Da højskolerne blev forfulgt af Estrup-styret
Forside ] Op ]

 
Da folkehøjskolerne blev forfulgt af Estrup-styret

Da folkehøjskolerne blev forfulgt af Estrup-styret.
 

Af højskolelærer, Dr. Phil. Roar Skovmand. [Ad fortids veje. Historisk folkelig læsning. Red. Hal Kock. Nr. 3 1946. Det danske Forlag]

   Venstre og Højre
Det var i eftersommeren 1884, i det bevægede år, da kampen mellem Højre og Venstre tilspidsede sig mere end nogensinde. Højre holdt på, at Kongen - som der stod i Grundloven - frit kunne vælge sine ministre. Det betød, at Estrup, der nu i snart ti år havde været Danmarks "stærke mand", ville blive siddende som konsejlspræsident - således kaldte man dengang ministeriets leder - sålænge Kongen ville, og så blev han nok siddende til sine dages ende. Han havde jo også et sikkert flertal i landstinget, der fortrinsvis blev valgt af ejendoms- og formuebesidderne. Venstre holdt på, at såsandt vi havde almindelig valgret til rigsdagens folketing, burde regeringens farve bestemmes af folketingets flertal, - og der sad efter det sidste valg kun en højremand for hver fire venstremænd i folketinget. Herom var Venstre enigt, men det var ikke enigt om, ad hvilke veje dette mål skulle nås. De moderate foretrak forhandlingernes langsommelige og besværlige vej, - de radikale ønskede, at alting skulle visne i hænderne på et ministerium, der så åbenlyst trodsede den almindelige valgret, og de sørgede derfor for, at alle love der blev foreslået af regeringen, blev nægtet vedtagelse, - det var Chr. Bergs "visnepolitik". Men denne "passive modstand" kunne ikke rokke ministeriet Estrup. Regeringen satte hårdt imod hårdt.

  En dristig højskoleforstander
Den sidste augustdag i 1884 skulle forstander Viggo Bjørnbak fra Viby Højskole ved Århus holde politisk møde i Voldby ved Grenå. Han var en lille ilter mand, og han havde arvet sin fader Lars Bjørnbaks radikale politiske anskuelser; lige så lidt som faderen vejede han sine ord på guldvægt, men han havde sine meningers mod, og Odderkredsens radikale venstrebønder havde ved sidste valg stemt ham ind i folketinget. De havde tillid til bjørnbakkerne; de var småfolks venner, og brugte de engang imellem grov mund, var det som regel ikke være end hvad man undte modstanderne. Men modstanderne var ikke altid kede af, at bjørnbakkerne blottede sig, når de mistede selvkontrol og berherskelse - det skulle også vise sig i Voldby.
Til at begynde med talte Bjørnbak denne aften om det sædvanlige emne. Hvordan en konstitutionel regeringsform er en livsbetingelse for en heldig udvikling i et folk. Mange folk har måttet kæmpe for at vinde deres frihed. Og for at understrege dette valgte han et aktuelt eksempel. Zarismens Rusland: Vil I se, hvad enevældige tilstande kan føre med sig, så se til det ulykkelige Rusland! Forholdene der er jo sådan, at mange hæderlige og retskafne mænd må lade livet for blot at bringe den russiske frihed en tomme videre!
Her blev Bjørnbak afbrudt af en skarp stemme nede fra forsamlingen: "Dermed mener De dog vel ikke Nihilisterne?" (Således kaldte man dengang de russiske frihedskæmpere, der med blodige attentater søgte at tilintetgøre Zarens voldsherredømme.)
Bjørnbak (klart og bestemt): "Dermed mener jeg også Nihilisterne, de kæmper frihedens kamp i Rusland, derfor betragter jeg dem i den forstand som mine brødre!"
Dagen efter stod der at læse i Højreaviserne om, hvordan Bjørnbak offentlig havde udtalt sin sympati for Nihilismen i Rusland. Nogle uger efter meddeltes det, at kultusministeren havde slettet VIby Højskole af fortegnelsen over skoler, der får statens støtte, "idet denne skole herefter ikke kunne anses at virke til gavn for ungdommens oplysning".

  En dristig kultusminister
Det var kirke- og undervisningsminister (eller, som man dengang gerne sagde: kultusminister) Jacob Scavenius, der stod bagved denne beslutning. Man kan måske synes, at det var noget småligt gjort, men Scavenius var ikke smålig. Når han tog statstilskuddet fra Viggo Bjørnbaks skole, gjorde han det ikke just for at straffe Bjørnbak, men fordi han ville statuere et eksempel. Jacob Scavenius, Estrups fætter, var fast besluttet på, at ministeriet skulle fortsætte som det var begyndt. Blev han angrebet for sin handlemåde overfor Bjørnbak, henviste han til, at han for nogle år siden havde fået indført en tekstanmærkning til finansloven, hvorefter "de folkehøjskoler, som efter ministeriets skønnende opfylder betingelserne for at henregnes til denne slags undervisningsanstalter, og som kan anses for at virke til gavn for ungdommens oplysning", skulle støtte af statens midler. Der var vist ingen, der havde været opmærksom på,  hvor farlig denne lille anmærkning kunne blive, før Scavenius nu med et skød den som et skjold frem for sig. Med sædvanlig skarphed tilføjede han, at denne anmærkning havde han i sin tid fået indført for fremtidens skyld, og den skulle nok fremdeles blive brugt i samme eller lignende tilfælde.
Selvfølgelig blev en sådan "vi alene vide" udtalelse mødt med et haglvejr af protester. Den skarpeste kom fra den lærde Dr. Pingel, der selv kort tid forinden var blevet afskediget fra sin stilling som overlærer ved Metropolitanskolen på grund af sine frimodige politiske udtalelser. Pingel sagde nu: Der er intet, der mere fremmer Nihilisme end at lade hånt om et frit og selvstændigt folks vilje. "Jeg påstår, at det nuværende ministerium så småt har anlagt en skole for revolution og Nihilisme her i landet..."
Det er dog ikke sikkert, at Scavenius havde fået anledning til at udføre sine trusler i virkeligheden, om ikke provisorierne i foråret 1885 havde næret den oprørsånd, der hidtil kun havde givet sig svagt til kende.

  Provisorierne og højskolerne
Den første april 1885 udstedte Estrup for anden gang en provisorisk finanslov. Første gang havde været i 1877. Dengang som nu var årsagen, at folketinget og landstinget ikke kunne enes om finansloven. Regeringen greb da til en paragraf i grundloven om, at Kongen i særdeles påtrængende tilfælde, når rigsdagen ikke er samlet, kan udstede foreløbige love, som blot ikke må stride mod grundloven og altid bør forelægges den følgende rigsdag. Regeringen gjorde nu det, at den hjemsendte rigsdagen - så var den jo ikke samlet! og så kom den provisoriske finanslov. Det var et rigtigt prokuratorkneb, men den slags metoder veg denne regering ikke tilbage for at bruge.

En storm af harme rejste sig over hele landet, og et af stormcentrerne var folkehøjskolernes kreds. Højskolerne var ikke og skulle ikke være politiske, i hvert fald ikke i den forstand, at deres ledere skulle tjene noget bestemt partis sag. De fleste elever var bønderkarle og -piger, der var venstresindede hjemmefra, men kloge og myndige forstandere forstod at pege på folkets fællessag og lære eleverne respekt for andre opfattelser. En mand som Viggo Bjørnbak stod næppe højt anskrevet hos de grundtvigske højskolemænd; dertil var han altfor ensidig klassebestemt. Selv var de fleste grundtvigske højskolemænd ret tilbageholdende i det politiske liv. Men deres syn stod Venstres nærmest, og det var næppe tilfældigt, at de tre store venstreførere Berg, Bojsen og Høgsbro alle var tidligere højskolemænd. Men det ville igen sige, at Grundtvigs venner var at finde både blandt Bergs "visnepolitikere" og blandt Bojsens forhandlingsfolk (f.eks. Klaus Berntsen), og dertil kom jo så endda de ikke så helt få "højregrundtvigianere". Det var jo ikke så sært, for Grundtvigs egne politiske anskuelser havde været ret skiftende, kun blev han mere frisindet, jo ældre han blev, - den modsatte udvikling af den almindelige! I 1866 havde han opbudt al sin oldingekraft for at hindre vedtagelsen af den grundlov, som han tydeligt så ville føre til kiv og splid i vort politiske liv; hans holdning i denne sag var så sikker, at hans fleste disciple blandt højskolemændene på dette punkt fulgte ham uden vaklen.
I 1877, da det første provisorium var kommet, besluttede de førende højskoler at nægte at modtage tilskud fra en regering, der støttede sig til en provisorisk finanslov. De fleste højskoler sluttede sig straks til denne demonstration, der nok kunne have fået vidtrækkende følger, hvis det ikke snart efter var kommet til storpolitisk forlig.

   Højskolen på skillevejen.
Spørgsmålet var nu i 1885, om højskolerne skulle bære sig ad på samme måde som i 1877: nægte at modtage tilskud fra provisorieregeringen - og tage følgerne; en forhøjelse af skolepengene og dermed en nedgang i elevtallet, først og fremmest fra de ubemidlede grupper. Den anden mulighed var at modtage tilskuddet - og lade som om intet var hændt.
For en rent umiddelbar betragtning tager det sig sådan ud, at det ville have været den værdigste løsning at nægte at modtage det provisoriske tilskud. Men der var også vægtige grunde, der talte for at tage imod tilskuddet. Krigen om finansloven ville efter alle solemærker at dømme denne gang blive langvarig; den ville  altså i en længere årrække bringe skolerne ind under et stærkt økonomisk tryk. Dertil kom, at højskolerne i 1877 ikke havde taget nogen fælles beslutning om at de ville nægte at tage imod statstilskuddet; én eller to af de store højskoler var begyndt, og så havde de andre fulgt parolen fra dem. Men sådan kunne man ikke handle en gang til. Og endelig havde Berg ingenlunde været tilfreds med højskolernes aktion i 1877. Den forekom ham ikke politisk hensigtsmæssig, - sæt nu Estrup anvendte de penge, han sparede på højskolekontoen, til andre formål?
Det lå derfor lige for, at højskolemændene måtte drøfte sagen med hinanden indbyrdes og i samråd med de politiske venstreførere. Denne drøftelse fandt sted i Odense, hvor højskolefolk så tit havde stævnet sammen, når noget stod på spil for dem.
Her samledes altså alle højskolemændene undtagen de konservative. Men endda var forsamlingen broget nok; der var moderate højskolemænd som Kl. Berntsen, Jens Nørregaard og Baagø; der var iltre radikale som Jens Bek og hans svoger Jens Lund og Morten Pontoppidan; der var en mæglende skikkelse som Ludvig Schrøder fra Askov, der som en af højskolens "oldermænd", havde indkaldt til mødet.

Dette fandt sted i begyndelsen af maj. I de uger, der var gået siden den provisoriske finanslov var udstedt, var sindene opskræmt ved nye provisorier og ved at flere højskoler havde mistet deres bevillinger. Venstrebladene havde i april med korte mellemrum bragt notitser om, at nu havde den og nu den højskoleforstander fået brev fra kultusministeren om, at han havde at melde sig ud af riffelforeningen, hvis han ikke ville miste al understøttelse til sin skole.
Riffelforeningerne indgød regeringen stor skræk, og det var i grunden ikke så mærkeligt. I modsætning til de fredelige skytteforeninger, der kun var rettet mod rigets fjender, var riffelforeningerne noget nyt, og der blev ymtet meget om, at de var beregnet til indrepolitisk brug. Regeringen skred derfor skarpt ind med et cirkulære, der forbød lærere at tage del i riffelagitation, da det jo var lærerernes pligt som ungdommens opdragere og ledere "at give tonen an for lydighed mod og aftelse for den lovlige øvrighed".
Til hele denne situation var det, at højskolemændene skulle tage stilling her ved mødet i Odense. Både folketingets formand, Chr. Berg, og finansudvalgets formand Frede Bojsen var tilstede ved mødet. Og det første spørgsmål var vel, hvad de ville råde til.
Det viste sig her, at den radikale Berg og den moderate Bojsen på dette punkt var ganske enige. Deres standpunkt var, at højskolerne skulle tage imod den statsstøtte, som rigsdagen havde tilkendt dem; der var jo ikke på dette punkt nogen uoverensstemmelse mellem hvad rigsdagen havde villet bevilge og hvad den provisoriske finanslov indeholdt. De mente, at højskolerne ikke ukaldet skulle stræbe efter en fremtrædende politisk stilling. "Højskolernes tropper er for kostbare til at ofres på en demonstration". Ja, de mente at højskolerne ikke kunne gøre demokratiet en bedre tjeneste end ikke at gå i den fælde, som en nægtelse af tilskuddet ville være.
Men denne holdning tilfredsstillede ikke de radikaleste i forsamlingen. Den unge Morten Pontoppidan hævdede, at statsunderstøttelsen ikke kunne forenes med stillingen som uafhængig mand. Han sagde: højskoleforstanderne bør ikke være stumme hunde, som præster og skolelærere er blevet. De bør med deres evne til at tænke og tale stille sig til folkets rådighed. De må ikke sidde som "uglen i elletrunte" i den gamle folkevise. De må sætte hårdt imod hårdt. Der er tider, hvor mænd, som ellers fører et stille liv, må træde frem og sige et afgørende ord.

Der var sikkert flere af de højskolemænd, der sad i salen, som følte sig ramt af denne tale. Men politikerne hævdede påny, at højskolemændene måtte tage lidt praktisk på tingene. Følelserne måtte ikke tage magten fra forstanden. Og drøftelsen endte med, at man vedtog en udtalelse om, at man ikke ville opgive retten til de bevillinger, som folkets repræsentanter havde villet yde højskolerne, idet man dog "til enhver tid og under de nuværende forfatningsstridige politiske forhold, der gør særlig krav til enhvers frihedsfølelse og fædrelandskærlighed" fastholdt sin fuldkomne handlefrihed.
Odensemødet endte således med en lidt kneben sejr for mådeholdet. Denne sejr ville næppe være vundet, hvis ikke rigsdagsførerne havde trådt så afgjort op mod den stærke stemning, der krævede en demonstration mod provisorierne.
Følgen blev, at alle højskoler, som ikke af kultusminister Scavenius udtrykkelig var blevet udelukket fra statsstøtte, søgte og fik støtten som om der intet provisorium havde været. Der var ingen, der søgte noget martyrium ad den vej.

  De "politiske" højskoler lyses i ban
Hvordan svarede de forstandere, der fik brev fra kultusministeren om at melde sig ud af riffelforeningen? Her var der ingen vaklen. Det bedste svar blev vel givet af Alfred Povlsen i Ryslinge, der udtrykte sig således: Hvis riffelbevægelsen udarter til en oprørssag, da vil jeg ikke have med den at skaffe; derimod forlader jeg ikke denne sag, enten fordi en minister truer med at tage penge fra mig, eller fordi politiske modstandere kaster skam på den eller os, der har med den at gøre.
Det var slet ikke så få skoler, der mistede statstilskuddet af denne grund. I alt var der mellem 50 og 60 folkehøjskoler i alt i disse år; deraf mistede 16 deres statstilskud af politiske grunde. I første omgang var grunden til udelukkelsen gerne den, at forstanderen stod som medlem af en riffelforening; senere kunne det hænde, at nogle udtalelser på et politisk møde eller en artikel med angreb på konsejlspræsidenten var nok til at få Scavenius var nok til at få Scavenius til at slette en skole af sin liste. Hvis forstanderne nægtede at betale skat, fordi skatterne ifølge grundloven ikke må opkræves før finansloven er vedtaget, blev de selvfølgelig omgående udelukket fra statsstøtte. Måske var dette ikke så uretfærdigt overfor den forstander, der ikke selv ville bidrage til den kasse, hvoraf hans egen skole fik støtte, men det ramte jo også hans lærere og navnlig de elever, der nu ikke kunne få statsstøtte til opholdet på skolen.
Statsstøtten betød meget for skolernes drift, og der var adskillige skoler, der gik til grunde, da de ikke længere kunne få statstilskud. Og endnu flere ville være gået nedenom og hjem, hvis ikke gamle elever og skolernes venner var trådt hjælpende til. Det kneb med at få denne bevægelse rigtig organiseret, men den betød alligevel meget og hertil kom, at partiet Venstre ydede bidrag til de udelukkede skoler, der nogenlunde erstattede tabet af det direkte statstilskud.
Men herved var skolerne ligesom blevet drevet i armene på Venstre, og det førte igen til, at højremændene nu først for alvor opdagede, hvor fordærvelige højskolerne var. Professor Henning Matzen, Højres ledende kraft i landstinget, åbnede et formeligt felttog imod højskolerne. Han tilråbte landboerne: "Vogt eder for højskolerne!" Han fortalte med gru om, hvad han havde hørt, at de et sted ligefrem sad og legede rigsret i skolen og domfældte det høje ministerium for grundlovsbrud! På den måde, sagde Matzen, blev ungdommen ikke opdraget til den respekt for domstolene og øvrigheden, som den helst skulle have. Det er netop på højskolerne, at den ånd, der har givet sig udtryk i riffelrumlerierne, har udbredt sig blandt ungdommen. Den kommer hjem fra højskolerne og siger: Nu skal vi have rifler, så samler vi 100.000 mand, og så går det mod København.

Matzen lod det ikke blive ved ordene. Han foranledigede, at landstinget nedsatte det samlede tilskud med 10 pct., hvilket var føleligt nok, da højskolernes antal normalt var stigende, og Askov Højskole, der havde sin egen konto på finansloven, mistede helt denne. Hvis ikke højskolernes brave tilsynsførende i ministeriet, den retsindige Dr. Mathias Steenstrup, havde lagt hele sin indflydelse i vægtskålen og taget højskolerne kraftigt og offentligt i forsvar, er det ikke godt at vide, hvad der kunnet være vokset op af den dragesæd, professor Matzen. Dens frugter sås i en række sygeligt ubeherskede angreb på højskolerne i højrepressen, og det hjalp ikke meget, at de højskolemænd, der selv tilhørte Højre, den ene efter den anden prøvede at gendrive disse angreb som aldeles urimelige. Professor Matzen, en af de fineste jurister, Danmark har haft, og iøvrigt en helt igennem nobel og reel personlighed, tog ikke i betænking at lytte til ubeviste rygter og løse fortællinger på anden, tredje og fjerde hånd, når det gjaldt højskolerne, og han tog ikke i betænkning at bringe denne snak videre til torvs uden nogensinde i sine levedage at sætte sin fod på en højskole. Men hans overlegne syn på højskolerne spores endnu hist og her i visse kredse, selv om det heldigvis hører til undtagelserne.
Matzen gik langt videre end Scavenius ønskede. Scavenius ønskede blot for eksemplets skyld at tage tilskuddet fra de forstandere, der havde optrådt - som han sagde "på en oprørsk måde". Derudover ønskede han ikke at blande sig i, om de hørte til Venstre eller Højre. Denne linje fulgte Scavenius ganske konsekvent. der var altså dog mening i galskaben. Men Matzen ønskede at ramme folkehøjskolen som sådan. Han var højskolens fjende nr. 1.

   Det sidste slag
Det er ikke for meget sagt, at der i efteråret 1885 var borgerkrigsstemning i Danmark. Der var højskolemænd, der talte om, at borgerkrigen kunne blive nødvendig, og andre, der advarede mod den og mindede om Melierne, der aldrig ville kæmpe imod landsmænd. Skulle Danmark gå tilgrunde i indre splid ligesom det frie Hellas i den peloponnesiske krig? Det var i disse dage, at typografen Julius Rasmussen skød på Estrup, og nye tvangsforanstaltninger blev iværksat. Da så også Berg selv blev idømt hård fængselsstraf ved nytårstid 1886, skrev Konrad Jørgensen, Højskolebladets redaktør, en artikel, som han kaldte "det sidste slag".
Nu gælder det, sagde han her, at reserven rykker frem.
"De , der har været folkets talsmænd og tillidsmænd i andre retninger, de må nu en lille tid være rede til at lade deres skolearbejde, deres kirketjeneste, deres studium eller deres anden bedrift  hvile for at give en håndsrækning ved den manøvre, der skal bringe vor krængende skude på ret køl. Ingen, som der bliver kaldt alvorligt på, tør holde sig tilbage nu, hvor det gælder livet, først politisk talt, men dernæst også folkeligt talt, thi skulle tilbagegangen sejre, da er der vel ingen, der venter, at vore højskoler, vore friskoler, vore valgmenigheder, vore ordførere og penneførere længere får lov til at virke i oplivelsens og oplysningens tjeneste".
Kort efter rykkede Ludvig Schrøder selv ind i landstinget som venstrerepræsentant. Han havde nok følt det, som Hjalte nu for anden gang kaldte på Bjarke. Første gang, det var da Pontoppidan talte i Odense. Også på sin egen skole tog han i denne tid dagens brændende spørgsmål op til behandling, og både det ene og det andet virkede som nye signaler udadtil.
Alligevel blev dette "sidste slag" noget af en skuffelse. Schrøder var ikke politiker og fandt sig aldrig tilrette i landstinget. Forligspolitikken var atter ved at komme i forgrunden. Bergs visnepolitik var selv ved at visne bort i gold protest. Forfølgelsen af højskolerne hørte ret snart op igen. Scavenius havde egentlig aldrig næret noget ønske om at komme dem til livs, - det var Matzens klike, der ville det. De fik i deres mistillid til dr. Steenstrup udnævnt endnu en tilsynsmand, men da valget faldt på docent Ludvig Feilberg, vandt højskolerne hurtigt en ny ven. En efter en blev de udelukkede højskoler taget til nåde, og dr. Steenstrup udfoldede stor diplomatisk dygtighed for at berede både skolerne og ministeren en gylden bro til det tilbagetog, der på begge sider var en nødvendighed. Havde Pontoppidan i sin tid talt om, at højskolemanden for at være uafhængig måtte give afkald på statsstøtten brugte dr. Steenstrup nu ikke helt med urette det stik modsatte argument, at forstanderne ønskede at få statsstøtten tilbage - for at blive uafhængige af de stedlige politiske partier og ledere.
Men kampen døde ikke blot hen. Der blev også bygget noget nyt op. Ved forhandling mellem Højre og Venstre blev der lavet en særlig højskolelov, der udelukkede fremtidig strid om højskolernes tilskud på finansloven. Den kom i 1892, og siden den tid har den danske stat aldrig blandet sig i, hvordan de danske højskolers stilling til den politiske udvikling har været. Højskolemændene har kunnet tale frit fra leveren, hvad de sandelig også har gjort, og Scavenius` arvtagere som undervisningsministre i vort århundrede har næsten alle haft højskolens syn på tingene - og ingen enevældens.

Litteratur:
Roar Skovmand: Folkehøjskolen i Danmark 1841-1892, s. 340-95 (Kbh. 1944)
M. Steenstrup: Anklagerne mod Højskolerne belyste ved Kjendsgerninger. (Kbhvn. 1886).

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk