Ollerup Friskole
Forside ] Op ]

 
Ollerup Friskole

Småtræk af Ollerup Friskoles historie. [Trykt i Bavnen]
 

Den 11. november 1867 begyndtes arbejdet i Ollerup friskole med 7 elever. Skolen oprettedes af nogle få mænd, der havde forståelse af Kolds skoletanker og forældres ret og pligt til selv at sørge for deres børns undervisning.
De mænd, som særlig gjorde et arbejde for at få skolen igang, var gårdmand Rasmus Pedersen, smed Mads Vest og ungkarl Kristen [Christian] Andersen, og de havde en forstående ven og hjælper i sognepræst J.S. Brandt, der stadig var en god og forstående ven af de to friskoler - Ollerup og Egebjerg - i hans pastorat.
Rasmus Pedersen var den egentlige bærer af skolen i de første år. Han var en klog og opvakt mand og tidlig med i, hvad der rørte sig både i åndens og håndens verden. Han var valgmand til landstingsvalgene og kom derved til Odense og i forbindelse med mange af foregangsmændene både på kirkens og skolens område og i det politiske liv. Hans hjem var et gæstfrit sted, hvor der kom mange, og hvor meget godt blev drøftet. Om hans færd i det daglige liv skal her fremdrages et par småtræk, som hans ældste datter har fortalt. Når børnene lørdag aften blev vasket og gjort i stand til søndagen, rensede deres far undertiden deres negle, og når han var færdig med fødderne, betegnede han dem med korsets tegn, Det gjorde et så dybt indtryk på børnene, at dette er blevet bevaret gennem tiderne. Den gang fattede de vel ikke meningen dermed, men den er siden kommen til at stå klart for dem. - Skulle han ud at køre, gik han først hen foran hestene og be; tegnede dem og sig selv med korsets tegn - dermed befalede han sig og sine dyr i Guds hånd.

Da Rasmus Pedersen kom i forbindelse med Kolds skoletanker, besluttede han, at hans ældste datter skulle på højskole så snart som muligt; og hun kom, 15 år gammel, på Kolds skole. Omtrent samtidig blev friskolen i Ollerup oprettet. Rasmus Pedersen havde en god og forstående hjælper i smeden, Mads Vest. Denne var en meget alvorlig mand, han havde sluttet sig til Ryslinge valgmenighed, og han gik mangen en søndag den lange vej fra Ollerup til Ryslinge.

Der var for mange børn i Ollerup skole, og derfor kom nogle af børnene fra Skovmarken til at gå i Egebjerg friskole, hvor kommunen betalte for dem. Sognerådet samledes da for at drøfte, om der skulle en udvidelse af Ollerup skole til; men da kom Rasmus Pedersen med forslaget om at oprette en friskole. Han forklarede, hvorfor han mente, en friskole havde berettigelse til at komme frem; og resultatet blev, at der holdtes et møde i præstegården, hvor man vedtog at begynde en friskole, foreløbig med de børn, der var sendt til Egebjerg og så børn fra de hjem, der var særlig interesserede.
Der blev så lejet lokale i træskomand Hans Bejerholms hjulmagerværksted. En part blev indrettet til skolestue og gang og en mindre part til træskomagerværksted. Kristen Andersen [møllebygger           Christian Andersen, senere Svendborg Maskinfabrik??] lavede bord og bænke, som han gav til skolen. En af drengene (mangeårig bestyrer af Ollerup Børnehjem , Rasmus Rasmussen) kom i friskolen efter eget ønske.
Det, der særlig havde vakt hans lyst og interesse for friskolen, var beundring for eleverne fra Egebjerg friskole, der med Nikolaj Dam i spidsen kom marcherende i flok, med sang og godt humør, ned til Ollerup præstegård, hvor en af præstens sønner holdt sangøvelse. Der var også nogle fra Ollerup skole med, men der var ikke sådan fest og humør, når de kom.
Da der så skulle begyndes en friskole i Ollerup, spurgte Rasmus sin fader, om han måtte komme i skole der. Faderen syntes ikke rigtig om det, da han kun havde et års tid tilbage af gå i skole. Der blev så ikke talt mere om det den gang; men en tid efter blev der oprettet en pænere danseskole i Vester Skerninge, og der mente Rasmus nok, det kunne være helt godt at komme med, så han kunne få lært at danse rigtig og pænt. Han spurgte så sin fader, om han måtte komme med der. "Ja", sagde faderen, "du kan ikke både komme i friskole og danseskole, nu kan du selv vælge, hvad du helst vil". Rasmus betænkte sig lidt og sagde så: "Ja, så vil jeg i friskolen".
Der gik så igen en tid, og han var endnu ikke klar over, om han måtte komme i friskolen. En dag var han inde og se på byggearbejdet i skolen, og der så han et par kasser, der var slået op i den smalle gang; de lignede de gammeldags sengesteder, der var slået fast på væggen. Da han kom hjem, fortalte han sin moder, om de to sengesteder i gangen og spurgte, om hun troede den ny lærer skulle ligge der. Hun mente, han skulle bo hos Rasmus Pedersens; "men når de laver sådan noget underligt noget, vil du vel ikke i friskolen".
Det viste sig senere, at de to kasser var til brænde og fejeredskaber.
Den morgen, arbejdet i friskolen skulle begynde, vidste han endnu ikke, om han måtte komme i skole der. Han gjorde sig færdig til at gå i skole som sædvanlig, men kunne ikke finde sin lærebog nogen steder, skønt han havde brugt den aftenen før. Til sidst blev han lidt utålmodig, og hans fader spurgte ham da om, hvad der var i vejen. Ja, han kunne ikke finde sin lærebog. "Den har Du ingen brug for i friskolen", sagde hans fader. "Må jeg da komme i friskolen?" udbrød Rasmus glædesstrålende, og han af sted ud af døren og hen i friskolen. - Han siger selv nu, at han har sin fader mistænkt for at have gemt bogen for at få lejlighed til at sige ham, at han måtte komme i friskolen.
Man kunne jo næsten mene, det var en selvfølge, at Rasmus Pedersens datter, Hanne, kom i friskolen, da det var hendes fader, der særlig stod i spidsen for at få den oprettet. Men han gav hende lov at vælge selv, om hun ville i friskolen eller fortsætte hos Jacobsen, som hun i grunden holdt meget af. Der gik en tid, og hun kunne ikke rigtig bestemme sig.- Hun fik så en byld i halsen og måtte ligge i sengen nogle dage, og da hun igen blev rask, sagde hun, at nu ville hun i friskolen. - Hun blev så drillet med, at det var så hårdt at tage den bestemmelse, så hun blev syg af det.- Hun siger selv, at hun aldrig fortrød denne bestemmelse, hun der tog; thi hun lærte mere i de to år, hun gik i friskolen, end i hele sin øvrige skoletid. Særlig havde morgenandagten, bibelhistorien og Grundtvigs bibelhistoriske sange stor betydning ikke alene for hende men for alle eleverne i friskolen.

Skolens første lærer var J.P. Nielsen. Han var Møborg ved Lemvig, hvor hans moder var jordemoder. Han har vist en tid været ved købmandshandel, men han kom så på Gedved Seminarium.  Derfra kom han i sommerferien til Fyn og kom i forbindelse med Kold.- Han har rimeligvis været på fjorten dages lærerkursus hos Kold. Han blev her så begejstret for Kolds skoletanker, at han tog den beslutning at ville være friskolelærer. Han var først lærer hos Thyge Hansen i Ferritslev; derfra kom han så til Ollerup, hvor han var lærer i 12 år.
I de første år havde Nielsen hjem hos Rasmus Pedersen; han havde værelse der og spiste der det første år; men da skolen efter ca et års forløb flyttede fra hjulmagerværkstedet til Stensero [i originalen står Stenserø] ved kirken, fik Nielsen sit eget værelse der; men vedblev i en del år at spise hos Rasmus Pedersens. Da der kom flere familier med i skolekredsen, kom han til at gå på omgang og få middagsmaden. Da skolen blev flyttet var det ikke så nemt at løbe om hos Rasmus Pedersen, og denne mente da, at det var bedst, han fik en tønde øl op, så kunne han da få noget at drikke, og byde et glas øl, om der kom et fremmed menneske.- Denne øltønde er endnu til, Rasmus Pedersens ældste datter bruger den nu som kartoffeltønde.

Allerede den første jul, efter at skolen var begyndt, havde de juletræ, men det var ganske tarveligt. Et par grangrene var plantet i en gammel kærne og pyntet med 2 øres hvedeboller, og pyntet med 2 øres hvedeboller og julelys. Men det var en hel begivenhed for dem, der aldrig havde set et juletræ før.
Stensero som ligger lige ved siden af Ollerup kirke er bygget i samme stil som stuehuset i Ollerup præstegård. Den ejedes den gang af frøkenerne Kristensen - den gang almindeligt kaldet de gamle Jomfruer - hvis fader havde præst i Ollerup-Kirkeby..

Til Stensero havde hørt en del jord; men den gang skolen flyttede der til, var jorden solgt fra. Den østlige del af bygningen var indrettet til stald, lade og karlekammer, og det stod endnu sådan, da skolen flyttedes dertil, og børnene gik gerne der igennem ind i skolen.

Skolestuen indrettedes i stuen i øst for gangen i den midterste del af huset, den var temmelig stor og havde to fag vinduer ud mod landevejen. Bag skolestuen ud mod haven og kirkegården fik Nielsen sit værelse. De store piger skulle holde skolestuen ren og de fejede da gerne loen og staldene med, til dette bruge havde de en riskost.
En dag, da en af pigerne gik og fejede, blev hun helt utålmodig, for kosten var opslidt og det var ikke nemt at feje mellem de toppede sten.
"Jeg kan da heller ikke feje ordentlig med sådan en skidt kost", udbrød hun ærgerligt. "Nej, det kan du heller ikke", svarede en ung pige, som gik på kirkegården, "du skal nok få en ny". Næste dag sted der en ny riskost i stalden.

Da julen kom, fik de igen juletræ, og de dansede ikke alene i skolestuen. De gamle frøkener ville også være med; deres sofa blev trukket ud midt på gulvet, og børnene dansede så i kæde rundt om dem og sang: "Nu har vi jul igen." Nielsen var en alvorlig og dygtig mand, han var afholdt både af børnene og ungdomskredsen, som samledes i friskolen. Skytteforeningen, der oprettedes samme år, som friskolen begyndte sin virksomhed, havde gennem mange år sin samlingsplads i friskolen. I friskolens vennekreds blev sunget mange gode sange, særlig blev  sangene: "Lille Guds barn, hvad skader dig " og "altid frejdig, når du går", sunget meget.
Nielsen kunne også skrive smukke vers. Da Rasmus Pedersens ældste datter fyldte 16 år, skrev han følgende vers til hende:

Voks op du unge skud
blandt Danmarks danekvinder,
og slut den pagt med Gud,
at sejerskrans du vinder;
da vil glæde og lykke
aldrig fra dig rykke,
og da vil livets vår
dig vække i syttende år.
Og når troen i sandhed ta`r hjertet i favn,
da håbet ej fejler den sikre havn;
thi tro og håb i pagt herneden
frembærer livet i kærligheden.

I foråret 1875 blev Nielsen gift med en datter fra Krogården. Da han skulle giftes, måtte der jo en anden ordning på tingene, end der hidtil havde været. Der skulle skaffes lejlighed til dem at bo i, og det så en tid ud , som det var næsten umuligt at skaffe den.
Da kom den gamle frøken dem til hjælp. Hun gav Nielsn Stensero på de vilkår, at han skulle betale hende 100 kroner årlig, mens hun levede, og så skulle hun selvfølgelig også have ret til sin lejlighed. Nu blev der så taget fat på ombygningen. Stalden og laden indrettedes til skolestue og gang, karlekammeret blev indrettet til køkken, skolestue til dagligstue og Nielsens stue til soveværelse.
Da alt nu var ordnet, flyttede Nielsen ind med sin unge hustru, Kristine, og hun blev en tofast hjælper og en god støtte. I sin glæde over, at alt havde føjet sig så godt for dem, afskrev Kristine sangen: "Syng med os både mark og skov", og sendte den til den gamle frøken, og hun understregede særlig linierne: "Syng, med os både land og hav, hvad vi savned, det Gud os gav."

Dog var ikke alle sorger slukket, og det kneb lidt for Nielsens at få det daglige brød, da lønnen var meget lille; dertil kom, at Nielsen var noget svag af helbred; men Kristine hjalp ham troligt, og de holdt begge to meget af deres gerning i den lille skole. Når Nielsen til tider måtte gå til sengs, passede Kristine både skolen, hjemmet og den syge.
I 1879 måtte de forlade Ollerup og arbejdet der, som de holdt meget af. De havde nu tre småbørn, og nu da kredsen ikke så sig i stand til at yde dem en fast årlig løn af 400 kroner, måtte de rejse, da de ikke kunne klare sig. De rejste så til Krogsbølle, hvor de havde en lille friskole og vistnok en købmandshandel. Friskolen i Krogsbølle gik i fem år, efter at Nielsen var kommet dertil; men der var den gang ikke rigtig jordbund for en friskole, og den måtte så forsvinde. Nielsens børn kom så til at gå til Norup i skole hos Anders Gommesen.
Kristine Nielsen fortæller, at da de måtte forlade skolen i Ollerup, den yndige gerning og den lille plet, som de elskede, var det, som deres livstråd brast, og der var hjertesorg, da de tog derfra. "Men" - fortæller - "Herrens veje er underlige, dog alle sandhed; hans nåde har vi stolet på, og aldrig har han  forladt os!"
Da Nielsen rejste, købte Jens Ditlev Jensen i Stågerup Stensero af ham for 1600 kroner samt forpligtelserne til den gamle frøken. Han købte huset for at bevare den for friskolen, og gennem en årrække gav han fri husly til friskolen.

Da Nielsen rejste fra Ollerup, kom Povl Jensen dertil som lærer og var der i ca 4 år. Til at begynde med havde han kun ringe forståelse af friskoletanken. Men forståelsen af og kærligheden til friskolegerningen voksede, som tiden gik, og da han efter ca. 4 års forløb på grund af sygdom måtte opgvie skolearbejdet, må han betegnes som en af vore bedste friskolemænd. Da Povl Jensen rejste, stod kredsen en tid uden lærer; men så hjalp nabokredsene, så godt de kunne. Hannibal Petersen, Vester Skerninge og Jørgen Pedersen, Egebjerg skiftedes til at holde skole nogle dage om ugen.
I foråret 1883 kom så Thomas Hansen Leth, som en tid havde været lærer ved Galtrup Drenge-og Højskole på Mors. Han havde fået sin uddannelse på Gedved Seminarium, hvorfra han var dimitteret 1880. Han virkede ved skolen til 1894, de sidste år trofast bistået af Grethe Larsen fra Lejre; men da han ikke var rask nok så han sig nødsaget til at opgive skolegerningen.
Den 1. november 1894 begyndte så lærer Rasmussen at holde skole; men han var der kun ganske kort tid, da han den 2. marts 1895 blev kaldet til lærer ved Mårslet skole i Østjylland. Så var der igen en tid, hvor de ingen lærer havde; men så blev de igen hjulpet af nabolærerne og af højskolens lærere. I april kom så Aksel Lund, han begyndte skolearbejdet den 22. april 1895, og han arbejdede så ved skolen til den 9. december 1897, da han rejste som følge af en uoverensstemmelse mellem ham og kredsen. Så stod de igen uden lærer, og pladsen blev opslået ledig. Blandt ansøgerne var friskolelærer Peder Mourtisen fra Nørre Nissum ved Lemvig. Til ham skrev de om at komme, så de mundtlig kunne forhandle om sagerne, og han rejste så derover i julen.
Først talte de lidt om sagen, og så sang de sangen: "Gud skal al ting mage", hvorpå Mouritsen gik over til naboen, mens skolekredsen talte videre om tingene. De bestemte sig så til at  antage ham som deres lærer, hvis han turde vove det, når de kun kunne byde en løn på 500 kr og fri bolig, og det var endda kun det første år, de kunne sikre ham det. Mouritsen vovede at sige ja, og det blev så bestemt, at han skulle komme så hurtigt som muligt. Den 18. januar 1898 kom han så med sin hustru og deres 7 børn. Mange rystede på hovedet og sagde, at det gik aldrig; ja, der var endog nogle, som bebrejdede kredsen, at de tog en lærer med så stor familie, når de ikke kunne byde ham større løn, det måtte jo ende med, at de kom på sognet. Men så vidt gik det ikke. Man kan her, som ved mange andre af vore friskoler se, hvordan Gud lægger sin velsignelse til, når gerningen udføres i ydmyghed og trofasthed.-
I de forløbne år har det mange gange set ud, som nu var det kun et tidsspørgsmål, hvor længe skolen kunne holdes gående; men når en flok er rykket ud, er en anden rykket ind, og ny elever er kommet til fra steder og til tider, hvor man mindst ventede. Da Mouritsen havde været i Ollerup i ca. 1½ år., købte han et hus med landbrug til, der lå ca 1 fjerdingvej fra Ollerup by, for så mente han, de bedre kunne klare sig, når de havde den at tage indtægt af. Han gik så hver dag til Stensero og holdt  skole.
Men da hans hustru ikke var så rask, solgte de huset igen i 1902 og købte så daværende børnehjemsbestyrer Rasmus Rasmussens ejendom "Åvang" i Ollerup Bromark. Her havde Rasmussens søster Susanne en tid holdt skole for småbørn og syskole for større piger. Samtidig med, at Mouritsens flyttede til "Åvang" flyttedes også skolearbejdet hertil, april 1902. Da lønnen stadig var lille, måtte Mouritsen påtage sig en dell regnskab, og dette blev ham snart for meget, så han  i efteråret 1904 måtte tage en lærerinde til at hjælpe sig med skolearbejdet. Det var mest ganske unge lærerinder, og da han ikke kunne give ret stor løn, måtte han skifte tit. Den første lærerinde var Valborg Keldsen [Kjeldsen] fra Torsted [Thorsted] i Thy, hun arbejdede ved skolen i 2½ år. Så havde han en del lærerinder, som kun var der i kortere tid hver; et par år var hans søn Mourits Mouritsen medhjælper ved skolen. I efteråret 1913 kom Mouritsens ældste datter Anna Mouritsen, som havde været lærerinde en del år hjem for at hjælpe ved skolearbejdet, og hun har så været hans medhjælper, til han nu i efteråret trak sig tilbage til skolearbejdet.

Sidste forår begyndtes så bygningen af den ny friskole, og den blev indviet den 11. november, som er Ollerup friskoles fødselsdag.
.............................

Medlemsliste dansk friskoleforenings fynske afdeling l886ff.
Kilde:medlemsprotokol , Fynske afd., Dansk Friskoleforening.Biblioteket for det folkelige Arbejde, Ollerup.

Ollerup Kreds 11.9. 1886

  1. Abelone Henriksen
  2. J.P. Kristensen Randers
  3. N.Kr. Johansen
  4. Jens Ditlev Jensen (overstreget)
  5. Jens Lavrids Jensen
  6. Th. Hansen Leth, Ollerup friskole
  7. Rasmus Hansen
  8. Stine Madsen
  9. Susanne Rasmussen
  10. Johanne Åmand (overstreget)
  11. Rasmus Rasmussen
  12. Rasmus Christoffer Nielsen
  13. Marie Jeppesen (overstreget)
  14. Morten Madsen
  15.  Anne Jensen
  16. Stine Jensen
  17. Hans Kristensen Formand
  18. Lars Rasmussen (overstreget)
  19. Karoline Hansen (overstreget)
  20. Marie Jensen
        Dines Larsen

Årbog for Dansk Skolehistorie 1978

På Institut for Dansk Skolehistorie pågår for tiden en undersøgelse af reformpædagogikkens introduktion og betydning i Danmark. I denne undersøgelse indgår en redegørelse for reformpædagogik inspirerede private skoler og for at få et så righoldigt arbejdsmateriale hertil som muligt, er gamle elever blevet bedt om at skrive om deres skoletid. En af besvarelserne er Birthe Larsens erindringer fra Ollerup friskole. Hendes skildring giver et så godt indblik i en skolesituation at den bør bringes ud til et større publikum.

Ollerup friskole er en grundtvig-koldsk friskole oprettet i 1860èrne. Den første skole lå i Vester Skerninge, men senere, da højskolen blev bygget i Ollerup, flyttede den dertil.
Emborgs begyndte skole i Ollerup først i 20èrne i en ny bygning, som min far tegnede.
Vi boede lige over for skolen, og med mine forældres tilknytning til højskolen var det naturligt, at jeg begyndte der, netop fyldt 6 år.
Den gang havde skolen, såvidt jeg husker 40-50 elever ialt. Der var kun to lærere Astrid og Svend Emborg. Af praktiske grunde var skolen delt i 3 klasser, og man gik kun i skole 4 dage om ugen. Ugen havde 6 skoledage, og det medførte, at to dage gik 1 og 2 klasse sammen. Således kunne de to lærere bestride det hele, og alle lærte alle at kende.
Vi mødte kl. 8 og der var så  undervisning til kl. 12 afbrudt f et godt langt frikvarter (mindst en halv time, somme tider længere efter omstændighederne). Kl. 12 gik eller cyklede vi hjem til middag. Nogle børn havde 4-5 km, de kunne ikke nå det, så de blev.
Vi andre gik som sagt hjem, ligesom Emborgs gik ind til sig selv og spiste. Kl. 13 mødte vi igen, og så var der undervisning til kl. 15.
Oprykning til de forskellige klasser var ofte individuel. Når det skønnedes, at man var moden til det næste klassetrin, blev man flyttet. Der blev aldrig gjort noget stort nummer ud af det, jeg husker f.eks. ikke, hvornår jeg selv blev rykket op, skolen forekommer mig som en helhed.
Fru Emborg havde de små. Hun var stærkt påvirket af Maria Montessori og hendes pædagogik, og skolen havde meget Montessorrimateriale, som jo satser på at udvikle barnets sanser. Jeg husker min første skoletid som en leg med former og farver.
Fru Emborg var en gudbenådet fortæller. Hun startede med eventyr af alle slags, og hun digtede også nogle selv. En del er blevet udgivet.
Hun fortalte bibelhistorie, nordiske gudesagn, græsk mytologi o.s.v., og vi lyttede med alle sanser åbne, det var jo spændende. Da jeg senere i privatskolen i Svendborg og i gymnasiet blev udsat for disse emner i historie og oldtidskundskab var det blot at lukke op for en lem i hjernekisten og så var det hele nærværende.
Færdighedsfagenes tal og enhedsbegreber blev også leget ind ved anskuelsesundervisning og forskellige spil f.eks. ringespil og puslespil, som Emborgs selv havde  konstrueret.
Alle spillene var selvkontrollerende, og man gik selv videre til det næste og sværere, når man kunne dem godt nok.
Vi lærte at læse ved hjælp af ordbilledmetoden, og som sagt ved disse læsespil. Først når vi havde været dem igennem, og de blev sværere og faktisk kunne læse, fik vi en bog, Margrethe Marstrands dejlige "Min første bog", som jeg har endnu.
Når vi kunne læse, blev vi inddelt i grupper på 4-2 gode læsere og to mindre gode. Så hørte vi hinanden og havde nogle små kort, hvorpå vi satte kryds for færdighed, tydelighed, forståelse og læsehastighed, og på den måde kontrollerede vi hinanden. En gang imellem gik vi hen og blev hørt, eller vi blev kaldt hen til Fru Emborg når hun syntes, hun ville kontrollere os
Tællespil efterfulgtes af regnespil med de fire regningsarter og disse var igen suppleret med nogle regnekort, så vi kunne to og to høre hinanden, og der gik sport i at tage tide både på regnespillene og på kortene, så man udviklede sine færdigheder i hovedregning. Til slut blev man hørt af læreren i en serie, som f.eks. kunne omhandle den lille tabel.
Sideløbende hermed havde vi øvebøger i regning, hvor stykkerne var trykt og man blot skulle skrive facit.
Mål og vægt lærte vi også ved anskuelsesundervisning. Vi havde f.eks. cl mål, dl og l - en hl blev altid målt op i den store balje i Emborgs vaskekælder, ligesom 1 ar og 1 ha blev målt op på legepladsen. (den sidste var nu nok for stor). Vi blev også sendt ud på  landevejen for at skridte 1 km af.
Det var Emborg meget om at gøre, at eleven aldrig gik videre i opgaverne, før alt var forstået, og var der noget, vi ikke kunne klare selv, var de der jo, og så spurgte man eller bad om hjælp

Mon ikke man kan forestille sig klassen nu?

Der var to skolestuer, som oftest stod døren åben imellem dem. Man sad kun på sin plads, når man tegnede, skrev, regnede eller læste, men meget ofte var det nødvendigt at bevæge sig. Vi snakkede da også hele tiden, for selvfølgelig kan der ikke være fuldstændig ro i en klasse, hvor man arbejder individuelt, og  man måtte da også gerne hjælpe hinanden. Det giver en god atmosfære. At vi var dus med læreren behøver jeg vist ikke at fortælle. Var man tørstig, gik man ud og drak vand, skulle man på W.C. gjorde man det, det var ikke nødvendigt at spørge læreren. Fik nogen lyst til at synge eller fløjte, måtte man godt, så længe det ikke forstyrrede. Blev det for højt, blev man enten bedt om at gå ud i gangen og synge eller komme op til tavlen og synge så højt at de andre også kunne få glæde af det.
Vi sang i det hele meget. Emborg var jo ud af en meget musikalsk familie. Hans ene bror var komponisten J.L. Emborg. Hver morgen sang vi morgensang Vi brugte friskolesangbogen. Hver gang vi fik fortalt bibelshistorie, historie, geografi el. sagn, fandt vi en sang, som passede til, og jeg kan endnu den dag i dag mange af de sange udenad tilligemed de børnesange, som vi lærte bl.a. en hel del af Alice Tenérs. Vi havde også korsang  og det elskede vi. Emborg havde en fantastisk evne til at få alle til at synge , og det var hans overbevisning at alle børn kunne synge, ligesom alle børn kunne tegne. Alle de der sang rent blev anbragt, så de sang ind i ørene på dem, der sang mindre rent.
Orkester havde skolen også, men det var kun nogle få, som medvirkede, og der blev kun spillet klassisk musik.
Foruden færdighedsfagene blev der undervist i orienteringsfagene historie, geografi og naturhistorie. Disse fag var Emborgs område. Vi havde ingen bøger, der blev fortalt, og skolen havde selvfølgelig et håndbibliotek, vor vi kunne søge oplysninger om alt det, vi ville. Vi skrev jævnligt, det var i 3. kl. opgaver om et eller andet emne, som specielt interesserede os, og altid tegnede vi til vore opgaver.
VI lærte selvfølgelig også at se på kort, og at kende de vigtigste byer, bjerge og floder, men remser havde vi aldrig. Det lærte jeg først at kende i den offentlige skole.
Historien blev også krydret med anskuelsesundervisning. Jeg husker en sommer hvor vi på legepladsen byggede en stenalderhytte af grene, som vi skar af legepladsens birketræer med flinteredskaber som var samlet af Emborg og interesserede elever.
Det gjaldt i det hele taget, at hvis man fandt eller fik noget af fælles interesse tog man det med i skole for at delagtiggøre andre i det. Det kunne være en pilespids, et dyrekranium eller en afskudt snogeham.
Stenalderhytten kom op at stå, så nøjagtigt som vi kunne lave den, og vi pølsede  kogekar af ler og brændte dem i en mile, og prøvede at koge i dem over bål, nøjagtigt som de gør i Lejre i dag, men nok simplere, for vores viden var ikke så stor.
Naturhistorien  er et kapitel for sig. Få børn er, som vi var, priviligerede med mark, skov mose og eng lige uden for døren, og stranden inden for rækkevidde på cykel.
Hovedparten af naturhsistorietimerne foregik udendørs. Så snart det blev forår, drog vi af med botaniserkasser, sylteglas, fiskenet og flora og alle sanser åbne. Vi lærte at slå op i en flora og bestemme planternes art. Vi så voksedstederne og noterede os naturens sammenhæng.
Terrarium havde vi også med firben, snoge og frøer og pupper af sommerfugle og spindere, og stor var den dag da en Ligustersværmer foldede sine vinger ud i kassen.
Vi fandt fuglereder og uglegylp, og jeg husker endnu den sommer da vi fulgte 4 dunede ugleunger i et hult træ i skoven.
Foruden de her nævnte fag mener jeg at der nogle år blev undervist i tysk, men det var frivilligt og efter skoletid. Vi havde lidt fysik i sidste klasse, men det var mest i form af sjove forsøg.
Gymnastik og boldspil havde vi selvfølgelig.
Det siger sig selv, at der ved en grundt-koldsk friskole blev givet religionsundervisning. Vi kom jo alle fra grundtvigske hjem, hvor kirkegang var en naturlig ting. Den første bibelshistorie, det gamle testamente blev fortalt af fru Emborg, medens Emborg tog sig af det nye testamente. Selvfølgelig talte vi om tingene og drøftede forskellige opfattelser og sang mange bibelshistoriske sange og  salmer.
Intet barn blev sendt ud af Ollerup friskole, uden at have modtaget seksualoplysning - ikke egentlig undervisning - til stor forargelse for mange forældre. Oplysningen blev givet i sidste klasse og her blev drenge og piger delt. Dels har det nok været lettere at have os hver for sig, og dels må man jo tænke på, at jeg påbegynde min skolegang i 1929!
Jeg husker timerne som en sober forklaring om menustration, svangerskab, forplantning og fødsel. Derimod fik vi ingen oplysning om antikonception og seksueller minoriteter og afvigere.
Hele det store og vigtige område, som i dag hedder pfag eller formning blev der naturligvis gjort meget ud af. Det var sammenfattet under udtrykket: frit arbejde. Vi tegnede, malede, formede i ler, flettede i bast og peddigrør, syede og broderede. Det sidste var helt frit, vi lærte forskellige sting, og måtte så selv anvende dem.
Hvert forår holdt vi en stor fest i højskolens gymnastiksal, og hertil blev der altid fabrikeret et væld af tombolagevinset. Juletræspynten og julegaver til hele familien lavede vi selvfølgelig også.
Ved forårsfesten blev der også spillet skolekomedie, som vi i samarbejde med forældrene lavede dekorationer og dragter til.
Forældresamarbejdet var godt. Der blev ikke holdt så mange forældremøder, men hver gang, der var brug for det mødte forældrene op. Om sommeren var der en stor skovtur, hvor forældrene klarede transporten og kogte chokolade (en mælkejunge fuld) og bagte et bjerg af boller. Selvfølgelig  deltog de også i vore lege i skoven, ligesom de altid deltog i juletræsfesten i forsamlingshuset 5. juledag  kl 5, hvor vi efter juletræet legede sanglege til langt ud på aftenen.
Vi gik som sagt i skole 4 af ugens dage, og lektier havde vi aldrig. Kun hvis vi havde lyst kunne vi regne, læse eller skrive hjemme. Da der ikke var mange bøger, havde vi ingen problemer med at huske vore ting. Hvert barn havde på skolen en skuffe. Heri havde man sin tavle og griffel, senere sine blyanter og hefter, farvelade, læse- og regnebog og sit skriveunderlag, som alle brugte, så der ikke kom mærker i bordene, og endvidere havde vi hver sin støveklud. Inden vi gik hjem gjorde vi klassen i stand. Vi havde hver sit område, således at Emborgs unge pige, som klarede skolens rengøring kun skulle tørre gulvene over, og de var ikke særligt snavsede, for alle havde skiftesko i hver sit rum i garderoben.
En gang om året var vi alle med til at gøre hovedrent. SÅ blev alt sæbet af, og fru Emborg så efter at der ikke var skidt i hjørne af skufferne eller på hylderne.
Hver dag efter morgensang blev det kollektivt kontrolleret om alt var på plads i vore skuffer, så vi havde de materialer, der skulle bruges til undervisningen.

Både Astrid og Svend Emborg var i besiddelse af en naturlig myndighed, som gjorde, at alt gik stille og roligt uden brug af tvang eller strafmidler.Opstod der en eller anden situation, hvad der meget sjældent gjorde, talte man om tingene. Jeg har aldrig oplevet, at nogen er blevet straffet. Jeg ved, at Emborg  engang i sine unge dage har brugt korporlig afstraffelse, men at han bagefter fortrød og bad drengen om forladelse, og at han aldrig gjorde det siden. Det var heller ikke nødvendigt.
Begge var de store pædagoger, og må også have haft stor psykologisk viden. Altid tog de sig af de små i samfundet, de dårligst stillede havde deres bevågenhed. Vi andre velbjergede klarede os jo nok. F.eks. blev skoleferien altid lagt således, at husmand Bernhard Johansen kunne have sine børn hjemme til hjælp i høsten. Det skabte en del misnøje bl.a. i mit hjem efter at vi store var kommet i skole i Svendborg, og de små gik i friskolen, for så havde vi ikke hele ferien sammen.

Efter at jeg blev voksen og har truffet pædagoger som Sofie Rifbjerg, Inger Kirstine MOrtensen og Thomas Sigsgård (mine lærer på Kursus for Småbørnspædagoger) og har læst A.S. Neill og C.C. Kragh-Müller - selv har fået børn og været med til at bygge en lille skole i Humlebæk op, er det mere og mere gået op for mig, hvor progressiv og reformpædagogisk friskolen i Ollerup var, og hvor meget, den har betydet for mig og andre elever af Astrid og Svend Emborg at have tilbragt de første skoleår i en så fremragende skole.
Jeg tror, at det sætter sine spor resten af livet. Jeg husker, at der ofte kom fremmede mennesker og kiggede på os i skolen - uden at det forstyrrede undervisningen. Dengang forstod vi ikke hvorfor, i dag forstår jeg det bedre.

Noter

Svend Emborg var født i 1887, søn af bestyreren [Laurs Rasmussen] af Ringe friskole. Han gik på Vordingborg seminarium og var fra 1922 bestyrer af Ollerup friskole. På et møde i Foreningen Den frie Skole holdt Svend Emborg i 1927 et foredrag om Kolds tanker om børneskolen og de ny fri skoletanker". dette foredrag er trykt i Ejnar Skovrups bog: Kolds Skoletanker 1927 og er en god indføring i Svend Emborg pædagogiske syn.

Astrid Larsdatter Emborg var født i 1885, datter af en friskolelærer og uddannet ved lærerskolen i Ringe

Ægteparret Emborg udarbejdede et undervisningsmateriale i regning. Det blev udstillet ved de Fynske Friskolers Fastelavnsmøde i 1931 sammen med andet materiale fra friskolen og udgivet samme år med titlen regnebilleder og regnekort.

Birthe Larsens far Ejnar Mindedal var fra 1923 lærer ved Ollerup håndværkerskole og fra 1932 forstander for denne. [Birthe Larsen er gift med K.E. Larsen]

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk