Lærer Jørgen Nielsen, Stenstrup Skole
Forside ] Op ]

 
Lærer Jørgen Nielsen, Stenstrup Skole

Erindringer- Lærer Jørgen Nielsen, Stenstrup

[Originalen tilhørte sønnen, jernbaneassistent Karl Ludvig Nielsen, død 2.9. 1968 i Middelfart. Kopi hos Otto Milland Rasmussen, Søgårdsvej 30, Ringe
 

Efter sommerferien 1866 tiltraadte jeg Embedet som Andenlærer ved Stenstrup Skole. Beboelseslejligheden bestod af eet eneste Værelse, indrettet paa den sydlige Ende af Skoleloftet med to Sæt Vinduer i Gavlen. Paa begge Sider (mod Øst og Vest) var der nogle Rum under Tagskraaningen, der kunde benyttes til Opbevaring af Køkkensager eller som Pulterkammer. Værelset var møbleret med et Bord og to Stole. Hvad der ellers fandtes nødvendigt til et tarveligt Ungkarlemøblement maatte jeg selv anskaffe. Dertil hørte først og fremmest en Seng. Desuden medbragte jeg et lille Madskab og en Reol og senere et par Stole til. Embedet var kun lavt lønnet, og da jeg jo gerne snarest skulde betale Afdrag paa min Gæld, maatte jeg indrette mig paa den sparsommeligste Maade. Morgen- og Aftenmaaltidet med tilhørende varm Kaffe eller The, serverede jeg selv ved Hjælp af et Spritapparat, og Middagsmaden tjente jeg foreløbigt ved at undervise Kromandens yngste Søn, Ferdinand, privat udenfor Skoletiden. Denne Information varede dog kun ½ Aar, da Ferdinand saa blev konfirmeret.
Kromanden, J. Bekker, havde tidligere været Sømand, og derefter i nogle Aar Forpagter af Stenstrup Præstegaard. At komme i dette Hus var mig baade til Glæde og Velsignelse, da Beboerne, særligt den kvidnelige Del deraf (Md. Bekker og Døtrene) var bekendende Kristne og Sognebaandsløsere til Vilh. Birkedal. Hvor var især Md. Bekker et brændende og skinnende Lys - Kærlighed og Glæde strømmede fra hende ud til alle hendes Omgivelser. At dette var Kristendom har jeg aldrig hørt et eneste Menneske udtale Tvivl om. Ofte fik Md. Bekker Besøg af sine to Veninder Md. Hansen, Langhøjs Mølle og en Md. Krøyer fra Svendborg, og de var da som et lille helligt Samfund forenede i Jesu Kristi inderlige Kærlighed. Saa kunde man fra deres Læber høre Sange til Herrens Pris. To Sange erindrer jeg især at have hørt dem synge, nemlig: "Op, dog Sion, ser det ej". og Ingemanns: "I Sne staar Urt og Busk i Skjul". Kunde de ikke komme i Kirke i Ryslinge, tog de til Kirkeby Kirke for at høre Pastor Brandt, og her traf det ikke saa sjældent, at en Frk. Eilschou fra Langeskov kom for at tage dem med. Hun blev siden Pastor Brandts anden Hustru.
At Kristendommens Magt over Krofolkene eller dog en Del af dem maatte kendes paa den Maade, hvorpaa de varetog Kroens Ledelse, er aabenbart. Drikkeri og siddende Gæster vilde de ikke vide noget af, og Kroen blev lukket til bestemt Tid om Aftenen. Som Følge deraf kunde Kroholdet sikkert ikke give dem store Indtægter; men heldigvis havde de ved Siden deraf to andre Næringsveje: Købmandshandel og Bageri, saa de klarede sig alligevel.
For Provst Rasmussen har det jo sikkert ikke været let at se sig kasseret som Præst af sine nærmeste Naboer. Som Regel mærkede man dog fra hans Side intet til nogen Uvillie overfor Nabofamilien af denne Grund. Kun naar Birkedal blev kaldet her til i Anledning af Dødsfald i Familien for at besørge en Jordfæstelse, kunde man mærke, at han følte sig tilsidesat. Ellers var der, saa vidt vi kunde skønne, et godt Forhold mellem de to Nabofamilier. Fru Rasmussen kom næsten daglig i  Kroen og befandt sig aabenbart vel ved at komme der.
"Hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af." (Hebr. 12,6). Denne Sandhed ser vi ofte stadfæstet i Livet, og Familien i Kroen gik heller ikke fri for Livets Sorger og Prøvelser. Den ældste Søn, Emil, blev sindssyg og tilbragte en Række af Aar paa en Sindssygeanstalt, indtil han afgik ved Døden. Den næstældste Søn faldt i Søslaget ved Helgoland 1864. En Datter døde i Konfirmationsalderen. De to andre Døtre døde ogsaa i en forholdsvis ung Alder. Kromandens Delagtighed i det Aandsliv der rørte sig i hans Hus, mærkede man ikke noget til, men at han kunde blive helt uberørt deraf, er vel ikke sandsynligt. Han var en hæderlig og retsindig Mand, men han var som allerede udybet ikke hans Hustru Sognebaandsløser til V. Birkedal. Da han var død og skulde begraves, fik jeg at vide, at hans Yndlingssalme havde været: "Du, Herre Krist, Min Frelser est".
Alle Familiens Medlemmer er nu for længst afgaaet ved Døden. Kun den yngste Søn, Ferdinand, er endnu i Live. Han bor i Assens, hvor han allerede i sine unge Aar nedsatte sig som Gartner. Hans Hustru, Klara f. Jensen, der var en Ungdosmveninde af min Hustru blev ham en en udmærket Hustru og Moder for den meget store Børneflok, hun bragte ham. Det var jo sikkert hende, der trak det store Læs ved Børneopdragelsen, hende, der maatte se at faa de smaa Indtægter til at slaa til. F. Bekker og hans Hustru er, saavidt jeg kan skønne, troende Mennesker, men det har jo særligt været Moderen, der har holdt Forbindelsen med Børnene vedlige, efterhaanden som de sendtes ud i Verden. Saavidt det har kunnet lade sig gøre, har hun søgt at vise Børnene hen til saadanne Steder, hvor de kunde Hjælp og Støtte for deres Kristenliv, enten til troende Hjem eller Kristelige Foreninger som KFUM eller KFUK.
Flere af Børnene er da ogsaa bevidst troende Mennesker. Forældrene har sluttet sig til Kristenlivet, saaledes som de forefandt det i Assens, uden at lægge nogen Vægt paa at fastholde det grundtvigske Præg, som i hvert Fald Manden var fortrolig med fra Barndomshjemmet. Deri har de jo sikkert handlet klogt; thi jeg kan ikke se rettere, end at Grundtvigianismen som Kristelig Livsmagt siden Blomstringstiden i vor Barndom og Ungdom har været i jævn Tilbagegang. Hvad Grunden dertil kan være, skal jeg ikke her indlade mig paa at forklare. I hvert Fald har de Iagttagelser, jeg har kunnet gøre i den Kreds, hvor jeg har haft Lejlighed til at færdes, ikke kunnet føre mig til andet Resultat. Dermed skal jeg naturligvis ikke fælde nogen DOm om det, som jeg ikke kender. Jeg tvivler ikke om, der endnu i grundtvigske Kredse findes adskillige alvorlige troende Mennesker, men den gamle gennemsyrende og missionerende Kraft synes mig at være borte.
I Sognet var der en Friskole (Lunde Friskole) opr. begyndt som Privatskole paa Langhøjs Mølle for Børnene fra Hjemmet der. Her var Seminarist Peder Olsen den Gang Lærer og har været det siden indtil omkr. 1890. Kort Tid efter ophævedes Skolen, da den sidste Lærer der (Boye) blev kaldet til Andenlærer i Stenstrup (omkr. 1892). Lærer P. Olsen var meget idealistisk i sit Grundsyn paa Livet og ofrede sin bedste Kraft i Friskolens Tjeneste. Naar han en Gang skal have sagt i en Tale, at "Statsskolen skal falde med et stort Rabalder, saa det skal høres over hele EUropa", saa har denne Udtalelse vist sig at (være?) mindre vel begrundet, i det Statsskolen jo staar saa  fast som nogensinde før, medens hans egen Skole er falden
Med Friskolelærer P. Olsen, der senere ved Navneforandring har faaet sit Navn forøget med Tilføjelsen "Sibast", har jeg altid staaet paa en venskabelig Fod. Fik han end engang i mellem et og andet af vore Skolebørn, naar der var Forældre, som af en eller anden Grund var bleven misfornøjede med Forholdene i vor Skole, tog jeg mig det aldrig saa nær og undgik for alle Ting at stille mig fornærmet an. Desuden har jeg altid bestræbt mig for at være hensynsfuld i mit Forhold overfor ham og haft Lejlighed til at lade ham mærke saadant.
Ogsaa med Læreren i Egebjerg Friskole der havde Elever her fra Sognet har jeg altid staaet i venligt Forhold.
En ny Friskole er for et Par Aar siden bygget tæt uden for Stenstrup By. Den styres af en Lærerinde. Da jeg nu er pensioneret har jeg ikke paa Embeds Vegne noget med den at gøre.
De grundtvigske Friskoler er jo alle oprindelig opstaaede som en Opposition imod Aanden i den gamle Statsskole og har vel i sin Tid haft nogen Berettigelse. Den har jo sikkert ogsaa øvet en Del Indflydelse paa Forholdene i Statsskolen, saa at denne nu for en Del har skiftet Karakter og ledes i en friere og bedre Aand end forhen. Jeg selv har vel da jeg som et tyveaarigt ungt Menneske overtog Andenlærerembedet i Stenstrup uden maaske selv at vide det været en Del paavirket af de grundtvigske Skoleideer. Jeg yndede ikke Lektieterperiet og kunde ikke tænke mig Historieundervisningen foregaa paa anden Maade end ved at begynde den med mundtlig Fortælling og derefter lade Børnene fortælle igen. Ved siden deraf har jeg anbefalet Børnene at læse om det fortalte i deres Bøger men ikke været stræng nok i at kræve det foredragne af mit lært. Jeg tror, jeg har begaaet den Fejl i min Lærergerning, at gøre for meget Arbejde selv og kræve for lidt af Børnene. Man naar nu engang ikke at tilegne sig ret, hvad man ikke har ofret et Arbejde paa. Alt dette er jo imidlertid sket i den gode Hensigt at gøre det saa lyst og hyggeligt som muligt for Børnene, men det har alligevel en Skyggeside. Ogsaa Religionsundervisningen har tidt i den gamle Skole været uheldig. Statsskolen har manglet troende Lærere, der er den første Betingelse for, at denne Undervisning kan øves paa rette Maade. Her mener jeg dog ogsaa som før omtalt, at man skal ikke være bange for at kræve et Selvarbejde af Børnene (især de bedre begavede) ved at lade dem lære en Del Bibelsprog og Salmer.
   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk