Sofus Høgsbro
Forside ] Op ]

 
Sofus Høgsbro

Sofus Høgsbro 1822-1902

 

Med særligt hensyn på Rødding og Dansk Folketidende.
Af Jørgen Nielsen.[Den danske Højskole. Et tidsskrift, udg. af Holger Begtrup. 2. årgang 1902]

 

Sofus Høgsbros betydningsfuldeste arbejde for det danske folkelivs vækst og fremme falder i tre dele: Højskolegerningen i Rødding, det politiske arbejde og udgivelsen af Dansk Folketidende.- Blandt det menige folk er det vist således, at alle, der da lever en smule med, mindes hans blad Dansk Folketidende, og en endnu mindre del af folket mindes med tak hans arbejde i den danske folkehøjskole.
Det er kun i de to sidstnævnte henseender, Høgsbros arbejde her skal omtales.
Først en ganske kort oversigt over hans barndoms og ungdomsår.

Sofus Magdalus Høgsbro er født i Rødding præstegård den 22. juli 1822. Hans fader, dr. Hans Høgsbro, der var amtsprovst og præst i Rødding, nedstammer fra en jysk købmandsslægt, der kan føre sin stamtavle tilbage til midten af det 17de hundredår og som rimeligvis har sit navn fra landsbyen Høgsbro, der ligger et par mil syd for Ribe. Hans moder, Kristine Arntzen, der var af norsk æt, var en præstedatter fra Nørre-Jylland.
Provst Høgsbro var en meget dansksindet mand, noget der tydelig mærkedes i hjemmet. Hans embedsvirksomhed havde bragt ham en del i forbindelse med den tyske embedsstand, og han harmedes da inderligt over den uret, der af denne blev øvet mod det danske mål. Dette gjorde, at han ikke tillod sønnen Sofus at lege med den tyske herredsfogeds børn, skønt denne boede ved siden f præstens, på en gård, der senere blev brugt til Rødding højskole. Sine første legekammerater måtte Sofus Høgsbro da søge blandt de danske bønderbørn i sognet istedenfor hos den tyske embedsmands børn.
Tidlig lærte drengen at læse, og allerede i sit syvende år fik han smag på avislæsning. Ved at læse Ove Mallings "Store og gode handlinger" vaktes hans interesse for historisk læsning og kærlighed til Danmarks historie i det hele. Da faderen død, flyttede moderen med sine børn - der var tre - til Ribe, og her kom Sofus, efter først at have modtaget nogen privat undervisning i Ribe latinskole (1831). Blandt hans skolekammerater var A. Leth , præst i Middelfart fra 1870-92 (født samme år som Høgsbro), og M.T. Madsen, i mange år præst i Ringe. Sofus Høgsbro var stadig øverst i sit hold, og de andre elever havde stor respekt for ham. Især i hans yndlingsfag historie var han udmærket dygtig. Når historielæreren kom med vanskelige spørgsmål og den adspurgte ikke kunne svare, plejede læreren gerne at lade spørgsmålet gå videre, idet han sagde         "sequens" (den følgende), og ofte lød hans "sequens", indtil han nåede Høgsbro. Så kom svaret. Men de andre havde gerne mundklemmer i sådanne tilfælde. Ivrigt søgte Høgsbro oplysning også ud over, hvad skolen kunne byde. Blandt de mænd, han da søgte til, var også den udmærkede historiker og skolemand Ludvig Christian Müller, der i 1836 var blevet præst der i byen. Hos ham læste han ikke alene græsk og hebraisk men også islandsk, og Müller åbnede hans øjne for en mere folkelig og nordisk dannelse end den, man i skolen lagde vægt på. I fritiden lånte han bøger af lærerne, og det var da især historiske skrifter, som tiltalte ham. Overlærer Hansen læste naturhistorie og astronomi med ham, uagtet de ikke hørte til skolens fag, og han, der var en ungdomsven af Rasmus Kristjan Rask, vakte tillige sansen hos Høgsbro for Rasks retskrivning, som Høgsbro da vistnok altid senere brugte i sine breve og andre private skrivelser. Det var morsomt for de yngre, nu omkring ved år 1900 at se den gamle mand så trofast blive ved at holde på den retskrivning, han i sin ungdom havde fået kær, men som jo nu kun så få bruger.
17 år gammel blev Høgsbro student med bedste karakter. Det politiske studenterliv i disse år tiltalte ham meget; og han var således med blandt de studenter, der den 3. december 1839 bad den ny konge, Kristjan den 8., om at give landet en fri forfatning. Han var deltager i den "akademiske læseforening", som Carl Ploug var leder af, og hvor han mødtes med C. Hostrup og Frederik Barfod, men på samme tid var han dog også medlem af Danske Samfund, hvor Grundtvig, Lindberg, P.C. Kierkegård, P. Rørdam, brødrene Bojsen m. fl. var ordførerne. Disse mænds foredrag tiltalte Høgsbro. I "Akademisk læseforening" mødtes han med Barfoed og Hostrup og mange flere i ønsket om at knytte Slesvig fastere til moderlandet og dette igen til det øvrige Norden. Lehmanns og Monrads taler, Plougs sange og "Fædrelandet"s ledende artikler tiltalte ham i høj grad. Han var med på de nordiske studentermøder i Lund 1842 og i Uppsala 1843. Ved sidstnævnte møde hørte han svenskernes ypperste mand, historikeren og skjalden E.G. Geijer. Tidligere havde Høgsbro med stor iver læst Barfods "Brage og Idun"; han var allerede da og blev alle sine dage en varm ven af arbejdet for de nordiske folks sammenslutning. I 1845 blev der igen holdt et stort nordisk studentermøde, denne gang i København; men da kom Høgsbro ikke med; ti han var lige i forvejen rejst til Tyskland for sit helbreds skyld. En let blodspytning, som han havde pådraget sig ved alt for vedholdende arbejde., havde nødt ham til denne rejse. Han tilbragte tre måneder i Nordtyskland, dels ved en vandkuranstalt i Thüringen, dels ved flere universiteter, hvor han hørte forelæsninger af de mest ansete professorer. Da han kom hjem, læste han i det følgende år næsten udelukkende historie og filosofi. Sit underhold fik han ved at forberede til studentereksamen i historie og geografi. Blandt hans elever var den senere professor Svend Grundtvig og Niels Lindberg, J.L. Knudsen og Algrén, der alle tre senere blev bekendte præster. Under disse forhold gik det naturligvis noget småt med teologien, som han havde studeret under Martensens vejledning. Først i våren 1848, på samme tid som der blev kæmpet ovre i Slesvig - blev Høgsbro teologisk kandidat. Han havde da en tid i forvejen arbejdet med så stor kraft, at han opnåede en første karakter. Men dette havde dog ikke afholdt ham fra deltagelse i de politiske møder i martsdagene eller i det store folketog til Christiansborg Slot.
Efter tilendebragt eksamen kunne Høgsbro igen kaste sig over de historiske studier og med mere frihed følge de betydningsfulde begivenheder i vort fædreland i dette mærkelige år. Da han samme sommer af professor Paulsen fik opfordring til at søge et præsteembede i Nordslesvig, svarede han, at han hellere ville have plads ved en folkehøjskole. Han blev i København endnu et par år og forberedte fremdeles unge mennesker til examen artium. Desuden var han en tid lærer for nogle unge piger i professor H.N. Clausens hus. Derved kom han i nærmere forbindelse med professoren, der var en varm ven af den sønderjydske sag. Dette bekendtskab fik snart betydning for Høgsbro. Foruden i Clausens hus var han også i disse år en hyppig gæst hos Grundtvig, med hvis søn han jo tidligere havde læst. Grundtvigs store højskoletanke var han naturligvis godt bekendt med. En tredje mand, der fik betydning for ham, var den filosofiske professor Fr. Chr. Sibbern. Også i hans hjem kom han en del. Sommerferierne tilbragte han - som i sin studentertid - ved fodvandringer omkring i landet, og i krigsårene da særligt i de egne, hvor kampene havde stået. Da den grundlovgivende rigsdag samledes om efteråret, var han en stadig tilhører ved dens forhandlinger, og han tænkte sig vel allerede den gang muligheden af en gang at kunne få sæde i et lignende folkeråd, om end helst i Sønderjylland.
I sommeren 1850 opfordrede Chr. Flor ham til at søge et præstekald i Slesvig; men Høgsbro gav ham samme svar, som han tidligere havde givet Paulsen. Han foretrak højskolegerningen. Og han fik nu sit ønske opfyldt. Flor, der ikke havde ment, det kunne lade sig gøre, at Høgsbro fik plads som højskolelærer kom nu på andre tanker efter at have talt med Grundtvig og Clausen. Ti da begge disse mænd, hvor uenige de end ellers var om så mange ting, udtalte sig til bedste for Høgsbro, antog Flor ham til forstander for den genåbnede Rødding højskole (der naturligvis havde været ude af virksomhed i krigens tid). Den 11. oktober 1850 blev han udnævnt til denne post, og han vendte da atter tilbage til sin fødeby og til sine barndomsbekendte.

Høgsbro som højskolelærer 1850-62

Høgsbro, Flor og mange andre fik nu travlt med forberedelserne til skolens åbning. Den slesvigske komité i København kom skolen i møde med stor redebonhed, og den lovede foreløbig at udrede lønnen til to af lærerne. Høgsbro skulle have 800 rdl., og landinspektør Edvard Thomsen, der tidligere havde været lærer ved skolen, blev atter antaget, og hans løn bestemt til 600 rdl. Flere havde man foreløbig ikke råd til at antage. Bygninger, bohave, samlinger o.s.v. havde lidt en del ved i 2½ år at have været næsten uden tilsyn. Alt blev nu bragt i orden, og det var Høgsbros håb, at det skulle lykkes at få skolen åbnet den 7. november, årsdagen for dens åbning 1844. Det lykkedes imidlertid ikke førend den 19.
Denne dag blev der holdt en smuk åbningsfest på Rødding højskole. Det var kun en lille flok, der ved denne lejlighed samledes på det gamle mødested; men folk var kommen fra fjern og nær; den mørke og regnfulde tid og de dårlige veje havde ikke kunnet holde dem tilbage, og de genså nu hinanden med glæde efter tidens mange og store omskiftelser.
Skolens ny forstander holdt en længere indvielsestale, som findes optaget i Grundtvigs "Danskeren" (den 14. december 1850). Talen, der var meget lang (den fylder hele bladnumret) kan endnu læses med udbytte. Han skildrede i den tidens åndelige og materielle kår, den gang skolen blev stiftet, og viste, hvorledes den ny tid, hvori den igen kaldtes til live, dannede en glædelig og forjættelsesrig modsætning til hin gamle, men tillige, hvorledes den med de større goder også bragte en større forpligtelse såvel for ældre som yngre til at tilegne sig den oplysning, som var nødvendig, hvis de ville være andet end døde lemmer på det store folkelegeme.

"Ja, I unge," sluttede han sin tale, "mindes det ansvar , som den ny tid lægger på eders skuldre! Husk på, at en slægt er gået forud for eder, som selv med liv og blod har værnet om fædrelandet og modersmålet og lagt en grundvold, hvorpå I med glæde og frygt kan bygge videre! Husk på, at en slægt skal komme efter eder, som vil kræve eder til regnskab for den brug, I har gjort af de betroede goder! Og I unge, i hvis lod det faldt, hvad så mange har ønsket uden at kunne opnå det, her på denne højskole at kunne ofre al deres tid på at vinde oplysning om eders syssel, eders land, folk og sprog, om naturen og menneskelivet, husk på, at I desforuden har et ansvar mod dem, der satte eder i stand til at komme, og mod dem, der satte eder i stand til at komme, og mod dem, der med megen opofrelse har stiftet og endnu vedligeholder denne skole!
Og som jeg håber, at I vil mindes det ansvar, der hviler på eder, og ingen anstrengelser sky for at gøre det fyldest, således håber jeg, at også vi, eders lærere, skal mindes vort ansvar og vor pligt og også deri vise eder vejen. Havde jeg ikke haft dette håb, aldrig ville jeg haft mod til at træde frem på denne plads. Men når vi således fra begge sider arbejder det store mål i møde, da tør vi også have den forvisning, at han, af hvem al magt er, og ved hvem alle ting styres og ledes, vil give vor gerning sin velsignelse og lade den bære frugt for vort hele liv, ja selv måske for endnu ufødte slægter, længe efter at vort navn er forglemt og vort støv hensmuldret. Med sådan forvisning være da denne folkehøjskole påny åbnet til sin betydningsfulde virksomhed!"

Elevantallet var meget lille. Der var til denne dag kun mødt 5; men deri var krigen årsag. Den danske hær kæmpede endnu ved Dannevirke, og de mange sønderjyder kunne da ikke undværes hjemme. Så snart krigen var endt - ja endnu før - øgedes elevernes tal; i sommerhalvåret var der således 15. I de nærmest følgende år vokste tallet stadig; 1853 var det endogså nået til 33.
Skolen gik i disse år sin rolige og jævne gang. Foruden de to lærere, Høgsbro og Thomsen, blev snart efter to andre ansatte. Den ene af dem var den unge student Gotfred Rode, der dog snart blev afløst af J.L. Knudsen, Høgsbros medhjælper i omtrent 10 år.
I 12 havde Høgsbro sin gerning i Rødding. Han udførte i disse år et stort og dygtigt arbejde. Der var nok for ham at gøre. Først var der skolens forvirrede pengesager, som han måtte se at få i orden. Ikke få og store gaver modtog skolen i disse år, både i form af bøger og penge, og lidt efter lidt bedredes dens økonomiske vilkår en del. Høgsbro var utrættelig i sit arbejde for skolen. Han fik således Balthasar Christensen til at interessere sig for Rødding, og denne formåede Frederik den 7. til at yde skolen et stort årligt bidrag af sin privatkasse. Senere blev rigsdagen og kirkeministeren enige om at forhøje statstilskudet til skolen. Endogså til en udvidelse af skolens bygninger fik Høgsbro samlet penge.
Der blev arbejdet med fuld kraft på undervisningen. Støttet af dygtige lærere bragte Høgsbro skolen godt i gang. Knudsen havde dansk og sang og underviste tillige dem i engelsk og tysk, der ville lære disse sprog (senere også i kirkehistorien og gudesagn). Han gjorde sig udmærket flid for at lære eleverne at skrive en god stil. Han læste tiltalende og smukt op af danske digteres værker, og han sang dejligt. Han var skolens kasserer. Schiøtz og Thomsen underviste i naturfagene.
Høgsbro selv havde naturligvis hovedfagene: Historie  og fædrelandets beskrivelse. Begge dele foredrog han med stor dygtighed og grundighed. I sin fremstilling af historien lagde han særlig vægt på den nyeste tid, d.v.s. tiden fra 1789 - for Danmarks vedkommende fra 1784. Adskillige andre højskolelærere har fortrinsvis dvælet ved den gamle tid. Høgsbro derimod brugte lige så megen tid til at behandle den nyeste tid som hele den foregående del af historien. Han fandt det rigtigt, ja nødvendigt, at lære eleverne så vidt muligt at forstå den tid, hvori de var satte til at leve, og vække deres lyst til at fortsætte slægtens udvikling i fædrelandsk ånd.
Han var en ivrig samler og skaffede efterhånden skolen en samling af oldsager og afbildninger til fædrelandets historie og beskrivelse, som der den gang ikke fandtes magen til ved nogen anden skole.- Hver anden søndag læste Høgsbro en prædiken for eleverne (indtil Knudsen afløste ham dermed), ti den daværende præst i Rødding havde ikke evne til at drage eleverne til kirken. Høgsbro udlånte bøger fra bogsamlingen til eleverne og til andre, som gerne ville drage nytte af den righoldige samling. Blandt disse andre kan nævnes den unge og begavede gårdejer N.J. Termansen fra Gammelby og vistnok også L.B. Povlsen fra Bovlund. Denne har i alt fald en gang ved et vennemøde i Dons på sin vittige og morsomme måde fortalt, hvorledes han i sine helt unge dage havde troet, at dannelsen stak i lærdommen, og han var derfor gået til Rødding højskole for at låne en grammatik. Men Høgsbro gav ham den mindste, han kunne finde, med de ord:"Det er forresten ikke af grammatikken, du bliver klog" - noget Povlsen selv også snart sandede. Til elevernes fester og generalforsamlinger var Høgsbro jævnlig med, og efter at han var blevet gift, havde han tit eleverne skiftevis til gæst hos sig søndag aften.
I dette arbejde for ungdommen havde han en udmærket støtte i sin hustru Amalie Gabrielle Jürgensen. Hun modtog med glæde eleverne i sine stuer på højskolen, men havde sjældnere lejlighed til at blande sig imellem dem. da hendes husholdning var fuldstændig adskilt fra den for eleverne, der var overdraget gårdens forpagter, og da en talrig børneflok snart lagde beslag på hendes tid og kræfter. Hun døde i slutningen af 1893 og efterlod sig et dyrebart minde som hustru og moder.

Om sommeren tog Høgsbro eleverne med sig ud til udgravning af kæmpehøje, for derved at gøre dem personlig bekendte med fortidens forhold. - Han sørgede for en elevers anbringelse hos etatsråd Tesdorpf på Ourupgård, og han indledte den virksomhed, som senere navnlig Thomsen tog sig af, nemlig at skaffe gode pladser for elever i Skotland.
Blandt de mange gode minder, der altid har stået i stråleglans for de elever, der er udgået fra Rødding, er minderne om skolens udflugter og fester. Dens årlige sommerrejser var noget særegent for den. Fra 1853, da de tog deres begyndelse, fortsattes de regelmæssig hvert år. En sådan udflugt, hvori lærere og elever og en del, som tidligere havde været på skolen, deltog, gik til en eller anden af landets mærkelige egne og var meget fornøjelig og lærerig. Den varede gerne en halv snes dage eller mere. Blandt steder, man gæstede, kan nævnes København - hvor skolen var flere gange - Bornholm, Falster og Møn. En gang var man endogså i Sverige. Eleverne havde sikkert meget udbytte af disse rejser. Det er den dag i dag en fornøjelse af læse den livlige skildring af turen til Møn og Falser, som Høgsbro gav i Dannevirke 1853.
På tiårsdagen for Rødding højskoles indvielse blev der i denne anledning holdt en stor fest på skolen. Den formede sig især til en fest for Chr. Flor, hvis marmorbuste, tilvejebragt ved hans venners sammenskud, denne dag første gang stod på en piedestal i læsesalen.
Få dage efter denne fest måtte skolen smykke sig til en ny og større højtid, idet selv kong Frederik 7. aflagde Rødding et besøg. Han blev hilst med taler og sang. Kongen så skolens bogsamling og samlinger. Han interesserede sig øjensynlig især for de oldnordiske sager, hvoraf en del var udgravede af højskolens elever på dennes ejendom, og for den ikke ringe samling litografier og kobberstik af fædrelandshistorisk indhold.

Alt dette var jo såre godt. Men snart begyndte de for skolen så ulykkelige stridigheder eller spaltninger mellem lærerne indbyrdes. Kampene kom til at stå mellem Høgsbro og Thomsen, der var ældre lærer ved skolens end Høgsbro og havde ondt ved at underordne sig ham. Spaltningen kom også ind mellem eleverne, hvoraf en del , og det endda størsteparten tog parti for Thomsen, der mere end nogen af de andre lærere havde greb på at gøre sig afholdt af de unge. Stridighederne mellem lærerne var ikke blot af personlig art; men de gik dybere, de angik selve skolearbejdets formål. Høgsbro holdt stærkt på, at skolens gerning skulle være en vækkende, først og fremmest i dansk og national retning. Skolens hovedmidler skulle være historie og dansk. Thomsen derimod ville have vægten lagt på naturfagene, ja helst have skolen omdannet til en landbrugsskole. Af skolens venner holdt ikke så få med Thomsen, nogle fordi de ligefrem var modstandere af Grundtvigs højskoletanke, andre fordi de mente, at nu efter den sejrrige treårskrig var danskheden så nogenlunde sikret i Sønderjylland, så at der ikke mere var brug for et vækkelsesarbejde. Man ville have skolen gjort til en udvidet landbrugsskole, helst under regeringens ledelse eller tilsyn. Flor holdt med Høgsbro, hvad skolens formål angik, men han ville nødig undvære Thomsen som lærer ved skolen, da han kendte hans gaver til at omgås eleverne. Han prøvede derfor af al kraft at mægle mellem de stridende; men hans mægling mislykkedes, striden blev hårdere , og da, som nævnt, mange holdt med, blev generalforsamlingerne meget stormende. Spliden varede i flere år; og det så tit broget nok ud. Endelig sejrede dog Høgsbro (1856); skolens bestyrelse blev omordnet således, at der herefter kunne ventes mere ro i skolearbejdet. Thomsen og en anden af lærerne, Schiøtz, som havde stået på hans side, rejste fra skolen, mens derimod J.L. Knudsen, der havde holdt med Høgsbro, fremdeles beholdt sin plads. Til at overtage de to fratrådtes pladser valgtes farmaceut Vinsted. Omordningen af styrelsen blev således, at den øverste myndighed, der hidtil havde tilhørt generalforsamlingen, blev lagt i tre tillidsmænds hænderne. Det var så disse mænds hverv at vælge bestyrelsesmedlemmer, når pladserne blev ledige. De tre første tillidsmænd var: Grundtvig, Hans Kryger og K.L. Knudsen fra Fårballum. Flor vedblev at være formand i styrelsen, som herefter kun fik en kontrollerende og pengebevilgende myndighed, hvorimod den udøvende magt nu blev hos forstanderen. (Høgsbro)
Høgsbro og J.L. Knudsen, der havde stået sammen mod Thomsen og dem, der ville have højskolen lavet om til en landbrugsskole - var dog ikke helt enige, Knudsen var i høj grad påvirket af Kold, og han holdt meget stærkt på, at Rødding skulle være fuldt ud en  kristelig vækkelsesskole i grundtvigsk retning. I modsætning hertil, mente Høgsbro, at da ikke blot Grundtvigs venner, men også adskillige af hans modstandere støttede skolen, burde man ikke støde disse bort ved i undervisningen at fremdrage det særlige grundtvigske mere end højst nødvendigt. Det kom dog ikke til noget brud mellem dem; de vedblev at hjælpe hinanden med arbejdet lige til 1862, da de begge forlod Rødding.
Disse indre stridigheder kom Høgsbro da over; men ved siden af dem var der ydre vanskeligheder, og de var værre.
Som vi har set, lagde Høgsbro i sin undervisning særlig vægten på fædrelandets nyeste historie (og i forbindelse hermed dets forfatning og statistik); han gennemgik grundloven paragraf for paragraf til stor fornøjelse for sine lærlinge. Efterhånden blev det klart for ham selv og andre, at en politisk virksomhed ville ligge for ham, og han modtog i foråret 1858 en opfordring fra tre valgkredse, Bække, Ribe og Bredebro, om at stillet sig til folketingsvalget den 14. juni. Han anbefalede vælgerne i Bækkekredsen at tage N.J. Termansen (med hvem han i årenes løb var kommen i  et personligt venneforhold, der var opstået ved, at den videlystne unge gårdmand, så flittigt havde benyttet Rødding højskoles bibliotek. Høgsbros råd blev taget til følge, og Termansen blev valgt i Bække, mens Høgsbro selv kom til at repræsentere Bredebrokredsen. Om efteråret mødte han i rigsdagen, hvor han straks sluttede sig til Venstre, og i den følgende tid kom han jævnlig til at optræde mod regeringen især i kirke- og skolesager.
Allerede tidligere havde Høgsbro lagt sig ud med embedsstanden, idet han mod dens ønske havde søgt at fremme anlægget af en mindre landevej fra Åbenrå gennem Rødding, som Laurids Skau var i høj grad imod. Hertil kom, at han havde modarbejdet en af regeringen påtænkt omordning af forholdene i det blandede distrikt, der ville berøve skolens kongerigske ejendom nogle af dens friheder (Høgsbro var nu, som altid senere, på sin post, når man ville rette et anslag mod friheden); men hans valg til rigsdagen og tilslutning til oppositionen var naturligvis en større anstødssten. At han fuldt ud billigede Grundtvigs tanke om at indrømme større sprogfrihed i Slesvig, end den daværende regering og det nationalliberale parti ville gå ind på, og at han troede , men bedre vandt slesvigerne for Danmark ved politisk frihed og borgerlig frihed end ved nok så gode embedsforanstaltninger -blev ham naturligvis ikke vel optagen af de styrende. Man begyndte nu at vise uvilje mod Høgsbro, og man lod det gå ud over Rødding højskole. Allerede 1860 nedsatte Monrad statens tilskud til skolen til det halve, og han skammede sig ikke ved uforbeholdent at sige, at det var Høgsbros deltagelse i rigsdagsarbejdet, der var grunden dertil. Det stemte ham heller ikke mildere for skolen, at Høgsbro bestemt modsatte sig hans plan om at indføre en eksamen ved skolen. De, der havde taget denne eksamen, skulle så have adgang til adskillige af landbohøjskolens undervisningskursus. Høgsbro tilbød derimod at indføre en modenhedsprøve i de fag, hvori skolen gav undervisning.
Fra Høgsbros modstandere blandt politikerne og land- økonomerne regnede det nu med offentlige angreb både på ham og skolen.
Forrest blandt angriberne gik Dannevirke, der i P. Chr. Kochs dage havde hørt til skolens venner, men nu, efter at redaktør Godske Nielsen havde overtaget det, var bleven en af de bitreste fjender. For G. Nielsen var skolens oprettelse efter krigen et stort fejlgreb; dens fortsættelse i dens oprindelige skikkelse skyldtes en virkelig beundringsværdig humbugiade; den var nationalt taget en latterlighed og pædagogisk taget - skvalder og fraser fraregnede - en kummerlig anstalt; dens vedblivende understøttelse en stor tåbelighed; den var i følge sin ide en prostitution, og jo snarere denne fjernedes, desto bedre o.s.fr.
I de københavnske dagblade Dagbladet og Fædrelandet, kunne man i de dage læse forskellige artikler,  hvori Rødding højskole blev angrebet. Særlig i Dagbladet, der stod Dannevirke nær, kunne man finde de samme klager om end fremsat i mere behersket form. Man klagede navnlig over tre ting: landvæsensfagenes formentlige tilsidesættelse, grundtvigianernes for stærke indflydelse, og Høgsbros deltagelse i det politiske liv. På rigsdagen havde Høgsbro med hud og hår sluttet sig til Bondevennerne (i Dagbladets øjne var det nok især det sidste, der var hårrejsende).

Blandt angriberne var også skolens tidligere lærer, vejkonduktør Edv. Thomsen i Flensborg, der mente, at siden skolen i 1856 havde frigjort sig for den imod en alt for ensidig grundtvigiansk retning at en del af lærerpersonalet skabte modvægt, var det ikke alene meget muligt, men endogså rimeligt, at flere forskruede eksemplarer kunne have svækket den kredit, som flertallet af Rødding højskoles elever tidligere nød.

De talrige angreb på skolen blev imødegået klart og roligt af Flor, Høgsbro og Fr. Helveg. Den sidstnævnte , der havde været skolens forstander 1846-48, omfattede al tid senere højskolen i Rødding med varme og interesse; i sin kærlighed til den veg han, efter Flors udtryk i et brev, ikke for nogen. De mange urigtige beskyldninger blev gendrevet, og de kirkelige forhold fremstillede. Skolen havde ikke fraveget sin opgave, men var netop kommet den endnu nærmere.
Det kan være fristende at komme ind på både Flors og Helvegs ypperlige artikler ved at give et fyldigt uddrag af dem, men da det fordrer vel megen plads - vil vi modstå fristelsen og nøjes med, efter H. Rosendals skrift om Rødding at meddele hovedindholdet af Høgsbros svar, der blev optaget i Fædrelandet.

Punkt for punkt gendrev Høgsbro de mod skolen fremsatte anker, og navnlig gav han da Godske Nielsen svar på tiltale uden dog at lade sig friste til at optage dennes måde at skrive på.- Der blev i virkeligheden, påviste han, gjort mere for de landøkonomiske fag,da for tiden, end i tidsrummet 1850-56, som angriberne fandt at være skolens gode tid. Det tidligere kemiske laboratorium blev efter forslag fra de daværende lærere i naturvidenskaberne og landvæsensfagene imod mit ønske nedlagt i 1853. Efter deres afgang blev derimod et nyt laboratorium indrettet og fra efteråret 1857 har dette hver vinter to formiddage om ugen været benyttet til kemiske øvelser af sådanne elever, som i et tidligere vinterhalvår har gennemgået den teoretiske undervisning i kemien, øvelser, som ingen sinde før har været drevne ved skolen i den udstrækning, og som dog er af så stor vigtighed for den rette forståelse af de kemiske kundskaber og deres anvendelse på jordbruget. Endvidere gøres der siden 1856 ganske anderledes anstrengelse og opofrelse end forhen for at få jordens drift til nogenlunde at svare til tidens fordringer og derved at belyse de teoretiske foredrag. Ved købet af en mark på 17 tdr. land er agerjorden bleven så godt som sammenhængende med undtagelse af en længere bortliggende mark, der må drives for sig selv, indtil den kan sælges, en ordentlig inddeling i lige store marker, samt mergling og afsivning af brakmarken er iværksat, en regelmæssig dyrkning af rodfrugter indført,  sten ryddede, overflødige hegn sløjfede, besætningen forbedret og forøget samt ny og hensigtsmæssigere redskaber anskaffede. Ved den i forrige sommer stedfundne retslige taksation af gårdens jorder anerkendtes de i de sidste år indtagne marker for at være i en fortrinlig kulturtilstand, og den avlsforvalter, der indfører alle disse forbedringer, turde dog vist også anses for at have en betydelig indflydelse på elevernes uddannelse i landøkonomisk retning. Der gøres altså nu ikke så lidt mere for denne uddannelse end nogen sinde tidligere, og, hvis man ved større tilskud vil sætte skolen istand til at gøre endnu mere, uden derfor at forlange, at den oprindelige plan skulle opgives, ville det vist ikke være nogen kærere end netop den nuværende bestyrelse.

Lige så ubegrundet som klagen over landvæsensfagenes tilsidesættelse er også den over pastor Grundtvigs og hans venners overvægt i bestyrelsen og lærerpersonalet og den deraf følgende splid. Sandheden er, at pastor Grundtvig kun en eneste gang har benyttet sin stilling som højskolens tillidsmand, og det var, da han i april 1856 dels var med at vælge Hans Kryger til den tredje tillidsmand og dels fik Flor og Helveg satte ind i bestyrelsen, hvilke to mænd angriberne netop den gang ønskede som værn mod grundtvigianismens magt og som borgen for højskolens fortsættelse efter sin oprindelige plan, så det skulle man mindst bebrejde ham.
Over for den påstand af Dannevirkes redaktør, at det nationalt taget var latterligt efter 1850 at opretholde en skole i et rent dansk distrikt, at hvis danskheden her behøvede pleje eller spore, da var den nationale kamp i SLesvig en ren tåbelighed, gør Høgsbro opmærksom på, at Rødding ikke ligger synderligt nordligere end Haderslev, og at hvis Dannevirke kan gavne den danske sag i Slesvig, kan skolen i Rødding vel også; han påviser endvidere, at danskheden nok må kunne siges at behøve pleje og spore, så længe hjemmetyskeriet spiller den rolle ved forskellige kommunale anliggender, valg o.s.v., som det gør; så længe der sendes så mange bønderbørn til Christiansfeldt, Angel og Holsten, som der endnu sendes til disse steder for at fortyskes. Selv i kongeriget mener man, at danskheden trænger til spore og pleje, hvor meget mere da i hertugdømmet! Hr. Godske Nielsen havde i sit angreb på skolen berettet, at det i et nordslesvigsk amt er en art grundlov, at ingen kommunal post besættes med forhenværende elever fra Rødding på grund af formodningen om disses forskruethed. Da han imidlertid en uge efter har skrevet i sit blad, at det er bekendt nok, at ældre elever med ære beklæder flere kommunale bestillinger i Haderslev amt, er det sandsynligt at formodningen om deres forskruethed er grebet af luften.
-Påstanden om, at skolen er en humbugiade, en kummerlig anstalt, en scene for grundtvigianske saturnalier, i følge sin idé en prostitution, var det jo ikke let at forhandle med redaktøren om; og Høgsbro gør blot opmærksom på, at når det første udtryk efter Godske Nielsens egen forklaring er et bedrag, der begynder bevidst, men ender i en sær blanding af bevidsthed og bevidsthed, så er det lige fornærmeligt for dem, der har udført humbugiaden, og for dem, der har været ofre derfor.
Der blev i denne bladstrid (af Flor) anført som et vidnesbyrd om den anerkendelse, skolen havde vundet, en meget rosende udtalelse af etatsråd Tesdorpf om Rødding højskole.

Virkningerne af de skarpe angreb udeblev ikke. Mange af skolens tidligere velyndere trak sig tilbage fra den; de private pengebidrag til den formindskedes (i 1857 havde de været 988 rdl., 1861 kun 707 rdl.) elevtallet gik ned; mens det midt i halvtredserne havde været oppe omkring ved 40, var det i begyndelsen af tresserne kun ca. 20.
Disse stridigheder skadede altså skolen og gjorde stillingen pinlig og vanskelig for Høgsbro. Det blev overordentlig besværligt for ham at holde skole, og han tænkte ligefrem på at tage sin afsked. Men to af skolens venner, Carl Ploug og H.N. Clausen, foreholdt ham, at det ville være uforsvarligt af ham at forlade den, før dens fortsættelse i samme ånd var sikret, og han blev da også indtil videre, især fordi han selv meget nødig ville opgive højskolevirksomheden, og fordi der nu (1861( syntes at åbne sig en udvej for ham.
Præsteskabet i Rødding blev ledigt, og Høgsbro håbede da at redde stillingen i økonomisk henseende, idet han søgte det; thi fik han det, der var meget stort, kunne han ventelig nøjes med liden eller ingen løn som højskoleforstander, og han kunne i lighed med datidens seminarieforstandere holde en kapellan til hjælp i præstegerningen. Han fik ikke kaldet, hvilket voldte ham stor sorg." Det smerter mig mere, end jeg havde troet," skrev han til Flor," at opgive enhver tanke om at skulle tilbringe min øvrige tid i mit barndomshjem og min faders kald. Livet synes visseligt ikke at skulle strø roser for mig, men vel torne og tidsler. Dog Guds vilje ske!"

Da hans håb om at få Rødding præstekald således brast, tænkte han på, om han ikke skulle søge præstekaldet i Gråsten, som var ledigt, og så se at få et genfødt Rødding til at blomstre op der nede, hvor man jo var nærmere ved sproggrænsen og den egentlige kampplads for sprogstriden. Men han opgav igen sin tanke. "Skal jeg herfra," - skrev han til Flor - "og meget tyder jo på , at stillingen bliver uholdbar for mig, søger jeg vistnok en anden virksomhed end en lærers ellers forstanders.
Det var H. Sveistrup fra Nørup, en udpræget grundtvigsk mand, der fik Rødding præsteembede. Høgsbro mærkede snart, at Sveistrup ville blive en kraftig støtte for Knudsens ønske om at få højskolegerningen i Rødding ind i et langt mere grundtvigsk (koldsk) spor, også i kristelig henseende,, og hans skriver herom i et brev til Flor: "Sveistrup er en sjælden begavet landsbypræst, der kan gøre skolen megen nytte, men vil bidrage sit til, at den kommer en streg mere i idealistisk retning, end jeg ønsker." Det var måske også således bedst for Rødding og sagen i det hele, mente han, men så var det måske også det rigtigste, om han fratrådte, og arbejdet blev lagt i andre hænder. Efter denne tanke handlede han, og i 1862 opgav han pladsen som forstander ved Rødding højskole. Angrebene på skolen var tagne til, og for at skolen ikke skulle lide endnu mere derunder havde han besluttet sig til at træde tilbage.
Ludvig Schrøder ,der i vinteren 1861-62 havde været midlertidig lærer på skolen, blev hans afløser. Foruden Høgsbro forlod også Knudsen skolen, idet han flyttede til Kold i Dalum og overtog en lærerplads ved højskolen der.

Under Høgsbros styrelse var Rødding højskoles pengeforhold bragt i god orden, en sum var samlet til ny bygninger, og dens årlige indtægter var sikrede for den første tid. Høgsbro havde desuden skaffet skolen en mængde fortrinlige samlinger. Ved et besøg på Rødkilde højskolegård vil man den dag i dag finde en stor del af de betydelige samlinger af bøger, oldsager, fædrelandshistoriske og geografiske billeder m.m. hvoraf en del er udlånt til skolen i Askov - som et vidnesbyrd om Høgsbros utrættelige samlerflid.
Ved hans bortrejse fra Rødding den 28. september gav sognets beboere, hvis kommunale sager han også havde ydet en del hjælp, ham en sølvpokal til tegn på agtelse og hengivenhed. Skolens elever skænkede ham et maleri af Rødding (skolen, præstegården og kirken), og hans vælgere en pengegave. En fjerdingår før - på grundlovsdagen - havde kongen givet ham ridderkorset, som Flor overrakte ham.
Høgsbros højskolegerning var endt. Den havde ikke været forgæves. Det var et meget dygtigt arbejde, han havde udført, og det blev heller ikke frugtesløst. Flere af de mænd, der i den følgende tid med dygtighed og ihærdighed kæmpede for den danske sag, hørte til Høgsbros disciple.
Fra 1862 til sin død 1902 boede han i København, og i al den tid var hans hovedgerning det politiske arbejde, men, som H. Nutzhorn siger: "hans tolvårige virksomhed i Rødding havde givet ham et præg af højskolemanden, som aldrig forlod ham". Sin kærlighed til den danske højskole slap han aldrig, og sit arbejde for det menige folks oplysning tabte han heller aldrig af syne. Der gik ikke mere end tre år hen, efter at han havde forladt Rødding, førend han netop tog fat på et stort arbejde, der i særlig grad gik ud på at skaffe det jævne, menige folk god og sund oplysning. Hans begynder at udgive Dansk Folketidende.
Vi skal nu omtale dette foretagende -Høgsbros anden bedrift - lidt nærmere.

Dansk Folketidende

Kort efter den sørgelige krig i 1864 og midt under den alvorlige grundlovskamp modtog Høgsbro fra mange mænd rundt om i landet opfordring til at udgive et ugeblad. Blandt disse mænd var biskop Grundtvig og hofjægermester Carlsen, og især efter deres tilskyndelse påtog Høgsbro sig da at udgive Dansk folketidende, som var navnet, han gav bladet. Gennem dette ville han nu arbejde for det danske folks udvikling og oplysning, og særlig ville han da ved dette oplysningsarbejde hjælpe de underste folkelag, hvis kræfter ikke er prøvede end sige opslidte - fremad. Han ville give sit bidrag til udviklingen af folkets skjulte kræfter, i håb om derved at virke til en lykkeligere og betydningsfuldere fremtid for vort fædreland. Bladets mål skal det være, ved at brede lys over nutidens forhold at vække deltagelse for folkets gerning, lyst til selv at tage hånd med i med og forstand på dens rette udførelse.
---- Det vil mere stræbe at oplyse end bekæmpe, mere holde sig til sagen end dens redskaber. Personlige angreb og forsvar vil det kun højst ugerne give sig af med; thi de frister til urigtige domme, og virkningerne deraf strækker sig sjælden ud over øjeblikket. Fejler det, og det kan jo ikke undgås, håber det at have sandhedskærlighed nok til at indrømme det. Det er bestemt for sådanne kredse af samfundet, hvor fremmede sprog og begreber tillige med den skarpe skolerette forstandsdannelse for størstedelen er ukendt, og det må derfor søge at slutte sig til den dannelse, der er gået i arv fra slægt til slægt, er prøvet og udvidet under livets daglige gang og har været i stand til at skaffe os en så almindelig folkeoplysning og et så sundt folkeliv, som få lande kan opvise magen til; men det skal tillige stræbe at bygge videre  på denne dannelse og ad naturlig vej at udvikle den til endnu varmere følelse, større klarhed og kraftigere liv. Den kost, der bydes, vil være simpel og uden krydderier og må falde mange alt for ringe, men den vil dog forhåbentlig også af mange findes sund og god som det danske brød, der er kræfter i [Se Dansk Folketidende, 1865, nr. 1]

Det mål, som Dansk Folketidende her havde stillet sig, holdt det sig i de atten år (fra 6. oktober 1865 til 28. december 1883), det udgik, skarpt for øje. Når der tit blev og bliver klaget over bladenes personlige og hadske angreb på deres modstandere, da var det en anke, som aldrig kunne rettes mod Dansk Folketidende. Det holdt sig strengt til sagen og virkede oplysende og ikke ophidsende. Det var et blad, der kastede et ypperligt lys over så som alt, hvad der rørte sig i vort folk i de år. Det kaldtes sig ikke "Organ for den højeste oplysning", men den bedste oplysning om de fleste spørgsmål, som var oppe, fandt man i Dansk Folketidendes spalter. Var der en eller anden sag, man ville have ordentlig besked om og rigtig rede på, så tyede man sjælden forgæves til Dansk Folketidende. Der kunne man så godt som til enhver tid hente oplysning om det , man søgte. Bladet gav bestandig udmærkede, korte og letfattelige oversigter over de vigtigste begivenheder i ind- og udland.
Tager man f.eks. bladets første årgang for sig og gennemser dets indhold - da er dette meget rigt. Man kan her læse om grundlovskampen 1865-66 og så at sige følge kampen fra uge til uge; om Birkedals afsættelse og Ryslinge valgmenigheds oprettelse m.m.m. Her finder man C. Hostrups udmærkede "Frem, bondemand, frem." Denne ægte folkelige sang står i spidsen for det nr. af bladet, der udkom den 15. juni, da landstingsvalgene, der skulle afgøre, om vi skulle havde den ny grundlov eller ikke, stod for døren. Hostrups Frem bondemand! kunne i sandhed tiltrænges. Desværre blev det manende tilråb ikke fulgt med tilstrækkelig kraft af de danske bønder og den skæbnesvangre begivenhed skete: den ny grundlov gik igennem. Hvad der skete i 1866 har i over en menneskealder haft sørgelige følger, ikke alene for de danske bønder, men for folket i det hele taget.
Et gammelt foredrag fra fyrrerne af Gleerup med overskrift: Nu kommer bonden ! læser man med interesse i et af numrene i Dansk Folketidendes første årgang. Men istedenfor at følge dette gamle opråb af Gleerup foretrækker man at følge Plougs ny: Nu kommer herremanden!
Grundtvigs digt: Bondetiden (Hver ting i verden har sin tid) tillige med hans så tit sungne og meget yndede sang: SKøn Freja - der vel er optagne i de fleste visebøger - er første gang gennem Dansk Folketidende kommen til folks kundskab.
Man læser i bladets første årgange ypperlige levnedstegninger af Niels Månson (En mand af folket og for folket), Ole Vig (En folkelærer) og N.M. Spandet (En folkelig mand)
Udmærkede oplysninger om de politiske partier, artikler om retsvæsenet, de ny bondehøjskolers oprettelse m.m. findes i denne som i den følgende årgange.
Af bidragydere til bladet kan nævnes: Grundtvig (Trosfrihed og kirketvang, Til dronning Karoline Amalies fødselsdag 1866 og Dagbladet og adressen,) C. Appel (om folkeskolen), Carl Grove (Lidt om vore kirkelige forhold, og Lidt om vore fri børneskoler -der går gennem hele seks numre), Kristjan Køster (Meddelelser om flere kirkelige møder), P. Rørdam (En tale til dronning Karoline Amalie), P. Schjørring (Den ny straffelov), L. Schrøder (Om den hedenske jul og den kristelige julefest) og N.J. Termansen (Søtræfningen ved Helgoland, et foredrag, Et par Ord om folkeskolen, især for voksne bønderpiger, En folkelig mand, Dannevirke, efter et foredrag, m.m.
Ikke mindre righoldig er de følgende årgange af Dansk Folketidende. I dem kan man læse om kampen for kirkelig frihed, særlig da for valgmenighedslovens gennemførelse; grundtvigianismen; vennemøderne; højskolernes fremkomst; skytteforeningernes oprettelse; krigen mellem Prøjsen og Østrig; den fransk-tyske krig; socialismens indtog her i landet; det forenede venstre, dets agitation, dets kamp mod regeringen , og dets indbyrdes tvistigheder; kampen mellem Bjørnstjerne Bjørnson og Carl Ploug; Signalstriden; striden mellem Grundtvigs venner; højskolen i Sorø; det lærde skolevæsen; romantik og realisme; forfatningskampen i Norge og m.m. Vil den yngre slægt have oplysning om, hvad der var fremme i vort fædreland fra midten af tresserne til i begyndelsen af firserne, da må den først og fremmest studere Høgsbros blad. Dansk Folketidende er en af hovedkilderne til vor historie i disse år.
Bladet kæmpede med varme og dygtighed for fædreland og frihed, og det vandt sig snart mange venner i det danske folk. Der var åbenbart trang hos folk til et blad af den art, det viste tydelig det ikke så helt lille holderantal, det fik i løbet af få år. Allerede ved udgangen af det første år, det udgik, havde det over 900 holdere, og i 1875 var dette tal steget til 15-1600. Det lille ugeblad blev en kær gæst i mange hjem. Det blev læst flittigt, og dets indhold var genstand for mangen en samtale mellem alvorlige og frisindede folk. Jeg husker godt, hvordan jeg allerede som temmelig ungt menneske var meget begærlig efter at få fat i Dansk Folketidende, og i flere år læste jeg intet andet blad med den iver, som jeg læste dette. For mig, som vist for mange, var den ugedag lidt af en fest, da vi fik det lille blad med det rige indhold på brevsamlingsstedet. Vi var mange, der med sorg så det ophøre at udkomme, og vi har tit savnet det. Der udgår jo her i landet adskillige gode ugeblade, men intet af dem kan erstatte os Dansk Folketidende.
Hvad Dansk Folketidende havde at byde sine læsere var altid god kost, selv om den var simpel og uden krydderier, så den, som Høgsbro skrev i den aller første nummer "måtte falde mange for ringe". Men hans håb om, at den også af mange måtte findes sund og god, som det danske brød, der er kræfter i - slog ikke fejl. Formen svarede også godt til indholdet. Bladets sprog var jævnt og godt, og det var dansk. Høgsbro havde som bladudgiver den meget priselige skik så meget som muligt at undgå fremmede og vanskelige ord. Blev han alligevel nødt til at bruge sådanne ord, viste han læserne den hensynsfuldhed at oversætte dem.
Når Dansk Folketidende nu var så ypperligt et blad, som det var - da har Høgsbro naturligvis ikke hele æren derfor. Han deler den med mange flinke og dygtige medarbejdere; thi Dansk Folketidende var, som H. Bruun siger "et mødested for alle gode penne, som rørtes til udbredelse af frisindet, borgerlig og folkelig oplysning". [H.Bruun:Grundtvigs levnedsløb, 2.del, side 456] Man kunne i bladet jævnlig støde på artikler, som var skrevne af betydelige og fremragende mænd. Man kunne her møde navne som Grundtvig -der til sin død vedblev at følge bladets virksomhed med levende deltagelse (Dansk Folketidende 1874, nr. 11) -, C.J. Brandt, C. Hostrup, Bj. Bjørnson og m.a. Som Høgsbros flittigste medarbejdere ved hans blad må dog særlig fremhæves Harald Holm og N.J. Termansen.
H. Holm var i de sidste 6 år, bladet udgik, medudgiver af det, og ham skyldes nogle af de mest fortrinlige og velskrevne afhandlinger, der findes i Dansk Folketidende, f.eks. universitetet og videnskaben, folkehøjskolen og studentereksamen, romantik og realisme, om europæisk realisme hos os, vore nye realistiske digtere, Grundtvigs venner og realismen, træk af vort studenterlivs historie o. fl. a.
Termansen gav bidrag til bladet lige fra dets begyndelse til dets ophør. Af ham skal endnu kun nævnes: Ved festen i Margårds skov den 21. juni 1874 (til minde om stavnsbåndets løsning), et grundigt og ypperligt , skønt og poetisk foredrag.
Både præster, skolemænd, politikere og andre har givet bidrag til Dansk Folketidende. Foruden de allerede omtalte kan endvidere nævnes af præster: F.E. Bojsen, M.A.S. Lund, V.J. Hoff, C.H. Thurah, L. Wegener, Thomas Rørdam, Johannes Clausen, Vilhelm Birkedal, M. Melby, M.T. Lange, N. Lindberg, P. Rønne og G. Brahm; - af skolemænd J. Nørregård, P. Bojsen, Jens Lund og Poulsen-Dal; af politikere: Tscherning, Balthasar Christensen, J.A. Hansen, C. Berg, F. Bojsen, J.L. Holstein-Ledreborg, Anders Tange, Kl. Berntsen og Fr. Bajer. Af andre: Fr. Chr. Sibbern, Fr. Barfod og Fr. Hendriksen.

Noget af det ikke mindst fornøjelige , man kan træffe i Dansk Folketidende er meddelelser fra forskellige egne i landet. Fra Sydvestjylland har højskoleforstander L. Schrøder og fra Århusegnen lærer Højmark sendt meddelelser til bladet. På Fyn var der en ung bonde, som var flittig til at give meddelelser til Høgsbros Folketidende. Snart var det en skyttefest, som jo i de tider var en lille begivenhed, snart et politisk møde, meddeleren fortalte om. Denne mand var Anders Tange, hvis navn har en god klang blandt frisindede folk, særlig da på Fyn.
Modstandere af det forenede venstre var tit meget forbitrede på Høgsbro og hans blad. Pastor Otto Møller, der jo flere gange optrådte meget skarpt mod Venstre, kaldte Dansk Folketidende en politisk opstrammer, hvorfra den politiske rus og hele tossefærd, som efter hans mening havde grebet det menige folk i begyndelsen af 70erne, stammede. "Hver uge får folket sin politiske indgift så sikkert som prædiken i kirken, og sikrere endda, ti fra prædiken kan man udeblive, men den potiske opstrammer bæres ind ad døren", skriver den udmærkede og på andre områder meget frisindede præst i Gylling i sin bog "Politik og kristendom" (1873). Og han skriver videre"... den politiske føde hører nu ligefrem til det daglige brød; man kan mange steder lettere undvære sul til brødet end sin tidende. Det er et ganske forunderligt forhold, der her finder sted; den menige mand i Danmark, og man kan ofte tage skolelæreren med, læser såre lidet; men hvad han læser med stor nøjagtighed, er hans blad; og hvor er det nu muligt andet, end at en sådan levevis må føre til en forstyrret fordøjelse, når den føde, der bydes ham i bladet, ikke er desto renere og sundere. Der er ingen, der har større magt, men heller ingen, der kan gøre frygteligere skade, end den, der har skaffet sig adgang til uge for uge at udlevere til folkets menige mænd den føde, de opholdes ved. Den, der læser meget andet, kan uden skade tage en del til livs af det stof, der er berusende og forvildende; men den, derslet ikke får andet og får det leveret så regelmæssigt og i så veltillavet form som muligt, han måtte være mere end et menneske for at bevare hovedet rent.
......Der er mange om at dele æren for den tilstand, hvori vi befinder os; men at de danske bønder og særligt de danske kristne blandt dem findes, hvor man nu har ondt ved at søge dem op og få dem i tale, derfor tilkommer ansvaret det blad, der stadigt følger i sporet af den grundtvigske vækkelse."

Af skældordslyrikeren Carl Ploug dømte Høgsbro og hans virksomhed hårdt - kan ikke forundre nogen; Ploug var jo tit streng, ja ligefrem grov mod dem, der ikke delte hana anskuelser og meninger. Han kaldte bl.a. Høgsbro Egoismens lavstammede trænkusk. Over for denne grove benævnelse blev Høgsbro forresten taget varmt i forsvar ikke alene af Termansen, der var hans personlige ven, men også af Birkedal, der dog ellers allerede på den tid (1872) var hans erklærede modstander.Plougs "hånlige benævnelser var aldeles uretfærdig," skriver Birkedal. Og "i et udmærker Høgsbro sig i alt fald hæderlig frem for de fleste andre politiske kæmpere. Dem selv aller mindst undtagen, og det er dette: Han går aldrig ind på et område, hvor vi mennesker intet har at gøre, for der at fælde domme, som kun vor herre kan fælde; det er hjertets enemærker. Han tillader sig ikke at gøre hentydninger på modstandernes forkastelige sædelige tilstand.. Han kommer ikke med skældsord o.s.v."

Men havde Dansk Folketidende end mange fjender, så havde det dog til gengæld også mange trofaste venner, hvad Høgsbro flere gange fik vidnesbyrd om. Både i 1872, da det især var de bjørnsonske stridigheder - striden med C. Ploug og signalstriden - der var så stærkt fremme, og  i 1874, da der var en stærk kamp oppe mellem Grundtvigs venner om det rette eller forkerte i at slutte sig til Det forenede Venstre - modtog Høgsbro takskrivelser fra enkelte mænd så vel som hele kredse trindtom i landet, der billigede hans stilling til de forskellige stridsspørgsmål. Blandt disse mænd var ikke alene uvidende eller lidet vidende bønder og skolelærere (Ploug), men folk af alle samfundslag, folk som fulgte med, og som vel var istand til at følge tidens bevægelser og danne sig en selvstændig dom derom. Her var præster, højskolemænd, købstadmænd - men ganske vist også bønder (dem havde Ploug jo intet godt øje til) En gang (1872) fik Høgsbro en takskrivelse fra 106 soldater, der opholdt sig i lejren ved Hald. Denne hilsen fra de unge fædrelandsforsvarere glædede ham særlig.
Pastor M. Melbye takker (1874) Dansk Folketidende for den alvor, hvormed det klarer stillingen for det menige folk. Lad det end siges, at dets udtalelser fattes det præg, som åndens højere flugt kunne give den, hver fugl må synge med sit næb, og hver mand må arbejde med sine gaver, og det skal derfor også siges om Dansk Folketidende, at det efter sine evner vedholdende uden sky og med stor dygtighed har skildret forholdene med deres rette farver og derved mere end noget andet politisk blad virket for at stille folkelig frihed i det hele og særlig frihed i kirke og skole i et klarere lys for det danske, menige folk."
Høgsbros arbejde ved Dansk Folketidende er træffende bleven sammenlignet med en våbensmeds. Der sad han stille og smedede våben til de andre. Det gjorde han for danskheden i Sønderjylland, og det gjorde han ligeledes for friheden her hjemme. Mange blev i sin tid rigsdagsmænd på Dansk Folketidende, og det endda dygtige rigsdagsmænd, en af de dygtigste bønder, der nogen sinde har siddet i den danske rigsdag. Men han havde netop en stor del af sine ualmindelige politiske og historiske kundskaber fra Dansk Folketidende. Thi det var det gode ved det, der stod deri, at det var altid rigtigt.
Mange er de, til hvilke Høgsbro i den politiske frihedskamp har rakt våbnene, dels gennem sit blad og dels på anden måde, men også en mand som Berg har Høgsbro til tider rakt de våben, der skulle bruges i kampen
Ja, Høgsbro fik nået at udføre et stort, dygtigt og grundigt arbejde. Det danske folk skylder ham tak for hans gerning i rigsdagen, i højskolen og ikke mindst skylder det ham tak for hans oplysningsarbejde gennem hans ypperlige Dansk Folketidende, det bedste ugeblad, vi har haft her i vort land. Intet andet blad har som det haft betydning for den, der skriver disse linjer, og mange andre vil rimeligvis for deres vedkommende kunne sige det samme. Ikke mindst må danske bønder være Høgsbro taknemlig for, hvad han har virket i politisk og folkelig henseende og for oplysningssagens fremme. Hans ægte frisind og folkelighed, hans kamp for menigmands ret vil sent blive glemt. Han var en af de bedste mænd, der levede i Danmark i den sidste halvdel af det 19. århundrede.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk