Nogle minder fra Vester Skerninge Højskole
Forside ] Op ]

 
Nogle Minder fra Vester Skerninge Højskole

Nogle Minder fra Vester Skerninge Højskole 1868-69
 

af Anders Gommesen. [Ollerup Højskole. Elevforeningens Aarsskrift 1918]

".......Anton Nielsen var inde hos mig for nogen tid siden, og så kom vi til at tale om dig. Jeg fortalte ham, at du var på I.A. Hansens kontor i København, men skulle ikke blive der, og at du havde lyst til at læse, og så sagde han, at sådan en ung fyr som du kunne jo have godt af at komme over på hans højskole, som begynder nu til 1. oktober; ja det kunne jo være meget godt, men hvor får vi pengene fra?....."

Det var min fader derhjemme på Samsø, der således skrev til mig den 1. oktober 1868.
Højskole - den gang et sjældent navn, noget i lighed med et fremmedord; nu kender ethvert barn i landet det. Der var Rødding højskole, men den lå så langt borte, at dens navn næppe kendtes på Samsø; der var vel endnu en og anden højskole - men hvad var det for skoler? Degnens søn derhjemme i Nordby havde været på højskole, men det hørte med til håndværket: han skulle lære noget for at komme på et seminarium, og den højskole - et sted derovre i Jylland - var en forskole dertil, hvor man lærte både det ene og det andet og lidt mere end i børneskolen - og en sådan højskole var jo ikke så mærkelig.
Så stod der en historie i Dansk Landbotidende om Hans der kom på højskole af Anton Nielsen, ham, man kendte fra Flinchs Almanak og de dejlige historier i "Fra Landet". Der i Hanses historie anede man, at den ny højskole var en mærkelig skole og ikke som den, degnens søn havde været på.
Så var der Trier - han havde været på Samsø og holdt møde 1867 (også en sjældenhed!) på Bøgebjerg og fortalt en myte (en sjældenhed til) for samsingerne om Thor. Der begyndte at blive så meget mærkeligt, der knyttede sig til den ny højskole.
Og endelig var der Mikkel Peder, min gode ven, som jeg lærte at kende i Tranebjerg. Han havde et dårligt ben og duede ikke til legemligt arbejde, og så havde han begyndt at holde skole for småbørn - senere fik den navnet "friskole", og dem kender vi nu, men ikke meget den gang. Nu tog han på højskole, Vallekilde, og det var mærkelige breve, jeg fik fra ham; de hørte foredrag, de sang, de brugte ikke lærebøger - det var det allermægtigste, syntes jeg, for hvordan kunne man vel så lære noget! Og så var Anton Nielsen der, og han gik også i skole, ham sagde de "du" til - ja, der vrimlede af mærkeligheder.
Til syvende og sidst kom Anton Nielsen også til Samsø. Han skulle selv til at begynde at holde højskole. og nu læste han sine historier for os. Jeg kan endnu se ham gå forbi tinghuset i Tranebjerg i fortrolig samtale med Povl Sams og med armen om hans hals. En lærer at gå sådan - det var underligt. At han i det hele taget ville komme til Samsø - en digter! det var så hædrende for hele øen, at jeg syntes det burde besynges og begyndte derinde på birkekontoret mellem "Sagens akter", der skulle afskrives, at skrive en velkomsthilsen til ham på vers, der dog aldrig blev til mer end en linje:"Aldrig før dig en digter gæsted Samsø". Jeg har sagtens ikke kunnet finde rim til Samsø. Alt dette begyndte at kalde længsel frem i mit 16årige hoved - eller vel hjerte - efter at komme på højskole. "men hvor får vi pengene fra", som far skrev. I stedet for gik min vej til et andet kontor, fra birkekontoret til I.A. Hansens i København i 1868, og så gik tiden der, ½ år, men nu måtte der snart brydes op fra et kontor arbejde, som jo ikke var længselens mål. Spørgsmålet var - og det var stort - hvordan man nu skulle få begyndt på noget, der førte til noget, og det skulle helst være ad skolevejen.
Så kom fars brev.
Og da jeg havde læst det, fik jeg det stød, der somme tider skal til for at komme over dørtærskelen ind i den rigtige stue, hvor alle herlighederne ligger, i det rigtige arbejde, der fører til længselens mål.
Jeg tror jeg græd ved glimtet af lystanken: nu tager du på højskole hos Anton Nielsen - og så kommer tid kommer råd.
Så talte jeg mine penge, dem jeg havde tjent i København, 30 rdl. 3. mk. 5 sk. Det var da tilstrækkeligt til rejsen og næsten de første par måneder på højskolen. Resten - den dag den sorg! Skrev så samme dag, fars brev var læst, at jeg gerne ville over på hans højskole, og rejste næste dag fra København.
Der er dog et endnu, inden jeg forlader byen. I min fritid lagde jeg tit vejen om ad Østergade for at se på billeder og bøger i boghandlervinduerne.
Blandt billederne lagde jeg mærke til nogle fotografier af "berømte mænd". Der fandt jeg Anton Nielsens billede og et af Mads Hansen, bondedigteren, hvis sang "til kvinden", den gang fløj landet rundt, og hvis melodi jeg kendte så godt fra lirekassemandens repertoire - og under Mads Hansens billede stod hans kendte vers:

Jeg synger bag ved ploven
og under leers klang.
og bakkerne og skoven
gi`r genlyd af min sang.

Hans navn var jo knyttet sammen med Anton Nielsens og højskolen. Og endelig var det er billede af Ahlman og Krüger, sønderjydernes talsmænd i den tyske rigsdag; under deres billede stod deres kendte udtalelse:"Vi er danske, vi vil vedblive at være danske, vi vil behandles som danske og det efter folkerettens forskrifter."

Det var billerne af disse mænd, der var mine udvalgte blandt dem alle.
- Så nåede jeg Korsør og gik om bord i dampskibet, der skulle gå til Svendborg. Det var underligt nok sådan på lykke og fromme at rejse ud i den vide verden uden at kende en eneste sjæl, men det vidunderlige, der var i vente og skulle mødes, gav nok at tænke på og kredse om. Der var en mand blandt de rejsende, der havde sådan et rart ansigt - jeg syntes jeg skulle kende det. Han gik frem og tilbage på dækket og talte med en anden. Jo mere jeg så på ham, des bedre syntes jeg om ham, hvem kunne det være. Jeg fulgte ham med øjnene det bedste jeg kunne. Der sad en bondekone henne på bænken ved siden af mig. Hun sad og talte med en anden, og så hørte jeg hende sige: "Ved du hvem den mand er, som går der? Det er Ahlman".
Ja det var Ahlman, det var jo hans billede, jeg kendte. Hvem der nu turde gå hende og sige god dag til ham og tale med ham.
Det var ikke til at få ro for den tanke, turde man bare!
Lidt efter stod han ene og så ud over havet. Nu skulle det voves. Hvordan skulle jeg få begyndt?
Så tog jeg min lommebog frem og skrev deri: "Vi danske o.s.v.", gik hen til ham og sagde: "Jeg ville gerne spørge, om De er den mand, der har sagt sådan?" og så viste jeg ham, hvad jeg havde skrevet. Jeg kan endnu se de gode øjne, hvormed han så på mig, jeg kan endnu se ham studse lidt - og så sagde han:"Kender du til det min dreng ?" Jo, det gjorde jeg jo da, og så kom samtalen i gang. Hvor jeg skulle hen? Ja jeg skulle over på Anton Nielsens og Mads Hansens højskole. Nå, Mads Hansen er min gode ven, ham må du hilse fra mig. Og den gode Ahlman gav sig videre af med mig. "Når du kommer til Svendborg, kender du så nogen der?" Nej. "Ja så kan du gå ind til (ja navnet har jeg glemt) og hilse fra mig, der kan så dit tøj stå, til du kan få hentet det en anden dag".
---Vejen fra Svendborg til Vester Skerninge højskole til fods en skøn efterårsdag for 50 år siden ser jeg endnu som en såre skøn vej. Med en hasselkæp i hånden, skåret under vejs, uden bagage skrider det frem. Mon det er en stor højskole? Mon der er mange elever? Mon det er ny stor bygning? - ja så flot er højskolen naturligvis ikke, men dog nok noget derhen ad ....
"Er det Vester Skerninge" spørger jeg en mand, jeg møder i byen. Jo, det er det da. De kan vel ikke sige mig, hvor højskolen ligger?" Højskolen! skal du på højskole". Ja. "Hvor kommer du fra?" Fra København. "Fra København, det er da underligt, jeg troede, de havde skoler gode nok derinde - nå højskolen, ja den ligger lidt henne i byen ligeoverfor præstegården, henne ved gadekæret."
Præstegården fandt jeg og gadekæret med. Men hvor var højskolen med takkede gavle, med kvist og mure fløje..
Der lå et hus, et husmandssted med "Mostag og mure så lave", ligeoverfor præstegården.
Så står både jeg og min forstand stille. Der kommer en mand - om han ikke ville sige mig, hvor højskolen er. "Højskolen, det er såmænd den der", og så slår han ud med højre hånd og går videre. Han var nok en af bysens mænd, der ikke gad se til den side, skolen lå.
Jeg stod stille endnu. Hvordan var det - var der ikke en gang en buestreng der brast, og kongen spørger: "Hvad var det, der brast så bragende?" "Norges rige ud af din hånd, Herre konge" lyder svaret. Ja der lå mit Norges rige i grus! Hvad om nu de andre drømme skulle gå samme vej! Jo, jeg var vel rejst.
Så sætter jeg stilfærdig min hasselkæp ved stendiget, den jeg så frejdig havde svunget på vejen under lyse drømme og forhåbninger.
Jeg kommer ind i en lille forstue, banker på døren til højre og kommer ind i en stue, hvor der sidder en 14-15 karle, men ingen Anton Nielsen eller Mads Hansen, omkring et spisebord i færd med deres midaftensmad. Mon det skulle være hele flokken, alle eleverne! Det hele virker så forvirrende, så nedslående. De holder op med tygningen, ser på mig og tænker: "Hvad mon dreng vil?" thi jeg var såre liden af vækst. SÅ må jeg begynde: "God dag - er der ingen - er der ingen her fra Samsø" "Jo, her er a", svarer Jørgen Kleis, den yngste af hele flokken, ham, der har æren af at være den allerførste indmeldte på Anton Nielsens højskole. "Og a". "Og a". Det er Povl Sams, den eneste faste lærer ved skolen og hans broder Søren. Så er vi over begyndelsen, over det værste, og Povl Sams får da mit ærinde ud af mig. Karen, der sørger for husholdningen, viser sig i døren med et fad skåret smørrebrød, og Povl råber hende i møde: "Her er kommen en ny!" "Nej se da!" og Karen smiler over hele ansigtet som kun Karen kan smile.
Snart sidder jeg bænket ved bordet og tager for mig af retterne, og samsingerne især har så meget at spørge mig om.
Der kommer Anton Nielsen, og da han får øje på mig, giver han sig i samtale med mig, men jeg synes, det er mærkeligt, at han hverken siger velkommen eller sådan noget til mig, og endnu mere mærkeligt forekommer mig hans spørgsmål tilsidst:" Nå, hvad er så dit ærinde?" Ja, det var jo da at blive elev på hans højskole, som jeg havde skrevet i mit brev til ham. Brev, han havde ikke fået noget brev, men velkommen skulle jeg være. Senere hen på dagen kom brevet - men jeg kom først!
Næste dag skrev jeg hjem til far: Nu har jeg fået mig en ny plads, jeg er bleven elev på Vester Skerninge højskole. Jeg kan selv betale de første par måneder, og så tænker jeg, at du kan hjælpe mig over resten.." og det gjorde han.
Samme dag så jeg første gang Mads Hansen. Han gik ude i haven og rettede gærde. "Jeg skal hilse Dem fra Ahlman". "Tak, sig du til mig, min ven", og snart talte vi sammen, som havde vi kendt hinanden i mange år. For et stort skæg han havde - og milde øjne - og som han kunne le. "Kom og besøg mig en dag, jeg bor i Hundstrup, der er ikke så langt herfra!"

Hvor var det egentlig kønt det lille hus, der hed Vester Skerninge højskole! Når man først rigtig så på det. Det passede jo meget bedre til livet, der levedes derinde, end høje mure med takkede gavle, kviste og fløje. Endnu kønnere blev det, da Anton Nielsen en dag kom ind til os med sin sang til dets pris:

Der står en lille hytte i Skerninge by
med mostag, med mure så lave.
Den skjuler sig undselig i store gårdes ly,
men der er grønne træer i dens have.
I gadekæret har der en andeflok sit hjem,
og spurvene, de kvidre den klare morgen frem,
og småbørn , de leger ved dens døre.

Og vi kvidrede med da ! Ja, hvor vi sang! Det var den bundne varme, der løstes derigennem, vi , der havde gået i skole som børn og aldrig sunget en eneste sang, men kun nogle salmer. Bojsens visebog, "den blå sangbog", måtte holde for tilligemed Køsters. Der blev sunget  mod og fortrøstning ind i os unge, der var mærket af sorgen fra 1864. Den danske kokarde i huen måtte til - vi var danske og ville være danske. Det var Anton Nielsen, der gav os historien, så den blev "levende". Underligt nok - dette var jo noget andet end blot at læse og lære historie. Og pastor Brandt i Ollerup, der  ildnede op gennem de nordiske myter, hvis billedsprog fik så nært ærinde til os, menneskeligt, folkeligt, ja kristeligt. Som han tog os på skolen, tog han os i kirken. Så var der hans huslærer, senere valgmenighedspræst i Bøvling, Jessen, der førte os gennem verdens riger og lande i sine geografitimer, og dyrlæge Skov, der fortalte om køer og heste, hvoraf jeg kun kan huske om deres benbygning, at der var nogle småben, der hed fodrodsben og håndrodsben, men de andre karle fik nok mere ud af det. Povl Sams underviste os i skrivekunstens og regnekunstens og ikke at forglemme tegnekunstens mysterier.
Så kom Mads Hansen og tittede ind til os. Af og til med en ny sang i lommen, og altid med et strålende ansigt, glad over, at hans højskole gik og nok skulle gå. "Det når sig nok" var hans, skal jeg kalde det valgsprog - "det når sig nok, at vi får en levende dansk folkelig-kristelig ungdom kaldt frem gennem den danske højskole".
Og Karen Jørgensen, "vor mor", der sørgede for maden til os, hende holdt vi allesammen af. Vi var jo en familie allesammen, og det hørte med til de dages glans.
..Jeg sidder og ser på det gamle højskolebillede fra 1868, der hænger her i min stue. Det er blegnet og falmet, men trækkene er der. Der er tyndet ud i rækkerne - ja, hvor mange mon der egentlig er tilbage? Min hjertensven, Hans Hansen Nygaard, sidder som farmer ovre i Amerika og en anden af dem, Jørgen Kleis, som købmand i Besser på Samsø, Rasmus Eriksen som gårdmand i Egense, Karen har sit højskolehjem i Odense, men resten ...

Jeg føler at jeg bør slutte, men må dog først omtale det næste stød jeg fik ved den højskoletur. Det var en dag Anton Nielsen kaldte mig ind til sig i sin stue og sagde:"Hvad vil du egentlig være, du synes mig ikke at have lyst til landarbejde" Nej- når jeg skulle sige det, ville jeg jo gerne være lærer, men jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle få begyndt derpå eller få råd dertil. "Er der ikke andet i vejen, skal vi nok komme over det", sagde han, "jeg har en gammel fader, der er skolelærer i Rerslev, kunne du have lyst til at komme over og begynde hos ham, han kunne selv have fornøjelse af at få sådan en ung fyr over til sig". Det ville jeg selvfølgelig grusom gerne og tog med tak mod tilbudet. Da højskolen sluttede i foråret 1869, drog jeg så med Anton Nielsen over til hans gamle fader - dermed var min vej banet, og det så lykkeligt, som jeg kunne forlange det. Derfor står jeg i gæld til den danske folkehøjskole, særlig Vester Skerninge, og derfor står der glans over de dage, jeg for 50 år siden oplevede der. I skær af lyse minder står nu den gamle hytte i Skerninge som en borg med takkede gavle , med kvist og med fløje!

Anders Gommesen.

   
   
  
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk