børneopdragelse o.s.v. Dog må bemærkes, at foredragene kun hveranden lørdag drejer sig om folkelige emner; de mellemliggende lørdage har været anvendte til at tale over epistelen til den påfølgende søndag. I sommertiden holdes kun et offentlig foredrag hver måned.
I de 13 år højskolen har bestået, har den haft, til foreskellige tider, følgende   lærerpersonale:
Faste lærer foruden forstanderen:
Lars Nielsen, pensioneret lærer, i 6 år:
Povl Pedersen i 3 år.
Jens Skytte, nu ved redaktionen af Højskolebladet,3 år;
Hans Jensen, redaktionssekretær i Slagelse, ½ år;
Niels Kristian Johansen. 6½ år.
Karoline Fromholt og Marie Fredskild, hver 1 sommer,
Timelærer og timelærerinder:
Pastor Brandt i Ollerup, 13 år;
Pastor Gjellebøl i Vester Skerninge, 8 år;
Pastor Jessen i Bøvling, ½ år;
Lærer Klindt i V.Skerninge, 1 sommer;
Augusta Lau, samme by, 1 sommer;
Marie Brandt, 2 somre
Kristiane Brandt, 1 sommer;
Charlotte Jensen, 3 somre;
Ingeborg Petersen, 3 somre;
Betty Krogh, 1 sommer.
Skolens nuværende faste lærere  er, foruden forstanderen:Niels  Kristian Johansen, Lars Nielsen og lærerinde Marie Fredskild. Timelærere: præsterne Brandt og Gjellebøl.
Elevtallet har været alle årene:
Pigeskolen     Karleskolen:
l868=17    l868-69=18
l869=14    1869-70=20
l870=26    l870-71=35
l871=21    l871-72=35
l872=24    l872-73=34
l873=22    l873-74=27
1874=26    l874-75=37
l875=23    l875-76=47
l876=36    l876-77=52
l877=35    l877-78=59
1878=24    l878-79=53
l879=29    l879-80=61
l880=47    l880-81=67
Det er til at vente, at alle højskolevenner nok vil læse sådanne beretninger, som ovenstående. Jeg tillader mig derfor at opfordre andre højskoleforstandere til at give lignende meddelelser om deres skolers opkomst, udvikling og ejendommelighed.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk