Skolelærerlitteraturens veteraner - Anton Nielsen og C.A. Thyregod
Forside ] Op ]

 
Skolelærerlitteraturens veteraner - Anton Nielsen og C.A. Thyregod

Af Anders J. Eriksholm

  
Højskolebladet 1898

Note:Skolelærerlitteraturen: folkelige danske romaner og fortællinger med skildringer af almuelivet; blev fra 1860erne fortrinsvis forfattet af grundtvigske skolelærere, der anså bonden for at være en ægte bærer af "folkeånden". Genrens populæreste forfattere var C. A. Thyregod, Anton Nielsen og Mads Hansen.

I de sidste tredive år er vel ingen forfatternavne nåede så langt ud til den jævne landsbybefolkning i vort land som Anton Nielsen og Thyregods. Gennem Husvennen og Folkets Almanak blev disse navne gode og kære bekendte blandt den store del af folket, for hvem almanakken var årets eneste bog. Anton Nielsens og Thyregods fortællinger læstes med glæde og forståelse i de mange små hjem, hvor det daglige slæb og slid stundom kunne gøre det trangt nok inden døre, og de bragte med sig en næsten festlig stemning, når de holdt indtog sammen med de andre julemærker - en anelse om gode og glade timer, der ventede under vinterens lange aftensæde.
Vil man søge efter de nærmeste forbilleder for Anton Nielsens og Thyregods fortællinger, må man vistnok nævne Blichers og Carit Etlars digtning, i alt fald den del deraf, der skildrer bondens liv. Men Anton Nielsen og Thyregod gik dog deres egne veje. De trådte først og fremmest i et mere personligt forhold til den danske bonde. Det var dem ikke særligt om at gøre at mane de henfarne dage frem. Nej, de kiggede ind i huse og gårde, så, hvorledes der levedes, og levede det selv med; de glædede sig over det kønne, de så, og lagde også mærke til det grimme, gemte det og huskede det altsammen, når de siden sad ved skrivebordet, for at omforme alt dette selvoplevede til små digteriske billeder af bondens daglige færd.


Anton Nielsen (1827-97), lærer i Munkebjergby. Elev og lærer på Vallekilde højskole 1867-68, derefter forstander på Vester Skerninge højskole, fra 1882 Ollerup højskole. Forfatter, repræsentant for skolelærerlitteraturen


Anton Nielsens og Thyregods fortællinger kom altså som en nutids virkelighedsdigtning, og for den sidstes vedkommende var virkeligheden måske undertiden gået temmelig nær, det vil sige, at han ikke altid sigtede mellem det væsentlige og uvæsentlige, således at fortællingen blev bred og kedelig og derved tabte i kunstnerisk værdi. Men Thyregod tragtede heller ikke efter at blive kunstner i egentlig forstand. Hans mål - og Anton Nielsens med - gik mere i missionerende retning; at gavne, glæde og gøre godt i de mange små hjem, hvor synerne hverken rakte vidt eller højt, og hvor kampen for tilværelsen mangen gang lagde et hårdt tryk over sindene.
Men for at dette mål kunne nås, måtte digtningen blive jævn og ligetil, så den kune være sikker på at finde forståelse hos de mennesker, den var beregnet for - en digtning om bønder og for bønder, skreven af mænd, der var udgåede af bondeæt og havde nøje kendskab og kærlighed til de lag af folket, hvis vejledere og opdragere de ville være.
Og således fremkom den danske skolelærerlitteratur mere som et folkeopdragende arbejde end som et forsøg på at lægge ny jord til den danske digtnings ager.


I et af sine kulturhistoriske arbejder skriver Anton Nielsen:
"Mange mener, at jeg har skabt den danske skolelærerlitteratur; vist er det, at jeg var den første, der blev lagt mærke til i bladkritikken. Hvis nu denne læsning ikke var bleven til, så havde det dog vistnok været en stor skade for den folkelige oplysning."


Anton Nielsen taler kun om sin digtnings betydning for folkeoplysningen. Og Thyregod, der i en ung alder kårede sig til Vesteregnens Skjald, sagde selv, at han aldrig havde stilet højere end dette: "at lære den danske bonde at læse". I sig selv er dette intet ringe mål, men de nåede dog begge højere. Deres gerning var ikke blot den, at de banede vejen for den store og egentlige litteratur, som der er bleven sagt. Nej, dette er ikke tilfældet, og når noget sådant har kunnet siges, skyldes det måske for en del de to mænds egen beskedenhed. Det bedste i Anton Nielsens og Thyregods digtning vil blive stående i dansk litteratur i lange tider som noget fuldt ud selvstændigt, som ægte og lødige arbejder af ejendommelige forfatterpersonligheder.
Anton Nielsens samlinger Fra Landet er jo blevne læste med glæde og anerkendelse i alle kredse af vort folk. Det samme vil sikkert times Thyregods fortællinger, når et udvalg af hans bedste arbejder om kort tid ser lyset på det Gyldendalske Forlag. Sagen er jo nemlig den, at Thyregod skrev for meget. Han lod sine personer atter og atter gå igen i de samme omgivelser, skildrede på ny de samme forhold, så man ofte fandt ham såre ensformig, tør og kedelig.
Men hans friske og ejendommelige fortællinger, der er ægte børn af hans dybe og stilfærdige digternaturel, er ikke få. Der er over disse skildringer noget fint og kønt, stundom noget underligt rørende, der minder om solfaldets aftenglans over heden, når de rødbrune lyngblomster står med duggede øjne, og klokkerne ringer i det fjerne.
Disse Thyregodske fortællinger er noget for sig selv. I dem åbenbarer han sig som digter, og gennem dem vil mindet om ham bæres til den kommende slægt. Hans gerning er ikke endt med opnåelsen af det folkeopdragende mål, han havde sat sig. Som Anton Nielsen i Fra Landet har rejst sit digteriske mindesmærke, således er der blandt Thyregods mange fortællinger lødige arbejder, der vil indtage en værdig plads blandt den rige litteratur, danske digtere har skabt.

De linier, der viser forskellen mellem de to nævnte forfatterpersonligheder, er ikke vanskelige at drage. Den ene har øboens lettere og lysere sind, den anden noget af hedeboens tunghed og alvor. Medens Anton Nielsen boltrer sig med et lyst smil i øjet og måske langer ud efter en dumhed eller dårskab, kommer Thyregod mere langsomt af sted, og hellere end at vække til latter søger han at anslå dybere strenge, der kalder tanker om livets alvor frem:

"Thi Herren kun forlader den, der svigter sig selv,
og frisk i folkehjertet jo strømmer livets elv,
og åndens friske luftning fruldkraftigt vingen slår,
og hjertets blomster trives i hjemmets urtegård."

Således skriver Thyregod i et af sine digte. Han var det inderligt religiøses, det sunde hjemliges og det trofast opofrendes skjald. Han sagde selv: "Jeg synger helst om den fattige mand og den ydmygt tålmodige kvinde." Og det var sandt. I sine fortællinger om hedens småkårsfolk nåede han højest. Disse flittige, nøjsomme mennesker, der tro og stille stred sig gennem livet, forstod han at skildre med rørende sympati, og det er ved disse jævne skikkelser, Thyregods digternavn vil leve.

Anton Nielsen har lignet sin sang ved spurvekvidder. "At kvidre som spurv under bondens tag, at sprede lidt lys i hans tunge dag, at lette de byrder, som trykke, det blev min lod som min lykke." Spurven vil glæde ved sit kvidder. Den har ingen kunstige triller til sin rådighed, den synger, som den kan bedst, og der er en sådan lys frejdighed i dens røst, at manden, der bøjes under arbejdets tynge, og hustruen, der har hovedet fuldt af mange slags sorger, de må begge standse og lytte. Og kanske slipper der en håbets og glædens stråle ind i deres sind ved fuglens sang, så de tænker som så: Livet er dog slet ikke så trangt endda. Og tænker de det, er de godt på veje til at se sol og blå himmel hvælve sig over den lange, trælsomme arbejdsdag.
En sådan spurvegerning har Anton Nielsen øvet i mangfoldige hjem. Der er ligesom bleven højere til loftet, lysere og venligere, hvor hans friske, frejdige fortællinger er slupne ind, surhed og tværhed i sindet er ofte skyllet bort af en hjertelig latter, og utilfredshedens knarvorne ånder jagne på dør som onde hekse. Selv det menneske, for hvem poesi er en fremmed vare, har læst en eller anden af Anton Nielsens fortællinger eller kender i hvert fald hans sang: "Til pinse, når skoven bli`r rigtig grøn."
Mærkeligt nok er denne muntre landsbysang - efter hvad Anton Nielsen selv har fortalt - skrevet i en stund, da han følte sig ensom og tynget. Thyregod var vistnok en mere lykkelig og harmonisk natur end Anton Nielsen. Han var hjemmets sanger og levede glad i sin families kreds, medens Anton Nielsen blev den ensomme mand hele livet igennem, en urolig trækfugl, der gerne løftede vingen til flugt, for at kunne lægge så mange flere sange på sin tunge, men som altid bar med sig et higende savn inderst inde.
Der er noget ejendommelig vemodigt ved at læse det lille digt i Seminarieliv i Fyrrerne, som han kalder Min hvide Due. Han fortæller om en ung pige, der ved et bal i hans seminarieår gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, men han genså hende aldrig senere. Fyrretyve år efter, da Anton Nielsen boede i København, fik han nys om, at hans ungdomselskede også var kommen dertil, og han skrev da det omtalte digt.

Endnu førend mindestenen er rejst på Anton Nielsens grav, har Thyregod lukket sine øjne. Skolelærerlitteraturens veteraner er nu begge gåede bort, og betegnelsen skolelærerlitteratur - som vel er opfundet af en eller anden kritisk fornemhed - vil sikkert dø med dem. Thi der er jo ingen mening i at anvende denne betegnelse alene på skrivende landsbylæreres produktion. I København findes ikke ganske få forfattere, der enten har virket eller for tiden virker i lærergerningen, og ingen vil vistnok falde på at klæbe etiketten skolelærerlitteratur på disse mænds digteriske produktion.
Hvordan det nu end har sig med navnet - det være et hånsord eller et hædersnavn, alt som man vil tage det -, så må det siges, at skolelærerlitteraturens førstemænd har lagt en god og gylden sæd i den danske muld, en sæd, der har spiret frodig og bragt velsignelse trindt omkring, så det nu grønnes og blomstrer, hvor der før var stenet grund.

Der var i Anton Nielsens og Thyregods digtning nogle af de toner, der klang helst og bedst i de små, fattige hjem og bragte glimt af sol og glæde i tyngende kår.

  
    
   
    
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk