Sødinge Friskole
Forside ] Op ]

 
Sødinge Friskole

Sødinge Friskole
[uddrag af "Knud Rasmussen - En Livsskildring fortalt af ham selv". Svendborg 1921.]
 Friskolen i Sødinge oprettedes i året 1857. Ophavsmændene dertil var nogle sognebåndsløsere til Vilhelm Birkedal: brødrene drejer Lars Jørgen Jeppesen og gårdmand Niels Peder Jeppesen, Sødinge, der begge havde deltaget i Kolds aftenmøder i hans skole i Ryslinge. Endvidere gårdmand Hans Rasmussen, Sødinge Hede, og måske ungkarl, senere gårdmand Hans Hansen, Sødinge. Til dem sluttede sig snedker Søren Nielsen, Eskildstrup, væverne Hans Bendtsen, Sødinge, Peder og Lars Knudsen, Eskildstrup, og flere. Lars Jørgen Jeppesen byggede et nyt hus og indrettede en rest af sin faders gamle hus til friskolebolig. Kold, der dengang var ugift og havde Kr. Povlsen Dal til medhjælper ved skolen på Hindsholm, flyttede da i sommeren 1857 derind for foreløbig at begynde skolen med deres børn, der havde sluttet sig til sagen; der var omtrent 15 à 15 børn.
 Imens KOld var i Sødinge, boede han hos L.J. Jeppesen. Der traf jeg ham engang. Måske jeg blev indført i hans værelse i ubelejlig tid, for han sad og gjorde uddrag af Grundtvigs Verdenshistorie, 1.del., men han lod mig ikke mærke, at vi kom til ulejlighed. Han gjorde os bekendt med noget, der stod i bogen, nogle orakelsvar fra den græske oldtid, hvorved jeg fik lejlighed til at spørge om, hvad orakler var, hvortil han svarede, at det var udtalelser af den græske folkeånd. Deraf blev jeg næppe klogere. Senere spurgte jeg, om det var en gammel bog, det stod i, dertil svarede han: "Nej, den er splinterny." Den var fra 1833. Ellers indlod han sig ikke videre med mig. Jeg søgte ham heller ikke; men en aften, jeg gik forbi skolen, hørte jeg, at han og en plejedatter sang salmen: "Jeg går i fare, hvor jeg går."
 Kold kunne kun blive i Sødinge til hen imod november, da skolen på Hindsholm skulle åbnes påny, og man fik da hjælpepræsten i Ryslinge, Jens Schjørring, til at overtage friskolen i Sødinge. Han flyttede derind med sin unge hustru, Marie, og holdt skole der i syv år, og han var i den tid tillige hjælpepræst for Vilhelm Birkedal, provst Knudsen, Gislev og flere. Foruden disse nævnte gøremål holdt han også bibellæsning i skolen en aften om ugen. Disse bibellæsninger var meget stærkt besøgte. Han læste apostelsagaen i Lindbergs oversættelse og udlagde den. Disse udlæggelser var for mig til megen glæde og belæring, idet han magtede at gøre hine tiders kristelige missionsvirksomhed levende for tilhørerne, og så blev der sunget mange af festsalmerne. Da jeg en tid havde hørt disse bibellæsninger, fik jeg lyst til at besøge ham. Jeg var tyve år og var aldrig før kommen til andre end bønder, og det var derfor ikke uden stor betænkelighed og megen forlegenhed, at jeg gik derhen en aften, og skønt jeg intet ærinde havde, blev jeg godt modtaget både af ham og hans unge hustru. Vi talte først om bibellæsningerne, siden blev jeg indbudt til at drikke te med dem, og skønt det var et tarveligt hus,de boede i, så forekom det mig, at de havde en meget fin stue, idet de havde gode billeder på væggene, sofa, gyngestol og astrallampe; altsammen genstande, jeg ikke kendte. Efter aftensmåltidet læste Schjørring højt i Ingemanns "Prins Otto af Danmark", der var en god gammel bekendt af mig. Jeg havde selv for fem år siden læst den højt hos Johan NIelsens, der ikke turde låne mig biblioteksbøger, men tillod mig at læse den hos dem selv. Da  jeg læste slutningen, var skrædermester Albrekt Jørgensen til stede, og han udbrød: "Det er den bedste roman, jeg nogen sinde har hørt". Jeg syntes da godt om, at han yndede bogen, men blev stødt ved, at han kaldte den en roman; thi for mig var den da en virkelig historie. Hvad der ellers blev talt om den aften hos Schjørring, husker jeg ikke; men da man indbød mig til oftere at besøge dem, blev dette aftensæde et vendepunkt i hele min senere livsførelse og livsgerning.
 Birkedal var kommen hjem fra sin udenlandsrejse og fortsatte sin store gerning med at kalde os til Vorherre og hjælpe os til at leve et menighedsliv på dåbspagtens grund. Mange blev i de dage opvakte til et åndeligt liv, og mange af disse løste sognebånd til Birkedal. Jeg unddrog mig længe fra at gøre dette skridt, skønt mange af mine nye kristelige venner, deriblandt Niels Peder Jeppesen, stærkt opfordrede mig dertil. Jeg indså, at det var fejl af dem at trænge så meget ind på for den sags skyld, da jeg var klar over, at sligt et skridt ikke skulle gøres, før jeg selv følte et indre kald dertil. Schjørring var den, der i så henseende bedst lod mig være i ro. En ny præst, Bloch, var også nylig kommen til Ringe, og det forekom mig, at hans prædikener var kristelige. En søndag, da Birkedal var bortrejst, skulle pastor Kofoed i Sønder Nærå prædike om eftermiddagen. Jeg gik da i Ringe kirke om formiddagen og fandt vel sagtens, at Blochs prædiken var den rene lære, men jævnt kedelig, dertil kom den meget dårlige kirkesang, der gik uendelig langtrukken, og selve salmerne var upoetiske. Måske var der hos en del af kirkegængerne nedarvet gudrygtighed, men verdens væsen var dog det, der erkendtes og bekendtes. Om eftermiddagen var jeg i Ryslinge kirke og hørte Kofoed prædike over samme tekst, og skønt han holdtes for at være mindre godt begavet, holdt han en ypperlig prædiken, som mange sagde var lige så god som Birkedals. Hans vidnesbyrd i sammenligning med det, jeg havde hørt om formiddagen, forekom mig at være som liv mod død. Dertil kom den inderlige deltagelse fra menighedens side, de lyttende øren og den livsalige sang. Fra den dag af var jeg i hjertet bestemt på, at jeg ville sognebånd til Birkedal. Jeg talte da med Schjørring derom, og han tilbød at følge med til Ryslinge. Vi gik så ned efter Ryslinge en eftermiddag og mødte Birkedal på vejen. Vi hilste, og jeg sagde mit ærinde. Han spurgte , hvorfor jeg ville løse sognebånd, og jeg sagde da, at der forekom mig, at der ingen menighed og intet menighedsliv var i Ringe, og jeg ville derfor gerne høre med til Ryslinge. Dermed var sagen afgjort, og Schjørring og Birkedal ordnede siden de lovbefalede formaliteter. Efter den tid kom jeg ikke til kirke i Ringe, skønt der vidste jeg, at jeg undertiden kunne finde den pige, som jeg elskede højest af alle. Hun og hendes slægt var ikke vundne for den sag, der mere og mere blev min livssag.
 I sommeren 1858 var Kold i besøg i Sødinge og overnattede hos gårdmand N.P. Jeppesen, som indbød gode venner til aftenselskabet, blandt dem var Schjørring og jeg. Det blev en mærkelig aften for mig, for aldrig havde jeg hørt mage til samtale, eller måske rettere: Enetale, for det var for det meste Kold, der førte ordet. Hans tale om de højeste og dybeste ting var så jævn og fattelig, at det var en fryd at sidde i nærheden og lytte dertil, og meget klarede sig for os tilhørere ved at høre ham tale. Ved den lejlighed hørte jeg første gang beretningen om Kolds samtale med biskop Engelstoft angående  sognebåndsløsning. Biskoppen ville have folk til at lade være med at løse sognebånd, og da både Kold og mange på Hindsholm havde gjort dette og sluttet sig til pastor J.V. Bloch i Kerteminde, ville biskoppen både forsikre og bevise for Kold, at sådant på ingen måde var nødvendigt, for sakramenterne var lige gode, enten de blev forvaltede af den eller den anden præst i folkekirken. Dertil havde Kold svare, at det var han nu ikke sikker på; thi det gik ham i så henseende, som hvis han var i det tilfælde, at han skulle have en specie hos en anden mand, og denne gav ham to mønter at vælge imellem. Når han nu vidste med sikkerhed, at den ene var ægte, men tvivlede på, at den anden var det, så valgte han som en forstandig mand, den mønt, han anså for at være ægte. Da vi gik hjem, spurgte Schjørring mig, om jeg ikke kunne have lyst til at komme i skole hos Kold. Dette kunne jeg nok, men jeg så ingen udvej til, at det kunne ske. Jeg gik jo ene der hjemme hos min famle fader og udførte vort arbejde. Ville jeg på skole, havde han ingen dertil og til at hjælpe sig i alle måder. Desuden tvivlede jeg på, at han ville tillade, at jeg rejste så langt fra ham. Og så kostede det også lidt. Halvtreds rigsdaler var dengang i husmandskredse regnet for mange penge. Disse penge havde vi dog, for jeg havde arvet noget efter min moster Margrethe, og vi levede meget tarveligt. Jeg havde heller ikke ret forståelse af, hvad en grundtvigsk højskole var. Jeg tænkte nærmest på at tilegne mig nyttige kundskaber og ikke på historisk, poetisk oplysning. Jeg dyrkede vel både historien og poesien efter evne, fordi det var min lyst og min bedste tidkort, ved hjælp af de få spredte midler, jeg forefandt; men det hele stod i tåge for mig.
   
   

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk