"Den lyse skole i Vejstrup"
To meget personlige artikler om Vejstrup Ungdomsskole

       Af Erik Haaest (Elev på Vejstrup Ungdomsskole1949-50
                                        nu: Halevejen 8 - Ristinge - 5932 Humble - Sydlangeland)

1.artikel:
Kresten Kold var til stede ved indvielsen
af Vejstrup Højskole - nu Ungdomsskole

Alle Danmarks højskoler, efterskoler og friskoler hviler - uanset politisk nutidsfarve - i bund og grund på det fundament, som præsten og digteren N.F.S.Grundtvig tænkte, og som pædagogen, skolemanden Kresten Kold førte ud i praksis: De Grundtvig-Koldske skoletanker. En arv, Vejstrup Ungdomsskole stadig vedkender sig - selv om det synes svært umuligt at bevare dem med de nyeste love for efterskoler. Skolerne ligner i dag nærmest kostskoleudgaver af folkeskolernes 9. og 10.skoleår med eksaminer, pensum, standpunktsprøver o.l.
Men lad nu profitbegæret i skolekredsen være - og de kulturradikales politiske sejr over grundtvigianismen - og dog glæde os over, at Vejstrup Ungdomsskole dog stadig vedgår arv og gæld.

Da jeg i 1949 - efter 7 år i Rynkeby Friskole og en sommer som tjenestekarl på 'den fædrene gård' - i november 1949 skulle begynde på Vejstrup Ungdomsskole, bad min farmor mig se efter, om et brev fra digteren og præsten N.F.S Grundtvig endnu hang indrammet på væggen i skolestuen.
Farmor havde været elev i 1890’erne hos forstander Jens Lund på Vejstrup Højskole, som skolen dengang hed. Jeg husker hendes skuffelse, da jeg i første friweekend måtte fortælle hende, at det gjorde brevet ikke - og at ingen i øvrigt troede på, at det nogensinde havde eksisteret.
Farmor fortalte, at
* gamle Grundtvig sendte en skriftlig hilsen til skolens indvielse, og
* at selveste Kresten Kold var med ved skolens indvielse?
Det havde farmor fra Jens Lunds egen mund og så fra sin svigerfar, min oldefar, gårdmand Niels Hansen til "Hundslev Toftegård". Han var blandt 'de vakte' på Kertemindegnen og selv ven med Kresten Kold, siden dennes tid i Drigstrup på Hindsholm. Kold flyttede, men glemte aldrig Kertemindeegnen. Han kom jævnligt til møder dér - og overnattede altid på Hundslev Toftegård hos oldefar Niels Hansen.

Farmors beretning var baggrunden for, at jeg på et tidspunkt satte mig for at skrive Vejstrup Ungdomsskoles - og dermed også Vejstrup Højskoles - historie. Finde rødderne for alle os elever i Vejstrup. Det skal jeg nok få gjort. Ved lejlighed.

2. artikel: 
'Historien om en kæde'

Da vor datter Iben i sommeren 1997 forlod Vejstrup Ungdomsskole efter to års skolegang, var der føjet endnu et stærkt led til den familiekæde, som har knyttet vor slægt til den gamle skole siden 1867. Fem generationer af slægten er gået ind og ud ad dørene i denne bygning:

1867foto.jpg (31139 bytes)

Det første elevhold blev modtaget her den 7.november 1867
Min farmor blev modtaget her i 1893, jeg selv i 1949 - og min datter 1995

Hvis nogen funderer og tænker 'det hus har vi da set', er det ikke så underligt, for bygningen fra 1867 ligger der såmænd den dag i dag. Det er Vejstrup Ungdomsskoles hovedbygning. Blot fremtræder den i dag mindre monumental end dengang. Ikke fordi der er ændret væsentligt på dens ydre, men fordi den fra at være skolens hovedbygning efter stadige tilbygninger og fortsat opførelse af flere og større skolebygninger udenom, nu er blevet mindre iøjnefaldende. Tilfældigt forbipasserende vil ganske overse den gamle bygning. Måske sige 'Hvorfor pokker river de ikke det gamle hus ned og bygger et nyt, der passer i stilen til det øvrige kompleks?' Sådanne folk bemærker naturligt nok først de store, moderne elevlænger og den enorme VUS-hal.

Ibens tipoldefar, min oldefar, gårdmand Niels Hansen, Hundslev ved Kerteminde, var nær ven og vist nok også langt ude i slægt med den gårdejer Chresten Hansen, Vejstrup, som var skolens initiativtager og grundlægger. Begge tilhørte de kredsen af 'glade grundtvigianere'. Begge havde 'løst sognebånd' og tilmeldt sig valgmenigheden i Ryslinge på Midtfyn, hvor den legendariske pastor Birkedal udlagde skriftens ord efter Vartovpræsten og salmedigteren N.F.S.Grundtvigs tanker om dåbspagt og nadverbord.

Chresten Hansen byggede Vejstrup Højskole. Niels Hansen grundlagde Rynkeby Friskole. Begge ville de give deres og andres børn og unge en bedre og mere åndeligt præget undervisning, end den man kunne få i de lokale folkeskoler - dem, 'good old Grundtvig' kaldte for 'den sorte skole'. Grundtvig sendte et varmt og opløftende brev til skolens indvielse 7.november 1867, og blandt hædersgæsterne hin store dag var selveste skolemanden Chresten Kold. Ham var det, som havde evnet at forme de grundtvigske skoletanker om i praksis - så skolen i dag med rette bruger udtrykket 'en Grundtvig-Koldsk skole'.

Senere byggede Chresten Hansen også Vejstrup Valmenighedskirke og Niels Hansen tog initiativet til Kerteminde Valgmenighedskirke. I deres manddomsår havde de ikke ænset de 6-7 mils vej fra Vejstrup og Hundslev til kirken i Ryslinge, når de blot med menigheden under pastor Birkedals prædikestol kunne få den sjælsro, de ikke fandt ved at lytte til deres hjemlige, rationalistiske sognepræster, som efter Chrestens og Niels' mening anså selve embedet for vigtigere end udlægningen af evangeliet. Men på deres ældre dage, følte de begge afstanden, både geografisk og åndeligt, ved at bo så langt fra kirke, præst og menighed. Så byggede de da hver sin kirke.

I Niels Hansens brevsamling, som jeg har haft lejlighed til at kigge i på Landsarkivet i Odense, findes adskillige breve fra Chresten i Vejstrup til Niels i Hundslev. Brevene taler deres tydelige sprog om den ånd, som lå bag rejsningen af Vejstrup Højskole. Af økonpmiske grunde ændrede skolen i 1931 navn fra højskole til ungdomsskole. Baggrunden var den nationale og åndelige rejsning, som fulgte på skuffelsen over nederlaget i 1864 og tabet af Sønderjylland, som berørte datiden mere end vi i dag kan forestille os. Man savnede et åndeligt samlingssted, hvor man kunne lyte til det talte ord og sammen synge sorgen ud:

'Brat af slaget rammet,
kastet hårdt til jord
ligger brudt og lammet,
du vor gamle Mor...'

Den Grundtvig/Koldske ånd levede stadig på Vejstrup Højskole 1892/93.
Det ved jeg fra min farmor, der som 17-årig var elev hos det legendariske forstanderparret Sofie og Jens Lund. Deres rekord på 42 år som forstanderpar er aldrig siden slået.

Den ånd levede fortsat i Vejstrup ungdomsskole vinteren1949/50.
Da fik jeg selv den oplevelse at være elev under det helt enestående forstanderpar Karen-Helle og Vagn Christensen. Tidsmæssigt må de nøjes med en broncemedalje for 21 år i forstanderboligen/hovedbygningen.

Den Grundtvig/Koldske ånd svævede stadig, vel nok i tidstilpasset form, over Vejstrup Ungdomsskole 1994-96.
Det ved jeg fra vor datter Iben, som tog 9. og 10. skoleår under det med rette afholdte forstanderpar Else og Hans Mortensen. De trak sig ved det seneste årsskifte tilbage, efter at skole, skolekreds og elevforening havde festligholdt deres 25-års jubilæum. Så de får sølvmedaljen hvad forstanderperiodetid angår.

Alt tyder på, at den nye forstander Esben Jensen og hans kone Lotte vil bevare ledetråden:
'Good old Grundtvig's skoletanker og Chresten Kolds pædagogiske ideer i den traditionsrige, gamle - men aldeles moderne - Vejstrup Ungdomsskole, som med sine godt 170 elever er en af landets største.
Vi 'gamle' elever - mange af os med høreapparat, læsebriller og krykkestok - sender tit glade tanker om lyse minder tilbage til 'vor gamle skole'. Mange af os sender vore børn og børnebørn til skolen som elever i det lønlige håb, at deres liv må få den dimension føjet til, få den ballast med ud i livet, som vi selv føler, vi dengang fik.
Personligt besøger jævnligt skolen for at opleve adventsmøder og gymnastikopvisninger, men nok først og fremmest ved det årlige elevmøde.
Dér kommer vi 'gamle' ikke kun for at sige 'Ka du huske...?'. Vi kommer også for i det mindste denne ene gang om året at få genopladet vore åndelige batterier og mindet om det åndelige løft, som alle vi fik, der har haft den lykke at gå op på Vejstrup Ungdomsskole -netop som vi stod og skulle ud på livets lange landevej.
Den vej, som mange af os ikke behøver at bruge briller for at skimte enden af derude i horisonten.

Af Erik Haaest

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk